Kommissionens beslutning

af 9. juli 2003

om statsstøtteordning som Italien har gennemført vedrørende naturkatastrofer pr. 31. december 1999

(meddelt under nummer K(2003) 2048)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(2004/89/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

efter at have opfordret(1) de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med nævnte artikel og under hensyntagen til denne, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFORLØB

(1) I skrivelse af 22. februar 1993, indgået den 26. februar 1993, underrettede Italiens Faste Repræsentation ved EU i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, Kommissionen om et lovudkast om støtteforanstaltninger til fordel for landbrugsbedrifter ramt af naturkatastrofer i regionen Sicilien og om ændring af de gældende støtteordninger inden for landbrugssektoren. Lovudkastet blev registreret som anmeldt statsstøtte under nr. N 126/93.

(2) I skrivelse af 17. marts 1993 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Da de italienske myndigheder ikke reagerede, opfordrede Kommissionen i skrivelse af 15. juni 1993 myndighederne til at fremsende de relevante oplysninger inden for 15 dage fra denne dato. Endnu en påmindelse blev fremsendt af Kommissionen den 20. august 1993.

(3) Som svar på ovennævnte anmodninger fremsendte de italienske myndigheder et ufuldstændigt svar i skrivelse af 16. september 1993, indgået den 26. september 1993. I skrivelse af 14. oktober 1993 anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om at fremsende et fyldestgørende svar på de spørgsmål, der var angivet i skrivelse af 17. marts 1993.

(4) De italienske myndigheder svarede ved skrivelse af 14. februar 1994, indgået den 22. februar 1994.

(5) Af ovennævnte svar fremgik det, at udkastet til lov om støtteforanstaltninger, som de italienske myndigheder 22. februar 1993 havde anmeldt til Kommissionen, i mellemtiden var blevet vedtaget som regional lov nr. 6(2) af 12. januar 1993 (i det følgende kaldet "regional lov nr. 6/93"), og at den nye lov indeholdt yderligere foranstaltninger, som ikke var angivet i den oprindelige anmeldelse til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen besluttede derfor at overføre sagen til registeret for uanmeldt støtte under nr. NN 31/94.

(6) I telex af 30. marts 1994 bad Kommissionen de italienske myndigheder om at fremsende den endelige tekst til regional lov nr. 6/93 samt yderligere oplysninger herom.

(7) Da Kommissionen ikke modtog svar på ovennævnte henvendelse, anmodede den i skrivelse af 21. juni 1994 de sicilianske myndigheder om at fremsende de pågældende oplysninger.

(8) De italienske myndigheder svarede på Kommissionens anmodning i to skrivelser af henholdsvis 14. juli 1994 og 14. september 1994, indgået den 16. september 1994.

(9) I skrivelse af 2. marts 1995 meddelte Kommissionen den italienske regering, at den ikke havde indvendinger mod støtteforanstaltningerne i henhold til artikel 5 og 7 i regional lov nr. 6/93, eftersom disse ikke udgjorde støtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen havde heller ingen indvendinger mod genfinansiering af støtten i henhold til artikel 9 og artikel 15, stk. 3, og efterfølgende i regional lov (Sicilien) nr. 13/86(3). I samme skrivelse meddelte Kommissionen dog den italienske regering, at Kommissionen forbeholdt sig ret til at undersøge den pågældende støtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, i forbindelse med vedtagelsen af generelle kriterier for vurdering af støtte udbetalt i form af kortfristede lån med rentegodtgørelse.

(10) I samme skrivelse meddelte Kommissionen desuden de italienske myndigheder, at den ville indlede en undersøgelsesprocedure, jf. traktatens artikel 88, stk. 2, med henblik på artikel 1 og 6 i regional lov nr. 6/93 og den italienske lovgivning vedrørende støtte til landbrugere ramt af naturkatastrofer.

(11) Som begrundelse for at lade undersøgelsesproceduren i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2, omhandle ikke kun artikel 1 og 6 i lov nr. 6/93, men også den nationale italienske lovgivning vedrørende naturkatastrofer anførte Kommissionen, at det ikke var muligt at vurdere foreneligheden af artikel 1 og 6 i lov nr. 6/93 om støtte til landbrugere ramt af naturkatastrofer med de relevante fællesskabsbestemmelser uden samtidig at vurdere den nationale lovgivning på området, som lov nr. 6/93 henviser til, idet kumulation af den omtalte støtte(4) ikke kunne udelukkes.

(12) For at kunne indlede en undersøgelsesprocedure af regional lov nr. 6/93 og gennemføre en vurdering af den nationale lovgivning vedrørende naturkatastrofer anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om at fremsende følgende lovtekster, som myndighederne ikke havde anmeldt til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3:

- Alle lovtekster, der på det pågældende tidspunkt var vedtaget om regulering, ændring eller anvendelse af national lov nr. 590 af 15. oktober 1981 om nye retningslinjer for den nationale solidaritetsfond (Fondo di solidarietà nazionale), der udgør den nationale rammelov vedrørende naturkatastrofer, som lov nr. 6/93 henviste til, og som lov nr. 6/93 skulle vurderes på grundlag af.

- Alle lovtekster, der på det pågældende tidspunkt var vedtaget om regulering, ændring eller anvendelse af bekendtgørelse nr. 367 af 6. december 1990 og samordnet ved konverteret lov nr. 31 af 30. januar 1991 om hasteforanstaltninger for landbrugsbedrifter og zootekniske skader opstået som følge af ekstraordinær tørke i landbrugsåret 1989-1990(5), med henblik på artikel 1 og 6 i lov nr. 6/93, som omhandlede særlige undtagelser og ordninger.

- Teksten til lov nr. 185 af 14. februar 1992 om nye bestemmelser for den nationale solidaritetsfond, som udgjorde den stadigt gældende nationale rammelov vedrørende naturkatastrofer, og teksten for alle retsakter om ændring, supplering og anvendelse heraf.

- Teksten til national lov nr. 198(6) af 13. maj 1985 med henblik på de i artikel 1 og 6 i lov nr. 6/93 fastsatte undtagelser og ordninger samt alle retsakter om ændring, supplering og anvendelse heraf.

- For alle ovennævnte retsakter alle dokumenter, der definerer anvendelsesområdet for de deri indeholdte foranstaltninger, kriterierne for tildeling af støtte samt statens, regionernes og de selvstændige provinsers kompetencer i forbindelse med tildelingen af støtte.

(13) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(7). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger.

(14) I skrivelse af 12. april 1995 fremsendte de italienske myndigheder både deres bemærkninger til Kommissionen vedrørende indledningen af undersøgelsesproceduren af de nationale bestemmelser om naturkatastrofer og alle de nationale lovtekster, Kommissionen havde anmodet om ved indledningen af proceduren. Ifølge de italienske myndigheder skulle myndighederne fra regionen Sicilien fremsende bemærkninger om regional lov nr. 6/93, men disse har stadig ikke fremsendt deres bemærkninger.

(15) I skrivelse af 19. april 2000 anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om yderligere oplysninger om den nationale lovgivning vedrørende naturkatastrofer og regional lov nr. 6/93. Hvad angår sidstnævnte lov, anmodede Kommissionen i denne skrivelse endnu en gang om svar på nogle af spørgsmålene til de italienske myndigheder, som disse ikke havde svaret på. I samme skrivelse(8) understregede Kommissionen over for de italienske myndigheder nødvendigheden af at give præcise svar på disse spørgsmål, da Kommissionen ellers ville blive tvunget til at tage en beslutning udelukkende på grundlag af de oplysninger, der var tilgængelige på det pågældende tidspunkt.

(16) I skrivelse af 20. november 2000 fremsendte de italienske myndigheder oplysningerne om den nationale lovgivning vedrørende naturkatastrofer, som Kommissionen havde anmodet om den 19. april 2000. Med hensyn til regional lov nr. 6/93 præciserede de italienske myndigheder, at de havde bedt de regionale myndigheder på Sicilien om at fremsende et uddybende svar til belysning af sagen. Dette har Kommissionen dog aldrig modtaget.

(17) I skrivelse af 29. januar 2001 fremsendte de italienske myndigheder desuden to andre tekster, der henviser til lov nr. 185/92, nemlig ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993 om retningslinjer for anvendelse af artikel 6 i lov nr. 185/92 samt præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996. I samme brev erklærede de italienske myndigheder, at ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993 aldrig havde været anvendt i praksis.

(18) Den 13. november 2002 besluttede Kommissionens tjenestegrene at opdele sagen i tre dele: statsstøtte C 12/A/95 vedrørende støtte til erstatning for skader som følge af naturkatastrofer tildelt i medfør af lov nr. 185 af 14. februar 1992 indtil den 31. december 1999, statsstøtte C 12/B/95 vedrørende støtte tildelt af de italienske myndigheder i medfør af lov nr. 185 af 14. februar 1992 efter den 1. januar 2000 og endelig statsstøtte C 12/C/95 vedrørende artikel 1 og 6 i regional lov nr. 6 af 12. januar 1993 og de øvrige nationale retsakter omtalt heri.

(19) Nærværende beslutning vedrører udelukkende statsstøtte, som Italien har ydet i henhold til lov nr. 185 af 14. februar 1992 indtil den 31. december 1999, nemlig statsstøtte C 12/A/95. Støtte, som Italien har ydet i henhold til lov nr. 185 af 14. februar 1992 efter den 1. januar 2000 og artikel 1 og 6 i regional lov nr. 6 af 12. januar 1993 samt de øvrige nationale love, der henvises til heri, som hører under henholdsvis statsstøtte C 12/B/95 og statsstøtte C 12/C/95, vil blive gjort til genstand for særskilte beslutninger.

II. BESKRIVELSE AF STØTTEN

Indhold af lov nr. 185/1992

(20) Lov nr. 185 af 14. februar 1992 er den italienske nationale rammelov vedrørende naturkatastrofer. Loven, der stadig er i kraft, indeholder bestemmelser om et omfattende sæt af hjælpeforanstaltninger til støtte for landbrugere, der har lidt skade på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne som følge af naturkatastrofer, dårlige vejrforhold eller epizootiologiske sygdomme.

(21) De midler, der benyttes til skadeserstatning til landbrugere i forbindelse med ovennævnte hændelser, stammer fra den nationale solidaritetsfond, som tildeler de enkelte regioner det nødvendige beløb. Fonden, som blev oprettet i 1970, gør det muligt automatisk at iværksætte særlige aktive eller passive beskyttelsesforanstaltninger på landbrugsområdet uden finanslovsbevilling i hvert enkelt tilfælde.

(22) Loven, som består af 12 paragraffer, omhandler fire grundlæggende typer hjælpeforanstaltninger:

1) støtte, som er beregnet til skadeserstatning til landbrugere i forbindelse med skader som følge af naturkatastrofer og dårlige vejrforhold

2) støtte til bekæmpelse af epizootiologiske sygdomme

3) støtte til aktive beskyttelsesforanstaltninger mod dårlige vejrforhold

4) støtte til betaling af forsikringspræmier (passive beskyttelsesforanstaltninger).

(23) Loven angiver ikke retningslinjerne for fremgangsmåden ved tildeling af støtte. Retningslinjerne for gennemførelse af loven er bl.a. beskrevet i cirkulære nr. 7 af 28. maj 1992 (i det følgende kaldet "cirkulæret"), som det italienske landbrugsministerium har fremsendt til alle regionerne, de selvstyrende provinser Bolzano og Trento, landbrugets kooperativer og banker samt mange sammenslutninger inden for landbrugssektoren. De italienske myndigheder fremsendte cirkulæret til Kommissionen straks efter iværksættelsen af proceduren i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2. Lov nr. 185/92 kan ikke læses uafhængigt af cirkulæret, og dermed kan vurderingen af loven ikke adskilles fra vurderingen af cirkulæret.

Støtte beregnet til skadeserstatning til landbrugere i forbindelse med naturkatastrofer og dårlige vejrforhold (artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 185/92)

(24) I artikel 3 i lov nr. 185/92 beskrives de forskellige typer af indgreb, der kan komme landbrugssektoren til gode ved genoptagelsen af produktionsvirksomheden efter naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold. I henhold til artiklen har landbrugsbedrifter i områder, der af de kompetente regionale myndigheder erklæres for ramt af naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold, ret til at få tildelt støtte. Det tilfalder derfor disse myndigheder at vurdere følgerne både af den ekstraordinære skade og af hændelserne.

(25) For at være berettiget til støtte skal de pågældende bedrifter have lidt en skade på mindst 35 % af den afsættelige bruttoproduktion, undtaget er dog den animalske produktion. Beregningen af procentandelen af skaden kan omfatte eventuelle tab, der stammer fra tidligere katastrofer, der rammer den samme bedrift eller afgrøde i løbet af det pågældende landbrugsår.

(26) Lov nr. 185/92 præciserer ikke, hvilke ekstraordinære naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold landbrugerne kan opnå skadeserstatning for. I skrivelse af 20. november 2000 specificerede de italienske myndigheder alligevel de typer, der er beskrevet i cirkulære nr. 7 af 28. maj 1992. I standardformularen, som er vedlagt cirkulæret, hvorpå potentielle modtagere skal anføre de skader, de har lidt, angives en liste over følgende hændelser: haglbyger, frost, langvarige regnskyl, tørke, snestorm, oversvømmelser, storme, jordskælv, hvirvelstorme, frost i jorden, kraftige vinde og stormflod. I samme skrivelse har de italienske myndigheder tilføjet, at de pågældende skader udelukkende kan betragtes som værende ekstraordinære, hvis skaderne belaster den afsættelige bruttoproduktion med mindst 35 %.

(27) Hverken loven eller cirkulæret angiver retningslinjer for beregning af den afsættelige bruttoproduktion. I skrivelse af 20. november 2000 forklarede de italienske myndigheder beregningsmetoden på følgende måde:

a) Beregning af den almindelige afsættelige bruttoproduktion:

- på grundlag af bedriftens drift vurderes de mængder, der kan fremstilles under normale omstændigheder (hvis ikke skaden var sket) efter fradrag af den del af produktionen, der genanvendes i bedriften, og det er derfor kontantværdien, der bestemmes

- de allerede opnåede indtægter vurderes, og indtjeningen i løbet af året fastsættes, herunder eventuel støtte

- summen af produktionsværdien og diverse indtægter udgør den almindelige afsættelige bruttoproduktion.

b) Beregning af den effektive afsættelige bruttoproduktion, der kan opnås, efter skaden er sket:

- på grundlag af bedriftens drift vurderes mængderne og den tilsvarende kontantværdi, der kan opnås efter katastrofens skade

- diverse indtægter beregnes, herunder evt. støtte modtaget efter skaden

- produktionens totale værdi efter en skade og eventuelle indtægter udgør den afsættelige bruttoproduktion efter fradrag af skaden.

c) Beregning af skadens omfang

- forholdet mellem den afsættelige bruttoproduktion, som kan opnås efter den katastrofe, der har forårsaget skaden, og den almindelige afsættelige bruttoproduktion udgør skadens procentvise omfang af den afsættelige bruttoproduktion.

(28) Hvad angår skader på landbrugsstrukturer samt forbedringsarbejder, fastsætter cirkulæret, at den nationale solidaritetsfond ikke yder erstatning for skader, der kan tilskrives normale sæsonmæssige svingninger, forsømmelighed, uerfarenhed, manglende vedligeholdelse eller naturlig forringelse af bygningsværker. Skadens ekstraordinære karakter vurderes ud fra uigendrivelige tekniske beviser på grundlag af myndighedernes undersøgelser og sammenlignes med de undersøgelser, der foreligger fra tidligere år med henvisning til en tilstrækkelig lang periode, der skal være statistisk signifikant.

(29) Ifølge de oplysninger, der er fremsendt af de italienske myndigheder i skrivelse af 20. november 2000, beregnes skaden for hver enkel bedrift, idet der tages højde for eventuelle skader på afgrøder, som hører under en støttet forsikringsordning, og de almindelige udgifter, der ikke afholdes af landbrugeren.

(30) I artikel 3 i lov nr. 185/92 fastsættes, at de bedrifter, som opfylder ovennævnte krav, er berettiget til følgende former for støtte:

a) Nødforanstaltninger

Artiklen omhandler generelt nødforanstaltninger som beskrevet i artikel 1 i lov 15 nr. 590 af oktober 1981 og efterfølgende ændringer.

I henhold til ovennævnte cirkulære udbetales støtte angiveligt i forbindelse med meget alvorlige skader eller i situationer, hvor der opstår særlige behov, som kræver en hurtig indgriben. Denne kategori omfatter engangstilskud til delvis dækning af den skade, landbrugeren har lidt, og til dækning af udgifter til begrænsning af skade på produktion, herunder udgifter til transport, opmagasinering, forarbejdning og bearbejdning. I henhold til cirkulære udsendt af de italienske myndigheder til alle regioner omfatter disse foranstaltninger:

- tilskud pr. hektar ved helt eller delvist tab af afgrøder

- tilskud på op til 40 % af skaden for tab af husdyrbestande og op til 30 % til destruktion af døde husdyrbestande

- tilskud på op til 5 mio. ITL for nødreparationer på landejendomme(9)

- tilskud på op til 50 mio. ITL til reparation af den infrastruktur, der betjener landbrugsbedrifterne

- tilskud på op til 100 % af de afholdte omkostninger til indfangning, opstaldning og fodring af husdyrbestande, dog kun i nødperioden og under ingen omstændigheder længere end seks måneder

- tilskud på op til 90 % af de afholdte udgifter til afhjælpning af skader på produktionen.

b) Tilskud på op til 3 mio. ITL til landbrugere, der har landbrug som hovederhverv. Dette beløb kan stige op til 10 mio. ITL ved skade på anlæg med særligt beskyttede afgrøder. Tilskuddene kan udgøre 80 % af de støtteberettigede udgifter og har til formål at hjælpe landbrugerne med at genoprette deres driftsanlæg. Landbrugere, der ikke har landbrug som hovederhverv, kan kun få adgang til lavt forrentede femårige lån.

c) Lavt forrentede femårige lån ydes til landbrugere, der fortsætter driften i det år, skaden er opstået, og i det efterfølgende år. Lånebeløbet kan også omfatte afdrag på lån, der forfalder i det år, skaden er opstået, hvis disse ikke forlænges med mere end 24 måneder.

d) Tiårige lavt forrentede lån til reparation, genopbygning og reetablering af de bedriftsstrukturer, der har lidt skade, herunder planter og træer, damme eller tanke, drivhuse og veje. Alternativt kan der ydes tilskud svarende til 80 % af de faktiske udgifter til små bedrifter, 65 % til mellemstore bedrifter og 50 % til store bedrifter. Tilskuddet kan udbetales som støtte til genopbygning og reparation af landbrugsstrukturer, udbedringsarbejder på jord og træer, reparation og udskiftning af maskiner og landbrugsmateriel samt anlæg til bevaring og forarbejdning af produkter og endelig til køb af frø til udsæd og genopbygning af lagerbeholdning.

e) Femårige lavt forrentede lån til salgs-, markedsførings- og forarbejdningskooperativer og til producentsammenslutninger, der er godkendt i henhold til fællesskabslovgivningen, som på grund af medlemmernes produktionsskader har registreret en reduktion i tilførslerne på mindst 35 % i forhold til gennemsnittet af tilførslerne og produktionen inden for de seneste to år med efterfølgende lavere indtægter til følge. Kun reduktioner i tilførsler, som direkte kan tilskrives lavere produktion som følge af naturkatastrofer eller lignende, tages i betragtning. Enhver reduktion, som skyldes andre faktorer, f.eks. ændringer i kooperativernes drift, antallet af medlemmer, landbrugspraksis osv., tages ikke i betragtning. Støtte ydes ikke til kooperativer, som indkøber mere end halvdelen af den samlede producerede mængde fra markedsleverandører, der ikke er medlem af det pågældende kooperativ.

f) Særlige tilskud til frugtavlerkooperativer og anerkendte sammenslutninger af frugtavlere for den mængde citrusfrugter, der ikke kan sælges.

g) Regionerne kan desuden udbetale støtte på op til 100 % til reparation af veje og vandledningsnet.

(31) Ud over ovennævnte foranstaltninger, som er fastsat i artikel 3 i lov nr. 185/92, giver lovens artikel 4 mulighed for at forlænge forfaldsdatoen for betaling af afdrag på lån drift og forbedringer, der udføres på landbrugsbedrifter, som opfylder kriterierne for modtagelse af støtte, med højst 24 måneder. Udsatte afdrag støttes af tilbud om betaling af renter. Lovens artikel 5 fritager delvist de samme bedrifter fra betaling af bidrag til sociale sikringsordninger, der forfalder inden for 12 måneder fra begivenhedens indtræden. Sænkningen varierer fra 20 til 50 % af det skyldige beløb.

Støtte til bekæmpelse af epizootiologiske sygdomme (artikel 6 i lov nr. 185/92)

(32) Lovens artikel 6 bemyndiger producentkonsortier til at yde tilskud til opdrættere, der rammes af epizootiologiske sygdomme, som fører til aflivning af husdyrbestanden i medfør af lov nr. 218 af 2. juni 1988. Tilskuddene omfatter produktionstab, som kan tilskrives den beslaglæggelsesperiode, der pålægges af de kompetente myndigheder. Staten bidrager med op til 50 % af de faktiske udgifter for fonden.

(33) I henhold til artiklen fastlægges de nøjagtige betingelser for lovens gennemførelse af Landbrugsministeriet i en bekendtgørelse. På forespørgsel fra Kommissionen har de italienske myndigheder fremsendt den relevante bekendtgørelse (ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993), som i henhold til myndighederne aldrig har fundet praktisk anvendelse.

(34) Bekendtgørelsen regulerer støtte til landbrug, der rammes af mund- og klovesyge, klassisk svinepest, afrikansk svinepest, blærer eller lungesyge. Kun bedrifter, som er medlemmer af et produktionskonsortium, som opgiver antallet af dyr i bedriften pr. 30. marts hvert år, og som forpligter sig til at betale deres andel og overholde alle hygiejniske og sundhedsmæssige standarder til beskyttelse af opdrættet, kan modtage støtte. Tilskuddene kan ikke overstige 40 % af den afsættelige bruttoproduktion, landbrugeren kunne have opnået for de aflivede dyr. Bekendtgørelsen fastsætter en årlig værdi af den afsættelige bruttoproduktion pr. voksent dyr. Tilskuddenes andel (på maks. 40 %) tager højde for bedriftens faste omkostninger og optegnelsen af de zootekniske arter i stambogen. Det samlede tilskud er proportionalt i forhold til beslaglæggelsesperioden for bedriften, som under alle omstændigheder ikke kan overstige seks måneder for kvæg og tre måneder for svin, får og geder. Statens tilskud udbetales til konsortierne efter godkendelse af omkostningsberegningerne i forhold til alle dokumenterede krav, der fremsendes til de kompetente regionale myndigheder. Alternativt kan konsortierne beslutte at gøre brug af de forsikringsmuligheder, der er nævnt i artikel 9, stk. 1, litra b), i lov nr. 185/92.

Foranstaltninger til aktiv beskyttelse mod dårlige vejrforhold (artikel 8 i lov nr. 185/92)

(35) Støtte på op til 80 % af de støtteberettigede udgifter kan ydes til investeringer i forbindelse med foranstaltninger, også pilotprojekter, vedrørende aktiv beskyttelse(10) af bedrifter (afgrøder) mod dårlige vejrforhold. Det drejer sig især om særlige net til beskyttelse mod hagl. Støttemodtagerne er de konsortier, der er ansvarlige for gennemførelsen af projekterne. Der ydes desuden støtte på op til 50 % til drift og vedligeholdelse af det udstyr, der er opstillet med hjælp fra ovennævnte støtte. Der ydes kun støtte til projekter om aktiv beskyttelse, hvis de er økonomisk levedygtige sammenlignet med tilsvarende former for passiv beskyttelse. Landbrugsministeriet fastsætter projekternes mindstebeløb. Projekter under dette beløb betragtes ikke som økonomisk levedygtige.

(36) Ifølge skrivelse af 20. november 2000 fra de italienske myndigheder er der ikke taget initiativ til aktiv beskyttelse på grund af manglende teknologi til forebyggelse af skader som følge af naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold.

Forsikringsaftaler (artikel 9 i lov nr. 185/1992)

(37) Artikel 9 i lov nr. 185/1992 bemyndiger beskyttelseskonsortier, der er etableret i henhold til lov nr. 364 af 25. maj 1970 og lov nr. 590 af 15. oktober 1981, til at tegne forsikringer mod tab forårsaget af dårlige vejrforhold, plantesygdomme og epizootiologiske sygdomme. Landbrugerne kan vælge mellem følgende tre forsikringstyper:

a) skadeserstatning for skader på bestemte afgrøder på grund af hagl, frost eller andre dårlige vejrforhold (enkelte tilfælde på de enkelte afgrøder)

b) skadeserstatning for skader på bedriftens landbrugsstrukturer og afgrøder på grund af dårlige vejrforhold, der har alvorligere konsekvenser for bedriften end den almindelige driftsrisiko. Skaderne kan også skyldes plantesygdomme, hvis disse kan tilskrives konstaterede dårlige vejrforhold, og epizootiologiske sygdomme (dårlige vejrforhold, som har betydning for enkelte afgrøder eller landbrugsstrukturer). Denne aftaletype kan også vedrøre skader i forbindelse med kvalitet

c) skadeserstatning for skader på bedriftens hovedafgrøder på grund af dårlige vejrforhold, hvor skadens omfang overstiger den almindelige driftsrisiko (dårlige vejrforhold, som har betydning for mere end en afgrøde eller landbrugsstruktur).

(38) I henhold til de italienske myndigheder er bedrifternes almindelige driftsrisiko generelt fastsat til 10 %-15 %.

(39) Den fond, der udbetaler forsikringspræmierne, finansieres gennem:

1) bidrag fra konsortierne

2) bidrag fra staten svarende til 50 % af de samlede omkostninger

3) bidrag fra regionale myndigheder samt private og offentlige organer.

(40) Cirkulæret fastsætter, at de policer, der er tegnet for klimatiske højrisikoområder, som vil blive udpeget i ministeriel bekendtgørelse, kan modtage offentlig støtte (fra staten, regionerne osv.) på indtil 65 % af de samlede omkostninger. I skrivelse af 20. november 2000 meddelte de italienske myndigheder, at statens bidrag til de faktiske omkostninger generelt var mellem 30 % og 40 %. I de få tilfælde, hvor der også blev ydet støtte fra regionen, såsom i provinsen Trento, oversteg det samlede offentlige bidrag aldrig 65 %.

Bekendtgørelse vedrørende forsikringsaftaler (præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996)

(41) I skrivelse af 20. november 2000 præciserede de italienske myndigheder, at artikel 9 i lov nr. 185/92 var blevet erstattet af præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996 (bekendtgørelse om alternative normer til artikel 9 i lov nr. 185 af 14. februar 1992 om landbrugsforsikringsordninger). Vurderingen af de italienske bestemmelser vedrørende skadeserstatning efter naturkatastrofer indtil ikrafttrædelsen af de nye EF-rammebestemmelser(11) skal således også tage højde for denne bekendtgørelse.

(42) Ifølge de italienske myndigheder blev bekendtgørelsen udstedt for at tilpasse den italienske lovgivning om støttede forsikringsordninger til fællesskabsbestemmelserne. Finansloven for 2001 indeholdt en bestemmelse, som yderligere ændrede den italienske lovgivning om støttede forsikringsordninger med henblik på at tilpasse den til de nye EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren. Denne bestemmelse er ikke omfattet af denne beslutning.

(43) Præsidentiel bekendtgørelse 324/96 regulerer tilskud til forsikringsaftaler. De samme aftaletyper, som er fastlagt i lov nr. 185/92, er berettiget til offentligt tilskud. For sådanne aftaler kan det statslige bidrag udgøre op til 50 % af de støtteberettigede udgifter og helt op til 65 % i klimatiske højrisikoområder.

III. VURDERING

(44) EF-traktatens artikel 87, stk. 1, fastsætter, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(45) Lov nr. 185/92 vedrører tildeling af støtte gennem statsmidler til bestemte landbrugsbedrifter, som kan få uretmæssig økonomisk nytte eller fordel i forhold til andre landbrugsbedrifter, som ikke modtager samme støtte. Ifølge EF-Domstolens praksis kan der opstå en mulig konkurrenceforvridning i forhold til andre konkurrerende virksomheder, der ikke modtager en sådan støtte(12), da økonomisk hjælp fra staten styrker en virksomhed over for andre konkurrerende virksomheder.

(46) De undersøgte foranstaltninger påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, idet handelen med landbrugsvarer mellem medlemsstaterne er betydelig, jf. nedenstående tabel(13), der angiver den samlede værdi af importen og eksporten af landbrugsvarer mellem Italien og resten af EU i perioden 1992-1999 og de tilsvarende procentsatser.

>TABELPOSITION>

(47) I den forbindelse skal det dog nævnes, at EF-Domstolen har afgjort, at støtte til en virksomhed kan som sådan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencesituationen, hvis en virksomhed konkurrerer med produkter, der kommer fra andre medlemsstater, selv om den ikke selv eksporterer sine produkter. Hvis en medlemsstat yder støtte til en virksomhed, kan det sikre, at den hjemlige produktion opretholdes eller øges med det resultat, at virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, får ringere muligheder for at eksportere deres produkter til den pågældende medlemsstat. En sådan støtte vil derfor sandsynligvis påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen(14).

(48) Kommissionen konkluderer derfor, at de undersøgte foranstaltninger er uforenelige med Fællesmarkedet, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

(49) Forbuddet i artikel 87, stk. 1, efterfølges af undtagelser i artikel 87, stk. 2 og 3.

(50) De i artikel 87, stk. 2, litra a) og c), omhandlede undtagelser kan ikke finde anvendelse på grund af typen af og formålet med den pågældende støtte. Italien har heller ikke anført, at artikel 87, stk. 2, litra a) eller litra c), finder anvendelse.

(51) Traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), finder heller ikke anvendelse, idet den pågældende støtte ikke er beregnet til at fremme udviklingen i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse.

(52) Med hensyn til artikel 87, stk. 3, litra b), er den pågældende støtte ikke beregnet til at fremme gennemførelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe alvorlige problemer i den italienske økonomi.

(53) Støtten er heller ikke beregnet eller egnet til at opfylde de målsætninger, der henvises til i artikel 87, stk. 3, litra d).

(54) På baggrund af typen af og formålet med den undersøgte støtte kan kun undtagelserne i artikel 87, stk. 2, litra b) og litra c), finde anvendelse.

Særlige bestemmelser

(55) I lyset af bestemmelserne vedrørende tildeling af statsstøtte inden for landbrugssektoren, nemlig EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren(15) (i det følgende kaldet "EF-rammebestemmelser"), som trådte i kraft den 1. januar 2000, skal det vurderes, om en af de ovennævnte undtagelser kan finde anvendelse.

(56) I henhold til EF-rammebestemmelsernes punkt 23.3 vil Fællesskabet med virkning fra den 1. januar 2000 anvende nærværende rammebestemmelser på nye anmeldelser af statsstøtte, herunder på anmeldelser, som der på denne dato ikke var truffet afgørelse om. Ulovlig støtte, som omhandlet i artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93(16) behandles efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, den pågældende støtte blev ydet.

(57) Lov nr. 185/92 blev aldrig anmeldt til Kommissionen og trådte derfor i kraft i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Loven hører derfor ind under anvendelsesområdet for artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 og skal undersøges ud fra de regler, der var gældende, da den pågældende støtte blev tildelt. Støtte tildelt i henhold til denne lov inden den 31. december 1999 skal derfor vurderes på grundlag af de bestemmelser, der var gældende, inden de nye EF-rammebestemmelser trådte i kraft. Støtte tildelt i henhold til samme lov efter den 1. januar 2000 skal til gengæld vurderes på grundlag af de nye EF-rammebestemmelser.

(58) Som anført i betragtning 19 vedrører nærværende beslutning udelukkende statsstøtte, som Italien ydede i henhold til lov nr. 185/1992 indtil den 31. december 1999. Støtte, som er tildelt i henhold til lov nr. 185/1992 efter den 1. januar 2000, og støtte, der er tildelt i overensstemmelse med artikel 1 og 6 i regional lov nr. 6/93 og andre nationale love, der henvises til heri, skal vurderes inden for rammerne af statsstøtte C 12/B/95 og statsstøtte C 12/C/95 og vil blive gjort til genstand for særskilte beslutninger.

Støtte, der ydes som skadeserstatning til landbrugere for skader som følge af naturkatastrofer og dårlige vejrforhold (artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 185/92)

(59) Ovennævnte artikler om støtte vedrører skadeserstatning til landbrugere for skader som følge af naturkatastrofer eller dårlige vejrforhold. Da støtten blev tildelt, blev disse typer af støtte vurderet på grundlag af reglerne for tildeling af national støtte i tilfælde af skader på landbrugsproduktion eller -produktionsmidler og national støtte med delvis godtgørelse gennem forsikringer mod sådanne risici(17). I henhold til disse regler fandt Kommissionen sædvanligvis, at national støtte ydet som kompensation for enhver type materiel skade forårsaget af jordskælv, oversvømmelse, laviner og jordskred var i overensstemmelse med artikel 87, stk. 2, litra b). Ifølge Kommissionen skulle ekstraordinære forhold, f.eks. krig, indre uroligheder eller strejker samt med et vist forbehold atomkatastrofer og ildebrande (afhængigt af omfang) behandles på samme måde. Uanset omfanget af skaderne berettigede alle disse skader i sig selv skadeserstatning til private.

(60) På den anden side fandt Kommissionen sædvanligvis, at vejrforhold som f.eks. rimfrost, hagl, frost, regn eller tørke ikke kunne betragtes som naturkatastrofer som defineret i traktaten, medmindre skaderne for den enkelte støttemodtager beløb sig til et vist minimumsbeløb. Minimumsbeløbet var fastsat til 30 % af den normale produktion (20 % i ugunstigt stillede områder) på grundlag af dels den totale beskadigede bruttoproduktion på en enkelt støttesøgende bedrift og dels den tilsvarende normale årlige bruttoproduktion. Denne sats skulle fastsættes på grundlag af en sammenligning mellem på den ene side den normale gennemsnitsproduktion for hver berørt bedrift i en referenceperiode på tre år umiddelbart før året for den pågældende skade uden at tage højde for tidligere år, som eventuelt har udløst skadeserstatning af samme årsager, og på den anden side eventuelt sænket eller ødelagt produktion.

Typer af skader, som er omhandlet i loven, og skadeomfang, som udløser erstatning

(61) Den italienske lov nævner naturkatastrofer og dårlige vejrforhold generelt uden at præcisere nogen bestemt skade. I den henseende havde Kommissionen opfordret de italienske myndigheder til at præcisere de typer af skader, som under visse betingelser kunne give landbrugere ret til erstatning. I skrivelse af 20. november 2000 svarede de italienske myndigheder, at de typer af skader, der er omhandlet i loven, var anført i en uddybende cirkulæreskrivelse, som var blevet sendt til alle de berørte regioner og andre interesserede parter. Den standardformular, der var vedlagt cirkulæret, og som de potentielle støttemodtagere skulle udfylde med henblik på at anmelde skaderne, anførte følgende muligheder: haglbyger, frostskader, vedvarende regn, tørke, vedvarende snefald, oversvømmelser, storme, jordskælv, hvirvelvinde, frost i jorden, kraftige vinde og stormflod.

(62) Af ovennævnte skader betragtes kun oversvømmelse og jordskælv som naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). De er derfor de eneste skader, der kan begrunde tildelingen af skadeserstatning uafhængigt af skadens omfang. For at være berettiget til støtte i forbindelse med de øvrige skader skal de berørte bedrifter have indberettet skader svarende til ovennævnte minimumssats på 30 % beregnet efter den metode, der er angivet i samme dokument. Den italienske lov fastslår, at landbrugsbedrifter, der rammes af dårlige vejrforhold, udelukkende kan tilkendes erstatning, hvis de kan påvise skader på mindst 35 % af den afsættelige bruttoproduktion.

(63) Hverken loven eller den uddybende cirkulæreskrivelse præciserer, hvordan skadens omfang beregnes. På Kommissionens udtrykkelige forespørgsel forklarede de italienske myndigheder i skrivelse af 20. november 2000 den anvendte beregningsmetode. Som det fremgår af beskrivelsen i betragtning 27, er de italienske myndigheders metode ikke i fuld overensstemmelse med den metode, der foreslås af Kommissionen.

(64) Faktisk er det således, at mens Kommissionen kræver et tab svarende til 30 % af den normale produktion beregnet på baggrund af en treårig referenceperiode, kræver de italienske myndigheder et tab på 35 % af "den afsættelige bruttoproduktion" for det år, hvor skaden er opstået. Den italienske metode kræver dermed ikke en beregning ud fra en normal produktion på grundlag af en referenceperiode på tre år. Da formålet med referenceperioden er at sikre, at resultatet af beregningen er repræsentativt og ikke baseret på ualmindeligt høje udbytter, kan man spørge, om manglen på en treårig henvisningsperiode bevirker, at den italienske beregningsmetode kun i ringe grad er repræsentativ for en gennemsnitsproduktion og derved baner vejen for misbrug og konkurrenceforvridning.

(65) I den forbindelse skal det bemærkes, at de italienske myndigheders metode er baseret på et almindeligt produktionsniveau, det vil sige en produktion, som ville kunne opnås, hvis ikke der var opstået en skade. Metoden tager højde for bedriftens særlige produktionsforhold og nettoproduktion, der genanvendes i bedriften. Produktionsniveauet beregnes dermed i henhold til "objektive" parametre (dvs. bedriftens størrelse, produktionsfaktorer), som er kendetegnende for den pågældende produktionsenhed, og som ikke kan være påvirket af udefrakommende sæsonmæssige faktorer, der kan påvirke bedriftens produktionsniveau. Anvendelsen af sådanne parametre gør derfor en treårig henvisningsperiode overflødig, når man skal finde en "repræsentativ" værdi. Den normale produktion, som beregnes ved hjælp af denne metode, kan faktisk ikke oppustes af udefrakommende faktorer, som bestemmer et ualmindeligt højt udbytte. Desuden skal det bemærkes, at tabet beregnes for den enkelte bedrift og ikke på grundlag af et gennemsnit for flere bedrifter, hvilket kan resultere i en forkert fremstilling af skaden på de enkelte bedrifter med en efterfølgende risiko for overkompensation.

Støttens omfang og risiko for overkompensation

(66) Hvis kravene i betragtning 60 er opfyldt, kan støtte, der er beregnet som erstatning til landbrugere, som har lidt skade, i henhold til fællesskabslovgivningen beløbe sig til 100 %. Støtte kan under ingen omstændigheder overstige landbrugernes reelle tab.

(67) I henhold til den omhandlede lov kan landbrugere, der har lidt skade, få adgang til en eller flere af de støtteordninger, der er opført på en liste i selve loven, afhængigt af skadens eller landbrugsbedriftens type. De italienske myndigheder har klart tilkendegivet, at der aldrig kan blive tale om overkompensation, selv om landbrugerne kan modtage flere typer af støtte. De har faktisk præciseret, at støtte til afgrødeskader skal stå i forhold til og kan under ingen omstændigheder overstige i) den værdi, der er investeret i produktionscyklussen og ikke har kunnet geninddrives på grund af produkttab, og ii) eventuelle højere omkostninger, som landbrugsbedriften måtte skulle afholde for at gennemføre produktionscyklussen. Endvidere dækker støtte til genetablering af bedriftens landbrugsstrukturer kun en del af de udgifter, der er nødvendige til reparationerne. De myndigheder, som udbetaler støtten, skal altid tilse, at skadeserstatning for en hvilken som helst skade ikke overstiger omfanget af selve skaden, fordi der i så fald ville være tale om ulovlig berigelse. De myndigheder, der er ansvarlige for udbetalingen af støtte, skal ligeledes tage højde for anden støtte, der eventuelt måtte blive udbetalt af andre organer på nationalt, regionalt eller EF-plan med samme formål som den pågældende lovs.

(68) Desuden har de italienske myndigheder bekræftet, at det udbetalte støttebeløb fratrækkes beløb, der måtte være modtaget under statsstøttede forsikringsordninger, og at man tager hensyn til almindelige udgifter, der ikke afholdes af landbrugeren, f.eks. hvis afgrøden ikke skal høstes.

(69) På grundlag af ovennævnte betragtninger kan det konkluderes, at støtte udbetalt som erstatning til landbrugere for skader, der skyldes naturkatastrofer og dårlige vejrforhold i henhold til artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 185/92, er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), eftersom den er beregnet til at afhjælpe de skader, der er forårsaget af naturkatastrofer.

Støtte til kooperativer inden for markedsføring og forarbejdning af landbrugsprodukter (artikel 3 i lov nr. 185/92)

(70) I henhold til lov nr. 185/92 kan der også ydes støtte til kooperativer inden for salg og forarbejdning af landbrugsprodukter, hvis indtægter er blevet reduceret som følge af lavere produktionstilgang fra deres katastroferamte medlemmer. Indtægtsnedgangen skal være på mindst 35 % af den gennemsnitlige produktionstilgang og -markedsføring i løbet af de seneste to år.

(71) Inden de nye EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren trådte i kraft, godkendte Kommissionen(18) sædvanligvis støtte af denne type til salgs- og forarbejdningskooperativer. Kommissionens holdning var baseret på en forestilling om, at landbrugerne var tvunget til at reducere deres leverancer til de kooperativer, de var medlem af, og som solgte deres produkter, på grund af den mindre produktion efter de naturskabte skader eller naturkatastrofer. De landbrugere, der blev ramt af naturkatastrofer, blev ramt dobbelt: Først og fremmest på grund af tabet af deres afgrøder og dernæst på grund af det tab, som blev påført de kooperativer, de var medlem af, og som de normalt overgav deres produktion til. Man kunne ligefrem konstatere, at sidstnævnte efter nedgangen i leverancer på grund af naturkatastrofen selv led et tab på grund af deres faste omkostninger. I overensstemmelse med Kommissionens praksis i den pågældende periode er der ikke gyldig grund til at udelukke salgs- og forarbejdningskooperativer fra tildeling af støtte i henhold til loven.

(72) På grundlag af ovennævnte betragtninger kan det konkluderes, at støtte i henhold til artikel 3, 4 og 5 i lov 185/92 i form af erstatning til kooperativer inden for forarbejdning og markedsføring af landbrugsprodukter for skader opstået som følge af dårlige vejrforhold er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

Støtte til bekæmpelse af epizootiologiske sygdomme (artikel 6 i lov nr. 185/92)

(73) Med artikel 6 i lov nr. 185/92 får producentkonsortier generelt tilladelse til at træffe foranstaltninger til støtte for landmændenes indtægter i tilfælde af epizootiologiske sygdomme. De nærmere regler for anvendelsen af sådanne foranstaltninger fremgår ikke af artiklen, men fastsættes i en bekendtgørelse fra landbrugsministeriet. Lov nr. 185/92 indeholder ingen bestemmelser vedrørende tildeling af omgående og direkte støtte til de pågældende landbrugere - det er omhandlet i ovennævnte bekendtgørelse. På den baggrund udgør artikel 6 i lov nr. 185/92 ikke statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

Ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993

(74) Bekendtgørelsen fastsætter reglerne for gennemførelsen af de foranstaltninger, der defineres generisk i artikel 6 i lov nr. 185/92 og hører dermed under traktatens artikel 87, stk. 1.

(75) Inden de nye EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren trådte i kraft, var det Kommissionens praksis, jf. arbejdsdokument VI/5934/86-rev.2 af 10. november 1986(19), at godkende støtte som kompensation til bedrifter ramt af epizootiologiske sygdomme, hvis:

- støtten vedrørte obligatoriske aktioner i henhold til landets eller Fællesskabets lovgivning og blev tildelt af den medlemsstat, hvor disse aktioner blev gennemført

- den var omfattet af et nationalt program, der var afgrænset til den periode, der var nødvendig for at sikre en effektiv udryddelse af sygdommen

- støtten var målrettet forebyggelse, kompensation eller begge dele.

(76) Støtte, jf. den ministerielle bekendtgørelse, ydes kun i forbindelse med epizootiologiske sygdomme, hvor der er fastlagt et obligatorisk udryddelsesprogram i henhold til lov nr. 218 af 2. juni 1988, som omhandler foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge og andre epizootiologiske dyresygdomme. Støtten fastlægges udelukkende for den periode, opdrættet er beslaglagt efter et krav om nedslagtning, og under alle omstændigheder ikke over seks eller eventuelt tre måneder. Foranstaltningen har til formål at kompensere landbrugeren, eftersom støtten er beregnet som erstatning til producenterne for indtægtstab efter en obligatorisk nedslagtning af bestanden udført inden for rammerne af et udryddelsesprogram. Støtten kan ikke udløse overkompensation, eftersom den aldrig kan overstige 40 % af den afsættelige bruttoproduktion, som landbrugeren kunne have opnået med de nedslagtede dyr.

(77) På baggrund af ovennævnte betragtninger kan det konkluderes, at den støtte, der er omhandlet i ministeriel bekendtgørelse nr. 100460, er i overensstemmelse med de fællesskabsbestemmelser, der var gældende på daværende tidspunkt og fastlagt i betragtning 75. Støtten er derfor forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(78) I skrivelse af 29. januar 2001 anførte de italienske myndigheder, at den ministerielle bekendtgørelse aldrig har fundet anvendelse.

Støtte til foranstaltninger til aktiv beskyttelse (artikel 8 i lov nr. 185/92)

(79) Artikel 8 i lov nr. 185/92 fastsætter en støttesats på 80 % af de støtteberettigede udgifter i forbindelse med investeringer i foranstaltninger til aktiv beskyttelse, herunder haglnet, og en sats på 50 % af de støtteberettigede udgifter til drift og vedligeholdelse af anlæg opført ved hjælp af investeringen. Investeringerne er beregnet til at forebygge skader som følge af uvejr eller andre ekstraordinære skader. Ifølge de italienske myndigheder skal de pågældende investeringer betragtes som et alternativ til passive beskyttelsesforanstaltninger (forsikring), hvis de viser sig at være mere levedygtige og økonomisk fordelagtige end passive beskyttelsesforanstaltninger.

(80) Trods støttens formål kan den i artikel 8 omhandlede støtte ikke vurderes på grundlag af Kommissionens arbejdsdokument om nationale støtteordninger i forbindelse med skader på landbrugsproduktion eller produktionsmidler og nationale støtteordninger, der omfatter delvis betaling af forsikringspræmier mod sådanne risici(20). Dette dokument omhandler faktisk udelukkende støtte i form af efterfølgende kompensation, efter at skaden er sket, og forudgående støtte i form af forsikringspræmier mod sådanne potentielle risici. Dokumentet omhandler ikke støtte til foranstaltninger til aktiv beskyttelse, som dem, der er beskrevet af de italienske myndigheder i artikel 8 i lov nr. 185/92.

(81) På den baggrund kan det konkluderes, at støtte i henhold til den pågældende artikel skal vurderes på grundlag af de bestemmelser, der gælder for støtte til investeringer i bedrifter, dvs. investeringer, der er iværksat inden for den primære produktion, og som, da loven blev vedtaget, var omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 af 15. juli 1991 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet(21), efterfølgende ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997(22).

(82) Forordning (EØF) nr. 2328/91 indførte grundlæggende en fællesskabsordning for medfinansiering af en række aktioner til forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet. Forordningen fastsatte en ramme for en fælles indsats, som bemyndigede eller forpligtede medlemsstaterne til at iværksætte en række støtteordninger, der til dels blev finansieret på fællesskabsplan. Samtidig fastsatte forordningen en ramme for tildelingen af visse typer af national støtte finansieret af medlemsstaterne. Artikel 35 i forordning (EØF) nr. 2328/91 fastlagde betingelserne for medlemsstaternes udbetaling af støtte i henhold til forordningens formål. Særlig hed det i artikel 35, at forordningen ikke berørte medlemsstaternes ret til på det område, der var omfattet af forordningen, med undtagelse af det område, der var omfattet af artikel 2, artikel 6 til 9, artikel 11, artikel 12, stk. 2, 3 og 4, samt artikel 17, at iværksætte supplerende støtteforanstaltninger, hvis betingelser eller regler for ydelse afveg fra de heri fastsatte, eller hvis beløb oversteg de heri fastsatte lofter, under forudsætning af at disse foranstaltninger blev truffet i overensstemmelse med traktatens artikel 92, 93 og 94. Artikel 35, stk. 2, fastlagde, at med undtagelse af traktatens artikel 92, stk. 2, fandt bestemmelserne i traktatens artikel 92, 93 og 94 ikke anvendelse på de støtteforanstaltninger, der var omfattet af artikel 2, artikel 6 til 9, artikel 11, artikel 12, stk. 2, 3 og 4, samt artikel 17.

(83) De typer af støtte, som medlemsstaterne var bemyndigede til at yde, var derfor klart defineret af bestemmelserne i artikel 35, som begrænsede medlemsstaternes interventionsområde i forbindelse med støtte udelukkende finansieret ved statslige midler. I praksis skulle medlemsstaterne anmelde beslutninger om tildeling af støtte til Kommissionen i forbindelse med foranstaltninger omfattet af forordningen eller inden for rammerne af den procedure, der var omhandlet i samme forordning, med henblik på Fællesskabets medfinansiering eller på grundlag af traktatens artikel 87 og 88 om statsstøtte. De italienske myndigheder havde ikke til Kommissionen anmeldt støtten fastsat ved artikel 8 i lov nr. 185/92 inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i forordning (EØF) nr. 2328/91 med henblik på at opnå Fællesskabets medfinansiering eller med henblik på at yde støtte i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12, stk. 2, 3 og 4, i samme forordning. Derfor skal støtten vurderes i henhold til traktatens artikel 87 til 89 inden for de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i forordningen.

(84) Artikel 12 i forordning (EØF) nr. 2328/91 fastsatte den type investeringer, som medlemsstaterne var bemyndigede til at finansiere udelukkende ved hjælp af egne midler. I overensstemmelse med forordningens artikel 35 fandt bestemmelserne i traktatens artikel 87-89 ikke anvendelse på støtteforanstaltninger omfattet af artikel 12, stk. 2, 3 og 4. Støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 kan derfor udelukkende vurderes på grundlag af artikel 12, stk. 1 og 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91.

(85) Artikel 12, stk. 1, vedrørte investeringer i bedrifter, der opfyldte betingelserne i forordningens artikel 5 og 9. Det var klart anført, at støtten til investeringer i bedrifter, der opfyldte betingelserne i artikel 5 og 9, ikke måtte overstige de i artikel 7, stk. 2, fastsatte beløb, i givet fald forhøjet med den støtte, der var omhandlet i artikel 11, dog bortset fra støtte til opførelse af avlsbygninger, flytning af avlsbygninger i offentlighedens interesse, grundforbedring, investering med henblik på beskyttelse og forbedring af miljøet, såfremt disse større beløb blev ydet i overensstemmelse med artikel 6 samt traktatens artikel 92, 93 og 94.

(86) Som det fremgik af bestemmelsen, var støtte i henhold til artikel 12, stk. 1, en ekstra støtte, hvis betingelser var klart defineret og kunne tildeles af medlemsstaterne ud over Fællesskabets ordning om medfinansieret støtte i henhold til forordning (EØF) nr. 2328/91. Denne supplerende støtte kunne udelukkende tildeles bedrifter, som opfyldte alle betingelserne i forordningen (artikel 5 til 9) for modtagelse af fællesskabsstøtte og udelukkende til at integrere den førnævnte godkendte medfinansierede støtte. Støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 blev derimod tildelt uafhængigt af førnævnte godkendte medfinansieringsordning i henhold til forordning (EØF) nr. 2328/91 og var beregnet til bedrifter, der med stor sandsynlighed ikke opfyldte betingelserne i artikel 5 til 9 i forordning (EØF) nr. 2328/91. Pr. definition hørte den pågældende støtte ikke under anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2328/91.

(87) Artikel 12, stk. 5, anførte de tilfælde, hvor medlemsstaterne havde ret til at tildele støtte, der ikke var omfattet af forbud eller begrænsninger som fastsat i artiklen, såfremt de var truffet i overensstemmelse med traktatens artikel 87 og 88. Støtte kunne gives i følgende seks tilfælde:

- foranstaltninger vedrørende støtte til køb af jord

- driftskreditter med rentegodtgørelse, hvis løbetid ikke overstiger et produktionsår

- foranstaltninger vedrørende støtte til køb af handyr til avl

- garantier for optagne lån, herunder renter af disse

- støtteforanstaltninger i forbindelse med investeringer vedrørende beskyttelse og forbedring af miljøet, for så vidt disse foranstaltninger ikke medfører en produktionsforøgelse

- foranstaltninger med henblik på investeringer, som tager sigte på forbedring af besætningernes hygiejneforhold samt overholdelse af fællesskabsnormerne for dyrs velfærd eller de nationale normer, når disse er strengere end fællesskabsnormerne, og for så vidt investeringerne ikke medfører en produktionsforøgelse.

(88) Støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 er overordnet defineret som investeringer i foranstaltninger til aktiv beskyttelse, der skal udføres som alternativ til den passive beskyttelse (forsikring). De italienske myndigheder blev opfordret til at beskrive og give eksempler på den type investeringer, som kunne høre ind under en sådan definition. I skrivelse af 20. november 2000 anførte de italienske myndigheder som eneste eksempel de mulige investeringer i haglnet, idet de samtidig meddelte, at der i virkeligheden aldrig var blevet iværksat investeringer af denne art på grund af manglende teknologi på området. Selv om de italienske myndigheder ikke har afgivet mere specifikke oplysninger, kan det konstateres, at støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 hverken ydes til køb af jord, køb af handyr til avl, miljøforanstaltninger, investeringer med henblik på forbedring af besætningernes hygiejneforhold, overholdelse af fællesskabsnormerne for dyrs velfærd eller driftskreditter med rentegodtgørelse. Derfor kan de ikke betragtes som hørende under nogen af de kategorier, der er fastlagt i artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91.

(89) Ud over ovennævnte betragtninger skal det bemærkes, at der i artikel 8 i lov nr. 185/92 er fastsat en støttesats på op til 80 % for de pågældende investeringer. Den maksimale støttesats godkendt af Kommissionen for almindelige investeringer i den primære produktion var 35 % for investeringer inden for almindelige områder og 75 % for investeringer i ugunstigt stillede områder, jf. direktiv 75/268/EØF af 28. april 1975(23). En særligt sats på 40 % gjaldt for køb af handyr til avl. De italienske myndigheders sats på 80 % ville således ligge over Kommissionens maksimale støttesats.

(90) Kommissionen fastholder derfor, at støtten på 80 % af udgifterne til investeringer, der vedrører foranstaltninger til aktiv beskyttelse i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92, ikke hører under nogen af de undtagelser, der er fastlagt i traktatens artikel 87, stk. 1; de er derfor ikke forenelige med fællesmarkedet.

(91) Artikel 8 i lov nr. 185/92 fastsætter desuden et støttebeløb på 50 % af de støtteberettigede udgifter til drift og vedligeholdelse af landbrugsudstyr, der er finansieret ved hjælp af det tidligere beskrevne tilskud. I skrivelse af 19. april 2000 opfordrede Kommissionen de italienske myndigheder til at begrunde tildelingen af nævnte tilskud, som tilsyneladende har til formål at dække driftsomkostninger, som normalt skulle afholdes af bedrifterne inden for deres almindelige virksomhed. I skrivelse af 20. november 2000 svarede de italienske myndigheder, at den planlagte aktive beskyttelse var af kollektiv art og blev udført af "beskyttelseskonsortier" eller -virksomheder, og at de dertil knyttede omkostninger ikke dækkede omkostningerne for den enkelte bedrift. Tilskuddet på 50 % blev tildelt analogt med støtten til forsikringspolicerne.

(92) De italienske myndigheders svar bekræfter, at tilskuddet på 50 % rent faktisk blev ydet til udgifter til drift og vedligeholdelse af anlæg til beskyttelse mod uvejrsskader etableret ved hjælp af ovennævnte investeringer. Det faktum, at tilskuddene tildeles konsortier og forvaltes af disse, er ikke relevant, eftersom slutmodtagerne for støtten under alle omstændigheder er landbrugere, som drager fordel af beskyttelsesstrukturerne. Derfor drejer det sig om en støtte, som rent faktisk er anvendt til at lette landbrugeres normale driftsomkostninger i forbindelse med den aktuelle drift, herunder omkostninger til vedligeholdelse af landbrugsstrukturer og investeringer, i hele støtteperiodens varighed. Støtte til driftsomkostninger, der normalt afholdes af landbrugerne selv, er pr. definition driftsstøtte(24), dvs. støtte, som blot er en økonomisk kortsigtet ydelse. Det drejer sig om støtte, som ikke har en strukturmæssig virkning på sektorens udvikling, og som ikke kan betragtes som støtte til udviklingen af bestemte virksomheder eller bestemte regioners økonomi. Det kan derfor konkluderes, at den slags støtte ikke kan være omfattet af nogen form for undtagelse, jf. traktatens artikel 87, stk. 1, og at den derfor ikke er forenelig med fællesmarkedet.

Vurdering af støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 på grundlag af forordning (EF) nr. 950/97

(93) Forordning (EØF) nr. 2328/91 er ophævet ved Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997 om forbedringer af effektiviteten af landbrugsstrukturer(25), som trådte i kraft i juni 1997. Bestemmelserne vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88 i forbindelse med interventioner, der er omfattet af forordningen, er ikke ændret i forhold til forordning (EØF) nr. 2328/91.

(94) Artikel 37, stk. 1, i forordning (EF) nr. 950/97 gav medlemsstaterne ret til på de områder, der var omfattet af denne forordning, med undtagelse af det område, der var omfattet af artikel 5 til 9, artikel 11, artikel 12, stk. 4, og artikel 17, at iværksætte supplerende støtteforanstaltninger, hvis betingelser eller regler for ydelse afveg fra de deri fastsatte, eller hvis beløb oversteg de deri fastsatte lofter, under forudsætning af at disse foranstaltninger blev truffet i overensstemmelse med traktatens artikel 92, 93 og 94. I artikel 37, stk. 2, hed det, at med undtagelse af traktatens artikel 92, stk. 2, fandt traktatens artikel 92, 93 og 94 ikke anvendelse på de støtteforanstaltninger, der var omfattet af artikel 5 til 9, artikel 11, artikel 12, stk. 4, og artikel 17 i forordningen. For statsstøtte til investeringer i landbrugsbedrifter, der blev ydet uden for den i afsnit II omhandlede støtteordning, gjaldt betingelserne i forordningens artikel 12. Denne artikel gjaldt, selv om medlemsstaterne ikke indførte den i afsnit II omhandlede ordning med støtte til investeringer.

(95) Artikel 12, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/97 fastlagde de typer investeringsstøtte, der generelt var tilladt, og som traktatens artikel 92, 93 og 94 fandt anvendelse på. Medlemsstaterne kunne yde investeringsstøtte til:

- køb af jord

- driftskreditter med rentegodtgørelse, hvis løbetid ikke overstiger ét produktionsår

- køb af handyr til avl

- garantier for optagne lån, herunder renter af disse

- beskyttelse og forbedring af miljøet, for så vidt disse investeringer ikke medfører en forøgelse af produktionskapaciteten

- forbedring af hygiejneforholdene inden for husdyrbrug samt overholdelse af EF-normerne for dyrevelfærd eller de nationale normer, når disse er strengere end EF-normerne, for så vidt investeringerne ikke medfører en forøgelse af produktionskapaciteten

- virksomhed på bedrifterne, som ikke tager sigte på planteavl eller husdyrbrug.

(96) Den eneste forskel fra bestemmelserne i artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91 bestod i muligheden for at yde støtte til virksomhed på bedrifterne, der ikke tog sigte på planteavl eller husdyrbrug. Investeringer, som er omfattet af artikel 8 i lov nr. 185/92, hører ikke under sidstnævnte kategori, eftersom de tydeligvis er forbundet med afgrøder og dyrehold og er beregnet til at forhindre disses ødelæggelse. Derfor henhører pågældende investeringer ikke under artikel 12, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/97, på samme måde som de ikke hørte under artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91.

(97) Artikel 12, stk. 3, i forordning (EF) nr. 950/97 er helt identisk med artikel 12, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2328/91, og derfor gælder samme betragtninger herfor.

(98) Også hvad angår de anvendte støttesatser, har forordning (EF) nr. 950/97 ikke medført nogen ændring i forhold til forordning (EØF) nr. 2328/91. Den maksimale støtte, der kunne tildeles, var derfor fortsat 35 % i almindelige områder og 75 % i ugunstigt stillede områder. Støttesatserne i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 var ikke i overensstemmelse med ovennævnte støttesatser.

(99) Derfor kunne støtten i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 ikke gøres til genstand for de undtagelser, der er fastlagt i traktatens artikel 87, stk. 1, og er derfor uforenelige med fællesmarkedet.

(100) Hvad angår satsen på 50 % for drift og vedligeholdelse af anlæg, gælder samme betragtninger som anført i betragtning 91 og 92. Det drejer sig faktisk om støtte, der er beregnet til at dække driftsomkostninger, som påhviler landbrugerne og betragtes som støtte til driften, der ikke har en strukturmæssig virkning på sektorens udvikling, og som derfor ikke kan betragtes som støtte, der er beregnet til at lette udviklingen af visse aktiviteter eller visse regioners økonomi. Den pågældende støtte kan derfor ikke være omfattet af undtagelser som fastlagt i traktatens artikel 87, stk. 1. Som en konsekvens heraf er den ikke forenelig med fællesmarkedet.

Støtte til forsikringsaftaler (artikel 9 i lov nr. 185/92)

(101) Artikel 9 i lov nr. 185/92 fastsætter de betingelser, hvorunder den nye nationale solidaritetsfond kan tildele tilskud til udgifter til forsikringspræmier.

(102) Indtil ikrafttrædelsen af de nye EF-rammebestemmelser skal sådanne typer af støtte vurderes på grundlag af Kommissionens arbejdsdokument VI/5934/86-2 vedrørende skadeserstatning til landbrugere for skader opstået på grund af dårlige vejrforhold. I dokumentet blev støtte til landbrugerne til betaling af forsikringspræmier til dækning af skader forårsaget af dårlige vejrforhold og andre ekstraordinære skader betragtet som et alternativ til den efterfølgende skadeserstatning for skader opstået på grund af naturkatastrofer. De to typer støtte blev derfor analyseret i samme dokument. Ifølge dokumentet kunne tilskuddene dække alle udgifter til forsikringspræmier og tildeles på grundlag af følgende betingelser og i følgende omfang:

a) Hvis forsikringen udelukkende vedrører tab, som medlemsstaterne i tilfælde af manglende forsikring kunne godtgøre med op til 100 % enten på grund af naturkatastrofer eller andre ekstraordinære skader i overensstemmelse med traktatens artikel 92, stk. 2, litra b), eller artikel 92, stk. 3, litra c), som støttekompensation i tilfælde af epizootiologiske sygdomme eller plantesygdomme. Støtte til forsikringspræmier kan permanent dække op til 80 % af den præmie, der normalt skal betales af forsikringstageren, idet landbrugeren skal betale den resterende del på mindst 20 %, som betragtes som rimelig i forhold til statens næsten totale garanti.

b) Den nævnte sats ændres til 50 %, hvis forsikringen også dækker andre risici for tab af høst eller dyrebestande, som staten ikke kan dække for skader, der opstår i henhold til de kriterier, der er omtalt i punkt 2.2 og 3.2 i arbejdsdokument VI/5934/86-2.

c) Hvis forsikringen ikke dækker risici ved naturkatastrofer: Støtte på op til 30 % (som i særlige tilfælde kan hæves i klimatiske højrisikoområder) af den forsikringspræmie, der normalt skal betales af forsikringstageren, for en periode på højst 10 år med en gradvist faldende sats.

Under alle omstændigheder og i begrundede tilfælde kan støttebeløbet til klimatiske højrisikoområder(26) øges.

(103) Med henblik på en bedre forståelse af ovennævnte bestemmelser er det nødvendigt at nævne, at ifølge samme arbejdsdokument kan dårlige vejrforhold, f.eks. frost, hagl, is, regn eller tørke, kun betragtes som naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), hvis de har forårsaget et tab på mindst 30 % (20 % i ugunstigt stillede områder) af den normale produktion beregnet i henhold til de kriterier, der er præciseret i samme dokument. Ifølge ovennævnte kriterier hører forsikringspolicer, som udelukkende dækker naturkatastrofer, som de er fastlagt i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), og vejrforhold såsom frost, hagl, regn osv., der kan sammenlignes med naturkatastrofer i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), ind under førnævnte kategori a) og kan derfor godtgøres med 80 %. Policer, som ud over de risici, der er omtalt i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), også dækker andre risici, der ikke opfylder de kriterier, der er fastlagt for forhold, der kan sidestilles med naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), hører ind under førnævnte kategori b) og kan derfor godtgøres med maksimalt 50 %. Policer, som udelukkende dækker vejrforhold, der ikke kan sidestilles med naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), hører under førnævnte kategori c) og kan udelukkende godtgøres med en maksimal og gradvist faldende sats på 30 % over en periode på højst 10 år.

(104) Lov nr. 185/92, som generelt omhandler forsikringsaftaler mod skader forårsaget af dårlige vejrforhold, fastlægger tre aftaletyper:

a) skadeserstatning for skader på bestemte afgrøder på grund af hagl, frost eller andre dårlige vejrforhold (artikel 9, stk. 1, litra a))

b) skadeserstatning for skader på bedriftens landbrugsstrukturer og afgrøder på grund af dårlige vejrforhold, der har alvorligere konsekvenser for bedriften end den almindelige driftsrisiko. Skaderne kan også skyldes plantesygdomme, hvis disse kan tilskrives konstaterede dårlige vejrforhold, og epizootiologiske sygdomme. Denne aftaletype kan også vedrøre skader i forbindelse med kvalitet (artikel 9, stk. 1, litra b))

c) skadeserstatning for skader på bedriftens hovedafgrøder på grund af dårlige vejrforhold, hvor skadens omfang overstiger den almindelige driftsrisiko(27) (artikel 9, stk. 1, litra c)).

(105) Ovennævnte aftaler skal undersøges i lyset af bestemmelserne i punkt 4.2 i arbejdsdokument VI/5934/86-2. Hver aftaletype skal vurderes separat.

Aftaler i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a)

(106) I henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i lov nr. 185/92, kan der tildeles tilskud til betaling af præmier til forsikringsaftaler, som dækker skader på bestemte afgrøder på grund af hagl, frost, islag og andre skader forårsaget af vejrliget. Naturkatastrofer eller andre ekstraordinære skader i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), er ikke omhandlet. Hvad angår skader forårsaget af dårlige vejrforhold, står der ikke noget i artiklen om, hvorvidt de pågældende forsikringsaftaler dækker risici, som opfylder betingelserne for at kunne sidestilles med naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), (tab på mindst 30 % i almindelige områder og 20 % i ugunstigt stillede områder). Loven præciserer faktisk ikke minimumstærsklen for skader, som udløser den omtalte forsikringsdækning. Som følge heraf kan landbrugere i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), modtage støtte til betaling af forsikringspræmier til dækning af en hvilken som helst klimatisk risiko, uafhængigt af omfanget af det reelle tab.

(107) Med henblik på at afklare ovennævnte opfordrede Kommissionen i skrivelse af 19. april 2000 udtrykkeligt de italienske myndigheder til nærmere at angive, om støtte ydet i medfør af artikel 9, stk. 1, litra a), i lov nr. 185/92 vedrørte forsikringsordninger til dækning af skader forårsaget af hagl, frost og andre vejrforhold uafhængigt af omfanget af de omtalte skader, eller om der var en minimumstærskel, der udløste skadeserstatning. I skrivelse af 20. november 2000 undlod de italienske myndigheder at svare på dette spørgsmål. I stedet meddelte de, at artikel 9 i lov nr. 185/92 var blevet erstattet af præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996 for at sikre overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(108) Da der ikke foreligger et konkret svar fra de italienske myndigheder, ser det ud til, at tildeling af støtte i henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), i lov nr. 185/92 ikke var knyttet til nogen nærmere betingelse, og at der derfor kunne tildeles støtte til en forsikring, der dækker uvejrsskader uafhængig af omfanget af den reelle skade.

(109) Derfor opfylder førnævnte aftaletype hverken betingelserne under punkt 4.2.a) eller punkt 4.2.b) i arbejdsdokument VI/5934/86-2 og medtages derfor i punkt 4.2.c) i samme dokument, som omfatter forsikringsdækning af en hvilken som helst klimatisk risiko, uanset skadens omfang. Den slags aftaler er berettiget til aftagende støtte på 30 % over en periode på højst 10 år.

Aftaler i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 9, stk. 1, litra c)

(110) Artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 9, stk. 1, litra c), i lov nr. 185/92 vedrører forsikringsaftaler til dækning af skader forårsaget af en flerhed af klimatiske skader, som kan påvirke produktionsværdien ud over det sædvanlige. Der er ikke nogen henvisning til naturkatastrofer eller andre ekstraordinære skader i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). For at fastslå, om sådanne forsikringsaftaler opfylder de i punkt 4.2.a) eller 4.2.b) nævnte betingelser, er det derfor nødvendigt at afdække, om disse vedrører skader, der kan sidestilles med naturkatastrofer eller andre ekstraordinære skader i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(111) Med henblik på at afklare ovennævnte punkt opfordrede Kommissionen i skrivelse af 19. april 2000 de italienske myndigheder til at præcisere udtrykket "ud over det sædvanlige", som ikke er beskrevet hverken i loven eller i cirkulæret. I skrivelse af 20. november 2000 meddelte de italienske myndigheder, at de med udtrykket "ud over det sædvanlige" mener, at der kun kan ydes erstatning for skader ud over landbrugerens almindelige risiko, som påhviler denne. Ifølge de italienske myndigheder anslås den almindelige risiko normalt til 10-15 %, selv om forsikringsaftaler kan omfatte højere driftsrisici for at begrænse omkostningerne. Der er dog intet dokument, der indeholder særlige bestemmelser herom.

(112) De dårlige vejrforhold, der er dækket af forsikringsaftaler i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 9, stk. 1, litra c), i lov nr. 185/92, kan derfor ikke sidestilles med naturkatastrofer, som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), eftersom de ikke opfylder betingelserne herfor, jf. arbejdsdokument VI/5934/86-2. Derfor opfylder støtte til betaling af de pågældende forsikringspræmier hverken betingelserne i punkt 4.2.a) eller punkt 4.2.b) i førnævnte arbejdsdokument og hører derfor under punkt 4.2.c). I sådanne tilfælde kan der ydes en aftagende sats på højst 30 % i en periode på højst 10 år.

(113) Lov nr. 185/92 fastsætter ikke specifikke støttebeløb for de forskellige typer forsikringsaftaler. Disse fremgår kun af de cirkulærer, som de italienske myndigheder har fremsendt til regionerne, hvor konsortiernes sociale kasse (som sørger for betaling af forsikringspræmier) tilføres midler fra konsortierne, statslige bidrag og tilskud fra regionerne samt fra andre offentlige og private organer. Det statslige bidrag beløber sig til 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger og kan øges til 65 % i klimatiske højrisikoområder. Loven indeholder ingen bestemmelser om det maksimale støttebeløb, der kan udbetales efter en eventuel kumulation af det statslige bidrag og bidragene fra regioner og andre offentlige organer.

(114) I skrivelse af 19. april 2000 opfordrede Kommissionen de italienske myndigheder til at angive den maksimale sats, der kunne udbetales. I skrivelse af 20. november 2000 svarede de italienske myndigheder, at det statslige bidrag var lig med 50 % og kunne hæves til 65 % i klimatiske højrisikoområder. Ifølge de italienske myndigheder havde udbetaling af 65 % aldrig fundet sted på grund af stop for bevillinger. I almindelighed lå det statslige bidrag mellem 30 % og 40 %. Nogle gange (få gange ifølge de italienske myndigheder) var der udbetalt et regionalt bidrag, f.eks. til provinsen Trento, på højst 25-30 %, og det samlede offentlige tilskud oversteg ikke 65 %.

(115) Under henvisning til betragtning 109 og 112 har Kommissionen konkluderet, at forsikringsaftalerne i henhold til artikel 9 i lov nr. 185/92 opfyldte betingelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, og at støtten til betaling af de relevante forsikringspræmier derfor ikke måtte overstige 30 % det første år, at den skulle være aftagende, og at den kunne udbetales i en periode på højst 10 år. På grundlag af disse betragtninger har Kommissionen desuden konkluderet, at de omtalte forsikringsaftaler hverken opfyldte betingelserne under punkt 4.2.a) eller punkt 4.2.b) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, eftersom de principielt gav landbrugerne ret til at modtage støtte til betaling af forsikringspræmier til dækning af en hvilken som helst uvejrsskade uafhængigt af omfanget af den skade, der udløste erstatningen. Sådanne aftaler er derfor ikke berettiget til de højere satser (på henholdsvis 80 % og 50 %) som fastsat under de ovennævnte punkter.

(116) Ifølge de italienske myndigheder udgjorde det statslige bidrag til betaling af forsikringspræmierne omfattet af lov nr. 185/92 op til 50 % (65 % i klimatiske højrisikoområder), og de har muligvis ikke altid overholdt loftet på 30 % fastlagt i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2. Da hverken loven eller cirkulæret indeholder bestemmelser, som begrænser støtteperioden til 10 år eller pålægger de offentlige myndigheder gradvist at nedsætte bidraget efter de indledende 30 %, jf. de gældende fællesskabsbestemmelser, kan det ikke udelukkes, at heller ikke disse betingelser altid har været opfyldt.

(117) Kommissionen konkluderer derfor, at støtte til betaling af forsikringspræmier tildelt af Italien i henhold til lov nr. 185/92 kun er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), i det omfang støtten er tildelt i overensstemmelse med alle bestemmelser i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, dvs. udelukkende i det omfang støttebeløbet ikke har oversteget 30 %, og hvis det drejer sig om gradvist faldende støtte i en periode på højst 10 år. Eventuel støtte udbetalt af den italienske regering i overensstemmelse med lov nr. 185/92, som ikke opfylder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, og som samtidig heller ikke opfylder kravene under punkt 4.2.a) eller punkt 4.2.b) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, kan ikke få dispensation i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, og er derfor ikke forenelig med fællesmarkedet.

Præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996

(118) I skrivelse af 20. november 2000 meddelte de italienske myndigheder, at artikel 9 i lov nr. 185/92 om landbrugsforsikring og landbrugsforsikringsordninger var blevet erstattet af præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996 (forordning vedrørende erstatningsnormer i henhold til artikel 9 i lov nr. 185 af 14. februar 1992 om landbrugsforsikringsordninger). I vurderingen af den italienske lovgivning vedrørende skadeserstatning ydet i forbindelse med naturkatastrofer, skal der derfor indtil de nye EF-rammebestemmelsers ikrafttrædelse også tages hensyn til det, der er angivet i ovennævnte bekendtgørelse.

(119) Ifølge de italienske myndigheder blev bekendtgørelsen udstedt for at tilpasse de nationale bestemmelser til fællesskabslovgivningen vedrørende støtte til forsikring(28). Præsidentiel bekendtgørelse nr. 324/96 fastsætter udtrykkelige bestemmelser vedrørende forsikringsaftaler. Offentligt tilskud hertil kan ydes i henhold til lov nr. 185/92. Det statslige bidrag for sådanne aftaler kan udgøre 50 % af de støtteberettigede udgifter og indtil 65 % i klimatiske højrisikoområder.

(120) Den eneste forskel på den præsidentielle bekendtgørelse og artikel 9 i lov nr. 185/92, som er erstattet af bekendtgørelsen, er den klare angivelse af tilskudssatsen for forsikringspræmier, som ikke var angivet i artikel 9. Men som for artikel 9 i lov nr. 185/92 er der ikke fastlagt kriterier, som de forskellige typer af forsikringsaftaler skal opfylde for at kunne modtage støtte. Som i det forrige tilfælde er det derfor ikke muligt at fastslå, om alle aftaletyper i præsidentiel bekendtgørelse nr. 324/96 rent faktisk kan modtage en sats på 50 % eller op til 65 % i klimatiske højrisikoområder som fastsat i bekendtgørelsen. Endnu en gang kan man på grundlag af bekendtgørelsens tekst bekræfte, at nævnte aftaler kan gøres til genstand for grundsatsen på 30 %, som Kommissionen har godkendt for forsikringer, der ikke også dækker naturkatastrofer som defineret i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), over en periode på højst 10 år med en gradvis udfasning af de oprindelige 30 % af forsikringspræmien.

(121) Desuden angiver den præsidentielle bekendtgørelse kun de maksimale beløb for det statslige tilskud til forsikringspræmierne og præciserer ikke, at sådanne satser er de maksimalt tilladte for denne type støtte. Bekendtgørelsen henviser slet ikke til en eventuel kumulation af støtte til samme formål finansieret af offentlige midler i regioner eller provinser. Derfor kan det ikke udelukkes, at den i bekendtgørelsen fastsatte sats på 50 % (eller 65 %) kan blive meget højere end tilladt i henhold til fællesskabsbestemmelserne.

(122) Også i dette tilfælde konkluderer Kommissionen, at støtten til betaling af forsikringspræmier fra den italienske regering i henhold til lov nr. 185/92 kun er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), i det omfang den tildeles i medfør af bestemmelserne under punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, dvs. udelukkende i det omfang støttebeløbet ikke overstiger 30 %, og det drejer sig om gradvist faldende støtte i en periode på højst 10 år. Eventuel støtte udbetalt af den italienske regering i medfør af lov nr. 185/92 er ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokumentet eller med kravene i punkt 4.2.a) eller punkt 4.2.b) i arbejdsdokument VI/5934/86-2 og kan derfor ikke gøres til genstand for dispensation, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. Støtten er derfor ikke forenelig med fællesmarkedet.

IV. KONKLUSIONER

(123) Ud fra ovennævnte betragtninger kan det konkluderes, at støtte omfattet af artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 185 af 14. februar 1992 vedrørende skader forårsaget af naturkatastrofer kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), eftersom støtten er beregnet til at afhjælpe skader forårsaget af naturkatastrofer.

(124) Støtte i henhold til artikel 6 i lov nr. 185/92, gennemført ved ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993, er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(125) Støtte i henhold til artikel 8 i lov nr. 185/92 kan ikke gøres til genstand for undtagelser fra traktatens artikel 87, stk. 1, og er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(126) Ifølge de oplysninger, der er fremsendt af de italienske myndigheder i skrivelse af 20. november 2000(29), er denne form for støtte aldrig blevet ydet, og det er derfor ikke nødvendigt at forlange tilbagebetaling.

(127) Støtte til betaling af forsikringspræmier i henhold til artikel 9 i lov nr. 185/92 er forenelig med fællesmarkedet, i det omfang den er i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, nemlig i det omfang, støttesatsen har været højst 30 %, og det drejer sig om gradvist faldende støtte udbetalt i en periode på højst 10 år. Støtte til betaling af forsikringspræmier udbetalt af de italienske myndigheder i overensstemmelse med artikel 9 i lov nr. 185/92, som ikke opfylde bestemmelserne i ovennævnte punkt 4.2.c) (højst 30 %, som gradvist falder over en periode på højst 10 år), og som opfylder ikke de betingelser, der giver landbrugere ret til at modtage en højere sats i overensstemmelse med kriterierne under punkt 4.2.a) og 4.2.b) i Kommissionens arbejdsdokument VI/5934/86-2, er ikke forenelig med fællesmarkedet.

(128) Støtte til betaling af forsikringspræmier omfattet af præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996 er forenelig med fællesmarkedet, i det omfang den opfylder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, dvs. i det omfang der er udbetalt højst 30 %, og det drejer sig om en gradvist faldende støtte over en periode på højst 10 år. Eventuel støtte til betaling af forsikringspræmier, som er tildelt af de italienske myndigheder i henhold til præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996, som ikke opfylder bestemmelserne i ovennævnte punkt 4.2.c) (højst 30 %, som falder gradvist over en periode på højst 10 år) og ikke opfylder betingelserne for, at landbrugere kan få ret til at modtage en højere sats i overensstemmelse med kriterierne i punkt 4.2.a) og 4.2.b) i Kommissionens arbejdsdokument VI/5934/86-2, er ikke forenelig med fællesmarkedet.

(129) Principielt er den ulovligt udbetalte støtte ikke forenelig med fællesmarkedet og skal tilbagebetales (jf. også artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999). Dog er Kommissionen af følgende årsager nået til den konklusion, at tilbagebetaling i det foreliggende tilfælde ville være imod de generelle fællesskabsretlige principper, særlig princippet om retssikkerhed. Kommissionen konstaterer, at arbejdsdokument VI/5934/86 ikke er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Dette er i sig selv ikke nok til at begrunde den manglende tilbagebetaling, eftersom det er modtagerens pligt at undersøge, om støtten er behørigt godkendt af Kommissionen, også selv om sidstnævnte ikke har offentliggjort dokumenter om politikken på området. I det pågældende tilfælde har Kommissionen dog skabt tvivl på grund af en flertydighed i oversættelsen af Fællesskabets regler vedrørende landbrugsforsikringsordninger til støtte for landbrugssektoren, som offentliggjort i EFT C 232 af 12.8.2000. Denne flertydighed, som ikke findes i de andre sprogudgaver, skyldes, at der i den sidste sætning under punkt 11.5.1 i den italienske udgave mangler ordet "også". Denne oversættelsesfejl samt udtrykket "støttebeløbet reduceres med 50 % af præmiebeløbet" (il tasso di aiuto è ridotto al 50 % del costo del premio) og den manglende offentliggørelse af arbejdsdokumentet VI/5934/86 i De Europæiske Fællesskabers Tidende kan have givet de italienske aktører det indtryk, at Kommissionen indtil for kort tid siden i praksis godkendte støttebeløb på over 50 %, også til forsikringspolicer, som ikke dækkede naturkatastrofer og ekstraordinære skader. Under disse omstændigheder er tilbagebetaling ikke formålstjenlig. Kommissionen vil under alle omstændigheder offentliggøre en rettelse af den italienske udgave af reglerne -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Støtte omfattet af artikel 3, 4 og 5 i lov nr. 185/92 i form af erstatning til landbrugere for skader forårsaget af naturkatastrofer er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

2. Foranstaltninger i henhold til artikel 6 i lov nr. 185/92 berettiger ikke til støtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

3. Støtte omfattet af ministeriel bekendtgørelse nr. 100460 af 18. marts 1993 er forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

4. Støtte til foranstaltninger til aktiv beskyttelse mod skader forårsaget af dårlige vejrforhold omfattet af artikel 8 i lov nr. 185/92 er ikke forenelig med fællesmarkedet.

5. Støtte til betaling af forsikringspræmier i henhold til artikel 9 i lov nr. 185/92 er forenelig med fællesmarkedet, i det omfang den opfylder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, dvs. i det omfang der højst udbetales 30 %, og at det drejer sig om en gradvist faldende støtte udbetalt over en periode på højst 10 år.

6. Støtte til betaling af forsikringspræmier, som tildeles af italienske myndigheder i henhold til artikel 9 i lov nr. 185/92, som ikke overholder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, og som ikke overholder de betingelser, som giver landbrugere ret til at modtage en højere sats, jf. kriterierne i punkt 4.2.a) og 4.2.b) i Kommissionens arbejdsdokument VI/5934/86-2, er ikke forenelig med fællesmarkedet.

7. Støtte til betaling af forsikringspræmier omfattet af præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996 er forenelig med fællesmarkedet, i det omfang de er opfylder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2, dvs. i det omfang der højst udbetales 30 %, og at det drejer sig om en gradvist faldende støtte udbetalt over en periode på højst 10 år.

8. Støtte til betaling af forsikringspræmier, som tildeles af Italien i henhold til præsidentiel bekendtgørelse nr. 324 af 17. maj 1996, som ikke opfylder bestemmelserne i punkt 4.2.c) i arbejdsdokument VI/5934/86-2 (højst 30 %, som gradvist falder og udbetales over en periode på højst 10 år), og som ikke opfylder nogle af de betingelser, der giver landbrugere ret til at modtage en højere sats, jf. kriterierne i punkt 4.2.a) og punkt 4.2.b) i Kommissionens arbejdsdokument VI/5934/86-2, er ikke forenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

Italien underretter senest to måneder efter meddelelsen af nærværende beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, der er taget desangående.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juli 2003.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 295 af 10.11.1995, s. 5.

(2) Bestemmelser, der giver landbrugsbedrifter, som har lidt skade efter ekstraordinære naturkatastrofer, mulighed for at opnå støtte i henhold til lov nr. 31 af 30. januar 1991. Genfinansiering i henhold til regional lov nr. 13 af 25. marts 1986 samt statens interventioner til gennemførelse af ministeriel bekendtgørelse nr. 524 af 21. december 1987 i henhold til forordning nr. 857/84/EØF. Italiens statstidende for regionen Sicilien af 16.1.1993.

(3) Jf. bemærkning 2.

(4) Mere præcist nævnte Kommissionen i forbindelse med iværksættelsen af proceduren, at selv om det i en vis forstand var muligt at foretage en "isoleret" vurdering af artikel 1 og 6 i lov nr. 6/93 og se bort fra den nationale lovgivning, som pågældende lov var baseret på, var det i praksis umuligt at ignorere den faktiske sammenhæng mellem den nationale lovgivning om naturkatastrofer og regionale tekst, som citerer den nationale lovgivning og samtidig indeholder bestemmelser vedrørende genfinansiering og ændring af denne. Faktisk gjorde de to nationale love det muligt at gennemføre yderligere støtteforanstaltninger, som på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på det pågældende tidspunkt, kunne sammenlægges med de regionale foranstaltninger. Desuden var betingelserne for at modtage støtte i henhold til den regionale lov fastsat i de nationale love. Da Kommissionen således manglede forskellige oplysninger, konkluderede den, at den ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger kunne konstatere, hvorvidt der var overensstemmelse mellem de regionale støtteforanstaltninger og fællesskabsbestemmelserne vedrørende skadeserstatning til landbrugsbedrifter for skader som følge af naturkatastrofer.

(5) Lovbekendtgørelse nr. 367 af 6. december 1990 (Italiens statstidende - almindelig serie - nr. 285 af 6. december 1990) og samordnet med konverteret lov nr. 31 af 30. januar 1991 (i samme statstidende, s. 3) om hasteforanstaltninger for landbrugsbedrifter og zootekniske skader opstået som følge af ekstraordinær tørke i landbrugsåret 1989-1990.

(6) Foranstaltninger vedrørende skader som følge af ekstraordinære naturkatastrofer og uvejrsskader i december 1984 og januar 1985. Ny lovgivning vedrørende landbrugsstøtte, jf. lov nr. 590 af 15. oktober 1981 (Italiens statstidende nr. 118 af 21. maj 1985).

(7) EFT C 295 af 10.11.1995.

(8) Skrivelse fra Kommissionen VI/10837 af 19. april 2000.

(9) Det drejer sig om værdier, der er angivet i lov nr. 185/92 og i det ledsagende cirkulære, som ikke medtager efterfølgende ændringer.

(10) I modsætning til passiv beskyttelse i form af forsikringsordninger.

(11) EF-rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren (EFT C 28 af 1.2.2000, berigtiget i EFT C 232 af 12.8.2000).

(12) Jf. sag 730/79, Sml. 1980, s. 2671, præmis 11 og 12.

(13) Kilde: Comext.

(14) Domstolens dom af 13. juli 1988 i sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. 1988, s. 4067.

(15) EFT C 232 af 12.8.2000, s. 19.

(16) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(17) Arbejdsdokument VI/5934/86-2 af 10.11.1986.

(18) Jf. f.eks. støtte nr. N 877/95 og nr. N 435/95.

(19) Kommissionens arbejdsdokument om nationale støtteordninger i forbindelse med skader på landbrugsproduktion eller produktionsmidler og nationale støtteordninger, der omfatter delvis betaling af forsikringspræmier mod sådanne risici.

(20) Arbejdsdokument VI/5934/86 af 10.11.1986.

(21) EFT L 218 af 6.8.1991, s. 1.

(22) EFT L 142 af 2.6.1997, s. 1.

(23) EFT L 128 af 19.5.1975, s. 1.

(24) Jf. dom afsagt af Retten i Første Instans, 8. juni 1995, sag T-459/93, Siemens SA mod Kommissionen, Sml. 1995, s. 1675.

(25) EFT L 142 af 2.6.1997, s. 1.

(26) Skrivelse fra Kommissionen til medlemsstaterne af 21. marts 1989 (SG(89) D/3659), hvor det bekræftes, at klimatiske højrisikoområder kan få udbetalt mere end de 80 %, 50 % og 30 %, der normalt udbetales, mod behørig begrundelse.

(27) I skrivelse af 20. november 2000 forklarede de italienske myndigheder, at den væsentligste forskel mellem de tre forsikringsaftaletyper er, at aftaler under litra a) regulerer én risiko for de enkelte afgrøder, aftaler under litra b) regulerer flere risici for de enkelte afgrøder og strukturer, mens aftaler under litra c) regulerer flere risici for flere afgrøder.

(28) Finansloven 2001 indeholder en paragraf, som yderligere ændrer den italienske lovgivning om forsikringsordninger for at tilpasse dem til de nye EF-regler for støtte inden for landbrugssektoren. Paragraffen er ikke omfattet af nærværende beslutning.

(29) Jf. betragtning 15.