32004D0130

2004/130/EF: Kommissionens beslutning af 30. januar 2004 om midlertidig handel med frø af arten Vicia faba L., der ikke opfylder kravene i Rådets direktiv 66/401/EØF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 161)

EU-Tidende nr. L 037 af 10/02/2004 s. 0032 - 0033


Kommissionens beslutning

af 30. januar 2004

om midlertidig handel med frø af arten Vicia faba L., der ikke opfylder kravene i Rådets direktiv 66/401/EØF

(meddelt under nummer K(2004) 161)

(EØS-relevant tekst)

(2004/130/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 66/401/EØF af 14. juni 1966 om handel med frø af foderplanter(1), senest ændret ved direktiv 2003/61/EF(2), særlig artikel 17, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I Det Forenede Kongerige er mængden af frø af vårsorter af hestebønne (Vicia faba L.), som er egnet til dyrkning under dyrkningsforholdene i denne medlemsstat, og som opfylder kravene i direktiv 66/401/EØF med hensyn til spireevne, utilstrækkelig og kan således ikke dække denne medlemsstats behov.

(2) Det er umuligt at dække behovet for frø af denne art på tilfredsstillende vis med frø, som opfylder alle krav i direktiv 66/401/EØF, fra andre medlemsstater eller fra tredjelande.

(3) Det Forenede Kongerige bør derfor bemyndiges til at tillade handel med frø af denne art, som opfylder mindre strenge krav, i en periode, der udløber den 15. februar 2004.

(4) Uanset om frøene er høstet i en medlemsstat eller et tredjeland, der er omfattet af Rådets beslutning 2003/17/EF af 16. december 2002 om ligestilling af markinspektioner af afgrøder til formering af udsæd i tredjelande og om ligestilling af frø produceret i tredjelande(3), bør andre medlemsstater, som er i stand til at forsyne Det Forenede Kongerige med frø af denne art, derudover bemyndiges til at tillade handel med sådanne frø.

(5) Det Forenede Kongerige bør fungere som koordinator for at sikre, at den samlede mængde frø, der tillades i henhold til denne beslutning, ikke overstiger den sammesteds fastsatte maksimumsmængde.

(6) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Indtil den 15. februar 2004 tillades handel i Fællesskabet med frø af vårsorter af hestebønne (Vicia faba L.), som ikke opfylder kravene i direktiv 66/401/EØF med hensyn til mindste spireevne, hvis de betingelser, der er fastsat i bilaget til denne beslutning, og nedenstående betingelser er opfyldt:

a) Spireevnen skal mindst svare til den, der er fastsat i bilaget til denne beslutning.

b) På den officielle etiket skal spiringen, der er fastslået ved den officielle undersøgelse i henhold til artikel 2, stk. 1, litra C, under litra d), i direktiv 66/401/EØF, være angivet.

c) Frøene skal første gang være blevet bragt i handelen i henhold til artikel 2 i denne beslutning.

Artikel 2

En leverandør, der ønsker at bringe de i artikel 1 nævnte frø i handelen, skal anmode den medlemsstat, hvori han er etableret, eller hvortil han importerer, om tilladelse hertil.

Den pågældende medlemsstat giver leverandøren tilladelse til at bringe frøene i handelen, medmindre:

a) der er velbegrundet tvivl om, at leverandøren kan bringe den mængde frø, han har ansøgt om tilladelse for, i handelen, eller

b) den samlede mængde, der tillades bragt i handelen i henhold til den pågældende undtagelse, ville overstige den maksimumsmængde, der er anført i bilaget.

Artikel 3

Ved anvendelsen af denne beslutning yder medlemsstaterne hinanden administrativ bistand.

Det Forenede Kongerige fungerer som koordinerende medlemsstat, for så vidt angår artikel 1, for at sikre, at den samlede mængde, der gives tilladelse til, ikke overstiger de i bilaget fastsatte maksimumsmængder.

En medlemsstat, der modtager en ansøgning i overensstemmelse med artikel 2, underretter straks den koordinerende medlemsstat om den mængde, ansøgningen vedrører. Den koordinerende medlemsstat meddeler straks den medlemsstat, der har givet underretning, hvorvidt imødekommelse af ansøgningen ville resultere i, at maksimumsmængden overskrides.

Artikel 4

Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, hvor store mængder frø de har tilladt bragt i handelen i henhold til denne beslutning.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. januar 2004.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT 125 af 11.7.1966, s. 2298/66.

(2) EUT L 165 af 3.7.2003, s. 23.

(3) EFT L 8 af 14.1.2003, s. 10. Ændret ved beslutning 2003/403/EF (EUT L 141 af 7.6.2003, s. 23).

BILAG

>TABELPOSITION>