Kommissionens beslutning

af 19. februar 2003

om Spaniens foranstaltning til fordel for Hilados y Tejidos Puigneró SA

(meddelt under nummer K(2003) 518)

(Kun den spanske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2003/876/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler(1), under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFORLØB

(1) Efter at have modtaget en klage fra en interesseret part i tekstilbranchen anmodede Kommissionen ved brev af 12. marts 2001 de spanske myndigheder om oplysninger om de formodede støtteforanstaltninger. Kommissionen modtog efterfølgende endnu en klage.

(2) Ved brev af 18. april 2001 modtog Kommissionen ufuldstændige oplysninger som svar på de spørgsmål, den havde stillet i sit brev. Den 17. maj sendte Kommissionen en påmindelse om, at den ønskede de manglende oplysninger. De spanske myndigheder svarede ved breve af 14., 25. og 29. juni 2001.

(3) Ved brev af 19. september 2001 underrettede Kommissionen Spanien om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, og anmodede om yderligere oplysninger om de formodede statsstøtteforanstaltninger. Ved brev af 19. oktober 2001 anmodede de spanske myndigheder om en længere svarfrist og fremsendte den 5. og 9. november 2001 oplysninger, der fortsat var ufuldstændige. I samme brev besvarede de spanske myndigheder den anmodning vedrørende fortrolige oplysninger, Kommissionen havde fremsat i beslutningen om at indlede proceduren. Kommissionen meddelte ved brev af 26. oktober 2001, at den ikke kunne imødekomme Spaniens anmodning. Den 14. november 2001 holdt Kommissionen og de spanske myndigheder på sidstnævntes anmodning et møde, hvori også deltog Instituto Catalán de Finanzas (i det følgende "ICF"). Ved brev af 14. december 2001 opfordrede Kommissionen de spanske myndigheder til at fremsende de manglende oplysninger, som disse fremsendte ved breve af 18. januar 2002 og 1. og 14. februar 2002. Brevet af 1. februar 2002 var vedlagt et brev fra støttemodtageren af 23. januar 2002.

(4) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 1. december 2001. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(5) Ved beslutning af 7. maj 2002 udvidede Kommissionen proceduren til at omfatte de nye foranstaltninger. Kommissionen underrettede de spanske myndigheder om sin beslutning ved brev af 13. maj 2002. Spanien fremsendte yderligere oplysninger den 2., 10. og 15. juli 2002. Beslutningen om at udvide proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 10. juli 2002. Kommissionen modtog en bemærkning fra en interesseret part den 15. juli 2002 og anmodede ved brev af 4. september 2002 Spanien om eventuelle kommentarer hertil. Kommentarer blev modtaget ved brev af 11. oktober 2002.

II. DETALJERET BESKRIVELSE AF STØTTEFORANSTALTNINGEN

1. Den støttemodtagende virksomhed

(6) Hilados y Tejidos Puigneró SA (i det følgende "Puigneró"), der har hjemsted i Barcelona, producerer garn og tekstiler og beskæftiger sig desuden med færdigforarbejdning af tekstiler. Puigneró, der blev grundlagt i 1957, ejes af Puigneró-familien. I 1982 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab. Virksomheden har tre produktionsanlæg i henholdsvis Sant Bartomeu del Grau, Roda de Ter og Prats de Lluçanès, alle tre støtteberettigede områder i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(7) Ved beslutning af 10. november 2000 erklærede førsteinstansret nr. 4 i Vic (Barcelona) virksomheden i betalingsstandsning og dermed insolvent. I henhold til loven om betalingsstandsning af 26. juli 1922 kan enhver virksomhed, hvis aktiver overstiger dets passiver, indstille betalingen af visse former for gæld uden at skulle afbryde sin erhvervsaktivitet, hvormed det undgås, at virksomhedens økonomiske situation forværres. Beslutningen om afslutning af betalingsstandsningen er nu ved at blive vedtaget (og er måske allerede vedtaget) på grundlag af de indgåede kreditoraftaler.

(8) Ifølge data fra 1998 var Puigneró den største virksomhed inden for sektoren i Spanien for så vidt angår antallet af ansatte og den næststørste for så vidt angår omsætning. Nedenstående tabel viser nogle nøgledata for virksomheden:

>TABELPOSITION>

(9) Ifølge nyere oplysninger var omsætningen i 2001 på 62 mio. EUR, hvilket var 32 % lavere end det forventede. Underskuddet var i 2001 på 2,5 mio. EUR. Antallet af ansatte var reduceret til 780.

(10) Puigneró afsætter 60 % af sin produktion på hjemmemarkedet, ca. 30 % på det europæiske marked og de resterende 10 % i Tunesien og Marokko.

(11) Da Puigneró har mere end 250 ansatte, hører virksomheden ikke ind under kategorien små eller mellemstore virksomheder (SMV) som defineret i Kommissionens henstilling af 3. april 1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder(2).

2. Klager

(12) Ifølge den første klager har Puigneró akkumuleret en betydelig gæld til forskellige offentlige institutioner, hvoraf en del vedrører betydelige ubetalte sociale sikringsbeløb og skat. Ligeledes ifølge den første klager overstiger virksomhedens offentlige gæld dens årsomsætning. Kun 2 % af dens gæld er til banker, og der er hovedsagelig tale om forretningsmæssige lån, som er garanteret af offentlige institutioner. Heraf kan det udledes, at Puigneró ikke nyder tillid på de private finansieringsmarkeder. Endvidere modtog virksomheden ifølge den første klager et lån på 2000 mio. ESP (12,02 mio. EUR) fra en offentlig institution, ICF, efter at retten havde erklæret virksomheden i betalingsstandsning. Efter klagerens mening har Puigneró fordrejet konkurrencen med denne åbenbare misligholdelse af sine offentlige forpligtelser. Klageren hævder desuden, at Puigneró flere gange tidligere var blevet erklæret i betalingsstandsning.

(13) Den anden klager påpeger ligeledes Puignerós omfattende skattegæld og gæld til socialsikringen. Efter hans mening har de offentlige myndigheder ikke opfyldt deres pligt til at inddrive gælden ved tvangsfuldbyrdelse. Klageren tvivler endvidere på, at den sikkerhed, der er stillet for det omhandlede lån, er gyldig, hvorfor dette må antages at udgøre statsstøtte.

(14) I et senere brev anfægter de to klagere desuden virksomhedens prispolitik, navnlig i sektoren for færdigforarbejdede tekstiler. De hævder, at Puigneró fordrejer konkurrencen på det relevante marked ved at sælge sine produkter til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne.

(15) Kommissionen har modtaget et tredje brev fra den første klager, hvori denne udtrykte bekymring for, at Puigneró fortsat nød godt af overførsel af offentlige midler og dermed fordrejede vilkårene for samhandelen på markedet. Nogle måneder senere blev denne klage imidlertid trukket tilbage.

3. Markedet

(16) Tekstilmarkedet i Fællesskabet er et mættet, yderst konkurrencepræget marked. Flere segmenter i tekstilsektoren er karakteriseret ved overkapacitet. I Fællesskabet er der mistet mange arbejdspladser i tekstil- og beklædningssektoren, hvilket i de senere år er resulteret i, at antallet af virksomheder i denne sektor er reduceret. I perioden 1995-1999 faldt produktionen i alle tekstilindustriens delsektorer med undtagelse af sektoren for industrielle og andre typer tekstiler, hvor produktionen steg en smule målt i faste priser. Den største nedgang registreredes inden for garn og tråd efterfulgt af færdigforarbejdede tekstiler. Det skønnede forbrug af tekstiler faldt ligeledes(3).

(17) Garnsektoren er også den mest problematiske for virksomheden på grund af dens lave rentabilitet og ringe konkurrenceevne over for konkurrenterne i de asiatiske og nordafrikanske lande. Denne sektor tegner sig for 23 % af den samlede omsætning ifølge oplysninger for regnskabsåret 2000. Færdigforarbejdede og trykte stoffer udgør den største post i virksomhedens årsomsætning, svarende til 50,6 % i 2000.

4. Støtteforanstaltningerne

(18) Der er truffet følgende foranstaltninger til fordel for Puigneró:

4.1. Foranstaltninger truffet af Instituto Catalán de Finanzas

(19) ICF er en offentlig institution, der hører under Generalidad de Cataluñas økonomi- og finansministerium. ICF blev oprettet ved lov nr. 2/1985 af 14. januar 1985 med henblik på at assistere regionalregeringen ved udøvelsen af de beføjelser vedrørende det finansielle system, den catalanske selvstyrestatut giver denne, samt fungere som hovedinstrument i regionalregeringens offentlige lånepolitik. I 1998 ændrede ICF retlig form fra et uafhængigt finansieringsinstitut til et offentligretligt organ underlagt privatretlige regler. ICF's materielle midler og dets risikokapacitet fastsættes årligt i Generalidad de Cataluñas budget. De prioriterede områder for ICF's virke(4) fastsættes af forskellige ministerier i regionalregeringen. Da ICF er et organ, der hører under Cataloniens regionalregering, er det underlagt parlamentarisk kontrol. Hvert kvartal skal det således fremlægge en rapport om de ydede garantier og lån og de kvartalsmæssige resultater. ICF er ligeledes underlagt eksterne kontrolmekanismer i henhold til lov om Cataloniens offentlige finanser og statutten for det catalanske offentlige selskab. ICF's regnskaber og årsopgørelser revideres således af de kompetente organer i den catalanske administration. Det ledende personale i ICF udnævnes af regionalregeringen. I ICF's bestyrelse er generaldirektøren for finanspolitik og generaldirektøren for budgetter og finansforvaltning repræsenteret. Nedenstående beskriver de lån og garantier, som ICF har ydet.

(20) Lån ydet i 1993 - 500 mio. ESP (ca. 3 mio. EUR): Dette lån blev ydet den 23. april 1993 og formaliseret den 28. april 1993. Lånet blev givet for en periode på seks år med en afdragsfri periode på to år. I de fire efterfølgende år skulle der betales kvartårlige afdrag (31250000 ESP pr. afdrag). Renten var Mibor-satsen for tremåneders lån + 1 %. Lånets løbetid blev forlænget til ti år den 30. maj 1996. På daværende tidspunkt var de tre første afdrag i henhold til den fastsatte ordning blevet betalt. Det resterende beløb skulle tilbagebetales i 85 månedlige afdrag på 4779412 ESP (28725 EUR).

(21) Puigneró sikrede lånet med et pant i sine industrianlæg i Prats de Lluçanès. Pantet havde en samlet værdi af 970 mio. ESP (5829817 EUR), hvoraf 50 mio. ESP (300506 EUR) svarede til transaktionsudgifter. På daværende tidspunkt var der allerede optaget fire panter i dette industrianlæg, heraf to til en samlet værdi af 500 mio. ESP fra henholdsvis den 31. juli 1992 og 4. september 1992. Det tredje var på 50 mio. ESP (300506 EUR). I det fjerde pant er der ikke angivet nogen værdi. I årsregnskaberne for 1995 er dette pant opført med en samlet værdi af 1200000000 ESP (7212145 EUR), men dette beløb svarer både til industrianlægget i Prats de Lluçanès og industrianlægget i Roda de Ter, idet sidstnævntes værdi er 3,5 gange større. Værdien af det lån, der var sikret med dette pant, androg i 1995495 350000 ESP (2977114 EUR). I ICF's beslutning er det anført, at lånet også skulle sikres med hovedaktionærens aktier i virksomheden, men dette fremgår ikke af det originale dokument. I forbindelse med forlængelsen af lånet i 1996 er denne sikkerhed derimod nævnt.

(22) Det skyldige lånebeløb androg ved indledningen af betalingsstandsningen 82678246 ESP (496906,27 EUR).

(23) Garanti givet i 1996 - 600 mio. ESP (ca. 3,61 mio. EUR): Garantien blev givet den 2. juli 1996 og formaliseret den 10. juli 1996 for en treårig periode. Den dækkede en række erhvervskreditrammer hos forskellige banker på op til maksimalt 600 mio. ESP (3,61 mio. EUR). Banklånene måtte andrage i alt 750 mio. ESP (4,51 mio. EUR). Garantien blev forlænget for yderligere to år den 31. marts 1999. Omkostningerne ved garantien består af et gebyr på 0,5 % samt 1,75 % i administrative omkostninger og risikopræmie.

(24) Puigneró stillede som sikkerhed et pant i syv ejendomme, en personlig garanti stillet af hovedaktionæren og 9620 aktier i virksomheden (66,8 % af virksomhedens aktier). To af ejendommene indgik i industrianlægget i Prats de Lluçanès, mens de andre bestod af lejligheder og huse i Prats de Lluçanès(5). Pantet havde en maksimal værdi på 1135055866 ESP (6821823 EUR), hvoraf 105586592 ESP (634588 EUR) svarede til transaktionsomkostninger. Det samlede beløb svarede til den i aftalen anførte transaktionsværdi. Hver aktie har en nominel værdi på 500000 ESP; den i aftalen angivne transaktionsværdi af hver aktie er 17954 ESP. Tilsammen dækker aktierne maksimalt 154944134 ESP (931233 EUR).

(25) Det blev ikke nødvendigt at iværksætte hverken den oprindelige garanti eller den første forlængelse, eftersom alle forpligtelserne blev opfyldt. I flere ejendomme var der foretaget udlæg af skatteforvaltningen og optaget pant til fordel for andre kreditorer. Tilsyneladende blev der senere stillet yderligere sikkerhed i form af endnu et pant i en ejendom tilhørende hovedaktionærerne.

(26) Garanti givet i 1998 - 500 mio. ESP (ca. 3 mio. EUR): Garantien blev ydet den 4. juni 1998 for en maksimumsperiode på tre år. Den dækkede 50 % af værdien af et antal factoringsaftaler, som Puigneró havde indgået med to banker. Omkostningerne ved garantien var de samme som ved den tidligere, og Puigneró sikrede den med et pant i 23 ejendomme, hvoraf 15 tilhørte virksomheden og 8 hovedaktionæren. Disse ejendomme indgik enten i industrianlægget i Sant Bartomeu del Grau eller udgjordes af huse beliggende i denne landsby. Transaktionsværdien af disse ejendomme er i garantien angivet til 1075 mio. ESP. Heller ikke denne garanti ser ud til at være blevet iværksat.

(27) Garantiaftalerne indeholder en klausul om revision af sikkerhedsstillelsens værdi og kompensation med anden sikkerhed, såfremt aktiernes bogførte værdi falder med 10 % eller derover. Dette var utvivlsomt, hvad der skete, da retten erklærede virksomheden insolvent i november 2000. ICF har anført, at den ikke gjorde brug af klausulen om kompensation med andre aktiver, fordi det ikke havde kendskab til eksistensen af andre aktiver.

(28) Forlængelse af garantierne i juli 2001; nedsættelse til 800 mio. ESP (4,8 mio. EUR): Garantierne fra 1996 og 1998 blev atter forlænget for yderligere to år indtil 2003 den 17. juli 2001. Ved denne lejlighed blev det samlede dækkede beløb nedsat til 800 mio. ESP (4,8 mio. EUR). Risikopræmien blev ikke ændret, og der blev heller ikke stillet yderligere sikkerhed.

(29) Ændring af garantierne i november 2001: Den 29. november 2001 blev de to garantier igen ændret og dækningen reduceret med 300 mio. ESP (1,8 mio. EUR). Dette beløb blev anvendt til at sikre et lån til betaling af fratrædelsesgodtgørelser i forbindelse med omstruktureringen (hovedsagelig som følge af lukningen af anlægget i Roda de Ter). Denne garanti gælder ligesom de andre indtil juli 2003. Der blev ikke foretaget ændringer i de panter, der var stillet som sikkerhed for garantien. Ifølge Spanien var den samlede faktiske værdi af sikkerhedsstillelsen 800 mio. ESP (4,81 mio. EUR).

(30) Lån ydet den 14. december 2000. Der er tale om et lån på 2 mia. ESP (12,02 mio. EUR), som oprindelig havde en etårig løbetid, men som efterfølgende blev forlænget to gange for yderligere et år. Renten er Euribor tre måneder + 1 %. Lånet er betinget af gennemførelsen af nærmere beskrevne foranstaltninger i 2001, og formålet hermed er midlertidigt at forbedre virksomhedens likviditet. Det er således udtrykkeligt tænkt som en overgangsforanstaltning, der skal give virksomheden mulighed for at dække sine løbende udgifter og videreføre sine aktiviteter "normalt".

(31) Sikkerheden for lånet består af et pant i 27 af virksomhedens ejendomme (herunder de tre industrianlæg) og 10 ejendomme tilhørende hovedaktionæren samt af aktier i virksomheden stillet af aktionærerne (hver af de 14400 aktier har en nominel værdi på 500000 ESP) og en personlig garanti stillet af hovedaktionærerne. Den samlede transaktionsværdi af de ejendomme, der er nævnt i pantet, er 3570 mio. ESP (21396030,92 EUR). Der er ikke fremlagt nogen vurdering af aktionærernes ejendomme.

(32) Puigneró betalte de påløbne lånerenter i hvert fald indtil november 2001.

(33) Aftale om udskydelse og eftergivelse af gæld indgået i forbindelse med betalingsstandsningen: ICF tilsluttede sig aftalen mellem Puigneró og dens privilegerede kreditorer. Denne aftale vedrører ikke lånet fra 2000, som blev ydet, da betalingsstandsningsproceduren allerede var indledt. Den gæld, der er omfattet af betalingsstandsningsproceduren, andrager i alt 149590014 ESP (899054 EUR). 39,70 % af gælden skulle afvikles med salget af industrianlægget i Roda de Ter. For så vidt angår restgælden tilsluttede ICF sig aftalen med de almindelige kreditorer, som indebærer en gældseftergivelse på 70 %.

4.2. Udskydelse og eftergivelse af gæld til socialsikringen

(34) Socialsikringen pålagde den lovbestemte rentesats for alle fordringer. Ifølge årsregnskaberne var skattegælden ved afslutningen af hvert regnskabsår som følger:

>TABELPOSITION>

(35) Hvad angår de forskellige aftaler om udskydelse og omlægning af den akkumulerede gæld, er der indgået i hvert fald følgende aftaler(6):

>TABELPOSITION>

(36) For at aftalerne kunne træde i kraft, skulle Puigneró opføre panterne i det offentlige register, opfylde alle sine løbende forpligtelser og betale de fastsatte afdrag. Kommissionen bemærker imidlertid, at der i årsregnskaberne for 1995, 1996, 1997, 1998 og 1999 er anført et pant til socialsikringen til en værdi af 4612105000 ESP (27719309 EUR). Dette beløb er steget i årsregnskaberne for 2000, hvor det er på 8815705000 ESP (52983454 EUR). De pågældende panter vedrørte kun industrianlægget i Roda de Ter.

(37) Efter misligholdelsen af aftalen fra 1996 foretog socialsikringen følgende udlæg i virksomhedens aktiver:

>TABELPOSITION>

(38) Aftalen fra 1999 blev undertegnet i november samme år, på trods af at Puigneró gentagne gange havde misligholdt betingelserne i de tidligere aftaler. Den nye aftale omfattede både gælden i henhold til de tidligere aftaler og den gæld, der var akkumuleret siden da. Ud over de klausuler, aftalen havde til fælles med de andre aftaler, fastsættes det udtrykkeligt, at myndighederne forbeholder sig ret til at indløse garantierne i tilfælde af misligholdelse af aftalen og at omdanne udlæggene til pant i de ejendomme, der blev anvendt som sikkerhedsstillelse. Det bestemmes ligeledes, at myndighederne ved den mindste misligholdelse indleder tvangsfuldbyrdelsesproceduren. Ifølge de spanske myndigheder fandt denne aftale i realiteten ikke anvendelse, fordi virksomheden ikke kunne honorere betalingerne.

(39) Puigneró har ikke opfyldt betingelserne i disse aftaler. Socialsikringen har ikke modtaget nogen form for betaling af renter på den omlagte gæld.

(40) I lyset af betragtning 35-39 konkluderer Kommissionen, at den gæld, der var akkumuleret siden aftalen fra 1989, ikke var dækket af nogen sikkerhed indtil udlægget i 1997. I henhold til aftalerne om genforhandling af gælden skulle der desuden kun optages pant i industrianlægget i Roda de Ter. Udlæggene omfattede boliger og industrianlægget i Sant Bartomeu del Grau. Industrianlægget og boligerne i Prats de Lluçanès blev ikke berørt.

(41) Den gæld til socialsikringen, der er omfattet af betalingsstandsningen, andrager 7871 mio. ESP (47,3 mio. EUR). I dette beløb indgår følgende:

>TABELPOSITION>

(42) Den 16. juli 2002 indgik Puigneró en aftale om gældsomlægning og -eftergivelse med alle sine privilegerede kreditorer (minus én). Puigneró forpligtede sig til inden for tre år at sælge sit produktionsanlæg i Roda de Ter, idet målet var at opnå en salgspris på 47 mio. EUR. Salgsprovenuet skulle anvendes til at betale hver privilegeret kreditor mindst 39,7 % af fordringen (18818879,24 EUR for socialsikringens vedkommende). Hvis der opnåedes en højere pris, skulle differencen fordeles mellem alle kreditorerne. 70 % af restgælden ville blive eftergivet, og 30 % (8546552,84 EUR for socialsikringens vedkommende) skulle tilbagebetales i løbet af 12 år på følgende betingelser: en afdragsfri periode på et år, gradvis stigende afdrag og en rente på 3 %. De øvrige privilegerede kreditorer, der tilsluttede sig denne aftale, var Agencia catalana del agua, Instituto de Crédito Oficial og ICF.

4.3. Udskydelse og eftergivelse af skattegæld

(43) Skattegælden blev reduceret i perioden 1992-1994 og i 1997. I 1998 og de følgende år øgedes den væsentligt. Også skattegælden blev forrentet med den lovbestemte sats, og de påløbne renter skulle betales sammen med hovedstolen. Nedenstående tabel viser den i årsregnskaberne angivne skattegæld ved afslutningen af hvert regnskabsår.

>TABELPOSITION>

(44) Hvad angår udskydelse og omlægning af den akkumulerede gæld blev der mindst indgået følgende aftaler(7):

>TABELPOSITION>

(45) Ikrafttrædelsen af hver af disse aftaler var betinget af, at Puigneró indførte panterne i det offentlige register. Puigneró skulle desuden opfylde sine løbende forpligtelser og betale de fastsatte afdrag. Endvidere bestemmes det udtrykkeligt i aftalen fra 1999, at myndighederne forbeholder sig ret til at indløse garantierne i tilfælde af misligholdelse af aftalen. I henhold til aftalen fra 1999 med de sociale sikringsmyndigheder forbeholdt disse sig ret til at omdanne udlæggene til pant i de ejendomme, der blev anvendt som sikkerhedsstillelse. Det bestemmes ligeledes, at myndighederne ved den mindste misligholdelse indleder tvangsfuldbyrdelsesproceduren.

(46) Puigneró har ikke opfyldt betingelserne i disse aftaler. Puigneró betalte kun de første afdrag.

(47) Da Puigneró holdt op med at betale de fastsatte afdrag, besluttede skatteforvaltningen at foretage udlæg og optage pant i ejendomme til en værdi svarende til gælden. Der er foretaget følgende udlæg i virksomhedens aktiver ifølge listen i beslutningen om at erklære virksomheden i betalingsstandsning:

>TABELPOSITION>

(48) På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen for det første, at skatteforvaltningen syntes at mene, at anlægget i Roda de Ter udgjorde en tilstrækkelig sikkerhed indtil 1996, hvor den også foretog udlæg i huse og lejligheder i Prats de Lluçanès.

(49) Ved indledningen af betalingsstandsningsproceduren dækkede panterne i alt 3486 mio. ESP. Gælden til skatteforvaltningen, som var omfattet af betalingsstandsningen, androg 7584 mio. ESP (45,6 mio. EUR). I dette beløb indgår følgende:

>TABELPOSITION>

(50) I henhold til aftalen af 16. juli 2002 mellem Puigneró og dens privilegerede kreditorer skulle skatteforvaltningen have et mindstebeløb på 18550936,36 EUR af provenuet af salget af anlægget i Roda de Ter. For så vidt angår restgælden tilsluttede skatteforvaltningen sig den aftale, der var indgået med de almindelige kreditorer, hvilket indebar, at den skulle have yderligere 8424303 EUR inden for 12 år.

4.4. Ejendomme, panter, udlæg og aktivernes værdi

(51) Som det er fremgået af det tidligere anførte, var næsten alle ejendommene anvendt som sikkerhed for forskellige forpligtelser, lån og garantier i hele referenceperioden. Bilag I giver en sammenfattende beskrivelse af situationen. I årsregnskaberne for 2000 beskrives situationen således:

>TABELPOSITION>

(52) Virksomhedens ejendomme er opført med den værdi, hvortil de blev indført i tingbogen. Nogle af dem blev indført i 1960'erne og 1970'erne, men størstedelen i 1980'erne. Panterne i disse ejendomme overstiger således langt den værdi, der er angivet i tingbogen.

(53) I forbindelse med den aftale, der i 1992 blev indgået med skatteforvaltningen, foretog dennes tekniske afdeling en vurdering af de aktiver, der skulle optages pant i. 20 af ejendommene, herunder industrianlæggene i Sant Bartomeu del Grau, Roda de Ter og Prats de Lluçanès - hvoraf sidstnævnte var det mindste - vurderedes til 8994 mio. ESP (54,1 mio. EUR)(8).

(54) En uafhængig sagkyndig foretog endnu en vurdering den 20. maj 2001, som kun omhandlede industrianlægget i Roda de Ter (nr. 2994), der vurderedes til 10000 mio. ESP (60101210 EUR). Ifølge de spanske myndigheder blev der ikke foretaget flere vurderinger af de øvrige ejendomme før revurderingen i juli 2001.

(55) Retten krævede, at Puigneró lod en uafhængig sagkyndig vurdere alle dens aktiver. Vurderingen, der blev foretaget den 21. juli 2001, havde til formål at opstille en balance over virksomhedens formuestilling med henblik på betalingsstandsningsproceduren. Værdiansættelserne ifølge denne vurdering fra 2001 fremgår af nedenstående tabel. Kommissionen bemærker, at revisoren ikke godkendte, at der i Puignerós regnskaber var oprettet en værdiopskrivningsreserve som følge af revurderingen. I regnskabsberetningen for 2000 bemærkede revisoren, at det ikke var i overensstemmelse med regnskabsprincipperne at lade en værdiopskrivningsreserve indgå i egenkapitalen(9).

>TABELPOSITION>

(56) På grundlag af denne vurdering af ejendommene foretog Kommissionen en beregning af deres værdi i de foregående år med udgangspunkt i en konstant og identisk værdistigning af industrianlæggene i Roda de Ter og Sant Bartomeu del Grau. Da Spanien ikke er fremkommet med mere præcise oplysninger, har Kommissionen ikke andre muligheder end at basere sin vurdering på disse beregninger, som er beskrevet i bilag II til denne beslutning.

III. GRUNDE TIL AT INDLEDE PROCEDUREN EFTER ARTIKEL 88, STK. 2

(57) Kommissionen fandt, at der var indicier på, at de betingelser, hvorunder Puigneró kunne udskyde tilbagebetalingen af sin gæld til offentlige institutioner, indeholdt statsstøtteelementer. En faktor, som især bidrog til denne konklusion, var den omstændighed, at gælden var akkumuleret over en meget lang periode. De spanske myndigheder syntes ikke at have iværksat de i henhold til spansk lovgivning mulige fuldbyrdelsesforanstaltninger med henblik på inddrivelse af gælden. Ifølge oplysninger fra de spanske myndigheder påtænktes desuden en i hvert fald delvis gældseftergivelse.

(58) Kommissionen fandt ligeledes, at der var indicier på, at de betingelser, hvorunder lånet på 12,02 mio. EUR var ydet, indeholdt statsstøtteelementer, eftersom Puigneró efter alt at dømme var en kriseramt virksomhed, og lånet var ydet af en offentlig institution til samme rente som til virksomheder, der ikke har økonomiske vanskeligheder. Det var desuden ikke klart, at sikkerheden for lånet var gyldig og tilstrækkelig.

(59) I løbet af undersøgelsesproceduren blev det klart, at Puigneró tidligere havde modtaget andre lån - i 1993 - samt to garantier i henholdsvis 1996 og 1998 fra den samme offentlige institution, nemlig ICF. Da Puigneró allerede var kriseramt, kunne det ikke udelukkes, at sikkerhedsstillelsen, der hovedsagelig bestod i de samme aktiver, hvormed alle de øvrige transaktioner var sikret, var tilstrækkelige og gyldige. I betragtning af de lave omkostninger i forbindelse med lånet og garantierne kunne det ikke udelukkes, at også disse transaktioner indeholdt statsstøtteelementer.

IV. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER OG KOMMENTARER FRA SPANIEN

(60) Ifølge den belgiske sammenslutning af tekstilvirksomheder (Febeltex) har belgiske tekstilvirksomheder, der opererer i beklædningssektoren, længe måttet konkurrere med Puigneró på ugunstige vilkår. Febeltex hævder, at Puigneró sælger sine produkter til unormalt lave priser på markedet, navnlig i Det Forenede Kongerige. Febeltex hævder endvidere, at Puignerós adfærd har fordrejet konkurrencen, da virksomheden har fravristet sine europæiske konkurrenter en stor markedsandel på markederne i Benelux-landene og Spanien.

(61) Ifølge de spanske myndigheder har Puigneró aldrig været repræsenteret på det belgiske marked i beklædningssektoren, men kun i garnsektoren og sektoren for færdigforarbejdede tekstiler.

V. KOMMENTARER FRA SPANIEN OG PUIGNERÓ

(62) Ifølge de spanske myndigheder er Puigneró en kriseramt virksomhed med forbigående økonomiske vanskeligheder, som blev erklæret i betalingsstandsning, for at myndighederne kunne få dækket i hvert fald en del af deres tilgodehavender. Denne procedure finder anvendelse i situationer, hvor de økonomiske problemer har forbigående karakter og ser ud til at kunne løses.

(63) Spanien gør desuden gældende, at de spanske myndigheder ikke kan anklages for ikke at have truffet foranstaltninger, for så vidt som de gentagne gange har indrømmet udskydelse af tilbagebetalingen i overensstemmelse med gældende lovgivning og har krævet de hertil svarende sikkerhedsstillelser og afdrag. Endvidere svarer den pålagte morarentesats til den i den spanske lovgivning fastsatte.

(64) Spanien har imidlertid erkendt, at myndighederne ikke har forsøgt at afvikle nogen af de aktiver, der tjente som sikkerhed for virksomhedens offentlige gæld. I den forbindelse har de spanske myndigheder forklaret, at kreditorerne i henhold til lov om betalingsstandsning af 26. juli 1922 ikke kan begære konkurs, mens betalingsstandsningsproceduren pågår.

(65) Spanien fremfører to hovedårsager til, at der ikke er iværksat tvangsfuldbyrdelse. For det første at den spanske arbejdsmarkedslovgivning giver de ansatte en privilegeret status, og for det andet at den pris, der kunne opnås ved tvungen likvidation af aktiverne, sandsynligvis ville ligge under markedsprisen. De spanske myndigheder mener, at løsningen med udskydelser og udlæg har vist sig at være den bedste, eftersom de har opnået en bedre stilling i forbindelse med betalingsstandsningsproceduren.

(66) De spanske myndigheder hævder endvidere, at de har handlet som en rationel kreditor ville have gjort ved at foretage udlæg og optage pant i Puignerós aktiver for en værdi svarende til de skyldige beløb. De spanske myndigheder hævder dermed, at sikkerhedsstillelsen var tilstrækkelig til at dække hele gælden.

(67) Hvad angår den aktuelle situation gør myndighederne gældende, at det ved en tvangsfuldbyrdelsesprocedure ville være yderst vanskeligt at inddrive hele gælden, dels fordi løntilgodehavender har fortrinsret frem for ethvert andet krav, dels på grund af den lave pris, der ville kunne opnås for panteaktiverne ved et auktionssalg.

(68) Virksomheden selv formoder, at det kan være af praktiske grunde, at myndighederne ikke skred til tvangsfuldbyrdelse af aktiverne, da det er lettere for de offentlige myndigheder at få deres tilgodehavende dækket ved at tillade virksomheden at videreføre sine aktiviteter end ved tvungen likvidation.

(69) ICF anfører vedrørende de aftaler, der er indgået med Puigneró, at den stillede sikkerhed til enhver tid har været tilstrækkelig til at dække lånene og garantierne. Selv om der er foretaget udlæg i de fleste ejendomme - omkring 27 (inkl. alle industrianlæggene) - af socialsikringen og skatteforvaltningen, og ti andre ejendomme tilhørende aktionærerne tjener som sikkerhed for garantier, som ICF tidligere har ydet, erklærer denne institution sig overbevist om, at den resterende del af panteaktiverne er tilstrækkelig til at dække det nye lån på 12,02 mio. EUR, der blev ydet i december 2000.

(70) Spanien anfører endvidere, at i betragtning af anlæggenes beliggenhed i et bjergområde og deres betydelige værdi er det lidet sandsynligt, at der ved salg af aktiverne ved tvangsauktion vil kunne opnås en pris, der svarer til deres fulde værdi.

(71) De spanske myndigheder konkluderer, at de har handlet i overensstemmelse med gældende retsregler. De mener således, at en privat kreditor ville have handlet på samme måde, og at foranstaltningerne ikke udgør støtte.

(72) Spanien henviser dog også til visse offentlige formål - f.eks. er de landsbyer, hvor to af de tre industrianlæg er beliggende, meget små; Sant Bartomeu del Grau har omkring 1215 indbyggere og Prats Lluçanès omkring 2790. Ifølge Spanien skal de offentlige myndigheders fremgangsmåde i forbindelse med den igangværende betalingsstandsning (i hvert fald for så vidt angår Generalidad de Cataluña) især ses i lyset af deres interesse i at mindske de økonomiske og sociale følger af Puignerós økonomiske vanskeligheder.

(73) I sit brev af 23. januar 2002 fremførte Puigneró lignende argumenter for at godtgøre, at virksomheden ikke har modtaget ulovlig støtte. Hvad angår ICF-lånet fra 2000 anfører Puigneró til støtte for denne anskuelse, at den med de sikkerhedsaktiver, den rådede over, kunne have opnået et lån fra private kilder på de samme vilkår.

VI. RENTABILITETSPLAN

(74) Spanien har fremlagt en rentabilitetsplan for Puigneró, der blev udarbejdet af en konsulentvirksomhed i Barcelona i november 2000.

(75) Vedrørende årsagerne til virksomhedens økonomiske vanskeligheder henviser planen først og fremmest til virkningen af globaliseringen og priskonkurrencen fra producenter etableret uden for det europæiske marked, som har ført til stærkt ændrede markedsvilkår. Med hensyn til udsigterne for virksomheden forudsås det, at omsætningen ville holde sig stabil på et niveau svarende til 1999 og 2000. Da det kunne forventes, at priserne ville falde, kalkuleredes der med en produktionsstigning. Det forventedes endvidere, at omsætningen ville stige med omkring 9 % årligt i perioden 2003-2005. Der var således ingen planer om at nedskære virksomhedens produktionskapacitet.

(76) Planen er forholdsvis generel for så vidt angår de finansielle aspekter. Den kalkulerer ikke med investorbidrag til omstrukturering af virksomheden. Den angiver heller ikke klart de samlede omkostninger ved omstruktureringen eller præciserer finansieringskilderne hertil (tidsplan, metode til at tiltrække finansiering osv.). En vigtig "finansieringskilde" skulle være de offentlige myndigheders eftergivelse af gæld.

(77) I deres skrivelse fra juli 2002 fremlagde de spanske myndigheder en ny version af rentabilitetsplanen, som var opdateret af Puigneró. Ifølge den nye version vil virksomheden nedskære kapaciteten i de tabgivende produktlinjer (primært spinding). Virksomheden vil lukke anlægget i Roda de Ter, hvilket efterfølgende vil føre til nedskæringer i andre sektorer såsom vævning. Den vil fremover koncentrere sig om produkter med større værditilvækst som bl.a. færdigforarbejdede tekstiler. Følgen heraf har været en betydelig nedskæring af arbejdsstyrken.

(78) Virksomheden forventer at opnå positive bruttodriftsindtægter fra og med regnskabsåret 2002 og positive driftsresultater fra og med regnskabsåret 2004. Med disse indtægter og provenuet af afhændelsen af uproduktive aktiver nærer virksomheden tillid til, at den kan opfylde forpligtelserne i forbindelse med betalingsstandsningen.

VII. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE

1. Puignerós økonomiske situation

(79) Puigneró har længe haft alvorlige økonomiske problemer. For det første har Puigneró gentagne gange indgået aftaler om udskydelse eller opdeling af sin gæld til socialsikringen og skatteforvaltningen, i hvert fald i 1989, 1990, 1992, 1996, 1999 og 2000. Det fremgår af de foreliggende økonomiske data, at virksomheden i årevis har haft en utilstrækkelig egenkapital. Dens kapital har udviklet sig på følgende måde:

>TABELPOSITION>

(80) Som det fremgår af tabellen, havde Puigneró i slutningen af 1994 allerede opbrugt størstedelen af egenkapitalen(10). Den 7. juni 1994 øgedes virksomhedens aktiekapital med 2616 mio. ESP (15722476,65 EUR). Egenkapitalen kom først op på et tilstrækkeligt niveau, da der blev foretaget endnu en kapitaludvidelse i 1996. Genetableringen af egenkapitalniveauet skyldtes i vid udstrækning en værdiopskrivning af aktiver, som efterfølgende blev annulleret for at udligne en del af det akkumulerede underskud. For den del, der svarer til værdiopskrivningen, var der således ikke tale om tilførsel af ny kapital.

(81) I regnskabsåret 2000 var det samlede underskud på -17421 mio. ESP (- 104,7 mio. EUR), hvilket oversteg værdien af virksomhedens omsætning på 14914 mio. ESP (89,6 mio. EUR). Foruden de normale driftsomkostninger omfattede udgifterne 1748 mio. ESP (10,5 mio. EUR) i ekstraordinære udgifter og 8166 mio. ESP (49,1 mio. EUR) i omkostninger svarende til tidligere regnskabsår.

(82) Puigneró genetablerede delvis egenkapitalniveauet - om end ikke på et tilstrækkeligt niveau - i 2000 ved at oprette en værdiopskrivningsreserve som følge af en forøgelse af værdien af virksomhedens anlægsaktiver (ejendomme) i forlængelse af en vurdering foretaget af en uafhængig sagkyndig (af 21. juli 2001, jf. betragtning 51-56). På denne måde steg disse aktivers bogførte værdi med over 150 %. Ifølge revisionsberetningen om Puignerós regnskaber for 2000 er det ikke i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper at lade værdiopskrivningsreserven indgå i egenkapitalen. Der skal derfor trækkes 14422 mio. ESP (86,68 mio. EUR) fra virksomhedens egenkapital. Dette indebærer, at virksomhedens egenkapital i 2000 androg -11221 mio. ESP (- 67,44 mio. EUR). På grund af den herskende usikkerhed omkring Puignerós årsregnskab udformede revisorerne ikke en regnskabserklæring, men udarbejdede i stedet en revisionsberetning for 2000 med en bemærkning om deres forbehold.

(83) Puigneró har indføjet et budgetoverslag pr. 31. december 2001 i sin opdaterede rentabilitetsplan. Heri indgår værdiopskrivningsreserven i egenkapitalen. Men ikke engang på denne måde er Puignerós solvensnøgletal (38,7 %) tilstrækkelig højt. Endvidere står det fast, at der ikke efterfølgende er tilført virksomheden nye midler med henblik på at forsyne den med den hårdt tiltrængte kapital.

(84) Et andet bevis på virksomhedens langvarige økonomiske vanskeligheder er den omstændighed, at Puigneró i intet år fuldt ud har været i stand til at opfylde sine forpligtelser over for skatteforvaltningen og socialsikringen, hverken hvad angår dens nye forpligtelser eller afdragene i henhold til tidligere aftaler. Selv om Kommissionen ikke har eksakte oplysninger desangående for 1993, bemærkes det, at netop i dette år registrerede virksomheden et betydeligt underskud til trods for, at den tidligere havde indgået aftale om en omlægning af skattegælden.

(85) Endelig bemærkes det, at virksomheden i den omhandlede periode opererede inden for en sektor, hvor der herskede skarp konkurrence fra lande uden for EU (se betragtning 16 og 17).

(86) Det må derfor konkluderes, at virksomheden har haft alvorlige økonomiske problemer i hvert fald siden 1993, en situation, der er resulteret i den igangværende betalingsstandsningsprocedure. Virksomheden falder derfor ind under definitionen af kriseramte virksomheder i rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

2. Støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1

(87) Traktatens artikel 87, stk. 1, bestemmer, at bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(88) De foranstaltninger, der er beskrevet i betragtning 6-56, er ydet af staten ved hjælp af statsmidler. Skattemyndighederne og socialsikringen er statslige organer. ICF er en offentlig institution under Generalidad de Cataluñas økonomi- og finansministerium. Når den indrømmer en selektiv fordel, må det antages, at den finansieres ved hjælp af statsmidler og må tilregnes staten(11).

(89) Garn, stoffer og færdigforarbejdede tekstiler er genstand for en yderst intens samhandel både i EØS og tredjelande, og markederne for disse produkter er karakteriseret ved skarp konkurrence og overkapacitet. Kommissionen bemærker, at Puigneró i Spanien er en af de største aktører inden for disse sektorer. Hvis de i betragtning 6-56 beskrevne foranstaltninger udgør en økonomisk fordel, styrker de derfor Puignerós stilling i forhold til konkurrenterne på de pågældende markeder. Hvis de udgør en økonomisk fordel, fordrejer de under alle omstændigheder konkurrencen eller truer med at gøre det og påvirker dermed samhandelen mellem medlemsstaterne.

(90) Det næste skridt er derfor at fastslå, om de i betragtning 6-56 beskrevne foranstaltninger udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1, og om de begunstiger bestemte virksomheder. Med henblik herpå skal Kommissionen undersøge, om foranstaltningerne begunstigede Puigneró selektivt.

3. Lånet fra 1993 og ICF's garantier

(91) For at fastslå, om lånet fra 1993 og de af ICF ydede garantier udgør en selektiv fordel, anvender Kommissionen "det privatøkonomiske investorprincip". Kommissionen skal herefter fastslå, om en privat långiver i samme situation ville have ydet lånet og garantierne på de samme betingelser. I bekræftende fald er der ikke indrømmet Puigneró en selektiv fordel.

Lånet fra 1993

(92) ICF anvendte en rentesats, der svarede til den, som en privat långiver ville have pålagt en virksomhed uden økonomiske problemer. Da Puigneró rent faktisk havde økonomiske problemer, ville en sådan forrentning kun være passende, hvis lånet var behørigt sikret. Som beskrevet i betragtning 6-56 bestod sikkerheden i aktier i virksomheden og pant i virksomhedens ejendomme.

(93) Den nominelle værdi af de 4200 aktier i virksomheden, der var stillet som sikkerhed, er 2,1 mia. ESP. De udgør 29,17 % af selskabskapitalen. Det ser imidlertid ud til, at anvendelsen af aktierne som sikkerhed for lånet ikke blev formaliseret. Under alle omstændigheder skal aktiernes faktiske værdi fastsættes under hensyn til virksomhedens økonomiske situation på det pågældende tidspunkt. Da lånet blev ydet, havde virksomheden økonomiske vanskeligheder. Endvidere var dens aktiver behæftet med panter og udlæg, og låneaftalen udelukkede ikke muligheden for nye behæftelser. For en långiver havde aktierne derfor ingen værdi som sikkerhed.

(94) Som beskrevet i betragtning 6-56 blev der optaget et pant i en del af industrianlægget i Prats de Lluçanès. Som anført i betragtning 56 og i bilag II vurderer Kommissionen, at på tidspunktet for ydelsen af lånet havde industrianlægget i Prats Lluçanès, inklusive de boliger, der indgår heri, samt maskinerne, en værdi af 1208,9 mio. ESP (7,26 mio. EUR). Industrianlægget består imidlertid af to dele, som er indført særskilt i tingbogen. Pantet vedrører ikke den største del, heller ikke boligerne og maskinerne. Begge dele af anlægget var desuden sammen med de øvrige ejendomme allerede blevet anvendt som sikkerhed for gæld til andre finansieringsinstitutter, og en betydelig del af denne gæld var endnu ikke blevet afviklet i 1993(12). Hvis dette beløb trækkes fra den samlede værdi af de to dele af industrianlægget, er resultatet klart lavere end pantets maksimale dækning på 970 mio. ESP. Den reelle dækning baseret alene på den mindste del af anlægget må være endnu mindre.

(95) En privat långiver ville givetvis have taget højde for den omstændighed, at likvidationsværdien ved tvangsauktion kunne være betydeligt lavere end værdien af den aktive virksomhed. En privat udlåner, som befandt sig i samme situation som ICF i 1993, ville derfor ikke have anset sikkerheden for at være tilstrækkelig til at dække lånet og ville ikke have ydet lånet på de omhandlede betingelser. ICF hævder, at hvis ingen tredjepart byder på et tilstrækkelig højt beløb ved en tvangsauktion, vil ICF selv overtage formuegodet. Efterfølgende vil det hurtigst muligt iværksætte salget heraf, men på de bedste markedsbetingelser, således at det får dækket hele sit tilgodehavende. Dette indebærer imidlertid omkostninger og risici, som en privat långiver ikke ville have accepteret under de samme betingelser. Kommissionen konkluderer herefter, at lånet ikke blev ydet i overensstemmelse med det privatøkonomiske investorprincip og således udgør statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk.1, til fordel for Puigneró.

(96) Forlængelsen af lånet i maj 1996 ændrede ikke noget ved dette forhold. Virksomheden var fortsat kriseramt, og ejendommen var fortsat pantsat for at sikre andre transaktioner, selv om det skyldige gældsbeløb svarende til disse transaktioner var noget lavere. Det første afdrag af lånet blev betalt i overensstemmelse med den fastsatte tidsplan. Som forklaret i betragtning 56 og i bilag II har Kommissionen beregnet, at industrianlægget i 1996 havde en værdi på 1822,8 mio. ESP. Pantet vedrørte imidlertid kun den mindste af de to dele. Den faktiske dækning måtte således være meget lavere, end hvad der var nødvendigt for at sikre lånet behørigt. Kommissionen konkluderer derfor, at forlængelsen af lånet også udgør statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

Garanti fra juli 1996 til en værdi af 600 mio. ESP (3,61 mio. EUR)

(97) ICF krævede for at yde garantien et årligt gebyr på 1,75 % i administrative omkostninger og risikopræmie, en sats, der efter Kommissionens mening svarer til det gebyr, der pålægges virksomheder uden økonomiske problemer eller for tilstrækkeligt sikrede lån. Puigneró havde imidlertid alvorlige økonomiske problemer, og sikkerheden bestod i aktier i virksomheden, en personlig garanti stillet af hovedaktionæren og forskellige ejendomme.

(98) Under hensyn til at virksomheden var kriseramt, da garantien blev ydet, og at der var optaget pant i størstedelen af dens aktiver, udgjorde aktierne i virksomheden ikke en gyldig sikkerhed for en garant.

(99) For så vidt angår den personlige garanti, der blev stillet af hovedaktionæren, bemærker Kommissionen, at for enhver privat garant er en kvantificeret og konkret sikkerhed at foretrække frem for en ubestemt forpligtelse af generel karakter. Spanien har ikke fremlagt noget bevis for værdien af denne personlige garanti. Derimod hæfter hovedaktionæren muligvis personligt for den skattegæld på 2282 mio. ESP, som virksomheden havde akkumuleret, før den ændrede retlig form i 1982, et beløb, som indgik i den samlede skattegæld i 2000. Kommissionen mener derfor, at hovedaktionærens personlige garanti er en sikkerhed af ringe eller slet ingen værdi.

(100) Igen blev den mindste del af industrianlægget i Prats anvendt som sikkerhed for garantien, men denne gang blev også den anden del og de private boliger inddraget. Boligerne tegner sig kun for en ubetydelig del af den samlede værdi, ca. 7 % i 2001. Da den mindste del af anlægget allerede var behæftet med det pant, der skulle dække lånet, er det vigtigste nye aktiv, der er stillet som sikkerhed, den største af anlæggets to dele. Som tidligere anført var der allerede optaget adskillige panter i denne del af ejendommen. Selv om disse panter også indbefattede andre ejendomme, er det indlysende, at der ikke var tilstrækkelig værdi tilbage til at dække den nye garanti, navnlig (men ikke kun) hvis der tages hensyn til pantet fra 1992 til fordel for Caja de Ahorros y de Pensiones de Barcelona, som repræsenterede en behæftelse på 886 mio. ESP.

(101) På baggrund af at virksomheden havde økonomiske vanskeligheder, konkluderer Kommissionen, at de betingelser, hvorpå garantien blev ydet, ikke er i overensstemmelse med det private investorprincip. Sikkerhedsstillelserne ville ikke have været tilstrækkelige for en privat garant, som ville have krævet større sikkerhed eller en højere risikopræmie eller begge dele og ellers ikke ville have ydet garantien. At garantien ikke blev iværksat, ændrer ikke denne konklusion. Kommissionen mener derfor, at hele det beløb, der er dækket af garantien, udgør støtte, eftersom virksomheden ikke ville have opnået det på de af IFC anvendte betingelser.

Garanti fra juli 1998 til en værdi af 500 mio. ESP (3,0 mio. EUR)

(102) Det årlige gebyr for garantien fra 1998 var igen 1,75 %, hvilket som tidligere anført svarer til det gebyr, der pålægges virksomheder uden økonomiske problemer eller for tilstrækkeligt sikrede lån. Da garantien blev ydet, havde Puigneró økonomiske vanskeligheder, og garantien var sikret ved industrianlægget og de private boliger i Sant Bartomeu del Grau, hvoraf otte tilhørte hovedaktionæren.

(103) Da garantien blev ydet, var de ejendomme, der tjente som sikkerhed herfor, allerede behæftet med et pant til fordel for garantifonden for indskud i andelsbanker for en gæld, hvoraf kun 395,4 mio. ESP manglede at blive tilbagebetalt, et udlæg til fordel for skatteforvaltningen for en gæld på 2050,4 mio. ESP samt et udlæg til fordel for socialsikringen for en gæld på 5814,3 mio. ESP. Disse behæftelser vedrørte også stort set alle de andre ejendomme, herunder de tre industrianlæg. Disse andre ejendomme var desuden tillige behæftet med et pant fra 1992 til fordel for skatteforvaltningen og det tidligere pant til fordel for socialsikringen i anlægget i Roda de Ter samt panterne til fordel for ICF for lånet fra 1993 og garantien fra 1996. Som anført i betragtning 56 og i bilag II har Kommissionen beregnet, at virksomhedens ejendomme, inkl. de private boliger og maskinerne, havde en samlet værdi af 17284,0 mio. ESP i 1998. Da det pant, der tjente som sikkerhed for garantien, ikke omfattede maskinerne, kunne der næppe være tilstrækkelig værdi tilbage til at dække garantien. I tilfælde af likvidation af anlægget i Sant Bartomeu del Grau havde skatteforvaltningens og socialsikringens udlæg desuden fortrinsret. At otte af hovedaktionærens ejendomme tilføjedes som sikkerhed, ændrer ikke noget ved dette forhold. Kommissionen kender ikke ejendommenes værdi, men deres maksimale behæftelse er på kun 6947058 ESP (41752 EUR). Ved at yde garantien løb ICF således en risiko, som den ikke modtog en passende godtgørelse for. Af de samme grunde som anført i betragtning 101 konkluderer Kommissionen derfor, at garantien udgør statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

(104) ICF har gjort gældende, at det efter dens mening i givet fald må foretrækkes at yde en virksomhed en nødgaranti frem for at begære likvidation, som kan være en dårligere løsning for alle kreditorerne. Når der ydes en nødgaranti på normale betingelser, skal risikoen imidlertid kompenseres på anden vis, f.eks. med en højere risikopræmie. ICF's udtalelse bekræfter således garantiens karakter af statsstøtte.

Forlængelse af garantien fra 1996 i 1999

(105) Som anført i betragtning 57 og i bilag II mener Kommissionen, at da garantien fra 1996 blev forlænget, var værdien af ejendommen, hele anlægget og de private boliger i Prats de Lluçanès steget. Men også belåningen af ejendommen var steget, navnlig som følge af skatteforvaltningens udlæg i marts 1998. Det er derfor ikke nødvendigt igen at fastslå, om garantien udgør støtte.

(106) Det er åbenbart, at ejendommens værdi var meget lavere end de udlæg og panter, den var behæftet med. Da virksomheden desuden havde økonomiske problemer, konkluderer Kommissionen, at de vilkår, hvorpå garantien blev givet, ikke er i overensstemmelse med det private investorprincip. En privat investor ville have krævet større sikkerhed eller en højere risikopræmie, eller begge dele, og ville ellers ikke have ydet garantien. Kommissionen mener derfor, at hele det beløb, der er dækket af garantien, udgør støtte, eftersom virksomheden aldrig ville have kunnet opnå en sådan garanti på de betingelser, hvorunder ICF ydede den.

Forlængelse og ændring af de to garantier i 2001

(107) I 2001 var Puigneró allerede i betalingsstandsning. Dens gæld til de offentlige myndigheder og ICF beløb sig til 15605 mio. ESP (93,8 mio. EUR). Endvidere havde Puigneró fået et lån på 2000 mio. ESP (12,02 mio. EUR) fra ICF i december 2000, som var sikret ved de samme ejendomme. Alle virksomhedens aktiver, herunder de, der sikrede garantierne, var rent faktisk behæftet med de panter, hvormed virksomhedens betydelige gæld og lånet fra 2000 var sikret.

(108) Eftersom garantierne blev forlænget til fordel for en insolvent virksomhed og med utilstrækkelig sikkerhed må det antages, at hele garantibeløbet udgør støtte.

4. Manglende betaling af skatter og socialsikringsbidrag

(109) I henhold til Kommissionens beslutning 1999/509/EF(13), som er stadfæstet af Domstolen(14), indebærer fortsat og systematisk undladelse af at betale skatter og sociale bidrag overførsel af offentlige midler. En sådan overførsel giver de pågældende virksomheder en konkurrencemæssig fordel, idet de i modsætning til deres konkurrenter ikke belastes af denne omkostning, som det normalt ville være tilfældet(15).

(110) Som Domstolen har anført i Tubacex-dommen(16), kan dette bedst fastslås ved at sammenligne statens adfærd med en privat kreditors. Dette bekræftede Domstolen i DMT-dommen, hvori den anførte, at "den nationale ret kan herved sammenligne ONSS med en tænkt privat kreditor, der i videst muligt omfang antages at indtage den samme stilling til debitor som ONSS, og som søger at inddrive de beløb, han har til gode"(17). Heri består det såkaldte "private kreditorprincip".

(111) Kommissionen tager ad notam, at socialsikringen og skatteforvaltningen handlede i overensstemmelse med gældende spansk lov. Kommissionen er sig også bevidst, at disse myndigheder pålagde de forskriftsmæssige morarenter og forsøgte at sikre de skyldige beløb med udlæg og panter i aktiver. Spørgsmålet er imidlertid, om en privat kreditor i samme situation ville have stillet sig tilfreds med disse foranstaltninger eller ville have begæret tvangslikvidation for i det mindste at få en del af deres tilgodehavender dækket. Kommissionen udleder af de foreliggende oplysninger, at de spanske myndigheder ikke har handlet i overensstemmelse med "det private kreditorprincip".

(112) For det første - og generelt - undlod virksomheden i lang tid at betale betydelige skyldige beløb i skatter og socialsikringsbidrag, og virksomheden overholdt ikke de tilbagebetalingsaftaler, den indgik. Ifølge virksomhedens egne oplysninger betalte den i perioden 1995-2000 i alt 4608675680 ESP til skatteforvaltningen og socialsikringen i den frivillige periode. I samme periode betalte den 587966845 ESP i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse; alle disse betalinger blev foretaget mellem april 1997 og december 1998. I samme periode steg det skyldige gældsbeløb til disse offentlige myndigheder med 10173,6 mio. ESP. Ud fra disse tal, årsregnskaberne, de beskrivelser, der er vedlagt de forskellige aftaler om tilbagebetaling af gælden, og tabellerne i betragtning 42 og 50 fremgår det klart, at størstedelen af gælden kunne henføres til forpligtelser, der havde været forfalden til betaling i hvert fald i flere år. En stor del af disse forpligtelser havde været forfalden til betaling i mere end fem år. I en sådan situation ville en privat kreditor ikke have indrømmet så langvarige restancer, så meget mindre som der til stadighed akkumuleredes nye restancer, og virksomheden ikke overholdt de tilbagebetalingsaftaler, den havde indgået. Trods den lovbestemte rente og sikkerhedsstillelsen ville en privat kreditor have opgivet håbet om at få dækket sine tilgodehavender og have krævet tilbagebetaling ved tvangsfuldbyrdelse langt tidligere.

(113) For det andet ville en privat kreditor mere konkret have foretaget en vurdering af ejendommene for at skaffe sig præcist kendskab til værdien af udlæggene og panterne. I 1990'erne byggede de spanske myndigheder udelukkende på en vurdering foretaget i 1992 af finansministeriets tekniske tjeneste.

(114) For det tredje ville en privat kreditor kunne have accepteret en omlægning af gælden og panterne, hvis der havde været udsigt til en forbedring af situationen. I denne forbindelse skal det bemærkes, at hvis en debitor ikke kan overholde de betalingsaftaler, han har indgået, må det antages, at en privat kreditor vil kræve sikkerhed for, at virksomhedens økonomiske situation vil bedres. Tilbagebetalingsaftalerne fra 1992 og 1999 med skatteforvaltningen og tilbagebetalingsaftalerne fra 1996 og 1999 med socialsikringen indeholder ikke sådanne sikkerhedsstillelser eller betingelser, og virksomhedens faktiske situation viser, at der ikke var sket en strukturel forbedring. Det skal erindres, at virksomheden havde økonomiske vanskeligheder og opnåede et meget lille overskud i perioden 1994-1999. Den opererede på et marked, der var karakteriseret ved en hård konkurrence, akkumulerede til stadighed restancer og overholdt ikke aftalerne med de offentlige myndigheder. Ikke før i 2000 blev der fremlagt en mere sammenhængende omstruktureringsplan, som imidlertid måtte revideres gennemgribende i 2001, da situationen imod forventning fortsat forværredes. Skatteforvaltningen og socialsikringen kunne derfor umuligt mene, at der var realistiske udsigter til en forbedring af Puignerós situation, og til at virksomheden ville kunne tilbagebetale den udestående gæld. I en sådan situation er det ikke tilstrækkeligt med de sædvanlige klausuler om aftalens ugyldighed i tilfælde af manglende betaling af et af de fastsatte afdrag.

(115) For det fjerde bemærker Kommissionen, at de spanske myndigheder kunne have iværksat tvangslikvidation af et anseeligt antal formuegoder, som der var gjort udlæg i som sikkerhed for gælden, for så vidt som der var tale om lejligheder og huse, og virksomhedens mulighed for at skabe indtægter via sin erhvervsaktivitet dermed ikke ville blive forringet. De skred heller ikke til tvungen delvis lukning af et af industrianlæggene.

(116) For det femte synes de spanske myndigheder ved flere lejligheder at have udvist forsømmelighed. Ifølge aftalerne af 29. oktober 1992 med skatteforvaltningen skulle Puigneró stifte panteret i de tre industrianlæg inden for 30 arbejdsdage til dækning af en samlet gæld på 3516,6 mio. ESP. Virksomheden stiftede imidlertid kun panteret i anlægget i Roda de Ter, og dette skete først den 5. maj 1993. Hermed fik pantet i anlægget i Prats Lluçanès til fordel for ICF, som sikrede lånet fra 1993, fortrinsret frem for de senere udlæg til sikring af skattegælden. Det var desuden netop i anlægget i Roda de Ter, at der var optaget pant til fordel for socialsikringen. Kommissionen kender ikke den præcise størrelse af den udestående gæld til socialsikringen i 1992-1993, som blev dækket med dette pant, men da gælden i 1994 var på 4727,3 mio. ESP, formoder den, at værdien af pantet i anlægget og boligerne i Roda de Ter var større end disse aktivers værdi på daværende tidspunkt (3758,5 mio. ESP i 1992). I en tilsvarende situation ville en privat kreditor straks have truffet foranstaltninger som reaktion på misligholdelsen af aftalen, navnlig under hensyn til virksomhedens økonomiske situation og de tidligere erfaringer med tilbagebetaling af gælden.

(117) Ifølge aftalen med socialsikringen af 21. februar 1996 skulle Puigneró stifte panteret til en samlet værdi af 5097,6 mio. ESP. Heller ikke dette pant blev formaliseret. Socialsikringen foretog først udlæg i oktober 1997. Heller ikke aftalen af 25. november 1999 blev overholdt af Puigneró. Den samlede værdi af udlæggene fra oktober 1997, oktober 1998 og oktober 1999 androg 7648,3 mio. ESP, hvilket var langt lavere end den samlede gæld til socialsikringen i 2000, der var på 9963,1 mio. ESP. I årsregnskabet for 2000 er der desuden opført et pant i industrianlægget i Roda de Ter til fordel for socialsikringen for et beløb, der er øget til 8815,7 mio. ESP. Det står ikke klart, hvornår denne panteret blev stiftet, men da den kun vedrører anlægget i Roda de Ter, må det konkluderes, at socialsikringen endnu en gang accepterede, at dette anlæg blev behæftet for et beløb, der oversteg dets værdi. En privat kreditor ville have reageret meget tidligere og krævet gælden tilbagebetalt eller omgående sikkerhedsstillelse, især under hensyn til virksomhedens økonomiske situation og tidligere erfaringer med tilbagebetaling af gælden.

(118) Pantet til fordel for skatteforvaltningen forøgedes betydeligt i 2000 til en samlet værdi af 6058,9 mio. ESP. Til forskel fra pantet til fordel for socialsikringen vedrører dette pant alle tre industrianlæg, inkl. maskiner. Dette beløb er imidlertid også lavere end den udestående gæld i 2000 (7364,0 mio. ESP). Driftsresultatet for regnskabsåret 2000 var stærkt påvirket af nogle underskud fra tidligere år på 2282,1 mio. ESP i forbindelse med en gammel skattegæld, hvilket formodentlig også forklarer den betydelige stigning i skattegælden i 2000. Den gamle skattegæld blev stiftet af hovedaktionæren, før virksomheden ændrede retlig form i 1982, og den var ikke medregnet i tidligere aftaler om betaling af gælden. En privat kreditor ville givetvis have krævet tilstrækkelig sikkerhed for denne gæld langt tidligere.

(119) For det sjette ville en privat kreditor have taget behørigt hensyn til muligheden for, at prisen ved tvangslikvidation kunne være lavere, som det bekræftes af de spanske myndigheders bemærkning om, at ejendommene er beliggende i et bjergområde, der ville være mindre attraktivt for potentielle købere. Ifølge de spanske myndigheder ville der formodentlig ved et auktionssalg maksimalt kunne opnås 50 % af markedsprisen. Virksomheden selv har anført, at prisen ved auktionssalg normalt er meget lavere end markedsprisen, og at den undertiden ligger under 50 % af markedsprisen. Dette forhold bekræftes af, at ICF oprindelig krævede sikkerhed af langt større værdi til dækning af et lån eller garanti, selv om den efterfølgende accepterede sikkerhedsstillelser, hvis behæftelse oversteg det pågældende aktivs værdi.

(120) Kommissionen mener derfor, at myndighederne burde have vidst, at det eneste, de opnåede ved gentagne gange at give henstand med betalingen af gælden, var at svække deres egen stilling. De tillod, at Puigneró akkumulerede en betydelig offentlig gæld, der mindst svarede til værdien af dens samlede aktiver ved et auktionssalg. De spanske myndigheder burde således have vidst, at deres krav ikke var fuldstændig dækket af udlæggene og panterne i aktiverne. Under disse omstændigheder burde skatteforvaltningen og socialsikringen have indset, at udlæggene ikke øgede deres mulighed for at inddrive gælden, men at de tværtimod kun gjorde det endnu vanskeligere at få dækning for de renter, der kumuleredes, og den nye gæld, der skabtes.

(121) Ved at tillade, at en kriseramt virksomhed over en lang periode fortsatte sine aktiviteter, og ikke at udnytte alle de til rådighed stående retsmidler for at få dækket deres udestående fordringer forringede skatteforvaltningen og socialsikringen deres muligheder for at inddrive gælden og indrømmede dermed Puigneró en fordel, som ikke er i overensstemmelse med det private kreditorprincip. For skatteforvaltningens vedkommende går indrømmelsen af denne fordel mindst tilbage til begyndelsen af 1993, da Puigneró misligholdt betalingsaftalen fra 1992 og kun stiftede panteret i anlægget i Roda de Ter og ikke i alle tre industrianlæg. For socialsikringens vedkommende går den indrømmede fordel mindst tilbage til 1995. På daværende tidspunkt var virksomhedens udestående gæld vokset betydeligt, og den ny gæld var ikke dækket af den panteret, der var stiftet før 1992. Den første foranstaltning, der blev truffet for at sikre denne yderligere gæld, var aftalen fra 1996, som ikke blev ført ud i livet. Der forelå imidlertid stadig støtte, for så vidt som der først med udlægget i oktober 1997 blev reageret på misligholdelsen af aftalen fra 1996. Støtten fortsatte, fordi gælden voksede til et beløb, der var større end den ved de yderligere udlæg sikrede værdi, og socialsikringen ikke traf passende foranstaltninger efter den manglende overholdelse af aftalen fra 1999. Både for skatteforvaltningens og socialsikringens vedkommende må det antages, at støttebeløbet er identisk med den på daværende tidspunkt samlede akkumulerede gæld.

(122) De spanske myndigheder har gjort gældende, at eftersom ingen af de private kreditorer begærede konkurs, må det konkluderes, at de offentlige kreditorer handlede på samme måde som de private kreditorer, og at deres adfærd ikke udgør statsstøtte. Kommissionen mener imidlertid ikke, at de øvrige kreditorer var i samme situation som de offentlige myndigheder. De største private kreditorer var leverandørerne. En leverandør kan ikke tåle vedvarende misligholdelse af kundens forpligtelser. Når han finder, at risikoen er for stor, holder han op med at ekspedere ordrerne eller træffer andre foranstaltninger såsom at kræve forudbetaling eller opfyldelsesgarantier. Formodentlig forholder det sig sådan, at virksomheden kunne undgå tvangslikvidation, fordi der ikke var nogen private kreditorer, der var mere indstillet på at udnytte muligheden for at iværksætte tvangsfuldbyrdelse ved fortsat manglende betaling. Det må formodes, at virksomheden fortsat kunne afgive ordrer i kraft af de garantier, som ICF havde givet. Det skal desuden bemærkes, at såfremt de offentlige myndigheder havde iværksat en fuldbyrdelsesprocedure for at inddrive gælden, ville resultatet muligvis ikke have været en fuldstændig konkurs, men derimod en delvis likvidation af den mindst rentable del af virksomheden. Kommissionen konkluderer derfor, at de spanske myndigheders argument ikke beviser, at der ikke foreligger statsstøtte.

(123) For så vidt angår den gæld, der var akkumuleret hos socialsikringen og skatteforvaltningen indtil indledningen af betalingsstandsningsproceduren, konkluderer Kommissionen, at også den udgør støtte, for så vidt som de normale procedurer ville have gjort det muligt for myndighederne at inddrive gælden ved tvangsfuldbyrdelse inden indledningen af betalingsstandsningen. Indtil november 2000 forværredes virksomhedens økonomiske situation (betydeligt); gælden var steget yderligere, og sikkerhedsstillelsen var blevet endnu mere utilstrækkelig efter betalingsaftalerne fra 1999. Igen undlod de spanske myndigheder at udnytte alle de til rådighed stående retsmidler for at inddrive gælden. Denne akkumulerede gæld udgør således en yderligere støtte.

(124) I henhold til spansk ret nyder gæld, der er stiftet under en betalingsstandsningsprocedure, fortrinsret frem for en gæld, der allerede var stiftet på tidspunktet for procedurens indledning, og den er således relativt godt beskyttet. Socialsikringens og skatteforvaltningens accept af ny gæld udgør derfor ikke støtte til fordel for Puigneró.

(125) Kommissionen finder herefter, at den fortsatte manglende betaling af skat fra begyndelsen af 1993 til tidspunktet for indledningen af betalingsstandsningsproceduren i 2000 og den fortsatte manglende betaling af socialsikringsbidrag fra 1995 indtil indledningen af betalingsstandsningsproceduren i 2000 udgør støtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. Da gælden til socialsikringen og skatteforvaltningen udgjorde støtte, inden betalingsstandsningsproceduren blev indledt, er det ufornødent, at Kommissionen fastslår, om de aftaler, der blev indgået i 2002, udgjorde en yderligere støtte.

5. Lån ydet i 2000 af ICF

(126) ICF pålagde samme rentesats som for lån til velfungerende virksomheder med tilstrækkelig sikkerhedsstillelse. Lånet blev ydet efter indledningen af betalingsstandsningsproceduren, og det har således fortrinsret frem for den tidligere stiftede gæld. Denne fortrinsret berører imidlertid ikke prioritetsstillingen for de tilgodehavender, der var sikret ved panter og udlæg, i tilfælde af konkurs. Da virksomheden på daværende tidspunkt allerede havde økonomiske vanskeligheder, var konkurs på ingen måde en urealistisk mulighed. For ikke at udgøre støtte skulle lånet derfor have været behørigt sikret.

(127) Dette var imidlertid ikke tilfældet, eftersom sikkerhedsstillelsen var utilstrækkelig. Pantet bestod i vid udstrækning af de samme elementer, som allerede var stillet som sikkerhed for alle de tidligere beskrevne transaktioner, og ICF ville kronologisk have været den sidste kreditor og dermed også sidst med hensyn til fyldestgørelse. Da lånet blev ydet, var alle Puignerós aktiver allerede behæftet med panter og udlæg, som oversteg grænserne for, hvad en privat investor ville have accepteret. Den udestående gæld til ICF, socialsikringen og skatteforvaltningen beløb sig til 15605 mio. ESP (93,8 mio. EUR). Andre privilegerede kreditorer havde panteret for en værdi af 1267 mio. ESP. Det nye lån ville øge den samlede behæftelse, der således ville ligge endnu længere fra den pris, der kunne påregnes ved auktionssalg.

(128) 9620 af aktierne var allerede stillet som sikkerhed i 1996, og kun 4380 aktier var endnu ikke blevet anvendt som sikkerhed. Eftersom Puigneró som beskrevet i betragtning 91-108 havde økonomiske problemer, havde aktierne næppe nogen værdi som sikkerhed. Hvad angår hovedaktionærens personlige garanti bemærker Kommissionen, at enhver privat långiver vil foretrække en kvantificeret og konkret sikkerhedsstillelse frem for en ubestemt forpligtelse af generel karakter. Kommissionen bemærker, at Spanien ikke har fremlagt noget bevis for værdien af den personlige garanti. Hovedaktionæren hæfter derimod muligvis personligt for den skattegæld på 2282 mio. ESP, som virksomheden havde akkumuleret, før den ændrede retlig form i 1982, et beløb, som indgik i den samlede skattegæld i 2000.

(129) Endelig har aktionærernes ejendomme ikke i sig selv en tilstrækkelig værdi, fordi deres transaktionsværdi ifølge låneaftalen kun er 722600000 ESP (4342914 EUR). Spanien har ikke fremlagt nogen vurdering af deres realværdi. Kommissionen konstaterer, at der i otte af ejendommene til en samlet transaktionsværdi på 396,1 mio. ESP (2380609 EUR) kun var optaget pant for at sikre garantien fra 1998, ligeledes til fordel for ICF(18), og at de tjente som sikkerhed for et meget lille beløb, nemlig 41752 EUR, som ligger langt under lånets samlede værdi. De to andre panter i to af disse ejendomme på 16 mio. ESP (96162 EUR) til fordel for skatteforvaltningen var muligvis stadig gyldige. Kommissionen konkluderer derfor, at aktionærernes ejendomme maksimalt kan stille sikkerhed for 4342914 EUR, og ikke engang dette beløb er sikkert.

(130) Lånet forrentedes med Euribor tre måneder + 1 %. Denne rente og navnlig præmien svarede til den, der pålægges virksomheder uden økonomiske problemer.

(131) Da lånet blev ydet til en insolvent virksomhed, uden tilstrækkelig sikkerhed og uden en passende risikopræmie, konkluderer Kommissionen, at hele lånebeløbet udgør støtte.

(132) Af de samme grunde, som er anført i betragtning 102, kan argumentet om, at lånet kan hindre tab i forbindelse med de udestående lån og garantier, ikke tages til følge.

6. Støttens forenelighed

(133) Efter at have påvist, at der er indeholdt statsstøtteelementer i lånet fra 1993 og i ICF's garantier fra 1996 og 1998, i den manglende betaling af skat og socialsikringsbidrag samt i ICF's lån fra 2000, skal Kommissionen fastslå, om støtten er forenelig med fællesmarkedet.

(134) Kommissionen bemærker, at Spanien ikke har påberåbt sig nogen af undtagelsesbestemmelserne i traktaten, men derimod har fastholdt, at foranstaltningerne ikke udgør statsstøtte.

(135) Kommissionen har undersøgt, om undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, finder anvendelse. Undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, kan danne grundlag for at anse en støtte for forenelig med fællesmarkedet. I det foreliggende tilfælde falder støtten imidlertid ikke ind under denne undtagelse, da den: a) ikke er af social karakter og ikke ydes til enkelte forbrugere, b) ikke har til formål at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, og c) ikke er nødvendig for at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har forårsaget. Støtten er heller ikke omfattet af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), b) og d), som omhandler støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, støtte til projekter af fælleseuropæisk interesse og støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven.

(136) Med hensyn til den første del af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), nemlig støtte til fremme af udviklingen af visse økonomiske regioner, konstaterer Kommissionen, at støtten ikke havde sådanne formål som FoU-aktiviteter, investeringer i SMV eller miljøbeskyttelse. Artikel 87, stk. 3, litra c), tillader også statsstøtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Virksomheden er beliggende i tre områder i Catalonien, som er berettiget til støtte efter artikel 87, stk. 3, litra c). Støtten opfylder imidlertid ikke de krav, der er fastsat for regionale investeringer - der er f.eks. ikke tale om støtte til initialinvesteringer.

(137) Som anført i betragtning 79-86 var Puigneró, da de forskellige former for støtte blev ydet, en kriseramt virksomhed. Da det primære formål med støtten skulle være genetableringen af den kriseramte virksomheds rentabilitet på længere sigt, vurderer Kommissionen dens forenelighed i lyset af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder fra 1994 og 1999 (i det følgende "rammebestemmelserne fra 1994" og "rammebestemmelserne fra 1999")(19).

Redningsstøtte

(138) Af de nedenfor anførte grunde kan lånet fra 1993, garantierne fra 1996 og 1998 og den støtte, der er indeholdt i udskydelsen af opfyldelsen af forpligtelserne over for skattevæsenet og socialsikringen, ikke anses for at være forenelige i henhold til bestemmelserne om redningsstøtte. For det første var ingen af disse foranstaltninger begrænset til en 12-måneders periode som krævet i punkt 23.b) i rammebestemmelserne fra 1999 eller mere generelt til den tid, der var nødvendig for at udarbejde en genopretningsplan, som det er fastsat i punkt 3.1 i rammebestemmelserne fra 1994. Lånet og garantierne blev først ydet for en treårig periode, som derefter blev forlænget. Der blev ikke stillet betingelse om udarbejdelse af en genopretnings- eller omstruktureringsplan. Lånet fra 2000 blev oprindelig ydet for et år, men blev i to omgange forlænget for endnu et år. Dette lån kan derfor heller ikke anses for at være foreneligt som redningsstøtte for så vidt angår dette krav. For det andet udgør de undersøgte foranstaltninger ikke en engangsforanstaltning af ekstraordinær karakter, der er derimod tale om særskilte foranstaltninger, som blev truffet over en lang periode. For det tredje har Spanien ikke fremlagt noget bevis for opfyldelsen af de øvrige krav. Kommissionen råder derfor ikke over de oplysninger, der er nødvendige for at konkludere, at støtten var begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at sikre virksomhedens fortsatte beståen, og om støtten blev godkendt for at undgå alvorlige sociale vanskeligheder, og det kunne udelukkes, at den havde uacceptable virkninger for sektoren i andre medlemsstater.

Omstruktureringsstøtte

(139) I henhold til rammebestemmelserne skal visse betingelser være opfyldt, for at Kommissionen kan godkende en omstruktureringsstøtte:

Genetablering af rentabiliteten

(140) For at der kan ydes støtte, skal der iværksættes en omstruktureringsplan, der skal godkendes af Kommissionen, for al individuel støtte. Omstruktureringsplanen skal inden for en rimelig tidshorisont og på basis af en realistisk vurdering af virksomhedens fremtidige driftsvilkår kunne gøre virksomheden rentabel på længere sigt. For foranstaltninger der er truffet fra og med tidspunktet for ikrafttrædelsen af rammebestemmelserne fra 1999 bemærkes det, at planen skal forelægges med alle nødvendige detaljer, herunder bl.a. en markedsanalyse, således at der kan tages hensyn til følgerne af en offentlig støtte, som holder en virksomhed kunstigt i live, og som bl.a. kan skabe problemer for velfungerende virksomheder.

(141) Kommissionen bemærker, at der indtil november 2000 ikke forelå nogen omstruktureringsplan. Lånet fra 1993, garantierne fra 1996 og 1998 og den støtte, der er indeholdt i udskydelsen af opfyldelsen af skatteforpligtelserne, blev ydet, uden at der forelå de garantier for genetableringen af rentabiliteten, som en rentabilitetsplan normalt frembyder. Kommissionen kan derfor ikke anse disse foranstaltninger for at være forenelige med fællesmarkedet.

(142) Lånet fra 2000 blev derimod ydet, efter at der var forelagt en bindende rentabilitetsplan. Planen indeholder imidlertid ikke en markedsundersøgelse, som bl.a. tager hensyn til udbuds- og efterspørgselssituationen og den forventede udbuds- og efterspørgselsudvikling på markedet for de pågældende produkter, som indeholder scenarier på grundlag af optimistiske, pessimistiske og neutrale hypoteser og beskriver virksomhedens stilling på markedet. Planen indeholder heller ikke oplysninger om markedsandelene eller den forventede udvikling på fællesskabsplan med hensyn til efterspørgsel, samlet kapacitet og priser i de næste fem år. Disse alvorlige mangler afspejles i de revisioner af planen, det var nødvendigt at foretage, herunder navnlig lukningen af produktionsanlægget i Roda de Ter. En anden mangel består i, at virksomheden på trods af støtten havde en utilstrækkelig egenkapital, og at støtten ikke medførte en endelig løsning af dens økonomiske problemer, men kun holdt den i live på kort sigt.

(143) De dokumenter og oplysninger, der er fremlagt af de spanske myndigheder, gør det således ikke muligt for Kommissionen at konkludere, at der som følge af foranstaltningerne var tilstrækkeligt realistiske udsigter til, at Puigneró inden for en rimelig tidshorisont kunne blive rentabel på længere sigt. Dette er en tilstrækkelig grund til, at Kommissionen finder, at lånet ikke opfylder kravene i rammebestemmelserne fra 1994 og 1999 og følgelig er uforeneligt med fællesmarkedet.

Forhindring af urimelig konkurrencefordrejning

(144) I henhold til punkt 3.2.2.ii) i rammebestemmelserne fra 1994 skal der træffes foranstaltninger for i videst muligt omfang at opveje eventuelle skadelige virkninger for konkurrenterne. I henhold til punkt 35 i rammebestemmelserne fra 1999 bør der træffes foranstaltninger, såsom en irreversibel reduktion af produktionskapaciteten, for mest muligt at afbøde støttens skadelige virkninger for konkurrenterne.

(145) Tekstilmarkedet er et yderst følsomt marked, som i det tidsrum, hvor støtten blev ydet Puigneró, var karakteriseret ved overkapacitet og en produktion i tilbagegang. Det mest sandsynlige er derfor, at enhver støtte til en virksomhed på dette marked fordrejer konkurrencen. Der er intet, der tyder på, at der er truffet foranstaltninger for at opveje eller afbøde støttens virkninger for konkurrenterne. Det ser snarere ud til, at støtten har givet virksomheden mulighed for at føre en lavprisstrategi, som har gjort det muligt for den at afsætte sin produktion, men som har haft negative virkninger for konkurrenterne, efter hvad disse har gjort gældende. Kommissionen minder om, at det i bemærkningerne fra en interesseret part er anført, at Puigneró har fordrejet konkurrencen på markedet ved at sælge sine produkter til en ekstraordinært lav pris. Puigneró bekræfter i sin nye rentabilitetsplan, at dens prispolitik har haft en negativ indvirkning på det generelle prisniveau på markedet.

(146) For så vidt angår omsætningen omfattede den oprindelige plan ikke nogen kapacitetsnedskæring, tværtimod. En af de foranstaltninger, virksomheden ifølge planen skulle iværksætte, var at sænke priserne for at øge omsætningen. I den nye rentabilitetsplan indgår imidlertid en kapacitetsnedskæring, idet virksomheden skal reducere sine mest tabgivende produktionslinjer, først og fremmest vævning, og koncentrere sig om produkter med større værditilvækst.

(147) Endvidere skal hele anlægget i Roda de Ter lukkes. Virksomheden har imidlertid tre år til at sælge anlægget og afvikle en del af sin offentlige gæld med salgsprovenuet. Såfremt salget ikke bliver til noget, synes der ikke at være nogen klausul, der sikrer en endelig lukning af anlægget og dermed en irreversibel reduktion af kapaciteten. På trods af lukningen af et helt anlæg og en væsentlig nedskæring af arbejdsstyrken, forventes det, at omsætningen opretholdes på det hidtidige niveau. Igen forventes der en konstant forøgelse af omsætningen. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at konkludere, at der vil ske en endelig kapacitetsnedskæring.

(148) Følgelig er dette krav i rammebestemmelserne fra 1994 og 1999 ikke opfyldt.

Støtte, der er begrænset til det nødvendige minimum

(149) I henhold til punkt 3.2.2.iii) i rammebestemmelserne fra 1994 og punkt 40 i rammebestemmelserne fra 1999 skal støttens størrelse og intensitet være begrænset til det strengt nødvendige minimum, for at omstruktureringen kan gennemføres. Desuden skal støttemodtagerne selv yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen af egne midler.

(150) Spanien har ikke fremlagt en klar redegørelse for omstruktureringsomkostningerne. De vigtigste elementer synes at være omkostningerne i forbindelse med lukningen af anlægget i Roda de Ter og den finansielle omstrukturering. Den vigtigste finansieringskilde vil være provenuet af salget af anlægget i Roda de Ter. Salget skal imidlertid blot finde sted inden for tre år, og det vides ikke med sikkerhed, hvilken pris der kan opnås. Ligesom i de foregående aftaler tages der i de aftaler, der er indgået med de offentlige myndigheder, ikke højde for den mulighed, at det ikke lykkes at sælge anlægget inden for den fastsatte frist. Planen synes ikke at indeholde bestemmelser om, hvilke foranstaltninger der i så fald skal træffes for at sikre lukningen af anlægget. På baggrund af den usikkerhed, der hersker vedrørende salget af anlægget, er det ikke muligt at konkludere, at denne foranstaltning opfylder kravet om, at investoren skal yde et bidrag af egne midler.

(151) En anden vigtig kilde til finansiering af omstruktureringen er naturligvis den gældseftergivelse, der er indgået aftale om med alle kreditorerne. Imidlertid er det først og fremmest de offentlige kreditorer, der sletter gælden. Da den årelange akkumulering af gæld i sig selv udgør statsstøtte, kan de efterfølgende aftaler om gældseftergivelse ikke betragtes som et bidrag fra støttemodtageren eller som en ekstern kommerciel finansiering. For det tredje tager planen udgangspunkt i, at de private bankers lån vil blive opretholdt takket være ICF's garantier. For det fjerde skal der ifølge planen sælges flere aktiver. Men planen præciserer hverken, hvilke aktiver det drejer sig om, hvornår de vil blive solgt, eller hvor store indtægter der påregnes. For det femte har aktionærerne stillet deres formue, såvel ejendomme som aktier, som sikkerhed for garantier og lån. Som tidligere anført var disse (nye) sikkerhedsstillelser imidlertid af relativt ringe værdi og utilstrækkelige til at dække garantierne og lånene. Endelig søger virksomheden en selskabsdeltager, som kan tilføre virksomheden kapital efter afslutningen af betalingsstandsningsproceduren. I betragtning af de mange usikkerhedsmomenter er det ikke sikkert, at støtten er begrænset til det strengt nødvendige minimum, eller at der er ydet et tilstrækkeligt bidrag af egne midler.

(152) På baggrund af ovenstående betragtninger og især manglen på en markedsundersøgelse og den manglende sikkerhed for, at en urimelig konkurrencefordrejning vil blive forhindret, konkluderer Kommissionen, at lånet fra 1993 ikke opfylder kravene i rammebestemmelserne. Alle de foranstaltninger, der udgør støtte, er følgelig uforenelige med fællesmarkedet.

VIII. KONKLUSIONER

(153) Kommissionen mener, at lånet fra 1993, garantierne fra 1996 og 1998 og ICF's lån fra 2000 udgør støtte til fordel for Puigneró efter traktatens artikel 87, stk. 1. Den fortsatte manglende betaling af socialsikringsbidrag og skat siden henholdsvis 1995 og begyndelsen af 1993 udgør ligeledes statsstøtte til fordel for Puigneró. Spanien har iværksat de omhandlede støtteforanstaltninger ulovligt i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Denne støtte er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(154) I henhold til artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999(20) skal støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, kræves tilbagebetalt af støttemodtageren. Ved tilbagesøgningen af støtten kan Spanien fratrække de tilbagebetalinger af lån og gæld, som de pågældende myndigheder allerede har modtaget -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den statsstøtte, som Spanien har ydet Hilados y Tejidos Puigneró SA, er uforenelig med fællesmarkedet.

Den uforenelige støtte består i følgende foranstaltninger til fordel for Puigneró:

a) et lån ydet af Instituto Catalán de Finanzas i 1993 og forlængelsen heraf i 1996

b) en garanti givet af Instituto Catalán de Finanzas i 1996 og forlængelsen heraf i 1999 og 2001

c) en garanti givet af Instituto Catalán de Finanzas i 1998 og forlængelsen heraf i 2001

d) den fortsatte manglende betaling af socialsikringsbidrag siden 1995 indtil indledningen af betalingsstandsningsproceduren, for så vidt som socialsikringen indtil dette tidspunkt kunne have iværksat tvangsinddrivelse efter de normale procedurer

e) den fortsatte manglende betaling af skat fra begyndelsen af 1993 indtil indledningen af betalingsstandsningen, for så vidt som skatteforvaltningen indtil dette tidspunkt kunne have iværksat tvangsinddrivelse efter de normale procedurer

f) et lån ydet af Instituto Catalán de Finanzas i 2000 og de efterfølgende forlængelser heraf.

Artikel 2

1. Spanien træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtageren med fradrag af de betalinger, der allerede er modtaget af de pågældende myndigheder.

2. Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte, med fradrag af de renter, der allerede er pålagt af de pågældende myndigheder.

Artikel 3

Spanien underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. februar 2003.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 399 af 1.12.2001, s. 6, og EFT C 164 af 10.7.2002, s. 6.

(2) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.

(3) The EU Textile and Clothing Sector 2000, udarbejdet af Det Europæiske Overvågningsorgan for Tekstil og Beklædning, maj 2000.

(4) Ifølge årsrapporten fra 2000 er en af hovedårsagerne til tilbagetrækning af en ansøgning manglende tilpasning til disse sektorprioriteter (s. 14).

(5) Husene i Prats de Lluçanès blev vurderet til 163 mio. ESP (0,98 mio. EUR) i juli 2001. Der foreligger ingen tidligere vurdering af disse ejendomme.

(6) De spanske myndigheder har fremsendt en kopi af de seneste aftaler, og virksomhedens regnskaber giver oplysninger om tidligere aftaler. I betalingsstandsningsbalancen pr. 10. november 2000 henvises der til endnu flere aftaler. Det bemærkes ligeledes, at når der indgås en ny aftale med den samme myndighed, vedrører den både den nye og den akkumulerede gæld.

(7) De spanske myndigheder har fremsendt en kopi af de seneste aftaler, og virksomhedens regnskaber giver oplysninger om tidligere aftaler. I betalingsstandsningsbalancen pr. 10. november 2000 henvises der til flere aftaler. Det bemærkes, at når der indgås en ny aftale med en myndighed, vedrører denne både den nye og den akkumulerede gæld.

(8) Der blev rent faktisk indgået to aftaler i 1992. Den første omhandler industrianlæggene i Roda de Ter og Sant Bartomeu del Grau samt forskellige boliger i disse landsbyer. Den anden er af samme dato, men Spanien har ikke fremsendt en kopi af bilaget, hvori ejendommene er nærmere beskrevet. Det andet pant omfatter muligvis også andre boliger, men det mest sandsynlige er, at størstedelen af panteforpligtelsen vedrører industrianlægget i Lluçanès; dette bekræftes af den omstændighed, at dets værdi sammenlignet med den anden værdi svarer nogenlunde til værdien af anlægget i Lluçanès i 2001 sammenlignet med værdien af de to andre anlæg i vurderingen fra 2001. Ifølge årsregnskaberne for 1995 er gælden til skatteforvaltningen sikret ved et pant i de tre industrianlæg. Igen bekræfter denne omstændighed sandsynligheden for, at den anden aftale omhandler industrianlægget i Lluçanès, selv om panterne i dette anlæg og i anlægget i Sant Bartomeu del Grau ikke blev formaliseret.

(9) Ifølge den balance, der er indeholdt i rettens afgørelse, har aktiverne en samlet værdi på 32086 mio. ESP (192,84 mio. EUR) og passiverne en samlet værdi på 22088 mio. ESP (132,75 mio. EUR), hvilket giver en difference til fordel for aktiverne på 9998 mio. ESP (60,09 mio. EUR). For at en virksomhed kan blive omfattet af en betalingsstandsning, skal den have en positiv balance, dvs. at aktivernes værdi skal være højere end passivernes, hvilket kan tilskynde virksomhederne til at værdiansætte deres aktiver for generøst. Det bemærkes, at ifølge de foreliggende oplysninger steg værdien af Puignerós aktiver ca. 67 % i perioden 1992-2001. Naturligvis kan værdien af en virksomheds ejendomme blive opskrevet, men efter ni år er en vis nedslidning af anlægsaktiverne uundgåelig, navnlig hvis virksomheden har økonomiske vanskeligheder og ikke kan formodes at råde over de nødvendige midler til at foretage store investeringer for at forny og opskrive sine aktiver. Det ser derfor ikke ud til, at forsigtighedskriteriet er lagt til grund. Det kan imidlertid heller ikke udelukkes, at vurderingen afspejler en rimelig markedsværdi.

(10) Kommissionen er ikke i besiddelse af nøjagtige data vedrørende tidligere år, men det fremgår af årsrapporten fra 1995, at denne situation med vedvarende kapitalforringelse sandsynligvis har foreligget før rapporten fra 1994. Kommissionen bemærker, at der i årsrapporten fra 1995 omtales et skattemæssigt underskud svarende til perioden frem til og med 1994 på i alt 1813,5 mio. ESP (10899439 EUR), mens 1994 udviste et beskedent positivt resultat.

(11) Kommissionen bemærker endvidere, at den catalanske regionalregering som svar på spørgsmål fra parlamentet, to dage før lånet fra 2000 blev formaliseret, meddelte, at den påtænkte at yde det gennem ICF.

(12) I tingbogen er opført flere panter til fordel for Fondo de garantía de depósitos en cooperativas de crédito (for et maksimumbeløb på 1200 mio. ESP; i 1995 var gælden stadig på 495,4 mio. ESP) og Caja de Ahorros y Pensiones de Barcelona (for et maksimumbeløb på 886 mio. ESP). I årsrapporten for 1995 omtales ligeledes to lån, som tilsammen tegner sig for en behæftelse på 500 mio. ESP, og som i 1995 stadig udgjorde en gæld på 397,9 mio. ESP. For det mindste låns vedkommende er det ikke klart, hvor det er opført i tingbogen.

(13) Kommissionens beslutning 1999/509/EF af 14. oktober 1998 om Spaniens støtte til virksomhederne i Magefesa-koncernen og deres efterfølgere (EFT L 198 af 30.7.1999, s. 15).

(14) Domstolens dom af 12.10.2000, sag C-480/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8717.

(15) Generaladvokat Jacobs anfører i sit forslag til afgørelse af 24. september 1998 i sag C-256/97, DM Transport, at det er åbenbart, at en fortsat og generøs indrømmelse af henstand med betalingerne af socialsikringsbidrag under visse omstændigheder kan indebære en betragtelig forretningsmæssig fordel for modtageren og i yderste fald være ensbetydende med en fritagelse for betaling af disse bidrag (punkt 33).

(16) Dom af 29.4.1999 i sag C-342/96, Tubacex, Sml. 1999 I, s. 2459.

(17) Dom af 29.6.1999 i sag C-256/97, Déménagement - Manutention Transport, Sml. 1999 I, s. 3913.

(18) I realiteten har virksomheden i Sant Feliu de Guíxols muligvis tjent som sikkerhed for aftalen fra 1996, og ikke for aftalen fra 1998.

(19) EFT C 368 af 23.12.1994, s. 12, og EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2. I punkt 101 i rammebestemmelserne fra 1999 forklares det, hvilke rammebestemmelser der principielt finder anvendelse på den enkelte foranstaltning. Da forskellene mellem de to rammebestemmelser imidlertid ikke har den store betydning for vurderingen af foranstaltningerne, henviser Kommissionen i den nedenstående vurdering kun til bestemmelserne fra 1999. Når forskellen er vigtig, angives det, hvilke rammebestemmelser der finder anvendelse. Rammebestemmelserne fra 1994 kodificerede, hvad der længe havde været Kommissionens praksis. Lånet fra 1993 kan derfor også vurderes i henhold til de samme bestemmelser.

(20) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

BILAG I

Beskrivelse af de spanske myndigheders foranstaltninger

>TABELPOSITION>

S= industrianlæg i Sant Bartomeu del Grau, S+ = industrianlæg og alle eller nogle af de resterende ejendomme i Sant Bartomeu del Grau.

R= industrianlæg i Roda de Ter; R+ = industrianlæg og alle eller nogle af de resterende ejendomme i Roda de Ter.

P= industrianlæg i Prats de Lluçanès; P+ = industrianlæg og alle eller nogle af de resterende ejendomme i Prats de Lluçanès; P1 = den største del af industrianlægget i Prats de Lluçanès; P2 = den mindste del af industrianlægget i Prats de Lluçanès.

BILAG II

Vurdering af ejendommenes værdi

>TABELPOSITION>