8.10.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 311/27 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 24. september 2004
om afslutning af konsultationsproceduren med Guinea-Bissau i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen
(2004/680/EF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (AVS-EF-partnerskabsaftalen) (1), særlig artikel 96,
under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges, ved gennemførelse af AVS-EF-partnerskabsaftalen (2), særlig artikel 3,
under henvisning til forslag fra Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
De grundlæggende elementer i AVS-EF-partnerskabsaftalen, der er indeholdt i aftalens artikel 9, blev krænket ved det militærkup, der fandt sted den 14. september 2003 i Guinea-Bissau, og som Den Europæiske Union fordømte i sin erklæring af 18. september 2003. |
(2) |
I overensstemmelse med artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen fandt der den 19. januar 2004 konsultationer sted med AVS-landene og Republikken Guinea-Bissau, hvorunder de guineanske myndigheder påtog sig specifikke forpligtelser med henblik på at søge at løse de problemer, som Den Europæiske Union gjorde opmærksom på. Dette skulle ske over en periode på tre måneder, hvor der skulle føres en intens dialog. |
(3) |
Ved udløbet af denne periode lader det til, at ovennævnte forpligtelser har udmøntet sig i en række konkrete foranstaltninger; ikke desto mindre forekommer visse vigtige foranstaltninger vedrørende de grundlæggende elementer i AVS-EF-partnerskabsaftalen, særlig vedrørende konsolidering af de offentlige finanser, stadig at mangle egentlig substans — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Konsultationerne med Republikken Guinea-Bissau i overensstemmelse med artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen er tilendebragt.
Artikel 2
De foranstaltninger, der er nøjere præciseret i det udkast til skrivelse, som er vedføjet som bilag, vedtages som værende relevante foranstaltninger i henhold til artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EF-partnerskabsaftalen.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes til den 11. oktober 2005.
Udfærdiget i Bruxelles, den 24. september 2004.
Formand
L. J. BRINKHORST
På Rådets vegne
(1) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.
(2) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376.
BILAG
Hr. premierminister,
Den Europæiske Union lægger stor vægt på bestemmelserne i artikel 9 i AVS-EF-partnerskabsaftalen. Respekten for menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten, som er de elementer, AVS-EF-partnerskabsaftalen hviler på, er afgørende bestanddele i aftalen og udgør derfor grundlaget for vore relationer.
På den baggrund fordømte EU den 18. september 2003 i stærke vendinger det militærkup, der fandt sted den 14. september samme år.
Rådet for Den Europæiske Union besluttede derfor den 19. december 2003 at opfordre de guineanske myndigheder til at indlede konsultationer med henblik på at gennemføre en grundig undersøgelse af situationen og søge at finde egnede løsningsmodeller.
Konsultationerne fandt sted i Bruxelles den 19. januar 2004. Ved denne lejlighed blev flere grundlæggende spørgsmål behandlet, og premierministeren for overgangsregeringen havde lejlighed til at fremlægge de guineanske myndigheders synspunkter og analyse af situationen. Den Europæiske Union bemærkede sig overgangsregeringens tilsagn om at:
— |
bekræfte den guineanske regerings overgangsprogram, navnlig hvad afholdelsen af valg angår |
— |
vedtage foranstaltninger til konsolidering af de offentlige finanser |
— |
bekræfte genoprettelsen af retsvæsenets uafhængighed og genindførelsen af den civile kontrol med de væbnede styrker. |
Der blev endvidere opnået enighed om, at der skulle føres en tilbundsgående dialog i Guinea-Bissau om de forskellige tidligere nævnte punkter i en periode på tre måneder, og at der ville blive gjort status over situationen ved afslutningen af denne periode.
Denne tilbundsgående dialog foregik regelmæssigt i Guinea-Bissau i denne periode. Den tog udgangspunkt i en række foranstaltninger, der skulle træffes med henblik på at opfylde de forpligtelser, der var opnået enighed om.
Det fremgår af denne status, at de guineanske myndigheder har taget vigtige initiativer. Det drejer sig især om:
— |
afholdelse af retfærdige, frie og gennemsigtige parlamentsvalg den 28. og 30. marts 2004 |
— |
bekræftelse af processen vedrørende genoprettelse af retsvæsenets uafhængighed med udnævnelse af en statsadvokat og indsættelse af en præsident for højesteret |
— |
vedtagelse af et økonomisk nødprogram |
— |
registrering af offentligt ansatte er påbegyndt. |
Der skal ikke herske tvivl om, at disse initiativer er tydelige tegn på, at en politisk og social stabilisering af landet er undervejs. Der er imidlertid stadig områder, der giver anledning til bekymring, især konsolidering af de offentlige finanser, og navnlig det offentlige regnskabssystem, toldopkrævningen samt aflønningen af hovedparten af embedsmændene i den offentlige administration.
På denne baggrund ser Den Europæiske Union gerne, at specielt nedenstående konkrete foranstaltninger gennemføres med henblik på forbedring af de offentlige finanser:
— |
videreførelse af det økonomiske nødprogram, der er vedtaget af overgangsregeringen |
— |
videreførelse af den påbegyndte registrering af offentligt ansatte |
— |
vedtagelse af korrigerende foranstaltninger for de offentlige finanser, såsom revision af systemet til finanskontrol, og offentlige indkøb og indtægter |
— |
tilbagebetaling af midlerne under Fællesskabets budgetstøtteprogram som følge af resultaterne af den revision, der blev gennemført i 2003 om anvendelsen af midlerne |
— |
fremlæggelse af konklusionerne i finansinspektoratets revisionsrapport i forbindelse med de offentlige indtægter i 2003 |
— |
videreførelse af de administrative og retlige forholdsregler over for de regeringsansvarlige i perioden forud for regeringsskiftet, som har begået uregelmæssigheder eller svig. |
Efter konsultationerne er det i medfør af de relevante foranstaltninger, der er omtalt i artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EF-partnerskabsaftalen, blevet besluttet at normalisere forbindelserne og fortsætte samarbejdet, idet man dog vil overvåge gennemførelsen af fremskridt inden for ovennævnte områder, dvs. de offentlige finanser, genoprettelsen af retsvæsenets uafhængighed, genindførelse af den civile kontrol med de væbnede styrker samt fortsættelse af valgcyklussen med afholdelse af præsidentvalg. Der bør tilvejebringes vilkår, der sikrer afholdelse af gennemsigtige og demokratiske præsidentvalg. Den Europæiske Union vil foretage regelmæssige evalueringer af de ovennævnte områder.
Den Europæiske Union er villig til at føre en snæver dialog med Deres demokratisk valgte regering og bidrage til konsolideringen af demokratiet i Deres land.
Med venlig hilsen
På Rådets vegne
På Kommissionens vegne