10.12.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 365/25 |
KOMMISSIONENS DIREKTIV 2004/111/EF
af 9. december 2004
om femte tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 94/55/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej (1), særlig artikel 8, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Bilag A og B til direktiv 94/55/EF indeholder bilag A og B til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej, almindeligvis benævnt »ADR«, i udgaven gældende fra den 1. juli 2003. |
(2) |
ADR ajourføres hvert andet år. Som følge heraf træder den ændrede udgave i kraft fra den 1. januar 2005 med en overgangsperiode frem til den 30. juni 2005. |
(3) |
Det er derfor nødvendigt at ændre bilag A og B til direktiv 94/55/EF. |
(4) |
De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for transport af farligt gods, der er nævnt i artikel 9 i direktiv 94/55/EF — |
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I bilagene til direktiv 94/55/EF foretages følgende ændringer:
1) |
Bilag A affattes således: »Bestemmelserne i bilag A til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR), som de gælder fra den 1. januar 2005, idet udtrykket »kontraherende part« erstattes med »medlemsstat«. Ændringerne til 2005-udgaven af bilag A til ADR offentliggøres, så snart teksten foreligger på alle de officielle fællesskabssprog.« |
2) |
Bilag B affattes således: »Bestemmelserne i bilag B til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR), som de gælder fra den 1. januar 2005, idet udtrykket »kontraherende part« erstattes med »medlemsstat«. Ændringerne til 2005-udgaven af bilag B til ADR offentliggøres, så snart teksten foreligger på alle de officielle fællesskabssprog.« |
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. juli 2005. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 2004.
På Kommissionens vegne
Jacques BARROT
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 319 af 12.12.1994, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/28/EF (EUT L 90 af 8.4.2003, s. 45).