|
16.9.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 293/14 |
KOMMISSIONENS DIREKTIV 2004/89/EF
af 13. september 2004
om femte tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 96/49/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad jernbane
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad jernbane (1), særlig artikel 8, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I bilaget til direktiv 96/49/EF nævnes reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane (RID) i udgaven gældende fra den 1. juli 2003. |
|
(2) |
RID ajourføres normalt hvert andet år, således at den seneste udgave blev gældende fra den 1. januar 2003 med en overgangsperiode frem til den 30. juni 2003. |
|
(3) |
RID er undtagelsesvis ajourført igen efter et år, således at den ændrede udgave er trådt i kraft den 1. januar 2004. |
|
(4) |
Det er derfor nødvendigt at ændre bilaget til direktiv 96/49/EF. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for transport af farligt gods, der er nævnt i artikel 9 i direktiv 96/49/EF — |
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Bilaget til direktiv 96/49/EF affattes således:
»Bestemmelserne i »reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane« (RID), der optræder som bilag I til appendiks B til Cotif, i udgaven gældende fra den 1. januar 2004, dog således at udtrykkene »kontraherende part« og »staterne eller jernbanerne« erstattes med »medlemsstat«.
Ændringerne til 2004-udgaven af RID offentliggøres, så snart teksten foreligger på alle de officielle fællesskabssprog.«
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. oktober 2004. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. september 2004.
På Kommissionens vegne
Loyola DE PALACIO
Næstformand
(1) EFT L 235 af 17.9.1996, s. 25. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/29/EF (EUT L 90 af 8.4.2003, s. 47).