32004D0005

2004/5/EF: Kommissionens afgørelse af 5. november 2003 om oprettelse af Det Europæiske Banktilsynsudvalg (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 003 af 07/01/2004 s. 0028 - 0029


Kommissionens afgørelse

af 5. november 2003

om oprettelse af Det Europæiske Banktilsynsudvalg

(EØS-relevant tekst)

(2004/5/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I juni 2001 vedtog Kommissionen afgørelse 2001/527/EF(1) og 2001/528/EF(2) om oprettelse af henholdsvis Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg og Det Europæiske Værdipapirudvalg.

(2) I sine beslutninger af 5. februar 2002 og 21. november 2002 godkendte Europa-Parlamentet den tilgang med fire niveauer, som blev foreslået i Vismandsudvalgets endelige rapport om regulering af de europæiske værdipapirmarkeder, og opfordrede til, at visse aspekter af denne tilgang udvides til også at gælde for bank- og forsikringssektorerne under forudsætning af, at der er en klar reformvilje i Rådet til at sikre en passende balance mellem institutionerne.

(3) Den 3. december 2002 opfordrede Rådet Kommissionen til at indføre sådanne arrangementer for bank- og forsikringsvirksomhed samt arbejdsmarkedsorienterede pensioner og snarest muligt at nedsætte nye udvalg med rådgivende funktioner for disse områder.

(4) Der bør oprettes et uafhængigt organ, der reflekterer, debatterer og rådgiver Kommissionen inden for regulering af og tilsyn med banker.

(5) Dette organ, der benævnes Det Europæiske Banktilsynsudvalg ("udvalget"), bør tillige bidrage til konsekvent og rettidig anvendelse af fællesskabslovgivningen i medlemsstaterne samt til konvergens i tilsynspraksis i Den Europæiske Union.

(6) Det Europæiske Banktilsynsudvalg bør fremme samarbejdet inden for banktilsyn, herunder udveksling af oplysninger.

(7) Oprettelsen af Det Europæiske Banktilsynsudvalg udelukker ikke, at der organiseres banktilsyn på medlemsstats- eller EU-niveau.

(8) Udvalgets sammensætning bør afspejle, hvordan banktilsynene er organiseret, og der bør tages hensyn til den rolle, som centralbankerne spiller, hvad angår banksektorens stabilitet i medlemsstaterne og på EU-plan. De forskellige deltagerkategoriers ansvar bør være klart afgrænset. Især bør formandskab og stemmerettigheder forbeholdes de kompetente tilsynsmyndigheder i hver medlemsstat, og deltagelse i fortrolige drøftelser om individuelle institutter, hvormed der føres tilsyn, skal muligvis begrænses til de kompetente tilsynsmyndigheder og de centralbanker, der har specifikt operationelt ansvar for tilsynet med individuelle kreditinstitutter.

(9) Udvalget bør selv organisere sin drift og opretholde tæt operationel kontakt med Kommissionen og med det udvalg, der er oprettet i medfør af Kommissionens afgørelse af 2004/10/EF af 5. november 2003 om oprettelse af et europæisk bankudvalg(3).

(10) Udvalget bør samarbejde med de øvrige udvalg inden for banksektoren og især med det udvalg, der er oprettet i medfør af Kommissionens afgørelse 2004/10/EF, med Det Europæiske System af Centralbankers banktilsynsudvalg og med de europæiske banktilsyns kontaktgruppe. Især kan udvalget indbyde observatører fra andre udvalg inden for bank- og finanssektoren.

(11) Udvalget bør fra et tidligt tidspunkt føre indgående høringer med markedsdeltagere, forbrugere og slutbrugere på en åben og gennemsigtig måde.

(12) Når udvalget rådgiver om bestemmelser, der gælder for både kreditinstitutter og investeringsselskaber, bør det forhøre sig hos de myndigheder, der har ansvar for tilsynet med investeringsselskaberne, og som ikke allerede er repræsenteret i udvalget -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der oprettes hermed en uafhængig rådgivningsgruppe vedrørende banktilsyn i Fællesskabet benævnt "Det Europæiske Banktilsynsudvalg" (herefter "udvalget").

Artikel 2

Udvalgets opgave er at rådgive Kommissionen, enten på Kommissionens opfordring og inden for en tidsfrist, som Kommissionen måtte fastlægge i henhold til sagens vigtighed, eller på udvalgets eget initiativ, især ved udarbejdelse af udkast til gennemførelsesforanstaltninger inden for bankvæsen.

Udvalget bidrager til en konsekvent gennemførelse af EF-direktiver og til konvergens blandt medlemsstaternes tilsynspraksis i Fællesskabet.

Udvalget styrker samarbejdet mellem tilsyn, herunder udveksling af oplysninger om individuelle institutter, der føres tilsyn med.

Artikel 3

Udvalget sammensættes af repræsentanter på højt niveau fra følgende organisationer:

a) de nationale offentlige myndigheder, som har beføjelser til at overvåge kreditinstitutter (herefter "de kompetente tilsynsmyndigheder")

b) de nationale centralbanker, som har specifikt operationelt ansvar for tilsynet med individuelle kreditinstitutter sammen med en kompetent tilsynsmyndighed

c) de centralbanker, som ikke direkte beskæftiger sig med tilsynet med individuelle kreditinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank.

Hver medlemsstat udpeger en repræsentant på højt niveau, der deltager i udvalgets møder. Den Europæiske Centralbank udpeger en repræsentant på højt niveau, der deltager i udvalgets diskussioner.

Kommissionen deltager i udvalgets møder og udpeger en repræsentant på højt niveau, der deltager i debatterne.

Når der udveksles oplysninger om et individuelt institut, hvormed der føres tilsyn, kan deltagelsen i debatten begrænses til de tilsynsførende myndigheder og de nationale centralbanker, der har særligt operationelt ansvar for tilsyn med individuelle kreditinstitutter.

Udvalget vælger en formand blandt repræsentanterne for de nationale kompetente tilsynsmyndigheder.

Udvalget kan invitere eksperter og observatører til sine møder.

Artikel 4

Udvalget opretholder tæt operationel kontakt med Kommissionen og med det udvalg, der er oprettet i medfør af afgørelse 2004/10/EF.

Udvalget kan nedsætte arbejdsgrupper. Kommissionen indbydes til at deltage i arbejdsgrupperne.

Artikel 5

Før udvalget fremsætter sine udtalelser til Kommissionen, fører det fra et tidligt tidspunkt indgående høringer med markedsdeltagere, forbrugere og slutbrugere på en åben og gennemsigtig måde.

Når udvalget rådgiver om bestemmelser, der gælder for både kreditinstitutter og investeringsselskaber, forhører det sig hos de myndigheder, der har ansvar for tilsynet med investeringsselskaberne, og som ikke allerede er repræsenteret i udvalget.

Artikel 6

Udvalget udarbejder en årsrapport til Kommissionen.

Artikel 7

Udvalget fastsætter sin egen forretningsorden og fastlægger selv sine operationelle regler, herunder stemmerettigheder. Kun repræsentanter for tilsynsmyndigheder kan få stemmeret.

Artikel 8

Udvalget påbegynder sit arbejde den 1. januar 2004.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. november 2003.

På Kommissionens vegne

Frederik Bolkestein

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 191 af 13.7.2001, s. 43.

(2) EFT L 191 af 13.7.2001, s. 45.

(3) Se side 36 i denne EUT.