Kommissionens beslutning

af 11. juni 2002

om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81

(sag COMP/36.571/D-1 - Østrigske banker - "Lombard Club")

(meddelt under nummer K(2002) 2091)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(2004/138/EF)

INDHOLDSFORTEGNELSE

>TABELPOSITION>

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikler 85 og 86(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1/2003(2), særlig artikel 3 og 15,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 11. september 1999 om at indlede procedure i denne sag,

efter at have givet de deltagende virksomheder lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 samt Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter EF-traktatens artikel 85 og 86(3),

under henvisning til endelig rapport fra høringskonsulenten i denne sag(4),

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, og

ud fra følgende betragtninger:

1. INDLEDNING

(1) Der har tidligere i Østrig været en lang tradition for aftaler mellem østrigske banker - hovedsagelig om vilkår og gebyrer - som indtil 1980'erne til dels var baseret på lovgivning(5). I løbet af årene havde bankerne skabt et finmasket netværk af indholdsmæssigt vidtfavnende udvalg med tætte organisatoriske bånd, inden for hvis rammer - indtil dagen for Kommissionens uanmeldte kontrolundersøgelser i juni 1998 - de regelmæssigt, i gennemsnit hver fjerde arbejdsdag, samordnede deres praksis med hensyn til alle væsentlige konkurrenceparametre. Da de var klar over relevansen af disse aftaler ud fra et konkurrenceretligt synspunkt, forsøgte de (dog i vidt omfang forgæves) at udviske eller fjerne sporene af deres møder ved at undgå, kamuflere og destruere mødereferater.

(2) Ved undersøgelsen af de faktiske omstændigheder har Kommissionen kunnet støtte sig på et stort antal beslaglagte originaldokumenter fra den relevante periode - f.eks. mødereferater, notater, telefonnotater, korrespondance. Disse aftaler havde udtrykkeligt til formål - og i vidt omfang til følge - at begrænse konkurrencen. Der er i den forbindelse tale om en klar og entydig overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, som skal sanktioneres med bøde.

(3) Denne beslutning har følgende struktur: Indledningsvis beskrives en række vigtige kendetegn ved det østrigske bankmarked, som er af betydning for forståelsen af denne sag (afsnit 2). Derpå følger en kort beskrivelse af de vigtigste deltagende banker og grupper af banker - som samtidig er denne beslutnings adressater - samt de produkter/tjenester, der er omfattet af kartellet (afsnit 3). Efter et kort overblik over de vigtigste proceduremæssige skridt (afsnit 4) behandles baggrunden for udvalgene som led i Lombard-netværket samt dets organisatoriske struktur, funktion og formål (afsnit 5). Derpå følger kronologiske oversigter over de vigtigste kartelmøder i perioden 1994-1998 (afsnit 6-11). I et særskilt afsnit behandles udvalgte særudvalg (afsnit 12). Derefter behandles virksomhedernes vigtigste argumenter i forbindelse med de faktiske omstændigheder. Den retlige vurdering af de faktiske omstændigheder (afsnit 14), nogle betragtninger vedrørende procedurespørgsmål (afsnit 15) samt en gennemgang af de nødvendige sanktioner (afsnit 16) findes i slutningen af denne beslutning.

2. DET ØSTRIGSKE BANKMARKED

(4) Det forhold, at det offentlige indtil for nogle få år siden havde en meget stor ejerandel i de østrigske banker, kan have været grunden til, at indtægtssiden var trådt i baggrunden i forhold til bestræbelsen på at opnå en større omsætning og højere markedsandele. Efter egne udsagn var de ansvarlige ledende bankmedarbejdere ikke i stand til at foretage kalkulationer på driftsøkonomisk ansvarsfuld måde(6). På baggrund af en stagnerende efterspørgsel efter lån resulterede dette navnlig inden for lån til private i et overudbud(7) og efterfølgende i faldende rentemarginaler for bankerne.

(5) Konkurrence, som fører til faldende rentemarginaler - og priser under gennemsnitsomkostningerne - opfattes som regel af de pågældende virksomheder som "ødelæggende". Under sådanne omstændigheder har disse principielt to muligheder. Enten resulterer de kontinuerligt faldende indtægter i en markedsjustering (udtræden af markedet eller kapacitetsnedskæring som led i en koncentration), eller markedsaktørerne forsøger i videst muligt omfang at begrænse den konkurrence, der er fremkaldt af overudbuddet, og på den måde bremse eller endog standse prisfaldet. Følgerne heraf er opskruede priser og en kunstig opretholdelse af ineffektive markedsstrukturer.

(6) De østrigske banker har - i hvert fald til dels - valgt den anden variant: Da det mulige scenario i form af en markedsjustering - på grund af den efter bankernes opfattelse "ukontrollable risiko" - af disse ikke blot blev set som en anledning til forretningspolitiske initiativer, men også udløste "frygt"(8), tilstræbte de en "disciplineret" og "velordnet" konkurrence på grundlag af aftaler(9). I kampen mod såkaldt "ødelæggende underbudspriser" - som vel også slet og ret kan betragtes som fri konkurrence - viste kartelaftaler sig at være et velkomment middel(10). Episoder med mere eller mindre ubegrænset konkurrence plejede bankerne derimod at betegne som "hyperaktivitet". Gebyrer blev i denne henseende i mindre grad opfattet som et konkurrenceelement, men snarere som "fælles indtægtsmulighed" - til skade for bankkunderne(11). De østrigske bankers bestræbelser på gennem en samordning - dvs. i fællesskab på forbrugernes bekostning frem for individuelt på konkurrenternes bekostning - at opnå forbedringer af deres rentemarginaler løber i realiteten som en rød tråd gennem denne undersøgelse. At kartellet derudover har forhindret den nødvendige markedsjustering, har en bank selv erkendt(12).

(7) På grund af produkternes vidtgående standardisering, offentliggørelsen af rentesatser (ved opslag i ekspeditionslokalet) og regelmæssige prissammenligninger i medier og fra forbrugerorganisationer er det østrigske bankmarked generelt meget gennemsigtigt. For yderligere at øge denne gennemsigtighed, bedre at kunne kontrollere overholdelsen af kartelaftalerne og minimere virkningen af en eventuel hemmelig konkurrence - f.eks. gennem fravigelser af de offentliggjorte rentesatser - gennemførte de østrigske banker med jævne mellemrum omfattende tests - såkaldte "konkurrenceovervågninger" - hos deres konkurrenter og aftalte en "løbende direkte kontakt i forbindelse med formodede/af kunderne påståede/angiveligt konstaterede fravigelser" af aftaler(13). "Skulle der komme oplysninger om tilbud, som er i strid med de [aftalte] principper", påtog et af kartelmedlemmerne sig at "koordinere og afklare sagen"(14). At sådanne tests var reglen, fremgår også af et referat af et kartelmøde i juli 1994, ifølge hvilket Bank Austrias repræsentant foreslår, at der "i august ikke foretages konkurrenceovervågninger"(15). I mange tilfælde var fristelsen til at fravige de aftalte vilkår og derved vinde markedsandele dog for stor for de pågældende banker.

3. VIRKSOMHEDER OG PRODUKTER

(8) Næsten alle kreditinstitutter fra alle vigtige sektorer(16) deltog i de omhandlede former for praksis. Efter markedsjusteringen, der først fandt sted på et sent tidspunkt, står fire grupper af banker på nuværende tidspunkt stærkt på det østrigske bankmarked: Bank Austria, som tilhører HypoVereinsbank, sparekassegruppen samt Erste Bank, land-andelsbankgruppen samt Raiffeisen Zentralbank og Bank für Arbeit und Wirtschaft/Postsparkasse. Med nogen afstand følger endelig industri-andelsbankgruppen samt ÖVAG.

(9) Denne beslutning er rettet til nedenstående kreditinstitutter(17).

a) Bank Austria Aktiengesellschaft ("BA")

Efter Creditanstalt AG's ("CA")(18) sammenlægning med BA, der trådte i kraft den 23. september 1998, er BA den største bankgruppe i Østrig. Som følge af en fusion i begyndelsen af 2001 erhvervede Bayerische Hypo-Vereinsbank AG ("HVB") enekontrol med hele BA-gruppen(19). BA-gruppens markedsandel udgør ca. 25 %. Gruppen har i hele Østrig ca. 470 filialer og ca. 13000 ansatte.

b) Erste Bank der österreichischen Sparkassen AG ("Erste")

Efter fusionen med GiroCredit Bank Aktiengesellschaft der Sparkassen med virkning fra den 4. oktober 1997(20) er Erste det centrale institut i sparekassegruppen(21), hvori indgår i alt ca. 70 sparekasser, samt den næststørste bankkoncern i Østrig. Sparekassegruppen samt Erste tegner sig for en markedsandel på ca. 30 %(22). Gruppen har i Østrig ca. 1500 filialer og ca. 24000 ansatte.

c) Raiffeisen Zentralbank Österreich AG ("RZB")

RZB er det centrale institut i den østrigske land-andelsbankgruppe. Denne har en trestrenget struktur(23) og råder over ca. 2350 filialer. Land-andelsbankgruppen tegner sig for en markedsandel på ca. 22 % og har ca. 20000 ansatte. Foruden sin funktion som repræsentant for land-andelsbankgruppen varetager RZB også selv bankforretninger, hovedsagelig inden for udenlandske aktiviteter og storkunderådgivning(24).

d) Bank für Arbeit und Wirtschaft Aktiengesellschaft ("BAWAG")

Siden december 2000 har BAWAG været hovedaktionær i Österreichische Postsparkasse Aktiengesellschaft ("PSK")(25). Som følge af den vidtgående organisatoriske sammenlægning af de to institutter har BAWAG-PSK-gruppen over 2000 filialer i hele Østrig og en markedsandel på ca. 10 %, hvoraf BAWAG tegner sig for ca. 5 % og PSK 5 %(26).

e) Österreichische Postsparkasse Aktiengesellschaft ("PSK")

PSK er (som følge af en sammenlægning med virkning fra den 1. oktober 1998) efterfølger til Bank der Österreichischen Postsparkasse Aktiengesellschaft ("PSK-B").

f) Österreichische Volksbanken AG ("ÖVAG")

ÖVAG er det centrale institut i industri-andelsbankgruppen, der har en tostrenget struktur og består af ca. 60 selvstændige industri-andelsbanker på primærtrinnet. Industri-andelsbankerne har et tæt samarbejde inden for vigtige områder som organisation og markedsføring og ejer majoriteten af andelene i ÖVAG. Industri-andelsbankgruppens markedsandel udgør ca. 7 %(27). Gruppen har i Østrig ca. 600 filialer og ca. 5000 ansatte.

g) NÖ Landesbank-Hypothekenbank AG ("NÖ Hypo")(28)

Siden den 1. januar 1997 har NÖ Landesbank-Hypothekenbank AG været et koncernselskab i ÖVAG(29). NÖ Hypo er navnlig aktiv i Wien og Niederösterreich, hvor dens markedsandel formentlig ikke overstiger 2 %(30).

h) Raiffeisenlandesbank Niederösterreich-Wien reg Gen mbH ("RLB")

I 1997 blev Raiffeisenbank Wien AG ("RBW"; umiddelbart efter overdragelsen af Raiffeisenbank Wien reg Gen mbH's bankvirksomhed til denne) som led i en sammenlægning fusioneret med sin hovedanpartshaver RLB(31). RLB/RBW's aktivitetsområde er begrænset til forbundshovedstaden Wien, hvor banken tegner sig for en markedsandel på ca. 5 %.

(10) De ovennævnte banker og grupper af banker tilbyder inden for detail- og engrosbankvirksomhed alle produkter og tjenester, som typisk udbydes af universalbanker. Som det vil fremgå af nedenstående kapitler, vedrørte det østrigske bankkartel hele sortimentet af disse produkter og tjenester - lige fra indlåns- og udlånsrenter til gebyrer og omkostninger(32) - og omfattede derudover andre konkurrenceparametre såsom reklameaktiviteter og kontakt til medier/forbrugerorganisationer eller kalkulationsgrundlag(33).

(11) I de seneste år er det udlånsvolumen, der er ydet til produktions- og servicevirksomheder til investeringsformål, steget markant (i 1997 steg det med 14 %). Dette skyldes også denne låntagergruppes øgede eksportaktiviteter - både blandt større og små og mellemstore virksomheder.

(12) I 1999 udgjorde udenlandske ikke-bankers indlån hos østrigske kreditinstitutter ca. 26 mia. EUR og lån ydet af østrigske kreditinstitutter til udenlandske ikke-banker ca. 36 mia. EUR. Pr. februar 2002 havde udenlandske kunder ca. 380000 opsparingskonti i østrigske kreditinstitutter(34).

4. SAGSFORLØB

4.1. Baggrunden

(13) I april 1997 begik et medlem af direktionen i en østrigsk bank, [...], selvmord. Forinden havde han skrevet et afskedsbrev, som han sammen med en lang række dokumenter sendte til statsadvokaturen og oppositionspartier. Blandt disse dokumenter var der ét, hvorpå der med håndskrift var anført "Lombard 8.5.", og som indeholdt en liste over 13 foranstaltninger til forbedring af bankernes indtjening.

(14) Kommissionen fik kendskab til dette dokument den 6. maj 1997 - tydeligvis en dagsorden for eller et referat af et møde afholdt den 8. maj 1996(35) - og påbegyndte forberedelsen af en undersøgelse, da der var mistanke om konkurrencebegrænsende aftaler og/eller samordnet praksis. Den 30. juni 1997 indgav Frihedspartiet (Freiheitliche Partei Österreichs) en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 med hensyn til otte østrigske kreditinstitutter som følge af, at der var mistanke om konkurrencebegrænsende aftaler.

4.2. Kontrolundersøgelserne

(15) Den 23. og 24. juni 1998 foretog Kommissionens tjenestemænd, ledsaget af tjenestemænd fra det østrigske økonomiministerium, på grundlag af Kommissionens beslutninger af 18. juni 1998 uanmeldte kontrolundersøgelser hos bl.a. BA, CA, Erste, RZB, PSK og BAWAG.

(16) Da PSK modsatte sig kontrolundersøgelsen, gennemførte tjenestemænd fra Forbundsøkonomiministeriet på grundlag af en dommerkendelse fra formanden for den kartelretlige instans, Kartellgericht, en ransagning i virksomhedens lokaler i henhold til § 142, stk. 4, i den østrigske strafferetsplejelov (Strafprozeßordnung) sammenholdt med § 4, stk. 5, i EU-konkurrenceloven (EU-Wettbewerbsgesetz) (således som affattet i BGBl 627/94 og BGBl 175/1995).

(17) Som led i disse kontrolundersøgelser og ransagningen fandt tjenestemændene fra Kommissionen og Forbundsøkonomiministeriet omfattende skriftligt bevismateriale (deltagerlister, mødereferater, notater, interne instrukser o.lign.), som bekræftede mistanken om forbudte aftaler og/eller samordnet praksis.

4.3. Begæringerne om oplysninger

(18) Den 21. september 1998 fremsatte Kommissionen begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 over for de fleste af de kreditinstitutter, der er nævnt i betragtning 15 ovenfor, samt over for andre kreditinstitutter og sammenslutninger. Adressaterne blev heri anmodet om at oplyse datoer for og deltagere i udvalgsmøder(36) samt fremsende eksisterende dokumenter i den forbindelse.

4.4. Virksomhedernes reaktion

(19) Umiddelbart efter modtagelsen af begæringerne om oplysninger anmodede de største berørte banker Kommissionens generaldirektør for konkurrence om et møde og tilbød ved den lejlighed at "samarbejde" i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Dette "samarbejde" skulle bestå i, at bankerne - i stedet for at besvare begæringerne om oplysninger - "frivilligt" ville redegøre for de faktiske omstændigheder og give afkald på en høring. Til gengæld skulle Generaldirektoratet for Konkurrence frafalde kravet om en besvarelse af begæringerne om oplysninger og kun pålægge en "moderat" bøde. Generaldirektøren glædede sig ganske vist principielt over, at bankerne var rede til at samarbejde, men afviste enhver aftale mellem bankerne og Kommissionen og gjorde det klart, at denne procedure ville forløbe som enhver anden. Begæringerne om oplysninger skulle derfor besvares inden for fristen og fuldstændigt.

(20) Med hensyn til den "frivillige" redegørelse for de faktiske omstændigheder, som bankerne havde foreslået, fastholdt generaldirektøren, at det selvfølgelig stod bankerne frit for - uafhængigt af den rettidige og fuldstændige besvarelse af Kommissionens begæringer om oplysninger - at give oplysninger, som ikke var omfattet af disse begæringer. Kommissionen ville undersøge i hvert enkelt konkrete tilfælde, om der var tale om sådanne oplysninger om de pågældende forhold, og - såfremt dette skulle være tilfældet - om disse kunne yde et væsentligt bidrag til konstateringen af en overtrædelse og således betragtes som et "samarbejde", der i givet fald kunne føre til bødenedsættelse.

(21) Alle adressater besvarede efterfølgende begæringerne om oplysninger. Nogle var i denne forbindelse af den opfattelse, at de med hensyn til den overvejende del af de pågældende begæringer om oplysninger ikke var forpligtet til at give oplysninger, og at de pågældende dokumenter og spørgsmål derfor - inden for rammerne af det nævnte "samarbejde" - blev fremlagt og besvaret på frivilligt basis. Kommissionen afviste denne retsopfattelse som urigtig.

(22) Kort tid efter fremsendte de største berørte banker Kommissionen et dokument, der blev betegnet som en "fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder", og hvori de udførligt beskrev kartellets historiske baggrund samt kort sammenfattede og fremkom med deres vurdering af de enkelte udvalg, som det fremgik af de dokumenter, der var blevet fundet og skulle fremlægges. Samtidig fremlagde de endnu en gang de dokumenter, som Kommissionen havde fundet, og de dokumenter, der skulle fremlægges i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. For at kunne vurdere den eventuelle merværdi, som de dokumenter, der blev fremlagt sammen med den fælles redegørelse, kunne udgøre for de igangværende undersøgelser, anmodede Kommissionen bankerne om oplysninger om, hvorvidt Kommissionen endnu ikke havde fået kendskab til disse dokumenter - og i givet fald hvilke. Bankerne anså imidlertid dette for hverken muligt eller nødvendigt.

(23) Den 13. september 1999 fremsendte Kommissionen klagepunktsmeddelelsen af 11. september 1999 til de berørte banker. Efter bankernes gennemsyn af sagsakterne og skriftlige bemærkninger fandt der en mundtlig høring sted den 18. og 19. januar 2000. Den 22. november 2000 fremsendte Kommissionen de pågældende banker den supplerende klagepunktsmeddelelse af 21. november 2000.

(24) Den 5. februar 2001 fremsendte alle berørte banker Kommissionen et dokument, der blev betegnet som en "supplerende fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder" (samt en række yderligere dokumenter), hvori de ud fra deres synsvinkel redegjorde for de forhold, der blev beskrevet i de supplerende klagepunkter. Efter bankernes gennemsyn af sagsakterne og skriftlige bemærkninger fandt der endnu en mundtlig høring sted den 27. februar 2001.

5. BAGGRUNDEN FOR "LOMBARD"-NETVÆRKET SAMT DETS STRUKTUR, FUNKTION OG FORMÅL

(25) Inden den kronologiske oversigt over kartelmøder i perioden 1994-1998 (se fra afsnit 7) behandles her kort den historiske baggrund for Lombard-netværket samt dets struktur, funktion og formål.

(26) Kommission oplysninger er umiddelbart baseret på dokumenter fra den relevante periode (mødereferater, interne notater, korrespondance osv.) som dels blev fremfundet under de uanmeldte kontrolundersøgelser, dels skulle fremlægges som led i begæringerne om oplysninger(37).

5.1. Baggrund

(27) I henhold til den østrigske lov om bankvirksomhed (Kreditwesengesetz - KWG) fra 1979 havde bankernes brancheforeninger eller bankerne selv mulighed for at indgå aftaler om rentesatsen for opsparingsindskud såvel med tre måneders opsigelse (såkaldt "grundrenteaftale" (Eckzinsabkommen)(38)) som med et frit aftalt opsigelsesvarsel (såkaldt "kreditrenteaftale" (Habenzinsenabkommen)(39)) samt om reklameaktiviteter (såkaldt "konkurrenceaftale" (Wettbewerbsabkommen)(40)). De østrigske bankers generelt svage indtjeningsevne i begyndelsen af 1980'erne blev dels fulgt op af lovgiveren med en ændring af loven om bankvirksomhed fra 1986, dels af bankerne selv med etableringen af et kartel vedrørende vejledende udlåns- og indlånsrenter (såkaldte "reguleringsaftaler" (Ordnungspolitische Vereinbarungen), 1985). En række udvalg - udlånsrenteudvalget (Aktivrunde), indlånsrenteudvalget (Passivrunde), Minilombard-udvalget - opstod på daværende tidspunkt.

(28) I sommeren 1989 blev reguleringsaftalerne igen ophævet(41). Da kreditinstitutterne imidlertid fandt det vanskeligt at fastsætte deres rentesatser hensigtsmæssigt uden at basere sig på bindende aftaler, indgik de fortsat aftaler om udlåns- og indlånsrenter som led i netværket.

(29) Relevansen af sådanne aftaler ud fra et konkurrenceretligt synspunkt var allerede kendt på daværende tidspunkt:

(30) Den 1. februar 1991 indgav Österreichischer Arbeiterkammertag en begæring til Kartellgericht med anmodning om, at denne opfordrede i alt ni banker til at anmelde indførelsen eller forhøjelsen af gebyrer på anfordringskonti som kartel. Österreichischer Arbeiterkammertag var af den opfattelse, at indførelsen eller forhøjelsen af sådanne gebyrer fra den 1. januar 1991 kun kunne bero på en aftale.

(31) Da Kartellgericht gav Österreichischer Arbeiterkammertag medhold, ankede de berørte banker sagen til Kartellobergericht, som beskrev aftalen om den fælles praksis eller samordningen af denne praksis i forbindelse med forhøjelsen eller indførelsen af gebyrer som en praksis, der alene havde til formål "[...] at begrænse konkurrencen om de kunder, der var interesserede i at have eller oprette anfordringskonti"(42).

(32) I betragtning af Østrigs forestående tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde blev anvendelsen af EU's konkurrenceregler i stigende grad vist opmærksomhed. I september 1992 behandlede f.eks. en artikel - med titlen "Bankkarteller i EØS" - i det førende banktidsskrift udførligt virkningerne af Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Efter en detaljeret beskrivelse af EF-Domstolens praksis på området og Kommissionens beslutningspraksis konkluderer forfatteren, at "den østrigske banksektor [vil] gøre klogt i at undersøge nærmere, om de forskellige aftaler, beslutninger, rundskrivelser, anbefalinger [...] er forenelige med EØS-aftalen. [...] Sådanne aftaler vil derfor skulle ændres allerede inden tiltrædelsen af EØS, eller de vil skulle opgives fuldstændigt"(43).

(33) Ligeledes i 1992 blev der i en serie med titlen "Banker i det indre marked", der udgives af en anset universitetsprofessor, offentliggjort en omfattende afhandling over emnet "EØS-kartelret og banker". Heri forklares det indledningsvis, at mellemstatslighedsbestemmelsen "i reglen fortolkes meget bredt" af fællesskabsorganerne og "under alle omstændigheder" finder anvendelse, når et kartel "omfatter hele en medlemsstats område". Forfatteren konkluderer efterfølgende, at aftaler om rentesatser - såfremt sådanne fortsat skulle forekomme efter reguleringsaftalernes udløb - vil være ulovlige i henhold til EØS' og EF's konkurrenceregler. Det er "fuldstændig urealistisk"(44), at Kommissionen vil fritage sådanne aftaler.

(34) Da medierne i september 1993 fik kendskab til et strategidokument vedrørende ensartede kalkulationsgrundlag og minimumsrentesatser, der var udarbejdet i fællesskab af BA, CA, Erste, RZB, ÖVAG, PSK og BAWAG (se betragtning 74), beskyldte en repræsentant for Wiener Arbeiterkammer offentligt bankerne for at have indgået en kartelaftale. De berørte banker tilbageviste denne beskyldning med den begrundelse, at der ikke forelå nogen direktionsbeslutninger herom. I et brev af 28. marts 1993 til CA gav Bank für Tirol und Vorarlberg udtryk for den opfattelse, at det i betragtning af den "overraskende offentliggørelse af dokumentet under overskriften adfærdskartel [vil skulle] overvejes, hvordan man konkret skal forholde sig"(45).

(35) Selv om det klart fremgik, at bankernes aftaler var uforenelige med Fællesskabets konkurrenceret - se f.eks. de i betragtning 32 og 33 nævnte afhandlinger i relevante publikationer - syntes bankerne ikke at være påvirket af, at Fællesskabets konkurrenceregler snart ville finde anvendelse. Med hensyn til f.eks. konkurrenceaftalen - som begrænsede muligheden for at annoncere med rentesatser og derfor i en af de ovennævnte afhandlinger var blevet betegnet som aftaler, der "uden tvivl fuldt ud ville være omfattet af EØS' kartelforbud" - blev der i december 1993 fremsat forslag om at videreføre disse aftaler også efter den 1. januar 1994. Under en drøftelse i slutningen af december 1993 mellem [repræsentanter] for BA, CA og RZB fremgik det, at CA, RZB og PSK ville videreføre disse aftaler, men ikke BAWAG. BA's [repræsentant] anførte derfor i sit mødenotat, at der "så hurtigt som muligt skal afholdes et møde med [...] [BAWAG's [repræsentant]]"(46). Undgåelsen af at annoncere med rentesatser var faktisk jævnligt medtaget i de aftaler, der efterfølgende blev indgået mellem de østrigske banker.

(36) Den 1. januar 1994 tiltrådte Republikken Østrig Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. På samme dato trådte bankloven fra 1994 i kraft, hvorved også de sidste lovgrundlag for enhver samordning mellem kreditinstitutterne blev fjernet. Den 1. januar 1995 blev Republikken Østrig medlem af Den Europæiske Union.

(37) Bankerne opgav imidlertid ikke deres aftaler, som tydeligvis var i strid med EØS'/EF's konkurrenceregler, men videreførte også efter den 1. januar 1994 de mange eksisterende udvalg. Lombard-netværket bibeholdtes således og blev i ubegrænset omfang anvendt i forbindelse med de mange forskellige aftaler og samordningsforanstaltninger mellem de pågældende banker. Disse var nemlig af den opfattelse, at kartelaftaler "altid har været en del"(47) af bankvirksomhed, og havde derfor på ingen måde til hensigt at ændre på dette - blot fordi Fællesskabets konkurrenceret nu fandt anvendelse.

(38) Den østrigske offentlighed nærede ganske vist fortsat mistanke, og i forbindelse med rente- og gebyrændringer blev der gentagne gange fremsat påstande om en "kartellignende prispolitik"(48) eller "åbenbare aftaler"(49) eller rejst det spørgsmål, om der var tale om "renteaftaler"(50).

(39) En lang række dokumenter beviser i realiteten, at bankerne faktisk var klar over relevansen af deres aftaler ud fra et konkurrenceretligt synspunkt.

(40) Under et møde i oktober 1994 vedrørende forhøjelsen af overførselsomkostningerne blev der "gjort opmærksom på de konkurrencemæssige aspekter (i forbindelse med transaktioner med kunder)", og det blev fastslået, "at der i EU er en grundlæggende anderledes retsopfattelse [end den østrigske; anm.]. De enkelte institutters juridiske afdelinger bør se nærmere på denne EU-problematik"(51).

(41) På et møde i november 1994 om gebyrsatser i forbindelse med grænseoverskridende betalingstransaktioner kunne "spørgsmålet om, hvorvidt bankerne med fastsættelsen af en interbanksats overtræder konkurrenceloven, ikke umiddelbart besvares"(52).

(42) Under et møde i marts 1995 blev det fastslået, at man med hensyn til gennemførelsen af sådanne udvalgsmøder "til sin tid [vil skulle] undersøge de eventuelle virkninger af EU's konkurrenceret"(53).

(43) På et møde i maj 1995, igen om emnet prissamordning mellem banker, blev der behandlet en rapport (tydeligvis et internt dokument fra GiroCredit), som havde undersøgt spørgsmålet, "om de regelmæssige drøftelser i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner, hvor interbankprissætningen mellem de østrigske banker samordnes, giver anledning til konkurrenceproblemer". Rapporten når til den konklusion, at "aftalen om interbankpriser også efter EU-retten formentlig vil blive betragtet som en begrænsning af konkurrencen". Dette kan "medføre, at Europa-Kommissionen indleder kontrolundersøgelser, og at der pålægges strenge sanktioner"(54).

(44) Den 24. maj 1996 bekræftede et "bankdirektionsmedlem, som ønsker at forblive anonymt" over for Austria Presse Agentur, at der "i bankkredse er en stigende længsel efter visse aftaler", men erkendte, at de renteaftaler (se betragtning 27), der var almindelige i 1980'erne, nu ikke længere var mulige "af konkurrenceretlige grunde"(55). At disse ulovlige aftaler blev videreført i uformindsket omfang, blev ganske vist ikke nævnt at dette direktionsmedlem.

(45) På et møde i oktober 1996 nåede deltagerne til den konklusion, at ingen af variationerne i forbindelse med det emne, der blev behandlet, "bringer en løsning på den konkurrencemæssige problematik"(56).

(46) Bevidstheden om, at deres aftaler gav anledning til konkurrenceproblemer, fik i sidste instans de pågældende institutter til også at gøre sig tanker om konkrete forholdsregler:

(47) Under et møde i november 1997 foreslog en deltager, at der af forsigtighedshensyn fremover "ikke længere skal udarbejdes referater af sådanne møder". Et instituts juridiske afdeling var også blevet rådspurgt i den forbindelse. De adspurgte juristers praksisbetonede råd lod ikke noget tilbage at ønske med hensyn til klarhed: "destruering af eksisterende gamle referater"(57).

(48) Andre forslag til at kamuflere aftalerne var "omdøbning (f.eks. til markedsobservationer)"(58) af interne notater herom samt disses tilbagesendelse til den enkelte forfatter med henblik på "efterfølgende destruering"(59). Referater var nu forsynet med påtegningen "strengt fortroligt!"(60).

(49) På et møde i maj 1998 nævnte en deltager igen, at han af sit instituts juridiske afdeling var blevet gjort opmærksom "på problematikken i forbindelse med referater [...] med hensyn til konkurrenceproblemer". Der ville "derfor ikke blive taget referat af dette møde"(61).

(50) I et radiointerview i februar 2000 erkendte [en repræsentant] for en af de berørte banker, at de østrigske banker havde "været nødt til at ophæve" deres aftaler. Da dette imidlertid ikke var sket, "vil vi skulle betale herfor"(62).

5.2. De enkelte udvalg, deres indbyrdes forbindelse og de centrale institutters rolle

(51) Aftalerne var indholdsmæssigt vidtfavnende, i højeste grad institutionaliserede, indbyrdes snævert forbundne og dækkede hele Østrigs område - "selv den fjerneste afkrog", som et institut rammende formulerede det(63). For hvert bankprodukt var der en særskilt udvalg, som de ansvarlige medarbejdere fra det andet eller tredje ledelsesniveau deltog i. Denne indholdsmæssige adskillelse blev dog ikke overholdt strengt i praksis. Undertiden blev indholdsmæssigt relaterede spørgsmål, som berørte flere udvalg, behandlet i et og samme udvalg. De enkelte udvalg indgik i en organisatorisk helhed.

1) Lombardclub, specialistudvalg, særudvalg, regionale udvalg(64)

a) Hver måned, med undtagelse af feriemåneden august, mødtes [ledende repræsentanter] for de største østrigske banker som overordnet instans ("Lombardclub"). Foruden klart konkurrenceneutrale emner af almen interesse - hvilket forklarer deltagelsen af repræsentanter for den østrigske nationalbank (OeNB) - behandlede [de] ændringer af rentesatser, vilkår, reklameaktiviteter osv.

b) Et niveau længere nede var de produktrelaterede specialistudvalg. De vigtigste var de såkaldte "udlånsrenteudvalg" (Aktivrunden) og "indlånsrenteudvalg" (Passivrunden), der, som det allerede fremgår, stod for samordningen af udlåns- og indlånsrenterne og afholdt møde hver for sig eller sammen (møde i udlåns- og indlånsrenteudvalget). Navnlig mellem disse udvalg og den overordnede Lombardclub var der en omfattende informationsstrøm: [En repræsentant for en bank] informerede således [en banks repræsentant] i indlånsrenteudvalget om det resultat, der var opnået i Lombardclub, og denne ville så på sin side "tage hensyn til dette om mandagen på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg"(65).

c) Både fra Lombardclub og det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg blev der udsendt signaler til de mange forskellige "regionale udvalg", som regelmæssigt holdt møde i alle østrigske delstater. I nogle delstater kopierede man endog den hierarkiske struktur med "Lombard"- og specialistudvalg.

d) I omvendt retning strømmede de opfattelser, der var givet udtryk for i delstaterne, til drøftelserne i det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg (Bundesaktivrunde/Bundespassivrunde), hvor bankrepræsentanterne fra Wien mødtes med deres kollegaer fra delstaterne, og hvis beslutninger principielt var gældende for hele Østrig.

e) I forbindelse med bl.a. engrosbankvirksomhed, detailbankvirksomhed i relation til selvstændige erhvervsdrivende, realkreditlån og byggelån var der separate særudvalg (nemlig "Minilombard", "storkundeudvalget" (Großkundenbetreuerrunde), "udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende" (Freiberuflerrunde), "realkreditudvalget" (Hypothekarloge), "byggelånsudvalget" (Wohnbaubanken-Passivloge).

f) Endelig fandt der regelmæssigt møder sted om konkurrencerelevante emner i en lang række andre udvalg: I forbindelse med møder i "treasurerudvalget" (Treasurerrunde) drøftedes spørgsmål vedrørende forbundsfinansieringen samt vilkår, i de forskellige udvalg vedrørende betalingstransaktioner (navnlig "betalingstransaktionsudvalget" (Zahlungsverkehrsrunde), "udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner" (Bankenrunde Ausland), "de østrigske kreditinstitutforeningers organisationskomité" (Organisiationskomitee der österreichischen Kreditinstitutsverbände) bl.a. omkostninger og gebyrer i forbindelse med betalingstransaktioner, i "eksportfinansieringsudvalget" (Exportclub) bl.a. vilkårene for eksportfinansiering, og i forbindelse med "værdipapirudvalget" (Bankenrunde Wertpapiere) bl.a. minimumsomkostninger, gebyrer og vilkår.

g) Blandt alle disse særudvalg har "controllerudvalget" (Controllerrunde), hvori [repræsentanter] for de største østrigske bankers controllingafdelinger deltog, en fremtrædende placering. Der blev i den forbindelse udarbejdet ensartede kalkulationsgrundlag og fælles forslag til forbedring af indtjeningen. Derved øgede bankerne indbyrdes gennemsigtigheden af deres omkostnings- og kalkulationselementer.

(52) Mellem alle disse udvalg, som navnlig tog sig af udlåns- og indlånsvilkår samt gebyrer, var der en regelmæssig informationsstrøm. Ofte blev drøftelser i det ene udvalg stillet i bero, indtil der var opnået enighed i et andet. Endelig betød Lombardclubs overordnede stilling, at man i kontroversielle tilfælde afventede en principiel beslutning fra denne, mens man i forbindelse med mindre vanskelige beslutninger ikke anså en bekræftelse "på det næste Lombard-møde for at være nødvendig"(66).

(53) Med henblik på en omfattende gennemførelse i hele Østrig af (eller med henblik på en samordning med) de aftaler, der var indgået på de nævnte udvalgsmøder i Wien, var der også en regelmæssig informationsstrøm til de forskellige regionale udvalg i delstaterne og fra disse til de centrale udvalg i Wien. Af og til sendte de regionale udvalg selv repræsentanter til møderne i det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg. En bestemt medarbejder fra en bank i Kärnten deltog således regelmæssigt "som repræsentant for Kärnten" i de landsdækkende udvalg for efterfølgende at videregive oplysninger til "udvalget i Kärnten"(67).

(54) De resultater, man opnåede frem til i de forskellige udvalg, blev videregivet internt i institutterne til de forskellige direktioner, hvor de enten blev gennemført direkte eller indgik i beslutningsprocessen.

(55) Betydningen af dette tætte net af regelmæssige og omfattende samordningsforanstaltninger og aftaler for de pågældende institutter kan også beskrives kvantitativt. I den periode, som denne undersøgelse omfatter (1. januar 1994 indtil udgangen af juni 1998), fandt der alene i Wien, dvs. uden medtagelse af de mange regionale udvalg, mindst 300 møder sted. Omregnet til arbejdsdage betyder dette, at der - alene i Wien - fandt et møde sted hver fjerde dag.

(56) Endelig fandt der også uden for dette institutionaliserede netværk talrige kontakter sted mellem repræsentanter for de pågældende banker - undertiden på højeste niveau - vedrørende renter og gebyrer.

(57) Bankerne gjorde sig ligeledes tanker om, hvordan konkurrence fra beslægtede konkurrenter kunne undgås. For f.eks. ikke at opleve, at de aftaler, som bankerne havde indgået vedrørende vilkårene for byggelån, "blev modarbejdet af tilbud til underpriser fra forsikringsselskabernes side", blev det aftalt "at afholde møder med forsikringsselskaberne i denne henseende"(68).

2) Den rolle, som blev spillet af henholdsvis sparekasse-, land-andelsbank- og industri-andelsbankgruppens centrale institutter: koordinering inden for og mellem grupperne

(58) I denne forbindelse skal der ses nærmere på den særlige rolle, som de centrale institutter Erste (tidligere GiroCredit), RZB og ÖVAG spillede inden for rammerne af netværket. Deres historisk betingede og etablerede rolle som koordinator og repræsentant for deres respektive bankgruppe på det østrigske bankmarked blev umiddelbart udnyttet til at få Lombard-netværket til at fungere effektivt. På den ene side organiserede de centrale institutter den gensidige formidling af information mellem Wien og delstaterne inden for den enkelte bankgruppe, og på den anden side varetog de deres gruppes interesser over for de andre grupper i kartellet.

(59) Til sikring af en systematisk og ubrudt feedback mellem udvalgene i Wien og på regionalt plan var de veletablerede kommunikationsveje af stor betydning. Mens disse informationsveje - med hensyn til storbankerne med aktiviteter i hele Østrig - forløb mellem hovedafdelingen Wien og afdelingerne i delstaterne, anvendte man i forbindelse med de flerstrengede bankgrupper gruppeinterne informations- og repræsentationsmekanismer, der var specielt oprettet til formålet.

(60) I sin funktion som centralt institut sørgede GiroCredit/Erste for informationsstrømmen til og fra sparekassegruppens institutter i delstaterne. Inden for land-andelsbank- og industri-andelsbankgruppen havde henholdsvis RZB og ÖVAG som centrale institutter denne funktion. Nærmere oplysninger om og illustrative eksempler på disse sofistikerede repræsentations- og informationsmekanismer findes i afsnit 12.3 nedenfor.

(61) Samtidig varetog de centrale institutter ikke blot deres egne interesser på kartelmøderne, men også deres respektive gruppes interesser. De andre karteldeltagere opfattede i denne henseende de centrale institutter som repræsentanter for den enkelte gruppe. Aftalerne blev således ikke blot indgået mellem de enkelte institutter selv, men også mellem grupperne, som følgende eksempler viser.

(62) BAWAG meddelte f.eks., at dens beslutning om en påtænkt rentenedsættelse ville blive bekendtgjort "i en fax til de andre sektorer, som så [ville] orientere sig efter den"(69); man nåede først frem til "en fælles holdning i de enkelte sektorer", inden der kunne "forhandles videre" mellem grupperne(70); inden gennemførelsen af den aftalte foranstaltning fulgte også et "telefonisk samråd med de andre sektorer"(71); i forbindelse med et møde i "privatlånsudvalget" (Privatkreditrunde) blev - med adresse til GiroCredit, RBW(72) og ÖVAG - "alle sektorer anmodet om at afholde møder i delstatsudvalgene"(73), og en anden gang blev "land-andelsbanksektoren anmodet om i højere grad at reducere mindre land-andelsbankers tilbud"(74). ÖVAG meddelte f.eks. de øvrige karteldeltagere følgende: "VB-sektor: KSB [=kapitalopsparingskonti; anm.] nedsat"(75), eller "Industri-andelsbanksektoren støtter en nedsættelse på 0,5 % [...]"(76); "GiroCredit/sparekasser" meddelte de andre deltagere følgende: "Nedsættelse i forbindelse med indlån med bonustillæg koordineret med delstatssparekasser"(77); i begyndelsen af 1997 kunne det til karteldeltagernes tilfredshed konstateres, at "alle sektorer i mellemtiden [havde] gennemført de nedsættelser, der var blevet aftalt" i slutningen af 1996(78).

5.3. Udvalgsmødernes forløb

(63) I forbindelse med møder i navnlig de udvalg, der udtrykkeligt havde at gøre med vilkår, forsøgte deltagerne altid at opnå enighed om fastsættelsen af vilkårene. Som det beskrives udførligt i afsnit 7-11, forløb disse møder altid stort set på samme måde:

(64) Anledningen til møderne var ofte ændringer af de officielle rentesatser(79) foretaget af nationalbanken, hvorefter bankerne straks mødtes "med henblik på en fælles afklaring af, hvilke foranstaltninger der skulle træffes"(80). I mange tilfælde benyttede bankerne f.eks. en nedsættelse af de officielle rentesatser til straks at nedsætte indlånsrenterne uden dog samtidig at nedsætte udlånsrenterne, da de "kun [kunne] opnå en gevinst gennem asymmetriske renteændringer i forbindelse med ændrede renteforhold"(81). En sådan "asymmetrisk" videregivelse(82) af nedsættelser af de officielle rentesatser, hvorved bankerne - på forbrugernes bekostning - opnåede betydelige rentegevinster, krævede ganske vist en forudgående samordning for at kunne lykkes. Den koordinerede forsinkelse af nedsættelsen af udlånsrenterne var derfor det "erklærede mål i alle relevante udvalg"(83).

(65) I begyndelsen af drøftelserne anmodede "værtens" repræsentant først "om indlæg til den aktuelle renteudvikling"(84), hvorefter deltagerne på skift redegjorde for, hvilken reaktion (dvs. rentenedsættelse eller -forhøjelse i et vist omfang) deres institut anså for passende - "med forbehold af samordning med den andre institutter"(85). Undertiden blev møderne indledt med en kritisk gennemgang af tidligere fælles aktioner. Når alle holdninger og forslag - f.eks. en nedsættelse af renten for et produkt "til gengæld for en aftale"(86) vedrørende et andet - var blevet fremlagt (og undertiden umiddelbart blev "støttet af alle tilstedeværende"(87) eller "fuldstændig afvist af næsten alle deltagere"(88)), påbegyndtes forhandlingerne om de fælles foranstaltninger. Undertiden havde enkelte banker allerede inden kartelmødet "fuldt ud samordnet" deres positioner indbyrdes, f.eks. i forbindelse med "drøftelser mellem [...]" til forberedelse af et møde i indlånsrenteudvalget i juli 1995(89). Endelig blev forslagene "sat under afstemning"(90), eller man blev enige om et "kompromis"(91).

(66) Forhandlerne førte som regel til konkrete resultater. I referater og notater anførte bankerne derpå f.eks. følgende: "efter møjsommelige forhandlinger [...] kunne der opnås følgende resultat"(92); "Der blev i den forbindelse opnået enighed om en generel rentenedsættelse"(93); "man blev enige" om maksimumsrentesatser(94); forhøjelsen af satserne for erhvervslån blev "konkret aftalt mellem de store Wien-banker på følgende måde"(95); der blev "aftalt" rentesatser "for hele Østrig"(96); konkrete minimumssatser blev "fastsat eller bekræftet som retningslinjer"(97) eller "samordnet"(98); der blev opnået "enighed" om rentenedsættelsen(99); efter en længere diskussion "kunne der i sidste instans gennemføres en generel rentenedsættelse"(100); der "var almindelig enighed" om rentenedsættelsen(101); der blev opnået "aftale" om en nedsættelse af indlånsrenterne samt om indførelsen af et "minimumsadministrationsgebyr"(102); det blev "besluttet at ophøre med at annoncere med rentesatser"(103); med hensyn til udlånsområdet blev der "vedtaget følgende rentenedsættelser"(104); med hensyn til lån i fremmed valuta blev der "indgået følgende aftaler"(105); deltagerne ville "hver især gennemføre de i fællesskab vedtagne anbefalinger på deres område"(106).

(67) Det lykkedes ikke altid bankerne straks at opnå enighed. Den fælles beslutningsproces blev ofte - med henblik på en "foreløbig beslutning"(107), "yderligere samordning"(108), "finjustering"(109), "forudgående samordning"(110) eller "endelig samordning"(111) - behandlet i flere udvalg (hovedsagelig det wienske udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg, Minilombard-udvalget, det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg og Lombardclub)(112).

(68) Viste det sig, at en tæt og intens koordinering inden for netværket selv ikke var tilstrækkelig, måtte vilkårene "forhandles endeligt"(113) uden for de ansvarlige udvalg, hvad enten det var i form af yderligere "forskellige samråd og aftaler", "yderligere telefoniske drøftelser"(114), "telefoniske kontakter mellem institutterne"(115), eller ved at "der snarest muligt tages telefonisk kontakt til hinanden [på ledelsesniveau] med henblik på en samordning"(116).

(69) Hvis der var opnået enighed i forbindelse med det pågældende bankprodukt, kunne "gennemførelsestidspunkterne" eller den pågældende "frist for den endelige gennemførelse af rentenedsættelserne aftales"(117). Undertiden fulgte der inden gennemførelsen derudover også et "telefonisk samråd med de andre sektorer"(118).

(70) Selv underretningen af offentligheden om de aftalte foranstaltninger blev samordnet mellem bankerne i form af en "fælles sprogbrug"(119).

(71) Undertiden var bankerne imidlertid ikke i stand til at nå til enighed og registrerede dette f.eks. på følgende måde: "der blev ikke opnået enighed om vilkårene på Lombard-mødet"(120); [i forbindelse med kapitalopsparingskontiene] kunne der "i første omgang ikke [opnås] fuld enighed"(121); man kunne "ikke nå frem til en fælles holdning" og måtte derfor "forhandle videre"(122) på et andet møde; det fælles forsøg [på at reducere kontantlånene] syntes "foreløbig at være mislykket"(123); [på udlånsområdet] var det "for størstedelens vedkommende ikke muligt at nå de ambitiøse mål, der var udstukket på sidste møde"(124).

(72) De institutter, som i givet fald ændrede vilkårene uden en forudgående samordning, gav derved anledning til "oprør" på det pågældende møde og blev udsat for til dels skarp kritik fra de øvrige konkurrenter. Sådanne "fuldstændig overraskende" - fordi de "klart [var blevet] hemmeligholdt" - foranstaltninger blev "af alle andre institutter anset for ikke at være særlig hensigtsmæssige", fordi de "var i strid med det erklærede mål med alle udvalgsmøder i denne henseende"(125). Hvis et institut mente, at det var nødvendigt at foretage "overraskende renteændringer", skulle i det mindste "alle medlemmer af udlånsudvalget omgående informeres herom". Det eneste, de øvrige institutter kunne gøre i sådanne tilfælde, var at opnå enighed om en fælles reaktion på sådanne skridt - betegnende nok kaldet "enegange". Vreden over disse lejlighedsvise "enegange" var i ét tilfælde så stor, at den pågældende bank endog blev truet med at blive udelukket fra kartellet(126).

5.4. Formål

(73) Formålet med de omhandlede aftaler var at begrænse og fordreje konkurrencen mellem de pågældende virksomheder med hensyn til de emner, der blev behandlet af udvalgene. Aftaler og samordnede foranstaltninger skulle - på forbrugernes bekostning - forbedre bankernes indtjeningssituation. Hvis man opgav kartelaftaler - der efter bankernes opfattelse sikrede en "fornuftig konkurrence" - ville det derimod resultere i en "udhuling af rentemarginalerne"(127). De pågældende banker har selv gentagne gange givet udtryk for dette formål skriftligt, som det fremgår af nedenstående eksempler:

(74) I det i betragtning 34 nævnte strategidokument, der var udarbejdet i fællesskab af BA, CA, Erste, RZB, ÖVAG, PSK og BAWAG, foreslås en "forskydning og begrænsning" af konkurrencen "til et acceptabelt niveau". Som en "fejl", der "i fællesskab skulle undgås" i fremtiden, identificerede bankerne "priskonkurrencen", da denne "straks kan eftergøres af konkurrenterne". Blandt de foranstaltninger, der skulle "træffes i fællesskab", hørte navnlig indførelsen af "nye gebyrer og provisioner" (f.eks. et administrations-, transaktions- eller depotgebyr)(128).

(75) Mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg den 22. februar 1995 blev indledt med følgende ord: "Erfaringsudvekslingen mellem bankerne med hensyn til vilkår har tidligere gentagne gange vist sig at være et nyttigt instrument til at undgå en ukontrolleret priskonkurrence. I denne henseende skal også mødet i dag [...] sikre målrettede og fornuftige foranstaltninger med hensyn til fastsættelsen af alle bankers vilkår. Den måde, hvorpå renterne fastsættes på nuværende tidspunkt, viser meget klart, at det igen er nødvendigt at sætte sig sammen og modvirke problematiske prisudviklingstendenser. Jeg håber, at det i dag vil lykkes Dem [...] at standse rentesatsernes opadgående tendenser. [Jeg] håber, at der til Deres institutters bedste vil blive fundet konstruktive løsninger"(129).

(76) Med henblik på at "imødegå de nuværende underbudspriser"(130) var det nødvendigt gennem en "disciplineret markedsadfærd", navnlig en "fuldstændig overholdelse" af "samordnede [...] minimumsrentesatser", at begrænse den "overdrevne konkurrence"(131).

(77) Det udtrykkeligt formulerede "mål" med møderne i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg var bl.a. "at fastlægge en i videst muligt omfang samordnet tilgang på både udlåns- og indlånsområdet"(132) og "finde en så ensartet fremgangsmåde som muligt i forbindelse med nedsættelsen af udlånsrenterne"(133).

(78) Bankernes økonomiske interesse i disse aftaler er sammenfattet i et notat fra det ekstraordinære møde i privatlånsudvalget den 30. april 1996: "Skulle de anførte minimumssatser blive gennemført, vil dette i realiteten svare til en renteforhøjelse og udvidelse af rentemarginalerne"(134). Andre eksempler på de fordele, som bankerne opnåede på forbrugernes bekostning, var den såkaldte "asymmetriske" videregivelse af nedsættelser af de officielle rentesatser(135) i form af en øjeblikkelig nedsættelse af indlånsrenterne, uden at udlånsrenterne samtidig blev nedsat. Bankerne var bevidste om, at de "kun [kunne] opnå en gevinst gennem asymmetriske renteændringer i forbindelse med ændrede renteforhold"(136). Sådanne koordinerede forsinkelser af nedsættelsen af udlånsrenterne gav bankerne betydelige rentegevinster og var derfor det "erklærede mål i alle relevante udvalg"(137).

(79) Bankernes aftalte afkald på at annoncere med udlåns- og indlånsrenter havde til formål "at modvirke den ophedede konkurrencesituation" og "at undgå" konkurrence mellem bankerne "via dette informationsniveau"(138).

(80) I henhold til et notat af 7. marts 1997 havde udvalgsmøderne "til formål at drøfte foranstaltninger til at begrænse konkurrencen inden for privat finansiering, som i mellemtiden igen er blevet meget udisciplineret. [...] Alle bankrepræsentanter nærer derfor ønske om igen at vende tilbage til en noget mere velordnet konkurrence"(139).

(81) I et notat vedrørende mødet i det wienske udlånsrenteudvalg den 5. maj 1997 er det anført: "Den 5.5.1997 fandt der et ekstraordinært møde sted i det wienske udlånsrenteudvalg med henblik på igen at fastsætte minimumsgrænser for udlånssatser i forbindelse med privatlån samt minimumsmarginaler i forbindelse med fastforrentede lån og lån i fremmed valuta for at optimere indtjeningen"(140). I et andet notat vedrørende dette møde hedder det: "Det drastiske fald i udlånsrentemarginalen har medført, at repræsentanterne for institutterne i Wien har afholdt utallige 'koordineringsmøder', som navnlig havde til formål at få styr på den nylige 'hyperaktivitet' og dumpingpriserne"(141).

(82) Nogle banker anfægter da heller ikke, at formålet med møderne var at begrænse konkurrencen.

(83) Sammenfattende fremgår det, at de pågældende banker efter eget udsagn på grundlag af deres "nyttige" og "konstruktive" aftaler tilstræbte en "kontrolleret", "fornuftig", "normaliseret", "disciplineret", "lempet", "velovervejet", "forskudt", "indskrænket", "moderat" og "velordnet" - alt sammen eufemismer for fordrejet og begrænset - indbyrdes konkurrence.

6. KRONOLOGISK OVERSIGT: INDLEDNING

(84) I nedenstående kapitler beskrives, hvordan det institutionaliserede og nært forbundne net af mangfoldige og vidtfavnende udvalg førte til en regelmæssig og kontinuerlig, gensidig samordning af de pågældende institutters adfærd på markedet.

(85) Med henblik herpå blev der valgt en kronologisk oversigt, begyndende i januar 1994, det tidspunkt, hvor Østrig tiltrådte Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

(86) Oversigten er koncentreret om de udvalg, som var mest vidtfavnende indholdsmæssigt og havde de tætteste organisatoriske bånd: Lombardclub, Minilombard-udvalget, det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg samt det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg (herunder privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende. De andre udvalg behandles enten sammen med disse, når det er relevant, eller i et særskilt afsnit efter den kronologiske oversigt. Af pladsmæssige grunde er det imidlertid ikke muligt inden for rammerne af denne beslutning at nævne eller for den sags skylde beskrive alle udvalgene som led i netværket - og slet ikke alle møderne(142).

7. KRONOLOGISK OVERSIGT - 1994

Februar-marts: "asymmetrisk" videregivelse af nedsættelsen af de officielle rentesatser: enighed om at nedsætte indlånsrenterne og fastholde udlånsrenterne; undgåelse af konkurrence med hensyn til byggelån

(87) Efter at OeNB havde nedsat den officielle diskonto(143) den 12. februar 1994, afholdt det wienske indlånsrenteudvalg den 18. februar 1994 et møde i BA's lokaler "med henblik på en fælles afklaring af de foranstaltninger, der skal træffes med hensyn til opsparings- og anfordringskontiene". På mødet blev der "opnået enighed om en generel rentenedsættelse": en nedsættelse af basisrentesatsen til 2,25 % (BAWAG 0,25 % derover), præmieopsparingsprodukterne til 4,75 %, kapitalopsparingskontiene med 0,25 %, surrogatprodukterne med 0,25 % hver, særaftalerne til 4,75 % i Wien og 5 % i delstaterne samt renten på anfordringskonti med 0,25 % på debet- og kreditsiden(144).

(88) Det blev aftalt, at disse nedsættelser skulle påbegyndes i ugen 7.-14. marts 1994. Ved at samordne rentenedsættelsen kunne bankerne opnå betydelige yderligere rentegevinster(145). Den 8. marts 1994 besluttede [...] [ledende repræsentanter for] Erste - under udtrykkelig henvisning til behovet for at holde trit med konkurrenterne - at nedsætte overtræks- og udlånsrenterne med de aftalte 0,25 %. [Ledende repræsentanter for] BAWAG henviste i forbindelse med [deres] beslutning om en rentenedsættelse ligeledes til "rentenedsættelsesmødet". CA nedsatte ligeledes sine satser i den aftale periode. Ifølge et internt notat til [ledende repræsentanter for] NÖ Hypo vedrørende emnet "Nedsættelse af renten på opsparingsindskud pr. 9. marts 1994" fremgik det af en telefonisk rundspørge blandt de pågældende banker, "at konkurrenterne i det væsentlige, med mindre variationer, vil holde sig til denne retningslinje [fra mødet i indlånsrenteudvalget]"(146).

(89) I tilknytning til mødet i det wienske indlånsrenteudvalg mødtes de forskellige bankers repræsentanter [...] i "Minilombard" den 23. februar 1994. De blev enige om ikke at nedsætte udlånsrenterne. Desuden skulle "de faste rentesatser, som i stadig større grad efterspørges af kunderne, [...] om muligt begrænses til 5 år, maksimalt 7-8 år"(147).

(90) I en intern rapport af 22. februar 1994 til [ledende repræsentanter for] CA er det anført: "De 8 store wienske banker(148) er blevet enige om heller ikke i ekstraordinære tilfælde at betale mere end pengemarkedsrenten for pari-swaps (hvis dette kan fastholdes, indføres en ny minimumsmargen)"(149).

(91) På deres månedlige møde i Lombardclub den 9. marts 1994 nåede de deltagende [repræsentanter] til enighed om, at "[repræsentanterne] for de 5 nye byggelånsbanker" skulle "drøfte principperne for en fornuftig udlånsrentepolitik"(150). Der var tale om bl.a. de banker, som BA, BAWAG, CA og Erste havde oprettet mellem 1993 og 1995, og som udelukkende havde til formål at yde byggelån(151). Baggrunden for oprettelsen af disse specialbanker var, at de værdipapirer (obligationer), der udstedes til refinansiering af erhvervsbyggelån, til dels var blevet fritaget for kapitalvindingsskat. Helt på linje med de udvalg, der fandtes på alle andre bankvirksomhedsområder, blev der også på dette område nedsat et udvalg for "at undgå en ødelæggende konkurrence blandt byggelånsbankerne"(152). Det første møde i byggelånsgruppen (ARGE Wohnbaubanken - undertiden også omtalt som byggelånsudvalget) fandt tilsyneladende sted den 6. februar 1995.

April-juni: drøftelser om rentenedsættelse, "divergensen" med hensyn til renterne på opsparingsindskud og faste rentesatser - behovet for en "fælles indsats" for at forbedre indtjeningen

(92) Den 15. april 1994 nedsatte OeNB igen de officielle rentesatser. Dette førte øjeblikkeligt til "individuelle telefonsamtaler" mellem NÖ Hypo, PSK og Erste samt til et "uformelt samråd" mellem CA, BA, Erste, BAWAG og RBW, hvor man "enstemmigt fastslog", at denne nedsættelse ikke skulle medføre endnu en nedsættelse af renten på opsparingsindskud(153).

(93) Selv om der således "pr. telefon var enighed blandt sektorerne om, at der ikke skulle foretages nedsættelser med hensyn til opsparings- og anfordringskonti", benyttede Bank Austria mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 25. april 1994 til "alligevel at drøfte eventuelle nedsættelser". Efter en længere diskussion "blev man enige om" - "med henblik på at stabilisere" satserne "som i den senere tid igen har været ved at komme ud af kontrol" - "at overholde en slags moratorium" for nye opsparingsindskud og højst betale 4,5 % i rente i Wien-området og højst 4,75 % i delstaterne. Overholdelsen skulle kontrolleres "ved hjælp af øgede konkurrenceovervågninger"(154).

(94) Dette blev også behandlet på mødet i indlånsrenteudvalget den 16. maj 1994. Denne episode er i øvrigt et godt eksempel på, hvordan bankerne i fællesskab bevidst handlede til skade for forbrugerne. Det var nemlig vigtigt for bankerne at undgå "en bredt anlagt" nedsættelse af opsparingsrenterne, som ville "overstige den nedsættelse, der er bekendtgjort ved opslag i bankens lokale", fordi de i modsat fald ville være nødt til at videregive nedsættelsen af de officielle rentesatser til forbrugerne og også nedsætte udlånsrenterne. Hvis opsparingsrenterne skulle nedsættes, skulle dette gøres "så lidt synligt som muligt", navnlig med hensyn til opsparingsindskuddene "med bonustillæg", "som ikke skal bekendtgøres ved opslag". For at stikke forbrugerne blår i øjnene i denne henseende blev bankernes repræsentanter derfor enige om en "fælles sprogbrug i forhold til pressen", hvorefter f.eks. en generel nedsættelse af opsparingsrenterne blev betegnet som "ikke mulig", og der blev henvist til de "uændrede opslåede rentesatser". I sidste instans lykkedes denne "fælles sprogbrug" imidlertid ikke, da et instituts "tilsyneladende uheldige udtalelse om emnet" ødelagde den fælles PR-manøvre, og der blev efterfølgende i tv rapporteret om en generel nedsættelse.

(95) De maksimumsrenter for nye opsparingsindskud (se betragtning 93 ovenfor), der blev drøftet den 25. april 1994, blev bekræftet, og der blev "enstemmigt vedtaget anbefalinger": Forrentningen på opsparingsbeviser skulle "divergere", idet den for opsparingskonti med et års opsigelse skulle nedsættes med 0,25 % og for konti med fem års opsigelse forhøjes med 0,25 %. Det blev "aftalt, at rentenedsættelserne skal gennemføres i denne og næste uge og være afsluttet inden pinse [dvs. 22./23. maj 1994]" (med hensyn til PSK var fristen den 26. maj 1994)(155).

(96) Det gik imidlertid anderledes. Der var offentlig kritik af nedsættelsen af renterne på opsparingsindskud, som blev bekendtgjort tidligere end forudset (se betragtning 94), hvorfor det ikke var muligt "at gennemføre anbefalingerne fra mødet i indlånsrenteudvalget den 16.5.1994 i det planlagte omfang"(156).

(97) Umiddelbart efter dette møde i indlånsrenteudvalget blev der afholdt møde i Minilombard-udvalget (vedrørende engrosbankområdet), hvor man blev enige om ikke at reagere på nedsættelsen af de officielle rentesatser med en nedsættelse af udlånsrenterne. Med hensyn til driftslån blev den "absolutte minimumssats" fastsat til 8 %(157).

(98) Mødet i indlånsrenteudvalget/privatlånsudvalget (som fandt sted sammen med udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende) den 21. juni 1994 er et eksempel på informationsstrømmen mellem udvalgene i Wien og i delstaterne. Som i forbindelse med alle møder i udlåns- og indlånsrenteudvalget indhentede RZB's repræsentant oplysninger om den aktuelle rentesituation fra alle afdelinger i delstaterne, i dette tilfælde navnlig med henblik på den planlagte "divergens" med hensyn til opsparingsbeviserne(158). Logistikken i forbindelse med denne informationsstrøm inden for land-andelsbankgruppen beskrives i et brev fra Raiffeisenlandesbank Kärnten til hovedafdelingen i Wien (RZB): "Via RZB informeres vi om forløbet og resultaterne af møderne i de forskellige udvalg i Wien, f.eks. i indlånsrente- og Lombard-udvalget, osv. Til sikring af, at disse oplysninger hurtigst muligt videreformidles direkte til vore banker i Kärnten, anmoder jeg Dem om, at De informerer RV Kärnten direkte via afdelingen og med samme post eller fax også informerer vort forretningsområde land-andelsbanker"(159).

(99) Den nævnte "divergens" var derpå også hovedemnet på dette møde i indlånsrenteudvalget/privatlånsudvalget. Navnlig BA støttede dette. Forhøjelsen af renten på opsparingskonti med fem års opsigelse blev imidlertid "fuldstændig afvist af næsten alle deltagere", da man frygtede, at man denne gang også var nødt til at forhøje opsparingsrenten for indlån med bonustillæg, hvilket ville "ødelægge de rentenedsættelser, der er gennemført i den seneste tid". Efterfølgende blev forslaget om en "divergens""sat under afstemning": BA og GiroCredit stemte for og PSK, BAWAG, RZB og NÖ Hypo imod. Erste og CA ville følge BAWAG.

(100) Et andet problem, som bankerne måtte behandle på dette møde, var den øgede efterspørgsel blandt privatkunder efter fastforrentede lån. Ved at aftale en fast rentesats for hele lånets løbetid vil banken blive bundet til denne og kan ikke efterfølgende reagere på ændringer af refinansieringssatserne. Det var derfor nødvendigt at indgå en aftale med henblik på at imødegå den øgede efterspørgsel efter denne udlånsform, som snarere var ugunstig fra bankernes synspunkt: "Alle banker, der er repræsenteret, [...] er enige om, at man om muligt overhovedet ikke længere bør tilbyde faste rentesatser". Med hensyn til renter på realkreditlån ville bl.a. CA, BA og BAWAG - i overensstemmelse med "holdningen på mødet" - forhøje satserne til 7,25 % i juli 1994. En yderligere forhøjelse til 7,5 % blev derimod kun "vedtaget i princippet", da gennemførelsen heraf blev "betragtet med skepsis". Drøftelsen blev endelig afsluttet med en henvisning til "overholdelse af den aftale maksimumssats på 4,25 % for nye midler"(160).

(101) To dage senere var der møde i Minilombard-udvalget. Man måtte i den forbindelse konstatere, at der med hensyn til faste lån undertiden blev tilbudt mere fordelagtige rentesatser end den "minimumssats, der tidligere er blevet aftalt" (VIBOR + 0,5 %)(161). Institutterne i Wien blev derfor opfordret til at sørge for, at - som allerede tidligere - "[repræsentanterne] på det næste møde i Lombard-udvalget beslutter""ikke længere at tolerere"(162), at de aftalte minimumsrentesatser underskrides. Den håndskrevne anmærkning "for tidligt" på det pågældende notat tyder imidlertid på, at det blev anset for at være for tidligt at forelægge spørgsmålet for [repræsentanterne] på daværende tidspunkt ([repræsentanterne] kunne da heller ikke opnå enighed herom på det følgende møde, se betragtning 104). Andre emner var den maksimale bindingsperiode (den skulle udgøre 7 år, og ved tilbagebetaling før tid skulle der beregnes et passende gebyr) og husbankmargenen på 0,5 % (herom udførligt i afsnit 12.1), hvor "eksportørernes mange bestræbelser" på "at udhule fortjenstmargenen" i fællesskab skulle modvirkes. Endelig "blev det aftalt at foretage en diskret nedsættelse af prime rate [...] til ca. 9,75 % i løbet af juli"(163).

(102) I denne fase synes institutterne ikke at have holdt sig særlig strengt til de aftaler, der var indgået med hensyn til en række produkter. Selv om "alle storbanker overholdt de aftalte rentesatser" med hensyn til opsparingsindskud (engagementer med ansatte (Betriebsaktionen)) (også BAWAG forholdt sig i denne forbindelse "meget disciplineret og også meget samarbejdsvillig"), blev der andre steder konstateret en "manglende disciplin ved fastsættelsen af vilkårene", som "allerede igen" havde antaget "de samme former som i tiden efter reguleringsforanstaltningens udløb"(164). En "fælles indsats for at forbedre fortjenstmargenen" syntes derfor nødvendig. Det var imidlertid den generelle vurdering, at "det rigtige tidspunkt for bindende aftaler først vil komme efter fremlæggelsen af de (formentlig forholdsvis dårlige) halvårsresultater [1994]". Først på det tidspunkt kan der nemlig "forventes mere disciplin med udspring i Lombardclub [...]"(165).

(103) Dette møde i Lombardclub fandt sted den 6. juli 1994. Et af de punkter, der bl.a. blev behandlet af [repræsentanterne] på dette møde, fremgår af det interne notat, som var udarbejdet til orientering af CA's [repræsentant], og hvori det hedder: "Da vi (med henvisning til BAWAG, PSK) ikke har gennemført forslaget fra mødet i indlånsrenteudvalget [vedrørende 'divergens', se betragtning 97 og 99], indtil De og [...] [BAWAG's [repræsentant]] har holdt møde, har de andre institutter heller ikke gjort noget. [...] [BA's [repræsentant]] vil angiveligt gerne tale med Dem". Man behandlede også byggelån og -kreditter, hvor CA "i samråd med Bank Austria og Erste og i modsætning til resultaterne af mødet i indlånsrenteudvalget" [se betragtning 100] foreslog en øjeblikkelig forhøjelse. Endelig behandledes også engagementer med ansatte i forbindelse med privatlån, hvor man, selv om de "store banker sædvanligvis fastholdt de aftalte rentesatser", imidlertid overvejede punktvis at gå ned under de aftalte rentesatser(166).

(104) Man nåede dog ikke "til enighed om vilkårene på Lombard-mødet"(167).

Juli-september: fælles nedsættelse af indlånsrenterne, fælles fastholdelse af udlånsrenterne, fælles overvejelse om gebyrforhøjelser

(105) Den 11. juli 1994 mødtes [repræsentanterne] for BA og CA for at drøfte udlåns- og indlånsrenter. I et internt notat af 8. juli 1994 til BA's [repræsentant] som forberedelse til dette møde er det anført, "at priskrigen på udlåns- og indlånssiden øjeblikkeligt" skal "standses". I stedet for "i ødelæggende konkurrence fra en konkurrents side" er det bedre at gennemføre store finansieringsprojekter "i et konsortium bestående af de førende store banker" med højere rentesatser. Indlånsrenterne bør nedsættes (se betragtning 108)(168). CA's [repræsentant] blev ligeledes af sine medarbejdere forberedt på dette møde(169).

(106) Den 13. juli 1994 blev der holdt møde [på controllerniveau]. I dette møde deltog også bankernes [repræsentanter inden] for markedsføring/detailtjenesteydelser "for at der kunne drøftes foranstaltninger, der rent faktisk også var gennemførlige". En "hurtig nedsættelse" på indlånssiden blev anset for at være "særdeles nødvendig". Det blev derfor foreslået [repræsentanter inden for] indlånssiden at nedsætte de særlige vilkår med 0,25 % fra den 1. august 1994 og højst betale 4,5 % i rente samt nedsætte rentesatsen på opsparingskonti med 1 års opsigelse med 0,5 % til 4 %. Desuden blev der udtrykt kritik af, at omkring 20-30 virksomheder (kaldet "Top 30") fik bankerne til at "underbyde hinanden"(170). For fremover at forhindre denne form for konkurrence blev det foreslået at udarbejde en liste over disse virksomheder og forholde sig over for disse i overensstemmelse med en "kodeks for god praksis" eller optræde samlet (syndikeret finansiering).

(107) Endelig blev "det landsdækkende indlånsrenteudvalg anmodet om at sørge for en omfattende gennemførelsesproces fra begyndelsen af august"(171).

(108) Disse "drøftelser om rentetilpasninger" (landsdækkende indlånsrenteudvalg) fandt - under udtrykkelig henvisning til "drøftelserne [på ledelsesniveau] [den 6. juli 1994]" - sted den 25. juli 1994. BA gav ved den lejlighed udtryk for sine overvejelser, "som fuldt ud var samordnet med Creditanstalt" (se betragtning 105), med hensyn til en rentenedsættelse, på grundlag af hvilken følgende "anbefalinger blev udarbejdet": nedsættelse af de særlige vilkår med 0,25 % (som drøftet kort tid forinden i controllerudvalget) - dette havde "også [...] støttet på et møde mellem [...] og [...]"(172) - "divergens" i forbindelse med opsparingsbeviserne (dvs. nedsættelse for etårige og samtidig forhøjelse for femårige opsparingsbeviser), nedsættelse af renterne på opsparingsindskud fra ansatte med 0,25 % og nye maksimumssatser for kasseobligationer. Som allerede anbefalet [på controllerniveau] skulle disse foranstaltninger gennemføres hurtigst muligt (om muligt den 1. august 1994), og det blev aftalt at undlade at foretage gensidige kontroller "for at sikre en tilfredsstillende gennemførelse".

(109) Udlånsområdet blev også behandlet, og det blev konstateret, at "de anbefalede satser stort set blev fulgt" i delstatshovedstæderne, mens der i landdistrikterne ofte blev tilbudt lavere satser, hvilket skulle "standses i de kommende uger". Som "vigtigste mål" drøftedes forhøjelsen af vilkårene for boliglån pr. 1. august 1994. Mens Erste, GiroCredit og RBW havde "tilsluttet sig dette forslag" og "støttet dette skridt", var BAWAG kun rede hertil sammen med CA, som på sin side imidlertid ventede på BAWAG. Der var således her et stort koordineringsbehov - eller som det hedder ordret herom i et referat: "Dette må [repræsentanterne på ledelsesniveauet] vel skulle drøfte"(173).

(110) To dage senere, den 27. juli 1994, fandt der telefonsamtaler sted på højt plan mellem BA, CA, BAWAG, Erste og GiroCredit vedrørende en fælles nedsættelse af indlånsrenterne. I et internt notat sammenfattede BA's repræsentant i udlåns- og indlånsrenteudvalget disse telefonsamtaler på følgende måde: "[...]mener, at han får [...] til at acceptere en nedsættelse af opsparingsrenten som drøftet [på mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg den 25. juli, se betragtning 108], men ønsker blot at sikre sig, at PSK også foretager en sådan nedsættelse. I så fald vil BAWAG foretage en nedsættelse i den kommende weekend". Forfatteren til notatet anbefaler således, at BA bør "fastholde sin køreplan, GC [GiroCredit] og EÖ [Erste] er temmelig pålidelige partnere i denne henseende"(174).

(111) Den 2. august 1994 berettede APA, at "de østrigske rentesatser igen blev ændret": Storbankerne havde pr. 1. august 1994 nedsat indlånsrenterne for opsparingskonti med 1 års opsigelse samt for indlån på særlige vilkår med 0,25 %, mens andre banker planlagde at gøre det samme i midten af august. BA og BAWAG gennemførte rent faktisk den aftalte "divergens" i forbindelse med kapitalopsparingskontiene, og Erste ville følge efter (dette skete den 10. august(175)). CA besluttede i sidste instans at foretage den forhøjelse af vilkårene for boliglån til 7,25 %, der var drøftet(176). Allerede den 29. juni 1994 havde Erste forhøjet sine vilkår for byggelån under udtrykkelig henvisning til, at "de vigtigste konkurrerende institutter ligeledes ville forhøje deres vilkår"(177).

(112) I september var tiden også inde til, at bankerne i fællesskab skulle drøfte en forhøjelse af en række gebyrer i det følgende år. På mødet i betalingstransaktionsudvalget den 14. september informerede deltagerne hinanden om omfanget af og tidspunktet for deres forskellige planlagte forhøjelser af gebyrerne for kontoforvaltning, bogføring, checktransaktioner og betalingskort(178).

(113) Efter en fælles "gennemgang af nedsættelsen af vilkårene på indlånssiden" i juli 1994 på mødet i controllerudvalget den 7. september 1994(179) mødtes [repræsentanter] den 22. september 1994 i Minilombard-udvalget. I den forbindelse blev det først konstateret, at med hensyn til faste lån blev den maksimale løbetid på 7 år - der blev aftalt i juni 1994 (se betragtning 101) - i videst muligt omfang overholdes "af alle institutter". Man anså det ikke for hensigtsmæssigt at forhøje udlånssatserne, da det i så fald også ville være nødvendigt at forhøje renterne på indlånssiden(180).

(114) Deltagerne i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg nåede den følgende dag frem til samme konklusion: Der skulle ikke foretages ændringer, "for at markedet forbliver roligt". Det blev noteret "som en succes", at de aftalte særlige vilkår "blev overholdt" - navnlig af de store institutter - som det var konstateret på grundlag af testindlån hos konkurrerende institutter. Så snart afkastet på det sekundære marked(181) oversteg 7,5 %, men senest i midten af november 1994, skulle der afholdes et nyt møde i udlåns- og indlånsrenteudvalget(182).

Oktober-december: fælles forhøjelse af udlånsrenterne, undgåelse af konkurrence gennem annoncering med rentesatser, bekræftelse af minimumsomkostninger på værdipapirområdet

(115) På mødet den 25. oktober 1994 [på controllerniveau drøftede man] et "presserende behov for foranstaltninger på udlånssiden", idet der skulle "tilstræbes rentesatsforhøjelser med hensyn til både privat- og erhvervslån". Med henblik herpå ville BA indkalde til et møde i Minilombard-udvalget med deltagelse af [controllerniveauet]. Med hensyn til "Top 30"-kunderne blev der endnu en gang opfordret til en øget samordning i forbindelse med syndikerede finansieringer for at forbedre vilkårene (se betragtning 106)(183).

(116) Den "vilkårstabel" for standardprodukter, som var blevet udarbejdet og løbende ajourført [på controllerniveau], skulle formidles til hele sektoren via "decentrale informationsinitiativer på grundlag af et sneboldeffektsystem"(184).

(117) De forhøjelser af udlånsrenterne, som [man] havde krævet på [controllerniveau], blev efterfølgende drøftet udførligt af bankernes repræsentanter inden for både privat- og erhvervskundeområdet:

(118) Først blev der den 8. november 1994 afholdt møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg. Det blev kritiseret, at enkelte institutter ikke holdt sig til de indgåede aftaler (mens de wienske banker "holdt sig til de aftalte vilkår" i forbindelse med de fastforrentede opsparingsindskud). Efter en indgående drøftelse besluttede man efterfølgende ikke at foretage ændringer på indlånssiden, mens der blev afgivet hensigtserklæringer på udlånssiden: BAWAG's repræsentant "bebudede en forhøjelse af rentesatsen for boliglån", idet "udfaldet af Lombard-mødet ville indvirke på denne beslutning". Hvis BAWAG virkelig ville gennemføre denne forhøjelse, bebudede BA allerede, at den ville forhøje rentesatserne for boliglån. De øvrige deltagere overvejede en forhøjelse på 0,15-0,5 %. Der var enighed om, at man ved forespørgsler fra pressen eller forbrugerorganisationen Verein für Konsumenteninformation med henblik på en sammenligning af vilkårene kun skulle udlevere de (officielle) opslåede rentesatser, men ikke besvare yderligere spørgsmål. I modsat fald ville nemlig de banker, som havde opslået de (højere) satser, "presse priserne i vejret"(185).

(119) Endelig skulle der fremover i det hele taget gives afkald på at annoncere med udlåns- og indlånsrenter. Med henblik herpå foreslog ÖVAG, at der blev indgået en "gentlemen's agreement" [...] i Lombardclub, hvilket blev mødt "med bred tilslutning" blandt de øvrige deltagere(186). Formålet med disse og andre skridt var "at modvirke den ophedede konkurrencesituation"(187).

(120) Dernæst mødtes medlemmerne af Minilombard-udvalget den 16. november 1994. I overensstemmelse med controllerudvalgets forslag var der "almindelig enighed om, at der hurtigst muligt skulle foretages en generel forhøjelse af vilkårene" på 0,5 % pr. 1. december 1994. Med hensyn til de faste lån blev en minimumsmargen på VIBOR + 0,5 % "anset for nødvendig"(188). For at disse forhøjelser kunne "gennemføres" den 1. december, skulle der finde en "telefonisk samordning sted [på ledelsesniveau]"(189).

(121) På mødet i "dokumentudvalget" (Bankenrunde Dokumente) den 17. november blev rembursgebyrerne drøftet. Det blev understreget, at "man allerede for år tilbage havde opnået enighed om at beregne satser, der mindst dækkede omkostningerne". En række banker havde dog i mellemtiden tilbudt mere favorable vilkår. Opfordringen til "mere prisdisciplin" fandt "generel tilslutning", og et "selvstændigt udvalg" skulle med henblik herpå udarbejde "nedre grænser" for disse vilkår(190).

(122) Emnet for mødet i værdipapirudvalget den 22. november 1994 var bl.a. "minimumsomkostningerne" ved handel med aktier og obligationer. Allerede på mødet i arbejdsgruppen vedrørende værdipapirteknik (Arbeitskreis Wertpapiertechnik) den 25. november 1993 havde "gebyrændringer/minimumsomkostninger i forbindelse med køb/salg, depotgebyr for værdipapirer, depotgebyr for egne emissioner" samt det herfor "planlagte tidspunkt" været genstand for en fælles drøftelse(191). BA havde i begyndelsen givet indtryk af, at den ønskede at gå bort fra de aftalte minimumsomkostninger. På mødet den 22. november 1994 viste dette sig imidlertid at være en "misforståelse", da BA fortsat "fuldt ud støttede minimumsomkostningerne". Kun i forbindelse med "egne børsemissioner" overvejede BA ikke at anvende de aftalte minimumsomkostninger. Repræsentanten for GiroCredit fremlagde i denne forbindelse en markedsundersøgelse, som dennes institut havde foretaget, og hvoraf det fremgik, at PSK og RBW (i forbindelse med indenlandske og udenlandske obligationer) samt RZB (i forbindelse med indenlandske obligationer) havde "underskredet" minimumsomkostningerne(192).

(123) Den 23. november 1994 informerede [en repræsentant for] CA, der på daværende tidspunkt var ansvarlig for finansiering, sine kolleger [...] om, at der under hans drøftelser med direktionsmedlemmer i BA, RZB og GiroCredit var "enighed" om at forhøje udlånssatserne. Hvad angik CA, ville [en ledende repræsentant] "efter sin samtale med [...] [en ledende repræsentant for BA] give endelig besked om det videre forløb"(193).

(124) Den forhøjelse af vilkårene for erhvervslån, der i princippet var aftalt i Minilombard-udvalget, blev derpå den 1. december 1994 "konkret aftalt mellem de store Wien-banker på følgende måde": Alle satser i forbindelse med erhvervslån blev forhøjet med 0,5 % pr. 1. januar 1995, og minimumsrentesatsen for drifts- og investeringslån ville ligge på 8,5 %(194). Kun BAWAG lagde sig endnu ikke fast, da emnet forventedes at blive drøftet på mødet i Lombardclub den 7. december 1994(195).

(125) Af to interne notater til CA's [repræsentant] til forberedelse af mødet i Lombardclub den 7. december 1994 fremgår, hvilke emner der blev drøftet. Forfatterne henviser først til de "aftalte" nye vilkår og rejser derpå spørgsmålet, om dette allerede er blevet "behandlet i de lokale renteudvalg". Med hensyn til indlånssurrogaterne havde BA ganske vist "nedsat" sine vilkår "til det aftalte niveau", mens BAWAG var blevet truet med emission af højere forrentede CA-kasseobligationer, såfremt BAWAG ikke justerede sine satser. BAWAG havde derpå "lovet at foretage en justering". CA's [repræsentant] ville endnu en gang "forsøge at overtale" BAWAG's [repræsentant] til at "nedsætte opsparingsindskudssurrogaterne til det aftalte niveau"(196). Endelig blev [repræsentanterne] enige om, at Minilombard-udvalget skulle drøfte tilpasningen af debetvilkårene for erhvervslån og for kontantlån(197).

(126) Samme dag som mødet i Lombardclub var der møde i controllerudvalget, hvor der indledningsvis blev redegjort for den renteforhøjelse på 0,5 % for erhvervslån, som var blevet vedtaget i Minilombard-udvalget. Det blev endvidere bemærket, at deltagerne i møderne i treasurer- og storkundeudvalget ikke holdt sig til de "principper", som [man på controllerniveau] var blevet enige om. Fremover skulle [controllerniveauet] derfor deltage i møderne i treasurerudvalget.

8. KRONOLOGISK OVERSIGT - 1995

Januar-februar: fælles forhøjelse af udlånsrenterne og undgåelse af en forhøjelse af indlånsrenterne

(127) Den 5. januar 1995 havde Erste givet et tilbud til en potentiel kunde, som efterfølgende videregav dette til CA for at opnå et lige så favorabelt tilbud fra denne. Den ansvarlige medarbejder i CA noterede med håndskrift ved siden af Erstes tilbud på "en særlig indlånsrente på 5 %", at der var en "aftale E [dvs. Erste], BA, CA" om kun at betale 4,25 % for sådanne indlån ("dispo"-indlån). Den ansvarlige medarbejder hos Erste havde lovet at reducere den "særlige indlånsrente pr. 3.3. til 4,25"(198).

(128) Med hensyn til "formelle" aftaler begyndte 1995 med et møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 10. januar kl. 10. For særlige variable rentesatser blev der "aftalt" en maksimumsrentesats på 5 % eller fra 1 mio. ATS i nye midler 5,25 % - for "ikke at forstærke konkurrencen yderligere" - selv om der også blev henvist til den manglende disciplin med hensyn til at gennemføre aftaler. Der blev desuden også henvist til "beslutningen" på mødet i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 8. november 1994 (se betragtning 118 og 119), hvorefter man ved forespørgsler fra medier eller forbrugerorganisationer kun skulle udlevere de (officielle) opslåede rentesatser - og ikke de (lavere) særlige vilkår - for "at undgå" konkurrence mellem bankerne "via dette informationsniveau".

(129) På udlånsområdet gik hovedparten af deltagerne ind for en forhøjelse på 0,5 %. Kun BAWAG havde problemer i forbindelse med bygge- og forbrugslån og tilkendegav derfor, at den tidligst ville være rede til at foretage en forhøjelse i slutningen af kvartalet. Den "endelige beslutning" om denne forhøjelse skulle derfor "træffes på mødet i Lombardclub den 18. januar 1995, således at der foretages en ensartet forhøjelse med hensyn til eksisterende og nye lån. Denne forhøjelse skal gennemføres fra begyndelsen af februar 1995". Den rapport, som CA's repræsentant fremsendte til [en ledende repræsentant] vedrørende dette møde, var derfor forsynet med følgende håndskrevne anmærkning: "Vigtigt punkt på dagsordenen 18.1. Lombard"(199).

(130) Treasurerudvalget var derpå indkaldt til møde kl. 14.30. "For at få en produktiv start på det nye år" skulle man på dette møde behandle "de kortfristede udlåns- og indlånssatser". For de deltagere, som ikke selv havde en direkte indflydelse på fastsættelsen af deres instituts vilkår for faste lån, var det "hensigtsmæssigt" at medbringe "en person med ansvar for storkunder" - f.eks. det pågældende medlem af storkundeudvalget(200).

(131) Med hensyn til "forhøjelsen på 1/2 % i forbindelse med privatlån, som skulle behandles i Lombard", sendte CA den 11. januar 1995 en fax med anmærkningen "haster, fortrolig" til Oberbank (Salzburg), BTV (Tirol) og BKS (Kärnten) "med anmodning om samordning i de lokale renteudvalg"(201).

(132) På mødet i Lombardclub den 18. januar 1995 blev man enige om den renteforhøjelse, som repræsentanterne for det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg havde foreslået. Erste-[repræsentanten] har i et internt notat vedrørende dette møde anført, at "eksisterende og nye erhvervslån skal forhøjes med 0,5 % og nye privatlån med 0,25-0,5 %"(202). Erste gennemførte selv pr. 1. februar 1995 den aftalte forhøjelse på 0,5 % i forbindelse med eksisterende og nye erhvervslån, men ikke med hensyn til privatlån, da BAWAG først var "rede til at drøfte" dette fra februar 1995(203).

(133) I begyndelsen af februar 1995 var tidspunktet så inde: BAWAG besluttede sig for den nævnte renteforhøjelse, således at også BA, Erste, RBW, PSK-B og andre institutter kunne "gennemføre en forhøjelse for eksisterende og nye lån på indtil 1/2 %"(204).

(134) Den 24. januar 1995 besluttede deltagerne i værdipapirudvalget at nedsætte en "arbejdsgruppe BA, EÖ, RZB, BAWAG, GIRO og PSK", som efter indbydelse fra CA skulle drøfte størrelsen af bankernes provisioner i forbindelse med de virksomhedsvurderinger, som de undertiden foretager(205).

(135) På mødet i controllerudvalget den 7. februar 1995 redegjorde bankerne for de renteforhøjelser på 0,5 %, der ifølge aftale var gennemført for erhvervs- og privatlån. Med hensyn til indlånssiden blev den "aktuelle standardberegning" først drøftet. Der blev udtrykt tilfredshed med, at de aftalte vilkår for opsparingsindskud "holder" i Wien, mens den "manglende prisdisciplin" i delstaterne med hensyn til de særlige vilkår blev kritiseret. BA foreslog, at dette problem skulle løses ved at isolere de enkelte delstatsmarkeder og f.eks. "betragte Tirol og Kärnten som særskilte markeder og ikke overføre prispolitikken dér til Østrig som helhed".

(136) Da rentekurven for 1995 og 1996 efter [controllerniveauets] opfattelse ville udvikle sig mindre gunstigt end i 1994 var der "behov for at gøre noget for at forhindre en forhøjelse på indlånssiden". Der blev derfor truffet "beslutning" om at "forhindre forhøjelser af indlånsrentesatserne". Forhøjelsen med hensyn til privatlån skulle "gennemføres", og institutterne skulle "pr. fax udveksle" og derpå "den 2.3.95 [tidspunktet for det næste møde i controllerudvalget] drøfte" forslag vedrørende indlånsvilkår. Endelig anmodede Erste om "erfaringsudveksling" vedrørende omkostningskontrol og investeringsbudgettering, "BA og PSK vil foretage erfaringsudveksling"(206).

(137) "Renteudviklingen på indlånsområdet" blev også drøftet på mødet i Lombardclub den 8. februar 1995(207).

(138) Den 8. februar 1995 fandt der en "uformel drøftelse" sted mellem [erhvervskunderepræsentanterne for] BA, CA, Erste, GiroCredit og RZB. Som "umiddelbart mål" i forbindelse med de faste lån fastsatte man en minimumsrente på VIBOR + 3/8 %. Deltagerne ønskede i forbindelse med det kommende møde i Minilombard-udvalget den 23. februar 1995 (se betragtning 145) "også at vinde de andre" for deres projekt og efterfølgende "sikre" det opnåede resultat "ved at tage initiativ til møder i delstaterne". Den minimumssats, der således var aftalt og sikret, skulle derpå "fastholdes i mindst to måneder" - skulle der i enkelte tilfælde opstå problemer, skulle der ske en "øget samordning"(208).

(139) Samme dag fandt også det tilsyneladende første møde sted i byggelånsudvalget (Wohnbaubanken-Gesprächsrunde). Kommissionen er ikke i besiddelse af referater eller notater vedrørende dette(209).

(140) Den 17. februar 1995 afholdt bankernes repræsentanter møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg, som var blevet indkaldt "med henblik på en forudgående samordning i forbindelse med det kommende møde i det landsdækkende indlånsrenteudvalg den 22.2." (se betragtning 142). Der kunne i den forbindelse opnås "enighed med hensyn til opsparingsindskud med bonustillæg". "For Østrig som helhed" blev der "aftalt" rentesatser på 5 % for nyerhvervede kunder og 5,25 % i tilfælde, hvor et konkurrerende tilbud skulle afværges. BAWAG informerede desuden sine konkurrenter om, at den ville forhøje vilkårene for opsparingskonti samtidig med forhøjelsen i forbindelse med privatlån. Da BAWAG tydeligvis havde truffet denne beslutning uden forudgående aftale med sine konkurrenter, kom denne oplysning "fuldstændig overraskende" for de øvrige deltagere i dette møde(210).

(141) CA gjorde et fejlgreb i februar 1995. Selv om det flere gange var blevet drøftet med konkurrenterne, at man skulle undgå at annoncere med rentesatser, annoncerede CA's reklameafdeling med rentesatser i forbindelse med byggelån - trods indsigelse fra privatlånsafdelingen. Privatlånsafdelingen var af den opfattelse, at dette kunne have den uønskede konsekvens at medføre en "ny konkurrence på vilkårene" mellem bankerne, helt bortset fra CA's tab af "troværdighed" hos konkurrenterne, da CA altid var gået ind for, at der ikke skulle annonceres. På den anden side var skaden imidlertid lille, da den pågældende annonce var begrænset til Kärnten og der på "hovedmarkedet i Wien" (efter aftale) "ikke længere blev indrykket annoncer med rentesatser"(211).

Februar-marts: forhandlinger om en forhøjelse af indlånsrenterne, aftale vedrørende faste lån og svækket tillid til tilsagn afgivet af BAWAG

(142) Det allerede nævnte møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg fandt sted den 22. februar. Da der allerede var gået nogen tid siden det foregående møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 25. juli 1994 (se betragtning 108), fremsatte RZB i sin egenskab af vært en række indledende bemærkninger: "Erfaringsudvekslingen mellem bankerne med hensyn til vilkår" havde hidtil vist sig at være et "nyttigt instrument til at undgå en ukontrolleret priskonkurrence". Selv om bankerne havde været i stand til at forbedre deres indtjeningssituation ved hjælp af deres samordnede forhøjelse af udlånsrenterne, som "er blevet gennemført i næsten hele Østrig" (se navnlig betragtning 132), var der nu behov for at "sætte sig sammen" og med hensyn til indlånssiden "modvirke problematiske pristendenser" og navnlig "standse rentesatsernes opadgående tendenser".

(143) I overensstemmelse hermed forsøgte bankernes repræsentanter derpå i fællesskab at finde "konstruktive løsninger" til "deres institutters bedste". Problemstillingen var BAWAG's "fuldstændig overraskende" forhøjelse på 0,5 % af vilkårene for opsparingskonti (se betragtning 140) - fordi den undtagelsesvis ikke var blevet aftalt med konkurrenterne. CA og Erste erklærede, at de "fuldt ud vil følge" denne forhøjelse. BA forsøgte at få disse institutter til at "foretage et tilbagetog", men det "lykkedes ikke". BA informerede derpå de øvrige deltagere om, at de ikke ville følge BAWAG's renteforhøjelser, hvis andre banker også besluttede sig for dette. Industri-andelsbankerne og PSK støttede BA's variant, mens NÖ Hypo stillede sig "i venteposition". Efter en "indgående drøftelse" blev alle deltagere i sidste instans "enige" om at følge forhøjelsen, mens BA først ville "træffe beslutning om eftermiddagen".

(144) Endvidere blev der med hensyn til særaftaler (opsparingskonti) i Wien-området "fastsat en maksimumsrentesats på 5 %" (for nye og eksisterende midler). Med hensyn til kasseobligationer "opnåede mødedeltagerne enighed om", at de ikke på nuværende tidspunkt ville foretage renteforhøjelser. Den "fælles holdning", som man i sidste instans nåede til "enighed" om, var at forsøge at få kunderne til at vælge opsparingskontisegmentet for at "modvirke" en renteforhøjelse inden for indlån med bonustillæg(212).

(145) Den følgende dag, den 23. februar 1995, fandt der et møde sted i Minilombard-udvalget. Som aftalt i forbindelse med den "uformelle drøftelse" den 8. februar 1995 (se betragtning 138) "aftalte" deltagerne, at de i forbindelse med faste lån "nøje" ville "anvende" et minimumstillæg på 3/8 %, en minimumsløbetid på et måned og et minimumsvolumen på 10 mio. ATS pr. transaktion, begyndende den 8. marts 1995 og foreløbig begrænset til nogle få uger (ville blive forlænget, hvis der var en "passende disciplin"). Det "geografiske anvendelsesområde" for denne "aftale" ville ved hjælp af "regionale aftaler" blive "udvidet til at omfatte de østlige delstater": Med henblik herpå skulle filialerne i delstaterne "afholde regionale møder"(213).

(146) [Der blev] holdt møde [på controllerniveau] den 2. marts 1995 for i betragtning af "situationen med hensyn til vilkårene på indlåns-/udlånssiden" at aftale de "modforholdsregler", der måtte være nødvendige(214).

(147) Mødet i det wienske udlånsrenteudvalg den 13. marts 1995 var denne gang begrænset til en detaljeret informationsudveksling om den aktuelle rentesituation, da ingen af institutterne fandt en renteændring "mulig og opportun" i den kommende tid. Det blev derimod anset for at være nødvendigt "at genopbygge den svækkede tillid til BAWAG-repræsentanternes udtalelser". BAWAG havde som nævnt foretaget ændringer af vilkårene uden forudgående aftale med sine konkurrenter (se betragtning 140 og 143), hvilket naturligvis var blevet "anset for ikke særlig hensigtsmæssigt af alle andre institutter". Hvis et institut fremover absolut så sig nødsaget til at foretage "overraskende renteændringer", skulle i det mindste "alle medlemmer af udlånsrenteudvalget omgående informeres herom"(215).

(148) Den 14. marts 1995 mødtes repræsentanter for Erste og BA over en "uformel frokost". "Til forberedelse" af dette møde blev lederne hos Erste anmodet om at meddele, hvilke emner Erstes repræsentant i den forbindelse skulle tage op fra deres respektive forretningsområder, f.eks.: "aggressiv prispolitik" eller "tildelingskvoter i forbindelse med emissioner".

April-juni: fælles nedsættelse af indlånsrenterne og undgåelse af en nedsættelse af udlånsrenterne

(149) Den 30. marts 1995 nedsatte OeNB de officielle rentesatser (diskontoen med 0,5 %, lombardsatsen med 0,25 %, med virkning fra den 31. marts). Som reaktion herpå traf de vigtigste østrigske banker ikke indbyrdes uafhængige beslutninger, men indkaldte til et møde i det wienske indlånsrenteudvalg den 31. marts 1995, hvor (i samspil med mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 7. april 1995, se betragtning 152) den fælles reaktion på nedsættelsen af de officielle rentesatser "i det væsentlige blev aftalt". Deltagerne var "alle af den opfattelse", at denne nedsættelse af de officielle rentesatser var den "sidste chance" for en nedsættelse af renten på opsparingsindskud i indeværende år. Man blev derfor enige om følgende foranstaltninger: en nedsættelse i forbindelse med de særlige vilkår og opsparingsprodukter for ansatte med 0,5 %, kapitalopsparingskonti med 0,5-0,25 % og præmieopsparingsprodukter med 0,5 %. PSK blev bebrejdet vilkårene i forbindelse sine opsparingskonti med 3 måneders opsigelse (fordi de ikke var i overensstemmelse med aftalerne), men PSK forsvarede sig med, at "dette produkt var tænkt som en særlig ordning og ville ikke blive videreført".

(150) De næste skridt blev fastlagt på følgende måde: Den "foreløbige beslutningsproces med henblik på at opnå den tilstræbte nedsættelse" skulle efter deltagernes opfattelse "også omfatte [controllerniveauet]". Efter drøftelser inden for de enkelte banker skulle der derpå holdes et "telefonisk samråd på direktionsniveau" og ved udgangen af kalenderuge 14 ske "formidling af information mellem de ansvarlige". Nedsættelserne skulle gennemføres i den stille uge. "Med henblik på at opnå en yderligere aftale" om de skridt, som bankerne skulle tage, blev der indkaldt til et møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 7. april 1995 (se betragtning 152). "Bekræftelsen" - eller i tilfælde af eventuelle problemer den "endelige samordning" - skulle foretages [...] på det næste møde i Lombardclub den 19. april 1995(216).

(151) Blandt [bankernes repræsentanter] var der på mødet i Minilombard-udvalget den 6. april 1995 "enighed" om, at udlånsrenterne ikke skulle nedsættes trods nedsættelsen af de officielle rentesatser. Den "forestående rentenedsættelse på indlånssiden" (se beslutningerne truffet på mødet i udlåns- og indlånsrenteudvalget den 7. april 1995, betragtning 152) skulle "så vidt muligt ikke slå igennem på udlånssiden". Med hensyn til de enkelte finansieringsformer (kontokurantkreditter og investeringslån, vekseldiskontering, faste lån, fastforrentede lån og lån mod aval, husbankmargen i forbindelse med eksportfinansiering) blev konkrete minimumssatser "fastsat eller bekræftet som retningslinjer"(217).

(152) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 7. april 1995 blev der opnået "enighed" om nedsættelsen på 0,5 % i forbindelse med de særlige vilkår (fra BAWAG's side kun med 0,375 %). Desuden blev der - "for at stabilisere markedet" - med hensyn til særlige vilkår for nye engagementer aftalt "maksimumssatser" (4,25 % fra 500000 ATS, 4,5 % fra 1 mio. ATS og 4,75 % fra 5 mio. ATS), som heller ikke måtte overskrides af filialledere. Tidspunkterne for nedsættelsen var "noget forskellige, men er hovedsagelig koncentreret i den kommende uge". Senere meddelte BAWAG, at den første ønskede at foretage nedsættelsen efter mødet i Lombardclub den 19. april 1995.

(153) Med hensyn til kapitalopsparingskontiene kunne der derimod "indledningsvis ikke [opnås] enighed". BAWAG stillede ganske vist en nedsættelse af vilkårene på 0,375 % "i udsigt", men ville først bekendtgøre sin endelige beslutning den 10. april 1995 "i en fax til de andre sektorer, som så vil orientere sig efter den". Udlånssiden skulle i øvrigt forblive uændret(218).

(154) På mødet i controllerudvalget den 25. april 1995 var der ligeledes enighed om, at vilkårene på udlånssiden skulle forblive uændrede. Det blev besluttet at gennemføre en fælles ekstrapolation af indtjeningen; med henblik herpå skulle de enkelte bankers interne ekstrapolationer samles(219). På et ekspertmøde skulle der udarbejdes en "ensartet løsningsmodel" til beregningen af restløbetid. En anden ekspertgruppe skulle se nærmere på emnet depotstatistik/markedsandele. Med hensyn til de interne kalkulationsmetoder for særaftaler i forbindelse med opsparingskonti ville Erste udarbejde et diskussionsoplæg. Der skulle også findes en "fælles løsning" med hensyn til den ensartede klassifikation af de 1000 største erhvervskunder(220).

(155) Emnet for mødet i værdipapirudvalget samme dag (25. april 1995) var de "arrangementgebyrer", som blev opkrævet hos børsdeltagerne af OeKB - i dennes egenskab af clearing- og afviklingscentral for transaktioner på børsen i Wien, der indgår i arrangementet(221). OeKB's [repræsentant] "appellerer til alle om at acceptere de foreslåede arrangementgebyrer" [som skulle tilpasses som følge af indførelsen af det fuldautomatiske børshandelssystem EQOS]. Efterfølgende blev der "med repræsentanter for CA, RZB, BA, GC og Erste" opnået "enighed om tilpasningen af arrangementgebyrerne". Desuden blev de "årlige engangsgebyrer aftalt med [repræsentanterne for] CA, BA, GC, Erste, RZB og ÖVAG"(222).

(156) Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af referater af mødet i byggelånsudvalget den 23. maj 1995, behandlede man ifølge dagsordenen af 9. maj den "aktuelle udvikling" samt "yderligere fælles foranstaltninger"(223).

(157) På deres månedlige møde i Lombardclub drøftede [repræsentanterne] den 10. maj 1995 den efter deres opfattelse ret utilfredsstillende udvikling med hensyn til rentemarginalen. De var enige om, at "indlånsrentesatserne for øjeblikket var for høje (Bank Austria: generelt 1 % for høje)". Derfor "foreslår [...] [BA's [repræsentant]] et møde i indlånsrenteudvalget med henblik på at begrænse maksimumssatserne". Dette forslag blev "støttet af alle tilstedeværende"(224). Med hensyn til erhvervslån blev det desuden foreslået at udarbejde ensartede risikopræmier. "Controllerudvalget skulle udarbejde forslag" i denne henseende.

(158) Mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg, som efter [Lombardclubs] opfattelse var hensigtsmæssigt med henblik på en samordnet rentenedsættelse, fandt sted den 19. maj. Deltagerne var enige i [Lombardclubs] holdning, at man "ikke kunne undgå en generel rentenedsættelse på indlånsområdet".

(159) BA foreslog indledningsvis, at de særlige rentesatser omgående skulle nedsættes, men opnåede "ingen generel støtte" hertil. Det andet forslag om først at nedsætte de særlige rentesatser og derpå rentesatserne for kapitalopsparingskonti "blev [heller] ikke godkendt". Endelig nåede man til enighed om følgende "kompromis": Pr. 20. juni 1995 skulle alle indlånssatser nedsættes med 0,5 %. Fra det tidspunkt skulle "maksimumssatsen" for særlige vilkår ligge på 4,5 % eller 4,75 %. "Allerede nu" skulle "satsen på 5 %" desuden heller ikke længere anvendes til hvervning af nye kunder. Som en ledsagende foranstaltning blev det besluttet, at der på udlånsområdet "ikke ville blive gennemført flere reklameaktiviteter på grundlag af lave rentesatser eller reducerede gebyrer og omkostninger".

(160) For at sikre, at disse beslutninger også blev gennemført i delstaterne, blev det aftalt, at de skulle "meddeles delstatsudvalgene og godkendes af dem". De foranstaltninger, der var aftalt, skulle endvidere "endnu en gang samordnes og fastsættes på det næste Lombard-møde" den 7. juni 1995.

(161) Hvad angik tidsplanen, ville BA spille "den ledende rolle" og formentlig allerede i slutningen af maj foretage en nedsættelse på 0,5 %. De andre institutter ville som aftalt "have gennemført disse foranstaltninger" den 20. juni. CA ville tidsmæssigt snarere følge BA - i et internt CA-notat herom er der en håndskreven anmærkning om, at det skulle opklares, "til hvornår [CA-repræsentanten] har aftalt nedsættelsen med [...] [BA's [repræsentant]]". BAWAG gik endnu en gang sine egne veje, da den tidligst ønskede at foretage nedsættelsen i slutningen af juni. Det skulle derfor "afklares på [ledelsesniveau]", om en "hurtigere gennemførelse ville være mulig uden hensyntagen til BAWAG".

(162) På udlånssiden blev der opnået "minimal enighed" om ikke at gennemføre nedsættelser(225).

(163) Kun få dage efter mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg blev der "med kort frist indkaldt" til et møde i det wienske indlånsrenteudvalg den 24. maj 1995 for "så vidt muligt at fremrykke" det "tidspunkt, der oprindeligt var fastsat for nedsættelsen af opsparingsrenterne" med hensyn til de "aftaler, der var indgået på mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg" (se betragtning 161). Omfanget af nedsættelsen skulle - "som planlagt" og "som de flest institutter allerede havde afgivet fast tilsagn om" - udgøre 0,5 % og resultere i følgende differentiering af rentesatserne for opsparingskonti: 4 % for et år, 4,25-4,325 % for to år, 4,75 % for tre år, 5,25 % for fire år og 5,75 %-6 % for fem år.

(164) Med hensyn til disse "rentenedsættelser, der blev aftalt på det seneste udvalgsmøde" blev der nu "aftalt følgende gennemførelsestidspunkter": BA, CA og ÖVAG (for eksisterende kunder) den 1. juni, GiroCredit og NÖ Hypo den 6. juni, Erste senest den 7. juni, ÖVAG (opslået sats) den 9. juni samt BAWAG og PSK i anden uge af juni(226).

(165) Samme dag mødtes højtstående repræsentanter for BA, BAWAG, GiroCredit, RZB og PSK "i en mindre gruppe end Minilombard-udvalget" med henblik på en uformel "udveksling af erfaringer på bankområdet" og for at drøfte "den aktuelle situation". Da de "planlagte nedsættelser" på indlånssiden formentlig "vil være de sidste i længere tid", skulle den øgede marginal, som blev opnået herved, "anvendes til at forbedre indtjeningen" og derfor ikke videregives til forbrugerne (dvs. ikke føre til rentenedsættelser på udlånssiden). Selv om det også var vigtigt "at øge marginalerne i forbindelse med faste lån", hvorved hver bank ville opnå "en forbedring af indtjeningen på nogle få millioner schilling", var det imidlertid af "stor vigtighed" at undgå rentenedsættelser på udlånssiden.

(166) Man var imidlertid ikke tilfreds med disciplinen i forbindelse med gennemførelsen af de beslutninger, der var truffet i fællesskab. "Rentesatsdisciplinen" ville derfor være "emnet for mødet i Lombardclub i juni". Det var den fælles opfattelse, at der kunne forventes en bedre disciplin, "hvis overholdelsen af minimumsmarginaler blev en 'æressag' for direktionsmedlemmer". Et internt "fortroligt notat" fra CA taler i denne forbindelse om "chefanliggende"(227).

(167) Endelig skulle "følgende punkter drøftes og vedtages på Lombard-mødet": 1) ingen nedsættelse af udlånssatserne, 2) ingen kontokurantkreditter med rentesatser på grundlag af VIBOR dag til dag-satser, 3) maksimal løbetid for fastforrentede lån på syv år, 4) maksimal løbetid på 10 år for lån med binding til SMY, 5) ingen roll-over lån med kortfristede indikatorer, 6) minimumsmarginaler for faste lån og 7) nedre grænser for husbankmargenen i forbindelse med eksportfremmelån(228).

(168) I et internt notat af 29. maj 1995 til [den ledende repræsentant for] CA er det anført, at forrentninger af anfordringskonti med VIBOR dag til dag-satsen + 0,5 % skulle "forhindres". "Kontakter i denne henseende" mellem bankerne havde "allerede [fundet sted] i Minilombard-udvalget og i treasurerudvalget", hvor der begge steder "var enighed" herom. Dette skulle også være "et prioriteret emne"(229) på mødet i Lombardclub den 7. juni 1995.

(169) Den 1. juni 1995 nedsatte BA og CA rentesatserne på opsparingskontiene med de aftalte (gennemsnitlige) 0,5 %, den 6. juni fulgte Erste efter(230).

(170) Den 2. juni 1995 fandt der et møde sted i controllerudvalget. I forbindelse med dagsordenspunktet "Renteudvikling, rentesatspolitik" ajourførte de deltagende banker indledningsvis hinanden om den "allerede gennemførte eller [...] planlagte nedsættelse af vilkårene for opsparingsindskud med gennemsnitlig 0,5 %". Derpå blev det oplyst, at kunder "over for bankerne havde ytret" ønske om roll-over-finansiering på dag til dag- eller 3-måneders basis. Dette ønske fra kundernes side måtte imidlertid ikke efterkommes, da der ellers kunne frygtes en "farlig udhuling af marginalen på kontokurantområdet". RZB "erklærede sig rede til" inden det næste møde at udarbejde et forslag til kalkulation af langfristede lån på VIBOR-basis. GiroCredit forelagde sine interne skøn over driftsresultatet (samt en detaljeret fordeling) for det indeværende år(231).

(171) De drøftelser af ovennævnte emner, som var planlagt(232) til at skulle finde sted på mødet i Lombardclub den 7. juni 1995 (hvor BA's og CA's [repræsentanter] ikke var til stede), blev tilsyneladende udsat til mødet i Lombardclub den 12. juli 1995.

Juni: enegang fra BAWAG's side, generel stærk kritik og samordnet reaktion

(172) Kort tid efter skete noget bemærkelsesværdigt: "Uden forudgående meddelelse" nedsatte BAWAG den 19. juni 1995 renterne på privatlån, idet denne foranstaltning "klart [var blevet] hemmeligholdt" for de øvrige konkurrenter. CA så sig derfor foranlediget til "med kort varsel at indkalde til et møde i privatlånsudvalget" for i det mindste blandt de øvrige konkurrenter at sikre "en samordning" af reaktionen på denne foranstaltning. Mødet fandt sted den 21. juni 1995 (på et fælles møde med udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende i CA's lokaler(233).

(173) Følelserne gik højt på dette møde. BAWAG - som ikke havde "overholdt de tidspunkter, der var blevet fastsat" på det sidste møde i indlånsrenteudvalget, og som desuden heller ikke i tilstrækkelig grad havde informeret konkurrenterne om de trufne foranstaltninger - blev angrebet stærkt af de øvrige banker, navnlig af BA, CA og Erste. Det var den "fælles opfattelse", at denne foranstaltning fra BAWAG's side "ikke kunne begrundes" og "var i strid med det erklærede mål med alle udvalgsmøder i denne henseende", dvs. "ikke at gå med til" eventuelle nedsættelser af renten på lån. En "sådan ufornuftig konkurrence" var slet og ret farlig.

(174) BAWAG's repræsentant forsøgte at forsvare sig ved at henvise til den "underbydning, som angiveligt løbende er blevet praktiseret af andre banker i forbindelse med bedriftsrådslån", hvilket på sin side udløste en række gensidige beskyldninger.

(175) BAWAG's begrundelse blev tilbagevist af de øvrige deltagere. Hvis der rent faktisk skulle blive tale om "underskridelser af de aftalte vilkår", var det "mere hensigtsmæssigt" at "behandle dem på udvalgsmødet" og efterfølgende "afhjælpe dem" end at gå "enegang" og dermed "yderligere belaste" den i forvejen vanskelige indtjeningssituation. Endelig truede CA BAWAG med udelukkelse fra alle møder i udlåns- og indlånsrenteudvalget. Desuden skulle deltagerne "anmode [...]" om [på deres niveau at sørge for], at vilkårene "fastsættes på grundlag af den mest vidtgående samordning inden for sektoren".

(176) Det konkrete resultat af dette møde var, at BA, CA, Erste, RBW og andre "under alle omstændigheder ville følge trop" i forbindelse med bedriftsrådslånene, men formentlig også ville være nødt til at nedsætte de andre produkter med ca. 0,5 % på grund af BAWAG's tiltag. Det blev desuden "aftalt" ikke at gå under grænsen på 6,75 % i forbindelse med lån til selvstændige erhvervsdrivende(234).

(177) På mødet i Minilombard-udvalget den følgende dag blev der ikke tilkendegivet sådanne følelser blandt [bankernes repræsentanter]. Navnlig "var der enighed" om, at den rentenedsættelse, som BAWAG netop havde indledt inden for privatlån, ikke skulle følges af "en generel nedsættelse af vilkårene på erhvervsområdet". Deltagerne "besluttede" i den henseende, at de "i forbindelse med Lombard-mødet" ville foreslå deres respektive [repræsentanter] de "anbefalinger til fastsættelse af minimumssatser", der allerede var aftalt på deres "uformelle møde" den 24. maj 1995 (se betragtning 165)(235).

(178) På mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 29. juni 1995 foreslog BA "at anvende sommerpausen til en yderligere nedsættelse i forbindelse med opsparingsindskud med bonustillæg", dvs. til 4,5-4,25 % (eksisterende indlån) og til 3,5 % (øvrige indlån). Med hensyn til nye engagementer blev der foreslået to varianter, hvor "resten af repræsentanterne for de wienske storbanker foretrak" den mere moderate variant (4,5 %). I delstaterne skulle der "i de lokale udvalg" slås til lyd for "lignende foranstaltninger". En "sådan aftale mellem [...] skulle indgås på det næste møde i Lombardclub (12. juli)"(236).

Juli: aftale [på ledelsesniveau] om "anbefalinger" vedrørende vilkår, kritik af CA

(179) Den 3. juli 1995 mødtes BA's, CA's, RZB's og Erstes [repræsentanter] med ansvar for udlån. De "bekræftede forslagene fra mødet i Minilombard-udvalget den 22.6.1995 [se betragtning 177], dvs. under alle omstændigheder at overholde de pågældende minimumsmarginaler". I forbindelse med pari-swaps skulle det forsøges "at gennemføre en fornuftig minimumsmarginal", da bankernes fastsættelse af vilkårene for øjeblikket var "meningsløs" på dette område. Emnet skulle behandles på det næste Lombard-møde(237).

(180) Inden mødet i Lombardclub den 12. juli 1995 modtog CA's [repræsentant] en "ønskeseddel" fra sine medarbejdere samt et notat med emner, som kunne "tages op til drøftelse" i Lombardclub. Med hensyn til kommunal finansiering skulle der bl.a. opkræves et minimumstillæg på 3/8 %, og kunden skulle ikke have en ensidig opsigelsesret. I forbindelse med byggelån skulle der hverken tilbydes indikatorregulerede vilkår med rentelofter eller fastforrentningsaftaler med rentelofter. Endelig blev aftalen om ikke at foretage en generel nedsættelse af udlånssatserne "helt igennem accepteret som gennemførlig", selv om presset ganske vist ville stige som følge af den nedsættelse i forbindelse med opsparingsindskud med bonustillæg, der blev drøftet på mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 29. juni 1995 (se betragtning 178)(238).

(181) På mødet i Lombardclub den 12. juli 1995 opnåede [repræsentanterne] enighed om følgende "anbefalinger": 1) loft for opsparingsrenter (særaftaler) på 4,75 %, 2) ingen lower-of-klausuler i låneaftaler, 3) ingen driftslån med binding til VIBOR og 4) ingen SMY-fradrag. Loftet på 6,25 % for langfristede kapitalopsparingskonti skulle "drøftes yderligere", og Erstes [repræsentant] anmodede derfor en ansvarlig Erste-medarbejder om i denne henseende at indlede "drøftelser med andre KI [kreditinstitutter]"(239).

(182) To dage senere afholdt [repræsentanterne på controllerniveau] deres regelmæssige udvalgsmøde. Det blev bekræftet, at de ovennævnte "anbefalinger fra Lombard-mødet skulle gennemføres". Derpå fulgte en detaljeret informationsudveksling om bankernes forventede resultater for 1995. "Med henblik på at sikre en gensidig sammenlignelighed" ved vurderingen af, hvad der var opportunt, blev deltagerne også enige om at opnå "en fælles forståelse". Også med hensyn til langfristede lån på basis af VIBOR blev der udvekslet et kalkulationsforslag(240).

(183) På mødet i privatlånsudvalget den 19. juli 1995 blev den manglende rentesatsdisciplin beklaget, idet den anbefalede minimumsrentesats på 6,75 % navnlig ikke blev overholdt med hensyn til lån til selvstændige erhvervsdrivende. CA blev kritiseret for sin praksis med at anvende midler fra byggelånsbanken til ikke blot at finansiere omfattende boligbyggeprojekter, men også opførelsen af private boliger. Dette var der imidlertid ikke "fastsat mulighed for". De øvrige banker "krævede" derfor, at CA ikke længere tilbød private kunder sådanne lån. CA's repræsentant nægtede ganske vist dette, men gjorde i et internt notat til CA's [ledende repræsentant] opmærksom på faren for "i stigende grad at blive udpeget som syndebuk for opskruede vilkår"(241).

Juli-august: "enegang" fra BA's side og samordnet reaktion

(184) Den 15. juli 1995 var det BA, som gik "enegang" og uden forudgående aftale nedsatte renterne med 0,5 % på opsparingsindskud med bonustillæg. Bankernes repræsentanter mødtes derfor den 25. juli 1995 til et møde i det wienske indlånsrenteudvalg med henblik på i fællesskab at "drøfte yderligere rentenedsættelser". De øvrige institutter var enige om "at følge dette [dvs. BA's] eksempel" og foretage en generel "stilfærdig" nedsættelse (dvs. uden ændring af de officielle opslåede rentesatser) på 0,25 % for alle eksisterende engagementer. Med hensyn til det højtforrentede område (5 % og derover) kunne hvert institut foretage nedsættelser "efter behag". Nedsættelserne skulle være gennemført inden udgangen af den første uge af august. BAWAG beregnede, at denne samordnede rentenedsættelse resulterede i en besparelse på 40 mio. ATS.

(185) Denne episode er i øvrigt også et godt eksempel på de tætte forbindelser mellem udvalgsmøderne i henholdsvis Wien og delstaterne. På det her omtalte møde i det wienske indlånsrenteudvalg blev det meddelt, at man på de "lokale møder" i delstatshovedstæderne allerede havde "tilkendegivet, at man var rede til at gennemføre den foreslåede nedsættelse af rentesatserne". Man "forventede" derfor, at også institutterne i delstaterne ville "tilslutte sig disse foranstaltninger", og CA sendte efterfølgende mødereferatet "til alle [regionale repræsentanter]". Fire dage senere foreslog "værten" for mødet i Graz de konkurrenter, der var til stede, at man "i overensstemmelse med mødet i det wienske indlånsrenteudvalg i den foregående uge også" nedsatte renterne "i Steiermark"(242).

August-september: fælles nedsættelse af udlåns- og indlånssatserne

(186) Bankernes reaktion på OeNB's nedsættelse af de officielle rentesatser den 25. august 1995 er endnu en gang et eksempel på, hvordan den fælles beslutningsproces forløb i forbindelse med renteændringer:

(187) Samme dag, den 25. august, behandles de mulige reaktioner på indlånssiden i et internt CA-notat. Hvilke foranstaltninger CA imidlertid rent faktisk vil træffe, afhænger "af de beslutninger, der træffes i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg"(243). Den 30. august 1995 indkaldte CA derpå til et "uformelt wiensk udvalgsmøde" med henblik på at "afklare de enkelte bankers reaktioner". Mens BA (støttet af GiroCredit) foreslog nedsættelser af både udlåns- og indlånsrenterne, gik de øvrige banker ind for, at man "holdt stand", især da der var foretaget en nedsættelse så sent som i juli 1995 (se betragtning 184 ovenfor). De gjorde det imidlertid klart, at de "omgående ville følge" en eventuel rentenedsættelse fra BA's side.

(188) Efter en længere diskussion kunne bankerne i sidste instans "ikke nå frem til en fælles holdning". Den "pågældende beslutning" skulle derfor med deltagelse af delstaterne træffes på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 7. september 1995, som specielt var indkaldt med henblik herpå. Indtil da skulle man også "være nået frem til en fælles holdning i de enkelte sektorer", således at der kunne "forhandles videre" den 7. september. Skulle det på dette møde "blive besluttet generelt at nedsætte indlånssatserne", ville man på det møde i Minilombard-udvalget, der var berammet til den 8. september 1995, udarbejde et forslag til [...] til drøftelse på mødet i Lombardclub den 13. september 1995(244).

(189) To dage senere, den 1. september 1995, mødtes højtstående repræsentanter for BA, BAWAG, RZB, GiroCredit og Erste i CA's lokaler til "uformelle drøftelser". De "forslag, der var stillet" på det forudgående uformelle wienske udvalgsmøde blev "generelt accepteret". Først skulle opsparingsrenterne (og renterne på anfordringsindskud og særlige "dispo"-indlån) nedsættes med 0,25-0,5 %, efterfulgt af selektive nedsættelser af renterne på lån. Mødet i Minilombard-udvalget den 8. september 1995 skulle derpå "udarbejde det endelige forslag til Lombard-mødet i den følgende uge"(245). Samme dag meddelte en ansvarlig [repræsentant] i Erste "officielt" sine kolleger i CA, at Erste nu snarere hældede til "en rentenedsættelsesvariant, som omfattede udlåns og indlånssiden", men at dette selvfølgelig var "med forbehold af samordning med de andre institutter"(246).

(190) "Målet" med mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 7. september 1995 var "at fastlægge en i videst muligt omfang samordnet tilgang på både udlåns- og indlånsområdet". Det viste sig i den forbindelse, at stemningen havde vendt sig siden det sidste møde. Mens hovedparten af bankerne på daværende tidspunkt gik ind for, at man "holdt stand", var flertallet (CA, Erste [se betragtning 189], RBW, PSK-B, NÖ Hypo, Salzburger Sparkasse, WIF-Bank) nu stemt for en generelt rentenedsættelse på både udlåns- og indlånssiden. BA, GiroCredit, ÖVAG og Erste slog endog til lyd for en nedsættelse på 0,5 % i forbindelse med opsparingsindskud med bonustillæg, "men opnåede intet flertal for dette". Efter en længere diskussion "kunne der i sidste instans gennemføres en generel rentenedsættelse": en nedsættelse på 0,25 % med hensyn til alle former for opsparingsindskud (herunder basisrentesats), derefter også med hensyn til anfordringskonti samt en nedsættelse på 0,25 % i forbindelse med opsparingsindskud med bonustillæg. De nye maksimumssatser ville derfor ligge på henholdsvis 4-4,25 % (Wien) og 4,25-4,5 % (delstaterne).

(191) Renterne på bedriftsrådslån skulle nedsættes fra 8,5 % til 8-8,25 %. BAWAG truede imidlertid med også at foretage en nedsættelse i forbindelse med boliglån i tilfælde af en nedsættelse på 0,5 %, hvorfor deltagerne fandt en nedsættelse med kun 0,25 % mere hensigtsmæssig. En "afklaring" i denne henseende skulle opnås samme dag ved hjælp af "telefoniske aftaler mellem Bank Austria, CA, PSK og Erste".

(192) Med hensyn til gennemførelsestidspunkterne "var der meningsforskelle": BA ønskede hurtige nedsættelser, mens de andre banker ønskede "at afvente en beslutning (anbefaling) herom fra Lombard-mødet den 13.9.1995"(247).

(193) På mødet i Minilombard-udvalget den følgende dag var der kun lidt at drøfte i betragtning af "de beslutninger, der var truffet i privatlånsudvalget". I lyset af de i fællesskab aftalte nedsættelser blev standard- og minimumssatserne for drifts- og investeringslån ændret(248).

(194) "Til gennemførelse af den rentenedsættelse med generelt 1/4 %, der blev vedtaget på mødet i indlånsrenteudvalget den 7.9.1995", nedsatte CA sine indlånsrenter med de aftalte 0,25 %. CA fandt ganske vist, at de indlånsrentesatser, der var aftalt med de andre banker i forbindelse med kasseobligationer, var "for høje, men konkurrenterne [var] ikke rede til at gennemføre lavere satser". CA ændrede også sine udlånssatser "på grund af de foranstaltninger, som vore hovedkonkurrenter har planlagt", navnlig BA's hensigt om - som senere er blevet bekræftet - at nedsætte renterne på bedriftsrådslån med kun 0,25 %(249). Rentesatserne i forbindelse med opsparingsordninger for ansatte blev ligeledes nedsat med 0,25 % "efter aftale med BAWAG, Bank Austria og Erste"(250). Erste nedsatte i overensstemmelse med aftalen udlåns- og indlånsrenterne med 0,25 % den 13. september 1995 under udtrykkelig henvisning til "alle konkurrenters" parallelle foranstaltninger. NÖ Hypo foretog en tilsvarende nedsættelse den 14. september 1995, efter at der ikke var besluttet noget andet "på [mødet i Lombard-udvalget] den 13.9" (se betragtning 195)(251).

(195) På mødet i Lombardclub den 13. september 1995 drøftede [repræsentanterne] de fælles rentenedsættelser, der var blevet vedtaget på de ovennævnte møder(252).

(196) I et internt NÖ Hypo-notat fra september 1995 beskæftiger forfatteren sig med spørgsmålet, om det ville være hensigtsmæssigt "at fravige den tilgang, der principielt var blevet koordineret på møderne i indlånsrenteudvalget": En sådan fremgangsmåde ville efter hans opfattelse ikke blot føre til "spidse bemærkninger fra konkurrenternes repræsentanter på forskellige møder", men "kunne også resultere i modforholdsregler, f.eks. i forbindelse med vor banks salg af værdipapirer eller vor banks låntagning på pengemarkedet". I betragtning af disse konsekvenser anbefalede forfatteren derfor, at man "følger nedsættelsen med hensyn til både opsparingsindskud og anfordringskonti"(253).

(197) Med mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 27. september 1995 fik bankerne den første lejlighed til i fællesskab at vurdere udfaldet af de aftalte rentenedsættelser. Med "nogle få mindre undtagelser", nemlig BAWAG og PSK, som i forbindelse med nye midler havde "tilbudt mere end de aftalte 4 1/4 %", var bankerne "i det væsentlige tilfredse" med gennemførelsen af de fælles beslutninger. BAWAG traf omgående de "nødvendige forholdsregler" over for de tre filialer, som havde tilbudt mere end de aftalte 4,25 %. Der kunne endnu ikke siges noget præcist om situationen i delstaterne på grund af manglende "praktiske oversigter".

(198) Det blev imidlertid også kritiseret, at en række institutter - BA og BAWAG blev nævnt - endnu ikke havde gennemført de aftalte nedsættelser i forbindelse med bedriftsrådslån og særlige vilkår. Disse begrundede forsinkelsen med edb-problemer, men lovede, at de ville "rette op på dette i de kommende dage". RBW's repræsentant, hvis institut ligesom CA, ÖVAG, NÖ Hypo, PSK og Erste havde nedsat vilkårene planmæssigt, gjorde opmærksom på, at de decentrale bankgrupper muligvis "ikke vil opretholde disciplinen", hvis de "vilkår og tidspunkter, der blev aftalt" i det wienske indlånsrenteudvalg - navnlig med hensyn til vilkårene for bedriftsrådslån - ikke blev overholdt at alle institutter(254).

Oktober: behov for fælles foranstaltninger i forbindelse med lån til selvstændige erhvervsdrivende og byggelån: minimumssatser og administrationsgebyr

(199) I mellemtiden var "rentesatsdisciplinen gået noget op i limningen" med hensyn til lån til selvstændige erhvervsdrivende og byggelån. Erste blev udpeget som "synder", idet den kun opkrævede 5 5/8 % i rente for et fastforrentet prioritetslån (løbetid på et år). Erste forsvarede sig med, at der var tale om en "tidsmæssigt begrænset foranstaltning", som "ikke ville blive forlænget". Alligevel var de øvrige banker af den opfattelse, at sådanne vilkår "ikke længere var holdbare". Der var derfor behov for at "berolige markedet".

(200) Med henblik herpå blev de ledende banker på mødet i det wienske udlånsrenteudvalg (på et fælles møde med udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende) den 25. oktober 1995 "enige om de nedenfor anførte minimumssatser". Med hensyn til fastforrentede byggelån skulle der opkræves mindst 7 % (løbetid på tre år), 7,5 % (fem år) og 8 % (ti år). Hvis låntageren ikke tilbød sikkerhed ved pant i fast ejendom, skulle der opkræves et tillæg på 0,5 %. Med hensyn til lån til selvstændige erhvervsdrivende var minimumsrentesatserne på 6,875 % for investeringslån og 7,25 % for driftslån. "Der kunne desuden opnås enighed om følgende punkter": 1) ingen faste rentesatser i forbindelse med løbetider under tre år, 2) administrationsgebyr på mindst 1 %, undtagen i forbindelse med store beløb, hvor der måtte opkræves et engangsgebyr, og 3) ingen annoncering med rentesatser i medierne. Endvidere blev det drøftet at opkræve et tillæg på 1 % i forbindelse med lån med binding til SMY.

(201) Deltagerne i dette møde lovede "at videreformidle" de opnåede resultater til "de delstatsbanker, der ikke var repræsenteret på mødet". I betragtning af, at disse rentesatser stadig blev underskredet af visse institutter, skulle de omhandlede minimumssatser "behandles på det næste møde [på ledelsesniveau]"(255).

(202) Da stadig flere banker på det tidspunkt tilbød deres kunder kasseobligationer med ens løbetider i stedet for opsparingskonti med fast rente, "aftalte" bankerne at holde rentesatserne for kasseobligationer i nærheden af satserne for tilsvarende opsparingskonti med fast rente (ikke mere end 0,125 % over dem)(256).

(203) Kort tid derefter forelagde den afdeling i CA, der var ansvarlig for privat finansiering, CA's [ledende repræsentant] et "udkast til fastsættelse af minimumssatser for privatlån og lån til selvstændige erhvervsdrivende". Formålet med denne anbefaling, som skulle "drøftes med de andre banker og, hvis der var enighed, vedtages", var at "neddæmpe" den "overdrevne konkurrence", der blev konstateret på daværende tidspunkt. Hvis de største banker fulgte disse anbefalinger, ville dette også "fungere som forbillede" for mindre banker, selv om de måtte forventes at give udtryk for en "konstant misbilligelse". Under alle omstændigheder ville det være et positivt skridt, hvis blot nogle få store institutter (sammen med deres datterselskaber) ville "beslutte sig til en disciplineret tilgang"(257).

(204) I forbindelse med en informationsudveksling vedrørende de forventede årsresultater for 1995 blev der på mødet [på controllerniveau] den 15. november 1995 [tegnet] et ud fra bankernes synspunkt ret negativt billede af markedssituationen. Inden for deres institutter ville de derfor "forsøge at fremskynde en nedsættelse af indlånsrenterne". Desuden skulle "problematikken med hensyn til vilkårene [...] [drøftes] på det næste Lombard-møde". Med hensyn til gebyrerne for kontoforvaltning ville der i december foregå "drøftelser mellem BA og CA" med henblik på at opnå en "prisforhøjelse"(258).

(205) På mødet i byggelånsudvalget den 5. december 1995 blev deltagerne efter en detaljeret informationsudveksling om gennemførte og planlagte emissioner samt vilkårene i denne forbindelse "enige" om at "bibeholde" løbetiderne (12/15 år) "uændret"(259).

December: fælles nedsættelse af udlånsrenterne og - efter heftige diskussioner - indlånsrenterne

(206) Nedsættelsen af GOMEX-satsen(260) var anledningen til, at der blev indkaldt til et møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 5. december 1995 for i fællesskab "at drøfte muligheden for en nedsættelse af indlånsrentesatserne". Alle institutter, med undtagelse af BAWAG, gik ind for en nedsættelse af både udlånssatserne (med 0,25 %) og indlånssatserne (med 0,375-0,5 %) inden udgangen af 1995. Da det var sandsynligt, at OeNB ville nedsætte de officielle rentesatser den 14. december 1995, blev der berammet et møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg til den følgende dag, for at der "allerede en dag senere kunne reageres på denne foranstaltning [fra OeNB's side]" og "udarbejdes en endelig anbefaling". Mulighederne for en rentenedsættelse skulle også "drøftes på mødet [...] i Lombard-udvalget den 13.12.1995"(261).

(207) Den 14. december 1995 nedsatte OeNB rent faktisk diskontoen med 0,5 %, hvilket - som aftalt (se betragtning 206) - omgående førte til, at der blev indkaldt til et møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 15. december 1995:

(208) På udlånssiden "var der almindelig enighed" om en rentenedsættelse. Mindre harmonisk forløb diskussionen om indlånssatserne. Denne udviklede sig i realiteten "stadig mere aggressivt", idet frem for alt BAWAG på grund af "inaktivitet" blev "hovedskydeskive for aggressionen". Som det eneste institut nægtede BAWAG nemlig at nedsætte indlånsrenterne inden udgangen af 1995. I betragtning af BAWAG's stædighed var de øvrige banker af den opfattelse, at de "ikke længere [kunne] tage hensyn til BAWAG". De "aftalte" derfor følgende foranstaltninger: 1) ingen nedsættelse med hensyn til anfordringskonti (kun BA gik ind for en nedsættelse på 0,25 %), 2) nedsættelse på ca. 0,5 % med hensyn til opsparingsindskud med bonustillæg i den øverste ende og 3) maksimumsrentesatser for nye midler fra 1 mio. ATS på 3,75 % (Wien) og 4 % (delstaterne). Med hensyn til kapitalopsparingskonti kunne der derimod "kun opnås enighed om en margen".

(209) En række detaljer, ikke mindst vedrørende gennemførelsestidspunktet, kunne ikke afklares endeligt. Der var derfor stadig behov for "forskellige samråd og aftaler", navnlig "yderligere telefoniske drøftelser". Til "koordineringen af gennemførelsesforanstaltningerne" blev der oprettet et særligt "kontaktsted i CA", som skulle påbegynde aktiviteterne den 18. december 1995(262).

(210) Med hensyn til de "telefoniske kontakter mellem de wienske institutter", der var planlagt til den 18. december 1995, var det CA's interne anbefaling at "overveje den sidste uge i december" som tidspunkt for "drøftelserne om nedsættelser"(263).

(211) På det møde i Minilombard-udvalget, der ligeledes blev afholdt den 18. december 1995, "støttede alle institutter" [aftalerne fra møderne i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg], dog med forbehold af, at "indlånsrenteudvalgets beslutninger" i de fleste tilfælde endnu ikke var blevet godkendt af de forskellige direktioner. Desuden ville de sidste detaljer i disse beslutninger først blive "endeligt forhandlet" i løbet af dagen [nemlig som led i de "telefoniske drøftelser", se betragtning 209](264). På betingelse af, at også indlånssatserne blev nedsat, "besluttede" deltagerne endelig "følgende": 1) nedsættelse af minimumsvilkårene for drifts- og investeringslån til 8 %, 2) nedsættelse af prime rate med 0,25 % og 3) selektiv nedsættelse på indtil 0,25 % med hensyn til eksisterende engagementer(265).

(212) Den 20. december 1995 underrettede [en repræsentant for] Erste i indlånsrenteudvalget sine kolleger i BAWAG om Erstes "planlagte foranstaltninger" (nedsættelse af rentesatserne for kapitalopsparingskonti den 8. januar 1996 samt de særlige vilkår den 15. januar 1996)(266). PSK nedsatte basisrentesatsen samt de særlige vilkår den 19. januar 1996(267). CA nedsatte renterne på privatlån (med 0,375 %) den 28. december 1995(268). Pr. 17. januar 1996 havde "alle institutter nedsat deres standardiserede opsparingsindskud" (med undtagelse af BAWAG og ÖVAG, som først ville nedsætte satserne mellem den 19. og 21. januar 1996)(269).

(213) "Drøftelserne" vedrørende en "prisforhøjelse" i forbindelse med gebyrer for kontoforvaltning (se betragtning 204) forløb formentlig også uden problemer. CA og BA forhøjede deres gebyrer for kontoforvaltning pr. 1. januar 1996(270).

9. KRONOLOGISK OVERSIGT - 1996

Februar-marts: fælles nedsættelse af indlånsrenterne

(214) Det første formelle møde i 1996 fandt sted den 6. februar i Erstes lokaler. Efter de heftige og meget følelsesladede diskussioner i december 1995 (se betragtning 208) var atmosfæren på dette møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg nu "overraskende fredfyldt". BA og BAWAG undgik enhver drøftelse af de "seneste begivenheder". Med hensyn til indholdet var der "enighed" blandt deltagerne om, at der på indlånssiden, navnlig med hensyn til opsparingsindskud, var "et umiddelbart behov for en nedsættelse". Konkret skulle basisrentesatsen nedsættes til 1,75 % og anfordringskontiene med 0,25 %, og med hensyn til kapitalopsparingskontiene skulle nedsættelsen udgøre 0,25-0,5 %. Hvad angik nye midler, skulle maksimumsrentesatsen udgøre 4 %.

(215) Disse foranstaltninger skulle gennemføres "i første halvdel af marts". Forinden skulle der foretages en "finjustering i samråd med repræsentanterne for udlånsområdet samt delstatsrepræsentanterne" på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 26. februar 1996 (se betragtning 221). [...] ville [...] behandle disse foranstaltninger på mødet i Lombardclub den 7. februar 1996. Hvis "foranstaltningerne skulle blive fremskyndet" i den forbindelse, ville "BAWAG koordinere en sådan fremskyndelse [af gennemførelsestidspunktet] og også fungere som værtsbank". Med hensyn til det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg anmodede RZB som sædvanlig "[produktrepræsentanterne] i afdelingerne i delstaterne om en tilbagemelding" vedrørende rentesituationen i delstaterne samt deres holdning til de "forslag til rentenedsættelser, som man var begyndt at drøfte".

(216) På udlånssiden skulle renterne ikke nedsættes (kun BAWAG overvejede en nedsættelse på 0,25 %). "Efter en livlig diskussion" vedtog man forslaget om at presse på for at få indført, at der "opkræves et administrationsgebyr" som kompensation for de lave udlånsrenter. Dette gebyr skulle indledningsvis udgøre mindst 1 % og senere mindst 2 % (se betragtning 263 nedenfor). Også i denne forbindelse forventede man, at der blev truffet de "nødvendige principielle beslutninger"(271) på mødet i Lombardclub den 7. februar 1996.

(217) Den 29. (eller 30.) januar 1996 inviterede BA's [repræsentant] sine kolleger i Erste, PSK, RZB og CA til middag. BAWAG's [repræsentant], som ligeledes var inviteret, meldte afbud i sidste øjeblik. Formålet med dette møde var en "indledende drøf[telse]" af det kommende "Lombard"(272).

(218) Da BA's og BAWAG's [repræsentanter] imidlertid ikke var til stede på mødet i Lombardclub den 7. februar 1996, kunne der ikke træffes nogen beslutninger. I stedet blev drøftelserne flyttet et niveau tilbage: Det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg(273) skulle opnå "den størst mulige tilnærmelse til 3 3/4 %-4 %, navnlig med hensyn til forrentningen af opsparingsindskud". En "tilpasning af grundrentesatsen på opsparingsindskud" skulle også behandles i den forbindelse. CA's [repræsentant] blev kritiseret af sin kollega fra Erste, fordi CA i Salzburg havde tilbudt lån til bl.a. VIBOR + 0,25 %. CA's [repræsentant] meddelte i den henseende, at [ledende repræsentanter] ikke havde godkendt denne sats og i øvrigt allerede havde givet "instruks om et øjeblikkeligt ophør"(274).

(219) På mødet i byggelånsudvalget den 6. februar 1996 var der først den sædvanlige detaljerede informationsudveksling om gennemførte og planlagte emissioner samt vilkårene i denne forbindelse. "Hypo"-repræsentanten satte et nyt låneprodukt "under diskussion", og de "nærmere enkeltheder skulle drøftes på det næste møde i indlånsrenteudvalget". Endelig skulle der oprettes en særlig "arbejdsgruppe", som skulle "drøfte nye finansieringsmodeller"(275).

(220) For at opveje den øgede kapitalvindingsskat på byggelån, foreslog CA's repræsentant endvidere, at de skulle "forhøje fradraget til SMY -1 %". Diskussionen om omfanget af fradraget i forbindelse med byggelån blev videreført på det følgende møde i byggelånsudvalget den 27. februar 1996. CA foreslog nu et fradrag på 0,875 %, Erste, RZB, NÖ Hypo og BA støttede det ("hvis alle banker anvender 0,875 %"), mens BAWAG og ÖVAG, som imidlertid "også ville følge de andre banker", gik ind for 0,75 %(276).

(221) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 26. februar 1996 drøftede man forskellige varianter af en nedsættelse af opsparingsrenterne. BA bebudede, at den i slutningen af den første uge af marts agtede at nedsætte de særlige vilkår med 0,25 %, basisrentesatsen til 1,75 % og kapitalopsparingskontiene med mindst 0,25 %. En sådan nedsættelse "ville blive støttet af alle konkurrenter". Gennemførelsestidspunktet skulle fastsættes på grundlag af en "aftale mellem Bank Austrias og BAWAG's [repræsentanter]". For at denne nedsættelse kunne finde sted så tidligt som muligt, foreslog BA, at "[repræsentanterne]snarest muligt tager telefonisk kontakt til hinanden med henblik på en samordning". Disse ville derpå "telefonisk meddele de andre institutters [repræsentanter]", hvilke resultater der var opnået. Hvis det ikke var muligt at opnå enighed, ville spørgsmålet skulle drøftes "på det næste møde i Lombardclub den 13.3.1996".

(222) Også i delstaterne ville bankerne "optage forhandlinger med deres konkurrenter", f.eks. i Kärnten med henblik på en nedsættelse af maksimumsrentesatsen til 4,25 % og i Steiermark til 4 %(277).

(223) På mødet i Lombardclub den 13. marts 1996 meddelte BAWAG's [repræsentant], at han ikke ønskede at nedsætte basisrentesatsen til under 2 %, selv om BAWAG var blevet "anmodet indtrængende om også at nedsætte grundrentesatsen med 0,25 %". CA's [repræsentant] meddelte ligeledes, at hans institut ikke ville gå under grænsen på 2 %. Med hensyn til de højere satser skulle der gennemføres en nedsættelse på 0,25 % i slutningen af april. Der kunne imidlertid ikke opnås enighed i denne henseende, hvorfor diskussionen igen blev henvist til eksperterne: "Det videre forløb vil blive fastlagt på et møde i indlånsrenteudvalget fredag den 15.3. om formiddagen"(278).

(224) På dette møde i indlånsrenteudvalget den 15. marts 1996 blev BA's rentenedsættelse indledningsvis "støttet". Efterfølgende blev der opnået "enighed" om, at "alle store institutter" ville nedsætte "rentesatserne i forbindelse med opsparingsindskud" på følgende måde: basisrentesats til 1,75 % (undtagen BAWAG og CA, som allerede på mødet i Lombardclub den 13. marts 1996 havde holdt fast ved 2 %), særlige vilkår i forbindelse med opsparingsindskud generelt med 0,25 % (maksimumsrentesats på 4 % i Wien og 4,25 % i delstaterne), vilkår for gruppeordninger og særlige vilkår i forbindelse med anfordringsindskud generelt med 0,25 % og kapitalopsparingskonti generelt med 0,25 %. BAWAG lovede en afklaring inden den 20. marts 1996 med hensyn til, om den alligevel ikke var rede til at nedsætte basisrentesatsen til 1,875 %, fordi en fælles maksimumsrentesats på kun 3,75 % (i stedet for 4 %) i så fald ville synes realistisk. Med hensyn til CA's holdning til emnet basisrentesats fandt Erstes repræsentant i sin rapport til [ledende repræsentanter], at en "samtale med [...]" [daværende CA-[repræsentant]] ville være "meget nyttig".

(225) Følgende tidspunkter blev fastsat til gennemførelsen: 20. marts (ÖVAG), 22.-29. marts (BAWAG), 22.-23. marts (Erste), inden udgangen af marts (CA, GiroCredit og RLB-NÖ), 22. marts (PSK). Det blev imidlertid aftalt at "føre yderligere telefonsamtaler med hinanden med henblik på en samordning" den 20. marts 1996. På det næste møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 17. april 1996 (se betragtning 229) skulle "accepten af foranstaltningerne", navnlig med hensyn til nedsættelsen af basisrentesatsen, samt "en yderligere reduktion af maksimumsrentesatsen for særlige vilkår fra 4 % til 3,75 %" drøftes(279).

Marts-maj: "overdreven" konkurrence nødvendiggør fælles "modforanstaltninger" på højeste niveau - "maj-aftalen": minimumssatser for udlånsrenter, nedsættelse af indlånsrenterne og andre "restriktive foranstaltninger"

(226) Den 22. marts 1996 fandt [repræsentanterne på controllerniveauet] på deres regelmæssige møde, at der efter deres opfattelse var for meget konkurrence med hensyn til rentesatserne. Det var derfor nødvendigt i fællesskab at udarbejdet et "forslag med henblik på at imødegå de nuværende underbudspriser", som var stilet til [ledelsen i] de enkelte institutter(280).

(227) [Ledelsesniveauet] var ganske givet selv klar over denne situation. Den 29. marts 1996 afholdt [repræsentanterne] for BA, CA, RZB og Erste "et møde, som [BA's [repræsentant]] [...]havde taget initiativ til", hvor de på deres institutters vegne erklærede sig rede til i betragtning af de markante fald i rentemarginalen "så vidt muligt at bringe [visse] rentesatsvarianter til ophør" (bl.a. kontokurantkreditter og investeringslån på basis af VIBOR samt lower-of vilkår) og i denne henseende også "forsøge at påvirke andre store institutter". De lovede også "at informere hinandens direktioner om eventuelle overtrædelser"(281).

(228) På mødet i Lombardclub den 10. april 1996 beklagede [repræsentanterne] sig ligeledes over den faldende indtjening. Blandt de store institutter kunne der derfor "i stigende grad iagttages en beredvillighed til at vende tilbage til minimumsprincipper på bankområdet"(282).

(229) På mødet i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 17. april 1996 analyserede man først gennemførelsen af den "nedsættelse af renterne, der var blevet aftalt" i marts (se betragtning 224). Det fremgik, at alle institutter "i det væsentlige [havde] holdt sig til de aftaler, der blev indgået på daværende tidspunkt". De fleste institutter så "intet spillerum" for en yderligere nedsættelse af rentesatserne. På udlånssiden havde de særordninger, som nogle institutter havde indført, sat renterne på privatlån under pres. Navnlig BAWAG's nedsættelse i forbindelse med forbrugs- og bedriftsrådslån førte til "oprør på mødet".

(230) Bankernes repræsentanter beklagede, at konkurrencen "i mellemtiden" havde antaget "et ødelæggende omfang". Det blev navnlig kritiseret, at aftalerne vedrørende de opslåede rentesatser blev omgået gennem tildeling af omfattende kompetencer til de enkelte [filialrepræsentanter]. Denne "hyperaktivitet" på udlånsområdet skulle derfor "i det mindste bremses". Med henblik herpå fremlagde BA (pr. fax) en oversigt over "minimumsrentesatser" for hver kategori af lån (f.eks. forbrugslån 7 %, boliglån 6,5 %, realkreditlån med en løbetid på fem år 6,5 %, investeringslån til selvstændige erhvervsdrivende 6,5 %). De øvrige konkurrenter skulle "ufortøvet meddele [...] fra Bank Austria, om de er indforstået eller ikke indforstået hermed". Derefter skulle minimumsrentesatserne "også drøftes af [repræsentanterne] på det kommende Lombard-møde og i givet fald aftales" for at "begrænse hyperaktiviteten i dette segment"(283).

(231) Den 18. april 1996 nedsatte OeNB overraskende diskontoen og lombardsatsen med hver især 0,5 %, hvilket resulterede i et "møde indkaldt med kort varsel" i det wienske indlånsrenteudvalg den 19. april 1996.

(232) Deltagerne kunne indledningsvis konstatere, at med hensyn til indlånsrenterne havde "alle institutter i marts gennemført den nedsættelse af renterne, der var blevet aftalt [se betragtning 224], og i det væsentlige holdt sig til de aftaler, der blev indgået på daværende tidspunkt". Den "nuværende rentestruktur" kunne derfor fra bankernes synspunkt "betegnes som i det væsentlige tilfredsstillende".

(233) BA henviste derpå til "det møde [på ledelsesniveau], der er berammet til næste onsdag, hvor der i betragtning af de østrigske bankers utilfredsstillende indtjeningssituation [...] - således på højeste niveau - skal drøftes modforanstaltninger". Derefter meddelte BA, at den "som et tegn på sin beslutsomhed på at forbedre rentemarginalerne" agtede at ophæve sin særlige ordning, "Super-Schutzaktion" (7,25 %), pr. 30. april og efterfølgende forhøje rentesatsen til 7,75 %. BA bebudede endvidere, at den agtede at nedsætte de særlige vilkår og kapitalopsparingskontiene med 0,5 %, basisrentesatsen med 0,25 % (til 1,5 %) og standardsatsen for anfordringskonti til nul. Som gennemførelsestidspunkt blev perioden 4.-10. maj nævnt. De øvrige banker var med hensyn til særlige vilkår og opsparingskonti "i det væsentlige af samme opfattelse", at "alle sektorer senest den 10.5.1996 skulle have taget dette skridt".

(234) Med hensyn til de foranstaltninger, der skulle træffes, blev "mødet [på ledelsesniveau] naturligvis tillagt stor betydning", hvor BA's [repræsentant] ville "slå til lyd for indtjeningsorienterede foranstaltninger". På dette "ekstraordinære møde mellem [...]" den 24. april 1996 skulle der "fastsættes rammebetingelser for en forbedring af marginalerne, idet foruden privatlåns- og indlånsrentesatserne navnlig konkurrencen på erhvervskundeområdet [ville spille] en stor rolle". Efterfølgende skulle det på et møde i et "udlåns- og indlånsrenteudvalg for Østrig som helhed" den 26. april 1996 (se betragtning 241) "med deltagelse af delstaterne afklares, hvilke spillerum der er med hensyn til rentesatser på indlånsområdet"(284).

(235) I et internt notat af 19. april 1996 blev en [repræsentant for] Erste, der var ansvarlig for erhvervskundeområdet, [...], informeret om den nedsættelse af satserne for eksisterende og nye engagementer med 0,5 %, som var blevet forberedt. Med hensyn til det møde i Minilombard-udvalget, der var berammet til den 23. april, havde [...] anført med håndskrift på samme notat, at "intet er endnu besluttet, hvorfor der heller ikke er noget at gennemføre". Rent faktisk overvejede de store bankers [repræsentanter] i fællesskab den 23. april 1996, om og hvordan de skulle reagere på nedsættelsen af de officielle rentesatser. Det blev i den forbindelse "enstemmigt fastslået, at der som følge af nedsættelsen af de officielle rentesatser i den foregående uge ikke [var] behov (og heller ikke spillerum) for at nedsætte udlånsrenterne på erhvervsområdet". [...] tilføjede derfor med håndskrift på det ovennævnte notat: "Iflg. beslutning i Minilombard den 23.4.96: ingen rentenedsættelse"(285).

(236) Endvidere var også deltagerne i mødet i Minilombard-udvalget enige om, at "den uhørte konkurrence på vilkårene skulle normaliseres ved at fastsætte nedre grænser [...] inden et års forløb". Med hensyn til de "konkrete foranstaltninger", der var nødvendige, var de enkelte institutters opfattelser "imidlertid stadig forskellige". En begrænsning af beføjelsen til at fastsætte vilkår blev nævnt som en "fornuftig tilgang", hvorved det kun var de respektive direktioner og den øverste ledelse (og ikke længere delstatsafdelingerne), der fremover havde lov til at underskride ligevægtssatserne. Man var tillige enige om, at hverken lån i fremmed valuta eller VIBOR-bindinger "hører hjemme" i forbindelse med transaktioner med lille volumen (meningerne var dog delte om definitionen heraf) - og "da slet ikke på detailområdet".

(237) På det ekstraordinære Lombard-møde den 24. april 1996 skulle der derfor vedtages følgende "restriktive foranstaltninger": Reduktion af det nuværende kontantlånsvolumen fra 170 mio. ATS til 70 mio. ATS, undgåelse af lower-of klausuler, lån i fremmed valuta kun i forbindelse med erhvervstransaktioner med stort volumen, begrænsning af beføjelsen til at fastsætte vilkår, forbedring af husbankmargenen (eksportfremme), undgåelse af LIBOR-bindinger i forbindelse med transaktioner med lille volumen. De yderligere foranstaltninger, der skulle træffes, var følgende: Efter det ekstraordinære Lombard-møde den 24. april skulle et Minilombard-udvalg udarbejde "konkrete foranstaltninger", som derpå, efter mødet i det landsdækkende udlåns og indlånsrenteudvalg den 26. april, skulle "vedtages" på mødet i Minilombard den 2. maj 1996(286).

(238) En [repræsentant for] CA's privatkundeafdeling anmodede den 23. april 1996 [repræsentanter for] CA's by- og delstatsafdelinger om "at sørge for, at rentenedsættelsen i forbindelse med opsparingsindskud gennemføres så konsekvent som muligt". Minimumsvilkår, der er lavere end den aftalte minimumssats, skulle "absolut kun [tilbydes] i undtagelsestilfælde" og "under ingen omstændigheder videregives til filialer". De præcise gennemførelsestidspunkter ville blive bekendtgjort "efter drøftelserne med de andre institutter". Endelig blev regionale [repræsentanter] i delstaterne anmodet om "snarest muligt at organisere regionale møder og aftale renter på samme niveau. Bedre fortjenstmargener ville være godt for os alle!"(287).

(239) Det har ikke være muligt for Kommissionen at komme i besiddelse af et referat fra selve det ekstraordinære Lombard-møde den 24. april 1996. RZB's repræsentant i det landsdækkende indlånsrenteudvalg anførte i et notat af 26. april 1996, at man på det nævnte ekstraordinære Lombard-møde "drøftede den nuværende rentesituation på privat- og erhvervskundeområdet" og "som første skridt besluttede at høre op med at annoncere med rentesatser". "Yderligere foranstaltninger" skulle udarbejdes af en "arbejdsgruppe vedrørende privatlån i snævert samarbejde med Lombardclub"(288). Det fremgår endvidere af BAWAG's [repræsentants] telefonliste for den 29. april, at der fandt "drøftelser [sted] mellem bankerne" den 24. april, som [repræsentanterne] for BA, RZB, CA og PSK (men ikke, ifølge dennes egne oplysninger, BAWAG) tilsyneladende deltog i(289).

(240) I et internt notat fra denne periode, som BA har fremlagt, er det anført: "Drøftelse af vilkår/[ledelsesniveau] (CA, BA, RZB, PSK) er afsluttet". Andre bankers eventuelle "tilsidesættelser af [...]-aftaler" skulle straks indberettes, men samtidig skulle den pågældende bank også kontaktes vedrørende tilsidesættelsen(290).

(241) To dage efter det ekstraordinære Lombard-møde holdt det landsdækkende indlånsrenteudvalg møde, "hvis hovedformål var at finde en så ensartet fremgangsmåde som muligt i forbindelse med nedsættelsen af indlånssatserne". BA havde i den forbindelse påtaget sig at "spille den ledende rolle" og meddelt, at den nedsatte basisrentesatsen med 0,25 % til 1,5 %, de særlige vilkår i forbindelse med opsparingsindskud med 0,5 %, kapitalopsparingskontiene med 0,5 %, den opslåede rentesats for anfordringsindskud med 0,125 %, de særlige vilkår i forbindelse med anfordringsindskud med 0,5 % og opsparingsindskud fra ansatte ligeledes med 0,5 %. CA tilkendegav, at den agtede at "følge efter med en generel nedsættelse af rentesatserne". Også Erste og BAWAG ville foretage tilsvarende nedsættelser. Maksimumsrentesatsen for nye midler (i Wien) blev "aftalt" til 3,5 % (3,75 % for eksisterende engagementer). Inden den 11. maj 1996 "skal der være foretaget nedsættelser på alle områder", også hos de "regionale banker". På et møde i udlånsrenteudvalget den 30. april ville "drøftelserne [blive] videreført", navnlig med hensyn til tilbud om fastforrentede lån til privatkunder og minimumsrentesatser på udlånsområdet(291).

(242) "Som forberedelse af det planlagte Lombard-møde den 8. maj" og "på grundlag af drøftelserne mellem [...]" på det ekstraordinære Lombard-møde blev der på det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget den 30. april 1996, som "80 % af det wienske marked" (BA, CA, BAWAG, Erste, PSK og RBW) deltog i, "aftalt minimumssatser". Formålet var, i betragtning af den "eskalerende konkurrence", igen at lade "fornuften" råde.

(243) Disse minimumssatser, der blev fastsat for både variable og fastforrentede lån, skulle ikke underbydes af noget institut. Med henblik herpå havde institutterne først bekendtgjort deres individuelle "kalkulerbare minimumsvilkår", på grundlag af hvilke der derpå for hvert produkt fremkom et fælles "overordnet forslag" (forbrugslån 7,25 %; bedriftsrådslån 7 %; byggelån 5,75 %, realkreditlån 6,35 %; drifts- og investeringslån til selvstændige erhvervsdrivende 6,5 %; anfordringskonti 9,5 %). Det ene eller andet institut lå ganske vist lavere end det fælles overordnede forslag i forbindelse med et bestemt produkt, men dette syntes man "overordnet set at kunne klare".

(244) Med hensyn til fastforrentede lån skulle der anvendes en fælles procedure til fastsættelse af vilkårene, hvorefter der til den laveste variable rentesats pr. år (løbetid) skulle lægges et tillæg på 0,25 %. Selv om dette ville medføre "gode marginaler", måtte det erkendes, at for de institutter, "som ikke ønskede at overholde aftalerne", blev "det gjort temmelig let at underbyde dem".

(245) Hvis [Lombardclub] skulle tilslutte sig disse minimumssatser den 8. maj 1996, kunne de allerede træde i kraft fra den 20. maj 1996 og således "de facto [føre til] en renteforhøjelse og større marginaler", selv hvis de "mindre institutter kunne forventes at bryde ud af rækken". Desuden skulle man på mødet i Lombardclub den 8. maj også drøfte spørgsmålet om ophævelsen af alle særordninger inden den 30. juni 1996 samt forhøjelsen af de opslåede rentesatser til niveauet fra marts 1996, idet man kunne "leve med små forskelle".

(246) Til "gennemførelsen af resultaterne" af mødet i Lombardclub den 8. maj 1996 blev der endelig fastsat et møde i udlånsrenteudvalget til den 10. maj (se betragtning 251)(292).

(247) Den 8. maj 1996, umiddelbart inden mødet i Lombardclub samme dag, blev "drøftelserne mellem bankerne" mellem [...] for BA, RZB, CA og PSK (den 24. april, se betragtning 238) videreført, denne gang med deltagelse af BAWAG. Emnet var bl.a. undgåelsen af at yde faste lån til privatkunder, da dette ikke var særlig økonomisk attraktivt for bankerne. Yderligere uformelle drøftelser af dette emne fandt sted den 18. juli 1996 (se betragtning 270)(293).

(248) På mødet i Lombardclub selv "aftalte" [repræsentanterne] - på grundlag af et forslag fra BA - følgende "principielle spørgsmål": 1) husbankmargen (eksportfinansiering) ikke under 0,25 % [dette havde deltagerne i mødet i eksportfinansieringsudvalget allerede aftalt den 16. marts 1995, se betragtning 340], 2) lån i ATS eller fremmed valuta kun fra 30 mio. ATS(294) (minimumstillæg 3/8 %), fra 200 mio. ATS minimumstillæg på 0,25 %, i forbindelse med faste trancher under 30 mio. ATS, der er ved at udløbe, minimumssats på 5,5 %, 3) ingen driftsmiddelsatser under 7 %, 4) ingen ensidig opsigelsesmulighed for kunden i forbindelse med faste lån, 5) ingen lower-of-klausuler, 6) ingen faste rentesatser for løbetider over ti år, 7) ingen driftsfinansiering på roll-over-basis, 8) ingen låneordninger med aggressive satser, alle eksisterende særordninger skulle ophæves pr. 30. juni 1996 9) ingen annoncering med rentesatser i medier, mailings eller udstillingsvinduer, 10) indkaldelse til et særligt møde vedrørende byggelån, 11) minimumssatser for privatlån og lån til selvstændige erhvervsdrivende inden for følgende kategorier: bedriftsrådslån (7 %), forbrugslån (7,25 %), boliglån (6,75 %), realkreditlån (6,25 %) og anfordringskonti (9,5 %), 12) administrationsgebyr på mindst 2 %, 13) anvendelse af en ny formel til beregning af fastforrentede lån i overensstemmelse med forslagene fra privatlånsudvalget, 14) udarbejdelse af et forslag til minimumsgebyrer i forbindelse med værdipapir- og betalingstransaktioner og 15) hurtig indførelse af en ny refinansieringsindikator(295).

(249) Den 13. maj 1996 vedtog [ledende repræsentanter] i BA disse foranstaltninger, som var blevet aftalt med de øvrige kreditinstitutter(296).

(250) To dage senere blev den række af foranstaltninger, der var vedtaget i Lombardclub, behandlet i renteudvalget i Linz, der var ansvarligt for Oberösterreich. BA's repræsentant kunne allerede meddele, at disse foranstaltninger "allerede blev givet som instruks i BA, og at [...] [direktionsmedlem i BA] på nuværende tidspunkt ikke [ville meddele] nogen dispensation". BAWAG's og GiroCredits repræsentanter bekræftede ligeledes indholdet af foranstaltningerne. Med henblik på en godkendelse af Lombardclubs beslutninger skulle "renteudvalget i Linz holde møde så hurtigt som muligt og enten vedtage gennemførelsen af ovennævnte dokument i Oberösterreich eller i givet fald en modifikation heraf"(297).

(251) Som det allerede blev aftalt på det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget den 30. april 1996 (se betragtning 246), mødtes bankernes repræsentanter den 10. maj 1996 for at drøfte [ledelsesniveauets] principielle beslutninger (samt de tidligere forslag fra det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget) om de konkrete "gennemførelsesforanstaltninger". Følgende spørgsmål blev drøftet: 1) gennemførelse af forslaget med hensyn til fastforrentede lån, hvorefter der til den laveste variable rentesats pr. år (løbetid) skulle lægges et tillæg på 0,25 % (se betragtning 244), inden den 20. maj 1996 (undtagen eksisterende ordninger), 2) lån i fremmed valuta først fra en modværdi på 1 mio. ATS, tillæg på mindst 2 % og administrationsgebyr på 2 %, 3) ophævelse af alle særordninger pr. 30. juni 1996, 4) ingen annoncering med rentesatser, 5) administrationsgebyr på mindst 2 % ved ydelse af lån. Med hensyn til punkt 1-4 "lovede alle tilstedeværende institutter at overholde og gennemføre ovennævnte punkter"(298).

(252) Den 31. maj 1996 informerede CA's hovedafdeling sine [privatkunderepræsentanter] i de regionale afdelinger om de enkelte minimumssatser, som fra den 1. juli 1996 "ikke længere måtte underskrides". Derved skulle der opnås en "normalisering" af den seneste "meget overdrevne konkurrence på vilkårene". CA agtede at yde sit bidrag til denne "normalisering af den overophedede konkurrencesituation" ved også at gennemføre annonceringsforbuddet(299).

(253) På det ekstraordinære møde i eksportfinansieringsudvalget den 15. maj 1996 drøftede man den "fastsættelse af husbankmargenen", som [ledelsesniveauet] havde aftalt (se betragtning 248). Det blev i den forbindelse "samstemmende fastslået", at de aftale 0,25 % "kun [var gældende] for nye engagementer", og at eksisterende aftaler forblev uændrede ("minimumsmargen dog 12,5 basispoint"(300))(301).

(254) Den 24. maj 1996 citerede Austria Presse Agentur et "bankdirektionsmedlem, som ønsker at forblive anonymt", for bl.a. at have udtalt følgende: Selv om det "frem for alt af konkurrenceretlige grunde" ikke var muligt at genindføre de formelle renteaftaler, der var almindelige i 1980'erne (se betragtning 27), "er der i betragtning af de aktuelle markedsvilkår i bankkredse en stigende længsel efter visse aftaler". Baggrunden for denne "længsel" var dels de lave renter, dels den svage efterspørgsel efter lån. Disse og andre faktorer, anførte APA videre, "giver ifølge bankkredse næring til kravet om nye regler for god praksis"(302).

Juni: fælles kritisk gennemgang, annullering af den seneste nedsættelse af udlånsrenterne, (ny) aftale om minimumsrentesatser - efter heftig diskussion - samt om indførelse af minimumsadministrationsgebyret

(255) I forbindelse med mødet blandt de [...] i Minilombard den 4. juni 1996 forelå allerede "de første erfaringer med den nye rentesatsstruktur". Det viste sig i den forbindelse, at ordningen med hensyn til fastforrentede lån blev "overholdt" af de større banker. Kun land-andelsbankgruppen var det "ikke muligt at få hold på", og den nye ordning blev dér "kun overholdt af 70 %". Endvidere blev det kritiseret, at "lokale udvalg i Salzburg, Oberösterreich og Kärnten [havde] aftalte andre (lavere) vilkår", som til dels afveg "graverende" fra de "aftalte vilkår". Man var derfor "enige" om at tilskynde de "regionale renteudvalg" til at "gennemføre de aftalte vilkår overalt".

(256) Efterfølgende drøftede bankernes repræsentanter en række problemer i forbindelse med gennemførelsen af aftalerne vedrørende fastforrentede lån. Man var f.eks. "enige" om, at de aftalte minimumsvolumener kunne underskrides, når der var tale om individuelle trancher, som sammen nåede op på minimumsvolumenet, eller hvis låntagerne var snævert forbundne til hinanden. Endvidere var fordelingen af minimumsgrænser hidtil blevet håndteret forskelligt, alt efter om lånerammen eller den faktiske udnyttelse heraf blev lagt til grund. Dette resulterede i forskellige tillæg, hvilket "naturligvis [kunne] føre til konkurrencefordrejninger". Her ønskede man at "gå pragmatisk til værks" og for fremtiden tage udgangspunkt i det skønnede samlede volumen. Desuden skulle der også for faste lån i østrigske schilling mellem 10 mio. ATS og 20 mio. ATS anvendes et minimumstillæg på 1,5 % for at forhindre, at "kunderne i stadig højere grad [gik over] til lån i fremmed valuta". Endelig skulle et "strengt begrænset antal" kunder - de såkaldte "pengemarkedsdeltagere" (store forsikringsselskaber, datterselskaber af udenlandske koncerner, energiforsyningsselskaber, oliekoncerner og visse selskaber med forbindelser til forbundsmyndighederne blev nævnt ved navn) - ikke omfattes af disse aftaler; med hensyn til disse skulle der kunne forhandles andre vilkår(303). Kort tid efter blev denne aftale imidlertid igen ophævet (se betragtning 262).

(257) På mødet i privatlånsudvalget den 11. juni 1996 redegjorde bankernes repræsentanter indledningsvis for gennemførelsen af de tidligere aftalte foranstaltninger. Et administrationsgebyr på 2 % var allerede blevet indført af GiroCredit, BAWAG ("bedre end en forhøjelse af rentesatserne"), BA og Erste eller ville snart blive indført. Som allerede tidligere [erhvervskunderepræsentanterne] (se betragtning 255) var også deltagerne i privatlånsudvalget kritiske over for, at minimumsudlånssatserne i delstaterne lå under de aftalte satser. Alle bankgrupper blev derfor opfordret til "at få drøftelserne i gang i delstaterne for at opnå den bredest mulige effekt".

(258) I øvrigt var der "et generelt ønske" om, at den rentenedsættelse, der var foretaget i maj, "så vidt muligt [blev] annulleret". Konkret skulle i løbet af juli 1996 (BA allerede pr. 1. juli, BAWAG i begyndelsen af august) renterne på forbrugslån forhøjes til 9,25 %, på bedriftsrådslån til 7,25 %, på boliglån til 7,25 % (BAWAG til 6,875 %) og på byggelån til 6,875 %. BAWAG ville fremlægge "skriftlige tilbud i morgen" i Lombardclub. Der blev endelig klaget over "problemer" med hensyn til selvstændige erhvervsdrivende, som "stadig får en mere gunstig behandling". Dette skulle der nu sættes en stopper for: Også her skulle der fremover "ens for alle" opkræves "administrationsgebyrer" samt med hensyn til investeringslån renter på mindst 6,5 %. Lån i fremmed valuta skulle kun tilbydes fra en modværdi på 2 mio. ATS, tillægget skulle indtil 5 mio. ATS udgøre 2 %, for beløb derover mindst 1,5 % i forhold til VIBOR.

(259) Den "endelige samordning af fremgangsmåden" skulle foretages på mødet i privatlånsudvalget den 27. juni 1996 (se betragtning 263)(304).

(260) Deltagerne i mødet i realkreditudvalget den 18. juni 1996 drøftede "fornuftige vilkår" med hensyn til støttet boligbyggeri, erhvervsbyggeri, eksisterende engagementer samt forbundsstat/delstater/kommuner og understregede i den forbindelse, at disse skulle "gennemføres". Med henblik herpå ville BA forberede et "måldokument herom" for "at give effektiviteten af disse møder et passende indhold"(305). Der blev lavet et udkast til dette "måldokument vedrørende fastsættelsen af vilkår" på det efterfølgende møde i realkreditudvalget den 27. juni 1996: For hvert område blev der fastsat minimumstillæg og minimumsvilkår(306).

(261) Allerede i april 1996 var CA i visse medier blevet kritiseret for at opkræve et "indfrielsesgebyr", som låntagere skal betale ved indfrielse af et lån før tid. Mens dette gebyr i andre banker kun udgjorde mellem 2 % og 5 %, opkrævede CA mindst 5 % (i det konkrete tilfælde 18,5 %) af restbeløbet. [Repræsentanten for] CA's privatfinansieringsafdeling redegjorde for denne problematik i et notat til [sit ledelsesniveau], som på [deres] side tog dette emne op på mødet i Lombardclub den 12. juni. De andre direktører var principielt enige i, at deres institutters praksis med blot at opkræve et mindre gebyr var "forkert". De var "naturligvis ikke fuldt ud informeret" om de tekniske detaljer, og et "ekspertudvalg" skulle derfor se nærmere på dette problem. Endvidere aftalte [repræsentanterne], at særordningerne "generelt" ville ophøre "inden udgangen af juli"(307).

(262) Den 25. juni 1996 bekræftede deltagerne i mødet i Minilombard, at den fuldstændige undtagelse for "pengemarkedsdeltagere" (se betragtning 256), der var aftalt den 4. juni, i mellemtiden var blevet annulleret. Man ville med hensyn til dette spørgsmål "tage kontakt til [ledelsesniveauet] og anmode om en aftale". Som alternativ til den fuldstændige undtagelse blev det foreslået, at man ved lån til en virksomhed, som uden problemer også kunne tilvejebringe kapital på de internationale markeder, kunne træffe "en fælles beslutning i de enkelte tilfælde"(308).

(263) På mødet i privatlånsudvalget den 27. juni 1996 blev der indledningsvis opnået "enighed" om indførelsen af et "minimumsadministrationsgebyr på 2 %" for all låneprodukter til private (i stedet for som hidtil 1 %, se betragtning 216). Der kunne derimod ikke opnås enighed med hensyn til minimumsrentesatsen for bedriftsrådslån, da BAWAG ikke var rede til at forhøje både administrationsgebyret og rentesatsen. Som følge heraf trak de øvrige banker deres forslag tilbage. Der skulle gøres et nyt fælles forsøg i efteråret.

(264) Der var en heftig diskussion om de faste rentesatser. Erste "korrigerede aftalen om faste rentesatser" ved at fremlægge en ændret rentetabel og gøre denne til "betingelse" for "fortsat [at ville overholde] de indgåede aftaler" (se betragtning 242 ff.). Denne fremgangsmåde "udløste stor harme blandt de tilstedeværende". Erste forsvarede sig med, at enkelte konkurrenter angiveligt havde underskredet de aftalte minimumssatser, hvortil disse svarede, at det i deres tilfælde ganske vist var korrekt, at "foranstaltningerne var langsommere til at slå igennem", men at alt principielt forløb efter planen, og man burde "derfor holde sig til de aftaler, der var indgået i maj 1996". Efter "heftige diskussioner blev man enige om" kun at anvende de minimumssatser, som Erste havde nævnt, i forbindelse med selvstændige erhvervsdrivende og kun i en "overgangsperiode på 2-3 måneder". Med hensyn til byggelån kunne Erste imidlertid ikke sætte sig igennem, da BAWAG havde truet med i så fald at tilbagetrække "sit tilsagn" om at opkræve 6,75 % i renter i forbindelse med denne lånetype, hvilket på sin side "havde sprængt aftalen fra maj". I begyndelsen af september skulle der også her gøres et nyt fælles forsøg.

(265) Et andet emne var indfrielsesgebyret, som allerede var blevet drøftet i Lombardclub (se betragtning 261). CA tilbød de øvrige banker at stille sin beregningsmodel til rådighed. Mod slutningen af denne drøftelse behandlede bankerne også indførelsen af et nyt "rådgivningsgebyr" på både låne- og værdipapirområdet. Endelig var man fortsat utilfreds med gennemførelsen af aftalerne i delstaterne. Der skulle finde "gentagne regionale rentedrøftelser [sted] i hver delstat" for at drøfte "fremgangsmåden på regionalt plan". BA meddelte i denne forbindelse, at den havde "opfordret sine delstatsafdelinger" til "at sørge for, at der regelmæssigt finder drøftelser sted vedrørende privatlån"(309).

Juni-juli: fælles succeser og fiaskoer

(266) På mødet i controllerudvalget den 28. juni 1996 berettede bankernes repræsentanter samstemmende, at konkurrencesituationen i Wien var "faldet til ro", men at man navnlig i de vestlige delstater stadig kunne "opleve en prissætning, der i driftsøkonomisk henseende ikke anses for at være forsvarlig". Det indenlandske kundespænd havde nået et historisk lavpunkt. [På controllerniveau] udarbejdede [man] en detaljeret analyse den 29. juli, hvori de anførte, at de foranstaltninger, der blev gennemført i fællesskab i april og maj 1996, ganske vist havde været et "første vigtigt skridt til at standse det markante fald i S-kundespændet", men at stigningen i faste lån derimod havde været "kontraproduktiv".

(267) Det var derfor "ubetinget nødvendigt" at "indlede den anden etape af rentesatspolitikken". Navnlig skulle kontantlånene begrænses. De "indgåede aftaler med hensyn til minimumsvilkår" måtte desuden ikke føre til, at "disse minimumssatser [blev] standardsatserne på markedet". Minilombard skulle derfor "gennemføre den anden etape af den nye rentesatspolitik allerede i august"(310).

(268) Minilombard-udvalget mødtes tre dage senere og var i betragtning af [controllerniveauets] bemærkninger "præget af en generel rådløshed". De banker, som havde gennemført "anbefalingerne fra [Lombard]", måtte acceptere "klare nederlag". Det fælles forsøg på at foretage omfattende reduktioner af kontantlånene syntes ligeledes "foreløbig at være mislykket". Mere konkrete foranstaltninger skulle drøftes på det kommende møde i Minilombard(311).

(269) På mødet den 4. juli 1996 drøftede repræsentanterne for byggelånsbankerne, efter den sædvanlige detaljerede informationsudveksling om gennemførte og planlagte emissioner samt vilkårene i denne forbindelse, mulighederne for en samordning af de udlånssatser, som deres moderinstitutter tilbød inden for finansiering af boligbyggeri. Deltagerne nåede til det resultat, at det kun ville være muligt at "opnå en aftale som led i drøftelserne på højt plan eller i realkreditudvalget". Desuden blev den stigende konkurrence med byggesparekasserne(312) drøftet. For at undgå en "konfrontationskurs" skulle der føres "drøftelser mellem byggelånsbankerne og sparekasserne"(313).

(270) Den 18. juli 1996 indbød CA's [repræsentant] højtstående repræsentanter for BAWAG, BA, GiroCredit, Erste og RZB til en yderligere drøftelse - der havde tidligere fundet en drøftelse sted den 8. maj 1996 (se betragtning 247) - om de ud fra bankernes synspunkt ugunstige udviklingstendenser i forbindelse med faste lån. Disse blev nemlig - i modsætning til deres oprindelige formål - i stigende omfang ydet til små virksomheder og med korte løbetider, hvilket efter bankernes opfattelse ikke tjente noget formål i økonomisk henseende. Fremover skulle noget sådant derfor ikke finde sted(314).

(271) Som led i en "konkurrenceovervågning" indhentede medarbejdere hos CA den 23. juli 1996 lånetilbud hos syv banker i Wien. "Glædeligt resultat: minimumsvilkårene blev ikke underskredet i et eneste tilfælde. Tydeligvis optræder konkurrenterne i Wien meget disciplineret med hensyn til vilkår"(315).

(272) Den 9. august 1996 indkaldte BA med henblik på en "samordning af rentesatserne" i forbindelse med de særlige vilkår til et møde i det wienske indlånsrenteudvalg, hvor man også drøftede en forhøjelse af renterne på kapitalopsparingskonti. Efter nogle "mindre justeringer" (Erste, BA, CA og RBW havde forhøjet opsparingskontiene med to og tre års opsigelse med 0,25 %) var markedet for kapitalopsparingskonti nu præget af "meget ensartede vilkår". Med hensyn til de særlige vilkår i forbindelse med nye engagementer holdt den aftalte maksimumssats på 3,5 % (i undtagelsestilfælde 3,75 %; se betragtning 240), og man havde kun registreret nogle få "rentesats-udbrydere". Desuden blev CA's forslag vedrørende indførelsen af et nyt "gebyr på opsparingskonti" drøftet. Som indførelsestidspunkt herfor blev 1997 overvejet. BA, CA og Erste agtede allerede nu at henvise hertil i opsparingskonto-dokumentet. Det blev endelig aftalt endnu en gang at drøfte dette spørgsmål på det næste møde i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg i september 1996(316).

September: "aggressive satser" fra den tyske Schoellerbanks side og dennes mulige deltagelse i aftalerne som reaktion herpå; justering af aftalen om nedre grænser i forbindelse med lån i fremmed valuta

(273) I anledning af en nedsættelse af GOMEX-satsen fandt der et møde sted i privatlånsudvalget den 3. september 1996, hvor alle deltagende banker var "enige" om ikke at nedsætte renterne på privatlånsområdet.

(274) Der var tilfredshed med, at "de rentesatser, der var aftalt i juni 1996, stort set [var blevet] overholdt", og at "aggressive satser" kun blev tilbudt af mindre eller regionalt aktive institutter. Den bank, der i den forbindelse navnlig pådrog sig de andres mishag, var den (siden Bayerische Vereinsbanks(317) overtagelse heraf i 1992) tyske Schoellerbank(318), som i sit forsøg på at vinde markedsandele i dette segment "udelukkende [tyede til] aggressive satser". Da den ikke deltog i aftalerne (udelukket herfra i sin egenskab af "udenlandsk bank"), var der imidlertid "overhovedet ingen muligheder for en samordning", hvorfor de østrigske banker overvejede, om de alligevel skulle indbyde en repræsentant fra denne bank til det næste møde i privatlånsudvalget. Efter at have afvejet fordele og ulemper nåede bankerne i sidste instans til den konklusion, at Schoellerbank ikke skulle deltage: Konkurrencepresset fra Schoellerbank var nemlig "stadig til at klare", mens det på den anden måtte "vurderes som negativt", hvis "Schoeller præcist ved, hvad der drøftes på disse møder".

(275) Med hensyn til lån i fremmed valuta viste den aftalte nedre grænse på 2 mio. ATS sig som "kun vanskelig gennemførlig" på markedet. Men blev derfor "enige" om et nyt minimumslånebeløb på 1 mio. ATS. Man var ligeledes "enige" om, at med hensyn til fastforrentede lån kunne "de senest aftalte satser ikke holdes". "Følgende nye minimumsvilkår blev [derfor] aftalt": 6,375 % for tre års løbetid, 7 % for fem år, 7,5 % for syv år og 7,75 % for ti år. Med hensyn til selvstændige erhvervsdrivende ville satserne blive 0,25 % lavere. Som svar på forespørgsler fra medierne skulle der altid angives en rentesats, der var 0,5 % højere.

(276) Endelig meddelte BA, at den fra udgangen af september og indtil midten af november 1996 agtede at tilbyde et særlån med en højere rente. Da dette var i strid med aftalen fra maj 1996 om ikke at tilbyde særordninger (se betragtning 248), blev denne meddelelse mødt "med meget stærke indsigelser fra repræsentanterne for CA, Erste og ÖVAG"(319).

(277) I et internt notat af 6. september 1996 fra [en repræsentant for] CA's privatfinansieringsafdeling til et direktionsmedlem beskrives BAWAG-[repræsentanten] som "en vigtig kontaktperson i forbindelse med vilkår" og "en dreven taktiker og meget kompetent forhandler" på dette område(320).

(278) På mødet i Lombardclub den 11. september 1996 drøftede [repræsentanterne] den praksis, der blev anvendt ved ydelsen af kontantlån til socialsikringsinstitutioner. Land-andelsbankerne i delstaterne blev kritiseret, fordi de ikke opkrævede et tillæg, hvilket blev betragtet som "aggressiv prissætning". Fremover skulle der opkræves minimumstillæg(321).

September: "gebyr på opsparingskonti" som fælles indtjeningsmulighed

(279) "Det vigtigste diskussionsemne" på mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 24. september 1996 var indførelsen af et nyt gebyr på opsparingskonti. For at denne "nye fælles indtjeningsmulighed" kunne udnyttes, anførte BA i et diskussionsoplæg de vigtigste elementer i forbindelse med et sådant nyt gebyr: det skulle være "indtjeningsoptimalt", måtte hverken muliggøre "undtagelser" eller frembyde "flugtmuligheder" og skulle indføres "omgående" og "i fællesskab". I betragtning af, at dette emne var "særdeles følsomt", blev der imidlertid kun drøftet principielle spørgsmål (f.eks. gebyrets størrelse mellem 30 og 60 ATS). Da der fra alle sider var interesse for dette nye gebyr, skulle dette emne behandles mere udførligt på det kommende møde i det landsdækkende indlånsrenteudvalg den 12. november 1996. Indtil da skulle der udarbejdes konkrete "løsningsforslag", og man skulle i givet fald "forsigtigt og i begrænset omfang" allerede nu undersøge kundernes accept heraf. "[Repræsentanterne] i Lombardclub" skulle ligeledes behandle spørgsmålet(322).

September: kritisk gennemgang - fælles succeser med hensyn til udlåns- og indlånssatserne for privatkunder, utilfredshed med situationen med hensyn til erhvervskunder

(280) Deltagerne på mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 24. september 1996 var ligeledes "tilfredse med den aktuelle situation med hensyn til opsparingsindskud, idet man navnlig understregede det forhold, at disciplinen var blevet overholdt på markedet i Wien [maksimumsrentesats 3,5 %]". De "udbrydere", der optrådte på regionalt plan, blev "ikke fundet dramatiske". De institutter, som "i strid med den oprindelige konsensus" havde markedsført opsparingskonti med højere renter, "beklager nu dette skridt og overvejer egnede korrektioner"(323).

(281) Ikke kun på indlånsområdet, men også med hensyn til privatlån havde bankerne grund til tilfredshed. På mødet i privatlånsudvalget den 8. oktober 1996 blev det "generelt konstateret, at de aftalte rentesatser holder. Også minimumsadministrationsgebyret kan gennemføres"(324).

(282) Anderledes var situationen imidlertid på erhvervskundeområdet, hvor det trods "bestræbelserne siden årets begyndelse" ikke lykkedes bankerne "at forbedre vilkårene på et bredt grundlag". Der kunne ganske vist opnås "succeser navnlig i Wien-området", men den "aggressive" rentesatspolitik fra især lokale bankers side resulterede i en "udhuling af de aftalte minimumsmarginaler". Desuden viste den hidtidige praksis med at aftale minimumsrentesatser sig at være kontraproduktiv, fordi disse på markedet - som frygtet [på controllerniveau] (se betragtning 267) - blev opfattet som standardsatser. Af denne grund blev der på mødet i Minilombard den 2. oktober 1996 "denne gang ikke aftalt konkrete anbefalinger med hensyn til vilkår"(325).

(283) På mødet i Lombardclub den 9. oktober 1996 gav [repræsentanterne] også udtryk for deres irritation over den "manglende disciplin i forbindelse med vilkårene". "[...][GiroCredit[-repræsentant]] vil indbyde de 20 største banker - alvorligere drøftelse"(326).

Oktober-december: fælles nedsættelse af indlånssatserne, indtil videre ikke indførelse af "gebyret på opsparingskonti"

(284) Den 25. oktober 1996 afholdt bankernes repræsentanter et ekstraordinært møde i det wienske indlånsrenteudvalg for at drøfte en nedsættelse af renterne på kapitalopsparingskonti. Alle gik samstemmende ind for en nedsættelse med 0,25-0,5 %, undtagen endnu en gang BAWAG, som ikke var rede til at foretage en nedsættelse. De øvrige banker ønskede imidlertid kun at nedsætte renterne, hvis BAWAG "på [ledelsesniveau] kunne overtales til at ændre opfattelse". Mødet blev derfor hævet denne gang uden "konkrete resultater". Drøftelserne skulle imidlertid danne grundlag for mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 12. november 1996 (se betragtning 286), hvor der skulle opnås "konsensus i hele Østrig" og udarbejdes "egnede anbefalinger til [...]Lombard-møde den 13. november 1996"(327).

(285) På mødet i controllerudvalget den 8. november 1996 berettede Erstes repræsentant, at man internt havde opfordret Erstes [ledende repræsentanter] til i betragtning af "BAWAG's og PSK's aggressive rentesatspolitik at tale med BAWAG's og PSK's [ledende repræsentanter] ... (Lombardclub?)". Derpå foreslog Erste, at opsparingsrenterne blev nedsat med 0,25-0,5 %, hvilket blev "velvilligt modtaget" af de andre banker. BA påtog sig desuden "at gøre et forsøg i denne retning på det næste møde [på ledelsesniveau] (midten af november)"(328).

(286) Som "indledende drøftelse til Lombard-mødet den 13.11.1996" fandt der et møde sted i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 12. november 1996. Som allerede tidligere i controllerudvalget (se betragtning 285) meddelte BA, at den agtede "at foreslå en nedsættelse af alle vilkår for opsparingsindskud med et 1/4 procentpoint [...] på Lombard-mødet". "Efter en indgående diskussion blev institutternes repræsentanter enige om, at [repræsentanterne] i Lombardclub skulle vedtage følgende rentenedsættelse med hensyn til opsparingsindskuddene: opsparingsindskud med bonustillæg med 0,25 %, kortfristede kapitalopsparingskonti med 0,25 %, langfristede med 0,5 %. Resultatet af '[...]' i Lombardclub skulle derpå i den følgende uge 'drøftes' på et møde i indlånsrenteudvalget" (se betragtning 289).

(287) Et andet emne var indførelsen af gebyret på opsparingskonti (se betragtning 279). Interne drøftelser i denne henseende havde vist, at indførelsen af et sådant gebyr ville være forbundet med juridiske vanskeligheder og under alle omstændigheder kun "kunne komme på tale på grundlag af en foranstaltning, der var aftalt på det bredeste niveau". I øvrigt var der fare for, at dette gebyr kunne udvikle sig "til et konkurrencepolitisk instrument". Man ønskede derfor ikke at videreføre projektet på nuværende tidspunkt. Desuden skulle der i tilfælde af, at anonymiteten i forbindelse med opsparingskontiene blev ophævet, alligevel udstedes nye dokumenter i forbindelse med opsparingskontiene, hvilket ville være en "ideel lejlighed" til at indføre et sådant gebyr(329).

(288) På [...] møde i Lombardclub den 13. november 1996 blev den allerede drøftede nedsættelse af renterne på kapitalopsparingskontiene med 0,5-0,25 % samt en generel nedsættelse af opsparingsindskud med bonustillæg med 0,25 % "aftalt"(330). [En repræsentant for] CA's privatlånsafdeling rapporterede samme dag til et medlem af CA's direktion, at "der mellem CA og BA var den størst mulige overensstemmelse med hensyn til vilkår"(331).

(289) Efter at "Lombardclub [havde] givet grønt lys for en nedsættelse med hensyn til opsparingsindskuddene allerede i indeværende år", fandt der, som allerede aftalt på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 12. november 1996 (se betragtning 286 ovenfor), "en samordning heraf" sted den 18. november 1996. I den forbindelse tilkendegav "praktisk talt alle" bankrepræsentanter, at de agtede at gennemføre nedsættelsen med 0,25 % (med hensyn til lange løbetider) "så hurtigt som muligt". Maksimumssatsen for særlige vilkår skulle således ligge på 3,25 % (Wien-området) og 3,5 % (delstaterne). Som gennemførelsestidspunkter anførte Erste 30. november-4. december, CA 5. december, BA 25.-29. november, PSK inden midten af december, GiroCredit slutningen af november/begyndelsen af december, Hypo-Verband 30. november-5. december, ÖVAG 1. december og RBW 4. december. BAWAG ville med en "vis forsinkelse følge trop inden udgangen af året"(332).

(290) Dagen efter, den 19. november 1996, fandt der efter en længere periode igen et møde sted i udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende, da dettes "optagelse i privatlånsudvalget aldrig havde vist sig særlig hensigtsmæssig". I den forbindelse blev det drøftet, om man skulle "holde sig til de beslutninger, som indlånsrenteudvalget traf i går", dvs. nedsætte maksimumssatserne for særlige vilkår til 3,25 % eller 3,5 % (se betragtning 289). Med hensyn til udlånssatserne agtede man at bestræbe sig på ikke at yde driftslån til under 6,25 % og anden finansiering ikke under 6 %, at opkræve et administrationsgebyr på mindst 1 %, ikke at tilbyde fastforrentede lån med en løbetid på under tre år samt ingen lån i fremmed valuta under en modværdi på 1 mio. ATS. NÖ Hypo blev kritiseret for sine "nuværende vilkår for læger", men kunne tilbagevise denne kritik med henvisning til, at det omhandlede "materiale blev sendt ud til wienske læger uden at nævne vilkår"(333).

(291) Samme dag drøftede deltagerne i værdipapirudvalget den mulige dobbelte værdiansættelse/prismærkning (både i ATS og i EUR) med hensyn til depotoversigter. Dette ville principielt føre til en øget gennemsigtighed for kunderne, men også til større omkostninger for bankerne. Deltagerne var derfor "enige i, at man på dette område skulle undgå konkurrence mellem bankerne indbyrdes og tilstræbe en fælles tilgang blandt de østrigske banker"(334). For perioden indtil den 31. december 1998 blev der lidt senere udarbejdet et "fælles forslag" om, at depotoversigterne udelukkende skulle værdiansættes i ATS, og at enhver henvisning til EUR skulle undlades. For perioden indtil den 31. december 2001 kunne bankerne ganske vist ikke i sidste instans blive enige om en fælles tilgang, men den dobbelte værdiansættelse/prismærkning blev imidlertid "anbefalet af flertallet" (dvs. alle banker undtagen CA)(335).

(292) Repræsentanterne for byggelånsbankerne gjorde sig på deres møde den 28. november 1996 i fællesskab tanker om fremtidige nye forretningsområder, da det kunne forventes, at der fremover vil være et mindre volumen af obligationer udstedt af byggelånsbankerne. For at "undgå en ødelæggende konkurrence mellem byggelånsbankerne" skulle disse gå ind på andre forretningsområder, f.eks. finansieringen af kommunal infrastruktur(336).

(293) Den 11. december 1996 [fandt der et møde sted på controllerniveau] med henblik på at udveksle detaljerede oplysninger vedrørende de "forventede resultater for 1996, budgetter og rammebetingelser for 1997"(337).

10. KRONOLOGISK OVERSIGT - 1997

Januar: en god start

(294) 1997 begyndte for bankerne med den glædelige erkendelse, at "alle sektorer i mellemtiden" havde "gennemført de nedsættelser, der var blevet aftalt" i slutningen af 1996 (se betragtning 288 og 289). Også i delstaterne blev "nedsættelserne af rentesatserne gennemført". Deltagerne i mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 27. januar 1997 vurderede derfor markedssituationen "som i det væsentlige tilfredsstillende", og "rentesatsdrøftelserne i begyndelsen af året" forløb "roligt"(338).

Februar-marts: fælles nedsættelse af indlånssatserne og fælles foranstaltninger til "begrænsning af den overdrevne konkurrence" på udlånsområdet - beredvillighed til at vende tilbage til en moderat rentesatspolitik

(295) Den 6. februar 1997 mødtes repræsentanterne for byggelånsbankerne til deres regelmæssige møde. BA's repræsentant foreslog, at det SMY-fradrag, som alle byggelånsbanker hidtil efter aftale havde fastsat til 0,875 % (se betragtning 220), blev forhøjet til 1 %. Deltagerne blev "enige om, at en sådan ændring skulle foretages ensartet af alle byggelånsbanker. Begyndelsen af 1998 nævnes som et muligt tidspunkt". Alle deltagere var endvidere "enige om, at en kundes tilbagebetaling [af et lån] før tid skal være forbundet med et fradrag". Endelig bekendtgjorde bankerne det volumen, som de planlagte at udlåne i 1997(339).

(296) På det ekstraordinære møde i det wienske indlånsrenteudvalg den 14. februar 1997 drøftede man forberedelsen af en yderligere nedsættelse af renterne på opsparingsindskud med 0,25-0,5 % ved udgangen af marts. Inden mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 24. februar skulle bankerne internt være nået frem til en fælles holdning(340).

(297) På [...] møde i Lombardclub den 19. februar 1997 "blev det aftalt, at man i indlånsrenteudvalget ville arbejde for en nedsættelse af de højtforrentede opsparingsindskud med indtil 1/2 %". Et godt eksempel er i denne forbindelse informationsstrømmen mellem Lombardclub og specialistudvalgene - i dette tilfælde det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg: RZB's [repræsentant] informerede RZB's repræsentant i indlånsrenteudvalget om det resultat, der var opnået i Lombardclub, og denne ville så på sin side "tage hensyn til dette om mandagen på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg"(341).

(298) I overensstemmelse hermed blev der på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 24. februar 1997 på indlånssiden "vedtaget følgende nedsættelser af rentesatserne", som skulle iværksættes "i hele Østrig" i ugen fra den 10.-14. marts 1997: nedsættelse af de faste satser med 0,25 % (for løbetider fra fire år med 0,5 %), de særlige vilkår samt vilkårene for gruppeordninger og opsparingsindskud fra ansatte med 0,25 % (maksimumssats for nye engagementer 3 % og 3,5 % i delstaterne, for eksisterende engagementer 3,25 %). Med hensyn til basisrentesatsen "blev man efter en kort diskussion enige om ikke at røre" den daværende sats, der som regel udgjorde 1,5 %. Offentligheden skulle orienteres om de vedtagne foranstaltninger "via APA ved hjælp af en 'fortrolig' meddelelse. Koordinering via BA's marketingafdeling".

(299) På udlånsområdet blev det derimod beklaget, at nogle institutters faste rentesatser "i strid med drøftelserne og aftalerne i foråret 1996 - som fandt sted efter [ledelsesniveauets]ønske" - lå under de variable vilkår (i stedet for at lægge et tillæg på 0,25 % pr. år (løbetid) til den laveste variable rentesats, se betragtning 244 og 248). Man ville der i marts indkalde til et "særskilt møde" for "at finde frem til en løsning" (se betragtning 301). Allerede tidligere havde CA i et internt notat opregnet en række "grelle tilsidesættelser af de konkurrencemæssige principper", som var blevet formuleret "i sommeren 1996" med hensyn til udlånsområdet, f.eks. margentillæg i forbindelse med lån i fremmed valuta på under 1,5 %(342).

(300) Desuden klagede CA over en reklamekampagne, som BAWAG havde gennemført, og hvor der blev nævnt satser. Dette var i strid med "[ledelsesniveauets] beslutning" (se betragtning 248)(343).

(301) Da konkurrencen mellem bankerne på privatlånsområdet "i mellemtiden igen [var blevet] meget udisciplineret, var det nødvendigt at holde møde igen kort tid efter mødet i det landsdækkende udvalg" [se betragtning 299] for at "drøfte foranstaltninger til at begrænse" denne konkurrence. "Alle bankrepræsentanter nærer derfor ønske om igen at vende tilbage til en noget mere velordnet konkurrence". Efterfølgende identificerede deltagerne i mødet i det wienske udlånsrenteudvalg den 7. marts 1997 nogle "betænkelige tilbud" på markedet, hvis negative virkning blev "skærpet" som følge af, at der "i strid med tidligere aftaler" også blev annonceret med i den grad "betænkelige" rentesatser.

(302) "På baggrund heraf" blev der derfor "indgået følgende aftaler": Med hensyn til lån i fremmed valuta skulle det minimumsvolumen på 1 mio. ATS, der var gældende på daværende tidspunkt, forhøjes til 1,5 mio. ATS (midten af året) og derpå til 2 mio. ATS (slutningen af året), og desuden skulle der opkræves et administrationsgebyr på mindst 2 %. Minimumsmargenen skulle udgøre 2,5 %.

(303) De fælles beslutninger blev derpå gennemført. PSK fastsatte således "i overensstemmelse med aftalen i indlånsrenteudvalget" - se betragtning 298 ovenfor - maksimumssatsen for nye særlige vilkår til 3 % (Wien) og 3,25 % (delstaterne)(344).

(304) Fastforrentede lån udgjorde et særligt problem, da den nye "rentereguleringsklausul" umuliggjorde den hidtidige praksis "med at tiltrække kunder ved hjælp af en lav startsats og senere øge den oprindelige marginal ved at forhøje rentesatsen". Derfor skulle der allerede ved kontraktens indgåelse fastsættes en basisrentesats. Blandt deltagerne var der indledningsvis "uenighed" om både formuleringen og størrelsen af den fremtidige marginal, der skulle vedtages. Da man med en aftale herom imidlertid "uigenkaldeligt [ville] fastlægge det fremtidige rentesatsniveau", blev det aftalt at afholde et ekstraordinært møde i udlånsrenteudvalget den 21. marts (se betragtning 306). Samtidig skulle der "forberedes en konkret anbefaling til det næste Lombard-møde"(345).

(305) På mødet i værdipapirudvalget den 14. marts 1997 drøftede deltagerne de "vilkår", der skulle gælde i forbindelse med børsintroduktioner. Det "var opfattelsen, at disse skulle ligge mellem 5 % og 6 %"(346).

(306) På det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget det 21. marts 1997 - indkaldt med henblik på at udarbejde "konkrete anbefalinger med henblik på at begrænse den overdrevne konkurrence" - var deltagerne først i stand til at "opnå enighed" om emnet finansiering i fremmed valuta (se betragtning 302): forhøjelse af minimumsvolumenet fra 1 mio. ATS til 1,5 mio. ATS pr. 1. juli og til 2 mio. ATS pr. 1. oktober 1997, minimumsmargen på 2,5 % (i de østlige delstater 2 % efter filialernes skøn, i Tirol og Vorarlberg 1,5 %) og et administrationsgebyr på generelt 2 %. Man anså ikke en bekræftelse "[...] på det næste Lombard-møde for at være nødvendig".

(307) Forhandlingerne vedrørende fastforrentede lån og overholdelse af annonceringsforbuddet var mindre vellykkede. BAWAG's holdning med hensyn til annoncering med vilkår viste sig at være "særdeles urokkelig". Det var ikke muligt at opnå enighed.

(308) BA foreslog endelig, at der blev indført et nyt gebyr på 50 ATS, som skulle opkræves på ethvert muligt rentetilpasningstidspunkt(347).

(309) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 11. april 1997 blev der indledningsvis fremsat kritik af, at den nedsættelse af indlånsrenterne, der var blevet aftalt i februar (se betragtning 298) "ikke [var blevet] gennemført ensartet", navnlig ikke med hensyn til de særlige vilkår. Derefter fulgte de "sædvanlige gensidige beskyldninger". Endelig blev det "aftalt", at man "fra nu af strengt [ville] holde sig til" de aftalte maksimumsrentesatser.

(310) Efterfølgende blev der med hensyn til udlånsområdet, som fortsat var præget af en "dårlig markedsdisciplin", og hvor den fælles fastsættelse af rentesatserne var "sluppet ud af" bankernes greb, drøftet en række "redningsforslag" til "afhjælpning af situationen". BAWAG viste sig rede til at ophæve den "jubilæumsforanstaltning", som gentagne gange var blevet kritiseret af de andre institutter, i midten af 1997, hvis de andre banker også ville "træffe foranstaltninger til at afhjælpe situationen". Med hensyn til forhøjelsen af vilkårene for bedriftsrådsordninger skulle der "være separate drøftelser mellem BA og BAWAG", og de andre institutter ville derpå følge trop, da "vilkårene i forbindelse med bedriftsrådsordninger altid er de samme i alle kreditinstitutter". "I overensstemmelse med BA's forslag" (se betragtning 308) skulle der opkræves et "renteovervågningsgebyr" på 50 ATS. Maksimumssatsen på 3,25 % skulle kun kunne underskrides med central godkendelse. Der skulle ikke tilbydes kombinationer af fast rentesats/variabel rentesats, og fastforrentede lån til privatpersoner skulle kun være mulige på realkreditområdet og kun for den fulde løbetid (undtagen når løbetiden var over 10 år).

(311) De "konkrete aktiviteter" skulle "fastlægges" på et ekstraordinært møde i udlånsrenteudvalget i begyndelsen af maj(348).

(312) Dette ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget fandt sted den 5. maj 1997 "med henblik på igen at fastsætte minimumsgrænser for udlånssatser i forbindelse med privatlån samt minimumsmarginaler i forbindelse med fastforrentede lån og lån i fremmed valuta for at optimere indtjeningen". Da alle deltagere var rede til "at vende tilbage til en moderat rentesatspolitik", kunne følgende anbefalinger bekræftes eller formuleres for første gang: Med hensyn til lån i fremmed valuta blev den aftale, der blev indgået på det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget den 21. marts 1997 (se betragtning 306) bekræftet. Faste rentesatser skulle kun tilbydes for den fulde løbetid (undtagen når løbetiden var over 10 år, se betragtning 310) og kun til minimumsrentesatser (7 % for fem år, 7,5 % for syv år, 8 % for ti år; afvigelse højst med 0,5 %). Med hensyn til renteovervågningsgebyret på 50 ATS foretrak nogle institutter at forhøje det allerede eksisterende "gebyr for kontoforvaltningen" i stedet for at indføre et nyt gebyr (se betragtning 310). Med hensyn til lån med variabel rente skulle der fra den 1. juni 1997 gælde en nedre grænse på 6 %, med hensyn til selvstændige erhvervsdrivende 5,5 % og fra den 1. oktober 1997 6 %. Nye bedriftsrådslån skulle (fra 1. juli) ikke længere ydes til under 7 %. Endelig blev man "enige om, at medierne ikke skulle have oplysninger om rentesatser under de anbefalede nedre grænser fra den 1.6.1997". Med disse foranstaltninger ønskede bankerne at "få styr på dumpingpriserne"(349).

(313) Tilsyneladende med henblik på CA-[repræsentantens] forberedelse til mødet i Lombardclub den 11. juni 1997 analyserede [en repræsentant for] CA's privatfinansieringsafdeling i et internt notat situationen på dette område og konstaterede en "overdreven konkurrence på vilkårene". Gennemførelsen af den "række af foranstaltninger til forbedring af markedsdisciplinen", der var blevet drøftet på det ekstraordinære møde i udlånsrenteudvalget den 5. maj 1997, ville efter forfatterens opfattelse sandsynligvis "mislykkes på grund af BAWAG's nægtelse" af at forhøje vilkårene for bedriftsrådsordninger til 7 % og ophæve "jubilæumsforanstaltningen" (som BAWAG havde stillet i udsigt på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 11. april 1997, se betragtning 310)(350).

Juni-september: fælles succeser med hensyn til indlånssatserne; fortsatte problemer på udlånsområdet nødvendiggør en ny "de små skridts politik"

(314) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 20. juni 1997 oplevede man det sædvanlige billede. Mens aftalerne på indlånsområdet (maksimumsrentesats for særlige vilkår 3,25 %, se betragtning 298) "i vidt omfang holder", var det på udlånsområdet "for størstedelens vedkommende ikke muligt at nå de ambitiøse mål, der var udstukket på sidste møde". "Forsøget på at stabilisere priskrigen på udlånssiden" var ikke kronet med succes, "aftalerne overholdes ikke". Kun "aftalerne med hensyn til lån i fremmed valuta synes at holde og giver på nuværende tidspunkt ikke anledning til problemer".

(315) I betragtning af denne situation "var der enighed om, at man ikke vil nå målet med ambitiøst formulerede foranstaltninger, og at det er bedre at gennemføre mindre foranstaltninger". I overensstemmelse hermed blev der "indgået følgende aftaler": BAWAG ville nu alligevel lade den meget kritiserede jubilæumsforanstaltning "ebbe ud"; der skulle ikke længere gives oplysninger til medierne uden en forudgående "samordning"; vilkår under 5,5 % skulle ikke bekendtgøres.

(316) BA gjorde desuden opmærksom på, at det umiddelbart inden overgangen til euroen ville være "meget vanskeligt at gennemføre" gebyrforhøjelser, og at de derfor skulle gennemføres "så hurtigt som muligt"(351).

(317) På mødet i udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende den 24. juni 1997 blev der fremsat kritik af BAWAG's særordning, hvor læger blev tilbudt driftslån til 4,75 %. I øvrigt var der "vidtgående enighed" om de minimumssatser, der skulle opkræves: 5,75 % for driftslån, 5,5 % for investeringslån, for SMY-bundne lån med et tillæg på 1,25 % og for fastforrentede lån et tillæg på 1,5 % til den pågældende referencesats(352).

(318) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 26. september 1997 blev der udtrykt "tilfredshed med rentesatsdisciplinen", kun Tirol og Vorarlberg blev omtalt som "udbrydere". Der var derimod fortsat ingen grund til tilfredshed med udviklingen på udlånsområdet, hvor de "indgåede aftaler ikke [var blevet] overholdt". Det blev fremhævet som et "problem", at "ikke alle deltagere" i de pågældende drøftelser var "ansvarlige for at fastsætte vilkår" og derfor "ikke alene havde beføjelse til at træffe beslutninger" med hensyn til de aftaler, der blev indgået på møderne. Det var imidlertid vigtigt for alle deltagere at drøfte konkrete vilkår med de repræsentanter for de konkurrerende institutter, som i deres egne institutter også var ansvarlige for fastsættelsen af de pågældende vilkår.

(319) Da situationen på udlånsområdet efter bankernes opfattelse ikke var blevet bedre efter mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 20. juni 1997 (se betragtning 314), blev det foreslået at indkalde til et møde i controllerudvalget, som skulle "udarbejde et rentescenarie". Resultatet skulle derpå "forelægges for et Lombard-møde, således at markedssituationen [blev] behandlet på direktionsniveau". Dette forslag blev "enstemmigt vedtaget". Desuden agtede bankerne i midten af november 1997 - "efter en forudgående samordning på et andet møde" - gennem en forhøjelse af indlånssatserne med 0,5 % i fællesskab at forsøge "at give signal til en stigning", således at der efterfølgende kunne gennemføres en "særdeles nødvendig forhøjelse" af udlånsrenterne. En "detaljeret drøftelse af gennemførelsen skulle [finde sted] i midten af november" 1997 (se betragtning 323).

(320) Endelig drøftedes gebyrerne. Her gjorde overgangen til euroen sig allerede gældende: BA gjorde opmærksom på, at det i betragtning af den øgede årvågenhed, som "priskommissioner" kunne forventes at udvise umiddelbart inden overgangen til euroen, ville være "meget vanskeligt at gennemføre" gebyrforhøjelser, og at de derfor skulle gennemføres "så hurtigt som muligt"(353).

November-januar: fælles forhøjelse af langfristede opsparingsindskud, særlige vilkår og udlånssatser, fortsat diskussion om basisrentesatsen og foranstaltninger til sløring af aftalerne

(321) Deltagerne på mødet i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 4. november 1997 nåede til "enighed" om, at renterne på kapitalopsparingskonti med fem års løbetid eller derover skulle forhøjes med 0,125-0,25 %. Bankerne ville endvidere forsøge at nedsætte basisrentesatsen på 1,5 % med 0,125-0,25 % samt opsparingsindskuddene med bonustillæg med 0,25 %, idet "opfattelserne ikke [var] helt samstemmende". På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 13. november 1997 (se betragtning 323) skulle man derfor "forsøge at nå frem til en samstemmende opfattelse samt begrundelse herfor".

(322) Derpå drøftede bankerne de mulige konsekvenser af den klage over formodede aftaler, der blev indgivet den 30. juni 1997 til Europa-Kommissionen mod visse banker og efterfølgende udførligt blev kommenteret i østrigske medier (se betragtning 14). BA's repræsentant anbefalede i denne forbindelse, at der "ikke længere skal udarbejdes referater" af møderne. Også interne notater vedrørende møderne skulle "undgås eller omdøbes" til f.eks. uskyldigt lydende navne som "markedsobservationer". Et deltagende instituts juridiske afdeling gik endelig også ind for "destruering af eksisterende gamle referater". Med henblik herpå anmodede forfatteren af Hypos interne mødereferat alle modtagere om "efter læsningen at returnere [rapporten] til forfatteren, som vil sørge for den efterfølgende destruering"(354).

(323) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 13. november 1997 drøftede man igen "de foranstaltninger med hensyn til opsparingsindskud, der var blevet overvejet på det sidste møde" (se betragtning 318). "Følgende resultater" blev opnået: Udvalget gik "samstemmende ind for" at forhøje renterne på kapitalopsparingskonti med femårs løbetid eller derover med ca. 0,25 %. BA foreslog igen, at basisrentesatsen blev nedsat til 0,25 %. Men som allerede på det sidste møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg den 4. november 1997 (se betragtning 321) kunne der "ikke [opnås] enighed" herom. Dette spørgsmål blev dermed dog "ikke stillet i bero", men skulle "afklares" eller "videreføres". Endelig var BA, CA, Erste, PSK og BAWAG besluttet på at nedsætte indskuddene med bonustillæg med 0,25 % inden udgangen af 1997. Land-andelsbankgruppen, NÖ Hypo, ÖVAG samt delstatsrepræsentanterne (Kärnten, Steiermark, Salzburg) gav dog udtryk for "skepsis" i denne henseende. Det fremgik imidlertid af de "drøftelser, der til dels [fandt sted] under fire øjne" i forlængelse af mødet, at også disse "skeptikere [ville være] rede til at bakke op om denne foranstaltning", hvis de store institutter gennemførte forhøjelsen i det aftalte omfang.

(324) På udlånsområdet bekendtgjorde alle institutter, at de ville forhøje rentesatserne med 0,25-0,5 % i forbindelse med de privatlån, der blev ydet efter den 1. marts 1998. Eksisterende lån ville blive forhøjet med 0,375 %, og loftet skulle ligge på 7-8 %. Med hensyn til private byggelån skulle den "absolutte nedre grænse" ligge på 6 %(355).

(325) På mødet samme dag i betalingstransaktionsudvalget blev der endnu en gang - som allerede på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 26. september (se betragtning 320) - henvist til den "vigtige problematik" i forbindelse med "VKI's(356) AK's(357) og EU's prisobservationskommissioner i forbindelse med overgangen til euroen", hvilket gjorde prisforhøjelser "mere problematiske" fra sommeren 1998. Repræsentanterne for alle deltagende banker bebudede derfor, at de allerede fra 1998 ville forhøje gebyrerne for betalingskort til mindst 250 ATS, for hævekort til 10 ATS (eget institut) og 20 ATS (andre institutter) samt for checkindløsninger til 9-10 ATS(358).

(326) I et interview den 20. november 1997 bekendtgjorde BA's [repræsentant] den planlagte forhøjelse af udlånsrenterne med formentlig 0,5 %. Denne meddelelse blev imidlertid kritiseret i offentligheden, hvorefter BA's [repræsentant] forsikrede, at udlånsrenterne ikke ville blive forhøjet yderligere i 1997. Den nedsættelse af basisrentesatsen - som BA havde foreslået på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 13. november 1997 - var ifølge BA's [...] [repræsentant] heller ikke aktuel.

(327) I forbindelse med denne planlagte forhøjelse af udlånsrenterne blev der i offentligheden udtrykt mistanke om aftaler. Men over for medierne ville bankerne "ikke vide af, at der var tale om renteaftaler"(359).

(328) Den 18. december berettede CA's privatfinansieringsafdeling, at "de fleste væsentlige konkurrenter (BA, Erste, BAWAG) allerede [havde gennemført] rentesatsforhøjelser" - som drøftet på mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 13. november 1997 (se betragtning 324) - og foreslog derfor, at CA ligeledes forhøjede udlånsrenterne. Disse forhøjelser ville blive gennemført "under hensyntagen til den tilgang, som vore væsentlige konkurrenter agter at anlægge"(360).

11. KRONOLOGISK OVERSIGT - 1998

(329) I det interne "notat vedrørende Lombard-Club 11.2.1998" til PSK's [repræsentant] berettede de ansvarlige, at alle institutter i Wien-området (undtagelse: BAWAG) havde nedsat rentesatserne i forbindelse med opsparingsindskud i januar. Samtidig blev renterne på langfristede opsparingskonti samt standardvilkårene for privatlån forhøjet (med 0,5 %) (se betragtning 323)(361).

Marts: vellykket fælles nedsættelse af de særlige vilkår; for stor forskel mellem Wien og delstaterne

(330) Den 5. marts 1998 mødtes bankernes repræsentanter i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg og kunne ligeledes konstatere, at nedsættelsen af de særlige vilkår med 0,25 %, i det mindste på det wienske marked, blev "gennemført og overholdt af praktisk talt alle markedsaktører i januar/februar", hvorfor situationen Wien-området kunne "betegnes som stabil og ensartet". Med hensyn til vilkårene for gruppe- og bedriftsrådsordninger forløb nedsættelsen derimod "ikke helt som ønsket". Med hensyn til kapitalopsparingskontiene med lang løbetid agtede deltagerne "forholdsvis samstemmende" at foretage en rentenedsættelse (maksimumsrentesats for kapitalopsparingskonti med syv års løbetid skulle udgøre 5 %). På udlånssiden bekræftede bankernes repræsentanter, at udlånsrenterne var blevet forhøjet med ca. 0,5 % (se betragtning 324).

(331) På mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 22. april 1998 udtrykte bankernes repræsentanter tilfredshed med det forholdsvis ensartede niveau på ca. 3,25 % i forbindelse med de særlige indlånsrenter. Mens de særlige vilkår i Wien-området forblev "inden for det, der senest blev aftalt", lå de maksimumsrentesatser, der var aftalt i delstaterne, til dels 0,5 % over disse. Denne forskel blev anset for at være "for stor", hvorfor det skulle forsøges "som led i regionale drøftelser at mindske forskellen mellem Wien og delstaterne". Konkret skulle de "regionale udvalg i delstaterne foretage nedsættelser", og "om muligt skulle man på [ledelses-]niveau gøre sin indflydelse gældende".

(332) BA og RBW overvejede endelig at nedsætte basisrentesatsen, men kun "sammen med alle andre banker". Hvis "alle væsentlige institutter fulgte en fælles kurs, kunne en nedsættelse ligeledes foretages i sommermånederne". Det "wienske 4-udvalg", bestående af BA, CA, Erste og BAWAG, skulle mødes for at behandle dette emne. Ifølge BA fandt dette møde imidlertid ikke sted. Det næste møde blev fastsat til den 25. juni 1998(362).

(333) På mødet i controllerudvalget den 19. maj 1998 informerede BA's repræsentant endnu en gang de øvrige deltagere om, at han fra sit instituts juridiske afdeling var blevet gjort opmærksom "på problematikken i forbindelse med referater af controllerudvalgets møde med hensyn til konkurrenceproblemer". Der ville "derfor ikke blive taget referat af dette møde"(363).

12. SÆRUDVALG (UDVALGTE)

12.1. Eksportfinansieringsudvalget, Eksportlombard

(334) På disse møder blev der behandlet spørgsmål - navnlig vilkår - i forbindelse med eksportfinansiering. Foruden de store banker, der også deltog i de øvrige udvalg, var de udenlandske banker repræsenteret på disse møder af Centro Internationale Handelsbank AG ("Centro"), som havde til opgave efter drøftelserne i eksportfinansieringsudvalget "at orientere de udenlandske banker i overensstemmelse hermed". Enkelte udenlandske bankers ansøgninger om at deltage blev derfor afvist(364).

(335) Den eneste undtagelse var Schoellerbank, som blev optaget på grund af sine intensiverede aktiviteter på dette område, og Internationale Bank für Außenhandel (IBA), som i første omgang optrådte som "vilkårsbryder" og derfor blev optaget i eksportfinansieringsudvalget i begyndelsen af 1994. De banker, der var repræsenteret i eksportfinansieringsudvalget, håbede, at de med denne foranstaltning kunne "bringe [IBA] til fornuft"(365).

(336) Et vigtigt emne for møderne var som regel den såkaldte husbankmargen. Hermed menes det maksimumstillæg (siden 1994 0,5 %), som i forbindelse med refinansieringssatsen fastsættes af OeKB eller eksportstøttefonden som finansieringskilder for støttede lån. Bankerne kan tilbyde deres kunder (eksportørerne) satser under dette tillæg, i hvilket tilfælde det naturligvis er bankerne, der skal udligne forskellen over for OeKB/eksportfonden. Omfanget af underskridelsen af maksimumstillægget var derfor et vigtigt konkurrenceparameter. Som på de andre områder inden for bankvirksomhed var det derfor ud fra bankernes synspunkt nærliggende også på dette område at fastsætte "minimumsmargener" indbyrdes for at sikre en "vis dæmpning" af konkurrencen(366).

(337) Allerede i 1992 var der i eksportfinansieringsudvalget blevet "truffet aftaler med hensyn til fremtidige minimumssatser (husbankmargen) for eksportkreditter", som skulle føre til en forhøjelse fra 0,125 % på daværende tidspunkt til i første omgang 0,25 % og senere 0,5 %. På mødet i eksportfinansieringsudvalget den 27. januar 1994 berettede deltagerne indledningsvis om deres "succes" med hensyn til at "forhøje margenerne" samt indførelsen af en "garantiprovision" og en "bevillingsprovision" som "anbefalet af Lombard [...]". Der var dog en række "syndere" og "prisbrydere", hvoriblandt frem for alt IBA hørte på daværende tidspunkt (se betragtning 335). CA klagede f.eks. over, at den havde mistet en kunde, fordi to andre institutter havde opereret "med ekstreme (ikke aftalemæssige) vilkår"(367).

(338) De østrigske medlemmer af eksportfinansieringsudvalget var til dels skeptiske over for de udenlandske bankers tilsagn. Disses repræsentant, Centro, havde ganske vist oplyst, at "de udenlandske banker med én undtagelse havde erklæret, at de heller ikke ville underskride de aftalte minimumssatser", men de øvrige banker måtte dog konstatere, at nogle udenlandske banker "undertiden underskrider" de aftalte margener. Der blev "derfor sat spørgsmålstegn" ved det tilsagn, som Centro havde afgivet(368).

(339) På mødet den 23. november 1994 øgedes kritikken af de institutter, der med henblik på at "hverve" nye kunder underskred de "aftalte margener" og tilbød "husbankmargen-tillæg". CA klagede over, at den gang på gang mistede forretninger til konkurrenter, fordi den - i modsætning til andre institutter - holdt sig "strengt til aftalerne"(369).

(340) På mødet den 16. marts 1995 fastholdt deltagerne "følgende minimumsmargener": 0,25 % for finansiering, hvor der ikke krævedes sikkerhed, og 0,5 % for finansiering, hvor der krævedes sikkerhed, i undtagelsestilfælde under alle omstændigheder mindst 0,375 %; 0,375 % i forbindelse med G3/G9-lån(370) med et krav om en sikkerhed på 20 %.

(341) På mødet i eksportfinansieringsudvalget den 15. maj 1996 drøftede man den "fastlæggelse af husbankmargenen", som [ledelsesniveauet] havde aftalt (se betragtning 248). Det blev i den forbindelse "samstemmende fastslået", at de 0,25 %, der var aftalt i Lombardclub for forretninger, der ikke krævede sikkerhed, "kun" var gældende "for nye engagementer", og at eksisterende aftaler forblev uændrede ("minimumsmargen dog 12,5 basispoint"). For alle andre eksportfinansieringsforrentninger var "den fulde husbankmargen" gældende, dvs. 0,5 %(371).

12.2. Betalingstransaktioner

(342) De østrigske banker havde en regelmæssig informationsudveksling om både indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner. I forbindelse med de regelmæssige drøftelser i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner, som storbankerne og repræsentanter for delstatsinstitutter og udenlandske banker deltog i, blev bl.a. størrelsen af overførselsomkostningerne, rembursprovisionerne samt interbankgebyrerne fastsat. Også i de østrigske kreditinstitutforeningers organisationskomité (ORG) drøftede man bl.a. størrelsen af overførselsomkostningerne og interbankgebyrerne.

(343) På mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 21. april 1994 gik deltagerne ind for en forhøjelse af overførselsomkostningerne fra 70 til 80 ATS. Den 23. juni 1994 skulle "alle institutter være enige og fastsatte gennemførelsestidspunktet" (se betragtning 344). Endvidere blev ændrede provisioner for simple remburser i både schilling og i fremmed valuta (procentsats og minimumsprovision i hvert tilfælde) "enstemmigt vedtaget". Dette resultat blev meddelt ORG (se betragtning 347). Den fælles "inkassosats for grænseoverskridende betalingstransaktioner" (inkassosats) skulle "træde i kraft den 1.9.1994""efter endnu en drøftelse" på det kommende møde. Endelig blev satserne for interbankgebyrer samt omkostninger og valørdatoer i forbindelse med grænseoverskridende betalingstransaktioner mellem valutaindlændinge "enstemmigt vedtaget"(372).

(344) På mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 23. juni 1994 besluttede deltagerne at forhøje omkostningerne for overførsler mellem indenlandske banker fra 70 ATS til 80 ATS (se betragtning 343 ovenfor). I denne forbindelse "blev der henvist til de konkurrencemæssige aspekter". Drøftelsen af inkassosatsen nåede så langt, at der kunne "opnås enighed" på det næste møde (den 22. september 1994, se betragtning 345), og den "endelige fastsættelse af inkassosatsen [ville] ikke længere [stå] i vejen"(373).

(345) Deltagerne i mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 22. september 1994 traf rent faktisk beslutning om inkassosatsen. Denne fastsætter inkassogebyrerne for checks, veksler og andre simple remisser samt valørdatoen for disse instrumenter. De gebyrer, der er fastsat for indløsning af checks, gælder desuden også for betalingsservice i forbindelse med grænseoverskridende betalingstransaktioner. I forbindelse med inkassosatsen gjorde BA's repræsentant opmærksom på, at forhøjelsen af inkassogebyret for checks trukket på indenlandske banker "allerede [var blevet] drøftet for to år siden", men derpå blev "udsat indtil efter forhøjelsen af overførselsomkostningerne". Efter at overførselsomkostningerne nu var blevet forhøjet (se betragtning 344), blev "man på mødet i sidste instans enige om at foretage forhøjelsen [fra 30 til 40 ATS] pr. 1.2.1995"(374).

(346) Spørgsmålet om, "hvorvidt bankerne med fastsættelsen af en interbanksats overtræder konkurrenceloven", blev ganske vist drøftet på mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 24. november 1994, men kunne "ikke umiddelbart besvares". Der skulle nedsættes et selvstændigt udvalg i denne henseende(375).

(347) På ORG's møde den 4. oktober 1994 noterede man sig indledningsvis - med kendskab til de "konkurrencemæssige aspekter" - formelt den aftalte forhøjelse af overførselsomkostningerne (se betragtning 345). Denne forhøjelse skulle også meddeles de institutter, "som ikke er repræsenteret i de forskellige bankudvalg". Også på dette møde gjorde en deltager opmærksom "på konkurrenceproblemet" og understregede, at "at der i EU er en grundlæggende anderledes retsopfattelse". De juridiske afdelinger burde derfor "se nærmere på denne EU-problematik"(376).

(348) På mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 2. marts 1995 blev deltagerne enige om "til sin tid at undersøge de eventuelle virkninger af EU's konkurrenceret" på udvalgsmøderne(377). Dette blev gjort i en intern rapport fra GiroCredit af 13. april 1995 (se betragtning 349).

(349) På mødet i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner den 11. maj 1995 blev de "konkurrencemæssige aspekter af en interbankprissamordning" drøftet på grundlag af en intern rapport af 13. april 1995, der tydeligvis var udarbejdet af GiroCredit. Denne rapport undersøgte spørgsmålet, om de "regelmæssige drøftelser i udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner, hvor interbankprissætningen mellem de østrigske banker samordnes, giver anledning til konkurrenceproblemer". Rapporten når til den konklusion, at disse aftaler i henhold til den østrigske såvel som EU's konkurrenceret kan betragtes som kartel, og henviser afslutningsvis til muligheden for, "at Europa-Kommissionen indleder kontrolundersøgelser, og at der pålægges strenge sanktioner"(378).

(350) Den 15. april 1997 gik deltagerne i ORG "enstemmigt" ind for at forhøje vekselgebyrerne for interbanktransaktioner inden for rammerne af "inkassosatsen"(379).

(351) På mødet den 22. april 1997 "vedtog" medlemmerne af udvalget vedrørende grænseoverskridende transaktioner "enstemmigt" den såkaldte "grænseoverskridende betalingsservice"(380).

12.3. "Regionale udvalg" eller delstatsudvalg

(352) Det netværk, som bankerne havde oprettet, omfattede hele Østrigs område. For at det "geografiske anvendelsesområde" for de aftaler, der blev truffet i Wien, også kunne "omfatte delstaterne", og for at man gennem en sådan "omfattende" gennemførelse kunne opnå "den bredest mulige effekt", havde bankerne oprettet en lang række udvalg i alle delstater(381). Disse havde til opgave at indgå konkurrencebegrænsende aftaler for det enkelte lokale ansvarsområde, dels ved at gennemføre de aftaler, der var indgået i Lombardclub samt i udvalgene i Wien, dels ved at tilpasse disse til de regionale forhold eller på eget initiativ.

(353) Undertiden fandtes der i delstaterne en tilsvarende hierarkisk opdeling mellem "Lombard"- og specialistudvalg. De bankrepræsentanter, der i Oberösterreich var ansvarlige for vilkår, mødtes således "på vegne af Lombard-udvalget i Linz" med henblik på at "samordne vilkårene for byggelån". Efter at der var opnået enighed herom, drøftede man den nødvendige nedsættelse af indlånsrenterne med 0,25 %, hvor man dog måtte "afvente resultaterne af det næste møde vedrørende vilkår i Wien og Linz"(382).

(354) Principielt var de vilkår, der var aftalt i de relevante regionale udvalg - inden for rammerne af såkaldte "lokalaftaler" - gældende i delstaterne, og de var som regel noget lavere end de satser, der var aftalt i Wien. Denne forskel blev af bankerne undertiden anset for at være "for stor", hvorfor det skulle forsøges "som led i regionale drøftelser at mindske forskellen mellem Wien og delstaterne". Konkret skulle de "regionale udvalg i delstaterne foretage nedsættelser", og "om muligt skulle man på [ledelsesniveau] gøre sin indflydelse gældende"(383). På mødet i Minilombard den 25. juni 1996 blev det "samstemmende besluttet, at de vilkår, der var aftalt på lokalt plan i delstaterne, var gyldige" og skulle, selv om de afveg fra de aftaler, der var indgået i Wien, "accepteres som en overgangsløsning". Målet var imidlertid fortsat "en tilpasning til beslutningerne i Wien"(384).

(355) Til sikring af en systematisk og ubrudt feedback - og den hertil nødvendige kontinuerlige og gensidige informationsstrøm - mellem de wienske og de landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg på den ene side og de regionale udvalg på den anden side, havde bankerne oprettet effektive kommunikationsveje. I den forbindelse skal der sondres mellem de enstrengede og de flerstrengede bankgrupper.

(356) Med hensyn til de store banker med en enstrenget organisation og aktiviteter i hele Østrig forløb disse informationsveje mellem den enkelte hovedafdeling i Wien og afdelingerne i delstaterne. "Institutterne i Wien opfordrer de regionale repræsentanter til gradvis at gennemføre de vilkår, der er aftalt i Wien" (Minilombard i Wien den 25. juni 1996)(385). Med henblik herpå skulle "[storbankernes; anm] filialer i delstaterne afholde regionale møder" (Minilombard i Wien den 23. februar 1995)(386). Konkret foregik informationsstrømmen f.eks. ved, at referatet af møderne i Wien blev fremsendt til de regionale [repræsentanter] (f.eks. mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 25. juli 1995)(387). Den 23. april 1996 anmodede [en repræsentant for] CA's privatkundeafdeling (i Wien) CA's [repræsentanter] i delstaterne om "snarest muligt at organisere regionale møder og aftale renter på samme niveau". Med hensyn til "forhøjelsen på 1/2 % i forbindelse med privatlån, som skulle behandles i Lombard", sendte CA (i Wien) den 11. januar 1995 en fax med anmærkningen "haster, fortrolig" til Oberbank (Salzburg), BTV (Tirol) og BKS (Kärnten) "med anmodning om samordning i de lokale renteudvalg"(388). Endelig havde BA "opfordret sine delstatsafdelinger til at sørge for, at der regelmæssigt finder drøftelser sted vedrørende privatlån"(389).

(357) Med hensyn til de flerstrengede sektorer havde bankgrupperne oprettet gruppeinterne informations- og repræsentationsmekanismer specielt til formålet.

(358) I land-andelsbankgruppen blev informationsstrømmen styret af det centrale institut RZB. RZB's repræsentant indhentede således f.eks. inden hvert møde i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg oplysninger om den aktuelle rentesituation fra alle afdelinger i delstaterne(390). De resultater, der blev opnået på udvalgsmøderne i Wien, blev derefter, "hurtigst muligt", videreformidlet til bankerne i delstaterne(391). RLB videreformidlede resultaterne af de møder, som den havde deltaget i, ved hjælp af rundskrivelser til alle land-andelsbanker i Wien og Niederösterreich.

(359) Den betydelige logistik i forbindelse med denne informationsstrøm inden for land-andelsbankgruppen beskrives i et brev fra Raiffeisenlandesbank Kärnten til hovedafdelingen i Wien (RZB): "Via RZB informeres vi om forløbet og resultaterne af møderne i de forskellige udvalg i Wien, f.eks. i indlånsrente- og Lombard-udvalget, osv. Til sikring af, at disse oplysninger hurtigst muligt videreformidles direkte til vore banker i Kärnten, anmoder jeg Dem om, at De informerer RV Kärnten direkte via afdelingen og med samme post eller fax også informerer vort forretningsområde land-andelsbanker"(392). Undertiden udøvede RBW denne funktion, og de øvrige banker gik også i disse tilfælde ud fra, at denne fungerede som repræsentant for hele land-andelsbankgruppen: På mødet i det wienske indlånsrenteudvalg den 25. juli 1995 blev f.eks. - med adresse til RBW - "land-andelsbanksektoren anmodet om i højere grad at reducere mindre land-andelsbankers tilbud"(393).

(360) På samme måde sørgede Erste (eller GiroCredit) - som det centrale institut i sparekassegruppen - for informationsstrømmen til og fra sparekasserne i delstaterne.

(361) Som centralt institut repræsenterede ÖVAG industri-andelsbankgruppen på møderne i Wien og videreformidlede de der opnåede resultater ved hjælp af "sektorfax" til industri-andelsbankerne i delstaterne (såkaldt "sektormemo")(394).

(362) Den stærke signalvirkning for delstaterne af de beslutninger, der blev truffet i Wien, samt de tætte gensidige forbindelser mellem det wienske og det landsdækkende udlåns-/indlånsrenteudvalg og de regionale udvalg skal illustreres ved hjælp af følgende eksempler - ét for henholdsvis Kärnten, Oberösterreich og Steiermark.

(363) Den 22. maj 1995 - tre dage efter mødet i det landsdækkende indlånsrenteudvalg i Wien - fandt den regelmæssige "informationsudveksling" sted mellem bankerne i Klagenfurt. Allerede i januar 1995 var det blevet aftalt i dette regionale udvalg, at man ville "afvente beslutningerne fra Wien", og nu blev deltagerne informeret om de nedsættelser og maksimumsrentesatser, der rent faktisk var blevet aftalt i Wien, og om annonceringsforbuddet. Med hensyn til omkostningerne i forbindelse med betalingstransaktioner ventede man fortsat på anbefalinger fra Wien, dvs. resultaterne af drøftelserne i betalingstransaktionsudvalget den 7. juni 1995(395).

(364) Få dage efter mødet i Lombardclub i maj 1996 blev den række af foranstaltninger, som var blevet vedtaget, behandlet i renteudvalget i Linz, der var ansvarligt for Oberösterreich. BA's repræsentant kunne allerede meddele, at disse foranstaltninger "allerede blev givet som instruks i BA, og at [...] [direktionsmedlem i BA] på nuværende tidspunkt ikke [ville meddele] nogen dispensation". BAWAG's og GiroCredits repræsentanter bekræftede ligeledes indholdet af foranstaltningerne. Med henblik på en godkendelse af Lombardclubs beslutninger skulle "renteudvalget i Linz holde møde så hurtigt som muligt og enten vedtage gennemførelsen af ovennævnte dokument i Oberösterreich eller i givet fald en modifikation heraf"(396).

(365) På mødet i det wienske indlånsrenteudvalg i juli 1995 blev det meddelt, at man på de "lokale møder" i delstatshovedstæderne allerede havde "tilkendegivet, at man var rede til at gennemføre den foreslåede nedsættelse af rentesatserne". Man "forventede" derfor, at også institutterne i delstaterne ville "tilslutte sig disse foranstaltninger", og CA sendte efterfølgende mødereferatet "til alle regionale [repræsentanter]". Fire dage senere foreslog "værten" for mødet i Graz de konkurrenter, der var til stede, at man "i overensstemmelse med mødet i det wienske indlånsrenteudvalg i den foregående uge også" nedsatte renterne "i Steiermark"(397).

13. PARTERNES VIGTIGSTE ARGUMENTER I FORBINDELSE MED DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

(366) De berørte banker har ikke anfægtet de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i afsnit 7-12 ovenfor. De har imidlertid gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til a) kartellets specifikke historiske, samfundsmæssige, økonomisk-politiske og sociale aspekter samt b) karteldeltagernes manglende disciplin med hensyn til gennemførelsen. Disse to centrale kritikpunkter, som samstemmende blev fremført af alle banker, vil blive behandlet udførligt nedenfor. Bankernes retlige argumenter vil blive behandlet i forbindelse med den retlige vurdering.

13.1. De specifikke historiske, samfundsmæssige, økonomisk-politiske og sociale aspekter ved Lombard-netværket

3) Udvalgsmødernes funktion

4) Bankernes argumenter

(367) Bankerne har anført, at nogle af udvalgene allerede var blevet oprettet flere årtier inden Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og dengang var baseret på lovgivning. Dette var typisk for det daværende politiske system i Østrig. Det vil derfor være virkelighedsfjernt at forvente af bankerne, at de i forbindelse med tiltrædelsen af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde blot havde kunnet opgive disse traditionsrige møder, som havde rødder i en dyb forståelse af deres samfundsøkonomiske funktion. Tværtimod: En "frygt for de negative følger af en for hurtig og frem for alt uforberedt overgang til den frie konkurrence" havde i stigende grad gjort sig gældende. Uden kartelaftaler havde bankerne "ruineret" hinanden(398). Dette så meget desto mere, da de ansvarlige bankdirektører ikke havde været i stand til "i tilstrækkeligt omfang at tage hensyn til i og for sig selvfølgelige kalkulationskriterier i forbindelse med deres forretningspolitik"(399).

(368) Efter bankernes opfattelse skulle møderne ikke betragtes som et forum for kartelaftaler, men som et socialt og gruppedynamisk fænomen. Bankerne henviser til kartelaftalernes "samfundsmæssige betydning"(400) og ser endog en "samfundsmæssig forpligtelse" til at deltage. Alle banker ønsker at betragte deres deltagelse i kartellet som en blot passiv, fra et kommercielt synspunkt irrelevant og under alle omstændigheder resultatløs tilstedeværelse i forbindelse med - i grunden bebyrdende - obligatoriske arrangementer, der er sædvanlige inden for branchen. Af hensyn til den sociale prestige "ønskede man på en eller anden måde også at deltage" eller "høre til"(401).

(369) ÖVAG og NÖ Hypo har endvidere anført, at Kommissionen ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder i højere grad skulle have været nået frem til, at kartellets beslutninger i mange tilfælde allerede var blevet truffet af den "snævrere kreds af banker" bestående af BA, CA, RZB, Erste, GiroCredit og BAWAG forud for de forskellige møder og derpå blot blev meddelt de mindre institutter på møderne. BA har gjort indsigelse imod denne fremstilling og understreget, at de faktiske kartelbeslutninger - trods den lejlighedsvise forudgående samordning blandt de store banker inden de enkelte møder - absolut blev truffet på de pågældende møder - også under aktiv deltagelse af de mindre institutter.

Kommissionens standpunkt

(370) Kommission kender mange af udvalgenes historiske oprindelse (se betragtning 27 f.), men konstaterer, at der efter reguleringsaftalernes udløb i 1989 - dvs. allerede lang tid inden tiltrædelsen af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde - ikke længere fandtes generelle foranstaltninger eller aftaler vedrørende konkurrencen på renteområdet(402). Det forholder sig derfor absolut ikke således, at bortfaldet af disse foranstaltninger kom som et chok for bankerne, som angiveligt var uforberedte og indtil den 31. december 1993 havde været "vant til en regulering udefra".

(371) Efter Kommissionens opfattelse fremgår det entydigt af de talrige referater, der blev fundet, at udvalgsmøderne udelukkende havde til formål at begrænse konkurrencen, som blev betragtet som forstyrrende og skadelig, til økonomisk fordel for bankerne i fællesskab. De dokumenterede udtalelser fra bankrepræsentanter i denne forbindelse er utallige og skal ikke gentages her(403). Lige så talrige er eksemplerne på interne instrukser om at overholde kartelbeslutningerne(404).

(372) Bortset herfra finder Kommissionen det heller ikke troværdigt, at bankerne i årevis skulle have ladet talrige medarbejdere deltage i mange hundrede kartelmøder for blot at medvirke til at give dem en større social prestige. Hvorvidt udvalgsmøderne foruden deres - påviste - konkurrencebegrænsende formål og virkning også havde samfundsmæssige, socialpsykologiske eller gruppedynamiske aspekter, er det efter Kommissionens opfattelse ikke nødvendigt at tage stilling til.

5) OeNB's rolle

6) Bankernes argumenter

(373) Det er efter bankernes opfattelse også af særlig betydning, at OeNB's [repræsentant] også deltog i [repræsentanternes] frokoster som led i Lombardclub. Aftalerne som led i Lombard-netværket - som stort set alle østrigske banker havde deltaget i - var blevet godkendt af OeNB og endog aktivt fremmet gennem dens gentagne opfordringer til bankerne om at være mere opmærksomme på omkostningerne og indtægtssiden. Bankerne havde kun kunnet opfattet sådanne formaninger fra OeNB's side som en opfordring til konkurrencebegrænsende aftaler og gik derfor ud fra, at deres praksis ikke gav anledning til problemer.

7) Kommissionens standpunkt

(374) [Repræsentanten] for OeNB har rent faktisk deltaget i [den] månedlige Lombard-frokost, hvor der også blev drøftet en række konkurrenceneutrale emner. På de talrige andre - og under alle omstændigheder på de centrale - møder som led i netværket(405) var OeNB derimod som regel ikke repræsenteret.

(375) OeNB's dokumenterede formaninger til bankerne om ikke at sætte deres indtjeningsevne på spil gennem en driftsøkonomisk tvivlsom forretningspolitik kan under ingen omstændigheder efterfølgende omtydes til opfordringer til kartelaftaler. De berørte banker skylder i denne forbindelse en forklaring på, hvorfor en driftsøkonomisk solid forretningspolitik kun skulle være mulig på grundlag af aftaler med konkurrenterne til skade for kunderne.

13.2. Virkningerne af Lombard-netværket på det østrigske bankmarked

8) Bankernes argumenter - rapport

(376) Bankerne har anført, at de - ikke anfægtede - mangeårige og omfattende kartelaftaler ikke på nogen måde har indvirket på det østrigske bankmarked. En rapport, som bankerne har ladet udarbejde, når i denne henseende til det resultat, "at det østrigske bankmarked i perioden 1994-1998 svarede til det, der kan forventes i en situation med en intensiv konkurrence"(406).

(377) Rapporten anvender forskellige metoder i denne forbindelse. For det første sammenlignes udviklingen på markedet - udlåns- og indlånsrenterne - i Østrig med udviklingen i Forbundsrepublikken Tyskland. Da disse i gennemsnit ikke havde været mere ugunstige for de østrigske kunder end for de tyske kunder, kan aftalerne i Østrig ikke have følger. For det andet var de østrigske bankers rentabilitet lavere en de tyske institutters. Dette gælder ganske vist også for bankernes produktivitet, men dette skyldes ikke aftaler om begrænset konkurrence i Østrig, men derimod højere personaleomkostninger og virksomhedernes utilstrækkelige størrelse. Endelig havde de renter, som rent faktisk var blevet afregnet over for de østrigske bankkunder - statistisk betragtet - ikke været baseret på de målrentesatser, der var blevet aftalt på kartelmøderne, men derimod på interbankrenterne.

9) Kommissionens standpunkt(407)

(378) Efter Kommissionens opfattelse kan en sammenligning mellem bankmarkederne i to lande ikke danne grundlag for en konklusion med hensyn til, om det ene af de to markeder havde udviklet sig anderledes uden de - bevisligt - eksisterende aftaler. Den omstændighed, at den østrigske bankkunde med hensyn til det ene eller andet produkt i gennemsnit ikke var dårligere stillet end en kunde i Tyskland, kan måske ved første øjekast være en trøst for den østrigske kunde, men betyder ikke, at der i tilfælde af en ubegrænset konkurrence i Østrig havde foreligget de samme vilkår som i forbindelse med de dokumenterede kartelaftaler.

(379) Af det forhold, at østrigske banker i gennemsnit ikke var i stand til at opnå højere afkast end tyske banker, kan der heller ikke drages den slutning, at det dokumenterede kartel ikke har haft indvirkning i Østrig.

(380) Med hensyn til spørgsmålet om aftalernes indvirkning er det efter Kommissionens opfattelse alene af betydning, om og i hvilket omfang de banker, der deltog i kartellet, ved fastlæggelsen af deres forretningspolitik - navnlig af renter og gebyrer - var påvirket af aftalerne. I rapporten gives der i den forbindelse - på grundlag af stikprøveundersøgelser og statistiske gennemsnitsberegninger - udtryk for den opfattelse, at der ikke var tale om nogen mærkbar påvirkning.

(381) Indledningsvis skal det understreges, at rapporten ikke behandler alle kartelmøder, hvor der blev truffet konkrete aftaler(408). I et andet tilfælde har rapporten undersøgt gennemførelsen af rentesatsændringer, som slet ikke var blevet aftalt(409). Med hensyn til indlånsrenterne lader rapporten for det første kapitalopsparingskonti og opsparingskonti med en minimumsforrentning fuldstændig ude af betragtning og baserer sig for det andet på tidspunktet for kartelmødet i stedet for det enkelte gennemførelsestidspunkt, der var aftalt. Kommissionens indsigelser går imidlertid videre end sådanne mangler. Selv hvis det blev antaget, at rapporten er mangelfri, kan der ikke udledes noget af dens konklusioner til fordel for bankerne.

(382) Rapporten undersøger på grundlag af dokumenterede kartelaftaler - syv på udlånssiden og 13 på indlånssiden - om middelværdierne af de kontrakter vedrørende forbrugslån og kombinerede opsparings- og låneaftaler, som bankerne havde indgået ("middelværdier"), svarede til de målrentesatser ("målværdier"), der var aftalt.

(383) Med hensyn til kontrakter vedrørende forbrugslån fremgår det af analysen af stikprøverne, at middelværdierne på fire referencedatoer lå under og på tre referencedatoer lå over den pågældende målværdi. Afvigelserne var imidlertid meget små og udgjorde kun mellem 0,35 % og 1,22 %. Rapporten når frem til et lignende resultat i forbindelse med de kombinerede opsparings- og låneaftaler.

(384) Rapporten forklarer imidlertid ikke den meget klare overensstemmelse mellem mål- og middelværdier med aftalerne, men med, at interbanksatsen ("referencerentesatsen") også havde ændret sig i hvert af de undersøgte tilfælde. Middelværdierne havde alene været baseret på denne og ikke på de aftalte målværdier. Det vigtigste budskab i rapporten er således, at målværdierne "ikke [havde] en selvstændig effekt" på middelværdierne og "i sig selv" havde været irrelevante for disse(410). Den påviste overensstemmelse mellem mål- og middelværdier beroede alene på, at begge kausalt var forbundet med referencerentesatsen. Derimod kunne der ikke statistisk påvises et direkte kausalitetsforhold mellem mål- og middelværdier.

(385) På dette - centrale - sted gendriver rapporten en påstand, som Kommissionen aldrig har fremsat. Kommissionen har aldrig hævdet, at bankerne indgik aftalerne uden at tage hensyn til referencerentesatsen. Tværtimod: Aftalerne tog som regel netop sigte på at samordne reaktionen på ændringer af referencerentesatsen (udløst af en ændring af de officielle rentesatser). Det er ubestridt, at referencerentesatsen er en vigtig omkostningsfaktor for indlåns- og udlånsrenterne. Kommissionens har jo ikke påstået, at bankerne har fastsat kartelpriser uden at tage hensyn til eksterne omkostningsfaktorer. Kommissionen påstår derimod i denne forbindelse - støttet af et overvældende antal skriftlige beviser - at bankerne efter indbyrdes aftale har reageret på ændringer af referencerentesatsen.

(386) Målet med denne aftalte fremgangsmåde var bl.a. at lade faldende officielle rentesatser slå igennem så hurtigt som muligt på indlånssiden, men videregive fordelen til kunderne så sent som muligt på udlånssiden. I dokumentationen findes en række eksempler på denne praksis, som bankerne eufemistisk har betegnet som "asymmetrisk rentenedsættelse".

(387) Med hensyn til dette spørgsmål foretager rapporten kun skøn, ifølge hvilke der både på udlåns- og indlånssiden har været tale om tidsmæssige forsinkelser i forbindelse med videregivelsen af nedsatte officielle rentesatser og disse på grundlag af et statistisk gennemsnit var omtrent af samme omfang. Samlet set havde bankerne ikke tjent noget herved.

(388) Hertil bemærkes for det første, at rapporten efter eget udsagn måtte arbejde med skøn. For det andet refererer disse skøn kun til statistiske gennemsnitsværdier. For det tredje tager rapporten også med hensyn til dette spørgsmål udgangspunkt i den forkerte forudsætning, at der var en ubegrænset indbyrdes konkurrence mellem bankerne, og at de ikke forud var blevet informeret om deres konkurrenters planer. Under sådanne omstændigheder havde omfanget af forsinkelsen i forbindelse med videregivelsen af ændringer af de officielle rentesatser rent faktisk været bestemt af markedskræfternes frie spil, for - som rapporten i princippet korrekt anfører - "hvis man ikke ved, hvordan konkurrenterne reagerer, er forhøjelsen af renterne altid problematisk"(411). På dette punkt rammer rapporten faktisk hovedet på sømmet, da bankerne jo systematisk havde fjernet netop denne usikkerhed med hensyn til konkurrenternes adfærd - navnlig med hensyn til reaktionen på ændringer af de officielle rentesatser.

(389) Rapportens forudsætninger om, at der havde været en stærk indbyrdes hemmelig konkurrence mellem bankerne, er heller ikke i overensstemmelse med sagsakterne. Bankerne havde som nævnt udfoldet store bestræbelser på ved hjælp af tests regelmæssigt at overvåge, om konkurrenterne overholdt aftalerne. Med hensyn til gebyrer, taler bankerne i deres skriftlige bemærkninger selv om den "naturlige gennemsigtighed" og den "fuldstændige gennemsigtighed" på bankmarkedet(412).

(390) Af alle disse grunde kan Kommissionen derfor ikke følge rapporten konklusion om, at de mangeårige, regelmæssige og - såvel indholdsmæssigt som geografisk - vidtfavnende kartelaftaler ikke har haft nogen som helst indvirkning på det østrigske bankmarked. Det ville rent faktisk i højeste grad være paradoksalt, hvis bankerne i mange hundrede kartelaftaler skulle have brugt tusindvis af timer på at aftale nøjagtigt de indlånsrenter, nøjagtigt de udlånsrenter eller nøjagtigt de gebyrer, som den frie konkurrence i forvejen også af sig selv havde frembragt.

(391) Det er korrekt, at en ikke ubetydelig del af de aftalte rentesatser ikke blev gennemført nøjagtigt eller på det præcist aftalte tidspunkt af en eller flere kartelmedlemmer. Dette argument er imidlertid irrelevant i forbindelse med Lombard-netværket, for når der aftales målpriser, kan der allerede tales om en gennemførelse, når de faktisk anvendte priser bevæger sig i retning af disse målværdier (og ikke kun, når disse også præcist nås).

14. RETLIG VURDERING

14.1. Konkurrencereglernes anvendelse på banksektoren

(392) Efter bankernes opfattelse skal den omstændighed, at der i forbindelse med horisontale prisaftaler principielt er tale om entydige og meget alvorlige overtrædelser af EF-traktatens artikel 81, "relativeres" med hensyn til banksektoren. Den "særlige økonomisk-politiske sammenhæng, som banksektoren opererer i", gør derimod "en mere differentieret betragtning nødvendig, end dette ellers er tilfældet i forbindelse med prisaftaler". Kommissionen har i sin retlige vurdering navnlig overset, at de retlige og økonomiske betragtninger, som overalt ellers finder anvendelse "på en værdineutralt forstået" konkurrence, "ikke uden videre [må] overføres til banksektoren"(413).

(393) Bankerne påstår med andre ord om sig selv, at de spiller en særlig rolle. I modsætning til adfærden blandt virksomheder i alle andre sektorer kan deres handlinger "ikke måles ud fra 'normale' markedsøkonomiske kriterier"(414).

(394) Dette argument er ikke nyt. Allerede i den hovedsag, der lå til grund for EF-Domstolens dom af 14. juli 1981 i Züchner-sagen, havde den pågældende bank gjort gældende, at på grund af bankernes vigtige rolle for foretagelsen af kapitaloverførsler - der var tale om en påstand om samordnet opkrævning af bankgebyrer - gælder konkurrencereglerne i vidt omfang ikke for dem. Domstolen afviste udtrykkeligt dette argument(415).

(395) Bankernes påstand om, at de hverken må udsættes for markedskræfternes frie spil eller måles ud fra markedsøkonomiske kriterier, da dette ville føre til insolvens og dermed få "katastrofale følger for samfundsøkonomien"(416), er heller ikke overbevisende. Kommissionen er derimod enig med deltagerne i det relevante OECD Roundtable (1998) i, at det er ønskeligt, at urentable banker forlader markedet(417). Medlemsstaterne råder over tilstrækkelige instrumenter til at sikre en velordnet likvidation af også et stort kreditinstitut og forhindre en systemkrise(418). I denne forbindelse har fællesskabslovgiveren også taget højde for, at kriseramte kreditinstitutter forlader markedet, og har udstedt et direktiv vedrørende deres likvidation(419). Skulle en stort kreditinstituts insolvens rent faktisk true med at udvikle sig til en systemkrise, har medlemsstaterne - inden for de grænser som Fællesskabets støtteregler fastsætter(420) - mulighed for at yde direkte støtte.

(396) Men under ingen omstændigheder - og alene dette er afgørende her - har virksomhederne selv lov til i form af kartelaftaler at begrænse konkurrencen til et omfang, som forekommer dem fornuftigt, og på den måde, angiveligt ud fra almene hensyn, forbedre deres økonomiske situation.

(397) Endelig har bankerne også fremført, at Kommissionen tidligere har indtaget en "uklar" holdning til renteaftaler og "hidtil [har været] usikker på, om kartelforbuddet skal finde anvendelse på banksektoren". Dette har skabt en "berettiget forventning" hos bankerne og er resulteret i en for bankerne "forvirrende retstilstand"(421).

(398) Et blik på retspraksis og forvaltningspraksis viser dog et andet billede. Allerede i sin anden konkurrenceberetning (1973) præciserede Kommissionen, at EF-traktatens artikel 81 finder anvendelse på aftaler mellem banker, f.eks. vedrørende almindelige forretningsbetingelser, og at der ikke kan være tale om en eventuel anvendelse af EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på det pågældende område(422). Eventuelle tvivl i denne henseende blev under alle omstændigheder fjernet i 1981, hvor Domstolen fastslog, at artikel 86, stk. 2, kun kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der udføres tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, som er overdraget ved en offentlig retsakt(423). Som reaktion på denne dom konstaterede Kommissionen i sin ellevte konkurrenceberetning (1981), at aftaler eller samordnet praksis i forbindelse med renter, gebyrer og lignende konkurrenceparametre nu uden tvivl faldt ind under EF-traktatens artikel 81, stk. 1(424).

(399) I denne henseende har Kommissionen altid klart vendt sig imod horisontale aftaler mellem banker, som vedrører de priser, der opkræves af bankkunderne. Medlemmet af Kommissionen med ansvar for konkurrence tog således i 1989 offentligt afstand fra renteaftaler mellem banker og understregede, at disse som prisaftaler var i strid med artikel EF-traktatens 81, stk. 1(425). I sin beslutning Eurocheque - Helsinki-aftalen(426) pålagde Kommissionen deltagerne i en aftale om opkrævning af et gebyr en bøde.

(400) Der har således i lang tid inden Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ikke hersket tvivl om kartelforbuddets anvendelse på prisaftaler mellem kreditinstitutter. Selv hvis det i den foreliggende sag var første gang, at EF-traktatens artikel 81 blev anvendt på banksektoren - hvilket ikke er tilfældet - kunne bankerne ikke påberåbe sig dette, da uforeneligheden af prisaftaler mellem konkurrenter udtrykkeligt er fastsat i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, litra a), og bekræftes af fast retspraksis(427).

14.2. Kommissionens kompetence i 1994

Bankernes argumenter

(401) Bankerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har kompetence til at skride ind over for overtrædelsen af EØS-aftalens artikel 53 i 1994 og begrunder dette sammenfattet som følger.

(402) I henhold til EØS-aftalens artikel 56 er det alene EFTA-Tilsynsmyndigheden - og ikke Kommissionen - der har kompetence i tilfælde, hvor handelen mellem Fællesskabet og en EFTA-stat (men ikke mellem EU-medlemsstater) påvirkes, når de berørte virksomheders omsætning på EFTA-staternes område udgør mere end 33 % af deres omsætning i hele EØS. Dette var tilfældet med hensyn til de østrigske banker.

(403) Da EFTA-Tilsynsmyndigheden ikke havde indledt en procedure mod de berørte banker i løbet af 1994, var der i forbindelse med Østrigs tiltrædelse af Fællesskabet heller ingen "sag, der behandles" (artikel 172, stk. 2, i akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse), der kunne overdrages til Kommissionen. Denne havde således først fra den 1. januar 1995 kompetence til at skride ind over for de omhandlede aftaler.

10) Kommissionens standpunkt

(404) Den retsopfattelse, som bankerne har forfægtet, ville indrømme alle tidligere kartelovertrædelser en immunitet. Kommissionen ville ikke have mulighed for at sanktionere de overtrædelser af fællesskabsretten - som EØS-aftalen udgør en integrerende del af - der blev begået af virksomheder i nye medlemsstater(428).

(405) En sådan opfattelse ville ganske vist være i strid med den effektive virkning af EØS-aftalen - og navnlig konkurrencebestemmelserne heri. Indførelsen af en ordning til at sikre, at konkurrencen ikke fordrejes, og at konkurrencereglerne overholdes fuldt ud af alle parter, hører blandt de mål og principper for EØS-aftalen, som udtrykkeligt nævnes i aftalens artikel 1.

(406) EF-Domstolen har imidlertid endnu ikke skullet tage stilling til dette spørgsmål(429). I betragtning af den uafklarede retstilstand i denne henseende vil Kommissionen undlade at fastslå, at der foreligger en overtrædelse af EØS-aftalens artikel 53 med hensyn til perioden i 1994.

14.3. Artikel 81

(407) Nedenstående bemærkninger vedrørende EF-traktatens artikel 81, stk. 1, samt vedrørende kvalifikationen under denne bestemmelse af de faktiske omstændigheder, der er anført i de foregående kapitler, er struktureret på følgende måde:

(408) Indledningsvis gennemgås retspraksis ved Fællesskabets retsinstanser i forbindelse med begreberne "aftale" og "samordnet praksis" (afsnit 14.3.1). I den forbindelse behandles navnlig vurderingen af en "kompleks overtrædelse".

(409) I forlængelse heraf følger den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder som en kompleks overtrædelse af betydelig varighed, der omfatter både aftaler og samordnet praksis (afsnit 14.3.2).

(410) I afsnit 14.3.3 redegøres der for, at de virksomheder, der deltog i den pågældende praksis, havde til hensigt at begrænse konkurrencen. Endvidere behandles de konkrete virkninger af den pågældende praksis på markedet.

(411) Derpå følger bemærkninger vedrørende virkningen af den pågældende praksis på samhandelen mellem medlemsstaterne (afsnit 14.3.4), vedrørende de virksomheder, der fastslås at have begået en overtrædelse (afsnit 14.4) og vedrørende varigheden af overtrædelsen (afsnit 14.5).

14.3.1. Aftale og samordnet praksis: retspraksis

(412) Ifølge retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol (Domstolen) og Retten i Første Instans (Førsteinstansretten) kan det antages, at der foreligger en aftale som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, når parterne, selv i brede termer, er nået til enighed om de pågældende foranstaltninger. Det er tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder giver udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde. Aftalen behøver ikke at være en formel aftale nedskrevet på papir, og den behøver heller ikke at være forbundet med udtrykkelige sanktioner eller gennemførelsesforanstaltninger(430).

(413) Derimod fordrer en samordnet praksis som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ikke, at deltagerne har indgået en aftale om, hvad den enkelte deltager skal gøre eller ikke gøre på markedet. Dette begreb tilsigter derimod de former for samordning, som, uden at være udmøntet i en aftale som beskrevet ovenfor (betragtning 412), bevidst erstatter konkurrencerisikoen med et praktisk samarbejde(431).

(414) Et sådant samarbejde kræver ikke, at der udarbejdes en egentlig plan, men skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, nemlig at enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til, hvilken forretningspolitik han agter at føre. Selv om dette krav om uafhængighed, der fremgår af Domstolens faste retspraksis, ganske vist ikke udelukker, at virksomhederne kan foretage de nødvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfærd, forhindrer det imidlertid absolut enhver direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, som har til formål eller til følge enten at påvirke konkurrenternes adfærd på markedet eller at informere en sådan konkurrent om den adfærd, som den pågældende virksomhed selv har besluttet sig til eller påtænker af indtage på markedet(432).

(415) En bestemt form for adfærd kan således betegnes som en samordnet praksis i henhold til EF-traktatens artikel 81, stk. 1, selv om parterne ikke på forhånd har aftalt eller besluttet, hvad de hver især vil gøre på markedet, men dog har vedtaget eller indordner sig under en strategi, som tilskynder dem til eller gør det lettere for dem at samordne deres forretningsmæssige adfærd. Det er derimod tilstrækkeligt, at konkurrenten ved hjælp af sine hensigtserklæringer fjerner eller væsentlig reducerer den usikkerhed, der er med hensyn til virksomhedens fremtidige adfærd på markedet - dette gælder også, hvis hensigtserklæringen senere viser sig ikke at være fuldstændig korrekt(433).

(416) Selv om begrebet samordnet praksis i sig selv forudsætter en adfærd på markedet, indebærer det ikke, at denne adfærd konkret giver sig udslag i en form for konkurrencebegrænsning. Med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende virksomheder at føre, må det derimod antages, at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Dette gælder så meget desto mere, når samordningen finder sted regelmæssigt og over en lang periode, og gælder også i de tilfælde, hvor en eller flere virksomheders deltagelse i møder, der har et konkurrencebegrænsende formål, kun består i at modtage oplysninger om deres konkurrenters fremtidige adfærd på markedet(434).

(417) Ifølge fast retspraksis er Kommissionen i tilfælde af en overtrædelse, der strækker sig om en længere periode, ikke forpligtet til udelukkende at kvalificere den som en aftale eller en samordnet praksis - begge former for overtrædelse er nemlig omfattet af EF-traktatens artikel 81, stk. 1 - eller dele den op i flere særskilte overtrædelser(435). En sådan sondring kan i realiteten vise sig uigennemførlig eller uhensigtsmæssig, fordi overtrædelsen samtidig frembyder elementer af begge former for forbudt adfærd, selv om enkelte af dens aspekter - isoleret betragtet - snarere kan kvalificeres som den ene end den anden. Begge begreber omfatter, set fra et subjektivt synspunkt, former for hemmeligt samarbejde, som er af samme karakter og kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk. Det ville navnlig være meningsløst at foretage en kunstig opdeling af en fortsat, integreret og institutionaliseret adfærd, som tjener ét og samme formål, i flere særskilte overtrædelser.

(418) Kommissionen er derfor berettiget til at kvalificere en sådan kompleks overtrædelse som en aftale "og/eller" samordnet praksis, for så vidt som denne overtrædelse som et kompleks omfatter både elementer, der kan kvalificeres som en "aftale", og elementer, der kan kvalificeres som en "samordnet praksis"(436).

(419) Kartelmedlemmernes divergerende interesser kan resultere i, at der ikke opnås enighed om alle spørgsmål, eller at en række punkter formuleres uklart eller præcist eller ikke behandles. Der kan måske aldrig opnås en formel aftale om alle spørgsmål. På den anden side kan der opstå alt lige fra interne konflikter, overtrædelse af reglerne fra medlemmernes side og i nogle tilfælde hård konkurrence - til regulære priskrige. Ingen af disse elementer medfører imidlertid, at den pågældende adfærd ikke udgør en aftale og/eller samordnet praksis, hvis der arbejdes hen imod et fælles og vedvarende mål.

14.3.2. Aftale og samordnet praksis: overtrædelsens art i det foreliggende tilfælde

(420) Som det udførligt er beskrevet ovenfor(437), havde de pågældende banker oprettet et tæt netværk bestående af over 20 forskellige udvalg, som kommunikerede med hinanden og undertiden overlappede hinanden indholdsmæssigt. Hertil kom et stort antal regionale udvalg overalt i Østrig. I den periode, som denne undersøgelse dækker, kunne det påvises, at der alene i Wien (dvs. uden hensyntagen til de regionale udvalg) var blevet afholdt tre hundrede forskellige møder - i gennemsnit et møde hver fjerde dag. Endvidere kunne der uden for dette institutionaliserede netværk påvises talrige kontakter mellem repræsentanter for de pågældende virksomheder, undertiden på højeste niveau.

(421) I forbindelse med møder i navnlig de udvalg, der udtrykkeligt havde at gøre med vilkår, forsøgte deltagerne altid at opnå enighed om fastsættelsen af vilkårene. Forløbet af kartelmøderne er sammenfattet i afsnit 5.3 og beskrevet udførligt i afsnit 7-12 og skal ikke gentages her.

(422) I retlig henseende fremgår det, at de aspekter af adfærden, der som faser på vejen mod at opnå enighed muligvis ikke i sig selv kan kvalificeres som en aftale som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, under alle omstændigheder er omfattet af begrebet samordnet praksis. Der er i realiteten tale om en lang række handlinger med ét og samme konkurrencebegrænsende formål, hvor hver enkelt handling - isoleret set - er omfattet af enten begrebet aftale eller begrebet samordnet praksis og udgør en enkelt overtrædelse af EF-traktatens artikel 81.

(423) Gennem den fortsatte, regelmæssige, institutionaliserede og omfattende udveksling af sædvanligvis fortrolige oplysninger tilvejebragte de pågældende banker en meget stor grad af gensidig forståelse, gensidighed og - i det mindste til en vis grad og delvis - enighed om deres aktuelle og fremtidige adfærd på markedet og fjernede - eller i det mindste mindskede i vid udstrækning - derved systematisk enhver usikkerhed med hensyn til de andre bankers konkurrencemæssige adfærd. Renteforhøjelser og -nedsættelser blev regulært forhandlet mellem bankerne. Dette gjaldt ikke kun for vilkår, men også for alle former for gebyrer, fælles kalkulationsgrundlag eller annoncering med rentesatser. Enkelte institutters "enegange" var undtagelsen i denne forbindelse og resulterede omgående i en til dels heftig kritik fra de øvrige institutters side.

(424) Alle disse møder og kontakter havde ét og samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen (se afsnit 14.3.3).

(425) Kommissionen er derfor af den opfattelse, at de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i denne beslutning, vidner om en kompleks overtrædelse af betydelig varighed, som de virksomheder, denne beslutning er rettet til, deltog i. Disse virksomheder deltog selv i de vigtige udvalg(438) og havde kendskab til eller måtte have kendskab til eksistensen af andre udvalg. Det ville være unaturligt at opdele dette fortsatte, fælles og såvel indholdsmæssigt som organisatorisk nært forbundne system af adfærd, som i sin helhed tog sigte på at fordreje konkurrencen, kunstigt i sine - i realiteten indbyrdes nært sammenhængende - enkeltdele og på det grundlag forsøge at konstruere flere selvstændige overtrædelser.

14.3.3. Mål eller formål med begrænsningen af konkurrencen

(426) Som der udførligt er gjort rede for i afsnit 5.4, tilstræbte de banker, der deltog i den pågældende praksis, gennem aftalerne - af dem selv karakteriseret som "nyttige" og "konstruktive" - at undgå en angiveligt "ødelæggende" indbyrdes konkurrence og i stedet tilvejebringe en "kontrolleret", "fornuftig", "normaliseret", "disciplineret", "lempet", "velovervejet", "forskudt", "indskrænket", "moderat" og "velordnet" - alt sammen eufemismer for fordrejet og begrænset - indbyrdes konkurrence(439). Formålet med den pågældende praksis var at aftale og/eller samordne priser (renter og gebyrer) samt at begrænse reklameaktiviteter.

(427) Det konkurrencebegrænsende formål erkendes udtrykkeligt af en berørt bank(440).

(428) Efter fast retspraksis er det ved anvendelsen af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ikke nødvendigt at tage hensyn til de faktiske følger af en aftale eller en samordnet praksis, såfremt aftalen har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen(441).

(429) Det er derfor i princippet ikke nødvendigt at undersøge de faktiske følger i dette tilfælde.

(430) For fuldstændighedens og klarhedens skyld skal det dog understreges, at den pågældende praksis faktisk indvirkede på det østrigske bankmarked. Der henvises i denne forbindelse til, at der i tilfælde, hvor der aftales målpriser, allerede kan tales om en gennemførelse, når de faktisk anvendte priser bevæger sig i retning af disse målværdier (og ikke kun, når disse også præcist nås)(442).

(431) Indledningsvis henvises til de konkrete eksempler på gennemførelsen af diverse kartelbeslutninger, der er nævnt i beskrivelsen af de faktiske omstændigheder. Endvidere dokumenterer talrige interne notater, hvordan bankerne gennemførte kartelbeslutninger eller tog hensyn til de oplysninger, de fik på kartelmøderne, i forbindelse med deres egen fastsættelse af vilkår. PSK fastsatte f.eks. maksimumssatser for vilkår "i overensstemmelse med aftalen i indlånsrenteudvalget" og udarbejdede marketingplanlægningen "under hensyntagen til konkurrenternes overvejelser med hensyn til gebyrer"(443), BAWAG forhøjede udlånsrenterne "analogt med" de foranstaltninger, der var aftalt med de andre banker(444), NÖ Hypo nedsatte sine indlånsrenter "på grundlag af de nedsættelser, der var aftalt i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg, og efter telefonisk samråd med de andre sektorer"(445) eller "i overensstemmelse med de foranstaltninger, der blev anbefalet på de to seneste møder i indlånsrenteudvalget"(446), Erste nedsatte sine udlånsrenter "i betragtning af den forudgående samordning i udlåns-/indlånsrenteudvalget" eller ændrede sine indlånsrenter "efter aftale med konkurrenterne"(447) og udvidede volumenet for fastforrentede lån som "aftalt i treasurerudvalget"(448), GiroCredit nedsatte sine udlånsrenter "i betragtning af den forventede [fordi aftalt i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg] adfærd blandt de andre markedsaktører"(449), CA nedsatte rentesatserne i forbindelse med opsparingsordninger for ansatte med 0,25 % "efter aftale med BAWAG, Bank Austria og Erste"(450), CA's delstatsafdeling i Salzburg nedsatte sine indlånsrenter "som aftalt med institutterne i Salzburg"(451), og CA i Oberösterreich nedsatte sine indlånsrenter i overensstemmelse med "den samordnede foranstaltning blandt bankerne i Oberösterreich"(452).

(432) I denne henseende erkendte bankerne selv, at de i forbindelse med deres egen rentesatspolitik baserede sig på de oplysninger om konkurrenternes planer, som de havde fået på møderne(453). En af bankerne erkendte endvidere udtrykkeligt i sine bemærkninger, at den havde "tilpasset" sin konkurrencemæssige adfærd til de andre bankers planer og "fulgt de samordnede aftaler"(454).

(433) De fundne dokumenter, hvori bankerne selv - på grundlag af de tests, som de regelmæssigt havde gennemført hos andre banker - vurderede den konkrete gennemførelse af deres aftaler, viste sig også at indeholde afgørende oplysninger, idet det f.eks. er anført: "alle storbanker overholdt de aftalte rentesatser, [og det er] vor politik principielt at overholde de vejledende værdier"(455), alle institutter havde "gennemført den nedsættelse af renterne, der var blevet aftalt, og i det væsentlige holdt sig til de aftaler, der blev indgået"(456), "de anbefalede satser blev fulgt"(457), bankerne var "i det væsentlige tilfredse" med gennemførelsen af de fælles beslutninger(458), de aftalte "minimumsvilkår blev ikke underskredet i et eneste tilfælde"(459), de "nedsættelser, der var blevet aftalt" var "i mellemtiden" blevet "gennemført"(460), "de rentesatser, der var aftalt", blev "stort set overholdt"(461), satserne holdt sig "inden for det, der senest blev aftalt"(462), eller markedet var nu præget af "meget ensartede vilkår"(463). Det forhold, at det "kun [var] 70 %" af en bankgruppe, der overholdt en ordning, blev fundet kritisabelt(464). I sine skriftlige bemærkninger erkender en af de berørte banker endog udtrykkeligt, at karteldeltagerne "kun lejlighedsvis tilsidesatte 'rentesatsdisciplinen'"(465).

(434) Endelig forekommer det usandsynligt, at bankerne havde mødtes regelmæssigt og så ofte - alene i Wien i gennemsnit hver fjerde arbejdsdag - hvis disse møder havde været fuldstændig værdi- og virkningsløse.

(435) Hvad angår den regelmæssige og detaljerede informationsudveksling med hensyn til kalkulationsmetoder og -parametre - navnlig i controllerudvalget - må den konkurrencebegrænsende virkning heraf anses for at være så meget desto mere betydelig, da bankernes rentemarginaler er lave(466).

(436) Det er efter Kommissionens opfattelse således bevist, at aftalerne har indvirket på markedet. Det er hverken muligt eller nødvendigt at kvantificere disse virkninger nøjagtigt, dvs. at afgøre, hvilke vilkår og gebyrer de pågældende banker havde anvendt, hvis de havde fastlagt deres markedsmæssige adfærd selvstændigt og uafhængigt af hinanden i en situation med ufordrejede konkurrencevilkår. Som nævnt var den rapport, som bankerne havde ladet udarbejde, ikke i stand til at dokumentere, at kartellet ikke har haft følger(467).

(437) Kommissionen underkender ikke, at den "rentesatsdisciplin", som der jævnligt blev opfordret til, ofte lod noget tilbage at ønske på nogle områder af udlånsaktiviteterne. Undertiden måtte bankerne acceptere nederlag i deres fælles forsøg på at forbedre marginalerne eller endog over for hinanden erkende, at disse bestræbelser var slået fejl. "Manglende disciplin" resulterede i nogle tilfælde i "priskrige". Denne omstændighed udelukker imidlertid ikke, at aftalerne indvirkede på markedet.

14.3.4. Påvirkning af handelen mellem medlemsstater

(438) Det fremgår af fast retspraksis, at en aftale mellem virksomheder kan påvirke handelen mellem medlemsstater, når den på grundlag af samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold gør det muligt med tilstrækkelig sandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan øve en sådan indvirkning på handelen mellem medlemsstater, at det kan befrygtes, at den mærkbart kan hindre virkeliggørelsen af et enhedsmarked mellem disse(468).

(439) For at kunne fastslå en sådan indflydelse på handelsstrømmene - som kan skade virkeliggørelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne - er det nødvendigt at foretage en sammenligning med den hypotetiske tilstand, som ville gælde, hvis der ikke var nogen begrænsning af konkurrencen - dvs. ud fra den antagelse, at konkurrencen ikke er fordrejet. Det er alene afgørende, om begrænsningen - også indirekte og potentielt - kan dreje handelsstrømmene bort fra deres naturlige retning(469). Det er i den forbindelse uden betydning, om en sådan indvirkning er ugunstig, neutral eller gunstig. Det er ikke en betingelse, at importen hindres(470).

(440) I forbindelse med denne undersøgelse skal der foretages en samlet vurdering, da enkelte faktorer ganske vist ikke hver for sig, men absolut sammen kan resultere i en sådan påvirkning(471). Navnlig skal aftalerne eller den samordnede praksis vurderes som helhed(472). Der skal tages hensyn til den pågældende sektors økonomiske særegenheder(473).

(441) I denne henseende kan ifølge fast - og nylig bekræftet - retspraksis en aftale, der omfatter en medlemsstats hele område, ifølge selve sin natur mærkbart påvirke handelen mellem medlemsstater(474). For vurderingen af, om en sådan påvirkning er mærkbar, er betydningen af genstanden for aftalen/den samordnede praksis samt karteldeltagernes markedsstilling desuden relevant(475).

(442) Lombard-netværket, som bestod af en lang række indbyrdes nært forbundne udvalg, dækkede hele Østrigs område, omfattede næsten alle østrigske kreditinstitutter, dækkede hele sortimentet af udbudte bankprodukter og -tjenester i Østrig, ændrede konkurrencevilkårene i hele Østrig, påvirkede derved udenlandske bankers beslutninger om at gå ind på markedet og kunne derfor mærkbart påvirke handelen mellem medlemsstater.

11) Bankernes argumenter

(443) Bankerne har indledningsvis gjort gældende, at Kommissionen med urette har taget udgangspunkt i, at netværket kan påvirke handelen mellem medlemsstater. Efter bankernes opfattelse skal en sådan påvirkning derimod undersøges og dokumenteres for hvert enkelt udvalg. Bankerne har i den forbindelse henholdt sig til Førsteinstansrettens dom i sagen VGB m.fl. mod Kommissionen, hvorefter EF-traktatens artikel 81 "kun [finder] anvendelse på aftaler, der i væsentligt omfang bidrager til en eventuel afskærmning af markedet"(476).

(444) Efterfølgende har bankerne anført, at Domstolen i sin dom af 21. januar 1999 i Bagnasco-sagen udviklede en særlig test for vurderingen af banktjenester. Denne særlige test blev anvendt af Kommissionen i beslutningen Nederlandske banker(477). En vurdering af hvert udvalg for sig på grundlag af kriterierne i den særlige test ville i sidste instans føre til det resultat, at langt hovedparten af udvalgene ikke kunne påvirke handelen mellem medlemsstater mærkbart og derfor ikke skulle tages i betragtning.

12) Kommissionens standpunkt

(445) Bankernes argumentation beror på den forudsætning, at der ikke var tale om et net af aftaler, men kun en række udvalg, som fandtes fuldstændig uafhængigt af hinanden. I betragtning af de dokumenterede forhold er denne forudsætning imidlertid uholdbar. En isoleret betragtning af hvert enkelt udvalg, som bankerne kræver, ville kun være mulig i form af et hypotetisk tankeeksperiment, da - som der udførligt er redegjort for i beskrivelsen af de faktiske omstændigheder - udvalgene både indholdsmæssigt og organisatorisk i højeste grad var indbyrdes forbundne. Dette viser sig også ved, at adskillelsen mellem de enkelte udvalg ikke altid blev overholdt strengt, og at emner fra ét område undertiden blev behandlet i udvalg, som var ansvarlige for et andet område. En kunstig opdeling af netværket i dets enkeltdele ville være uden sammenhæng med kartellets realitet og dets virkninger.

(446) Hvad angår dommen i VGB m.fl. mod Kommissionen, som bankerne har henholdt sig til, fremgår heraf nøjagtigt det modsatte af det, som bankerne har anført. Det, som Kommissionen vurderede i den anfægtede beslutning og efterfølgende Førsteinstansretten, var en helhed af vedtagelser og aftaler vedrørende udbud af blomsterprodukter på sagsøgerens område i Aalsmeer (Nederlandene). Blandt denne helhed af regler hørte bestemmelser om brugsgebyrer og handelsaftaler.

(447) Førsteinstansretten fastslog, at reglerne "som helhed kan påvirke handelen mellem medlemsstater[...]. Eftersom handelsaftalerne er en integrerende del af disse regler, er det uden betydning, om de isoleret betragtet påvirker handelen mellem medlemsstater i tilstrækkelig grad"(478). Netop denne situation foreligger i forbindelse med Lombard-netværket.

(448) Efterfølgende undersøgte Førsteinstansretten fem individuelle eksklusive købsaftaler, som sagsøgeren havde indgået med nederlandske grossister. I modsætning til de under betragtning 446 nævnte dele af de samlede regler havde de pågældende eksklusive købsaftaler efter Førsteinstansrettens opfattelse imidlertid ikke direkte forbindelse med de samlede regler. Førsteinstansretten undersøgte derfor, om de pågældende fem aftaler kunne påvirke handelen mellem medlemsstater mærkbart, på grundlag af det for vertikale aftaler sædvanlige kriterium, om de bidrager til en eventuel afskærmning af markedet. I denne forbindelse - og netop ikke med hensyn til reglerne som helhed - undersøgte Førsteinstansretten, under henvisning til den relevante Delimitis-dom, om de "i væsentligt omfang bidrager til en eventuel afskærmning af markedet", som bankerne havde henholdt sig til.

(449) Dommen i Bagnasco-sagen og beslutningen vedrørende de nederlandske banker støtter heller ikke bankernes retsopfattelse. I disse tilfælde drejede det sig kun om banktjenester af relativt ringe betydning, nemlig om klausuler i almindelige forretningsbetingelser vedrørende henholdsvis kaution for nuværende og fremtidige forpligtelser (Bagnasco) og giroopkrævningsservice (nederlandske banker). Bankydelsen "kaution for nuværende og fremtidige forpligtelser" har - isoleret set - ikke i sig selv en grænseoverskridende karakter og er - igen isoleret set - af for ringe betydning til at kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne. Det samme gælder for giroopkrævningsservicen, som Kommissionen i sin beslutning udtrykkeligt betegner som et produkt af "relativt ringe betydning".

(450) Forskellen til Lombard-netværket, som ikke blot omfattede det ene eller det andet biprodukt, men derimod alle indbyrdes nært forbundne aspekter af bankvirksomhed - navnlig indlånsrenter, udlånsrenter og gebyrer - og ikke overlod noget væsentligt konkurrenceparameter til den frie konkurrence, er i realiteten betydelig.

(451) Sammenfattende - og på grundlag af fast retspraksis - bekræfter netværkets landsdækkende og indholdsmæssigt altomfattende virkefelt, dets uanfægteligt konkurrencebegrænsende formål samt dets ligeledes påviste indvirkning i hele Østrigs område Kommissionens retsopfattelse, at netværket bestående af en lang række indbyrdes tæt forbundne udvalg mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne.

(452) Det er i denne forbindelse - i modsætning til bankernes opfattelse - i øvrigt irrelevant, om den ene eller anden virksomheds individuelle deltagelse i den pågældende praksis mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstater. Da Lombard-netværket som helhed kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne, er det ikke nødvendigt for Kommissionen at godtgøre, at også den ene eller anden virksomheds individuelle deltagelse i sig selv har påvirket denne handel mærkbart(479).

(453) Som redegjort for ovenfor kunne Lombard-netværket mærkbart påvirke handelen mellem medlemsstaterne, og dette illustreres nedenfor ved hjælp af en række konkrete eksempler. Disse eksempler på, hvordan netværket både kunne udøve en direkte og indirekte indvirkning, vedrører efterspørgsels- og udbudssiden.

Efterspørgselssiden

(454) Som anført ovenfor udgjorde udenlandske ikke-bankers indlån hos østrigske kreditinstitutter ca. 26 mia. EUR i 1999 og lån ydet af østrigske kreditinstitutter til udenlandske ikke-banker ca. 36 mia. EUR. De østrigske bankers omfattende aftaler navnlig vedrørende indlåns- og udlånsrenter kunne således berøre borgere og virksomheder fra andre medlemsstater - som opsparere såvel som låntagere - direkte og i mærkbart omfang.

(455) Dele af den pågældende praksis vedrører enten tjenesteydelser af en grænseoverskridende karakter - og kan derfor alene af den grund påvirke handelen mellem medlemsstaterne(480) - eller er ifølge deres natur nært forbundne med grænseoverskridende varestrømme. Heriblandt hører aftalerne vedrørende grænseoverskridende betalingstransaktioner(481), dokumentvirksomhed eller køb og salg af værdipapirer(482).

(456) Selv om andre dele af den pågældende praksis ikke har en naturlig forbindelse til grænseoverskridende transaktioner, har de alligevel en indirekte indflydelse på disse, da udlånsvilkår nødvendigvis påvirker investerings- og dermed produktionsbeslutningerne hos både datterselskaber af udenlandske virksomheder og østrigske virksomheder i Østrig.

(457) I denne forbindelse skal der ikke blot tages højde for Østrigs meget store eksportandel(483), men også den traditionelt meget tætte forbindelse mellem østrigske virksomheder og deres "husbank" ("Hausbank") - og dermed disses særlige betydning med hensyn til tilvejebringelse af kapital(484). Østrigske virksomheders direkte investeringer i andre medlemsstater udgjorde over 16 mia. ATS i 1998(485).

(458) For de virksomheder, som på grund af deres størrelse kan gøre brug af de internationale kapitalmarkeder, kunne de indgåede aftaler ganske vist kun "overholdes i et begrænset omfang". De østrigske banker drøftede derfor, om de udtrykkeligt skulle undtage sådanne kunder fra de generelle aftaler, der var gældende for alle andre, og i stedet træffe "en fælles beslutning i de enkelte tilfælde"(486).

(459) De betragtninger, der er anstillet i betragtning 456 ovenfor, gælder også i forbindelse med de aspekter af den pågældende praksis, som vedrører vilkår for privatkunder. Til finansiering af varige forbrugsgoder - som ikke er produceret i Østrig, men importeres fra andre medlemsstater - anvender kunderne nemlig ofte navnlig banklån. Det kan derfor antages, at udlånsvilkårene påvirker varestrømme mellem medlemsstaterne.

Udbudssiden

(460) Virkningerne af den her omhandlede adfærd er imidlertid ikke begrænset til efterspørgselssiden. De kan - som det vil fremgå nedenfor - også på udbudssiden påvirke konkurrencevilkårene og dermed udviklingen af handelen mellem medlemsstaterne.

(461) Som det udførligt er beskrevet ovenfor(487), vedrørte de pågældende former for praksis praktisk talt alle bankprodukter og -tjenester. Endvidere deltog næsten alle østrigske banker i det mindste i en del af (og de største banker i alle) disse former for praksis. Formålet med disse omfattende, landsdækkende og langsigtede aftaler var - idet man fraveg den optimale faktorallokering, der kunne forventes under normale konkurrencevilkår - at holde priserne - og dermed overskuddet - på et niveau, som lå over det, der havde gjort sig gældende i en situation uden fordrejede konkurrencevilkår(488). Som det fremgår af de dokumenter, der er citeret under betragtning 433 som eksempler, lykkedes dette bankerne ifølge deres egen vurdering i ikke ubetydelig grad(489).

(462) Det fremgår således af den omfattende fremstilling i afsnit 5.4 samt 7-12, at aftalerne både havde til formål og i visse tilfælde til følge at tilvejebringe eller fastholde for høje priser og dermed overskud gennem en kollektivt monopolistisk prisadfærd. Samtidig har aftalerne opretholdt ubestridt ineffektive markedsvilkår. Udenlandske konkurrenter tager nødvendigvis hensyn til disse forhold, når de skal beslutte, om og i hvilket omfang de skal gå ind på det østrigske marked under disse betingelser. Aftalerne kan derfor også af denne grund dreje handelsstrømmene bort fra deres naturlige retning ved at påvirke beslutningerne om at gå ind på markedet.

(463) Da aftalerne både havde til formål og i visse tilfælde til følge at tilvejebringe eller fastholde for høje priser og dermed overskud, kan det forventes, at de (indenlandske) kartelmedlemmer reagerer på (udenlandske) ikke-medlemmers eventuelle underskridelser af de aftalte vilkår. Hvis priserne (og dermed kartelmedlemmernes overskud) som følge af en sådan konkurrence skulle komme under pres, vil disse tilstræbe at neutralisere konkurrencen - og dermed opretholde de for høje priser/overskud - ved at inddrage de udenlandske konkurrenter. Hvis der imidlertid ikke foreligger en sådan fare, f.eks. fordi den udenlandske konkurrents markedsandel er for lille, vil der ikke ske en sådan inddragelse.

(464) Ved at underskride de vilkår, der var aftalt blandt de østrigske banker, truede de udenlandske banker i eksportfinansieringssegmentet med at "opbløde deres marginaler". De østrigske banker så sig derfor nødsaget til enten ad hoc at inddrage de udenlandske banker, f.eks. West-LB, i aftalerne eller til formelt at optage dem - først og fremmest via deltagelse af en repræsentant for de udenlandske banker - i det relevante udvalg ("eksportfinansieringsudvalget", se nærmere herom i afsnit 12.1). Med hensyn til en anden udenlandsk bank, den tyske Schoellerbank, besluttede de østrigske banker sig til at optage denne i eksportfinansieringsudvalget, da Schoellerbank planlagde "øgede aktiviteter" på dette område.

(465) Anderledes var de østrigske bankers overvejelse i detailsegmentet, hvor den tyske Schoellerbank ligeledes forsøgte at øge sin markedsandel ved at tilbyde favorable vilkår. På grund af dens udelukkelse af kartellet i 1992 var der imidlertid for de østrigske banker "overhovedet ingen muligheder for en samordning" med Schoellerbank. Kartelmedlemmerne overvejede derfor at ophæve udelukkelsen og drøftede muligheden for "at indbyde repræsentanter for Schoeller Bank til det næste møde i privatlånsudvalget". Da Schoellerbanks markedsandel i dette segment imidlertid var lille, nåede bankerne i sidste instans "til den konklusion, at konkurrencepresset stadig er til at klare for de store banker", og at det i det store og hele derfor "må vurderes som negativt, hvis Schoeller præcist ved, hvad der drøftes på disse møder"(490).

13) Bankernes argumenter

(466) Bankerne anser ikke disse eksempler for at være relevante. Hvad angår efterspørgselssiden, er sammenhængen mellem finansiering og grænseoverskridende varestrømme ren spekulativ. Med hensyn til udbudssiden har Kommissionen ikke bevist, at handelen mellem medlemsstater påvirkes som følge af en afskærmning af markedet over for udenlandske konkurrenter.

14) Kommissionens standpunkt

(467) Efter Kommissionens opfattelse kan disse kritikpunkter ikke gøres gældende. I betragtning af bankernes særlige betydning med hensyn til østrigske virksomheders tilvejebringelse af kapital, disse virksomheders meget høje eksportandel og den åbenbare sammenhæng mellem finansieringsomkostninger og investeringsbeslutninger er det tilstrækkeligt plausibelt, at omfattende aftaler om finansieringsvilkår indirekte kan påvirke grænseoverskridende varestrømme.

(468) Hvad angår påstanden om, at der ikke har været tale om en markedsafskærmning, er bankernes retsopfattelse fejlagtig i flere henseender. For det første er det ifølge retspraksis ikke nødvendigt, at handelen mellem medlemsstater påvirkes i form af hindringer. Det er alene påvirkningen - uanset retning - der er afgørende. Endvidere er Kommissionen ikke forpligtet til at bevise den faktiske påvirkning. Det er tilstrækkeligt, at en aftale kan dreje grænseoverskridende handelsstrømme bort fra deres naturlige retning. Endelig er bankernes opfattelse ukorrekt, når de mener, at dette kun kan være tilfældet, hvis det gøres vanskeligt for udenlandske konkurrenter at få adgang til markedet, dvs. hvis markedet afskærmes. Heller ikke i denne forbindelse er det som omhandlet i den retspraksis, der er citeret ovenfor, en eventuel hindring, der er afgørende, men derimod påvirkningen af udenlandske virksomheders beslutninger om at gå ind på markedet(491). Det bemærkes også i denne forbindelse, at aftalerne i lang tid har forhindret, at der er opstået effektive markedsforhold.

(469) Sammenfattende fremgår det således, at netværket bestående af en lang række indbyrdes nært forbundne udvalg mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne i betragtning af dets landsdækkende og indholdsmæssigt altomfattende virkefelt, dets uanfægteligt konkurrencebegrænsende formål samt dets ligeledes påviste indvirkning i hele Østrigs område. Hertil kommer, at netværket på den ene side kunne påvirke den adfærd på efterspørgselssiden, der direkte eller indirekte var rettet mod grænseoverskridende varestrømme, og på den anden side beslutningerne på udbudssiden om at gå ind på markedet.

14.4. Virksomheder, der fastslås at have begået en overtrædelse

14.4.1. Udvælgelse

(470) Et særdeles stort antal banker deltog i de omhandlede former for praksis. Denne beslutnings adressater blev udvalgt på grund af deres særlig hyppige deltagelse i de vigtigste udvalg - det wienske og det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg (herunder privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende), Minilombard og controllerudvalget). Derudover spiller de, med undtagelse af NÖ Hypo og RBW (fra juli 1997 RLB(492)), en betydelig rolle på det østrigske bankmarked på grund af deres størrelse.

(471) Enkelte banker har vendt sig imod den udvælgelse, som Kommissionen har foretaget, og anført, at de derved stilles dårligere end de banker, som ikke er blevet pålagt en bøde.

(472) Kommissionen kan ikke følge denne opfattelse. I modsætning til, hvad bankerne mener, er der ikke tale om nogen krænkelse af ligebehandlingsretten, når Kommissionen ikke skrider ind over for alle virksomheder, der muligvis har deltaget i en overtrædelse(493), men foretager en udvælgelse på grundlag af objektive kriterier.

14.4.2. Placering af ansvar

(473) I tilfælde af succession - f.eks. på grund af en sammenlægning - pålægges ansvaret for det opløste selskabs overtrædelser af konkurrencereglerne efterfølgeren(494). I den henseende skal i forbindelse med denne procedure BA gøres ansvarlig for CA's adfærd, PSK for PSK-B's adfærd og RLB for RBW's adfærd. De berørte virksomheder satte ikke spørgsmålstegn ved denne placering af ansvaret under proceduren.

(474) Med hensyn til BAWAG/PSK og HVB/BA rejser spørgsmålet om ansvar sig ikke, da overtagelsen først fandt sted efter ophør af den retsstridige adfærd, og både PSK og BA efter henholdsvis BAWAG's og HVB's overtagelse af dem ikke blot blev opslugt af disse, men fortsætter deres aktiviteter som datterselskaber af disse. PSK og BA må derfor selv bære ansvaret for den retsstridige adfærd, de udviste, og selv være adressater for beslutningen om pålæggelse af en bøde(495). Dette blev der heller ikke sat spørgsmålstegn ved under proceduren.

(475) Det er derimod omstridt, hvor ansvaret for GiroCredits adfærd indtil tidspunktet for Erstes overtagelse af majoriteten af andelene i oktober 1997 skal placeres (i det følgende benævnt "det relevante tidspunkt"). I klagepunktsmeddelelsen var Kommissionen af den opfattelse, at ansvaret for den overtrædelse, som GiroCredit selvstændigt havde begået, var overgået til Erste som led i sammenlægningen med denne. Erste er derimod af den opfattelse, at BA, hvis koncern GiroCredit tilhørte indtil det relevante tidspunkt, og som selv deltog i kartellet, skal gøres ansvarlig for GiroCredits adfærd.

(476) Ifølge retspraksis er det den fysiske eller juridiske person, som ledede den pågældende virksomhed på tidspunktet for overtrædelsen, der er ansvarlig for dennes handling, selv om det på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, var en anden person, der havde ansvaret for virksomhedens drift(496).

(477) Under visse omstændigheder kan ansvaret for en virksomheds konkurrencebegrænsende adfærd imidlertid også pålægges dens moderselskab. Dette er muligt, når datterselskabet ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige har fulgt instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser til dette. I de tilfælde kan Kommissionen vælge, om den drager datterselskabet eller moderselskabet til ansvar for den overtrædelse, der er begået af datterselskabet(497).

(478) I det foreliggende tilfælde ville Kommissionen derfor under forudsætning af, at GiroCredit indtil det relevante tidspunkt ikke selvstændigt bestemte sin adfærd, men fulgte instrukser fra et moderselskab, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser til dette, kunnet vælge, om ansvaret for GiroCredits overtrædelse skulle pålægges dette selskab selv eller et moderselskab.

(479) I de særdeles mange dokumenter, der indgår i sagens akter, er der ingen form for henvisning til, at et moderselskab har øvet indflydelse på - eller for den sags skyld har bestemt - GiroCredits forretningspolitik. Analysen af de dokumenter, der er til rådighed - referater fra kartelmøder samt interne dokumenter fra GiroCredit, navnlig i forbindelse med virksomhedens interne beslutningstagning - viser efter Kommissionens opfattelse klart, at GiroCredit har varetaget sine egne interesser samt sparekassegruppens interesser selvstændigt, på eget ansvar og uden at modtage instrukser fra andre(498). GiroCredit var derfor alene ansvarlig for den overtrædelse, den har begået.

(480) I lyset af disse kendsgerninger skulle Kommissionen derfor pålægge GiroCredit selv ansvaret for dens overtrædelse. Det var derimod ikke engang som et alternativ muligt at holde et moderselskab ansvarligt(499). GiroCredits ansvar for den overtrædelse, som den havde begået, overgik efterfølgende i forbindelse med sammenlægningen med Erste i kraft af succession i fuldt omfang til denne.

(481) Heraf følger, at Erste i kraft af succession hæfter for den bøde, der skulle pålægges GiroCredit for dennes selvstændige overtrædelse. Dette ansvar gøres gældende ved siden af ansvaret for den overtrædelse, som Erste selv begik inden sammenlægningen.

(482) NÖ Hypo har siden januar 1997 været et koncernselskab i ÖVAG. Under forudsætning af, at NÖ Hypo fra det tidspunkt ikke frit bestemte sin adfærd på markedet, men i det væsentlige fulgte instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske og juridiske forbindelser til ÖVAG, havde Kommissionen kunnet vælge, om den ville drage NÖ Hypo selv eller moderselskabet til ansvar for NÖ Hypos overtrædelse. Af de talrige dokumenter i sagsakterne fremgår imidlertid intet, der tyder på, at ÖVAG havde indflydelse på eller bestemte NÖ Hypos forretningspolitik. En analyse af de dokumenter, Kommissionen er i besiddelse af - referater fra kartelmøder samt interne papirer fra NÖ Hypo, navnlig i forbindelse med den interne beslutningsproces i virksomheden - viser efter Kommissionens opfattelse entydigt, at NÖ Hypo har varetaget sine egne interesser selvstændigt, på eget ansvar og uden instrukser andetstedsfra(500). Af mødereferaterne fremgår desuden, at repræsentanter for NÖ Hypo også deltog i runderne efter januar 1977 og frem til det tidspunkt, hvor overtrædelsen var bragt til ophør. NÖ Hypo bar følgelig selv det fulde ansvar for sin overtrædelse. Det samme gælder for PSK-B i forhold til PSK (før fusionen)(501)

14.5. Overtrædelsens varighed

(483) De omhandlede former for praksis var fra den 1. januar 1995 omfattet af EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

(484) Kommissionen antager, at der efter tidspunktet for kontrolundersøgelserne (juni 1998) ikke har fundet yderligere udvalgsmøder sted, og at overtrædelsen derfor ophørte på dette tidspunkt.

15. OMFANGET AF BANKERNES OPLYSNINGSPLIGT

(485) Bankerne er af den opfattelse, at de med hensyn til en stor del af de spørgsmål, der blev stillet i begæringen om oplysninger, ikke var forpligtet til at afgive oplysninger og derfor - i henhold til Kommissionens meddelelse af 18. juli 1996 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager ("samarbejdsmeddelelsen fra 1996")(502), som var gældende på daværende tidspunkt - havde besvaret disse frivilligt eller frivilligt fremlagt de dokumenter, der var anmodet om.

(486) Som begrundelse har de i det væsentlige anført, at spørgsmålene gik ud over, hvad der var tilladt, idet de "interpretativt vedrørte indholdet af og formålet med" bankernes møder. Heller ikke kravet om udlevering af dokumenter - f.eks. notater og mødereferater - havde været tilladt, da udleveringen af sådanne dokumenter til Kommissionen "fungerede som en umiddelbar indrømmelse"(503).

(487) Kommission er ikke enig i denne retsopfattelse. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at for at sikre, at bestemmelserne i artikel 11, stk. 2 og 5, i forordning nr. 17 får fuld gennemslagskraft, har Kommissionen beføjelse til at pålægge de berørte virksomheder dels at meddele alle nødvendige oplysninger om omstændigheder, som de kan tænkes at være bekendt med, dels, om nødvendigt, at fremlægge de dokumenter om disse omstændigheder, som de er i besiddelse af, selv om de pågældende oplysninger og dokumenter vil kunne anvendes som bevis for, at virksomheden selv, eller en anden virksomhed, har handlet i strid med konkurrencereglerne. En virksomhed har alene ret til at nægte at udtale sig, såfremt den derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for(504).

(488) Heraf følger, at a) alle spørgsmål, som vedrører oplysninger af faktisk karakter - f.eks. oplysninger om deltagere i møder - skal besvares, og at b) begæringen om fremlæggelse af allerede eksisterende dokumenter - f.eks. kopier af indbydelser, dagsordener, referater, interne notater, rapporter osv. - skal efterkommes(505).

(489) Det var netop sådanne spørgsmål og opfordringer, der var indeholdt i begæringerne om oplysninger. Kommissionens spurgte om datoer og deltagere i forbindelse med såvel præcist identificerede udvalgsmøder - lige fra Lombardklub over controllerudvalget og til delstatsudvalg - som andre ikke nærmere identificerede udvalgsmøder. Endvidere anmodede den om allerede eksisterende dokumenter, som var blevet udarbejdet i forbindelse med de pågældende møder. I betragtning af, at de nævnte spørgsmål nøje var relateret til faktiske omstændigheder, har der ikke, som bankerne påstår, været tale om et "generelt krav fra Kommissionen om at tilstå retsstridige handlinger"(506). Disse holdt sig derfor efter Kommissionens retsopfattelse uden undtagelse inden for de grænser, som EF-Domstolen og Førsteinstansretten har udstukket.

(490) Også de spørgsmål, som tog sigte på indholdet - i modsætning til beslutningerne - af kartelaftaler, kunne lovligt stilles ifølge den nævnte retspraksis. Dette retsspørgsmål behøver imidlertid ikke at blive behandlet yderligere i denne forbindelse, da Kommissionen i den foreliggende beslutning udelukkende baserer sig på allerede eksisterende dokumenter(507).

16. LØSNINGER

16.1. Artikel 3 i forordning nr. 17

(491) Når Kommissionen konstaterer, at der foreligger en overtrædelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 1, kan den i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 pålægge de pågældende virksomheder at bringe overtrædelsen til ophør.

(492) Kommission antager, at der efter tidspunktet for kontrolundersøgelserne ikke har fundet yderligere udvalgsmøder sted. Såfremt dette - i modsætning til, hvad Kommissionens formoder - ikke er tilfældet, opfordres adressaterne til at bringe overtrædelsen til ophør(508).

(493) Adressaterne opfordres endvidere til for fremtiden at afholde sig fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formål eller virkning som de i denne beslutning konstaterede former for praksis.

16.2. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

16.2.1. Culpa: forsæt

(494) Bankerne har bestridt, at der er tale om culpa, da de ikke kunne vide, at deres aftaler ville være i strid med Fællesskabets konkurrenceregler. Til begrundelse har de henvist til følgende: a) deres aftaler var blevet billiget og støttet af OeNB og kun et produkt af den typisk østrigske konsensuspolitik, b) adfærdskarteller var per se ikke ulovlige i henhold til de østrigske konkurrenceregler indtil den 1. januar 2000, c) Lombardclubs eksistens havde været offentligt kendt og alligevel aldrig blevet påtalt af de østrigske myndigheder, d) Kommissionens forvaltningspraksis med hensyn til renteaftaler - og dermed retstilstanden som sådan - var uklar, e) Østrig er en forholdsvis ny medlemsstat i Fællesskabet og derfor stadig mindre fortrolig med fællesskabsretten, og f) de havde ikke kunnet være klar over, at aftalerne kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne. Bankerne har derfor været i en uundgåelig vildfarelse angående ulovligheden af deres aftaler.

(495) Kommissionen kan ikke godtage dette argument.

(496) Kommissionen har allerede (se betragtning 370 ff.) taget stilling til udvalgsmødernes historiske oprindelse og OeNB's deltagelse. Det bemærkes blot endnu en gang her, at OeNB's appeller til bankerne om at kalkulere på en driftsøkonomisk ansvarlig måde ikke efterfølgende kan omtydes til en opfordring til kartelaftaler. Desuden deltog OeNB med jævne mellemrum ikke i centrale møder i netværket.

(497) Som der endvidere er redegjort for i afsnit 5.1, havde anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceret(509) - herunder det traditionelt bredt fortolkede begreb potentiel påvirkning af handelen mellem medlemsstater - endog inden Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde været behandlet i relevante bankpublikationer. Det er fortsat uforståeligt, hvorfor netop bankerne skulle være uvidende om disse diskussioner, og dette så meget desto mere, da enhver virksomhed i en medlemsstat - uanset tiltrædelsestidspunktet - ubestridt er forpligtet til at holde sig informeret sig om gældende ret (selv om der her kan være forskelle i forhold til national ret).

(498) I øvrigt beviser de dokumenter, der er citeret i afsnit 5.1, at bankerne handlede i fuld bevidsthed om, at det var tvivlsomt, om deres adfærd var lovlig i konkurrenceretlig henseende. "Omdøbningen" eller endda "destrueringen" af deres mødereferater kan næppe heller forklares på en anden måde.

(499) Kommissionen tilbageviser derfor også bankernes påstand om, at den agtede "at statuere et eksempel på grundlag af banksektoren i en af de nyeste medlemsstater"(510). Lige så lidt er den enig i bankernes opfattelse, at pålæggelsen af en bøde som "afskrækkende eksempel på behandlingen af nye medlemsstater" ville være "ligefrem kontraproduktiv" med hensyn til central- og østeuropæiske staters planlagte tiltrædelse.

(500) [De] regelmæssige frokoster [på ledelsesniveau] inden for rammerne af Lombardclub har givet været kendt i offentligheden. Med hensyn til netværkets talrige øvrige udvalgsmøder er dette imidlertid som regel ikke tilfældet. Det er heller ikke Kommissionens opgave at undersøge nærmere, om nationale myndigheder kunne have grebet ind eller ej. Af alt dette kan der under ingen omstændigheder udledes, at der ikke foreligger culpa.

(501) For at en overtrædelse kan anses for forsætlig, er det tilstrækkeligt, at virksomheden ikke kunne være uvidende om, at den anfægtede handlemåde havde til formål at påvirke konkurrencen(511). I det foreliggende tilfælde var de pågældende virksomheder således ikke blot klar over det konkurrencebegrænsende formål med deres praksis, men også dennes uforenelighed med Fællesskabets konkurrenceregler. Der hersker derfor ingen tvivl om, at der foreligger forsæt fra bankernes side som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og den relevante retspraksis(512).

16.2.2. Generelle betragtninger

(502) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder bøder på mindst 1000 EUR og højst 1 mio. EUR, idet sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10 % af omsætningen i det sidste regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen, såfremt de forsætligt eller uagtsomt overtræder EF-traktatens artikel 81, stk. 1. I den forbindelse tages der hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed.

(503) Den rolle, som hver af de virksomheder, der har medvirket ved overtrædelsen, har spillet, skal vurderes enkeltvis. Ved fastsættelsen af bødens størrelse skal der tages hensyn til skærpende eller formildende omstændigheder. Derefter finder samarbejdsordningen fra 1996 i givet fald anvendelse.

16.2.3. Bødernes grundbeløb

(504) Grundbeløbet fastsættes på grundlag af overtrædelsens grovhed og dens varighed.

16.2.3.1. Grovhed

(505) Ifølge fast retspraksis skal overtrædelsens grovhed fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning. Der er ikke opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning(513).

15) Overtrædelsens art

(506) Prisaftaler udgør i kraft af deres art meget alvorlige overtrædelser af EF-traktatens artikel 81, stk. 1(514). Kommissionen skal ikke blot tage hensyn til sagens særlige omstændigheder, men også overtrædelsens generelle sammenhæng, navnlig når der er tale om en åbenlys overtrædelse af en meget skadelig art - såsom horisontale prisaftaler. Banktjenester er af særlig betydning for både forbrugere og virksomheder - og dermed for hele samfundsøkonomien. Karteller - navnlig så vidtfavnende og institutionaliserede som Lombard-netværket - kan under ingen omstændigheder accepteres i en så vigtig sektor.

(507) Kommissionen anser derfor den pågældende overtrædelse for at være en meget alvorlig overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

16) Gennemførelsen af kartellet og dets virkninger på markedet

(508) Hvad angår gennemførelsen og virkningerne af kartellet, kan disse tages i betragtning blandt en lang række forhold, når der foreligger former for praksis, der ikke direkte har til formål at begrænse konkurrencen og derfor kun kan falde inden for anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 81 som følge af deres konkrete virkninger(515).

(509) De pågældende banker deltog regelmæssigt og hyppigt i en lang række udvalgsmøder. De dokumenter, der blev fundet fra den relevante periode, viser klart, hvordan bankerne gennemførte de aftaler, der blev indgået på møderne, eller tog hensyn til de oplysninger, de fik fra deres konkurrenter, i forbindelse med deres egne beslutninger(516).

(510) Heraf følger endvidere, at de omfattende aftaler, der blev indgået over en lang årrække, har indvirket på markedet. Den omstændighed, at karteldeltagerne også måtte acceptere nederlag eller undertiden over for hinanden erkende, at deres bestræbelser var slået fejl, udelukker ikke, at aftalerne indvirkede på markedet. Som anført ovenfor var den rapport, som bankerne har ladet udarbejde, heller ikke i stand til at påvise, at kartellet ikke indvirkede på markedet(517).

17) Det relevante geografiske marked

(511) I betragtning af sagens særlige omstændigheder og den sammenhæng, overtrædelsen blev begået i, kan Østrigs forholdsvis lille område ikke ændre noget ved, at der er tale om en meget alvorlig overtrædelse(518).

18) Bankernes argumenter og Kommissionens konklusion med hensyn til overtrædelsens grovhed

(512) Bankernes har fremført en række argumenter, som i det foreliggende tilfælde skal tale for en overtrædelse af mindre alvorlig karakter: a) kartellet omfattede kun priser og hverken markedsopdeling eller kvoteaftaler, b) det indvirkede kun i en lille medlemsstats område, c) der var kun tale om en ringe indvirkning, d) OeNB deltog i overtrædelsen, og e) som ny medlemsstat befandt Østrig sig i en "omstillingsfase", og de østrigske banker kunne ikke "fra den ene dag til den anden" omstille sig til princippet om ubegrænset konkurrence, som var gældende i Fællesskabet(519).

(513) Kommissionen har allerede taget stilling til overtrædelsens art samt dens gennemførelse og virkning. Af de grunde, som ligeledes allerede er anført ovenfor, kan hverken OeNB's - meget begrænsede - deltagelse eller Østrigs forholdsvis nye medlemskab af Fællesskabet formilde overtrædelsens grovhed(520).

(514) Kommissionen når derfor sammenfattende til den konklusion, at de virksomheder, der er omfattet af denne beslutning, har begået en meget alvorlig overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

19) Kategorisering af karteldeltagerne

(515) Inden for de overtrædelser, der her er kategoriseret som meget alvorlige, gør bødeskalaen det muligt at variere behandlingen af de pågældende virksomheder alt efter deres faktiske økonomiske muligheder for at påføre konkurrencen alvorlig skade. Skalaen gør det også muligt at fastsætte bødens størrelse på et niveau, der har en tilstrækkelig afskrækkende virkning. En sådan differentiering er navnlig hensigtsmæssig i det foreliggende tilfælde, da der er en betydelig uligevægt med hensyn til størrelsen af de virksomheder og grupper, der har deltaget i overtrædelsen.

(516) I det foreliggende tilfælde skal der tages hensyn til de særlige omstændigheder på det østrigske bankmarked. Det ville i realiteten være ude af trit med virkeligheden at begrænse Erstes, RZB's og ÖVAG's betydning inden for netværket samt deres faktiske mulighed for at begrænse konkurrencen til skade for forbrugerne til deres respektive erhvervsmæssige virksomhed som forretningsbank.

(517) Det fremgår derimod særdeles klart af sagens akter, at disse virksomheder - i overensstemmelse med deres rolle som det centrale institut for de respektive grupper - i vidt omfang bidrog til netværkets effektivitet i hele Østrig gennem intensive informationsstrømme internt i grupperne. Disse institutter varetog ikke blot deres egne, men også deres respektive gruppes interesser, og blev derfor af de andre karteldeltagere opfattet som repræsentant for de respektive grupper. Aftalerne fandt derfor ikke blot sted mellem de enkelte institutter selv, men også mellem grupperne(521).

(518) Ses der bort fra de grupper, der stod bag de centrale institutter - sparekassegruppen, land-andelsbankgruppen og industri-andelsbankgruppen - vil det resultere i en ukorrekt bødeudmåling - uden afskrækkende virkning - som var ude af trit med den økonomiske realitet. Der foreligger i realiteten kun en tilstrækkelig afskrækkende virkning, hvis de pågældende centrale institutter fremover ikke længere deltager i former for karteladfærd som repræsentant for deres respektive gruppe.

(519) På baggrund heraf kan de berørte banker og grupper af banker - på grundlag af de foreliggende oplysninger om markedsandele(522) - opdeles i fem kategorier. Den første kategori omfatter GiroCredit (efter fusionen Erste), herunder sparekassegruppen, og RZB, herunder land-andelsbankgruppen. Den anden omfatter BA og CA. Den tredje omfatter BAWAG, ÖVAG, herunder industri-andelsbankgruppen, samt Erste (før fusionen med GiroCredit). PSK og PSK-B falder ind under den fjerde kategori, mens de mindste af de berørte banker, NÖ Hypo og RBW/RLB falder ind under den femte.

(520) På grundlag af ovenstående fremkommer som udgangspunkt for bødens beregning på grundlag af de pågældende virksomheders og virksomhedsgruppers relative betydning på det relevante marked følgende beløb for hver kategori:

>TABELPOSITION>

16.2.3.2. Varighed

(521) I relation til denne sag varede de omhandlede former for adfærd fra den 1. januar 1995 og indtil udgangen af juni 1998, altså i tre og et halvt år. De beløb, der er fastsat på grundlag af overtrædelsens grovhed, forhøjes derfor med 35 % for hver virksomhed.

(522) Der gælder særlige omstændigheder i forbindelse med GiroCredit og Erste. Erste opererede indtil fusionen med GiroCredit i oktober 1997 kun som forretningsbank, men deltog efter fusionen også som det centrale institut i sparekassesektoren i overtrædelsen. Varigheden af den overtrædelse, som Erste begik alene som forretningsbank, udgør derfor kun tre år (fra 1995 til 1997), mens GiroCredit og efter fusionen Erste også som det centrale institut i sparekassesektoren deltog i overtrædelsen under hele dennes varighed.

16.2.3.3. Konklusion vedrørende grundbeløbene

(523) Dette resulterer i følgende grundbeløb:

>TABELPOSITION>

(524) Som det næste skridt vil Kommissionen for hver enkelt virksomhed vurdere skærpende og/eller formildende omstændigheder og i givet fald anvende samarbejdsordningen.

16.2.4. Formildende omstændigheder

Formildende omstændigheder, der er gjort gældende af alle banker

(525) Også i denne forbindelse har bankerne henvist til Østrigs nye medlemskab af Fællesskabet, den angiveligt forvirrende retstilstand samt offentlige myndigheders deltagelse. Kommissionen har allerede andetsteds taget stilling til disse argumenter og anser af de der nævnte grunde ingen af disse omstændigheder for at være formildende(523).

(526) Alle banker har endvidere peget på den vanskelige økonomiske situation, som deres branche har befundet sig i. De har nemlig ikke været vant til i tilstrækkeligt omfang at tage hensyn til i og for sig selvfølgelige kalkulationskriterier i forbindelse med deres forretningspolitik(524). Bankerne har desuden gjort gældende, at de ikke har opnået nogen gevinst ved kartellet, og anført, at de indstillede udvalgsmøderne efter kontrolundersøgelserne.

20) Kommissionens standpunkt

(527) Kommissionen er af den opfattelse, at eventuelle mangler hos virksomhedsledelsen ikke udgør formildende omstændigheder, selv om disse påvirker de pågældende virksomheders indtjeningssituation. I en sådan situation skal hver virksomhed selvstændigt træffe foranstaltninger med henblik på en rentabilitetsforbedring og ikke indgå kartelaftaler. Priskarteller er ulovlige, selv om virksomhederne ikke opnår gevinster ved kartellet. Kommissionen er ved bødeudmålingen ikke forpligtet til at tage hensyn til, at en virksomhed befandt sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådanne forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpassende til markedsforholdene(525).

(528) Det er i øvrigt ikke et karakteristisk træk ved et konkurrenceudsat marked, at alle virksomheder opnår overskud svarende til deres forrentning af egenkapitalen, men at dårligt ledede virksomheder ikke kan fastholde deres markedsstilling. Karteller bremser imidlertid den nødvendige omstrukturering af udbuddet i form af, at urentable virksomheder forlader markedet, og de mest rentable virksomheder konsoliderer deres stilling - som bankerne selv har erkendt i det foreliggende tilfælde. Formildende omstændigheder er der ikke tale om her.

(529) Hvad angår det forhold, at overtrædelsen blev bragt til ophør efter kontrolundersøgelserne, skal Kommissionen i hvert konkret tilfælde tage hensyn til de særlige omstændigheder i denne henseende. Der findes ingen automatik, hvorefter det forhold, at overtrædelsen bringes til ophør, altid er en formildende omstændighed, eller dens fortsættelse altid er en skærpende omstændighed(526). I betragtning af den pågældende overtrædelses åbenlyse karakter kan det forhold, at den blev bragt til ophør efter kontrolundersøgelserne, ikke betragtes som en formildende omstændighed i samarbejdsmeddelelsens forstand.

(530) Lige så lidt er det en formildende omstændighed, at der i hele den relevante periode gentagne gange var tale om "manglende disciplin" og endog priskrige. Som mange andre karteller oplevede Lombard-kartellet gode og mindre gode tider og måtte lejlighedsvis klare kriser. Enkelte banker havde faktisk gang på gang forsøgt at vinde markedsandele ved på kort sigt at underbyde eller overbyde de aftalte vilkår. En sådan adfærd er imidlertid karakteristisk for mange karteller og kan ikke betragtes som en formildende omstændighed. Alle deltagere - også de lejlighedsvise "prisbrydere" - har i samme grad draget fordel af de i fællesskab vedtagne foranstaltninger samt de oplysninger om konkurrenternes fremtidige markedsmæssige adfærd, som regelmæssigt blev udvekslet. Også de banker, som undertiden traf forretningsbeslutninger, som afveg fra aftalerne, udnyttede kartellet til deres egen fordel.

Formildende omstændigheder, som de berørte virksomheder individuelt har gjort gældende

(531) De fleste institutter har gjort gældende, at de enten ikke deltog i alle udvalg, eller at de egentlig ikke havde haft nogen økonomiske interesse i disse. Næsten alle banker har derudover fremstillet sig selv som små og ubetydelige.

(532) RZB har anført, at den kun i meget minimalt omfang var aktiv inden for privatkunde- eller detailområdet og derfor kun spillede en passiv rolle i Lombard-netværket. RZB har ganske vist erkendt, at den via den informationsstrøm, som den organiserede inden for land-andelsbankgruppen, bidrog til kartelaftalernes effektivitet.

(533) Erste var ganske vist den næststørste bankkoncern i Østrig, men havde kun små markedsandele og havde derfor været uden indflydelse i udvalgene.

(534) PSK har anført, at den eller dens datterselskab PSK-Bank blot spillede en underordnet rolle på udlånsområdet, og at dens deltagelse i de relevante møder derfor havde været værdi- og virkningsløs.

(535) BAWAG har gjort gældende, at den kun "meget nødig" og blot "nødvendigvis" havde deltaget i møderne, selv om den "egentlig ikke [ønskede] at deltage i aftalerne". BAWAG havde - "i modsætning til de fleste andre deltagere i møderne" - ført en selvstændig rentesats- og prispolitik, og "lod sig aldrig virkelig omfatte af aftalerne", "mens de andre banker blev enige om en ensartet rentenedsættelse". BAWAG havde med andre ord modstået alle fristelser - "til forskel fra nogle af dens konkurrenter (f.eks. PSK), som kun lejlighedsvis tilsidesatte 'rentesatsdisciplinen'"(527).

(536) RLB har henvist til sin ringe størrelse, og at RBW's aktionsradius var regionalt begrænset til Wien, og har i denne forbindelse forklaret deltagelsen i de landsdækkende udvalg med, at RBW's repræsentant - som en i enhver henseende anset specialist - kun "blev tilkaldt som ekspert i forbindelse med markedet i Wien uden specielt at varetage RBW's interesser"(528).

(537) ÖVAG og NÖ Hypo havde ifølge egne oplysninger begrænset sig til passivt at notere sig de beslutninger, der allerede var truffet forud for møderne af den "snævrere kreds af banker", og at drage fordel af den sociale prestige, der var forbundet med at deltage i kartelmøderne.

Kommissionens standpunkt

(538) Som der allerede er redegjort for ovenfor, ville det være ude af trit med virkeligheden at begrænse Erstes, RZB's og ÖVAG's betydning inden for netværket til deres respektive erhvervsmæssige virksomhed som forretningsbank(529). Det fremgår derimod særdeles klart af sagens akter, at disse virksomheder - i overensstemmelse med deres rolle som det centrale institut for de respektive grupper - i vidt omfang bidrog til netværkets effektivitet gennem kommunikationen internt i grupperne. Disse institutter varetog ikke blot deres egne, men også deres respektive gruppes interesser, og blev derfor af de andre karteldeltagere opfattet som repræsentant for de respektive grupper. De kan derfor ikke henholde sig til omfanget af deres egne erhvervsaktiviteter.

(539) For bedre at kunne vurdere de enkelte bankers rolle inden for netværket har Kommissionen også i denne henseende foretaget en detaljeret analyse af de vigtigste udvalg(530). Det fremgik, at BA/CA havde indkaldt til næsten 60 % af alle møder i det wienske udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg, over 40 % af alle møder i det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg og ca. 30 % af alle møder i Minilombard- og controllerudvalget. Dernæst følger Erste/GiroCredit med henholdsvis 20 %, 25 % og 30 %. RZB, PSK, BAWAG og ÖVAG havde indkaldt til ca. 10 % af alle disse møder(531). Analysen af dokumenterne vedrørende kartelmødernes forløb peger også på, at de store banker og bankgrupperne har spillet en forholdsvis større rolle.

(540) Denne rollefordeling i forbindelse med kartelmøderne kan dog ikke være en formildende omstændighed for nogle eller en skærpende omstændighed for andre. Alle deltagere har i samme grad draget fordel af de i fællesskab vedtagne foranstaltninger samt de oplysninger om konkurrenternes fremtidige markedsmæssige adfærd, som regelmæssigt blev udvekslet. Også de banker, som undertiden traf forretningsbeslutninger, som afveg fra aftalerne, udnyttede kartellet til deres egen fordel. Det er ganske vist korrekt, at nogle banker gentagne gange af deres konkurrenter blev kritiseret for at fravige aftalerne. Sådanne enkeltstående eksempler på en aggressiv prisadfærd godtgør imidlertid ikke, at disse banker hele tiden handlede uafhængigt(532). Det er tværtimod dokumenteret, at også disse banker ved fastlæggelsen af deres egen forretningspolitik tog hensyn til de oplysninger om konkurrenternes fremtidige markedsmæssige adfærd, som de fik på møderne.

(541) Det kan heller ikke gøre nogen forskel, om en bank gerne eller nødig deltog i kartelmøderne. For så vidt der er sammenhæng mellem de enkelte bankers og bankgruppers rolle og deres markedsstilling, blev der allerede taget hensyn til den pågældende differentiering i forbindelse med kategoriseringen. Der er derfor ikke grundlag for yderligere tillæg eller fradrag.

16.2.5. Delkonklusion inden anvendelse af samarbejdsordningen fra 1996

(542) Heraf følger, at der ikke foreligger nogen hverken skærpende eller formildende omstændigheder. Under hensyn til de beskrevne selskabsretlige ændringer og deres indvirkninger på ansvaret for overtrædelsen fremkommer foreløbig følgende grundbeløb:

>TABELPOSITION>

16.2.6. Anvendelse af samarbejdsmeddelelsen fra 1996

(543) Efter afsnit D i samarbejdsordningen fra 1996 kan der indrømmes en betydelig nedsættelse på mellem 10 % og 50 % af den bøde, der ellers ville være blevet pålagt. Dette kan være tilfældet, hvis den pågældende virksomhed f.eks. a) inden udsendelsen af klagepunktsmeddelelsen forsyner Kommissionen med oplysninger, dokumenter eller andet bevismateriale, som i væsentlig grad bidrager til at fastslå overtrædelsens eksistens, eller b) efter modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen meddeler Kommissionen, at den i det væsentlige ikke anfægter de faktiske omstændigheder, som Kommissionen baserer sine klagepunkter på(533).

(544) Under henvisning hertil har alle banker gjort gældende, at de har "samarbejdet" i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder - nemlig som led i besvarelsen af begæringerne om oplysninger samt den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder - eller ikke har anfægtet de faktiske omstændigheder.

Begæringerne om oplysninger

(545) Som allerede nævnt, var opfordringen til bankerne om at nævne datoer og deltagere i forbindelse med udvalgsmøder efter Kommissionens opfattelse i overensstemmelse med den relevante retspraksis, og det samme gælder anmodningen om at fremsende allerede eksisterende dokumenter vedrørende møder. Forhold, der er indberettet, og fremsendte dokumenter kan ganske vist muligvis anvendes til at bevise, at en virksomhed har overtrådt konkurrencereglerne, men kan - i modsætning til bankernes opfattelse - ikke sidestilles med en tilståelse.

(546) På baggrund af ovenstående er hverken meddelelsen af mødedatoer og -deltagere eller fremlæggelsen af dokumenter sket frivilligt. Det, der kræves i retlig henseende, er ikke frivilligt og kan derfor pr. definition heller ikke betragtes som "samarbejde" - hvorved der forstås et frivilligt samvirke i fælles interesse(534). Da Kommissionen i den foreliggende beslutning udelukkende baserer sig på allerede eksisterende dokumenter, kunne svar på spørgsmål, som tog sigte på indholdet af kartelaftaler, ikke udgøre en merværdi(535).

Den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder

(547) Ifølge fast retspraksis er en bødenedsættelse kun berettiget, såfremt virksomhedernes bidrag skulle have bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtrædelse mindskes(536). Noget sådant kan navnlig være tilfældet i forbindelse med vigtige omstændigheder, som Kommissionen ikke tidligere havde kendskab til (og ikke havde spurgt om) eller et "meget detaljeret svar på begæringen om oplysninger", hvis netop dette detaljerede svar har gjort det mindre vanskeligt for Kommissionen at forstå rækkevidden af faktiske omstændigheder og dokumenter og drage de nødvendige konsekvenser heraf med henblik på at fastslå eksistensen af overtrædelsen og bringe den til ophør(537). En ren praktisk eller logistisk understøttelse af Kommissionens undersøgelsesarbejde, f.eks. gennem en kronologisk eller anden velordnet fremlæggelse af dokumenter, kan derimod ikke berettige en bødenedsættelse.

(548) I denne henseende har Kommissionen tidligere indrømmet nedsættelser, når virksomheder a) frivilligt og ud over de oplysninger, der kræves i retlig henseende, har bidraget b) væsentligt c) til fastlæggelsen af vigtige omstændigheder(538).

(549) På grundlag af denne retspraksis gjorde Generaldirektoratet for Konkurrence i efteråret 1998 - dvs. lang tid inden fremlæggelsen af den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder - bankerne opmærksom på, at der med hensyn til spørgsmålet om udmålingen af en bøde, som eventuelt måtte blive pålagt, udelukkende ville blive lagt vægt på merværdien af de dokumenter og oplysninger, som bankerne havde bebudet - dvs. dokumenter og oplysninger, der går ud over det, der kræves i retlig henseende. Nedsættelsen af en eventuel bøde ville således være direkte proportional med merværdien.

(550) Det er let at fastslå denne merværdi, da den dels består af de faktiske omstændigheder, som hverken fremgår af de dokumenter, der blev fundet under kontrolundersøgelserne, eller de dokumenter, der blev fremlagt eller skulle fremlægges på grundlag af oplysningspligten, (i det følgende benævnt "nye oplysninger"), og dels af nærmere forklaringer, som fremmer Kommissionens forståelse. Kun nye oplysninger og nærmere forklaringer, som fremmer en bedre forståelse, kan gøre det lettere for Kommissionens at fastslå overtrædelsen.

(551) Blandt de dokumenter, som blev fremlagt sammen med den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder, kunne Kommissionen ikke påvise nogen, der vedrører nye oplysninger. På Kommissionens forespørgsel herom var bankerne heller ikke i stand til at påvise noget sådant. De fremlagte dokumenter er tværtimod dokumenter, som på den ene side allerede var blevet fundet og på den anden side blev fremlagt eller skulle fremlægges som led i begæringen om oplysninger. Da de ikke indeholdt nye oplysninger, udgjorde de fremlagte dokumenter - om end kvantitativt omfattende og i kronologisk orden - derfor ingen merværdi for Kommissionen. Dette gælder også for de dokumenter, som BA fremlagde kort tid efter fremsendelsen af den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder.

(552) Hertil kommer, at bankerne tilsyneladende ikke havde fremlagt alle de dokumenter, som Kommissionen havde udbedt sig. Referatet fra "bankmødet i Haller" den 25. maj 1998, hvis autenticitet ikke blev anfægtet, fik Kommissionen f.eks. først i januar 2001 fra en person, som krævede ikke at få sin identitet oplyst(539). Sammen med besvarelsen af de supplerende klagepunkter fremlagde bankerne også for første gang referater af møder, som allerede skulle have været fremlagt på grundlag af begæringerne om oplysninger og heller ikke var indeholdt i den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder(540).

(553) Den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder selv går rent faktisk ud over de oplysninger, der var anmodet om. For det første fordi den - hvad der ikke blev anmodet om i begæringerne om oplysninger - udførligt beskriver netværkets historiske baggrund(541), og for det andet fordi den sammenfatter indholdet af de enkelte udvalg.

(554) Denne sammenfatning underspiller dog i vidt omfang de faktiske omstændigheder, der fremgår af dokumenterne, og giver indtryk af, at der kun meget sjældent og i forbigående blev talt om rentesatser, gebyrer o.lign. De talløse påviste aftaler og konkurrencebegrænsende drøftelser om rentesatser, gebyrer og andre konkurrenceparametre bliver systematisk nedtonet. Der er således ikke en eneste henvisning til en konkret rentesats eller et gebyr i sammenfatningen af alle møder i det wienske og det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg, privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende, Minilombard og controllerudvalget.

(555) Klagepunkterne og efterfølgende den foreliggende beslutning viser derimod - helt og holdent på grundlag af dokumenter fra den relevante periode - et fuldstændig andet billede. Et godt eksempel på bankernes selektive strategi - som benægter virkeligheden - er deres beskrivelse af mødet i Lombardclub den 8. maj 1996, hvorefter OeNB blot skulle være fremkommet med hele generelle formaninger. Den dokumenterede kendsgerning, at [repræsentanterne] på dette møde vedtog ikke mindre end 15 foranstaltninger - lige fra konkrete minimumsrentesatser for en lang række bankprodukter over minimumstillæg til restriktioner med hensyn til annoncering - nævnes ganske enkelt ikke.

(556) Endvidere har den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder en grundlæggende anden struktur end klagepunkterne og beslutningen, da den beskriver hvert enkelt udvalg isoleret og - i overensstemmelse med bankernes påstand om, at der ikke har været tale om et institutionaliseret netværk - med en systematisk nedtoning af de mange indbyrdes forbindelser og sammenhænge mellem udvalgene. Lombardclubs ledende funktion, som entydigt fremgår af dokumenterne, anfægtes endog udtrykkeligt.

(557) Denne fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder havde derfor ikke til formål at bringe nye oplysninger i sagen - som der i betragtning af de meget talrige og entydige dokumenter i øvrigt heller ikke var behov for - men at vurdere de faktiske omstændigheder - dog en vurdering, som stod i diametral modsætning til Kommissionens vurdering. Dette dokument, som udelukkende er udarbejdet med henblik på at forsvare bankerne og med hensyn til indhold, beskrivelse og vurdering adskiller sig særdeles væsentligt fra klagepunkterne og den foreliggende beslutning, kan under ingen omstændigheder betragtes som et "samarbejde", der kan føre til bødenedsættelse.

(558) Såfremt de faktiske omstændigheder, der er konstateret i klagepunkterne, ikke anfægtes, kan dette principielt fremskynde sagsbehandlingen og/eller bidrage til at lette konstateringen og bekæmpelsen af overtrædelser og følgelig begrunde en nedsættelse af bøden(542).

(559) I det foreliggende tilfælde forekommer det kun logisk, at bankerne ikke efterfølgende anfægter de faktiske omstændigheder, der er skildret udelukkende på grundlag af de dokumenter, der er fundet i deres lokaler og senere fremlagt af dem som led i forpligtelsen til at fremkomme med oplysninger. I betragtning af de hundredvis af referater, notater og lignende dokumenter, der blev fundet, havde man desuden kun vanskeligt kunnet forestille sig, at de faktiske omstændigheder ville blive anfægtet. Alligevel ville det, såfremt de faktiske omstændigheder var blevet anfægtet - og den efterfølgende stillingtagen til sådanne argumenter - have lagt beslag på ressourcer hos Kommissionen og dermed forlænget proceduren. At de faktiske omstændigheder ikke blev anfægtet, medførte således en arbejdsbesparelse for Kommissionen og berettiger derfor, at bøden nedsættes med 10 %.

16.2.7. Endelige bødebeløb

(560) Afslutningsvis fastsætter Kommissionen de bøder, der pålægges i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, således:

>TABELPOSITION>

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Erste Bank der oesterreichischen Sparkassen AG; Raiffeisenzentralbank Österreich Aktiengesellschaft, Bank Austria Aktiengesellschaft, Bank für Arbeit und Wirtschaft Aktiengesellschaft, Österreichische Postsparkassen Aktiengesellschaft, Österreichische Volksbanken-Aktiengesellschaft, Niederösterreichische Landesbank-Hypothekenbank Aktiengesellschaft og Raiffeisenlandesbank Niederösterreich-Wien AG har overtrådt EF-traktatens artikel 81, stk. 1, ved at have deltaget i aftaler og samordnet praksis med hensyn til priser, gebyrer og reklameaktiviteter, som i perioden fra den 1. januar 1995 indtil den 24. juni 1998 havde til formål at begrænse konkurrencen på markedet for bankprodukter og banktjenester i Østrig.

Artikel 2

De i artikel 1 nævnte virksomheder bringer omgående den i artikel 1 omhandlede overtrædelse til ophør, hvis dette ikke allerede er sket.

De afholder sig fremover fra aftaler eller samordnet praksis, der kan have samme formål eller virkning som overtrædelsen.

Artikel 3

For den i artikel 1 omhandlede overtrædelse pålægges følgende bøder:

>TABELPOSITION>

Artikel 4

De i artikel 3 fastsatte bøder indbetales senest tre måneder efter meddelelsen af denne beslutning på følgende bankkonto tilhørende Europa-Kommissionen:

Konto nr.: 642-0029000-95

IBAN-kode: BE76 6420 0290 0095

SWIFT-kode: BBVABEBB

Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (BBVA) SA Avenue des Arts 43 B - 1040 Bruxelles//Brussel

Efter udløbet af denne frist påløber der automatisk renter svarende til den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender i sine primære refinansieringstransaktioner på den første arbejdsdag i den måned, hvor denne beslutning er vedtaget, med tillæg af 3,5 procentpoint, dvs. i alt 6,75 %.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til:

Erste Bank der oesterreichischen Sparkassen AG Graben 21 A - 1010 Wien

Raiffeisen Zentralbank Österreich Aktiengesellschaft Am Stadtpark 9 A - 1030 Wien

Bank Austria Aktiengesellschaft Vordere Zollamtsstraße 13 A - 1030 Wien

Bank für Arbeit und Wirtschaft Aktiengesellschaft Seitzergasse 2-4 A - 1010 Wien

Österreichische Postsparkasse Aktiengesellschaft Georg-Coch-Platz 2 A - 1018 Wien

Österreichische Volksbanken-Aktiengesellschaft Peregringasse 3 A - 1090 Wien

Niederösterreichische Landesbank-Hypothekenbank Aktiengesellschaft Kremser Gasse 20 A - 3100 St. Pölten

Raiffeisenlandesbank Niederösterreich-Wien AG Friedrich Wilhelm Raiffeisenplatz 1 A - 1020 Wien

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i henhold til EF-traktatens artikel 256.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juni 2002.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT 13 af 21.2.1962, s. 204/62.

(2) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

(3) EFT L 354 af 30.12.1998, s. 18.

(4) EUT C 48 af 24.2.2004.

(5) Den 1. januar 1994 - datoen for Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde - bortfaldt de sidste tilbageværende retsgrundlag for eventuelle aftaler.

(6) 42.290 (RLB).

(7) Målt i forhold til befolkningstallet ligger antallet af bankfilialer og bankmedarbejdere i Østrig markant over gennemsnittet i Fællesskabet. Banker har grundlæggende to hovedindtægtskilder: nettorenteindtægter - langt den vigtigste indtægtskilde - og indtægter fra service- og provisionsaktiviteter. Kort sagt medførte overudbuddet og den svage efterspørgsel efter lån i Østrig et pres på rentemarginalerne, hvorfor der kun var mulighed for lave stigninger i nettorenteindtægterne, mens provisionsindtægterne var kendetegnet ved en dynamisk vækst.

(8) 41.916 (Erste). I realiteten fandt der kun sporadisk og langsomt en markedsjustering sted (i 1990 fusion mellem Zentralsparkasse og Länderbank, i 1992 fusion mellem Girocentrale og Österreichisches Creditinstitut, i 1997 Bank Austrias overtagelse af Creditanstalt samt Erste Banks overtagelse af GiroCredit).

(9) Se afsnit 5.4 med hensyn til dokumentationsmateriale.

(10) Se fodnote 141, 283 og fodnote 130, 152, 168, 280, 350.

(11) Se betragtning 279 nedenfor.

(12) 41.570 (BA).

(13) 23.274 f.

(14) 23.178 f.

(15) 20.743 f.

(16) I Østrig sondres der mellem enstrengede sektorer - som i forbindelse med forretningsbanker (Aktienbanken) og bankierer, realkreditinstitutter (Landes-Hypothekenbanken), byggesparekasser (Bausparkassen) og specialbanker (Sonderbanken) - og flerstrengede sektorer, også betegnet som "decentrale" sektorer. Sparekasser og industri-andelsbanker (Volksbanken) har en tostrenget struktur, og land-andelsbanker (Raiffeisenbanken) en trestrenget struktur. Inden for hver af disse flerstrengede sektorer - som selv betegner sig som "bankgrupper" - udfører det centrale institut koordineringsopgaver for de tilknyttede institutter. De mange forskellige relationer og gensidige rettigheder og pligter mellem de centrale institutter og de enkelte medlemmer i sektoren er nærmere reguleret i den østrigske banklov, Bankwesengesetz.

(17) Med hensyn til beskrivelser af det østrigske bankmarked se bl.a. Kommissionens beslutninger i sag COMP/M.2125, HypoVereinsbank/Bank Austria, betragtning 21, COMP/M.2140, BAWAG/PSK, betragtning 9, og sag COMP/2402, Creditanstalt/RZB/JV, betragtning 15. De markedsandele, der er anført nedenfor i dette afsnits tekstdel, refererer til detail- og engrosbankvirksomhed (aktiv- og passivside) og stammer fra de officielle udgaver af de nævnte beslutninger, fra årsberetninger, publikationer og andre offentligt tilgængelige kilder. Selv om Lombard-netværket går langt videre end detail- og engrosbankområdet og omfatter alle væsentlige konkurrenceparametre (nærmere herom nedenfor), giver de pågældende markedsandele et repræsentativt billede af de berørte bankers og bankgruppers generelle markedsstilling.

(18) Når der i denne beslutning tales om "CA", menes Creditanstalt-Bankverein, senere omdøbt til Creditanstalt AG, inden sammenlægningen.

(19) COMP/M.2125, HypoVereinsbank/Bank Austria.

(20) Når der i denne beslutning tales om "GiroCredit", menes GiroCredit Bank Aktiengesellschaft der Sparkassen inden sammenlægningen. Med betegnelsen "Erste" menes i perioden inden den 4. oktober 1997 Erste österreichische Spar-Casse Bank, efter dette tidspunkt Erste Bank der österreichischen Sparkassen AG.

(21) Inden for sparekassegruppen er der særlige bindinger, som giver den en koncernlignende struktur. Alle østrigske sparekasser har andele i Erste, som på sin side har kapitalinteresser i en række sparekasser. I sin egenskab af centralt institut er Erste forpligtet til at varetage forskellige funktioner i forhold til de tilknyttede sparekasser og udføre sine opgaver under hensyntagen til sparekassernes interesser, hvorved der fremkommer et tætmasket net af gensidige rettigheder og pligter.

(22) Erste tegner sig alene for en markedsandel på ca. 7 %.

(23) Den første streng omfatter ca. 615 retligt selvstændige lokale land-andelsbanker, hvis nøgleaktiviteter er detailbankvirksomhed og engrosbankvirksomhed for små og mellemstore virksomheder. På delstatsplan fungerer som anden streng otte regionale land-andelsbanker (Raiffeisen-Landesbanken - "RLB"), som ejes af primærbankerne. RLB er selv aktive inden for detail- og engrosbankvirksomhed og fungerer derudover som clearinginstitut for primærbankerne og stiller omfattende bankydelser og rådgivningstjenester til rådighed for disse. Den tredje streng udgøres af RZB, hvori RLB har en kapitalandel på over 80 %. Selv om land-andelsbankerne er retligt selvstændige enheder, som ikke er undergivet instrukser fra RLB og/eller RZB, er konkurrencen mellem dem begrænset på grund af den ensartede markedsadfærd og regionalitetsprincippet.

(24) RZB tegner sig alene for en markedsandel på ca. 2 %.

(25) Siden den 1. december 2000 har BAWAG ejet 74,82 % af PSK's egenkapital og KSP Unternehmensbeteiligungsgesellschaft mbH 25,28 %; se COMP/M.2140, BAWAG/PSK.

(26) BAWAG og PSK er imidlertid fortsat retligt uafhængige aktieselskaber og kreditinstitutter.

(27) ÖVAG tegner sig alene for en markedsandel på under 1 %.

(28) "NÖ" er en forkortelse for delstaten Niederösterreich.

(29) Tidligere havde delstaten Niederösterreich været eneaktionær i NÖ Hypo. ÖVAG og NÖ Hypo består imidlertid fortsat som aktieselskaber og kreditinstitutter.

(30) Ligesom de øvrige syv realkreditinstitutter er NÖ-Hypo ordinært medlem af Verband der österreichischen Landes-Hypothekenbanken ("Hypo-Verband").

(31) Forinden havde RLB kun i meget begrænset omfang udført egne aktiviteter. Med betegnelsen "RBW" menes i perioden inden omdannelsen Raiffeisenbank Wien reg Gen mbH.

(32) Dvs.: 1) Detailbankvirksomhed: a) Indlån: Kunden kan til enhver tid råde over anfordringsindskud (som regel lavtforrentede anfordrings-, løn- og pensionskonti). Opsparingsindskud er kontantindskud på konti, som i modsætning til anfordringsindskud tjener investeringsformål og modtages på grundlag af oprettelse af en "(kapital)opsparingskonto" ("(Kapital)Sparbuch") (i forbindelse med "variable" opsparingsindskud ændres forrentningen af kreditinstituttet afhængigt af udviklingen på penge- og kapitalmarkederne, mens "fastforrentede" opsparingsindskud har fast aftalt løbetid og rentesats). I forbindelse med indlån kan der også aftales såkaldte "særlige vilkår" (Sonderkonditionen (SOKO)) (også kaldet indlån med "bonustillæg"). Endvidere opkræves gebyrer, f.eks. for kontoforvaltning, bogføring, checktransaktioner eller brug af hævekort. b) Udlånsområdet omfatter privatlån (herunder bygge- og realkreditlån), såkaldte "bedriftsrådslån" (Betriebsratskredite) (både i indenlandsk og fremmed valuta), dvs. lån ydet til ansatte via bedriftsråd, samt gebyrer (navnlig det såkaldte "administrationsgebyr" (Bearbeitungsgebühr). c) Andre områder er betalingstransaktioner, navnlig overførselsomkostninger (både inden for Østrig og på tværs af grænserne), og investeringsvirksomhed (f.eks. depotgebyrer, gebyrer ved køb og salg). 2) Engrosbankvirksomhed kan opdeles i bank- og ikke-bankområdet. a) Til bankområdet hører interbankvirksomhed (interbanksatser, både for indenlandske og for grænseoverskridende betalingstransaktioner, herunder regler for valørdato, samt for remburser), forbundsfinansieringen og vekseldiskontering/inkassosatser. b) Ikke-bankområdet svarer med hensyn til indlån til detailbankvirksomhed. Med hensyn til lån findes der både driftslån (som også omfatter det såkaldte "faste lån" (Fixvorlage) eller "kontantlån" (Barvorlage), et kortfristet lån til de mest kreditværdige erhvervskunder, både i ATS og i fremmed valuta, hvor renten retter sig efter pengemarkedet og ligesom løbetiden er fastsat), samt investeringslån. c) Andre tjenesteydelser inden for engrosbankvirksomhed er betalingstransaktioner, eksportfinansiering (navnlig den såkaldte "husbankmargen" (Hausbankenspanne) og "husbankmargen-tillæg" (Hausbankenspanne-Bonifikation)), dokumentvirksomhed og emissioner.

(33) For at lette forståelsen bemærkes, at der i de dokumenter, der citeres i denne beslutning, meget ofte tales om "vilkår" ("Konditionen"), hvormed imidlertid menes rentesatser.

(34) Kilde: OeNB.

(35) Dette dokument blev senere fundet under kontrolundersøgelserne. Der er tale om en liste (udarbejdet af BA) over de foranstaltninger, der blev vedtaget på mødet i Lombardclub den 8. maj 1996; se betragtning 248.

(36) Se afsnit 5.2.

(37) Referencerne til de originale citater, der er angivet med kursiv, er anført i en fodnote i slutningen af det afsnit, som vedrører det pågældende møde.

(38) Se § 20, stk. 2, i KWG fra 1979.

(39) Se § 20, stk. 3, i KWG fra 1979; der er ikke indgået sådanne aftaler siden 1980.

(40) Se § 21, stk. 9, i KWG fra 1979.

(41) Se Grubmayr, Die Ausnehmungen der Banken, Versicherungen und Genossenschaften aus dem Kartellgesetz [1991] 8 ff. Kun konkurrence- og grundrenteaftalen forblev i kraft indtil udgangen af 1993.

(42) KOG (Kartellobergericht), 9. september 1991, okt. 7/91 - Girokontengebühren (Gebyrer på anfordringskonti) - WBl 1991, 394, 396.

(43) Gugerbauer, Die kartellrechtliche Bankenbereichsausnahme im EWR, Österreichisches Bank-Archiv 9/92, 770 ff.

(44) T. Eilmansberger, EWG - Kartellrecht und Banken, i S. Griller [udg.], Banken im Binnenmarkt (1992), 711 ff.

(45) Profil af 20. september 1993, 2767, 2413, 2417.

(46) 26.309; 25.111.

(47) 43.101 (BA).

(48) Austria Presse Agentur (APA) af 27. januar 1994.

(49) APA af 1. september 1994.

(50) Salzburger Nachrichten af 25. november 1997.

(51) 6867; 6884-85; 6888; se betragtning 347.

(52) 8586 f.

(53) 21.251 f.

(54) 8523 f.; 8569 f. 8573 f.; 32.223 f.

(55) 39.

(56) 21.361 f.

(57) 1564 f.

(58) 12.175 f.

(59) 14.342; 14.259.

(60) F.eks. 21.189.

(61) 4359 f.

(62) I ORF-"Journal zu Gast", citeret i Die Presse af 21. februar 2001.

(63) 41.519 (BA).

(64) De kursiverede mellemoverskrifter har blot til formål at øge beslutningens læsbarhed og har ingen retlig betydning.

(65) 1914.

(66) Se betragtning 306.

(67) 23.051, 23.053.

(68) 23.178 f.

(69) 36.339; 14.321; 1286 f.; 2314.

(70) 1278; 790; 13.175; 1972; 14.431; 12.102.

(71) 14.634.

(72) RZB repræsenterede som regel land-andelsbankgruppen på udvalgsmøderne. I forbindelse med møder i det wienske udlåns- og indlånsrenteudvalg varetog RLB/RBW undertiden denne funktion.

(73) Se betragtning 257.

(74) 20.210 f.

(75) 20.764 ("VB" er en forkortelse for Volksbanken (industri-andelsbanker).

(76) 20.952.

(77) 20.757.

(78) 4231; 14.370.

(79) De officielle rentesatser er de rentesatser, hvortil nationalbanken stiller likviditet til rådighed for kreditinstitutterne. Se f.eks. fodnote 144, 153, 157, 216, 217, 244, 261, 285, 319.

(80) Se f.eks. fodnote 144.

(81) 38.174.

(82) Se f.eks. 26.489, 26.491, 38.174 eller 31.640 f.

(83) 14.439.

(84) 20.801.

(85) Se fodnote 246.

(86) 26.726.

(87) Se f.eks. fodnote 224.

(88) Se f.eks. fodnote 160.

(89) 15.431, 20.755.

(90) Se f.eks. fodnote 160.

(91) Se f.eks. fodnote 225.

(92) 26.726.

(93) Se f.eks. fodnote 144.

(94) Se f.eks. fodnote 154.

(95) Se f.eks. fodnote 195.

(96) Se fodnote 210.

(97) Se fodnote 217.

(98) Se fodnote 292.

(99) Se fodnote 217.

(100) Se fodnote 247.

(101) Se fodnote 262.

(102) Se fodnote 279, 309.

(103) Se fodnote 288.

(104) Se fodnote 342.

(105) Se fodnote 344.

(106) 23.178.

(107) Se fodnote 216.

(108) Se fodnote 216.

(109) Se f.eks. fodnote 271.

(110) Se f.eks. fodnote 210.

(111) Se fodnote 216, 304.

(112) Se f.eks. betragtning 187 ff.

(113) Se fodnote 264.

(114) Se f.eks. fodnote 262, 332.

(115) Se fodnote 263.

(116) Se f.eks. fodnote 277, 189.

(117) Se f.eks. fodnote 155, 226.

(118) 14.634.

(119) Se f.eks. fodnote 155.

(120) Se f.eks. fodnote 167.

(121) Se fodnote 218.

(122) Se fodnote 244.

(123) Se fodnote 311.

(124) Se fodnote 351.

(125) Se fodnote 233.

(126) Se f.eks. fodnote 210, 215, 233, 234, 242, 283.

(127) F.eks. 2560.

(128) 108; 136-138.

(129) 1991.

(130) 3507 f.

(131) 2535 f.

(132) Se betragtning 190.

(133) Se betragtning 241.

(134) 2582.

(135) Se f.eks. 26.489, 26.491, 38.174 eller 31.640 f.

(136) 38.174.

(137) 14.439.

(138) 13.704 og dokumentation i betragtning 128.

(139) 2565.

(140) 36.030 f.

(141) 20.682.

(142) Referencerne til de citater, der er angivet med kursiv, er anført i en fodnote i slutningen af det afsnit, som vedrører det pågældende møde (arabertallene refererer til sidetallet i sagsakten).

(143) Dvs. den rentesats, som nationalbanken anvendte ved overtagelse af endnu ikke forfaldne veksler eller værdipapirer for perioden fra overtagelsesdagen og indtil forfaldsdagen. OeNB's officielle diskonto har ikke eksisteret siden den 1. januar 1999, hvor den blev erstattet af basisrentesatsen.

(144) 1310 f., 14.491 f., 12.041 f

(145) I dette tilfælde var der tale om flercifrede millionbeløb.

(146) 38.167; 38.157; 38.159.

(147) 14.251, 1238.

(148) Dvs. CA, BA, RZB, BAWAG, PSK, GiroCredit, Erste og ÖVAG.

(149) 26.398.

(150) 1203.

(151) CA - 3 Banken Beteiligungsfonds Aktiengesellschaft; Bank Austria Wohnbaubank Aktiengesellschaft; S-Wohnbaubank Aktiengesellschaft; Hypo-Wohnbaubank Aktiengesellschaft; Raiffeisen Wohnbaubank Aktiengesellschaft; IMMO-Bank Aktiengesellschaft; BAWAG Wohnbaubank Aktiengesellschaft

(152) 19.565 f.

(153) 2474, 14.336.

(154) 14.485; 12.369.

(155) 14.483; 38.154 f.; 491; 12.212 f.; 26.473, 26.475 og 38.174.

(156) 2020; 26.499.

(157) 1235.

(158) 2019.

(159) Se 2018.

(160) 14.474; 706.

(161) Vienna Interbank Offered Rate var den rentesats, hvortil bankerne på kort sigt, dvs. for en periode af 3 eller 6 måneder (3- eller 6-måneders VIBOR), kunne låne penge; den svarede til det månedlige gennemsnit af de af otte wienske kreditinstitutter offentliggjorte kortfristede renter; den blev pr. 1. januar 1999 erstattet af EURIBOR.

(162) 2467 f.

(163) 16.328.

(164) 14.249; 491.

(165) 15.773 f.; 12.210; 26.577.

(166) 2469 f.

(167) 34.645.

(168) 31.673.

(169) 26.588.

(170) Hermed menes forsøg fra låntagere på at sætte banker under pres med mere favorable tilbud fra andre banker.

(171) 3669; 15.767; 31.686.

(172) 15.431.

(173) 20.743 f.; 2014 f.; 700 f.; 26.620.

(174) 26.458.

(175) 38.169.

(176) APA af 2. august 1994.

(177) 38.168.

(178) 22.165 ff.

(179) 3662.

(180) 14.239 f.

(181) Ved sekundært marked forstås det marked, hvor allerede udstedte værdipapirer handles (navnlig børsen). På grundlag af afkastet af disse værdipapirer beregnes regelmæssigt et gennemsnitligt afkast på det sekundære marked (SMY - secondary market yield).

(182) 16.358; 649; 15.755 f 14.470.

(183) 3971 f. PSK H 8.

(184) 3971 f. PSK H 8.

(185) 14.463 f.; 26.778; 36.331.

(186) 20.020 f.

(187) 13.704.

(188) 2461.

(189) 14.225.

(190) 19.701.

(191) 9683.

(192) 4521 f.; 5562.

(193) 2466.

(194) 1226; 2343.

(195) 172.

(196) 1226; 2343; 36.334.

(197) 1197.

(198) 36.335.

(199) 1998 f.; 12.086; 2321; 2325; 14.455; 1296 f.

(200) 1318.

(201) 2327; 2333.

(202) 1194.

(203) 1195.

(204) 12.387.

(205) 19.185.

(206) 3618 f.

(207) 17.308; 17.311.

(208) 36.338.

(209) 19.532.

(210) 2993; 1292.

(211) 12.388.

(212) 14.326 f.; 1991; 1290 f.

(213) 14.223; 1221 f.

(214) 3610 f.

(215) 20.117; 1454.

(216) 1288 f.; 250 f.; 14.447; 38.153 20.139 f.; 4101.

(217) 2316 f.; 14.219.

(218) 36.339; 14.321; 1286 f.; 2314.

(219) Se 2626.

(220) 3598 f.

(221) Alle værdipapirer, der er optaget til officiel notering på børsen i Wien (Amtlicher Handel) eller handles på det uofficielle marked (Geregelter Freiverkehr), indgår i arrangementet. Transaktionerne skal derfor som hovedregel afvikles i overensstemmelse med bestemmelserne i Arrangementordnung. Afviklingen af arrangementtransaktioner sikres gennem en arrangementkaution, som deponeres af deltagerne.

(222) 4657 f.; 38.171, 38.172.

(223) 19.534.

(224) 1189 f.; 914 f.

(225) 14.315 f.; 1284 f.; 914 f.; 26.500.

(226) 14.445; 2308; 1282.

(227) 3984; 2389 f.

(228) 3984, 15.832 f.

(229) 2310.

(230) 3594.

(231) 2626; 27.014.

(232) 38.161.

(233) 2516.

(234) 14.439 f.; 786 f.; 2518; 2398.

(235) 14.218; 2407.

(236) 27.037.

(237) 36.443 f.

(238) 2391 f.; 2387.

(239) 1184; 3555.

(240) Se fodnote 239.

(241) 14.437; 27.054.

(242) 488 f.; 36.344 38.175, 23.632.

(243) 36.345 f.

(244) 1278; 790; 13.175; 1972; 14.431; 12.102.

(245) 2371; 1149.

(246) 2374.

(247) 14.309 f.; 36.058; 243 f.

(248) 16.327; 14.310.

(249) 2358 f.

(250) 12.644.

(251) 38.151; 38.170.

(252) 11.600 f.

(253) 38.158.

(254) 908 f.; 14.430.

(255) 12.112; 2530; 793, 797 f.

(256) 1996 f.

(257) 2535.

(258) 3543 f.

(259) 19.540.

(260) Rentesats for kortfristede pengemarkedsoperationer.

(261) 905; 1967; 4104.

(262) 14.299; 12.530; 236; 2547.

(263) 36.143 f.

(264) 895.

(265) 1214 f.; 16.326.

(266) 496.

(267) 4144.

(268) 12.775.

(269) 27.388.

(270) Se fodnote 268.

(271) 1963 f.; 14.423; 2554; 230; 36.055.

(272) 38.164.

(273) I det pågældende referat tales der fejlagtigt om Minilombard, mens der menes mødet i det landsdækkende udlåns- og indlånsrenteudvalg den 26. februar 1996 (se betragtning 221).

(274) 1181.

(275) 19.543.

(276) 19.545.

(277) 12.125; 889 f.; 1296 f.; 27.405.

(278) 38.165 f.; 1962; 21.639.

(279) 12.127; 12.407;1958 f.; 14.420; 1267 f.

(280) 3507 f.

(281) 1147.

(282) 1178.

(283) 12.129; 2577; 36.053; 1954 f.

(284) 14.411; 882; 36.051.

(285) 36.048.

(286) 14.201 f.; 1206 f.

(287) 36.160.

(288) 1952.

(289) 38.163.

(290) 27.337.

(291) 14.287 f.; 12.131 f.; 12.140; 1952; 36.049.

(292) 2046; 1144; 2582 f.

(293) 38.162.

(294) Ifølge et andet referat opnåede [repræsentanterne] enighed om 20 mio. ATS i stedet for 30 mio. ATS; 27.300.

(295) 1172; 27.472; 14.407.

(296) 36.171.

(297) 43.234 f.

(298) 12.142; 14.407 (se fodnote 295 ovenfor).

(299) 2585.

(300) NB: 1 basispoint svarer til en hundrededel af 1 procentpoint.

(301) 1171.

(302) 39.

(303) 14.195 f.; 15.826; 37.681 f.

(304) 14.405; 773; 12.148.

(305) 19.778.

(306) 19.780.

(307) 1167; 776 f.

(308) 37.683 f.

(309) 36.041; 12.151; 773; 14.396.

(310) 4298 f.; 4306 f.; 4299 f.;3487.

(311) 14.192.

(312) I januar 1999 skrev APA, at Raiffeisen Bausparkasse havde foretaget en rentenedsættelse samt en sammenligning af vilkårene. Dette blev stærkt kritiseret af konkurrenterne (s-Bausparkasse, Wüstenrot). De fem byggesparekasser havde nemlig "aftalt ikke at offentliggøre en sammenligning af deres boligopsparingsprodukter. Raiffeisen havde med offentliggørelsen i sidste uge brudt denne aftale og åbnet døren på vid gab for ny konkurrence. Med denne politik ville byggesparekasserne endog overgå de banker, som ikke selv annoncerer med sammenligninger af vilkår". APA af 21. januar 1999, Die Presse af 22. januar 1999.

(313) 19.556 f.

(314) Se fodnote 293 ovenfor.

(315) 2522.

(316) 1259; 20.457.

(317) Siden 1998 Bayerische Hypo- und Vereinsbank AG.

(318) Siden 1998 SKWB Schoellerbank Aktiengesellschaft.

(319) 14.391 f.; 718; 2540.

(320) 2526.

(321) 1450.

(322) 14.387 f.; 2497 f. 1257.

(323) Se fodnote 321.

(324) 37.300.

(325) 14.181; 864; 15.831.

(326) 1713.

(327) 1946; 14.282; 854; 1257.

(328) 4250; 4320.

(329) 848 f.; 14.285 f.; 3301 f.; 1942 f.; 1253; 27.543.

(330) 842 f.

(331) 2544.

(332) 842 f. (Se fodnote 330 ovenfor); 14.282.

(333) 14.498.

(334) 4471.

(335) 35.837.

(336) 19.565 f.

(337) 2637; 1376 f.

(338) 4231; 14.370.

(339) 19.573.

(340) 1247.

(341) 1914.

(342) 2560.

(343) 1631 f.; 1245; 14.274; 14.360 f.; 15.716.

(344) 15.716 (PSK).

(345) 2565; 14.360.

(346) 4450.

(347) 12.172; 36.168.

(348) 2581; 14.270; 4383; 1600; 1243; 12.173.

(349) 36.030 f.; 38.179 f.; 20.682, se fodnote 141 ovenfor.

(350) 36.362.

(351) 954; 1241 f.

(352) 16.335; 21.132.

(353) 1033; 14.262 f., 21.159.

(354) 14.342; 12.175; 1564.

(355) 12.178; 16.582; 1553; 14.258; 823.

(356) Verein für Konsumenteninformation.

(357) Arbeiterkammer.

(358) 22.189.

(359) Die Presse af 21. november og Salzburger Nachrichten af 25. november 1997.

(360) 36.365.

(361) 3884.

(362) 2049; 2480; 38.173; 4009.

(363) 4359.

(364) 19.855; 19.858.

(365) 19.797; 19.801; allerede i 1992 havde man overvejet at indbyde ABN Bank Austria og Westdeutsche Landesbank, fordi disse institutter på daværende tidspunkt var "særlig 'aktive' inden for eksportfinansiering" og underskred de minimumsmargener, der var aftalt mellem de øvrige banker (se betragtning 336 nedenfor). Dette problem kunne imidlertid løses via direkte drøftelser med disse to banker: Westdeutsche Landesbank havde nemlig "definitivt givet tilsagn om" ikke længere at underbyde den aftalte margen; 34.148; 38.177.

(366) 19.805; 19.839.

(367) 19.792 f.; 38.176; 26.256.

(368) 19.795; 19.800.

(369) 19.808; 19.811.

(370) Som led i eksportfremmesystemet sondres der mellem elleve ansvarstyper. G3 omfatter køberkreditter (gebundene Finanzkredite) og G9 køb af fordringer (Forderungsankäufe) (i alt ca. 53 % af OeKB's ansvarstilsagn i 1997).

(371) Se fodnote 295 ovenfor.

(372) 21.229 f.

(373) 21.235.

(374) 21.246 f.

(375) Se fodnote 52 ovenfor.

(376) Se fodnote 51 ovenfor med hensyn til dokumentationsmateriale.

(377) Se fodnote 52 ovenfor.

(378) 8523 f.; 8569 f.; 8573 f.

(379) 7569 f.; 7503, 7507 f.

(380) 8249 f.

(381) Se betragtning 145 og 257 ovenfor. Sådanne udvalg fandtes i Burgenland, Kärnten (f.eks. Klagenfurt, Villach), Niederösterreich (f.eks. Stockerau, Wr. Neustadt, Hollabrunn, St Pölten), Oberösterreich (f.eks. Linz, Steyr, Wels), Salzburg, Steiermark (f.eks. Graz, Weiz, Bruck/Mur), Tirol (f.eks. Innsbruck) og Vorarlberg (f.eks. Bregenz). En omtale eller for den sags skyld beskrivelse af alle disse regionale kartelmøder ville sprænge rammerne for denne beslutning. Fremstillingen i dette afsnit er derfor koncentreret om de regionale udvalgs funktion inden for rammerne af netværket som helhed samt deres forbindelser til de møder, der blev afholdt i Wien.

(382) 23.178.

(383) Se fodnote 362 ovenfor.

(384) Se fodnote 308 ovenfor; 25.486.

(385) Se fodnote 384 ovenfor.

(386) Se betragtning 145 ovenfor.

(387) Se fodnote 242 ovenfor; 38.1754.

(388) 2327; 2333.

(389) Se fodnote 287 ovenfor og betragtning 265.

(390) 2019.

(391) Se betragtning 98 ovenfor; RZB's repræsentant videreformidlede imidlertid også resultaterne af møderne i det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg til andre banker (f.eks. til WiF-Bank eller Kathrein & Co Bank AG).

(392) Se 2018.

(393) 20.210 f.

(394) F.eks. 21.159, 21.111, 20.944, 20.682.

(395) Se 643, 23.027.

(396) 43.234 f.

(397) 488 f.; 36.344; 38.175, 23.632.

(398) 41.916 (Erste).

(399) 42.290 (RLB).

(400) 41.875 (Erste).

(401) Ifølge repræsentanten for ÖVAG og NÖ Hypo under den mundtlige høring i januar 2000.

(402) Med undtagelse af grundrente- og konkurrenceaftalen, hvis retsgrundlag først bortfaldt i slutningen af 1993.

(403) Se under 5.4 ovenfor.

(404) Se 36.048, 36.316 og de eksempler, der er omtalt i afsnit 14.3.3.

(405) Det wienske og det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg (herunder privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende), Minilombard og controllerudvalget.

(406) Rapport (43.186), betragtning 163.

(407) Kommissionen har i forbindelse med rapporten indhentet en udtalelse fra en økonom. Denne udtalelse gør opmærksom på en række metodiske og økonomiske svagheder ved rapporten. Rapportens forfatter har efterfølgende afvist disse kritikpunkter. Kommissionen vil i sine efterfølgende betragtninger ikke tage hensyn til denne ekspertstrid, hvorfor bankernes kritik af udtalelsens kvalitet heller ikke behøver at blive behandlet yderligere.

(408) F.eks. forhøjelsen af renterne på privatlån med 0,5 % i januar 1995 eller nedsættelsen af indlånsrenterne i november/december 1996.

(409) F.eks. lod man på mødet i indlånsrenteudvalget den 19. maj 1995 udtrykkeligt udlånsrenterne være uændrede.

(410) Rapporten, betragtning 103, 104.

(411) Rapporten, betragtning 77.

(412) Se betragtning 7 ovenfor.

(413) 42.303 (RLB), 42.229 (RZB).

(414) 42.082 (BAWAG).

(415) Sag 172/80, Sml. 1981, s. 2021, præmis 6 ff.

(416) 42.228 (RZB).

(417) OECD, Enhancing the Role of Competition in the Regulation of Banks, DAFFE/CLP (98) 16, s. 9.

(418) Crédit Lyonnais, Kommissionens beslutning 98/490/EF (EFT L 221 af 8.8.1998, s. 28).

(419) Direktiv 2001/24/EF (EFT L 125 af 5.5.2001, s. 15).

(420) Se f.eks. Banco di Sicilia, Kommissionens beslutning 2000/600/EF (EFT L 256 af 10.10.2000, s. 21); Crédit Lyonnais, se ovenfor; Crédit Foncier, Kommissionens beslutning 2001/89/EF (EFT L 34 af 3.2.2002, s. 36.)

(421) 41.579 (BA), 42.106 (BAWAG).

(422) Ibid, betragtning 52.

(423) Dom af 14. juli 1981, sag 172/80, Züchner, Sml. 1981, s. 2021, præmis 6.

(424) I tre efterfølgende beslutninger (1986) tog Kommissionen ganske vist ikke udtrykkeligt stilling til renteaftaler, men Domstolen bekræftede i sin dom af 21. september 1988 i sag 267/88, Van Eyke, Sml. 1988, s. 4769, at artikel 81, stk. 1, finder anvendelse på renteaftaler mellem banker.

(425) Pressemeddelelse af 16. november 1989, IP/89/869.

(426) EFT L 95 af 9.4.1992, s. 50, i det væsentlige stadfæstet af Førsteinstansretten i dom af 23. februar 1994 i forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. 1994 II, s. 49.

(427) Se Førsteinstansrettens dom af 20. marts 2002 i sag T-16/99, Lögstör Rör (Deutschland) GmbH mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 327.

(428) EFTA-Tilsynsmyndigheden kunne nemlig ikke selv tage sagen op efter april 1995; se artikel 4 i aftalen om overgangsforanstaltninger gældende for en periode efter visse EFTA-staters tiltrædelse af Den Europæiske Union, offentliggjort i Tichy/Dedichen, Securing a Smooth Shift Between the two EEA Pillars, 32 CMLRev (1995) s. 131, 136, og EF-Domstolens dom af 15. juni 1999 i sag C-321/97, Andersson mod Sverige, Sml. 1999 I, s. 3551.

(429) Domstolens afgørelser i forbindelse med EFTA-staters gennemførelse af direktiver inden deres tiltrædelse af EU synes i det foreliggende tilfælde at tale imod, at Kommissionen har kompetence med hensyn til 1994; se forslag til afgørelse af generaladvokat Saggio i sag C-290/98, Kommissionen mod Østrig, hvor denne lagde til grund, at Republikken Østrig først var forpligtet til at overholde fællesskabsretten fra tidspunktet for tiltrædelsen af EU.

(430) Førsteinstansrettens dom af 24. oktober 1991 i sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. 1991 II, s. 867, præmis 120; dom af 15. marts 2000 i forenede sager T-25/95 m.fl., Cimentreries m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 491, præmis 2061.

(431) Domstolens dom af 14. juli 1972 i sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 619, præmis 64.

(432) Fast retspraksis; se Domstolens dom af 16. december 1975 i forenede sager 40/73 m.fl., Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1975, s. 1663, præmis 173, 174; Førsteinstansrettens dom af 17. december 1991 i sag T-7/89, Hercules Chemicals NV mod Kommissionen, Sml. 1991 II, s. 1711, præmis 258; Førsteinstansrettens dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 720.

(433) Dom af 15. marts 2000 i forenede sager T-25/95 m.fl., Cimentreries m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 491, præmis 1852, 1898.

(434) Dom af 8. juli 1999 i sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. 1999 I, s. 4125, præmis 121; dom af 12. juli 2001 i forenede sager T-202/98 m.fl., Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 2035, præmis 58; dom af 13. december 2001 i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen, dom af 20. marts 2002 i sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 284.

(435) Dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 696; dom af 20. marts 2002 i sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, præmis 186.

(436) Dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 697.

(437) Se afsnit 5.2.

(438) Herunder det wienske og det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg, privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende, Minilombard og controllerudvalget.

(439) Se afsnit 5.4 med hensyn til dokumentationsmateriale.

(440) 42.206 (RZB).

(441) Dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 741; dom af 13. december 2001 i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 152.

(442) Se f.eks. Kommissionens beslutning af 21. november 2001, Vitaminer, betragtning 728.

(443) Se fodnote 344; 22.165 ff.

(444) 394.

(445) 14.634.

(446) 14.694, 14648.

(447) 47.135, 47.138.

(448) 47.137.

(449) 47.139.

(450) 12.644.

(451) 23.493.

(452) 23.239.

(453) 16.893.

(454) 42.742, 42.751. (ÖVAG)

(455) Se fodnote 165.

(456) Se fodnote 282.

(457) Se fodnote 173, 180, 185.

(458) Se fodnote 254.

(459) Se fodnote 314.

(460) Se fodnote 338.

(461) Se fodnote 319, 323.

(462) Se fodnote 362.

(463) Se fodnote 315.

(464) Se betragtning 255.

(465) Fodnote 530.

(466) Se Kommissionens beslutning 96/438/EF af 5. juni 1996, FENEX, EFT L 181 af 20.7.1996, s. 28, betragtning 51.

(467) Se betragtning 380 ff.

(468) Domstolens dom af 17. juli 1997 i sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. 1997 I, s. 4411, præmis 20; dom af 21. januar 1999 i forenede sager C- 215/96, C-216/96, Carlo Bagnasco m.fl., Sml. 1999 I, s. 135, præmis 47.

(469) Dom af 31. maj 1979 i sag 22/78, Hugin mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 1869, præmis 22; dom af 29. oktober 1980 i forenede sager C-209 til 215 og 128/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 3125, præmis 172; dom af 21. januar 1999, Carlo Bagnasco m.fl., se ovenfor, præmis 48.

(470) Førsteinstansrettens dom i sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. 1995 II, s. 917, præmis 33; Domstolens dom i sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, se ovenfor, præmis 18 ff.

(471) Domstolens dom i sag C-250/92, Gottrup Klim, Sml. 1994 I, s. 5641, præmis 54; dom af 21. januar 1999, Carlo Bagnasco m.fl., se ovenfor, præmis 47.

(472) Førsteinstansrettens dom af 14. maj 1997 i sag T-77/94, VGB m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1997 II, s. 759, præmis 126 med yderligere henvisninger.

(473) Domstolens dom af 31. maj 1979 i sag 22/78, Hugin mod Kommissionen, se ovenfor, præmis 25.

(474) Dom af 19. februar 2002 i sag C-309/99, Wouters m.fl., (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 95 med henvisninger til retspraksis. Se også dom af 18. juni 1998 i sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. 1998 I, s. 3851, præmis 49 (arg.: "...Denne indflydelse er så meget mere mærkbar her i sagen, som forskellige typer transaktioner for indførsel og udførsel af varer inden for Fællesskabet, samt transaktioner foretaget mellem EF-erhvervsdrivende kræver opfyldelsen af toldformaliteter"; forfatterens fremhævelse).

(475) Se f.eks. dom af 22. oktober 1997 i forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK, FNK mod Kommissionen, Sml. 1997 II, s. 1739, præmis 181, hvor en markedsandel på ca. 40 % blev anset for at være tilstrækkelig til, at der er tale om en mærkbar påvirkning.

(476) F.eks. 41.887 (Erste); fælles indlæg under høringen den 18. januar 2000 (43.443).

(477) Beslutning af 8. september 1999 (sag IV/34.010, 33.793, 34.234 og 34.888, Nederlandse Vereniging van Banken m.fl.) (EFT L 271 af 21.10.1999, s. 28).

(478) Ovenfor, præmis 126.

(479) Førsteinstansrettens dom af 20. marts 2002 i sag T-17/99, KE KELIT Kunststoffwerk GmbH mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 58 med yderligere henvisninger.

(480) Dom af 14. juli 1981 i sag 172/80, Züchner, Sml. 1981, s. 2021, præmis 18.

(481) Se f.eks. 8166 f., hvorefter udenlandske transaktioner med internationale investeringsfonde stiger forholdsvis meget. Valutaindlændinge overfører småbeløb direkte til udenlandske fondsudbydere. Disse tager også imod småbeløb via giroopkrævningsservice. Se endvidere 4660, 4663 med hensyn til resultaterne af en omkostningssammenligning med Tyskland, hvor fjerngirooverførslerne klarede sig bedre end det østrigske girosystem. Kunderne skal derfor ikke have oplysninger, som gør opmærksom på fordelen ved at benytte sådanne fjerngirooverførsler.

(482) I 1998 købte udlændinge østrigske værdipapirer til en værdi af 205 mia. ATS, og østrigske statsborgere købte udenlandske værdipapirer til en værdi af 147 mia. ATS; Die Presse, 21. april 1999.

(483) I 1998 udgjorde den 29,3 % af bruttonationalproduktet; 64 % heraf gik til medlemsstaterne; se fodnote 482 ovenfor.

(484) Det østrigske kapitalmarked spiller derimod blot en underordnet rolle for tilvejebringelsen af kapital.

(485) Se fodnote 482 ovenfor; Der Standard, 27. april 1999, s. 21.

(486) Se fodnote 308 ovenfor; 37.685.

(487) Se betragtning 8 og mere udførligt i afsnit 7-12.

(488) Det fremgår af bankernes egne dokumenter, at de tilstræbte at erstatte en ubegrænset - efter deres opfattelse "ødelæggende" - konkurrence med en begrænset - i deres sprogbrug "kontrolleret", "fornuftig", "disciplineret", "lempet", "indskrænket", "moderat" eller "velordnet" - konkurrence. Se afsnit 5.3 ovenfor med hensyn til dokumentationsmateriale.

(489) Se følgende citater fra de fundne dokumenter: Alle storbanker overholdt "de aftalte rentesatser" eller "i det væsentlige holdt sig til de aftaler, der blev indgået", "de anbefalede satser [...] blev fulgt", man var "i det væsentlige tilfredse" med gennemførelsen af de fælles beslutninger, "minimumsvilkårene blev ikke underskredet i et eneste tilfælde", og de "nedsættelser, der var blevet aftalt", var "i mellemtiden" blevet "gennemført", og "de rentesatser, der var aftalt [...], stort set [var blevet] overholdt", hvilket på markedet førte til "meget ensartede vilkår".

(490) Se betragtning 274 ovenfor med hensyn til dokumentationsmateriale.

(491) Se fodnote 470.

(492) RLB deltog (før fusionen) ikke selv i de nævnte runder.

(493) Se senest Førsteinstansrettens dom i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 298 med yderligere henvisninger, og dom af 20. marts 2002 i sag T-17/99, KE KELIT Kunststoffwerk GmbH mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 101 med yderligere henvisninger.

(494) Førsteinstansrettens dom af 17. december 1991 i sag T-6/89, Enichem Anic Spa mod Kommissionen, Sml. 1999 II, s. 1623.

(495) Se Domstolens dom i sag C-279/98 P, Cascades SA mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 9693, præmis 79.

(496) Førsteinstansrettens dom af 13. december 2002 i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 57 med yderligere henvisninger til retspraksis.

(497) Førsteinstansrettens dom i sag T-65/89, BPB Industries Plc og British Gypsum Ltd mod Kommissionen, Sml. 1993 II, s. 389, præmis 154; Domstolens dom af 6. marts 1974 i sag 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano SPA og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 223, præmis 41; dom af 16. november 2000 i sag C-286/98 P, Stora mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 9925, præmis 26; dom af 16. november 2000 i sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 10101, præmis 11.

(498) Se f.eks. de under betragtning 431 citerede dokumenter.

(499) I betragtning heraf er det ikke nødvendigt at tage stilling til, om BA selv eller dennes andelsforvaltningsselskab - Anteilsverwaltung-Zentralsparkasse Wien ("AVZ") - skulle betragtes som moderselskab. På det relevante tidspunkt ejede AVZ a) inklusive de virksomheder, som selskabet kontrollerede, 49,8 % af BA's stemmeberettigede kapital og b) 56,1 % af GiroCredits stemmeberettigede kapital.

(500) Se f.eks. de under betragtning 431 citerede dokumenter.

(501) Se referat af direktionsmøde, s. 3054 ff.

(502) EFT C 207 af 18.7.1996, s. 4.

(503) Fælles indlæg vedrørende samarbejdsordningen under høringen den 18. januar 2000.

(504) Førsteinstansrettens dom af 20. februar 2001 i sag T-112/98, Mannesmannröhrenwerke AG mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 729, ("Mannesmannröhrenwerke"), præmis 65 med yderligere henvisninger til retspraksis.

(505) Mannesmannröhrenwerke AG mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 72, præmis 70.

(506) 42.470 (BAWAG).

(507) Førsteinstansrettens dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 osv., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 451 ff.

(508) Se Førsteinstansrettens dom af 6. juli 2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 2707, præmis 199.

(509) Med hensyn til den - hverken uklare eller forvirrende - retstilstand og forvaltningspraksis se afsnit 14.1 ovenfor.

(510) 43.460 (skriftligt indlæg under høringen den 18. januar 2000).

(511) Se fodnote 512.

(512) Førsteinstansrettens dom af 6. april 1995 i sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, ovenfor, præmis 41; dom af 19. maj 1999 i sag T-176/95, Accinauto SA mod Kommissionen, Sml. 1999 II, s. 1635, præmis 119; dom af 12. juli 2001 i forenede sager T-202/98 m.fl., Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 2035, præmis 127.

(513) Domstolens kendelse af 25. marts 1996 i sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1996 I, s. 1611, præmis 54; dom af 17. juli 1997 i sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, se ovenfor, præmis 33.

(514) Det er i denne forbindelse uden betydning, at de omhandlede former for praksis ikke også tog sigte på markedsopdeling eller mængdebegrænsning.

(515) Se generaladvokat Mischos forslag til afgørelse i sag C-283/98 P, Mo och Domsjö AB mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 9855, præmis 101, samt henvisningerne til dom af 13. december 2001 i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen, dom af 13. december 2001, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 199.

(516) Se nærmere herom i betragtning 430 ovenfor.

(517) Se betragtning 380 ff.

(518) Dom af 16. november 2000 i sag C-279/98 P, Cascades SA mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 9693, præmis 62.

(519) Efter bankernes opfattelse er den foreliggende overtrædelse blot en "lidet alvorlig", højst en "alvorlig" overtrædelse som omhandlet i retningslinjerne af 14. januar 1998 for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (i det følgende benævnt "retningslinjerne"), EFT C 9 af 14.1.1998, s. 3; se 43.459 (skriftligt indlæg under høringen den 18. januar 2000).

(520) Se betragtning 374.

(521) Se betragtning 58 ff.

(522) Kommissionen baserer sig i denne forbindelse på markedsandele for detail- og engrosbankvirksomhed (udlåns- og indlånsside), som stammer fra de offentlige udgaver af kommissionsbeslutninger, fra årsberetninger, publikationer og andre offentligt tilgængelige kilder. Detail- og engrosbankvirksomhed er de vigtigste produktmarkeder inden for bankvirksomhed. Markedsandelene i denne henseende giver derfor en repræsentativt billede af de berørte bankers og bankgruppers generelle markedsstilling og kan således danne grundlag for inddelingen i forskellige kategorier.

(523) Se afsnit 14.1, 16.2.1 ovenfor.

(524) 42.290 (RBW).

(525) Førsteinstansrettens dom af 20. marts 2002 i sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 596.

(526) Dom af 20. marts 2002 i sag T-31/99, ABB Asea Brown Boveri Ltd mod Kommissionen, (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 213.

(527) 42.405, 42.407, 42.411, 42.419, 42.426, 42.437 (BAWAG).

(528) 42.294 (RLB).

(529) Se betragtning 58 ff.

(530) Det wienske og det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg (herunder privatlånsudvalget og udvalget vedrørende selvstændige erhvervsdrivende), Minilombard og controllerudvalget.

(531) RZB og ÖVAG dog aldrig til møder i det wienske udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg og BAWAG aldrig til det landsdækkende udlåns- og/eller indlånsrenteudvalg.

(532) Se dom af 14. maj 1998 i sag T-308/94, Cascades SA mod Kommission, Sml. 1998 II, s. 925, præmis 230 ff.

(533) Afsnit B og C i samarbejdsordningen er ikke relevante i denne forbindelse, da Kommissionen allerede havde foretaget kontrolundersøgelser (afsnit B) og fundet tilstrækkeligt bevismateriale (afsnit C).

(534) Se Kommissionens beslutning 2002/271/EF (EFT L 100 af 16.4.2002, s. 1), betragtning 230.

(535) Førsteinstansrettens dom af 20. april 1999 i forenede sager T-305/94 osv., Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Sml. 1999 II, s. 931, præmis 451 ff.

(536) Se herom dom af 13. december 2001 i forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless GmbH m.fl. mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjort), præmis 270; dom af 20. marts 2002 i sag T-16/99, Lögstör Rör (Deutschland) GmbH mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjort i Sml.), præmis 351.

(537) Førsteinstansrettens dom af 10. marts 1992 i sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 121, præmis 393.

(538) Se f.eks. Kommissionens beslutning 98/60/EF (EFT L 24 af 30.1.1999), betragtning 177.

(539) 45.049.

(540) Dette ændres heller ikke som følge af, at de påstande, der blev fremsat i de supplerende klagepunkter, ikke opretholdes i den foreliggende beslutning.

(541) Denne beskrivelse udgør alene en tredjedel af den fælles redegørelse for de faktiske omstændigheder.

(542) Førsteinstansrettens dom af 14. maj 1998 i sag T-347/94, Mayr-Melnhof mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 1751, præmis 331.