18.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 371/47


RÅDETS BESLUTNING

af 13. december 2004

om bemyndigelse af Republikken Østrig til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 17 i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

(2004/866/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1), særlig artikel 27, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret den 12. december 2003 af Kommissionens Generalsekretariat anmodede de østrigske myndigheder om bemyndigelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 17 i direktiv 77/388/EØF.

(2)

De øvrige medlemsstater blev informeret om anmodningen den 26. marts 2004.

(3)

Hensigten med undtagelsesforanstaltningen er helt at ophæve fradragsretten for merværdiafgiften (moms) på udgifter til varer eller tjenesteydelser, når den afgiftspligtige persons eller den afgiftspligtige persons personales privatforbrug og mere generelt en ikke-forretningsmæssig anvendelse af disse udgør over 90 % af den samlede anvendelse. Denne undtagelsesforanstaltning, der fraviger artikel 17, kan retfærdiggøres ud fra en betragtning om, at det er nødvendigt at forenkle momsopkrævningen.

(4)

Bemyndigelsen bør kun gælde til og med den 31. december 2009. Denne maksimumsfrist vil med udgangspunkt i de erfaringer, Østrig gør med undtagelsesforanstaltningen i den ovennævnte periode, gøre det muligt at vurdere, om den skal opretholdes.

(5)

Denne undtagelsesforanstaltning har ingen negativ indvirkning på Fællesskabets egne momsindtægter —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ved fravigelse af artikel 17, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF bemyndiges Republikken Østrig til at ophæve fradragsretten for moms på udgifter til varer eller tjenesteydelser, når den afgiftspligtige persons eller den afgiftspligtige persons personales privatforbrug og mere generelt en ikke-forretningsmæssig anvendelse af disse udgør over 90 % af den samlede anvendelse.

Artikel 2

Denne beslutning finder anvendelse til og med den 31. december 2009.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Republikken Østrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2004.

På Rådets vegne

B. R. BOT

Formand


(1)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).