19.8.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 271/41


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 18. august 2004

om den oversigt over vinproduktionskapaciteten, som Den Slovakiske Republik har forelagt i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999

(meddelt under nummer K(2004) 3123)

(Kun den slovakiske udgave er autentisk)

(2004/602/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (1), særlig artikel 23, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999 skal medlemsstaterne udarbejde en oversigt over vinproduktionskapaciteten for at opnå en forøgelse af deres plantningsrettigheder og modtage støtte til omstrukturering og omstilling. Denne oversigt skal være i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 16.

(2)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1227/2000 af 31. maj 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår produktionskapacitet (2) fastsætter i artikel 19 de nærmere regler for, hvordan oplysningerne i denne oversigt skal præsenteres.

(3)

Den Slovakiske Republik har pr. brev af 4. juni 2004 meddelt Kommissionen de oplysninger, der er omhandlet i artikel 16 i forordning (EF) nr. 1493/1999 og i artikel 19 i forordning (EF) nr. 1227/2000. Efter gennemgangen af disse oplysninger kan det konstateres, at Den Slovakiske Republik har udarbejdet en sådan oversigt.

(4)

Denne beslutning betyder ikke, at Kommissionen godkender, at oplysningerne i oversigten er korrekte, eller at den lovgivning, der er henvist til i oversigten, er i overensstemmelse med EF-retten. Nærværende beslutning foregriber ikke eventuelle senere beslutninger, som Kommissionen vedtager herom.

(5)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Kommissionen konstaterer, at Den Slovakiske Republik har udarbejdet en oversigt over vinproduktionskapaciteten i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EF) nr. 1493/1999.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Slovakiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. august 2004.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1795/2003 (EUT L 262 af 14.10.2003, s. 13).

(2)  EFT L 143 af 16.6.2000, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1389/2004 (EUT L 255 af 31.7.2004, s. 7).