32003R1292

Kommissionens forordning (EF) nr. 1292/2003 af 18. juli 2003 om indledning af en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør af Rådets forordning (EF) nr. 2604/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Thailand, og om ophævelse af tolden for så vidt angår importen fra en eksporterende producent i dette land og om at gøre denne import til genstand for registrering

EU-Tidende nr. L 181 af 19/07/2003 s. 0020 - 0022


Kommissionens forordning (EF) nr. 1292/2003

af 18. juli 2003

om indledning af en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør af Rådets forordning (EF) nr. 2604/2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Thailand, og om ophævelse af tolden for så vidt angår importen fra en eksporterende producent i dette land og om at gøre denne import til genstand for registrering

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), i det følgende benævnt "grundforordningen", senest ændret ved forordning (EF) nr. 1972/2002(2), særlig artikel 11, stk. 4,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. ANMODNING OM FORNYET UNDERSØGELSE

(1) Kommissionen har modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen. Ansøgningen blev indgivet af den eksporterende producent Indo Pet, i det følgende benævnt "ansøgeren", i Thailand, i det følgende benævnt "det pågældende land".

B. VAREN

(2) Den af undersøgelsen omfattede vare er polyethylenterephthalat (PET) med viskositetindeks på 78 ml/g og derover ifølge DIN (Deutsche Industrienorm) 53728 med oprindelse i Thailand, i det følgende benævnt "den pågældende vare", som i øjeblikket tariferes under KN-kode 3907 60 20. Denne KN-kode anføres blot til orientering.

C. GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(3) Den gældende foranstaltning er en endelig antidumpingtold indført ved Rådets forordning (EF) nr. 2604/2000(3), i henhold til hvilken import til EF af den pågældende vare pålægges en endelig antidumpingtold på 83,2 EUR pr. ton.

D. BEGRUNDELSE FOR DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE

(4) Ansøgeren hævder, at han ikke eksporterede den pågældende vare til EF i den undersøgelsesperiode, der lå til grund for antidumpingforanstaltningerne, dvs. i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 30. september 1999, i det følgende benævnt "den oprindelige undersøgelsesperiode", og at han ikke har forbindelse til nogen af de eksporterende producenter af varen, som er omfattet af ovenstående antidumpingforanstaltning.

(5) Ansøgeren hævder endvidere, at han først begyndte at eksportere den pågældende vare til EF efter den oprindelige undersøgelsesperiode.

E. PROCEDURE

(6) Producenter i Fællesskabet, som vides at være berørt af sagen, blev underrettet om ovennævnte anmodning og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der er ikke modtaget nogen bemærkninger.

(7) Efter at have undersøgt de foreliggende oplysninger konkluderer Kommissionen, at der er tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse vedrørende en ny eksportør i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen med henblik på at fastsætte ansøgerens individuelle dumpingmargen og, hvis der konstateres dumping, den told, som skal gælde for importen af den pågældende vare fra denne virksomhed til EF.

a) Spørgeskemaer

(8) For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige for sin undersøgelse, vil den sende et spørgeskema til ansøgeren.

b) Indhentning af oplysninger samt høringer

(9) Alle interesserede parter opfordres herved til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at fremlægge dokumentation herfor.

(10) Kommissionen kan desuden høre interesserede parter mundtligt, hvis de fremsætter skriftlig anmodning herom og påviser, at der er særlige årsager til, at de bør høres.

F. OPHÆVELSE AF GÆLDENDE TOLD OG REGISTRERING AF IMPORTEN

(11) I henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen skal den gældende antidumpingtold ophæves for så vidt angår importen af den pågældende vare, som fremstilles og sælges af ansøgeren med henblik på eksport til EF. Samtidig skal denne import gøres til genstand for registrering i overensstemmelse med artikel 14, stk. 5, i grundforordningen, så der kan opkræves antidumpingtold med tilbagevirkende kraft fra datoen for indledningen af denne fornyede undersøgelse, hvis den fører til den konklusion, at ansøgeren sælger varer til dumpingpriser. Størrelsen af ansøgerens eventuelle fremtidige afgiftstilsvar kan ikke vurderes på dette stade i proceduren.

G. FRISTER

(12) Af hensyn til en forsvarlig forvaltning bør der fastsættes en frist for, hvornår:

- interesserede parter kan give sig til kende for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indgive svar på spørgeskemaet, jf. betragtning 8 i denne forordning, eller andre oplysninger, der skal tages hensyn til i undersøgelsen

- interesserede parter kan fremsætte skriftlig anmodning om at blive hørt mundtligt af Kommissionen.

H. MANGLENDE SAMARBEJDSVILJE

(13) I tilfælde, hvor en af de interesserede parter nægter at give adgang til de nødvendige oplysninger eller på anden måde undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. artikel 18 i grundforordningen.

(14) Hvis det konstateres, at en interesseret part har afgivet forkerte eller misvisende oplysninger, vil der blive set bort fra disse oplysninger, og de foreliggende faktiske oplysninger kan benyttes -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Der indledes hermed en fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 2604/2000 i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 384/96 med henblik på at fastsætte, om og i hvilket omfang importen af polyethylenterephthalat (PET) med viskositetindeks på 78 ml/g og derover ifølge DIN (Deutsche Industrienorm) 53728 henhørende under KN-kode 3907 60 20 med oprindelse i Thailand, som fremstilles og sælges til eksport til EF af Indo Pet Ltd (Thailand), skal være omfattet af den antidumpingtold, der er indført ved forordning (EF) nr. 2604/2000.

Artikel 2

Den antidumpingtold, der blev indført ved forordning (EF) nr. 2604/2000, ophæves for så vidt angår importen af den i denne forordnings artikel 1 omhandlede vare (Taric-tillægskode: A468).

Artikel 3

Toldmyndighederne pålægges at træffe passende foranstaltninger til at registrere den i denne forordnings artikel 1 omhandlede import, jf. artikel 14, stk. 5, i forordning (EF) nr. 384/96. Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 4

1. Medmindre andet er angivet, skal alle interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indgive svar på det spørgeskema, der er omtalt i betragtning 8 i denne forordning, eller alle andre oplysninger senest 40 dage fra datoen for denne forordnings ikrafttræden, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Der gøres opmærksom på, at de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne giver sig til kende inden for ovennævnte periode.

Interesserede parter kan også skriftligt anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 40 dage.

2. Alle redegørelser og anmodninger fra interesserede parter fremsættes skriftligt (ikke i elektronisk format, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældende parts navn, adresse, e-post, telefon-, fax- og/eller telexnummer. Alle skriftlige redegørelser, besvarelser af spørgeskemaet og korrespondance, som de interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, skal forsynes med påtegningen "Fortroligt"(4) og skal i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i grundforordningen ledsages af et ikke-fortroligt sammendrag, som skal forsynes med påtegningen "Kan konsulteres af interesserede parter".

Oplysninger om sagen og anmodninger om at blive hørt indsendes til følgende adresse:

Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Handel

Direktorat B

Kontor: J-79 - 5/16

B - 1049 Bruxelles Fax: (32-2) 295 65 05 Telex 21877 COMEU B.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juli 2003.

På Kommissionens vegne

Pascal Lamy

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(2) EFT L 305 af 7.11.2002, s. 1.

(3) EFT L 301 af 30.11.2000, s. 21.

(4) Dette betyder, at dokumentet kun er til internt brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 384/96 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).