Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse
EU-Tidende nr. L 207 af 18/08/2003 s. 0025 - 0036
Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308, under henvisning til forslag fra Kommissionen(1), under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3), og ud fra følgende betragtninger: (1) For at nå de i traktaten opstillede mål er der ved Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003(4) indført en statut for det europæiske andelsselskab (SCE). (2) Nævnte forordning tager sigte på at opstille en ensartet juridisk ramme, inden for hvilken kooperativer og andre enheder og fysiske personer fra forskellige medlemsstater kan planlægge og gennemføre en reorganisering af deres aktiviteter i form af kooperativer på fællesskabsplan. (3) Med henblik på at fremme Fællesskabets arbejdsmarkedsmæssige og sociale mål bør der fastsættes særlige bestemmelser om navnlig medarbejderindflydelse, som tager sigte på at sikre, at stiftelse af et SCE ikke medfører, at eksisterende praksis for medarbejderindflydelse i de enheder, der deltager i stiftelsen af et SCE, fortabes eller indskrænkes. Dette mål bør nås ved at opstille et regelsæt på området til supplering af forordning (EF) nr. 1435/2003. (4) Målene for den påtænkte handling kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet det drejer sig om at indføre et regelsæt for medarbejderindflydelse, som skal gælde for et SCE, og kan derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og virkning bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. samme artikel, går dette direktiv ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (5) Medlemsstaternes meget forskellige regler og praksis med hensyn til den måde, hvorpå medarbejderrepræsentanterne har indflydelse på beslutningstagningen i kooperativer, gør, at det ikke er tilrådeligt at indføre en enkelt europæisk model for medarbejderindflydelse, som skal gælde for et SCE. (6) Det bør sikres, at der gennemføres informations- og høringsprocedurer på tværnationalt plan hver gang, der stiftes et SCE, med den nødvendige tilpasning for de SCE'er, der er oprettet fra grunden, og hvis størrelse målt i beskæftigelse berettiger hertil. (7) Hvis og når der består ret til medbestemmelse i en eller flere enheder, som stifter et SCE, overføres denne ret principielt til SCE'et, når dette er stiftet, medmindre parterne bestemmer andet. (8) De konkrete procedurer for tværnational information og høring af medarbejderne, samt i givet fald disses medbestemmelse, som skal gælde for hvert SCE, bør primært fastlægges i en aftale mellem de berørte parter eller, hvis der ikke indgås en aftale, i et subsidiært regelsæt. (9) Medlemsstaterne bør have mulighed for ikke at anvende referencebestemmelserne om medbestemmelse i tilfælde af fusion i betragtning af de forskellige former for national praksis for medarbejderindflydelse. Det skal i så fald gennem en tilpasning af registreringsreglerne sikres, at de former og den praksis for medbestemmelse, der måtte eksistere i de deltagende enheder, kan opretholdes. (10) Afstemningsreglerne i det særlige forhandlingsorgan, der repræsenterer medarbejderne, skal, navnlig når der indgås aftaler om mindre medbestemmelse end den, der eksisterer i en eller flere af de deltagende enheder, stå i et rimeligt forhold til risikoen for, at eksisterende former og praksis for medbestemmelse fortabes eller indskrænkes. Denne risiko er større, når et SCE stiftes ved omdannelse eller fusion, end når der oprettes et SCE fra grunden. (11) Såfremt forhandlingerne mellem medarbejderrepræsentanterne og de kompetente organer i de deltagende enheder ikke munder ud i en aftale, bør der indføres en ordning med visse referencebestemmelser til SCE'et, når det er stiftet. Disse referencebestemmelser bør sikre effektiv tværnational information og høring af medarbejderne samt deres medbestemmelse i de relevante organer i SCE'et, hvis og når en sådan medbestemmelse eksisterede i de deltagende enheder inden stiftelsen af SCE'et. (12) Såfremt det ikke er berettiget at anvende ovennævnte procedurer på de deltagende enheder ved oprettelsen af et SCE fra grunden, på grund af deres ringe størrelse målt i beskæftigelse, skal SCE'et være undergivet de nationale regler om medarbejderindflydelse, der gælder i den medlemsstat, hvor det opretter sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller i de medlemsstater, hvor det har datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder). Dette berører ikke forpligtelsen for et SCE, der allerede er stiftet, til at iværksætte disse procedurer, hvis et betydeligt antal medarbejdere anmoder herom. (13) Der bør gælde specifikke regler for medarbejderdeltagelse i generalforsamlinger, i det omfang de nationale love tillader dette. Anvendelse af disse regler udelukker ikke, at der anvendes andre former for deltagelse som fastlagt i dette direktiv. (14) Medlemsstaterne bør gennem passende bestemmelser sikre, at ordninger for medarbejderindflydelse, hvis det er relevant, kan genforhandles i tilfælde af strukturændringer som følge af oprettelse af et SCE. (15) Der bør fastsættes regler om, at medarbejderrepræsentanterne i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver i henhold til dette direktiv nyder samme beskyttelse og har samme garantier, som dem, der gælder for medarbejderrepræsentanter i henhold til lovgivning og/eller praksis i beskæftigelseslandet. De bør ikke udsættes for nogen form for forskelsbehandling, herunder chikane som følge af lovlig udøvelse af deres virksomhed, og de skal beskyttes på passende måde mod afskedigelse eller andre sanktioner. (16) Følsomme oplysninger bør behandles fortroligt også efter udløbet af medarbejderrepræsentanternes mandatperiode, og der bør fastsættes regler om, at SCE'ets kompetente organ kan tilbageholde oplysninger, som vil være til alvorlig skade for dets funktion, hvis de offentliggøres. (17) Når SCE'et og dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) er omfattet af Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne(5), finder nævnte direktivs bestemmelser og de bestemmelser, hvorved det gennemføres i national lovgivning, ikke anvendelse på dette SCE eller dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder), medmindre det særlige forhandlingsorgan vedtager ikke at indlede forhandlinger eller at afslutte allerede indledte forhandlinger. (18) Dette direktiv bør ikke påvirke andre eksisterende rettigheder vedrørende medarbejderindflydelse og berører ikke nødvendigvis andre eksisterende repræsentationsstrukturer i henhold til fællesskabslovgivningen samt national lovgivning og praksis. (19) Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger i tilfælde af, at dette direktiv ikke overholdes. (20) Traktaten indeholder ikke anden hjemmel for vedtagelsen af dette direktiv end artikel 308. (21) Sikringen af medarbejdernes erhvervede ret til indflydelse på afgørelser i virksomheden er et grundlæggende princip og et erklæret mål i dette direktiv. De rettigheder, medarbejderne havde inden stiftelsen af SCE'er, bør også være udgangspunktet for udformningen af deres ret til medindflydelse i SCE'et ("før og efter-princippet"). Denne betragtningsmåde gælder derfor ikke kun for nystiftelse af et SCE, men også for strukturelle ændringer af et allerede bestående SCE og for de enheder, der berøres af de strukturelle ændringsprocesser. Hvis det vedtægtsmæssige hjemsted for et SCE flyttes fra en medlemsstat til en anden, bør medarbejderne derfor fortsat have mindst samme grad af medarbejderindflydelse. Hvis tærsklen for, hvornår medarbejderne skal have indflydelse, overskrides efter registreringen af et SCE, bør disse rettigheder endvidere gælde på samme måde, som hvis tærsklen var nået inden registreringen. (22) Medlemsstaterne kan bestemme, at repræsentanter for faglige organisationer kan være medlemmer af et særligt forhandlingsorgan, uanset om de er medarbejdere i en enhed, der deltager i stiftelsen af et SCE. Medlemsstaterne bør i den forbindelse især have mulighed for at indføre denne rettighed, hvis repræsentanterne for de faglige organisationer har ret til at blive medlem af og til at stemme i tilsyns- eller administrationsorganerne ifølge national lovgivning. (23) I flere medlemsstater bygger medarbejderindflydelse og andre aspekter af arbejdsmarkedsmæssige forhold på både national lovgivning og praksis, som i den forbindelse også omfatter kollektive overenskomster på forskellige niveauer, dvs. på nationalt plan, inden for de enkelte sektorer og/eller inden for det enkelte selskab - UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: DEL I ALMINDELIGE BESTEMMELSER Artikel 1 Formål 1. Dette direktiv omhandler medarbejderindflydelse i europæiske andelsselskabers anliggender (i det følgende "SCE'er"), som omhandlet i forordning (EF) nr. 1435/2003. 2. Med henblik herpå indføres der ordninger for medarbejderindflydelse i hvert SCE i overensstemmelse med forhandlingsproceduren i artikel 3-6 eller, for så vidt angår forholdene i artikel 7 og 8, i overensstemmelse med bilaget. Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved: a) "SCE": et andelsselskab, der er stiftet i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1435/2003 b) "deltagende retlige enheder": selskaber og virksomheder efter traktatens artikel 48, stk. 2, herunder kooperativer, samt retlige enheder stiftet i overensstemmelse med og reguleret ved en medlemsstats lovgivning, der deltager direkte i stiftelsen af et SCE c) "datterselskab" af en deltagende retlig enhed eller et SCE: en virksomhed, som den retlige enhed eller SCE'et udøver en bestemmende indflydelse på som defineret i henhold til artikel 3, stk. 2-7, i direktiv 94/45/EF d) "berørt datterselskab eller bedrift (driftsenhed)": et datterselskab eller en bedrift (driftsenhed) af en deltagende retlig enhed, som foreslås gjort til et datterselskab eller en bedrift (driftsenhed) i SCE'et ved dets stiftelse e) "medarbejderrepræsentanter": repræsentanter for medarbejderne i henhold til national lovgivning og/eller praksis f) "repræsentationsorgan": medarbejdernes repræsentationsorgan, der nedsættes ved de i artikel 4 omhandlede aftaler eller i overensstemmelse med bilagets bestemmelser med henblik på at informere og høre medarbejderne i et SCE og i dettes datterselskaber og bedrifter (driftsenheder), der er beliggende i Fællesskabet, og efter behov at udøve deres medbestemmelsesret i forhold til SCE'et g) "særligt forhandlingsorgan": det organ, der nedsættes i overensstemmelse med artikel 3 med henblik på at føre forhandlinger med de deltagende retlige enheders kompetente organer om indførelse af ordninger for medarbejderindflydelse i SCE'et h) "medarbejderindflydelse": enhver ordning, herunder information, høring og medbestemmelse, hvorigennem medarbejderrepræsentanter kan øve indflydelse på de afgørelser, der skal træffes i virksomheden i) "information": SCE'ets kompetente organs underretning af repræsentationsorganet og/eller medarbejderrepræsentanterne om spørgsmål, som vedrører SCE'et selv og ethvert af dets datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder), der er beliggende i en anden medlemsstat, eller som går ud over de besluttende organers beføjelser i én medlemsstat, når denne underretning foregår på et tidspunkt, på en måde og med et indhold, der sætter medarbejderrepræsentanterne i stand til at foretage en indgående vurdering af den eventuelle virkning heraf og i givet fald forberede høring af SCE'ets kompetente organ j) "høring": etablering af dialog og udveksling af synspunkter mellem repræsentationsorganet og/eller medarbejderrepræsentanterne og SCE'ets kompetente organ på et tidspunkt, på en måde og med et indhold, der sætter medarbejderrepræsentanterne i stand til på grundlag af de modtagne oplysninger at give udtryk for deres mening om det kompetente organs påtænkte foranstaltninger, som der kan tages hensyn til i SCE'ets beslutningsproces k) "medbestemmelse": repræsentationsorganets og/eller medarbejderrepræsentanternes indflydelse på en retlig enheds anliggender i kraft af: - retten til at vælge eller udpege nogle af medlemmerne af den retlige enheds tilsyns- eller administrationsorgan, eller - retten til at anbefale og/eller modsætte sig udpegelsen af nogle eller alle medlemmer af den retlige enheds tilsyns- eller administrationsorgan. DEL II FORHANDLINGSPROCEDURE FOR SCE'er, DER ER STIFTET AF MINDST TO RETLIGE ENHEDER SAMT VED OMDANNELSE Artikel 3 Oprettelse af det særlige forhandlingsorgan 1. Når de retlige enheders ledelses- eller administrationsorganer udarbejder stiftelsesplanen for et SCE, skal de snarest muligt træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder oplysninger om navnene på de deltagende retlige enheder og datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder), og om antallet af medarbejdere, til at indlede forhandlinger med repræsentanterne for de retlige enheders medarbejdere om ordninger for medarbejderindflydelse i SCE'et. 2. Med henblik herpå oprettes der et særligt forhandlingsorgan, der er repræsentativt for de deltagende retlige enheders og berørte datterselskabers eller bedrifters (driftsenheders) medarbejdere, i overensstemmelse med følgende bestemmelser: a) Når medlemmerne af det særlige forhandlingsorgan vælges eller udpeges, skal det sikres: i) at disse medlemmer vælges eller udpeges i forhold til det antal medarbejdere, som de deltagende retlige enheder og berørte datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder) beskæftiger i hver medlemsstat, ved at tildele hver medlemsstat en plads for hver andel medarbejdere, der er beskæftiget i denne medlemsstat, som udgør 10 %, eller en brøkdel heraf, af det antal medarbejdere, som er beskæftiget i alle medlemsstaterne under ét ii) at der for så vidt angår et SCE, der er dannet ved fusion, er så mange yderligere medlemmer pr. medlemsstat, som er nødvendige for at sikre, at det særlige forhandlingsorgan består af mindst et medlem for hvert deltagende kooperativ, der er registreret og har medarbejdere i den pågældende medlemsstat, og som ikke længere skal bestå som en særskilt juridisk person efter registreringen af SCE'et, såfremt - antallet af sådanne yderligere medlemmer ikke overstiger 20 % af antallet af medlemmer, der er udpeget i henhold til nr. i), og - sammensætningen af det særlige forhandlingsorgan ikke medfører dobbelt repræsentation af de pågældende medarbejdere. Hvis antallet af sådanne kooperativer overstiger antallet af ledige pladser, jf. første afsnit, tildeles disse yderligere pladser til kooperativer i forskellige medlemsstater i faldende rækkefølge efter antallet af medarbejdere i foreningerne. b) Medlemsstaterne bestemmer, hvordan medlemmerne af det særlige forhandlingsorgan skal vælges eller udpeges på deres område. De træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse medlemmer så vidt muligt omfatter mindst en repræsentant fra hver deltagende retlige enhed, som beskæftiger medarbejdere i den pågældende medlemsstat. Disse foranstaltninger må ikke få til følge, at det samlede antal medlemmer øges. De metoder, der anvendes ved udnævnelse, udpegning eller valg af medarbejderrepræsentanter, skal sigte imod fremme af en ligelig kønsfordeling. Medlemsstaterne kan fastsætte, at disse medlemmer kan omfatte repræsentanter for faglige organisationer, uanset om de er medarbejdere i en deltagende retlig enhed eller et berørt datterselskab eller en berørt bedrift (driftsenhed). Med forbehold af national lovgivning og/eller praksis vedrørende tærskler for oprettelse af et repræsentationsorgan fastsætter medlemsstaterne, at medarbejderne i virksomheder eller bedrifter (driftsenheder), hvor der af årsager, der ikke skyldes medarbejderne, ikke findes medarbejderrepræsentanter, har ret til selv at vælge eller udpege medlemmer af det særlige forhandlingsorgan. 3. Det særlige forhandlingsorgan og de kompetente organer i de deltagende retlige enheder har til opgave ved skriftlig aftale at fastlægge ordninger for medarbejderindflydelse inden for SCE'et. Med henblik herpå skal de kompetente organer i de deltagende retlige enheder informere det særlige forhandlingsorgan om planen for stiftelse af et SCE samt om det faktiske forløb af stiftelsen indtil selskabets registrering. 4. Med forbehold af stk. 6 træffer det særlige forhandlingsorgan afgørelse med absolut flertal af medlemmerne, forudsat at dette flertal også repræsenterer et absolut flertal af medarbejderne. Hvert medlem har én stemme. Hvis det imidlertid viser sig, at resultatet af forhandlingerne fører til en indskrænkning af medbestemmelsesretten, udgør det nødvendige flertal for at kunne træffe afgørelse om godkendelse af en aftale herom stemmerne fra to tredjedele af de medlemmer af det særlige forhandlingsorgan, som repræsenterer mindst to tredjedele af medarbejderne, inklusive stemmerne fra medlemmer, som repræsenterer medarbejdere, som er beskæftiget i mindst to medlemsstater, - i det tilfælde, hvor et SCE stiftes ved fusion, hvis medbestemmelsesordningen omfatter mindst 25 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende kooperativer, eller - i det tilfælde, hvor et SCE stiftes på enhver anden måde, hvis medbestemmelsesordningen omfatter mindst 50 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende retlige enheder. En indskrænkning af medbestemmelsesretten vil sige, at andelen af medlemmerne af SCE'ets organer som omhandlet i artikel 2, litra k), er mindre end den største andel, der forekommer i de deltagende retlige enheder. 5. Det særlige forhandlingsorgan kan i forbindelse med forhandlingerne anmode om bistand til sit arbejde fra eksperter, som det selv udpeger, f.eks. repræsentanter for relevante europæiske faglige organisationer. Disse eksperter kan være til stede på forhandlingsmøder som rådgivere efter anmodning fra det særlige forhandlingsorgan, hvis det er hensigtsmæssigt for at skabe sammenhæng og konsekvens på fællesskabsplan. Det særlige forhandlingsorgan kan beslutte at underrette repræsentanter for relevante eksterne organisationer, herunder faglige organisationer, om indledningen af forhandlingerne. 6. Det særlige forhandlingsorgan kan med det i andet afsnit fastsatte flertal træffe afgørelse om ikke at indlede forhandlinger eller om at afbryde allerede indledte forhandlinger og støtte sig på gældende regler om information og høring af medarbejdere i de medlemsstater, hvor SCE'et har medarbejdere. En sådan afgørelse standser proceduren for indgåelse af den i artikel 4 omhandlede aftale. Når en sådan afgørelse er truffet, finder ingen af bestemmelserne i bilaget anvendelse. Afgørelsen om ikke at indlede eller om at afslutte forhandlinger træffes med et flertal på to tredjedele af stemmerne fra de medlemmer, der repræsenterer mindst to tredjedele af medarbejderne, inklusive stemmerne fra medlemmer, der repræsenterer medarbejdere, som er beskæftiget i mindst to medlemsstater. Stiftes et SCE ved omdannelse, finder dette stykke ikke anvendelse, hvis der er medbestemmelse i det kooperativ, der skal omdannes. Det særlige forhandlingsorgan indkaldes på ny efter skriftlig anmodning fra mindst 10 % af medarbejderne i SCE'et, dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder), eller deres repræsentanter, tidligst to år efter ovennævnte afgørelse, medmindre parterne er enige om at genoptage forhandlingerne inden da. Hvis det særlige forhandlingsorgan beslutter at genoptage forhandlinger med ledelsen, men disse forhandlinger ikke fører til nogen aftale, finder ingen af bestemmelserne i bilaget anvendelse. 7. Alle udgifter i forbindelse med det særlige forhandlingsorgans virksomhed og forhandlingerne generelt afholdes af de deltagende retlige enheder, således at det særlige forhandlingsorgan kan varetage sine opgaver på tilfredsstillende måde. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med disse principper fastsætte budgetmæssige bestemmelser for det særlige forhandlingsorgans virke. De kan navnlig beslutte kun at dække udgifterne til én ekspert. Artikel 4 Aftalens indhold 1. De deltagende retlige enheders kompetente organer og det særlige forhandlingsorgan skal forhandle i en samarbejdsvillig ånd med henblik på at nå til enighed om en ordning for medarbejderindflydelse i SCE'et. 2. Uden at det i øvrigt berører parternes aftalefrihed og med forbehold af stk. 4, fastsætter den i stk. 1 omhandlede aftale mellem de deltagende retlige enheders kompetente organer og det særlige forhandlingsorgan følgende: a) aftalens anvendelsesområde b) sammensætningen af samt antallet af medlemmer og fordelingen af pladser i det repræsentationsorgan, der skal være samtalepartner for SCE'ets kompetente organ som led i informationen og høringen af medarbejderne i SCE'et og i dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) c) repræsentationsorganets beføjelser samt proceduren for information og høring af det d) hyppigheden af repræsentationsorganets møder e) de finansielle og materielle midler, som stilles til rådighed for repræsentationsorganet f) hvis parterne under forhandlingerne beslutter at indføre en eller flere informations- og høringsprocedurer i stedet for at nedsætte et repræsentationsorgan, de nærmere regler for gennemførelsen af disse procedurer g) hvis parterne under forhandlingerne beslutter at indføre ordninger for medbestemmelse, indholdet af disse ordninger, herunder (i givet fald) det antal medlemmer i SCE'ets administrations- eller tilsynsorgan, som medarbejderne har ret til at vælge, udpege, anbefale eller modsætte sig, de nærmere regler for, hvorledes medarbejderne kan vælge, udpege, anbefale eller modsætte sig udpegelse af disse medlemmer, samt disse medlemmers rettigheder h) aftalens ikrafttrædelsesdato, dens varighed, tilfælde, hvor aftalen bør genforhandles, og genforhandlingsproceduren, herunder, hvis det er relevant, i tilfælde af strukturændringer af SCE'et og dets datterselskaber og bedrifter, når disse indtræder efter oprettelsen af SCE'et. 3. Aftalen er ikke - medmindre andet bestemmes - omfattet af referencebestemmelserne i bilaget. 4. Hvis et SCE stiftes ved omdannelse, skal aftalen fastsætte mindst samme niveau for alle aspekter af medarbejderindflydelse som det, der findes i det kooperativ, der skal omdannes til et SCE, jf. dog artikel 15, stk. 3, litra a). 5. Aftalen kan præcisere, hvilke ordninger der i overensstemmelse med artikel 9 i dette direktiv og artikel 59, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1435/2003 gælder for medarbejderes ret til at deltage i generalforsamlinger eller sektions- eller sektormøder. Artikel 5 Forhandlingernes varighed 1. Forhandlingerne indledes, så snart det særlige forhandlingsorgan er oprettet, og kan fortsætte i de næste seks måneder. 2. Parterne kan i fællesskab beslutte at fortsætte forhandlingerne ud over den i stk. 1 omhandlede periode i sammenlagt ét år fra tidspunktet for oprettelsen af det særlige forhandlingsorgan. Artikel 6 Den lovgivning, der finder anvendelse på forhandlingsproceduren Medmindre andet er fastsat i dette direktiv, er det lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE'ets vedtægtsmæssige hjemsted skal være beliggende, der finder anvendelse på den forhandlingsprocedure, der er fastsat i artikel 3, 4 og 5. Artikel 7 Referencebestemmelser 1. For at sikre virkeliggørelsen af målet i artikel 1 fastsætter medlemsstaterne referencebestemmelser om medarbejderindflydelse, som skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i bilaget. De referencebestemmelser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor SCE'et skal have sit vedtægtsmæssige hjemsted, gælder fra datoen for SCE'ets registrering: a) hvis parterne er enige om det, eller b) hvis der inden for den frist, der er omhandlet i artikel 5, ikke er indgået nogen aftale og - det kompetente organ i hver af de deltagende retlige enheder beslutter at acceptere, at referencebestemmelserne finder anvendelse på SCE'et, og således fortsætte registreringen og - det særlige forhandlingsorgan ikke har truffet den afgørelse, der er omhandlet i artikel 3, stk. 6. 2. Desuden finder de referencebestemmelser, der er fastsat i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor SCE'et skal have sit vedtægtsmæssige hjemsted, i overensstemmelse med del 3 i bilaget kun anvendelse: a) når et SCE stiftes ved omdannelse, hvis reglerne i en medlemsstat vedrørende medbestemmelse i administrations- eller tilsynsorganet fandt anvendelse på et kooperativ, der omdannes til et SCE b) når et SCE stiftes ved fusion: - hvis en eller flere former for medbestemmelse inden SCE'ets registrering fandt anvendelse i et eller flere af de deltagende kooperativer og omfattede mindst 25 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende kooperativer, eller - hvis en eller flere former for medbestemmelse inden SCE'ets registrering fandt anvendelse i et eller flere af de deltagende kooperativer og omfattede mindre end 25 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende kooperativer, og hvis det særlige forhandlingsorgan træffer afgørelse herom c) i det tilfælde, hvor et SCE stiftes på enhver anden måde: - hvis en eller flere former for medbestemmelse inden SCE'ets registrering fandt anvendelse i en eller flere af de deltagende retlige enheder og omfattede mindst 50 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende retlige enheder, eller - hvis en eller flere former for medbestemmelse inden SCE'ets registrering fandt anvendelse i en eller flere deltagende retlige enheder og omfattede mindre end 50 % af det samlede antal medarbejdere i de deltagende retlige enheder, og hvis det særlige forhandlingsorgan træffer afgørelse herom. Hvis der var mere end en form for medbestemmelse i de forskellige deltagende retlige enheder, træffer det særlige forhandlingsorgan afgørelse om, hvilken af disse former der skal indføres i SCE'et. Medlemsstaterne kan fastsætte regler, der gælder for et SCE, som er registreret på deres område, hvis der ikke foreligger nogen afgørelse om dette spørgsmål. Det særlige forhandlingsorgan underretter de kompetente organer i de deltagende retlige enheder om de afgørelser, der træffes i medfør af dette stykke. 3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at referencebestemmelserne i del 3 i bilaget ikke finder anvendelse i det tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, litra b). DEL III BESTEMMELSER, DER FINDER ANVENDELSE PÅ SCE'er, DER UDELUKKENDE ER STIFTET AF FYSISKE PERSONER ELLER AF EN ENKELT RETLIG ENHED OG FYSISKE PERSONER Artikel 8 1. For SCE'er, der udelukkende er stiftet af fysiske personer eller af en enkelt retlig enhed og fysiske personer, der tilsammen beskæftiger mindst 50 medarbejdere i mindst to medlemsstater, finder bestemmelserne i artikel 3-7 anvendelse. 2. For SCE'er, der udelukkende er stiftet af fysiske personer eller af en enkelt retlig enhed og fysiske personer, der tilsammen beskæftiger færre end 50 medarbejdere, eller som beskæftiger 50 medarbejdere eller mere i kun én medlemsstat, gælder følgende bestemmelser med hensyn til medarbejderindflydelse: - selve SCE'et er omfattet af de nationale bestemmelser, som gælder for andre enheder af samme type i den medlemsstat, hvor SCE'et har vedtægtsmæssigt hjemsted - dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) er omfattet af de nationale bestemmelser, som gælder for andre enheder af samme type i den medlemsstat, hvor de er beliggende. Hvis det vedtægtsmæssige hjemsted for et SCE, der er omfattet af bestemmelser om medbestemmelse, flyttes fra en medlemsstat til en anden, har medarbejderne fortsat mindst samme grad af medbestemmelsesret. 3. Hvis det efter registreringen af et SCE som omhandlet i stk. 2 forholder sig således, at mindst en tredjedel af det samlede antal medarbejderne i SCE'et og dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) i mindst to forskellige medlemsstater anmoder herom, eller hvis det samlede antal medarbejdere når op på eller overstiger 50 i mindst to medlemsstater, finder bestemmelserne i artikel 3-7 tilsvarende anvendelse. I så fald ændres udtrykkene "deltagende retlige enheder" og "berørte datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder)" til henholdsvis "SCE'et" og "SCE'ets datterselskab eller bedrifter (driftsenheder)". DEL IV DELTAGELSE I GENERALFORSAMLINGEN OG SEKTIONS- ELLER SEKTORMØDER Artikel 9 Med forbehold af de begrænsninger, der er fastsat i artikel 59, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1435/2003, er medarbejderne i et SCE og/eller deres repræsentanter berettiget til at deltage i generalforsamlingen eller, hvis der afholdes et sådant, i sektions- eller sektormødet, med stemmeret, i følgende situationer: 1) når parterne har fastsat det i den aftale, der er omhandlet i artikel 4, eller 2) når et kooperativ, der er underlagt en sådan ordning, omdannes til et SCE, eller 3) når et deltagende kooperativ i et SCE, der er stiftet på anden måde end ved omdannelse, var underlagt en sådan ordning, og hvis følgende forhold gør sig gældende: i) parterne kan ikke nå frem til en aftale som omhandlet i artikel 4 inden for den frist, der er fastsat i artikel 5, og ii) artikel 7, stk. 1, litra b), og del 3 i bilaget finder anvendelse, og iii) det deltagende kooperativ, der er underlagt en sådan ordning, har den største grad af medbestemmelse i overensstemmelse med artikel 2, litra k), i de berørte deltagende kooperativer inden SCE'ets registrering. DEL V FORSKELLIGE BESTEMMELSER Artikel 10 Tavshedspligt 1. Medlemsstaterne bestemmer, at medlemmerne af det særlige forhandlingsorgan og af repræsentationsudvalget samt de eksperter, som bistår dem, ikke må videregive oplysninger, som de har modtaget som fortrolige. Det samme gælder for medarbejderrepræsentanter under en informations- og høringsprocedure. Tavshedspligten gælder også efter udløbet af deres mandat, uanset hvor de befinder sig. 2. Hver medlemsstat bestemmer, at tilsyns- eller administrationsorganet for det SCE eller den deltagende retlige enhed, der er etableret på dens område, i bestemte tilfælde og på de betingelser og inden for de grænser, der er fastsat i den nationale lovgivning, ikke er forpligtet til at videregive oplysninger, som er af en sådan art, at deres videregivelse ud fra objektive kriterier ville genere forretningsgangen i SCE'et (eller i givet fald en deltagende retlig enhed) eller dens datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) eller skade dem. En medlemsstat kan indføre sådanne undtagelser, hvis der forinden foreligger en administrativ eller retlig tilladelse. 3. Hver medlemsstat kan fastsætte særlige bestemmelser vedrørende de SCE'er, der er etableret på dens område, og som direkte og hovedsagelig arbejder med et ideologisk sigte vedrørende information og ytringsfrihed, på betingelse af at sådanne særlige bestemmelser allerede findes i den nationale lovgivning på datoen for vedtagelsen af dette direktiv. 4. I forbindelse med anvendelsen af stk. 1, 2 og 3 fastsætter medlemsstaterne administrative eller retlige klageprocedurer, som medarbejderrepræsentanterne kan anvende, når SCE'et eller den deltagende retlige enheds tilsyns- eller administrationsorgan kræver tavshedspligt eller undlader at give oplysninger. Disse procedurer kan også omfatte ordninger til beskyttelse af de pågældende oplysningers fortrolige karakter. Artikel 11 Repræsentationsorganets virke samt proceduren for information og høring af medarbejderne SCE'ets kompetente organ og repræsentationsorganet arbejder sammen i en samarbejdsvillig ånd i gensidig respekt for begge parters rettigheder og forpligtelser. Det samme gælder for samarbejdet mellem SCE'ets tilsyns- eller administrationsorgan og medarbejderrepræsentanterne under en informations- og høringsprocedure. Artikel 12 Beskyttelse af medarbejderrepræsentanterne Medlemmerne af det særlige forhandlingsorgan, medlemmerne af repræsentationsorganet, medarbejderrepræsentanter samt medarbejderrepræsentanter, der har sæde i SCE'ets tilsyns- eller administrationsorgan, og som er medarbejdere i SCE'et, dens datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder) eller i en deltagende retlig enhed, har i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver som led i en informations- og høringsprocedure den samme beskyttelse og de samme garantier, som medarbejderrepræsentanter har i henhold til national lovgivning og/eller praksis i beskæftigelseslandet. Dette gælder især med hensyn til deltagelse i møder i det særlige forhandlingsorgan eller repræsentationsorganet eller i ethvert andet møde, der afholdes i forbindelse med den i artikel 4, stk. 2, litra f), omhandlede aftale, eller i ethvert andet møde, der afholdes af tilsyns- eller administrationsorganet, og hvad angår aflønning af de medlemmer, der er ansat i en deltagende retlig enhed eller et SCE eller i disses datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder) under nødvendigt fravær i forbindelse med deres opgaver. Artikel 13 Misbrug af procedurerne Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen passende foranstaltninger for at undgå misbrug af et SCE med det formål at fratage medarbejderne deres ret til medindflydelse eller nægte dem en sådan ret. Artikel 14 Overholdelse af direktivet 1. Hver medlemsstat sikrer, at ledelsen i et af SCE's bedrifter (driftsenheder) og tilsyns- eller administrationsorganet i datterselskaber og deltagende retlige enheder, som er beliggende på medlemsstatens område, samt repræsentanterne for disses medarbejdere eller i givet fald medarbejderne selv opfylder forpligtelserne i henhold til dette direktiv, uanset om SCE'et har sit vedtægtsmæssige hjemsted på medlemsstatens område. 2. Medlemsstaterne sørger for at træffe passende foranstaltninger, hvis direktivet ikke efterkommes; de sørger især for, at der findes administrative eller retslige procedurer, hvorved opfyldelsen af pligterne i henhold til dette direktiv kan håndhæves. Artikel 15 Forbindelsen mellem dette direktiv og andre bestemmelser 1. Når et SCE er en fællesskabsvirksomhed eller en virksomhed under en fællesskabskoncerns kontrol som defineret i direktiv 94/45/EF eller i Rådets direktiv 97/74/EF(6) af 15. december 1997, der udvider ovennævnte direktiv til at omfatte Det Forenede Kongerige, finder disse direktivers bestemmelser og de bestemmelser, hvorved de gennemføres i national lovgivning, ikke anvendelse på dem eller deres datterselskaber. Hvis det særlige forhandlingsorgan imidlertid i henhold til artikel 3, stk. 6, beslutter ikke at indlede forhandlinger eller at afslutte allerede indledte forhandlinger, finder direktiv 94/45/EF eller direktiv 97/74/EF og gennemførelsesbestemmelserne i national ret anvendelse. 2. Bestemmelser vedrørende medarbejdernes medbestemmelse i selskabsorganer, der er fastsat ved national lovgivning og/eller praksis, bortset fra bestemmelser om gennemførelse af dette direktiv, finder ikke anvendelse på SCE'er, som artikel 3-7 finder anvendelse på. 3. Dette direktiv begrænser ikke a) den eksisterende ret til anden medarbejderindflydelse end medbestemmelse i SCE'ets organer, der er fastsat ved medlemsstaternes lovgivning og/eller praksis, og som medarbejderne i SCE'et og i dettes datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) har b) de bestemmelser vedrørende medbestemmelse i organerne, som er fastsat ved national lovgivning og/eller praksis, som gælder for SCE'ets datterselskaber eller SCE'er, som artikel 3-7 ikke finder anvendelse på. 4. For at beskytte de rettigheder, der er nævnt i stk. 3, kan medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at strukturer for medarbejderrepræsentation i deltagende retlige enheder, der ophører med at være særskilte juridiske personer, fortsat består, efter at SCE'et er registreret. Artikel 16 Afsluttende bestemmelser 1. Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 18. august 2006 eller sikrer sig senest på denne dato, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendige bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til, at de til enhver tid kan garantere de med dette direktiv tilstræbte resultater. De underretter straks Kommissionen herom. 2. Når medlemsstaterne vedtager disse foranstaltninger, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv eller ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for en sådan henvisning fastsættes af medlemsstaterne. Artikel 17 Revision foretaget af Kommissionen Senest den 18. august 2009 foretager Kommissionen i samråd med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan en revision af gennemførelsen af dette direktiv med henblik på om fornødent at forelægge Rådet egnede ændringsforslag. Artikel 18 Ikrafttræden Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Artikel 19 Adressater Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2003. På Rådets vegne G. Alemanno Formand (1) EFT C 236 af 31.8.1993, s. 36. (2) EFT C 42 af 15.2.1993, s. 75. (3) EFT C 223 af 31.8.1992, s. 42. (4) Se side 1 i denne EUT. (5) EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64. Ændret ved direktiv 97/74/EF (EFT L 10 af 16.1.1998, s. 22). (6) EFT L 10 af 16.1.1998, s. 22. BILAG REFERENCEBESTEMMELSER (jf. artikel 7 og 8) Del 1: Sammensætning af medarbejderrepræsentationsorganet For at virkeliggøre målet i artikel 1 og i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 7, nedsættes der et repræsentationsorgan efter følgende regler: a) Repræsentationsorganet består af medarbejdere i SCE'et og dettes datterselskaber og bedrifter (driftsenheder), som vælges eller udpeges af medarbejderrepræsentanterne af deres midte eller, i mangel af sådanne repræsentanter, af alle medarbejdere. b) Medlemmerne af repræsentationsorganet vælges eller udpeges i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Medlemsstaterne fastlægger regler, der skal sikre, at antallet af medlemmer af og fordelingen af pladser i repræsentationsorganet tilpasses, så der tages hensyn til ændringer i SCE'et og dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder). De metoder, der anvendes ved udnævnelse, udpegning eller valg af medarbejderrepræsentanter, skal sigte mod at fremme en ligelig kønsfordeling. c) Hvis repræsentationsorganets størrelse berettiger dertil, vælger det af sin midte et snævert udvalg, der højst må bestå af tre medlemmer. d) Repræsentationsorganet vedtager selv sin forretningsorden. e) Repræsentationsorganets medlemmer vælges eller udpeges i forhold til det antal medarbejdere, som SCE'et og dets datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder) beskæftiger i hver medlemsstat, ved at tildele hver medlemsstat en plads for hver andel medarbejdere, der er beskæftiget i denne medlemsstat, som udgør 10 %, eller en brøkdel heraf, af det antal medarbejdere, som SCE'et og dets datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder) beskæftiger i alle medlemsstaterne under ét. f) SCE'ets kompetente organ skal underrettes om repræsentationsorganets sammensætning. g) Senest fire år efter nedsættelsen af repræsentationsorganet skal dette overveje, om der er behov for at indlede forhandlinger med henblik på indgåelsen af den aftale, der er nævnt i artikel 4 og 7, eller om de referencebestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette bilag, skal opretholdes. Artikel 3, stk. 4-7, og artikel 4, 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse, hvis det besluttes at forhandle en aftale i overensstemmelse med artikel 4, og udtrykket "det særlige forhandlingsorgan" erstattes da med udtrykket "repræsentationsorganet". Hvis der ved udløbet af fristen for forhandlingen ikke er indgået nogen aftale, finder den ordning, der oprindelig blev vedtaget i overensstemmelse med referencebestemmelserne, fortsat anvendelse. Del 2: Referencebestemmelser for information og høring For den kompetence og de beføjelser, der er tillagt repræsentationsorganet i et SCE, gælder følgende regler: a) Repræsentationsorganets kompetence er begrænset til spørgsmål, der vedrører selve SCE'et og en hvilken som helst af dettes datterselskaber eller bedrifter (driftsenheder), der er beliggende i en anden medlemsstat, eller som går ud over de besluttende organers beføjelser i én medlemsstat. b) Uanset de møder, der afholdes i henhold til litra c), har repræsentationsorganet på grundlag af regelmæssige rapporter om udviklingen i SCE'ets aktiviteter og planlægning, der udarbejdes af det kompetente organ, ret til at blive informeret og hørt og med henblik herpå at mødes med SCE'ets kompetente organ mindst en gang om året. De lokale ledelser underrettes herom. SCE'ets kompetente organ skal forsyne repræsentationsorganet med dagsordener for møder i administrationsorganet eller eventuelt ledelses- og tilsynsorganet og kopier af alle dokumenter, der forelægges for generalforsamlingen. Mødet skal navnlig vedrøre strukturen, den økonomiske og finansielle situation, den forventede udvikling i aktiviteterne og af produktion og salg, initiativer med hensyn til virksomhedernes sociale ansvar, den forventede beskæftigelsessituation og -tendens, investeringer og væsentlige ændringer i organisationen, indførelse af nye arbejdsmetoder eller fremstillingsprocesser, produktionsoverførsel, fusioner, nedskæringer eller lukning af virksomheder, bedrifter (driftsenheder) eller væsentlige dele heraf og kollektive afskedigelser. c) Under ganske særlige omstændigheder, der har væsentlig indflydelse på medarbejdernes interesser, herunder navnlig udflytning, overførsel, lukning af bedrifter (driftsenheder) eller virksomheder eller kollektive afskedigelser, har repræsentationsorganet ret til at blive informeret. Repræsentationsorganet eller, hvis repræsentationsorganet, navnlig i hastende tilfælde, beslutter dette, det snævre udvalg, har ret til at anmode om et møde med SCE'ets kompetente organ eller med repræsentanter med egen beslutningskompetence, på et hvilket som helst mere relevant ledelsesniveau inden for SCE'et, for at blive informeret og hørt om foranstaltninger, der har væsentlig indflydelse på medarbejdernes interesser. Hvis det kompetente organ beslutter ikke at handle i overensstemmelse med repræsentationsorganets udtalelse, har dette organ ret til et yderligere møde med SCE'ets kompetente organ med henblik på at søge at nå til enighed. Hvis der holdes møde med det snævre udvalg, skal de medlemmer af repræsentationsorganet, som repræsenterer medarbejdere, der er direkte berørt af de pågældende foranstaltninger, også have ret til at deltage. Ovennævnte møder får ikke indflydelse på det kompetente organs beføjelser. d) Medlemsstaterne kan fastsætte regler for formandskabet for informations- og høringsmøderne. Inden møder med SCE'ets kompetente organ har repræsentationsorganet eller det snævre udvalg, om fornødent i udvidet sammensætning i overensstemmelse med litra c), tredje afsnit, ret til at holde møde, uden at dette organs repræsentanter er til stede. e) Medmindre andet er fastsat i artikel 10, underretter repræsentationsorganets medlemmer medarbejderrepræsentanterne i SCE'et og dettes datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) om indholdet og resultatet af informations- og høringsprocedurerne. f) Repræsentationsorganet eller det snævre udvalg kan lade sig bistå af eksperter efter eget valg. g) Hvis det er nødvendigt for, at repræsentationsorganets medlemmer kan udføre deres opgaver, kan de få fri til efteruddannelse med løn. h) Repræsentationsorganets udgifter afholdes af SCE'et, der skal stille tilstrækkelige økonomiske og materielle midler til rådighed for organets medlemmer, således at de kan varetage deres opgaver på passende måde. SCE'et afholder specielt udgifterne til tilrettelæggelse af møderne og tolkning, opholds- og rejseudgifter for medlemmerne af repræsentationsorganet og det snævre udvalg, medmindre andet er aftalt. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med disse principper fastsætte budgetmæssige bestemmelser for repræsentationsorganets virke. De kan navnlig beslutte kun at dække udgifterne til én ekspert. Del 3: Referencebestemmelser for medbestemmelse Følgende bestemmelser gælder for medarbejderes medbestemmelse i et SCE: a) Stiftes et SCE ved omdannelse, og fandt reglerne i en medlemsstat vedrørende medarbejdernes medbestemmelse i administrations- eller tilsynsorganet anvendelse inden registreringen, finder alle dele af medbestemmelsesordningen fortsat anvendelse i SCE'et. Litra b) finder tilsvarende anvendelse med henblik herpå. b) I andre tilfælde af stiftelse af et SCE, har medarbejderne i SCE'et, i dets datterselskaber og bedrifter (driftsenheder) og/eller disses repræsentationsorgan ret til at vælge, udpege, anbefale eller modsætte sig udpegelsen af et antal af medlemmerne af SCE'ets tilsyns- eller administrationsorgan, der svarer til det størst mulige antal, der måtte finde anvendelse i de pågældende deltagende selskaber inden SCE'ets registrering. c) Hvis der ikke fandtes bestemmelser for medbestemmelse i nogen af de deltagende retlige enheder inden SCE'ets registrering, er dette ikke forpligtet til at indføre bestemmelser for medarbejdermedbestemmelse. d) Repræsentationsorganet træffer afgørelse om fordelingen af pladserne i administrations- eller tilsynsorganet mellem de medlemmer, der repræsenterer medarbejderne fra de forskellige medlemsstater, eller om, hvordan medarbejderne i SCE'et kan anbefale eller modsætte sig udpegelsen af medlemmerne i disse organer, i forhold til den del af SCE'ets medarbejdere, der er beskæftiget i hver medlemsstat. Hvis medarbejderne fra en eller flere medlemsstater ikke er omfattet af dette forholdskriterium, udpeger repræsentationsorganet et medlem fra en af disse medlemsstater, navnlig fra den medlemsstat, hvor SCE'et har sit vedtægtsmæssige hjemsted, hvis dette er relevant. Hver medlemsstat kan bestemme, hvordan de pladser, der tildeles den i administrations- eller tilsynsorganet, skal fordeles. e) Alle medlemmer af SCE'ets administrationsorgan eller i givet fald dets tilsynsorgan, der er valgt, udpeget eller anbefalet af repræsentationsorganet eller i givet fald af medarbejderne, er fuldgyldige medlemmer med de samme rettigheder og forpligtelser som dem, der gælder for de medlemmer, der repræsenterer kooperativets medlemmer, herunder stemmeret.