Kommissionens beslutning

af 13. maj 2003

om den statsstøtteordning til fordel for hovedkontorer og logistikcentre, Frankrig har gennemført

(meddelt under nummer K(2003) 1483)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2004/76/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med denne artikel(1), og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFORLØB

(1) I 1997 vedtog Rådet (økonomi- og finansministrene) en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning(2) for at få bragt den skadelige praksis på området til ophør. I fortsættelse af Kommissionens tilsagn i forbindelse med adfærdskodeksen offentliggjorde den i 1998 en meddelelse om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne(3) (herefter benævnt "meddelelsen"), hvori den igen fremhævede sin vilje til rigoristisk at anvende disse regler under hensyntagen til princippet om ligebehandling. Denne sag skal ses i lyset heraf.

(2) Denne sag vedrører udelukkende skatteordningen for hovedkontorer og logistikcentre (herefter benævnt "ordningen"), idet der ses bort fra ordningen for udlandstillæg til personalet på hovedkontorer og logistikcentre, som midlertidigt arbejder i Frankrig, og som er udsendt af andre enheder i den pågældende koncern.

(3) Ved brev af 12. februar 1999 (D/50716) bad Kommissionen de franske myndigheder om oplysninger om ordningen. De franske myndigheder fremkom med de ønskede oplysninger ved brev af 7. maj 1999 (A/33525).

(4) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende(4). Kommissionen opfordrede heri interesserede parter til at fremkomme med deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

(5) Kommissionen modtog ved brev af 9. oktober 2001 (A/37896) Frankrigs bemærkninger til åbningsskrivelsen vedrørende den formelle undersøgelsesprocedure.

(6) Kommissionen modtog bemærkninger fra det amerikanske handelskammer i Frankrig (A/39294). Den fremsendte ved brev af 14. januar 2002 (D/50110) bemærkningerne til Frankrig for at give de franske myndigheder mulighed for at kommentere disse. Kommissionen har ikke modtaget andre bemærkninger fra Frankrig eller andre interesserede parter.

II. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

Indledning(5)

(7) Ordningen trådte i kraft i 1974 og blev ikke anmeldt i medfør af traktatens artikel 88, stk. 3. I et cirkulære af 21. januar 1997 fra de franske skattemyndigheder (direction générale des impôts) blev alle administrative bestemmelser vedrørende ordningen samlet, og det blev præciseret, at de hovedkontorer, der allerede var godkendt af skattemyndighederne, kunne gøre brug af cirkulæret. Cirkulæret udgør retsgrundlaget for samtlige bestemmelser vedrørende ordningen. Den 11. oktober 2002(6) udsendte skattemyndighederne endnu et cirkulære, der trådte i kraft den 1. januar 2003, hvorved cirkulæret fra 1997 blev ændret, således at det blev muligt mindst hvert tredje eller femte år at foretage en systematisk revision af skattemyndighedernes godkendelse af hovedkontorer og logistikcentre. I henhold til cirkulæret af 21. januar 1997 har ordningen til formål at løse problemerne med fastsættelse af interne afregningspriser i forbindelse med handelsrelationer mellem hovedkontorer og logistikcentre i Frankrig og andre virksomheder i koncernen med sæde i udlandet. Rent praktisk er det ofte svært at fastsætte disse priser, fordi det afhænger af, hvordan skatteyderne og skattemyndighederne konkret anvender OECD's armslængdeprincip. Armslængdeprincippet svarer til en international standard, der, således som OECD-landene har aftalt, af skattemæssige hensyn skal anvendes ved fastsættelsen af interne afregningspriser for derved at undgå dels international dobbeltbeskatning af skattepligtige indtægter, dels skatteunddragelse i forbindelse med de samme indtægter.

(8) Ordningen gør det muligt takket være kostpris plus avance-metoden (cost-plus-metoden) alternativt at fastsætte den skattepligtige fortjeneste, hvoraf der skal betales selskabsskat. Metoden indebærer, at den skattepligtige fortjeneste fastsættes ved at anvende en fortjenstmargen på hovedkontorets eller logistikcentrets driftsudgifter. Det er skattemyndighederne, der på skatteyderens anmodning fastsætter denne fortjenstmargen. Den anvendte metode udgør en af de traditionelle metoder, der tager udgangspunkt i en sammenligning med lignende transaktioner med ikke-associerede virksomheder, og som OECD har anbefalet i sin rapport om interne afregningspriser (herefter benævnt "OECD-rapporten")(7). I forhold til andre transaktionsbaserede metoder, der vedrører en direkte sammenligning mellem den pris, der anvendes i forbindelse med en transaktion mellem associerede virksomheder, og den pris, der anvendes i forbindelse med en transaktion mellem virksomheder, der ikke er associerede, tager kostpris plus avance-metoden udgangspunkt i en indirekte fastsættelse af prisen på armslængdetransaktioner. Metoden vedrører fastsættelse af en fortjenstmargen, hvilket sker i hvert enkelt tilfælde i analogi med de reelle fortjenstmargener i sammenlignelige situationer mellem virksomheder, der ikke er associerede, idet der tages hensyn til de udførte opgaver, de anvendte aktiver, risici i forbindelse hermed og markedsbetingelserne. Disse elementer kan medføre tilpasninger af den reelle fortjenstmargen i ikke-kontrollerede, sammenlignelige situationer for derved at få margenen til i højere grad at svare til det særlige ved de pågældende transaktioner inden for koncernen. Denne sats anvendes derpå på de omkostninger, den samme leverandør af varer eller tjenesteydelser reelt har haft, og på grundlag af hvilke det er nødvendigt at beregne den skattepligtige fortjeneste. Resultatet af denne beregning betragtes som svarende til prisen på armslængdetransaktioner mellem associerede virksomheder.

(9) I medfør af OECD-rapporten har associerede virksomheder også mulighed for at indgå aftaler om forhåndsfastsættelse af interne afregningspriser med de berørte skattemyndigheder. Denne type aftaler gør det muligt forud for transaktionerne mellem associerede virksomheder at fastsætte en række hensigtsmæssige kriterier (bl.a. hvilken metode der skal anvendes, hvilke elementer der skal indgå i sammenligningen, og hvilke tilpasninger der skal foretages) med henblik på at fastsætte prisen på armslængdetransaktioner i det fastsatte tidsrum. I henhold til OECD-nomenklaturen kan en aftale om forhåndsfastsættelse af interne afregningspriser være unilateral, når den kun involverer skattemyndighederne og en skatteyder, eller multilateral, når den involverer to eller flere landes skattemyndigheder. Aftalen giver garanti for, at den eller de berørte administrationer ikke sætter spørgsmålstegn ved den skattepligtige fortjeneste, der fastsættes ved anvendelse af denne procedure, i aftalens løbetid, forudsat at virksomhedens situation og forhold, som anerkendes i aftalen, ikke ændrer sig.

Anvendelsesområde

(10) I henhold til cirkulæret af 21. januar 1997 (herefter benævnt "cirkulæret") kan hovedkontorer og logistikcentre retligt have form af enten virksomheder, der har sæde i Frankrig, eller udenlandske virksomheders permanente afdelinger. Desuden kan hovedkontorer have form af en afdeling knyttet til industrielle eller handelsmæssige foretagender eller holdingselskaber (med udenlandsk eller fransk aktiekapital). Til gengæld kan logistikcentrene ikke være tilknyttet industrielle eller handelsmæssige foretagender for derved at undgå enhver form for sammenblanding mellem centrenes og hovedvirksomhedens aktiviteter. Logistikcentre, der udgør en gren af en virksomhed, kan heller ikke være knyttet til et holdingselskab, men de kan godt være knyttet til et hovedkontor.

(11) I cirkulæret fastsættes det, at hovedkontorer og logistikcentre skal være enheder, der er skattepligtige i Frankrig. I henhold til almindelig skatteret er økonomiske enheder skattepligtige, når de har form af virksomheder med sæde i Frankrig eller permanente afdelinger af udenlandske virksomheder, men de er ikke særskilt skattepligtige, når der er tale om grene af nationale selskaber.

(12) Hovedkontorers og logistikcentres aktiviteter skal afhænge af en international koncern, der kontrolleres fra Frankrig eller udlandet. I cirkulæret fastsættes det, at ordningen udelukkende er forbeholdt opgaver, der udføres på vegne af virksomheder i koncernen. Hvis hovedkontorer eller logistikcentre leverer en række ydelser til virksomheder uden for koncernen, skal fortjenesten herved fastsættes i overensstemmelse med almindelig ret. Det præciseres i cirkulæret, at franske eller udenlandske virksomheder, der er under samme franske eller udenlandske kontrol i henhold til almindelig skatteret, betragtes som tilhørende samme koncern.

(13) Ud over at koncernen skal være international, er ordningen ikke begrænset til bestemte økonomiske sektorer eller bestemte regioner i Frankrig. I cirkulæret fastsættes det, at hovedkontorer og logistikcentre hovedsagelig skal levere ydelser til virksomheder, hvis sæde er uden for Frankrig, eller afdelinger af virksomheder i en koncern uden for Frankrig. Det præciseres, at denne betingelse er opfyldt, når de samlede driftsudgifter svarende til de ydelser, hovedkontoret eller logistikcentret har leveret til virksomheder eller permanente afdelinger i en koncern med sæde i udlandet, udgør mere end halvdelen af de samlede driftsudgifter.

(14) Med hensyn til hvilke aktiviteter der kan omfattes af ordningen, anføres det på en ikke-udtømmende liste i cirkulæret, at såvel hovedkontorer som logistikcentre kan udføre en lang række aktiviteter. Selv om det kun er de aktiviteter, for hvilke det er svært at fastsætte den handelsmæssige værdi på grund af deres særlige art inden for koncerner, der er omfattet af ordningen, består disse aktiviteter generelt i levering af ydelser, der har karakter af økonomiske aktiviteter for de associerede modtagere af ydelserne, og som svarer til henholdsvis:

- administrative opgaver såsom ledelses- eller forvaltningsmæssige opgaver eller kontrolopgaver og

- levering af ydelser hovedsagelig i form af forberedende arbejde eller bistand, som ikke direkte er produktive.

(15) For så vidt angår hovedkontorers opgaver henvises der i cirkulæret bl.a. til administrative ydelser og edb-ydelser i forbindelse med den interne administrative forvaltning af koncernen, ydelser vedrørende menneskelige ressourcer såsom personaleforvaltning, uddannelse, udvikling af lønsystemer eller lønforvaltningssystemer og ydelser i forbindelse med kommunikation eller PR.

(16) For så vidt angår logistikcentres opgaver henvises der i cirkulæret bl.a. til lagring, emballering, mærkning eller distribution af råvarer, leverancer, færdige produkter, administrative aktiviteter i forbindelse med disse opgaver og med opmagasinering, forvaltning af emballering af råvarer, leverancer, færdige produkter samt transport og levering af disse varer alene til koncernens virksomheder.

(17) Det fastslås i cirkulæret, at i lyset af arten af de leverede ydelser og modtagerne af de leverede ydelser, der er ikke-skattepligtige enheder i Frankrig, men som tilhører samme koncern, har hovedkontorer og logistikcentre mulighed for af skattemyndighederne at få forsikring om, at der ikke vil blive stillet spørgsmålstegn ved deres skattepligtige fortjeneste, hvis de fastsætter den i forhold til fortjenstmargenen for alle aktiviteter i hovedkontoret eller logistikcentret.

Metode til beregning af den skattepligtige fortjeneste

(18) Den skattepligtige fortjeneste beregnes ved i overensstemmelse med kostpris plus avance-metoden at anvende en fortjenstmargen på driftsomkostningerne. For så vidt den anvendte beregningsmetode tager udgangspunkt i OECD's henstillinger på området, finder Frankrig, at den gør det muligt at sikre, at armslængdeprincippet, der normalt finder anvendelse mellem uafhængige økonomiske enheder, overholdes, og at den er berettiget som følge af arten af reglerne for international beskatning af fortjeneste på tværs af grænserne.

(19) I henhold til cirkulæret anses det beskatningsgrundlag, der fastsættes ved brug af kostpris plus avance-metoden at afspejle den sandsynlige fortjeneste i forbindelse med armslængdeprincippet, og følgelig er myndighedernes samtykke betinget af, at hovedkontorer og logistikcentre fakturerer deres ydelser på grundlag af omkostningerne plus den fastsatte fortjenstmargen. I henhold til cirkulæret medfører enhver overfakturering, at det skattepligtige beløb stiger i overensstemmelse med betingelserne i den almindelige skatteret. Enhver underfakturering udgør en skjult fordel for hovedkontorerne og logistikcentrene og formodes at medføre en fordeling af indtægterne mellem disse, hvoraf der skal betales udbytteskat. Den måde, der i forbindelse med skatteordningen anvendes til at fastsætte den skattepligtige fortjeneste, påvirker ikke beskatningen af finansielle produkter, der ikke vedrører hovedkontorernes og logistikcentrenes aktiviteter, f.eks. indtægter fra værdipapirer og fortjeneste og tab ved salg af anlægsaktiver.

(20) I henhold til cirkulæret fastsættes fortjenstmargenen i hvert enkelt tilfælde særskilt for hovedkontorer og logistikcentre i forhold til de respektive karakteristika ved aktiviteten og betingelserne for udførelsen af aktiviteten på et niveau, der bedst svarer til den fortjeneste, som en uafhængig virksomhed ville have opnået under hensyntagen til armslængdeprincippet. Fortjenstmargenen sættes navnlig lavt, hvis aktiviteterne udelukkende har været af administrativ natur, men højere, hvis der har været tale om strategiske aktiviteter. Skattemyndighederne kan ved fastsættelsen af fortjenstmargenen tage hensyn til arten af de stillinger, der kræves for at udføre hovedkontorernes og logistikcentrenes opgaver. Når der anvendes højt kvalificeret personale, sættes fortjenstmargenen højere, end når der kræves mindre kvalificeret personale.

(21) Procentsatsen fastsættes ikke én gang for alle i hele det tidsrum, hovedkontorerne og logistikcentrene eksisterer, men kan ændres, hvis aktiviteternes art eller betingelserne for udførelsen af disse forandrer sig, hvilket den virksomhed, der nyder godt af ordningen, skal meddele skattemyndighederne fra det regnskabsår, hvor ændringerne sker. Som følge af cirkulæret af 11. oktober 2002 skal fortjenstmargenen fra den 1. januar 2003 fastsættes på ny i forbindelse med en systematisk revision af godkendelsen hvert tredje eller femte år.

(22) I henhold til cirkulæret skal de driftsudgifter, der tages hensyn til ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste, fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i almindelig selskabsskatteret. Disse udgifter svarer til forskellige udgifter i løbet af regnskabsåret, således som de er anført på debetsiden af skatteyderens driftsposter, herunder renter og afskrivninger. Driftsudgifterne omfatter dog ikke:

- udbetalinger, der refunderes til hovedkontorer og logistikcentre i overensstemmelse med betingelserne i den almindelige ordning i artikel 267 II-2 i skatteloven (code général des impôts - CGI). Der må kun være tale om lejlighedsvise og supplerende udbetalinger, og sådanne udbetalinger må ikke få karakter af en gængs aktivitet i hovedkontorerne og logistikcentrene. Kravet om, at der skal være tale om supplerende udbetalinger, anses for at være overholdt, hvis udbetalingen ikke overskrider 10 % af driftsudgifterne, udbetalinger ikke medregnet. Ud over denne procentdel medregnes udbetalingerne i udgifterne

- de aktiviteter, der udføres af underleverandører, forudsat at udgifterne hertil udgør under halvdelen af driftsudgifterne, underleverancer ikke medregnet. Ved brug af et eksempel i cirkulæret har Kommissionen erfaret, at når disse aktiviteter ikke medregnes i skattegrundlaget, fratrækkes den del af udgifterne til underleverandører, som ikke overstiger halvdelen af driftsudgifterne eksklusive underleverandører fra det grundlag, hvorpå fortjenstmargenen finder anvendelse. Det er således kun den del af udgifterne til underleverandører, der overstiger 50 % af driftsudgifterne eksklusive udgifter til underleverandører, der medtages i grundlaget for beregning af den skattepligtige fortjeneste.

Årlig fast beskatningsprocent

(23) Hovedkontorer og logistikcentre er kun beskatningspligtige af det første indkomstinterval og skal betale en fast årlig beskatningsprocent (imposition forfaitaire annuelle - IFA), jf. artikel 223 septies i skatteloven. Størrelsen af IFA afhænger af omsætningen plus finansielle produkter. Det første trin på skatteskalaen er ved 750 EUR og kræves af en omsætning plus finansielle produkter på mellem 76000 EUR og 150000 EUR. Det sidste trin på skatteskalaen er ved 30000 EUR og kræves af en omsætning plus finansielle produkter på 75 mio. EUR. Trinnene mellem 750 EUR og 30000 EUR finder ikke anvendelse på dem, der nyder godt af ordningen.

(24) IFA skal betales til staten senest den 15. marts i det pågældende regnskabsår. Denne indbetaling udgør således kun et acontobeløb af de indbetalinger, der skal foretages i det igangværende år eller de to efterfølgende år(8). Følgelig svarer en fritagelse for IFA, som ikke trækkes fra selskabsskatten i tre på hinanden efterfølgende år, til en fuldstændig skattefritagelse. Endvidere udgør en fritagelse for betaling af IFA i en kortere periode ganske enkelt en skatteudskydelse, fordi de skatter, der skal betales i de tre år, overstiger IFA-acontobeløbet.

III. BEGRUNDELSE FOR INDLEDNING AF PROCEDUREN

(25) I forbindelse med indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure(9) vurderede Kommissionen, at foranstaltningen kunne udgøre statsstøtte, fordi den syntes at opfylde alle fire kriterier i traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen har navnlig fundet frem til følgende tre potentielle forhold i forbindelse med støtten:

- for det første at ikke alle hovedkontorers og logistikcentres udgifter medregnes ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste efter kostpris plus avance-metoden

- for det andet syntes en delvis fritagelse for IFA-ordningen, som hovedkontorer og logistikcentre nyder godt af, at medføre en lavere beskatning end i medfør af almindelig ret

- for det tredje vil administrationens manøvremargen ved fastsættelsen af den fortjenstmargen, der anvendes i forbindelse med kostpris plus avance-metoden, kunne begunstige bestemte virksomheder eller koncerner.

(26) Kommissionen fandt i forbindelse med sin foreløbige vurdering, at ordningen ikke ville kunne falde ind under nogen af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3.

IV. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

(27) Det amerikanske handelskammer i Frankrig fandt, at ordningen ikke giver dem, der er omfattet heraf, fordele, og at den af nedenstående årsager derfor ikke kan udgøre statsstøtte.

(28) For det første mener det amerikanske handelskammer, at den eneste fordel ved ordningen for dem, der er omfattet heraf, er, at de på forhånd kender retningslinjerne for fastsættelsen af det skattemæssige resultat. Ordningen ligner derfor en forhåndsaftale mellem skatteyderen og skattemyndighederne vedrørende en unilateral fastsættelse af interne afregningspriser, hvilket udgør en administrativ praksis, som OECD støtter.

(29) For det andet er det forhold, at der tages hensyn til udgifterne til udbetalinger og til underleverandører i forbindelse med grundlaget for anvendelsen af kostpris plus avance-metoden, fuldt ud i overensstemmelse med anvendelsen af OECD's regler for koncernafregning, i henhold til hvilke det kræves, at der ses helt bort fra disse udgifter, f.eks. hvis de pågældende internationale transaktioner inden for koncernen har form af levering af ydelser. Med hensyn til udgifterne til underleverandører finder det amerikanske handelskammer, at medtagelsen af disse udgifter i grundlaget for anvendelsen af kostpris plus avance-metoden ikke svarer helt til de økonomiske realiteter for et mellemled i Frankrig. Dette vil skabe problemer for den virksomhed i koncernen, der nyder godt af ydelsen, at trække den fra skattemæssigt, idet der ubegrundet anvendes en fortjenstmargen på udgifter til underleverandører, som denne eventuelt selv kan trække fra.

(30) For det tredje finder det amerikanske handelskammer, at IFA ikke udgør en endelig skat, eftersom den fratrækkes den selskabsskat, der skyldes i de to år, der følger efter anvendelsen af IFA. Når dette skattegrundlag, efter at selskabsskatteprocenten (33 1/3 %) har fundet anvendelse, giver et resultat på over 750 EUR, skal en enhed, der nyder godt af ordningen, betale den højere definitive skat, hvorved IFA-loftet ikke har nogen virkning. IFA-loftet i forbindelse med ordningen har således ingen afgørende positiv virkning.

(31) Det amerikanske handelskammer finder endvidere, at de franske skattemyndigheder er særlig rigoristiske og strenge i forbindelse med forhandlingen om og fastsættelsen af den fortjenstmargen, der finder anvendelse på hovedkontorers og logistikcentres transaktioner, og at retningslinjerne for fastsættelsen af fortjenstmargenen i forbindelse med anvendelsen af kostpris plus avance-metoden ikke giver nogen fordele. Det amerikanske handelskammer henviser navnlig til afsnit 36 i cirkulæret, hvori det fastsættes, at fortjenstmargenen fastsættes i hvert enkelt tilfælde og i forhold til aktivitetens art og betingelserne for udførelsen af den på det niveau, der bedst svarer til den fortjeneste, som en uafhængig virksomhed ville have opnået under hensyntagen til armslængdeprincippet.

(32) Under alle omstændigheder henviser det amerikanske handelskammer til, at de af dets medlemmer, der har draget nytte af ordningen, kunne have berettiget forventning om, at de anvendte interne afregningspriser var i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

V. FRANKRIGS BEMÆRKNINGER

(33) Frankrig bestrider i sine bemærkninger, at ordningen for hovedkontorer og logistikcentre udgør støtte, idet den ikke opfylder nogen af de fire kriterier i traktatens artikel 87, stk. 1.

Ingen fordele

(34) Frankrig finder, at den indbyrdes forbindelse mellem beskatningen af hovedkontorer og logistikcentre og beskatningen af enheder, der fungerer uafhængigt, udelukker, at der opnås fordele. Der skal tages hensyn til, at det er nødvendigt at anvende armslængdeprincippet i situationer vedrørende internationale transaktioner mellem associerede virksomheder, og at det er dette princip, der udgør den generelle regel, når det skal afgøres, om den skattepligtige fortjeneste i en virksomhed, der udøver sine aktiviteter internt i en koncern, beregnes på den mest fordelagtige måde. Frankrig finder, at den metode, der anvendes til at fastlægge hovedkontorers og logistikcentres skattepligtige fortjeneste, svarer til den, der i henhold til OECD gør det muligt at finde frem til prisen på armslængdetransaktioner. OECD finder desuden, at kostpris plus avance-metoden er den mest hensigtsmæssige, når de kontrollerede transaktioner, der tages hensyn til, består i levering af ydelser.

(35) For så vidt angår udelukkelse af tilbagebetalinger og udgifter til underleverandører fra grundlaget for beregning af den skattepligtige fortjeneste gør Frankrig opmærksom på, at det kun kan ske, hvis der er tale om lejlighedsvise og supplerende udgifter, dvs. helt uafhængigt af et hovedkontors eller et logistikcenters normale opgaver. Forskellen i tærsklen mellem udgifter til underleverandører (50 % af de løbende driftsudgifter eksklusive udgifter til underleverandører) i forhold til udbetalingerne (10 % af driftsudgifterne eksklusive udbetalinger) kan begrundes med, at det er nødvendigt at tilpasse ordningen mest muligt til de økonomiske realiteter og at skelne mellem hovedkontorers og logistikcentres aktiviteter og befuldmægtige (udbetalinger) eller mellemled (underleverandører). For så vidt angår navnlig udgifterne til underleverandører finder Frankrig, at hvis ordningen havde overholdt OECD's henstillinger om anvendelse af kostpris plus avance-metoden i forbindelse med befuldmægtigedes eller mellemleds aktiviteter, ville den have været gunstigere. OECD anbefaler enten at udelukke alle udgifter uanset størrelsen heraf til underleverandører fra skattegrundlaget eller at anvende en lavere sat på disse udgifter og den del af de løbende driftsudgifter, disse er knyttet til. Ifølge Frankrig er løsningen i cirkulæret mindre gunstig end den, OECD anbefaler i forbindelse med fastsættelse af prisen på armslængdetransaktioner, hvorved den franske foranstaltning ikke kan udgøre en fordel.

(36) Ifølge Frankrig fastsættes fortjenstmargenen, der gør det muligt at anvende kostpris plus avance-metoden, i hvert enkelt tilfælde, og der kan ske en tilpasning heraf mindst hvert tredje eller femte år. Skattemyndighederne har heller ikke manøvrerum nok til at kunne begunstige bestemte virksomheder, idet fastsættelsen af fortjenstmargenen generelt foretages i hvert enkelt tilfælde afhængig af ændringer i arten af de aktiviteter, der udføres, og betingelserne herfor, og fra det regnskabsår, hvori disse ændringer indtræder. Da fortjenstmargenen fastsættes i hvert enkelt tilfælde, ligger beskatningen af hovedkontorer og logistikcentre reelt tæt på beskatning i medfør af anvendelsen af armslængdeprincippet, der er den standard, der anvendes i forbindelse med alle transaktioner internt i en koncern.

(37) Frankrig finder ikke, at begrænsningen af IFA til det første indkomstinterval i artikel 223 septies i skatteloven giver nogen fordele, fordi IFA kun udgør forskud på den selskabsskat, som de, der nyder godt af ordningen, skylder, og skal kun endeligt betales af virksomheder, hvis de har underskud, hvilket ikke sker i forbindelse med hovedkontorer og logistikcentre. Disse skal principielt betale selskabsskat ved anvendelse af kostpris plus avance-metoden, som gør det muligt at fastsætte deres skattepligtige fortjeneste som en merværdi af bruttodriftsudgifterne. Der er højst tale om en forskudsbetaling, som for almindelige virksomheder er større end for hovedkontorer og logistikcentre. Da det maksimale beløb i forbindelse med IFA er på 30000 EUR, er en eventuel likviditetsfordel ved at blive fritaget for IFA meget beskeden.

(38) Da anvendelsen af kostpris plus avance-metoden gør det muligt for skatteydere på forhånd at vide, hvor meget de skylder i skat og undgå alle indsigelser fra skattemyndighederne, kan dette efter Frankrigs mening ikke betragtes som en fordel, fordi indsigelserne kun kan undgås, hvis de betingelser, kostpris plus avance-metoden indebærer, respekteres, og dermed hvis hovedkontorers og logistikcentres beskatningsgrundlag fastsættes i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Hvis anvendelsen af dette princip udgør en fordel i forhold til en analytisk fastsættelse af beskatningsgrundlaget som omhandlet i den almindelige skattelov, kan denne fordel ifølge Frankrig begrundes med det franske skattesystems art og økonomi, der er i overensstemmelse med OECD's henstillinger for så vidt angår beskatning af levering af ydelser mellem kontrollerede virksomheder. Skatteordningen medfører reelt, at al usikkerhed omkring selskabsbeskatning i forbindelse med en international koncern fjernes i overensstemmelse med OECD's henstillinger om indgåelse af aftaler om forhåndsfastsættelse af interne afregningspriser.

Ingen statsmidler

(39) Ifølge Frankrig er ordningen kun med til at bevare statens midler, fordi den alternative metode, der anvendes, gør det muligt at sikre en effektiv beskatning af aktiviteter, for hvilke der ellers slet ikke ville blive betalt selskabsskat i Frankrig. Det er takket være denne ordning, at Frankrig får skatteindtægter fra bestemte aktiviteter, som ifølge Frankrig normalt ikke vil medføre markedsføring over for tredjemand og således slet ikke vil kunne fastlægges.

Ingen påvirkning af konkurrencen og samhandelen

(40) Ifølge Frankrig kan ordningen ikke påvirke konkurrencen og samhandelen i EU, fordi de ydelser, på hvilke foranstaltningen finder anvendelse, pr. definition ikke kan udliciteres og derfor er uden for markedet. For så vidt angår logistikcentrene finder Frankrig, at deres aktiviteter ikke medfører en værditilvækst for den produktion, de tjener.

Ingen selektivitet

(41) Ifølge Frankrig er ordningen ikke selektiv, fordi der er tale om en generel finanspolitisk foranstaltning, der gælder for alle økonomiske sektorer og alle internationale koncerner, der kontrolleres fra Frankrig eller udlandet. Det forhold, at ordningen udelukkende er rettet mod internationale transaktioner, begrundes med, at kun i forbindelse med disse transaktioner opstår der problemer med fastsættelsen af interne afregningspriser og risiko for dobbeltbeskatning. Foranstaltningen er ikke selektiv, fordi den særlige fastsættelse af afregningspriser mellem associerede virksomheder, der er omfattet af ordningen, ingen skattemæssig virkning har for andre virksomheder, som ikke udvikler deres aktiviteter på internationalt plan.

(42) Da foranstaltningen gælder for alle økonomiske aktører, der uanset juridisk status leverer internationale støtteydelser internt i en koncern til produktions- og handelsmæssige aktiviteter, er den ikke selektiv.

VI. VURDERING AF STØTTEFORANSTALTNINGEN

Indledning

(43) Kommissionen fastholder efter at have overvejet Frankrigs og interesserede parters bemærkninger den holdning, den gav udtryk for i sit brev af 11. juli 2001(10), som indledte den officielle undersøgelsesprocedure. Den finder, at Frankrig og andre interesserede parters bemærkninger ikke fjerner den tvivl, den har givet udtryk for. Den finder derfor, at visse aspekter af den undersøgte skatteordning udgør ulovlig driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

Fordel

(44) Frankrig og interesserede parter gør opmærksom på, at der ingen fordele er forbundet med en metode til forhåndsfastsættelse af beskatningen på grundlag af fastsættelse af den skattepligtige fortjeneste i henhold til armslængdeprincippet. Når associerede virksomheder, der indgår i en multinational koncern, hvilket indebærer, at den effektive beskatning er forskellig i de forskellige berørte lande, foretager transaktioner mellem hinanden, vil deres handelsforbindelser og dermed deres fortjeneste principielt kunne manipuleres af skatteyderen, fordi de vedrører samme økonomiske interesse. De berørte nationale skattemyndigheder kan ensidigt ændre den skattepligtige fortjeneste for disse skatteydere og dermed beslutte, at de pågældende transaktioner skal beskattes hårdere eller dobbeltbeskattes. Da formålet ifølge Frankrig med at anvende kostpris plus avance-metoden er at fjerne dobbeltbeskatning, giver ordningen ingen fordele.

(45) Det skal for det første påpeges, at det franske skattesystem reelt ikke er i overensstemmelse med armslængdeprincippet for så vidt angår fastsættelsen af den skattepligtige fortjeneste i forbindelse med internationale transaktioner mellem kontrollerede virksomheder hverken for så vidt angår national ret (artikel 57 i den franske skattelov) eller de bilaterale aftaler, som Frankrig har indgået med sine partnerlande for at undgå dobbeltbeskatning. I artikel 57 i den franske skattelov fastsættes en bestemmelse om en skattetilpasningsprocedure "for at fastsætte indkomstskatten for virksomheder, der afhænger af eller kontrollerer virksomheder uden for Frankrig" for så vidt angår "fortjeneste, der indirekte overføres til sidstnævnte enten via en forhøjelse eller en mindskelse af købs- eller salgsprisen eller ved hjælp af andre midler". I så tilfælde "inkorporeres" fortjeneste, der ikke er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, i de berørte franske virksomheders "regnskabsmæssige resultater". I artikel 57 præciseres det også, at i mangel af præcise oplysninger for at foretage ovennævnte tilpasning "fastsættes den skattepligtige fortjeneste ved sammenligning med fortjenesten i lignende virksomheder, der drives normalt." De aftaler, Frankrig har indgået for at undgå dobbeltbeskatning, gør det muligt at foretage en lignende tilpasning for så vidt angår fortjeneste i forbindelse med handelsrelationer mellem associerede virksomheder i de kontraherende lande, jf. armslængdeprincippet i artikel 9 i OECD's aftalemodel. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at kostpris plus avance-metoden, der anvendes for at fastsætte hovedkontorers og logistikcentres skattepligtige fortjeneste, indgår som en del af de traditionelle metoder, OECD nævner i sin rapport om koncernafregning.

(46) Kommissionen finder, at arten af de ydelser, hovedkontorer og logistikcentre leverer, gør det svært direkte at fastsætte deres skattepligtige fortjeneste i Frankrig, og at det er berettiget at anvende en indirekte metode til fastsættelse af den skattepligtige fortjeneste. Denne metode har form af et skøn med fastsættelse af bruttofortjenstmargenen, som en af parterne i en transaktion mellem associerede virksomheder har anmodet om som betaling, og som den anden part har fundet acceptabel under hensyn til armslængdeprincippet for at udføre sammenlignelige opgaver. Fastsættelsen af fortjenstmargenen i forbindelse med anvendelse af kostpris plus avance-princippet via en forudgående aftale, der gælder for en række ubestemte økonomiske transaktioner, udgør en måde at anvende armslængdeprincippet på, som OECD i høj grad bifalder. Kommissionen bekræfter derfor sin holdning, nemlig at den ingen principiel kritik har over for hverken kostpris plus avance-metoden eller aftaler om forudgående fastsættelse af fortjenstmargen ved transaktioner internt i koncerner, som Frankrig anvender i forbindelse med den undersøgte ordning.

(47) Kommissionen gør i øvrigt opmærksom på, at hverken Frankrig eller andre interesserede parter bestrider, at den skattepligtige fortjeneste, der fastsættes for hovedkontorer og logistikcentre, ikke er den reelle fortjeneste, men udelukkende et skøn. Muligheden for på forhånd at få skattemyndighedernes godkendelse af størrelsen af afkastet ved en række ubestemte og potentielt store transaktioner udgør en særbehandling i forhold til en analytisk fastsættelse af fortjenesten. Det forekommer derfor nødvendigt i detaljer at analysere Frankrigs konkrete anvendelse af denne beskatningsmetode.

Fastsættelse af fortjenstmargenen

(48) For så vidt angår fastsættelsen af fortjenstmargenen skal det påpeges, at i henhold til cirkulæret vedrører ordningen kun "aktiviteter, for hvilke det i praksis er ekstremt svært at vurdere handelsværdien, idet der er tale om aktiviteter, der pr. definition er specifikke for koncerner"(11). De aktiviteter, der henvises til i cirkulæret, er hovedsagelig aktiviteter i form af forberedende arbejde eller bistand, som "ikke direkte er produktive"(12). Kommissionen finder til gengæld, at de aktiviteter, der henvises til i cirkulæret, er meget forskelligartede og godt kan have en betydelig handelsværdi. F.eks. henvises der i cirkulæret til "strategiske ydelser" eller "forsknings- og udviklingsydelser". Det skal navnlig bemærkes, at disse ydelser ikke blot udgør økonomiske, men også handelsmæssige aktiviteter, der udgør en væsentlig del af den samlede værditilvækst i en multinational koncern. Det forhold, at visse hovedkontorers og logistikcentres aktiviteter kan udliciteres, viser, at der er tale om handelsmæssige transaktioner.

(49) Kommissionen finder, at anvendelsen af kostpris plus avance-metoden og den forudgående fastsættelse af fortjenstmargenen for alle aktiviteter i et hovedkontor, der er ansvarlig for disse strategiske aktiviteter eller forsknings- og udviklingsaktiviteter i et tidsrum på tre eller fem år, kan give et andet resultat end ved en analytisk beregning. Kommissionen mener imidlertid, at da der ikke findes andre metoder, er denne forskelsbehandling nødvendig for at fastsætte prisen for armslængdetransaktioner mellem associerede virksomheder, eftersom det ikke vil være særlig hensigtsmæssigt at foretage et direkte skøn af prisen i forhold til prisen ved lignende transaktioner mellem uafhængige virksomheder. Metoden begrundes derfor ud fra det franske skattesystems art, jf. punkt 23 i meddelelsen.

(50) Kommissionen skal desuden kontrollere, om retningslinjerne for fastsættelsen af fortjenstmargenen giver skattemyndighederne mulighed for at foretage et skøn. I lyset af Frankrigs og interesserede parters bemærkninger ser det ud til, at fortjenstmargenen reelt fastsættes i hvert enkelt tilfælde afhængig af arten af de aktiviteter, skatteyderen reelt udfører, og betingelserne herfor. De oplysninger, Kommissionen ligger inde med, gør det ikke muligt at fastslå, at skattemyndighedernes manøvremargen ved fastsættelse af den fortjenstmargen, der anvendes i forbindelse med kostpris plus avance-metoden, har kunnet begunstige bestemte virksomheder eller koncerner. Kommissionen noterer sig endelig ændringen af cirkulæret, der fandt sted efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, hvori der fastsættes bestemmelse om en systematisk revision af disse aftaler afhængig af ændringer i betingelserne for udførelsen af hovedkontorers og logistikcentres aktiviteter mindst hvert tredje eller femte år. Det kan derfor konkluderes, at fastsættelsen af fortjenstmargenen inden for rammerne af ordningen ikke giver fordele til hovedkontorer eller logistikcentre eller til de koncerner, de tilhører.

Udbetalinger og underleverandører

(51) For så vidt angår udelukkelsen af udbetalinger i kostpris plus avance-metoden finder Kommissionen, at der reelt er tale om lejlighedsvise og supplerende, men ikke desto mindre væsentlige aktiviteter, da loftet på 10 % i forhold til de løbende driftsudgifter eksklusive udbetalinger kan svare til store beløb. Kommissionen finder imidlertid, at det afgørende for at fjerne enhver mistanke om fordele er, at udbetalingerne for at kunne udelukkes fra udgiftsgrundlaget i forbindelse med kostpris plus avance-metoden og dermed beskatningsgrundlaget skal opfylde de fælles betingelser i artikel 267 II-2 i den franske skattelov. I denne artikel udelukkes følgende fra selskabsbeskatningsgrundlaget: "beløb, der er udbetalt til mellemled (...), som afholder udgifter i deres ordregivers navn og på dennes vegne, for så vidt som disse mellemled står til ansvar over for deres ordregiver, bogfører udgifterne på en udlægskonto og giver skattemyndighederne bevis for arten og den nøjagtige størrelse af disse udbetalinger". Det forhold, at den undersøgte ordning og de almindelige retsforskrifter er identiske, gør det muligt at fjerne fordele i forhold til ordningen for analytisk fastsættelse af den skattepligtige fortjeneste. I sidstnævnte tilfælde medfører aktiviteterne i forbindelse med udbetalinger ikke en skattepligtig fortjeneste.

(52) For så vidt angår udelukkelse af aktiviteter udført af underleverandører fra metoden til beregning af den skattepligtige fortjeneste på de tidligere nævnte betingelser kan det konstateres, at det i OECD's principper for fastsættelse af interne afregningspriser anbefales i tilfælde, der vedrører anvendelsen af kostpris plus avance-metoden, enten at anvende en procentsats på alene omkostningerne til den befuldmægtigedes eller mellemleddets funktion eller at mindske den fortjenstmargen, der anvendes på samtlige udgifter i forbindelse med ydelserne. Selv om der i den forbindelse i OECD's rapport gives et eksempel, i henhold til hvilket det anses for hensigtsmæssigt for en associeret virksomhed, der afholder udgifter på vegne af en anden associeret virksomhed, at overføre disse udgifter til sidstnævnte uden at anvende en fortjenstmargen, forhindrer dette eksempel ikke Kommissionen i at bemærke, at i sådanne situationer er det nødvendigt at sikre, at der på korrekt vis tages hensyn til alle de fordele, der opnås, for at sikre, at fastsættelsen af den skattepligtige fortjeneste er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

(53) Det må konkluderes, at Frankrig systematisk udelukker udgifter til underleverandørers aktiviteter uden i hvert tilfælde at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at anvende en særlig fortjenstmargen på mellemleddets aktivitet, eller om der findes en alternativ løsning, der medfører en mindskelse af fortjenstmargenen for alle aktiviteter. Selv om mindskelsen af fortjenstmargenen på den ene side medfører, at den skattepligtige fortjeneste blive mindre, medfører udvidelsen af grundlaget for anvendelsen af fortjenstmargenen en større skattemæssig fortjeneste. Kommissionen kan konstatere, at det ikke kan begrundes, at udgifterne til underleverandører udelukkes, for så vidt som underleverandørens aktiviteter ud over grænsen på 50 % af de samlede udgifter eksklusive underleverancer på ny medtages i beregningen af beskatningsgrundlaget. Sluttelig finder Kommissionen, at loftet på 50 % af de samlede udgifter eksklusive underleverancer kan udgøre en betydelig andel af de indtægter, der systematisk ikke beskattes.

(54) Som understreget i punkt 9 i meddelelsen kan fordelen skyldes en mindskelse af beskatningsgrundlaget. Kommissionen har konstateret, at ikke samtlige omkostninger, der påhviler hovedkontorer og logistikcentre, medregnes ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste efter kostpris plus avance-metoden. Dette kan medføre en mindskelse af beskatningsgrundlaget i betydningen i punkt 9 i meddelelsen.

IFA

(55) Med hensyn til fravigelsen fra den faste årlige beskatningsprocent (IFA), der indgår som en del af ordningen, er Kommissionen enig med Frankrig i, at en eventuel fordel begrænses til de situationer, hvor hovedkontorers og logistikcentres aktiviteter ikke medfører en skat på over 30000 EUR. Selv om det er svært at vurdere virkningerne af den begrænsede anvendelse af IFA (udelukkende første skattetrin) inden for rammerne af et system som den undersøgte ordning, i medfør af hvilken de skattepligtige indtægter fastsættes efter skøn, forhindrer det ikke Kommissionen i at bemærke, at omsætningen hos de virksomheder, der nyder godt af ordningen, fastsættes selvstændigt og objektivt i forhold til de af hovedkontorernes og logistikcentrenes udgifter, der er omfattet af ordningen. Den delvise fritagelse for IFA i medfør af ordningen udgør, således som Frankrig også erkender, en fordel, der kan have form af en skatteudsættelse. Den betalte IFA kan trækkes fra selskabsskatten, og hovedkontorerne og logistikcentrene skylder fortsat denne skat, da anvendelsen af kostpris plus avance-metoden medfører, at der altid er en skattepligtig fortjeneste. Hvis størrelsen af den IFA, der undgås inden for rammerne af ordningen, er større end det beløb, der betales i selskabsskat, udgør denne forskel en skatteudsættelse i løbet af det skattemæssige regnskabsår. Som allerede anført under betragtning 23 kan Kommissionen desuden ikke udelukke, at den delvise fritagelse fra IFA ikke udgør en definitiv skattefritagelse, eftersom denne skatteudsættelse vil gentage sig i tre på hinanden følgende år.

(56) Selv om de pågældende beløb er beskedne, er det ikke nok til at fjerne en fordel i betydningen i traktatens artikel 87, stk. 1. Frankrig har ikke fremlagt bevis for, at betingelserne for anvendelsen af de minimis-reglen som fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte(13) i dette tilfælde respekteres, særlig for så vidt angår sektorer, der er udelukket fra denne regel, og de beregningsmæssige begrænsninger.

Konklusioner vedrørende fordelen

(57) Det kan konkluderes af det foregående, at såvel den manglende medtagelse af udgifter til underleverandører og udelukkelsen fra IFA udgør en fordel for de virksomheder, der drager nytte heraf, og de koncerner, de tilhører.

Statsmidler

(58) I det foreliggende tilfælde medfører den reducerede beskatning, hvad enten den er resultatet af et reduceret beskatningsgrundlag eller en nedsættelse af den årlige faste beskatningsprocent, en nedgang i skatteindtægterne, som jo udgør statens ressourcer.

(59) Frankrigs argument om, at ordningen giver en stigning i de skattemæssige indtægter, er ikke relevant, da Kommissionen i sin vurdering udelukkende skal se på de ressourcer, som staten får, hvis beskatningen af hovedkontorer og logistikcentre blev fastsat efter de almindelige skatteretlige regler.

Påvirkning af konkurrencevilkårene og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne

(60) Da der er tale om en ordning for direkte beskatning, som principielt gælder for alle sektorer, hvor der udføres produktions- og handelsmæssige støtteaktiviteter, kan Kommissionen ikke udelukke, at visse virksomheder, der nyder godt af ordningen, og de koncerner, de tilhører, ikke er aktive i sektorer, hvor samhandelen mellem medlemsstaterne er stor. Det kan ikke udelukkes, at anvendelsen af ordningen ikke eventuelt påvirker samhandelen.

(61) I overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis(14) og som understreget i meddelelsens punkt 11 "gør det forhold, at støtten styrker virksomhedens stilling i forhold til konkurrenterne i forbindelse med samhandelen mellem medlemsstaterne, at samhandelen kan tænkes at blive påvirket".

(62) Det forhold, at den pågældende ordning anvendes i forbindelse med multinationale virksomheder, er i høj grad et tegn på, at den påvirker de økonomiske aktiviteter landene imellem og kan derfor forvride konkurrencen på EU-plan.

Selektivitet og begrundelse baseret på skattesystemets art eller økonomi

(63) Ifølge Frankrig er ordningen ikke selektiv, fordi der er tale om en generel skattepolitisk foranstaltning, der gælder for alle økonomiske sektorer, alle internationale koncerner og alle typer retsformer.

(64) Kommissionen bestrider ikke, at ordningen gælder for alle økonomiske sektorer uafhængig af geografisk placering eller juridisk form, men vurderer alligevel, at dette ikke er tilstrækkeligt til at udelukke, at foranstaltningen er selektiv.

(65) For det første skal det bemærkes, at foranstaltningen er begrænset til levering af ydelser i forbindelse med ledelses- eller forvaltningsmæssige opgaver eller koordinerings- eller kontrolopgaver og forberedende arbejde og støtte i forbindelse med produktions- og handelsmæssige opgaver, der udføres i forbindelse med en international koncern. Direkte produktions- eller handelsmæssige aktiviteter er således udelukket i lighed med aktiviteter, der ikke foregår inden for rammerne af en international koncern. Kun de aktiviteter, der vil kunne opnå fordele, indkredses.

(66) For det andet er ordningens fordele udelukkende begrænset til hovedkontorer og logistikcentre, der hovedsagelig leverer deres ydelser til associerede virksomheder uden for Frankrig. Kommissionen kan konstatere, at enheder, der ikke hovedsagelig leverer deres ydelser til associerede virksomheder uden for Frankrig, er udelukket fra at nyde godt af foranstaltningen. Hvorvidt kravet om, at der skal være tale om en hovedaktivitet, er opfyldt, vurderes ved at sammenholde størrelsen af de samlede driftsudgifter svarende til de ydelser, de pågældende enheder har leveret til virksomheder i koncernen, som har deres sæde uden for Frankrig, eller til faste afdelinger af virksomheder i koncernen, der har sæde uden for Frankrig, og størrelsen af de samlede driftsudgifter svarende til de samlede ydelser, der er leveret til associerede virksomheder i eller uden for Frankrig. Enheder med sæde i Frankrig, som ikke opfylder førnævnte krav, kan således ikke nyde godt af ordningens fordele, selv om de i forbindelse med deres transaktioner med associerede virksomheder eller afdelinger i udlandet har samme problemer som hovedkontorer og logistikcentre for så vidt angår fastsættelsen af deres skattepligtige fortjeneste.

(67) Det forhold, at logistikcentrene, der udgør en afdeling, der er knyttet til industrielle eller handelsmæssige foretagender eller holdingselskaber, er udelukket fra ordningen, øger foranstaltningens selektivitet. Frankrig er i forbindelse med proceduren ikke fremkommet med bemærkninger hertil. I henhold til cirkulæret skyldes denne begrænsning behovet for at undgå sammenblanding med koncernens andre aktiviteter. Det anføres ikke, hvorfor denne begrænsning ikke gælder for hovedkontorer.

(68) For så vidt angår en mulig begrundelse for ordningens forskelsbehandling skal det i overensstemmelse med punkt 23 i meddelelsen bemærkes, at de franske myndigheder ikke har fremlagt dokumenter, der gør det muligt at forklare, hvorvidt hovedkontorers og logistikcentres transaktioner ikke fortjener en gunstigere behandling rent skattemæssigt end enheder, der gennemfører de samme transaktioner, men som ikke opfylder kravet om, at der skal være tale om en hovedaktivitet, eller end logistikcentre, der ikke er knyttet til en eksisterende virksomhed i Frankrig eller et holdingselskab. I denne sag forekommer foranstaltningens økonomiske rationale ikke at gøre den nødvendig for at få skattesystemet til at fungere effektivt(15). Foranstaltningen kan derfor ikke begrundes ud fra hensynet til skattesystemets art eller økonomi, og Kommissionen fastholder, at foranstaltningen er selektiv.

(69) Kommissionen har sluttelig bemærket, at aktiviteter, der involverer underleverandører, rent skattemæssigt behandles anderledes, når de overstiger et vist loft, hvilket gør forskelsbehandlingen selektiv.

Konklusioner med hensyn til, om der ydes støtte eller ej

(70) Det må konkluderes, at den pågældende foranstaltning udgør støtte i betydningen i traktatens artikel 87, stk. 1, da fordelene ved at udelukke bestemte udgifter fra grundlaget for beregning af den skattepligtige fortjeneste, og den delvise fritagelse for IFA-ordningen, ikke kan begrundes ud fra hensyn til det franske skattesystems art eller økonomi.

Ordningens forenelighed med det indre marked

(71) Som understreget i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure synes den pågældende ordning ikke at kunne falde ind under nogen af undtagelserne i traktatens artikel 87. I forbindelse med proceduren har hverken de franske myndigheder eller tredjemand kunnet fremkomme med argumenter for, at ordningen eventuelt er forenelig med det indre marked. Kommissionens tvivl er således blevet bekræftet.

(72) Ingen af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, om støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, og støtteforanstaltninger i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder kan ikke finde anvendelse i dette tilfælde.

(73) Undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), der giver mulighed for støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, kan ikke påberåbes, da der er tale om en ordning, hvis territoriale anvendelsesområde ikke er begrænset.

(74) På samme måde indgår ordningen ikke i kategorien projekter af fælleseuropæisk interesse, der kan omfattes af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), og da den heller ikke tager sigte på at fremme kulturen eller bevare kulturarven, kan undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d), heller ikke finde anvendelse.

(75) De skattemæssige fordele i forbindelse med ordningen kan ikke omfattes af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), der giver mulighed for støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Der er tale om driftsstøtte, hvorved de pågældende virksomheder eller de koncerner, de tilhører, fritages for visse udgifter, som de normalt burde afholde.

(76) Det må derfor konkluderes, at ordningen er uforenelig med fællesmarkedet.

Tilbagesøgning af støtte

(77) Den pågældende foranstaltning er blevet iværksat uden nogensinde at være blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, den er ikke omfattet af forældelsesfristen, og den udgjorde støtte straks ved ikrafttrædelsen. Den udgør derfor ulovlig støtte.

(78) Når ulovlig ydet statsstøtte viser sig at være uforenelig med fællesmarkedet, er den naturlige konsekvens, at støtten skal tilbagesøges fra støttemodtagerne i overensstemmelse med artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93(16). Formålet med at tilbagesøge støtten er i videst muligt omfang at genskabe den konkurrence, der eksisterede, før støtten blev bevilget. Hverken en manglende præcedens for anvendelsen af statsstøttereglerne i lignende sager eller den påståede manglende klarhed i forbindelse med EU's statsstøttepolitik vil kunne begrunde en fravigelse fra dette grundprincip.

(79) Ikke desto mindre fastsættes det i artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999, at "Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen". Det fremgår af EF-Domstolens retspraksis og Kommissionens egen praksis, at et krav om tilbagebetaling af støtten ville krænke et generelt princip i fællesskabsretten, når støttemodtageren som følge af Kommissionens reaktion har en berettiget forventning om, at foranstaltningen er i overensstemmelse med fællesskabsreglerne.

(80) EF-Domstolen fastslog i sagen Van den Bergh og Jurgens(17):

"Det fremgår af Domstolens faste praksis, at adgangen til at påberåbe sig princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning står åben for enhver erhvervsdrivende i forbindelse med begrundede forventninger, som en institution har givet anledning til. Når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig et sådant princip, når foranstaltningen gennemføres."

Frankrig har gjort gældende, at de, der nød godt af ordningen, havde berettigede forventninger hertil uden at forelægge Kommissionen særlige argumenter vedrørende denne fremgangsmåde. Det fremgår imidlertid af Domstolens retspraksis(18), at Kommissionen har pligt til automatisk at tage hensyn til særlige forhold, der i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 berettiger, at den giver afkald på at kræve ulovligt ydet støtte tilbagesøgt, når dette strider mod et generelt princip i fællesskabsretten såsom respekten for støttemodtagernes berettigede forventninger.

(81) I dette tilfælde bemærker Kommissionen, at den franske ordning har visse ligheder med den ordning, som Belgien indførte ved kongelig forordning nr. 187 af 30. december 1982 om beskatning af koordinationscentre. De to systemer vedrører aktiviteter internt i koncerner og særlige regler for fastsættelse af beskatningsgrundlaget. I beslutning SG(84) D/6421 af 16. maj 1984 vurderede Kommissionen, at ordningen ikke medførte støtte efter traktatens artikel 92, stk. 1. Selv om beslutningen ikke blev offentliggjort, blev det forhold, at Kommissionen ikke gjorde indsigelse mod den belgiske ordning for koordinationscentre, offentliggjort i den 14. beretning om konkurrencepolitikken samt i et svar på en skriftlig forespørgsel(19).

(82) Kommissionen bemærker i den forbindelse, at dens beslutning om den belgiske ordning for koordinationscentre blev vedtaget inden vedtagelsen af den franske ordning i sin nuværende udformning, der er resultatet af cirkulæret af 21. januar 1997 og af 11. oktober 2002. Kommissionen konkluderer således, at det forhold, at de, der nød godt af ordningen, kunne have berettigede forventninger hertil, forhindrer, at støtten tilbagesøges, og den kræver den derfor ikke tilbagesøgt.

VII. KONKLUSIONER

(83) Kommissionen konstaterer, at visse aspekter af den franske ordning udgør statsstøtte i medfør af traktatens artikel 87, stk. 1, og at Frankrig ulovligt har gennemført den pågældende støtte og derved overtrådt traktatens artikel 88, stk. 3.

(84) Kommissionens holdning tidligere i forbindelse med skattemæssige foranstaltninger til fordel for multinationale selskaber har blandt dem, der nød godt af ordningen, kunnet skabe berettigede forventninger om, at ordningen ikke udgjorde statsstøtte. Kommissionen konstaterer, at en tilbagesøgning af støtten ville stride mod det generelle princip om respekt for berettigede forventninger og giver følgelig afkald på at kræve støtten tilbagesøgt -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Udelukkelsen af udgifter til underleverandører i beregningen af beskatningsgrundlaget og anvendelsen af en fast årlig beskatningsprocent (imposition forfaitaire annuelle - IFA) i forbindelse med udelukkende det første indkomstinterval, hvilket Frankrig har gennemført i medfør af cirkulæret af 21. januar 1997 fra de franske skattemyndigheder om ordningen for hovedkontorer og logistikcentre, udgør ulovlig statsstøtte og er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

Frankrig skal med virkning fra næste skatteperiode efter den, der var i gang på datoen for meddelelsen af denne beslutning, afskaffe støtte, der ydes i medfør af det cirkulære, der er omhandlet i artikel 1:

a) ordningen for anvendelse af kostpris plus avance-metoden for så vidt angår udelukkelsen af bestemte udgifter til underleverandører fra grundlaget for beregningen af den skattepligtige fortjeneste

b) den delvise udelukkelse fra IFA-ordningen.

Artikel 3

Senest to måneder fra meddelelsen af denne beslutning meddeler Frankrig Kommissionen, hvilke foranstaltninger landet har truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2003.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 302 af 27.10.2001, s. 2.

(2) EFT C 2 af 6.1.1998, s. 1.

(3) EFT C 384 af 10.12.1998, s. 3.

(4) Se fodnote 1.

(5) Bulletin officiel des impôts 13 G-1-97, nr. 21 af 30.1.1997.

(6) Bulletin officiel des impôts 4 C-5-02, nr. 175 af 11.10.2002.

(7) "Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations", OECD 1995.

(8) Hvis en virksomhed f.eks. har betalt IFA den 15. marts 2003, kan den trække dette beløb fra et af acontobeløbene eller det restbeløb, der forfalder enten i 2003, 2004 eller 2005. Efter denne frist forfalder skatten endeligt til skatteministeriet.

(9) Se fodnote 1.

(10) Se fodnote 1.

(11) Jf. afsnit 13 i cirkulæret.

(12) Jf. afsnit 56 i cirkulæret.

(13) EFT L 10 af 13.1.2001, s. 30.

(14) EF-Domstolens dom af 17. september 1980, Philip Morris Holland BV mod Kommissionen (sag 730/79, Sml. 1980, s. 2671).

(15) Se Kommissionens beslutning 96/369/EF af 13. marts 1996 om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske luftfartsselskaber (EFT L 146 af 20.6.1996, s. 42).

(16) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(17) EF-Domstolens dom af 11. marts 1987, Van den Bergh og Jurgens m.fl. mod Kommissionen (sag 265/85, Sml. 1987, s. 1155, præmis 44).

(18) EF-Domstolens dom af 24. november 1987, RSV mod Kommissionen (sag 223/85, Sml. 1987, s. 4617).

(19) Se besvarelse af skriftlig forespørgsel nr. 1735/90 (EFT C 63 af 11.3.1991, s. 37).