32003R1739

Kommissionens forordning (EF) nr. 1739/2003 af 30. september 2003 om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2003/04 af garantimængden i forbindelse med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien i forbindelse med præferenceimport

EU-Tidende nr. L 249 af 01/10/2003 s. 0038 - 0042


Kommissionens forordning (EF) nr. 1739/2003

af 30. september 2003

om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2003/04 af garantimængden i forbindelse med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien i forbindelse med præferenceimport

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker(1), ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 680/2002(2), særlig artikel 10, stk. 6, og artikel 39, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge artikel 10, stk. 3 og 4, i forordning (EF) nr. 1260/2001 skal garantimængden inden for produktionskvoteordningen inden den 1. oktober nedsættes for hvert produktionsår, når prognoserne viser, at der er en restmængde, der kan udføres med restitution, og som er større end det maksimum, der er fastsat i den landbrugsaftale, der er indgået i overensstemmelse med traktatens artikel 300, stk. 2.

(2) Prognoserne for produktionsåret 2003/04 viser, at der eksisterer en restmængde, der kan udføres, og som er større end det maksimum, der er fastsat i landbrugsaftalen. Det er derfor nødvendigt at fastsætte, hvor meget garantimængden skal nedsættes i alt, og præcisere, hvordan nedsættelsen skal fordeles dels mellem sukker, isoglucose og inulinsirup, dels mellem de berørte produktionsområder med anvendelse af de fordelingskoefficienter, der er fastsat i artikel 10, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1260/2001.

(3) Hver medlemsstat fordeler derefter i henhold til artikel 10, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1260/2001 den forskel, som gælder for den, mellem de producerende virksomheder, der er etableret på dens område, efter forholdet mellem deres A-kvote og deres B-kvote for det pågældende produkt og medlemsstatens A-basismængde og B-basismængde for dette produkt.

(4) Det fastsættes i artikel 39, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1260/2001, at en nedsættelse af garantimængden medfører en nedsættelse af EF-raffinaderiernes forventede maksimale forsyningsbehov for råsukker for det pågældende produktionsår. Det er derfor nødvendigt at fastsætte den tilsvarende nedsættelse af de forventede maksimale behov og at præcisere, hvordan nedsættelsen skal fordeles mellem de pågældende medlemsstater.

(5) Der bør fastsættes frister, som gør det muligt for medlemsstaterne at foretage de nedsættelser, der skal gælde for hver enkelt af de virksomheder, som er etableret på deres område.

(6) Forvaltningskomitéen for Sukker har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Ved anvendelse af artikel 10, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1260/2001 nedsættes garantimængden i forbindelse med produktionskvoterne med 215513 tons, udtrykt i hvidt sukker, for produktionsåret 2003/04.

2. Den i stk. 1 omhandlede nedsættelse fordeles mellem produkter og områder som fastsat i bilag I.

Efter nedsættelsen er de basismængder, der benyttes ved tildeling af produktionskvoter til de producerende virksomheder for produktionsåret 2003/04, de mængder, der er angivet i bilag II.

3. For hver produktionsvirksomhed, der har fået tildelt en produktionskvote for produktionsåret 2003/04, fastsætter medlemsstaterne inden den 1. november 2003 nedsættelsen for den enkelte virksomhed samt ændringen af den pågældende virksomheds A- og B-kvote som følge af denne nedsættelse.

Artikel 2

1. Ved anvendelse af artikel 39, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1260/2001 nedsættes EF-raffinaderiernes forventede maksimale forsyningsbehov med 2691,5 tons, udtrykt i hvidt sukker, for produktionsåret 2003/04.

2. Den i stk. 1 omhandlede nedsættelse fordeles mellem de pågældende medlemsstater som fastsat i bilag III.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. september 2003.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 178 af 30.6.2001, s. 1.

(2) EFT L 104 af 20.4.2002, s. 26.

BILAG I

FORDELING PÅ PRODUKTER OG OMRÅDER AF NEDSÆTTELSEN AF GARANTIMÆNGDEN

1. A-basismængder

>TABELPOSITION>

2. B-basismængder

>TABELPOSITION>

BILAG II

BASISMÆNGDER, DER BENYTTES VED TILDELINGEN AF A- OG B-PRODUKTIONSKVOTER EFTER NEDSÆTTELSEN AF GARANTIMÆNGDEN

1. A-basismængder

>TABELPOSITION>

2. B-basismængder

>TABELPOSITION>

BILAG III

FORDELING EFTER MEDLEMSSTAT AF NEDSÆTTELSEN AF DET FORVENTEDE MAKSIMALE FORSYNINGSBEHOV, UDTRYKT I TONS HVIDT SUKKER, FOR RAFFINERINGSINDUSTRIEN

>TABELPOSITION>