32003R0304

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 304/2003 af 28. januar 2003 om eksport og import af farlige kemikalier (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 063 af 06/03/2003 s. 0001 - 0026


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 304/2003

af 28. januar 2003

om eksport og import af farlige kemikalier

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2455/92 af 23. juli 1992 om udførsel og indførsel af visse farlige kemikalier(4) fastlægger bl.a. en fælles anmeldelses- og informationsordning for eksport til tredjelande af kemikalier, som på grund af deres sundheds- og miljøvirkninger er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet. Forordningen indfører endvidere obligatorisk anvendelse af den internationale procedure for forudgående informeret samtykke (PIC - "prior informed consent") i henhold til de ikke bindende bestemmelser i De Forenede Nationers Miljøprograms (UNEP) Londonretningslinjer for udveksling af oplysninger om kemikalier i international handel (Londonretningslinjerne), som ændret i 1989, og i henhold til Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationens (FAO) internationale adfærdskodeks for distribution og anvendelse af pesticider, som ændret i 1990.

(2) Den 11. september 1998 undertegnede Fællesskabet Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (PIC-konventionen). Samtidig vedtoges en resolution om overgangsforanstaltninger som fastsat i slutakten fra den diplomatiske konference, med fastlæggelse af en midlertidig PIC-procedure baseret på konventionens tekst.

(3) Fællesskabet bør tage skridt til at gennemføre konventionens bestemmelser, herunder - indtil konventionens ikrafttræden - den midlertidige PIC-procedure, uden at det på nogen måde sænker det beskyttelsesniveau for miljøet og befolkningen i importlandene, som forordning (EØF) nr. 2455/92 indebærer.

(4) I tråd hermed er det også nødvendigt og hensigtsmæssigt at gå videre end konventionens bestemmelser på visse punkter. Konventionens artikel 15, stk. 4, giver parterne mulighed for at træffe strengere foranstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet end fastsat i konventionen, forudsat at sådanne foranstaltninger er forenelige med konventionens bestemmelser og i overensstemmelse med international ret.

(5) For så vidt angår Fællesskabets deltagelse i konventionen er det vigtigt, at kun ét kontaktorgan varetager Fællesskabets forbindelser med sekretariatet og andre parter i konventionen såvel som med tredjelande, der ikke er parter. Dette kontaktorgan bør være Kommissionen.

(6) Eksport af farlige kemikalier, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet, bør fortsat være omfattet af en fælles eksportanmeldelsesprocedure. Farlige kemikalier, i ublandet form eller i et præparat, der er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet til brug som plantebeskyttelsesmidler, som andre former for pesticider eller som industrikemikalier til erhvervsmæssig eller privat anvendelse, bør følgelig være omfattet af samme eksportanmeldelsesregler som dem, der gælder for kemikalier, der er forbudt eller underkastet strenge restriktioner inden for denne eller begge af konventionens anvendelseskategorier, dvs. som pesticider eller industrikemikalier. Endvidere bør de samme regler også gælde for kemikalier, der er omfattet af den internationale PIC-procedure. Eksportanmeldelsesproceduren bør anvendes ved eksport fra Fællesskabet til alle tredjelande, uanset om de er parter i konventionen, og uden hensyn til, om de anvender dens procedurer. Medlemsstaterne bør have adgang til at opkræve administrative gebyrer med henblik på dækning af deres omkostninger til gennemførelse af proceduren.

(7) Eksportører og importører bør forpligtes til at give oplysning om de mængder af kemikalier i international handel, som er omfattet af denne forordning, således at virkningen og effektiviteten af forordningens foranstaltninger kan overvåges og vurderes.

(8) Kommissionen bør forelægge konventionens sekretariat Fællesskabets eller medlemsstatens reguleringsindgreb, hvorved kemikalier forbydes eller underkastes strenge restriktioner, med henblik på kemikaliernes inddragelse i den internationale PIC-procedure, i de tilfælde, hvor konventionens kriterier i denne henseende er opfyldt. Yderligere oplysninger bør om nødvendigt søges tilvejebragt til støtte for sådanne anmeldelser.

(9) I de tilfælde, hvor Fællesskabets eller medlemsstatens reguleringsindgreb ikke skal anmeldes, fordi de ikke opfylder kriterierne, bør der af hensyn til informationsudvekslingen alligevel gives oplysning om foranstaltningerne til konventionens sekretariat og konventionens øvrige parter.

(10) Det er også nødvendigt at sikre, at Fællesskabet træffer beslutninger med hensyn til import i Fællesskabet af kemikalier, som er omfattet af den internationale PIC-procedure. Disse beslutninger bør hvile på den gældende fællesskabslovgivning og tage hensyn til forbud eller strenge restriktioner i medlemsstaterne. Der bør efter behov udarbejdes ændringer af fællesskabslovgivningen.

(11) Der er behov for foranstaltninger til at sikre, at medlemsstaterne og eksportørerne har kendskab til importlandenes beslutninger vedrørende kemikalier, der er omfattet af den internationale PIC-procedure, og at eksportørerne overholder disse beslutninger. For endvidere at undgå uønsket eksport, f.eks. på grund af manglende importbeslutninger eller manglende svar på eksportanmeldelser fra importlandenes side, bør kemikalier, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet, og som opfylder konventionens kriterier, eller som er omfattet af den internationale PIC-procedure, ikke eksporteres uden det pågældende importlands udtrykkelige samtykke, uanset om landet er part i konventionen.

(12) Det er også væsentligt, at alle eksporterede kemikalier har en passende holdbarhedsperiode, så de kan anvendes effektivt og sikkert. Navnlig for pesticider, og især pesticider, der eksporteres til udviklingslande, er det afgørende, at der oplyses om hensigtsmæssige lagerbetingelser, og at der anvendes passende emballager og beholderstørrelser, så der ikke opstår lagre af forældede produkter.

(13) Artikler, som indeholder kemikalier, er ikke omfattet af konventionen. Det forekommer dog hensigtsmæssigt også at lade eksportanmeldelsesreglerne gælde for artikler indeholdende kemikalier, som vil kunne frigives ved anvendelse eller bortskaffelse, og som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet inden for en eller flere af de i konventionen fastlagte anvendelseskategorier, eller som er omfattet af den internationale PIC-procedure. Derudover bør visse kemikalier og artikler indeholdende specifikke kemikalier, som ikke er omfattet af konventionen, men som giver anledning til særlige betænkeligheder, slet ikke eksporteres. Rådet bør med kvalificeret flertal træffe afgørelse om, hvilke kemikalier en sådan streng kontrol skal gælde for.

(14) I overensstemmelse med konventionen bør de parter i konventionen, som anmoder herom, oplyses om transitforsendelser af kemikalier, der er omfattet af den internationale PIC-procedure.

(15) Fællesskabets bestemmelser om emballage, mærkning og andre sikkerhedsmæssige oplysninger bør finde anvendelse på alle farlige stoffer, når de er bestemt til eksport til parter og andre lande, medmindre disse bestemmelser er i strid med særlige krav i disse lande, under hensyntagen til de gældende internationale standarder.

(16) For at sikre effektiv kontrol og håndhævelse af bestemmelserne bør medlemsstaterne udpege myndigheder såsom toldmyndighederne til at være ansvarlige for kontrollen af import og eksport af de kemikalier, som er omfattet af denne forordning. Kommissionen og medlemsstaterne spiller en central rolle og bør optræde målrettet og koordineret. Medlemsstaterne bør indføre passende sanktioner for overtrædelser.

(17) Informationsudveksling, ansvarsdeling og samarbejde mellem Fællesskabet og dets medlemsstater og tredjelande bør fremmes for at sikre forsvarlig kemikaliehåndtering, uanset om de pågældende tredjelande er parter i konventionen. Navnlig bør udviklingslandene og lande med overgangsøkonomi ydes teknisk bistand, enten direkte af Kommissionen og medlemsstaterne eller indirekte via støtte til projekter, der gennemføres af ikke-statslige organisationer (ngo'er), navnlig støtte med henblik på at sætte dem i stand til at gennemføre konventionen.

(18) For at sikre, at procedurerne er effektive, bør anvendelsen af procedurerne overvåges regelmæssigt. Til dette formål bør medlemsstaterne regelmæssigt aflægge rapport til Kommissionen, som efterfølgende rapporterer regelmæssigt til Europa-Parlamentet og Rådet.

(19) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning er generelle foranstaltninger som bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(5).

(20) På denne baggrund bør forordning (EØF) nr. 2455/92 ophæves og erstattes -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne forordning er:

a) at gennemføre Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke (PIC) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel

b) at styrke ansvarsdelingen og samarbejdet mellem parterne i den internationale forsendelse af farlige kemikalier for at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod potentiel skade, og

c) at bidrage til forsvarlig miljømæssig anvendelse af disse stoffer.

Formålet nås ved at fremme informationsudveksling om sådanne stoffers egenskaber, ved at indføre en beslutningsproces i Fællesskabet om import og eksport af stofferne og ved at videreformidle beslutninger til parterne i konventionen og til eventuelle andre lande.

2. Formålet med denne forordning er endvidere at sikre, at bestemmelserne i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer(6) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater(7) vedrørende klassificering, emballering og etikettering af stoffer, der er farlige for mennesker eller miljø, når de markedsføres i Fællesskabet, også gælder for alle disse stoffer, når de eksporteres fra medlemsstaterne til andre parter eller andre lande, medmindre disse bestemmelser er i strid med særlige krav i disse parter eller andre lande.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse på:

a) visse farlige kemikalier, som er omfattet af Rotterdam-konventionens procedure for forudgående informeret samtykke

b) visse farlige kemikalier, der er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet eller en medlemsstat, og

c) klassificering, emballering og mærkning af alle kemikalier, der eksporteres.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a) narkotiske midler og psykotrope stoffer omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 3677/90 af 13. december 1990 om foranstaltninger til modvirkning af ulovlig anvendelse af visse stoffer til fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer(8)

b) radioaktive materialer og stoffer omfattet af Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling(9)

c) affald omfattet af Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald(10) og 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald(11)

d) kemiske våben omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1334/2000 af 22. juni 2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse(12)

e) fødevarer og tilsætningsstoffer omfattet af Rådets direktiv 89/397/EØF af 14. juni 1989 om offentlig kontrol med levnedsmidler(13)

f) foderstoffer omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed(14) herunder tilsætningsstoffer, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til at skulle fortæres af dyr

g) genmodificerede organismer omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF(15)

h) medicinske specialiteter og veterinærlægemidler omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler(16) og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler(17), undtagen i det af artikel 3, nr. 4, litra b), dækkede omfang

i) kemikalier i mængder, som ikke kan ventes at påvirke menneskers sundhed eller miljøet, og under ingen omstændigheder på over 10 kg og som importeres i forsknings- eller analyseøjemed.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1. "Kemikalie": et industrielt fremstillet eller naturligt stof, jf. definitionen i direktiv 67/548/EØF, ublandet eller i et præparat, eller et præparat; levende organismer er ikke omfattet. Kemikalier opdeles i to kategorier: pesticider, herunder meget farlige pesticidformuleringer, og industrikemikalier.

2. "Præparat": en blanding eller en opløsning bestående af to eller flere stoffer forudsat at præparatet, jf. definitionen i direktiv 1999/45/EF, er mærkningspligtigt i henhold til fællesskabslovgivningen som følge af tilstedeværelsen af et eller flere af disse stoffer.

3. "Artikel": en færdigvare indeholdende eller omfattende et kemikalie, hvis anvendelse i henhold til fællesskabslovgivningen er forbudt eller underkastet strenge restriktioner med hensyn til det særlige produkt.

4. "Pesticider": kemikalier omfattet af en af følgende to underkategorier:

a) pesticider anvendt som plantebeskyttelsesmidler omfattet af Rådets direktiv 91/414/EF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(18)

b) andre pesticider, såsom biocidholdige produkter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter(19), og såsom desinficerende midler, insekticider og parasiticider i henhold til direktiv 2001/82/EF og 2001/83/EF.

5. "Industrikemikalier": kemikalier omfattet af en af følgende to underkategorier:

a) kemikalier til erhvervsmæssig anvendelse

b) kemikalier til privat anvendelse.

6. "Eksportanmeldelsespligtigt kemikalie": et kemikalie, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet i en eller flere kategorier eller underkategorier, og et kemikalie, der er omfattet af PIC-proceduren og opført i del 1 i bilag I.

7. "Kemikalie, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse": et kemikalie, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet eller i en medlemsstat i en eller flere kategorier. Kemikalier, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i Fællesskabet i en eller flere kategorier er opført i del 2 i bilag I.

8. "Kemikalie, der er omfattet af PIC-proceduren": et kemikalie, der er opført i konventionens bilag III, eller, inden konventionens ikrafttræden, under den midlertidige PIC-procedure. Disse kemikalier er opført i del 3 i bilag I til nærværende forordning.

9. "Forbudt kemikalie":

a) et kemikalie, som af sundheds- eller miljømæssige årsager er blevet forbudt af Fællesskabet ved et definitivt reguleringsindgreb, eller

b) et kemikalie, som er nægtet godkendelse til førstegangsanvendelse, eller som er trukket tilbage af industrien, enten fra fællesskabsmarkedet eller fra videre behandling i en anmeldelses-, registrerings- eller godkendelsesproces, og hvor der er belæg for, at kemikaliet er problematisk af sundheds- eller miljømæssige årsager.

10. "Kemikalie, som er underkastet strenge restriktioner":

a) et kemikalie, som af sundheds- eller miljømæssige årsager er blevet forbudt ved et definitivt reguleringsindgreb til praktisk talt alle anvendelsesformål, men som fortsat er tilladt til visse særlige formål, eller

b) et kemikalie, der er nægtet godkendelse eller trukket tilbage af industrien enten fra fællesskabsmarkedet eller fra videre behandling i en anmeldelses-, registrerings- eller godkendelsesproces, og hvor der er belæg for, at kemikaliet er problematisk af sundheds- eller miljømæssige årsager.

11. "Kemikalie, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i en medlemsstat": et kemikalie, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner som følge af en medlemsstats nationale reguleringsindgreb.

12. "Definitivt reguleringsindgreb": lovgivning som har til formål at forbyde et kemikalie eller pålægge det strenge restriktioner.

13. "Konventionen": Rotterdam-konventionen af 10. september 1998 om proceduren med forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel.

14. "PIC-proceduren": den procedure med forudgående informeret samtykke, som er fastlagt i konventionen.

15. "Meget farlig pesticidformulering": et kemikalie, der er fremstillet med henblik på anvendelse som pesticid, og som under brug medfører alvorlige sundheds- eller miljøvirkninger, der kan iagttages kort tid efter en eller flere eksponeringer.

16. "Eksport":

a) endelig eller midlertidig eksport af et kemikalie, som opfylder betingelserne i traktatens artikel 23, stk. 2

b) reeksport af et kemikalie, som ikke opfylder betingelserne i litra a), og som er undergivet en anden toldprocedure end forsendelsesproceduren.

17. "Import": fysisk indførsel på Fællesskabets toldområde af et kemikalie, som er undergivet en anden toldprocedure end forsendelsesproceduren.

18. "Eksportør": en fysisk eller juridisk person, på hvis vegne der udfærdiges en eksportanmeldelse, dvs. den person, som på tidspunktet for godkendelsen af anmeldelsen er indehaver af kontrakten med modtageren i en part eller et andet land, og som har beføjelse til at træffe afgørelse om forsendelse af kemikaliet ud af Fællesskabets toldområde. Er der ikke indgået en eksportkontrakt, eller handler kontraktindehaveren ikke på egne vegne, defineres eksportøren som den, der har beføjelse til at træffe afgørelse om forsendelse af kemikaliet ud af Fællesskabets toldområde.

19. "Importør": en fysisk eller juridisk person, som på det tidspunkt, hvor importen i Fællesskabets toldområde finder sted, er modtager af kemikaliet.

20. "Part i konventionen": en stat eller en regional organisation for økonomisk integration, som har givet sit samtykke til at være bundet af konventionen, og for hvilken konventionen er trådt i kraft.

21. "Part":

a) en part i konventionen

b) et land, som ikke har ratificeret konventionen, men som deltager i PIC-proceduren i en periode, der fastsættes af partskonferencen

c) inden konventionens ikrafttræden: et land, der deltager i den midlertidige PIC-procedure, indført ved resolutionen om overgangsforanstaltninger, vedtaget i Rotterdam den 11. september 1998.

22. "Andet land": ethvert land, der ikke er part, jf. definitionen i nr. 21.

23. "Partskonference": det organ, der er oprettet ved konventionens artikel 18 med henblik på at udføre visse funktioner i forbindelse med konventionens gennemførelse.

24. "Kemikalieundersøgelseskomitéen": det hjælpeorgan, der oprettes af partskonferencen i overensstemmelse med konventionens artikel 18, stk. 6, eller, inden konventionens ikrafttræden, den midlertidige kemikalieundersøgelseskomité oprettet ved resolutionen om overgangsforanstaltninger.

25. "Sekretariatet": konventionens sekretariat eller, inden konventionens ikrafttræden, det midlertidige sekretariat, der er oprettet ved resolutionen om overgangsforanstaltninger.

26. "Beslutningsvejledning": det tekniske dokument vedrørende kemikalier omfattet af PIC-proceduren, som udarbejdes af Kemikalieundersøgelseskomitéen.

Artikel 4

Udpegede nationale myndigheder

Hver medlemsstat udpeger den eller de myndigheder, i det følgende benævnt "udpeget national myndighed" eller "udpegede nationale myndigheder", som skal udføre de administrative opgaver, denne forordning indebærer.

Medlemsstaten underretter Kommissionen om udpegelsen senest tre måneder efter forordningens ikrafttræden.

Artikel 5

Fællesskabets deltagelse i konventionen

Fællesskabets deltagelse i konventionen er Kommissionens og medlemsstaternes fælles ansvar, navnlig for så vidt angår teknisk bistand, informationsudveksling og spørgsmål vedrørende bilæggelse af tvister, deltagelse i hjælpeorganer og afstemninger.

For så vidt angår Fællesskabets deltagelse i konventionen handler Kommissionen i forbindelse med konventionens administrative funktioner med hensyn til PIC-proceduren og eksportanmeldelsen som en fælles udpeget myndighed på vegne af alle de udpegede nationale myndigheder i nært samarbejde og samråd med medlemsstaternes udpegede nationale myndigheder.

Kommissionen er i særdeleshed ansvarlig for videresendelse af EF-eksportanmeldelser til parter og andre lande, jf. artikel 7, indgivelse til sekretariatet af anmeldelser af de pågældende definitive reguleringsindgreb, jf. artikel 10, forelæggelse af oplysninger om andre definitive reguleringsindgreb, som ikke opfylder betingelserne for en PIC-anmeldelse, jf. artikel 11, samt mere generelt for modtagelse af oplysninger fra sekretariatet. Kommissionen skal også, jf. artikel 12, meddele sekretariatet EF-importsvar vedrørende kemikalier, der er omfattet af PIC-proceduren.

Kommissionen samordner desuden Fællesskabets bidrag til alle tekniske spørgsmål i tilknytning til konventionen, til forberedelsen af partskonferencen og til arbejdet i Kemikalieundersøgelseskomitéen og andre hjælpeorganer. Der oprettes, hvor passende, et netværk af referentmedlemsstater, som skal stå for forberedelsen af tekniske dokumenter, bl.a. beslutningsvejledninger.

Kommissionen og medlemsstaterne tager de nødvendige initiativer til at sikre, at Fællesskabet repræsenteres på passende vis i de forskellige organer, der gennemfører konventionen.

Artikel 6

Kemikalier, der er underkastet eksportanmeldelsespligt, opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse og er omfattet af PIC-proceduren

1. Kemikalier omfattet af denne forordnings bestemmelser om eksportanmeldelse, PIC-anmeldelse og PIC-proceduren opføres i bilag I.

2. Kemikalier omfattet af bilag I henføres under en eller flere af de tre grupper af kemikalier angivet i bilaget som del 1, del 2 og del 3.

Kemikalier opført i del 1 er underkastet eksportanmeldelsespligt som fastsat i artikel 7, med angivelse af detaljerede oplysninger om stoffets identitet, den anvendelseskategori og/eller -underkategori, der er underkastet restriktioner, restriktionstype og i givet fald yderligere oplysninger, navnlig om undtagelser fra eksportanmeldelsespligten.

Kemikalier opført i del 2 skal ud over at være omfattet af eksportanmeldelsesproceduren i artikel 7 opfylde betingelserne for PIC-anmeldelsesproceduren i artikel 10, med angivelse af detaljerede oplysninger om stoffets identitet og anvendelseskategori.

Kemikalier opført i del 3 omfattes af PIC-proceduren, med angivelse af anvendelseskategori og i givet fald yderligere oplysninger, navnlig om eventuel eksportanmeldelsespligt.

3. Disse lister offentliggøres elektronisk.

Artikel 7

Eksportanmeldelser videresendt til parter og andre lande

1. Når en eksportør skal eksportere et kemikalie, der er opført i del 1 i bilag I, fra Fællesskabet til en part eller et andet land første gang efter den dato, hvor kemikaliet falder ind under bestemmelserne i denne forordning, anmelder eksportøren eksporten til den udpegede nationale myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret, senest 30 dage før eksporten af kemikaliet skal finde sted. Derefter anmelder eksportøren den første eksport af kemikaliet hvert kalenderår til den udpegede nationale myndighed, senest 15 dage før eksporten af kemikaliet finder sted. Anmeldelsen skal opfylde kravene i bilag III.

Den udpegede nationale myndighed kontrollerer, at oplysningerne er i overensstemmelse med bilag III, og videresender straks den anmeldelse, den har modtaget af eksportøren, til Kommissionen.

Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den importerende parts eller det importerende andet lands kompetente myndigheder modtager en anmeldelse senest 15 dage før den første påtænkte eksport af kemikaliet og derefter inden den første eksport af kemikaliet i hvert efterfølgende kalenderår. Dette gælder uanset kemikaliets forventede anvendelse i den importerende part eller det importerende andet land.

Hver eksportanmeldelse registreres i en database i Kommissionen, og en ajourført liste over de pågældende kemikalier og de importerende parter og andre lande for hvert kalenderår vil blive stillet til rådighed for offentligheden og rundsendt til medlemsstaternes udpegede nationale myndigheder efter behov.

2. Hvis Kommissionen ikke senest 30 dage efter afsendelsen af den første eksportanmeldelse, efter at kemikaliet er optaget i del 1 i bilag I, modtager en bekræftelse af modtagelsen heraf fra den importerende part eller det importerende andet land, fremsender den anmeldelsen for anden gang. Kommissionen gør sit bedste for at sikre, at den importerende parts eller det importerende andet lands kompetente myndighed modtager denne anden anmeldelse.

3. Der skal foretages en fornyet eksportanmeldelse, jf. stk. 1, hvis Fællesskabets forskrifter om markedsføring, anvendelse eller mærkning af de pågældende stoffer er blevet ændret, eller hvis sammensætningen af det pågældende præparat er ændret på en sådan måde, at mærkningen af præparatet er ændret. Den nye anmeldelse skal opfylde kravene i bilag III, og det skal anføres heri, at der er tale om en ændring af en tidligere anmeldelse.

4. Når eksport af et kemikalie sker i forbindelse med en nødsituation, hvor en forsinkelse vil kunne betyde fare for menneskers sundhed eller miljøet i den importerende part eller i det importerende andet land, kan den udpegede myndighed i den eksporterende medlemsstat, i samråd med Kommissionen, beslutte at fravige ovennævnte bestemmelser helt eller delvis.

5. De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede forpligtelser ophører, når:

a) kemikaliet underkastes PIC-proceduren

b) importlandet, der er part i konventionen, har tilsendt sekretariatet et svar i henhold til konventionens artikel 10, stk. 2, om tilladelse til eller forbud mod import af kemikaliet, og

c) Kommissionen har modtaget disse oplysninger fra sekretariatet og videresendt dem til medlemsstaterne.

Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, når importlandet, der er part i konventionen, udtrykkeligt kræver fortsat eksportanmeldelse fra eksportparternes side, f.eks. gennem sin importbeslutning eller på anden måde.

De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede forpligtelser ophører endvidere, når:

i) den importerende parts eller det importerende andet lands kompetente myndighed har fraveget kravet om anmeldelse inden eksport af kemikaliet, og

ii) Kommissionen har modtaget oplysningerne herom fra sekretariatet eller fra den importerende parts eller det importerende andet lands kompetente myndighed og videresendt dem til medlemsstaterne og offentliggjort dem på internettet.

6. Kommissionen, medlemsstaternes udpegede nationale myndigheder og eksportørerne giver på anmodning de importerende parter og andre lande alle tilgængelige yderligere oplysninger om de eksporterede kemikalier.

7. Medlemsstaterne kan indføre ordninger, som forpligter eksportøren til at betale et administrativt gebyr for hver eksportanmeldelse, svarende til omkostningerne ved de procedurer, bestemmelserne i denne artikel kræver.

Artikel 8

Eksportanmeldelser, der modtages fra parter og andre lande

1. Eksportanmeldelser, som Kommissionen modtager fra en parts eller et andet lands udpegede nationale myndighed vedrørende eksport til Fællesskabet af et kemikalie, hvis fremstilling, anvendelse, håndtering, forbrug, transport og/eller salg ifølge den pågældende parts eller et andet lands lovgivning er forbudt eller underkastet strenge restriktioner, offentliggøres elektronisk via Kommissionens database.

Kommissionen bekræfter modtagelsen af den første eksportanmeldelse af hvert kemikalie fra hver part eller andet land.

Den udpegede nationale myndighed i den medlemsstat, der modtager den pågældende import, modtager på anmodning en kopi af sådanne anmeldelser samt alle tilgængelige oplysninger. Andre medlemsstater har ret til efter anmodning at få en kopi.

2. Hvis medlemsstaternes udpegede nationale myndigheder modtager eksportanmeldelser enten direkte eller indirekte fra parternes udpegede nationale myndigheder eller de relevante myndigheder i andre lande, videresender førstnævnte myndigheder straks disse anmeldelser til Kommissionen sammen med alle tilgængelige oplysninger.

Artikel 9

Oplysninger om handel med kemikalier

1. Hver eksportør af et kemikalie, som er opført i bilag I, underretter i løbet af første kvartal hvert år den udpegede nationale myndighed i sin medlemsstat om, hvor stor en mængde af kemikaliet (i form af rent stof og indeholdt i præparater) vedkommende i løbet af det foregående år har eksporteret til de enkelte parter og andre lande. Disse oplysninger ledsages af en liste over de pågældende importører med navn og adresse.

Hver importør i Fællesskabet forelægger tilsvarende oplysninger om de mængder, de har importeret i Fællesskabet.

2. På anmodning af Kommissionen eller den udpegede nationale myndighed forelægger eksportører og importører alle yderligere oplysninger om kemikalier, som kræves til gennemførelse af denne forordning.

3. Hver medlemsstat forelægger hvert år Kommissionen oplysninger i sammenfattet form i overensstemmelse med bilag IV. Kommissionen sammenfatter disse oplysninger på fællesskabsplan og stiller ikke-fortrolige oplysninger til rådighed for offentligheden på sin database via Internettet.

Artikel 10

Deltagelse i anmeldelsen af kemikalier, der er forbudt eller underkastet strenge restriktioner i henhold til konventionen

1. Kommissionen meddeler skriftligt sekretariatet, hvilke kemikalier der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse, medmindre den allerede har gjort dette inden denne forordnings ikrafttræden.

2. Efterhånden som andre kemikalier opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse og de opføres i del 2 i bilag I, underretter Kommissionen sekretariatet herom. Anmeldelsen indgives hurtigst muligt efter Fællesskabets vedtagelse af det pågældende definitive reguleringsindgreb om, at et kemikalie forbydes eller underkastes strenge restriktioner, og senest 90 dage efter at det definitive reguleringsindgreb skal anvendes.

Anmeldelsen skal omfatte alle de i bilag II krævede relevante oplysninger.

3. Ved prioriteringen af sådanne anmeldelser tager Kommissionen hensyn til, om kemikaliet allerede er opført i del 3 i bilag I, og i hvilket omfang oplysningskravene i bilag II kan opfyldes, samt graden af den risiko, kemikaliet indebærer, navnlig for udviklingslandene.

Hvis et kemikalie opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse, men der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde kravene i bilag II, skal eksportører og/eller importører på Kommissionens anmodning fremlægge alle de relevante oplysninger, de råder over, herunder oplysninger fra andre nationale eller internationale programmer vedrørende kemisk kontrol.

4. Ændres et definitivt reguleringsindgreb, som er anmeldt i henhold til stk. 1 eller 2, giver Kommissionen sekretariatet skriftlig underretning herom hurtigst muligt efter vedtagelsen og senest 60 dage efter datoen, hvorfra det nye reguleringsindgreb skal anvendes.

Den forelægger alle relevante oplysninger, som ikke var tilgængelige på tidspunktet for den første anmeldelse ifølge henholdsvis stk. 1 eller 2.

5. På anmodning af en part eller sekretariatet forelægger Kommissionen så vidt muligt yderligere oplysninger om kemikaliet og det definitive reguleringsindgreb. Medlemsstaterne bistår i fornødent omfang Kommissionen med at indsamle oplysningerne, hvis den anmoder herom.

6. Kommissionen tilsender straks medlemsstaterne de oplysninger, den modtager fra sekretariatet vedrørende kemikalier, der af andre parter anmeldes som værende forbudte eller underkastet strenge restriktioner.

Kommissionen vurderer i snævert samarbejde med medlemsstaterne behovet for at foreslå foranstaltninger på fællesskabsplan for at forhindre eventuelle uacceptable sundheds- og miljørisici i Fællesskabet.

7. I de tilfælde, hvor en medlemsstat foretager nationale reguleringsindgreb i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning med henblik på at forbyde et kemikalie eller underkaste det strenge restriktioner, informeres Kommissionen behørigt herom. Kommissionen stiller disse oplysninger til rådighed for medlemsstaterne. Inden fire uger kan medlemsstaterne fremsende kommentarer vedrørende en eventuel PIC-anmeldelse, herunder især relevante oplysninger om deres holdning vedrørende det pågældende kemikalie i henhold til national lovgivning til Kommissionen og den medlemsstat, der forelagde anmeldelse af et nationalt reguleringsindgreb. Efter vurdering af de fremsendte kommentarer oplyser den anmeldende medlemsstat Kommissionen om, hvorvidt sidstnævnte skal:

- forelægge anmeldelsen for sekretariatet i henhold til nærværende artikel, eller

- forelægge sekretariatet oplysningerne i henhold til artikel 11.

Artikel 11

Oplysninger, der skal forelægges sekretariatet om kemikalier, som er forbudt eller underkastet strenge restriktioner, men som ikke opfylder betingelserne for en PIC-anmeldelse

Når et kemikalie kun er opført i del 1 i bilag I, eller når Kommissionen har modtaget oplysninger fra en medlemsstat, jf. artikel 10, stk. 7, andet led, forelægger Kommissionen sekretariatet oplysningerne om de relevante reguleringsindgreb, der har ført til kemikaliets opførelse på listen, således at disse oplysninger efter behov kan videreformidles til andre parter i konventionen.

Artikel 12

Forpligtelser i forbindelse med import af kemikalier

1. Kommissionen tilsender straks medlemsstaterne de beslutningsvejledninger, den modtager fra sekretariatet. Kommissionen træffer en importbeslutning i form af et definitivt eller midlertidigt importsvar på Fællesskabets vegne angående import til Fællesskabet fremover af det pågældende kemikalie; Kommissionen træffer beslutningen i overensstemmelse med gældende fællesskabslovgivning og efter proceduren i artikel 24, stk. 2. Den meddeler dernæst hurtigst muligt og senest ni måneder efter datoen for sekretariatets afsendelse af beslutningsvejledningen sekretariatet sin beslutning.

Underkastes et kemikalie yderligere eller ændrede restriktioner i henhold til fællesskabslovgivningen, reviderer Kommissionen importbeslutningen efter samme procedure og meddeler den til sekretariatet.

2. Er et kemikalie forbudt eller underkastet strenge restriktioner i henhold til lovgivningen i en eller flere medlemsstater, tager Kommissionen efter skriftlig anmodning fra den (de) pågældende medlemsstat(er) hensyn hertil i sin importafgørelse.

3. En importbeslutning i medfør af stk. 1 vedrører den eller de kategorier, som er anført for kemikaliet i beslutningsvejledningen.

4. Når Kommissionen meddeler sekretariatet importbeslutningen, ledsages denne af en beskrivelse af de love og administrative foranstaltninger, der ligger til grund herfor.

5. Hver udpeget national myndighed i Fællesskabet sikrer, i overensstemmelse med sine love og administrative foranstaltninger, at importbeslutningerne i medfør af stk. 1 er tilgængelige for alle berørte personer inden for dens kompetence.

6. Når det er hensigtsmæssigt, vurderer Kommissionen i snævert samarbejde med medlemsstaterne behovet for at foreslå foranstaltninger på fællesskabsplan for at forhindre uacceptable sundheds- og miljørisici i Fællesskabet, under hensyn til oplysningerne i beslutningsvejledningerne.

Artikel 13

Forpligtelser i forbindelse med eksport af kemikalier, bortset fra eksportanmeldelseskrav

1. Kommissionen tilsender omgående medlemsstaterne og de europæiske industrisammenslutninger de oplysninger, som den modtager enten i form af cirkulærer eller på anden måde fra sekretariatet vedrørende kemikalier, der er omfattet af PIC-proceduren, og importparternes beslutninger om importbetingelserne for disse kemikalier. Den giver også omgående medlemsstaterne oplysning om tilfælde, hvor der ikke er fremsendt noget svar. Kommissionen opbevarer samtlige oplysninger om importbeslutninger i sin database, som bliver tilgængelig for offentligheden på internettet, og udleverer dem efter anmodning til enhver.

2. Kommissionen tildeler hvert kemikalie, der er opført i bilag I, et klassifikationsnummer i Det Europæiske Fællesskabs kombinerede nomenklatur. Disse klassifikationsnumre ændres om nødvendigt i lyset af de ændringer, Verdenstoldorganisationen måtte foretage i nomenklaturen under det harmoniserede system for de pågældende kemikalier.

3. Hver medlemsstat videresender de svar, som Kommissionen fremsender i medfør af stk. 1, til de berørte personer inden for sin jurisdiktion.

4. Eksportørerne efterkommer beslutningerne i hvert enkelt importsvar senest seks måneder efter, at sekretariatet i overensstemmelse med stk. 1 første gang har underrettet Fællesskabet om det pågældende svar.

5. Kommissionen og medlemsstaterne rådgiver og bistår på anmodning i fornødent omfang importparter med at indhente yderligere oplysninger som hjælp til at udforme et svar til sekretariatet om import af et givet kemikalie.

6. Kemikalier opført i del 2 eller del 3 i bilag I må ikke eksporteres:

a) medmindre eksportøren gennem sin udpegede nationale myndighed og den udpegede nationale myndighed i den importerende part eller en tilsvarende myndighed i det importerende andet land har anmodet om og modtaget udtrykkeligt samtykke til importen, eller

b) hvis det drejer sig om kemikalier opført i del 3 i bilag I, medmindre det i det seneste cirkulære udstedt af sekretariatet i henhold til stk. 1 er anført, at den importerende part har givet samtykke til importen.

7. Kemikalier må senest eksporteres seks måneder før sidste anvendelsesdato, hvis en sådan foreligger eller kan udledes af produktionsdatoen, medmindre dette på grund af kemikaliets iboende egenskaber ikke er praktisk muligt. Navnlig hvad pesticider angår, skal eksportørerne sikre, at pesticidbeholdernes størrelse og emballage optimeres med henblik på at minimere risikoen for forældede lagre.

8. I forbindelse med eksport af pesticider skal eksportørerne sikre sig, at mærkningen indeholder specifikke oplysninger om lagerbetingelser og lagerstabilitet under klimaforholdene i den importerende part eller det importerende andet land. Derudover sikrer de, at de eksporterede pesticider er i overensstemmelse med renhedsspecifikationerne i fællesskabslovgivningen.

Artikel 14

Kontrol med eksport af visse kemikalier og artikler indeholdende kemikalier

1. Artikler, der indeholder kemikalier, der er opført i del 2 eller del 3 i bilag I, i ureageret form, er omfattet af eksportanmeldelsesproceduren i artikel 7.

2. Kemikalier og artikler, hvis anvendelse er forbudt i Fællesskabet for at beskytte menneskers sundhed eller miljøet, og som er opført i bilag V, må ikke eksporteres.

Artikel 15

Oplysninger om transitforsendelser

1. Parter i konventionen, som kræver oplysninger om transitforsendelser af kemikalier, der er omfattet af PIC-proceduren, sammen med de oplysninger, de enkelte parter i konventionen har anmodet om via sekretariatet, opføres i bilag VI.

2. Når et kemikalie, der er opstillet i del 3 i bilag I, transporteres gennem et område tilhørende en part i konventionen, der er opført i bilag VI, giver eksportøren så vidt muligt den udpegede nationale myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret, de oplysninger, som parten i konventionen kræver i overensstemmelse med bilag VI, senest 30 dage inden den første transitforsendelse finder sted, og senest otte dage inden hver efterfølgende transitforsendelse finder sted.

3. Medlemsstatens udpegede nationale myndighed tilsender Kommissionen de oplysninger, den har modtaget fra eksportøren i medfør af stk. 2, sammen med eventuelle yderligere oplysninger.

4. Kommissionen sender de oplysninger, den har modtaget i medfør af stk. 3, til de udpegede nationale myndigheder i de parter i konventionen, som har krævet disse oplysninger, sammen med eventuelle yderligere oplysninger, senest 15 dage før den første transitforsendelse og forud for enhver efterfølgende transitforsendelse.

Artikel 16

Oplysninger, der skal ledsage eksporterede kemikalier

1. Kemikalier, der skal eksporteres, er omfattet af de foranstaltninger vedrørende emballage og mærkning, der er truffet i eller i henhold til direktiv 67/548/EØF, direktiv 1999/45/EF, direktiv 91/414/EØF og direktiv 98/8/EF eller andre relevante fællesskabsforskrifter. Denne forpligtelse tilsidesætter ikke eventuelle særlige krav i den importerende part eller det importerende andet land under hensyntagen til relevante internationale standarder.

2. Sidste anvendelsesdato og produktionsdatoen for kemikalier som omhandlet i stk. 1 eller opført i bilag I anføres i givet fald på mærkningen, og den sidste anvendelsesdato skal om nødvendigt anføres for forskellige klimazoner.

3. Et sikkerhedsdatablad i overensstemmelse med Kommissionens direktiv 91/155/EØF(20) skal ledsage kemikalierne omhandlet i stk. 1, når de eksporteres. Eksportøren skal sende et sådant sikkerhedsdatablad til hver importør.

4. Oplysningerne på mærkningen og i sikkerhedsdatabladet bør så vidt muligt anføres på bestemmelseslandets officielle sprog eller et eller flere af hovedsprogene i det område, hvor kemikaliet påtænkes anvendt.

Artikel 17

Forpligtelser for medlemsstaternes myndigheder til at kontrollere import og eksport

Hver medlemsstat udpeger myndigheder såsom toldmyndighederne til at have ansvaret for at kontrollere import og eksport af kemikalierne i bilag I.

Kommissionen og medlemsstaterne skal optræde målrettet og koordineret i deres kontrol af, at eksportørerne overholder bestemmelserne i denne forordning.

Hver medlemsstat anfører i sine regelmæssige rapporter om gennemførelsen af procedurerne, jf. artikel 21, stk. 1, oplysninger om myndighedernes virksomhed i denne henseende.

Artikel 18

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til sikring af korrekt gennemførelse af disse bestemmelser. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse foranstaltninger senest 12 måneder efter vedtagelsen af denne forordning og meddeler også eventuelle yderligere ændringer snarest muligt efter vedtagelsen heraf.

Artikel 19

Udveksling af oplysninger

1. Kommissionen og medlemsstaterne fremmer i fornødent omfang tilvejebringelse af videnskabelige, tekniske, økonomiske og juridiske oplysninger om kemikalier, der er omfattet af denne forordning, herunder toksikologiske, økotoksikologiske og sikkerhedsmæssige oplysninger.

Kommissionen skal, om nødvendigt med bistand fra medlemsstaterne, sikre:

a) tilvejebringelse af offentligt tilgængelige oplysninger om reguleringsindgreb af relevans for konventionens mål, og

b) tilvejebringelse af oplysninger til parter og andre lande, direkte eller gennem sekretariatet, af oplysninger om reguleringsindgreb, som væsentligt begrænser en eller flere anvendelser af et kemikalie.

2. Kommissionen og medlemsstaterne beskytter efter gensidig overenskomst alle fortrolige oplysninger, de modtager fra en anden part.

3. Med hensyn til videregivelse af oplysninger i henhold til denne forordning betragtes følgende oplysninger ikke som fortrolige, dog uden at Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger(21) tilsidesættes:

a) de i bilag II og III omhandlede oplysninger

b) oplysningerne i de i artikel 16, stk. 3, omhandlede sikkerhedsdatablade

c) kemikaliets holdbarhedsfrist

d) kemikaliets fremstillingsdato

e) oplysninger om forsigtighedsforanstaltninger, herunder fareklasse, risikoens art og relevant sikkerhedsrådgivning, og

f) resuméet af resultaterne af de toksikologiske og økotoksikologiske undersøgelser.

Kommissionen udarbejder regelmæssigt en oversigt over de videregivne oplysninger på grundlag af medlemsstaternes bidrag.

Artikel 20

Teknisk bistand

Kommissionen og medlemsstaternes udpegede nationale myndigheder samarbejder, under særlig hensyntagen til de behov, der gør sig gældende for udviklingslande og lande med overgangsøkonomi, om at fremme teknisk bistand, herunder uddannelse, til udvikling af den infrastruktur, kapacitet og ekspertise, der er nødvendig for forsvarlig håndtering af kemikalier igennem hele disses livscyklus.

Navnlig og med henblik på at sætte disse lande i stand til at gennemføre konventionen ydes teknisk bistand ved at stille teknisk information til rådighed om kemikalier, ved at fremme udveksling af eksperter, ved at yde støtte til oprettelse eller opretholdelse af udpegede nationale myndigheder, ved at yde teknisk ekspertbistand til identifikation af farlige pesticidformuleringer og ved at udarbejde anmeldelser til sekretariatet.

Kommissionen og medlemsstaterne bør deltage aktivt i det informationsnetværk for kapacitetsopbygning, som er skabt af Det Internationale Forum for Kemisk Sikkerhed, ved at levere information om de projekter, de støtter eller finansierer for at forbedre håndteringen af kemikalier i udviklingslandene og i landene med overgangsøkonomi.

Kommissionen og medlemsstaterne skal også overveje at yde støtte til ikke-statslige organisationer.

Artikel 21

Overvågning og rapportering

1. Medlemsstaterne tilsender regelmæssigt Kommissionen oplysninger om anvendelsen af de procedurer, der er fastsat i denne forordning, herunder toldkontrol, overtrædelser, sanktioner og afværgeforanstaltninger.

2. Kommissionen udarbejder regelmæssigt en rapport om udførelsen af de i denne forordning fastsatte funktioner, som den er ansvarlig for, og indføjer denne i en sammenfattende rapport baseret på medlemsstaternes oplysninger, jf. stk. 1. Et resumé af rapporten, som vil blive offentliggjort på internettet, fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet.

3. Med hensyn til oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1 og 2, skal medlemsstaterne og Kommissionen opfylde relevante forpligtelser til at beskytte oplysningernes fortrolige karakter samt ejendomsretten.

Artikel 22

Ajourføring af bilagene

1. Kommissionen tager mindst en gang om året listen over kemikalier i bilag I op til gennemgang på grundlag af udviklingen inden for Fællesskabets forskrifter og konventionen.

2. Ved konstateringen af, om et definitivt reguleringsindgreb i medfør af Fællesskabets forskrifter udgør et forbud eller en streng restriktion, skal indgrebets virkning vurderes for underkategorierne inden for anvendelseskategorierne "pesticider" og "industrikemikalier". Hvis reguleringsindgrebet indebærer et forbud mod eller en streng restriktion af et kemikalie i en af underkategorierne, opføres det i del 1 i bilag I.

Ved konstateringen af, om et definitivt reguleringsindgreb i medfør af Fællesskabets forskrifter udgør et forbud eller en streng restriktion, således at det pågældende kemikalie opfylder betingelserne for PIC-anmeldelsen i artikel 10, skal indgrebets virkning vurderes for anvendelseskategorierne "pesticider" og "industrikemikalier". Hvis reguleringsindgrebet indebærer et forbud mod eller en streng restriktion af brugen af et kemikalie i en af kategorierne, opføres det ligeledes i del 2 i bilag I.

3. Kommissionen træffer hurtigst muligt beslutning om opførelse af kemikalier i bilag I eller i givet fald om ændring af de deri anførte angivelser.

4. Beslutning om opførelse af et kemikalie i del 1 eller del 2 i bilag I i medfør af stk. 2 efter vedtagelsen af reguleringsindgreb i medfør af Fællesskabets forskrifter træffes efter proceduren i artikel 24, stk. 3.

5. Alle andre ændringer til bilag I, herunder ændringer i angivelserne om allerede opførte kemikalier og ændringer til bilag II, III, IV og VI, vedtages efter proceduren i artikel 24, stk. 2.

Artikel 23

Tekniske retningslinjer

Kommissionen udarbejder efter proceduren i artikel 24, stk. 2, tekniske retningslinjer med henblik på at lette anvendelsen af denne forordning.

Disse tekniske retningslinjer offentliggøres i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 24

Udvalg

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 29 i direktiv 67/548/EØF.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

4. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 25

Ophævelse

Forordning (EØF) nr. 2455/92 ophæves.

Artikel 26

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2003.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

G. Papandreou

Formand

(1) EFT C 126 E af 28.5.2002, s. 291.

(2) EFT C 241 af 7.10.2002, s. 50.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 24.10.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 19.12.2002.

(4) EFT L 251 af 29.8.1992, s. 13. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 300/2002 (EFT L 52 af 22.2.2002, s. 1).

(5) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(6) EFT 196 af 16.8.1967, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2001/59/EF (EFT L 225 af 21.8.2001, s. 1).

(7) EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2001/60/EF (EFT L 226 af 22.8.2001, s. 5).

(8) EFT L 357 af 20.12.1990, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1232/2002 (EFT L 180 af 10.7.2002, s. 5).

(9) EFT L 159 af 29.6.1996, s. 1.

(10) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 96/350/EF (EFT L 135 af 6.6.1996, s. 32).

(11) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20. Senest ændret ved Rådets direktiv 94/31/EF (EFT L 168 af 2.7.1994, s. 28).

(12) EFT L 159 af 30.6.2000, s. 1. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 880/2002 (EFT L 139 af 29.5.2002, s. 7).

(13) EFT L 186 af 30.6.1989, s. 23. Senest ændret ved Rådets direktiv 93/99/EØF (EFT L 290 af 24.11.1993, s. 14).

(14) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(15) EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1. Senest ændret ved Rådets beslutning 2002/811/EF (EFT L 280 af 18.10.2002, s. 27).

(16) EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67.

(17) EFT L 311 af 28.11.2001, s. 1.

(18) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2002/81/EF (EFT L 276 af 12.10.2002, s. 28).

(19) EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1.

(20) Kommissionens direktiv 91/155/EØF af 5. marts 1991 om fastsættelse i henhold til artikel 10 i Rådets direktiv 88/379/EØF af de nærmere bestemmelser for en særlig informationsordning vedrørende farlige præparater (EFT L 76 af 22.3.1991, s. 35). Senest ændret ved direktiv 2001/58/EF (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 24).

(21) EFT L 158 af 23.6.1990, s. 56.

BILAG I

DEL 1. Liste over kemikalier, der er omfattet af eksportanmeldelsesproceduren

(Denne forordnings artikel 7)

Det skal bemærkes, at eksportanmeldelsespligten i forordningens artikel 7, stk. 1-3, ikke gør sig gældende for kemikalier i denne del af bilaget, når de er omfattet af PIC-proceduren, forudsat at betingelserne i samme artikels stk. 5, litra b) og c), er opfyldt. Disse kemikalier, der er mærket med tegnet >REFERENCE TIL EN GRAFIK> i listen nedenfor, er af klarhedshensyn også opført i del 3 i dette bilag.

Det skal også bemærkes, at kemikalier i denne del af bilaget, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse som følge af Fællesskabets definitive reguleringsindgreb, tillige er opført i del 2 i dette bilag. Disse kemikalier er mærket med tegnet + i listen nedenfor.

>TABELPOSITION>

CAS = Chemical Abstracts Service

Kemikalie, der helt eller delvis er omfattet af PIC-proceduren

+ Kemikalie, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse.

DEL 2. Liste over kemikalier, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse

(Denne forordnings artikel 10)

Denne liste indeholder kemikalier, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse. Listen indeholder generelt ikke kemikalier, der allerede er omfattet af PIC-proceduren, og som er opført i del 3 i dette bilag.

>TABELPOSITION>

CAS = Chemical Abstracts Service

Kemikalie, der helt eller delvis er omfattet af den internationale PIC-procedure.

DEL 3. Liste over kemikalier, der er omfattet af PIC-proceduren I henhold til Rotterdam-konventionen

(Denne forordnings artikel 12 og 13)

(Kategorierne svarer til de kategorier, der anvendes i konventionen)

>TABELPOSITION>

BILAG II

Anmeldelse til konventionens sekretariatet af kemikalier, der er forbudt eller underkastet strenge restriktioner

Oplysninger, der kræves ved anmeldelse i henhold til denne forordnings artikel 10

En anmeldelse skal omfatte:

1. Egenskaber, identitet og anvendelsesformål

a) fællesnavn

b) kemisk betegnelse i henhold til en internationalt anerkendt nomenklatur (f.eks. Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi (IUPAC)), hvis en sådan findes

c) handelsnavne og præparatnavne

d) kodenumre: Chemicals Abstract Service (CAS)-nummer, kodenummer under Det Harmoniserede Toldsystem og andre numre

e) oplysninger om fareklasse, hvis kemikaliet er pålagt krav om klassificering

f) kemikaliets anvendelsesformål:

i Den Europæiske Union

andetsteds (hvis kendt)

g) fysisk-kemiske, toksikologiske og økotoksikologiske egenskaber.

2. Det definitive reguleringsindgreb

a) oplysninger om det definitive reguleringsindgreb:

i) resumé af det definitive reguleringsindgreb

ii) henvisning til det dokument, hvori det definitive reguleringsindgreb er nedfældet

iii) datoen for det definitive reguleringsindgrebs ikrafttræden

iv) angivelse af, om det definitive reguleringsindgreb blev indført på grundlag af en vurdering af den reelle eller potentielle fare og i bekræftende fald angivelse af oplysninger om denne vurdering med en henvisning til den relevante dokumentation

v) grundene til det definitive reguleringsindgreb for så vidt angår menneskers sundhed, herunder forbrugernes og arbejdstagernes sundhed, eller miljøet

vi) resumé af de potentielle og reelle farer, som kemikaliet indebærer for menneskers sundhed, herunder forbrugernes og arbejdstagernes sundhed, eller for miljøet, og de forventede virkninger af det definitive reguleringsindgreb

b) den eller de kategorier, for hvilke det definitive reguleringsindgreb er indført, med angivelse af følgende for hver kategori:

i) det eller de anvendelsesformål, der er forbudt ved det definitive reguleringsindgreb

ii) det eller de anvendelsesformål, der fortsat er tilladt

iii) om muligt vurdering af de producerede, importerede, eksporterede og anvendte mængder af kemikaliet

c) så vidt muligt en angivelse af det definitive reguleringsindgrebs relevans for andre stater og regioner

d) andre relevante oplysninger, som kan omfatte:

i) vurdering af de socioøkonomiske virkninger af det definitive reguleringsindgreb

ii) om muligt oplysninger om alternativer og farerne herved, såsom:

- strategier for integreret skadedyrsbekæmpelse

- industrimetoder og -processer, herunder renere teknologi.

BILAG III

Eksportanmeldelse

Oplysninger, som kræves i henhold til denne forordnings artikel 7

1. Angivelse af det stof, som skal eksporteres:

a) navn i nomenklaturen udarbejdet af Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi (IUPAC)

b) andre betegnelser (sædvanligt navn, handelsnavn, forkortelse)

c) Einecs-nummer og CAS-nummer

d) CUS-nummer og kode under Den Kombinerede Nomenklatur

e) væsentligste urenheder i stoffet, når dette er særlig relevant.

2. Angivelse af det præparat, som skal eksporteres:

a) præparatets handelsnavn eller betegnelse

b) for hvert af de i bilag I anførte stoffer opgives procentdel samt oplysninger som under 1.

3. Oplysninger om eksporten:

a) bestemmelsesland

b) oprindelsesland

c) forventet dato for den første eksport i indeværende år

d) tilsigtet anvendelse i bestemmelseslandet, hvis kendt

e) navn, adresse og andre relevante oplysninger om importøren eller den importerende virksomhed

f) navn, adresse og andre relevante oplysninger om eksportøren eller den eksporterende virksomhed.

4. Udpegede nationale myndigheder:

a) navn, adresse, telefon- og telex- eller telefaxnummer eller e-postadresse på den udpegede myndighed i Den Europæiske Union, hos hvem yderligere oplysninger kan indhentes

b) navn, adresse, telefon- og telex- eller telefaxnummer eller e-postadresse på den udpegede myndighed i importlandet.

5. Oplysninger om de sikkerhedsforanstaltninger, som skal træffes, herunder om fareklasse, risiko og sikkerhedsanvisninger.

6. Et resumé af de fysiske, kemiske, toksikologiske og økotoksikologiske egenskaber.

7. Kemikaliets anvendelse i Den Europæiske Union:

a) anvendelsesformål og -kategori(er) i Rotterdam-konventionen og EF-underkategori(er), der er underkastet kontrolforanstaltninger (forbud eller strenge restriktioner)

b) anvendelsesformål, hvortil kemikaliet ikke er forbudt eller underkastet strenge restriktioner

(anvendelseskategorier og -underkategorier som defineret i forordningens bilag I)

c) om muligt en vurdering af de producerede, importerede, eksporterede og anvendte mængder af kemikaliet.

8. Oplysninger om forsigtighedsforanstaltninger til mindskelse af eksponering for og udledning af kemikaliet.

9. En redegørelse for forskriftsmæssige restriktioner samt grundene hertil.

Et resumé af de oplysninger, der kræves i bilag II, punkt 2, litra a), c) og d).

Yderligere oplysninger, der er stillet til rådighed af den eksporterende part, fordi kemikaliet anses for problematisk, eller yderligere oplysninger som anført i bilag II, hvis den importerende part anmoder herom.

BILAG IV

Oplysninger, som medlemsstaternes udpegede myndigheder skal stille til rådighed for Kommissionen i medfør af denne forordnings artikel 9

1. Angivelse af mængden af kemikalier (i form af stoffer og præparater) henhørende under bilag I, der blev eksporteret i løbet af det foregående år.

a) år, da eksporten fandt sted

b) tabel over mængderne af eksporterede kemikalier (i form af stoffer og præparater) som vist nedenfor.

>PIC FILE= "L_2003063DA.002402.TIF">

2. Oversigt over importører

>PIC FILE= "L_2003063DA.002403.TIF">

BILAG V

Kemikalier og artikler, der er omfattet af eksportforbud

(Denne forordnings artikel 14)

>TABELPOSITION>

BILAG VI

Liste over parter i konventionen, som kræver oplysninger om transitforsendelser af kemikalier, der er omfattet af PIC-proceduren

(Denne forordnings artikel 15)

>PIC FILE= "L_2003063DA.002602.TIF">