32003R2098

Rådets forordning (EF) nr. 2098/2003 af 27. november 2003 om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2000 om støtte til De Forenede Nationers midlertidige mission i Kosovo (UNMIK) og Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina (OHR)

EU-Tidende nr. L 316 af 29/11/2003 s. 0001 - 0002


Rådets forordning (EF) nr. 2098/2003

af 27. november 2003

om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2000 om støtte til De Forenede Nationers midlertidige mission i Kosovo (UNMIK) og Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina (OHR)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 181 A, stk. 2, første punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Stabilitetspagten for Sydøsteuropa er en regional strategiramme, som det internationale samfund etablerede den 10. juni 1999 i Köln for at støtte landene i den pågældende region i deres bestræbelser for at skabe fred, demokrati, respekt for menneskerettigheder og økonomisk fremgang og således opnå stabilitet i hele regionen.

(2) Ifølge stk. 13 i stabilitetspagten for Sydøsteuropa skal stabilitetspagten have en særlig koordinator, som er udpeget af Den Europæiske Union efter samråd med den fungerende formand for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og andre deltagere og godkendt af den fungerende formand for OSCE. Der skal derfor fastsættes en procedure til udpegelse af en særlig koordinator for stabilitetspagten (den særlige koordinator).

(3) Den særlige koordinator skal varetage formandskabet for Det Regionale Sydøsteuropapanel, der har ansvaret for at koordinere de tre arbejdspanelers aktiviteter. Den særlige koordinator skal fremme gennemførelsen af stabilitetspagtens mål, hvor stabilitetspagten viser sig at være til ekstra nytte, med henblik på at fremme det regionale samarbejde og regionalt ejerskab og sikre komplementaritet mellem stabilitetspagtens aktiviteter og Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces.

(4) Finansiel støtte til stabilitetspagten og dens drift er en vigtig faktor i forbindelse med gennemførelsen af Det Europæiske Fællesskabs mål i regionen, navnlig ved at fremme det regionale samarbejde og sikre effektiv anvendelse af Fællesskabets bistand.

(5) Forordning (EF) nr. 1080/2000(2) udgør en lovramme herfor og kan også dække Fællesskabets finansielle støtte til stabilitetspagten.

(6) Forordning (EF) nr. 1080/2000 bør derfor ændres, således at den også omfatter stabilitetspagten for Sydøsteuropa -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Der foretages følgende ændringer i forordning (EF) nr. 1080/2000:

1) Forordningens titel affattes således:

"Rådets forordning (EF) nr. 1080/2000 af 22. maj 2000 om støtte til De Forenede Nationers midlertidige mission i Kosovo (UNMIK), Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina (OHR) og stabilitetspagten for Sydøsteuropa."

2) Artikel 1 affattes således:

"Artikel 1

1. Fællesskabet bidrager som led i sin politik for genopbygning med støtte til flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden og økonomisk og regionalt samarbejde med Kosovo og Bosnien-Hercegovina og bidrager som led i sin politik for regionen som helhed finansielt til etableringen og driften af UNMIK (fjerde søjle), OHR og den særlige koordinator for stabilitetspagten.

2. Finansieringen sker i form af et tilskud til UNMIK's, OHR's og den særlige koordinators budgetter."

3) Følgende artikel indsættes:

"Artikel 1a

Den særlige koordinator udpeges hvert år af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen."

4) I artikel 2, stk. 2, 2. afsnit tilføjes følgende:"Samfinansiering i form af naturalydelser er mulig."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra 1. januar 2004.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2003.

På Rådets vegne

R. Castelli

Formand

(1) Udtalelse af 20.11.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2) EFT L 122 af 24.5.2000, s. 27.