6.11.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/15


RÅDETS AFGØRELSE

af 21. oktober 2004

om indledning af forhandlinger om en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Andorra

(2004/750/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 2004/548/EF af 11. maj 2004 om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Andorra (1), særlig artikel 8,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen (2),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forudsætningen for, at der kan indledes forhandlinger om en aftale med Fyrstendømmet Andorra (i det følgende benævnt »Andorra«) om monetære spørgsmål er, at de nødvendige betingelser er opfyldt. I disse betingelser indgår det, at begge parter forud skal have paraferet aftalen om beskatning af indtægter fra opsparing, og at Andorra skal have forpligtet sig til at ratificere denne aftale inden en dato, der er aftalt med Fællesskabet.

(2)

Andorra og Kommissionen paraferede den 1. juli 2004 aftalen om foranstaltninger svarende til dem, der er fastsat i Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (4).

(3)

Ved verbalnote af 1. juli 2004 fra Andorras ambassadør ved Fællesskabet har Andorra forpligtet sig til at ratificere nævnte aftale inden den 30. april 2005. Denne dato kan accepteres af Fællesskabet.

(4)

Har Andorra ikke inden den aftalte dato ratificeret aftalen om beskatning af indtægter fra opsparing, bør dette føre til udsættelse af forhandlingerne om den monetære aftale, indtil ratifikationen har fundet sted —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

De nødvendige betingelser for at indlede forhandlinger med Fyrstendømmet Andorra om en aftale om monetære spørgsmål, jf. artikel 8 i beslutning 2004/548/EF om Fællesskabets holdning til en aftale om de monetære relationer med Fyrstendømmet Andorra, er blevet opfyldt.

Kommissionen underretter Fyrstendømmet Andorra om, at Fællesskabet er rede til at indgå en aftale om monetære spørgsmål, og foreslår forhandlinger om en sådan aftale.

Udfærdiget i Luxembourg, den 21. oktober 2004.

På Rådets vegne

G. ZALM

Formand


(1)  EUT L 244 af 16.7.2004, s. 47.

(2)  EUT C 244 af 1.10.2004, s. 19.

(3)  EUT C 256 af 16.10.2004, s. 9.

(4)  EUT L 157 af 26.6.2003, s. 38.