Rådets resolution af 24. november 2003 om deponering af filmiske værker i Den Europæiske Union
EU-Tidende nr. C 295 af 05/12/2003 s. 0005 - 0006
Rådets resolution af 24. november 2003 om deponering af filmiske værker i Den Europæiske Union (2003/C 295/03) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, som tager følgende i betragtning: (1) I Rådets resolution af 26. juni 2000(1) om bevaring og udnyttelse af den europæiske filmskat henstilles det til medlemsstaterne, at de samarbejder om restaurering og bevaring af filmskatten, herunder brug af digitalteknologi, at de udveksler bedste praksis i denne sektor, at de tilskynder til en gradvis etablering af netværk mellem de europæiske arkivers databaser, og at de overvejer muligheden for at anvende disse samlinger til undervisningsformål. (2) I Kommissionens meddelelse om visse juridiske aspekter vedrørende biograffilm og andre audiovisuelle værker(2) overvejes spørgsmålet om pligtdeponering af audiovisuelle værker på nationalt eller regionalt plan som en af flere måder, hvorpå Europas audiovisuelle kulturarv kan bevares og sikres, og der bebudes en opgørelse af situationen med hensyn til deponering af filmiske værker i medlemsstaterne, kandidatlandene og EFTA-landene. (3) Rådet (kultur/audiovisuelle spørgsmål) gav på samlingen den 5. november 2001 udtryk for tilfredshed med indholdet af Kommissionens meddelelse og Kommissionens tilgang til emnet. (4) Også Europa-Parlamentet understregede i sin betænkning af 5. juni 2002 om Kommissionens meddelelse om biograffilm nødvendigheden af at bevare den filmiske kulturarv. ERINDRER OM, at Europarådets konvention om beskyttelse af den audiovisuelle kulturarv kræver, at deltagerstaterne med retlige eller andre midler indfører pligtdeponering af materiale med levende billeder, som er en del af deres audiovisuelle kulturarv, og som er blevet produceret eller koproduceret på deres område. Konventionen, der også henstiller til frivillig deponering af materiale med levende billeder, som er en del af den audiovisuelle kulturarv, såvel som tilknyttet materiale, blev åbnet for undertegnelse den 8. november 2001 og er blevet undertegnet af fire EU-medlemsstater. NOTERER SIG, at Kommissionens opgørelser viser, at mindst to tredjedele af medlemsstaterne har en ordning med pligtdeponering af alle filmiske værker eller i det mindste af værker, hvortil der er ydet offentlig støtte. BEKRÆFTER PÅ NY, at de europæiske filmiske værker er et vigtigt udtryk for de europæiske kulturers rigdom og mangfoldighed og udgør en kulturarv, der skal bevares og sikres for de kommende generationer. UNDERSTREGER, at europæiske filmiske værker, som er en del af medlemsstaternes audiovisuelle kulturarv, systematisk bør deponeres i nationale, regionale eller andre arkiver for at sikre, at de bevares. OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE TIL INDEN FOR RAMMERNE AF DERES ANSVARSOMRÅDER: 1. At indføre effektive ordninger for deponering og bevaring af de filmiske værker, som er en del af deres audiovisuelle kulturarv, i deres nationale arkiver, filminstitutter eller lignende institutioner, hvis sådanne ordninger ikke allerede findes. Ordningerne bør omfatte nationale filmiske værker så vidt muligt eller i det mindste de filmiske værker, hvortil der er ydet offentlig støtte på nationalt plan og/eller på fællesskabsplan. Ordningerne kan bygge på en retlig eller kontraktlig forpligtelse eller på andre foranstaltninger, der har samme virkning med hensyn til bevaring af den audiovisuelle kulturarv. 2. At sørge for, at der gives mulighed for anvendelse af de deponerede filmiske værker til undervisnings-, og forskningsformål eller kulturelle formål eller for anden lignende ikke-erhvervsmæssig anvendelse, i alle tilfælde under overholdelse af ophavsret og beslægtede rettigheder. 3. At udveksle god praksis og samarbejde indbyrdes på dette område. OPFORDRER KOMMISSIONEN TIL: 1. At overveje, hvordan det videre samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område kan udvikles i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, vedrørende f.eks.: - udvekslingen af informationer om deponering og bevaring af vigtige europæiske film, - tilskyndelsen til samarbejde mellem filmarkiver, - forbedringen af koordinationen af fortegnelser over filmsamlinger, - højnelsen af unges kendskab til den europæiske filmiske kulturarv, - hensynstagen til den filmiske kulturarv i forbindelse med aktioner og initiativer til fremme af mediekendskab. 2. At forsætte udvekslingen af erfaringer og bedste praksis fra medlemsstaterne i den gruppe af filmeksperter, som Kommissionen allerede har nedsat, og aflægge rapport til Rådet om de fremskridt, der gøres. (1) EFT C 193 af 11.7.2000. (2) Dok. 12258/01 AUDIO 32, KOM(2001) 534 endelig af 26.9.2001.