32004D0092

2004/92/EF: Kommissionens beslutning af 21. januar 2004 om beredskabsforanstaltninger vedrørende chili og chiliprodukter (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 68)

EU-Tidende nr. L 027 af 30/01/2004 s. 0052 - 0054


Kommissionens beslutning

af 21. januar 2004

om beredskabsforanstaltninger vedrørende chili og chiliprodukter

(meddelt under nummer K(2004) 68)

(EØS-relevant tekst)

(2004/92/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed(1), særlig artikel 53 og 54, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til forordning (EF) nr. 178/2002 skal Kommissionen suspendere markedsføringen eller brugen af en fødevare eller foder, som formodes at udgøre en alvorlig risiko for menneskers sundhed, eller træffe andre midlertidige foranstaltninger, hvis denne risiko ikke kan styres på tilfredsstillende vis ved hjælp af de foranstaltninger, der træffes af de berørte medlemsstater.

(2) Frankrig gav den 9. maj 2003 via systemet til hurtig varsling om fødevarer og foder de første oplysninger om fund af farvestoffet Sudan I i produkter af stærk chili med oprindelse i Indien. Der foreligger ikke oplysninger, der tyder på, at produkter med oprindelse i Fællesskabet skulle være berørt heraf.

(3) Kommissionen vedtog den 20. juni 2003 beslutning 2003/460/EF(2) om beredskabsforanstaltninger vedrørende stærk chili og produkter af stærk chili.

(4) Som led i gennemførelsen af beslutning 2003/460/EF har medlemsstaterne foretaget kontrol af forekomsten af det pågældende stof og beslægtede stoffer i chili og chiliprodukter. Der er fundet Sudan I i chili og chiliprodukter. Andre stoffer såsom Sudan II, Sudan III og Scarlet Red (Sudan IV) er ligeledes blevet fundet i chili og chiliprodukter. Det vedrører en række chiliprodukter, f.eks. karrypulvere. Alle fundene blev anmeldt via systemet for hurtig varsling om fødevarer og foder i overensstemmelse med artikel 50 i forordning (EF) nr. 178/2002.

(5) Sudan I, Sudan II, Sudan III og Scarlet red (Sudan IV) er blevet klassificeret som karcinogene stoffer i kategori 3 af Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC).

(6) De resultater, Frankrig først underrettede om, og som er blevet bekræftet af andre fund i EU, er tegn på en forfalskning, der udgør en alvorlig sundhedsrisiko.

(7) Da truslen mod sundheden er alvorlig, og som følge af fundene er det nødvendigt at opretholde og udvide de foranstaltninger, der blev indført ved beslutning 2003/460/EF. Der bør endvidere udvises opmærksomhed over for eventuel tresidet handel, navnlig for produkter, for hvilke der ikke foreligger noget oprindelsescertifikat. For at beskytte folkesundheden bør det kræves, at sendinger af chili og chiliprodukter, der importeres til Fællesskabet uanset form bestemt til konsum, ledsages af en analyserapport, der fremlægges af den pågældende importør eller fødevarevirksomhedsleder, og som viser, at sendingen ikke indeholder Sudan I, Sudan II, Sudan III eller Scarlet red (Sudan IV). Af samme grund bør medlemsstaterne foretage stikprøveudtagning og analyse af chili og chiliprodukter, der er ved at blive importeret eller allerede findes på markedet.

(8) Forfalsket chili og forfalskede chiliprodukter bør beordres destrueret for at undgå, at de kommer ind i fødevarekæden.

(9) Da de foranstaltninger, der er foreskrevet i denne beslutning, har indvirkning på medlemsstaternes kontrolressourcer, bør resultaterne af foranstaltningerne evalueres senest efter 12 måneder med henblik på at vurdere, om de fortsat er nødvendige for at beskytte folkesundheden.

(10) Ved evalueringen bør der tages hensyn til resultaterne af alle analyser, som de kompetente myndigheder har gennemført.

(11) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Definitioner

I denne beslutning forstås ved "chili og chiliprodukter":

a) krydderier af slægten Capsicum, tørrede og knuste eller formalede, henhørende under KN-kode 0904 20 90, uanset form bestemt til konsum

b) karrypulver henhørende under KN-kode 0910 50, uanset form bestemt til konsum.

Artikel 2

Importbetingelser for chili og chiliprodukter

1. Medlemsstaterne forbyder import af chili og chiliprodukter, medmindre det ved en analyserapport, der ledsager sendingen, godtgøres, at produktet ikke indeholder nogen af følgende kemiske stoffer:

a) Sudan I (CAS-nr. 842-07-9)

b) Sudan II (CAS-nr. 3118-97-6)

c) Sudan III (CAS-nr. 85-86-9)

d) Scarlet Red eller Sudan IV (CAS-nr. 85-83-6).

2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder kontrollerer, at alle sendinger af chili og chiliprodukter, der frembydes til import, ledsages af en analyserapport som foreskrevet i stk. 1.

3. Hvis en sådan analyserapport som foreskrevet i stk. 1 ikke foreligger, skal den importør, der er etableret i Fællesskabet, lade produktet undersøge med henblik på at godtgøre, at det ikke indeholder et eller flere af de kemiske stoffer, der er omhandlet i stk. 1. Indtil analyserapporten foreligger, tilbageholdes produktet under officielt tilsyn.

Artikel 3

Prøveudtagning og analyse

1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, herunder stikprøveudtagning og analyse af chili og chiliprodukter, der frembydes til import eller allerede findes på markedet, for at kontrollere, at de ikke indeholder nogen af de kemiske stoffer, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

Medlemsstaterne underretter via systemet for hurtig varsling om fødevarer og foder Kommissionen om alle sendinger, for hvilke det er konstateret, at de indeholder de pågældende stoffer.

Medlemsstaterne sender hvert kvartal Kommissionen en rapport om de sendinger, for hvilke det er konstateret, at de ikke indeholder de pågældende stoffer. Rapporterne indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter hvert kvartal.

2. Sendinger, der underkastes officiel prøveudtagning og analyser, kan tilbageholdes i højst 15 arbejdsdage, inden de frigives til afsætning.

Artikel 4

Opdeling af en sending

Hvis en sending opdeles, ledsages de enkelte dele af den opdelte sending af en attesteret kopi af den analyserapport, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

Artikel 5

Forfalskede sendinger

Chili og chiliprodukter, hvori der påvises et eller flere af de kemiske stoffer, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, destrueres.

Artikel 6

Dækning af udgifter

Alle udgifter til analyse, opbevaring eller destruktion i medfør af artikel 2, stk. 1 og 3, og artikel 5 afholdes af de berørte importører eller fødevarevirksomhedsledere.

Artikel 7

Ny behandling af foranstaltningerne

Denne beslutning tages senest op til fornyet behandling den 31. januar 2005.

Artikel 8

Ophævelse

Beslutning 2003/460/EF ophæves.

Artikel 9

Adressater

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. januar 2004.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1642/2003 (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 4).

(2) EUT L 154 af 21.6.2003, s. 114.