32004D0072

2004/72/EF: Kommissionens afgørelse af 5. december 2003 om Fællesskabets finansielle bidrag til OIE's globale konference om dyrevelfærd i 2004

EU-Tidende nr. L 016 af 23/01/2004 s. 0056 - 0056


Kommissionens afgørelse

af 5. december 2003

om Fællesskabets finansielle bidrag til OIE's globale konference om dyrevelfærd i 2004

(2004/72/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003(2), særlig artikel 20, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til beslutning 90/424/EØF skal Kommissionen iværksætte eller bistå medlemsstaterne ved iværksættelsen af de tekniske og videnskabelige foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle Fællesskabets veterinærbestemmelser og for at udvikle undervisning og uddannelse på veterinærområdet.

(2) Det Internationale Kontor for Epizootiers (OIE) internationale komité vedtog den 29. maj 2002 resolution nr. XIV, hvorved dyrevelfærd blev optaget i komitéens arbejdsplan for de næste fem år.

(3) Derudover vedtog OIE's internationale komité den 20. maj 2003 resolution nr. XXVI, hvori den anbefaler, at der afholdes en global konference om dyrevelfærd (i det følgende benævnt "OIE's globale konference") i 2004, og at OIE's medlemslande yder deres bidrag til afholdelsen af konferencen.

(4) I meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om lovgivningen om dyrevelfærd for opdrættede dyr i tredjelande og følgerne for EU(3) (i det følgende benævnt "Kommissionens meddelelse") anføres det, at Kommissionen sammen med alle EU's medlemsstater fortsat bør støtte OIE-initiativet og følge det op.

(5) Rådet (landbrug og fiskeri) vedtog i december 2002 et sæt konklusioner vedrørende dyrevelfærd og mere specifikt om gensidig bistand i forbindelse med kontrol samt internationale aspekter(4). Rådet glæder sig i sine konklusioner over Kommissionens meddelelse. Rådet anfører samtidig, at OIE er det relevante organ til udvikling af internationale standarder og retningslinjer for dyrevelfærd, og at Fællesskabet ønsker aktivt at fremme udviklingen af globale standarder og retningslinjer for dyrevelfærd.

(6) Teknisk og videnskabeligt materiale udarbejdet og formidlet af Fællesskabet vedrørende OIE's globale konference skal indgå i grundlaget for udviklingen af Fællesskabets veterinærbestemmelser samt udviklingen af undervisning og uddannelse på veterinærområdet.

(7) Der bør derfor indgås forpligtelser for de finansielle ressourcer, der er nødvendige for Fællesskabets bidrag til OIE's globale konference i 2004.

(8) Fællesskabstilskuddet skal kun ydes, hvis den planlagte konference gennemføres på effektiv vis.

(9) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Foranstaltninger vedrørende offentliggørelse og formidling af teknisk og videnskabeligt materiale vedrørende OIE's konference om dyrevelfærd i 2004 godkendes til finansiering over budgetpost B 1-3 3 1 på Den Europæiske Unions budget for 2003 med et maksimumsbeløb på 40000 EUR.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. december 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19.

(2) EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1.

(3) KOM(2002) 626 endelig.

(4) Rådet for Den Europæiske Union. Dokument nr. 15419/02.