32003D0200

2003/200/EF: Kommissionens beslutning af 14. februar 2003 om opstilling af reviderede miljøkriterier for tildeling af Fællesskabets miljømærke til tekstilvaskemidler og om ændring af beslutning 1999/476/EF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 143)

EU-Tidende nr. L 076 af 22/03/2003 s. 0025 - 0039


Kommissionens beslutning

af 14. februar 2003

om opstilling af reviderede miljøkriterier for tildeling af Fællesskabets miljømærke til tekstilvaskemidler og om ændring af beslutning 1999/476/EF

(meddelt under nummer K(2003) 143)

(EØS-relevant tekst)

(2003/200/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke(1), særlig artikel 6, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsættes det, at Fællesskabets miljømærke kan tildeles et produkt, som besidder egenskaber, der giver det mulighed for i væsentlig grad at bidrage til forbedringer i forbindelse med vigtige miljøforhold.

(2) Forordning (EF) nr. 1980/2000 foreskriver, at der fastsættes specifikke miljømærkekriterier for hver produktgruppe.

(3) Den foreskriver endvidere, at miljømærkekriterierne og de krav til vurdering og verifikation, der er knyttet til kriterierne, skal gennemgås i god tid inden udløbet af gyldighedsperioden for de kriterier, der er specificeret for hver produktgruppe.

(4) Det er hensigtsmæssigt at revidere de miljøkriterier, der blev fastsat i Kommissionens beslutning 1999/476/EF af 10. juni 1999 om miljøkriterierne for tildeling af Fællesskabets miljømærke til tekstilvaskemidler(2), i overensstemmelse med udviklingen på markedet. Samtidig bør gyldighedsperioden for nævnte beslutning som ændret ved beslutning 2002/172/EF(3) og definitionen af produktgruppen ændres.

(5) Der bør vedtages en ny beslutning, hvori der opstilles specifikke miljøkriterier for denne produktgruppe med en gyldighedsperiode på fem år.

(6) Både de nye kriterier og de kriterier, der er fastlagt ved beslutning 1999/476/EF, bør være gældende samtidigt i en begrænset periode på højst 18 måneder, således at virksomheder, der har fået tildelt miljømærket eller ansøgt om tildeling af miljømærket, inden nærværende beslutning finder anvendelse, har tid nok til bringe deres produkter i overensstemmelse med de nye kriterier.

(7) Foranstaltningerne i denne beslutning bygger på et udkast til kriterier, som er udarbejdet af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn, der er nedsat ved artikel 13 i forordning (EF) nr. 1980/2000.

(8) Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 17 i forordning (EF) nr. 1980/2000 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

For at få tildelt et miljømærke i medfør af forordning (EF) nr. 1980/2000 skal et tekstilvaskemiddel tilhøre produktgruppen "tekstilvaskemidler" som defineret i artikel 2 og opfylde kriterierne i bilaget.

Artikel 2

Produktgruppen "tekstilvaskemidler" omfatter alle tekstilvaskemidler i pulverform, flydende form eller en hvilken som helst anden form til vask af tekstiler, som hovedsagelig er beregnet til brug i husholdningsvaskemaskiner, men dette udelukker ikke brug i møntvaskerier og fællesvaskerier.

Artikel 3

Til administrative formål skal det tildelte produktgruppekodenummer for denne produktgruppe være "6".

Artikel 4

Artikel 3 i beslutning 1999/476/EF affattes således:

"Artikel 3

Produktgruppedefinitionen og de specifikke miljøkriterier for produktgruppen gælder indtil den 31. august 2004."

Artikel 5

Denne beslutning gælder fra den 1. marts 2003 til den 29. februar 2008.

Producenter af produkter under produktgruppen "tekstilvaskemidler", som allerede har fået tildelt miljømærket inden den 1. marts 2003, kan fortsat benytte mærket indtil den 31. august 2004.

Producenter af produkter under produktgruppen "tekstilvaskemidler", som har ansøgt om tildeling af miljømærket inden den 1. marts 2003, kan få tildelt mærket efter reglerne i beslutning 1999/476/EF. I disse tilfælde må mærket benyttes frem til den 31. august 2004.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. februar 2003.

På Kommissionens vegne

Margot Wallström

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 237 af 21.9.2000, s. 1.

(2) EFT L 187 af 20.7.1999, s. 52.

(3) EFT L 56 af 27.2.2002, s. 32.

BILAG

RAMMEBESTEMMELSER

Sigtet med kriterierne

Disse kriterier tager især sigte på at:

- mindske transport- og energiforbruget ved at favorisere kompakte tekstilvaskemidler

- mindske vandforureningen ved at reducere den samlede mængde kemikalier, som anvendes i produktet, og ved at begrænse brugen af potentielt skadelige ingredienser

- minimere produktionen af affald ved at begrænse mængden af primær emballage.

Derudover øger kriterierne forbrugernes bevågenhed over for miljøproblemer. Kriterierne er fastsat på niveauer, der fremmer mærkning af tekstilvaskemidler med en relativt lav miljøbelastning.

Vurderings- og verifikationskrav

Der er ved hvert kriterium anført specifikke vurderings- og verifikationskrav.

Når ansøgeren skal fremlægge erklæringer, dokumentation, analyse- og testresultater eller andet belæg for, at kriterierne opfyldes, er det underforstået, at disse kan stamme fra ansøgeren og/eller dennes leverandør(er) og/eller deres leverandør(er) osv. alt efter omstændighederne.

Prøvning udføres så vidt muligt af laboratorier, som opfylder de generelle krav i standard EN ISO 17025 eller en tilsvarende standard.

Der kan eventuelt anvendes andre prøvningsmetoder end dem, der er anført ved de enkelte kriterier, hvis det ansvarlige organ, der skal vurdere ansøgningen, accepterer dem som ligeværdige.

Koncentrationen af ingredienser i produktet, som indebærer et krav om dokumentation for opfyldelse af miljøkriterierne, defineres generelt som >= 0,1 vægtprocent af præparatet. Denne koncentration defineres som >= 0,01 vægtprocent af præparatet for så vidt angår kriteriet om farlige og giftige stoffer eller præparater.

Tillæg I.A indeholder en database (Detergent Ingredients Database, DID-liste) over de vaskemiddelingredienser, der benyttes mest ved formulering af vaskemidler. Den skal anvendes som grundlag for beregningerne af CDVtox og til vurderingen af overfladeaktive stoffers bionedbrydelighed.

Hvor det er hensigtsmæssigt, kan ansøgeren bruge senere, reviderede udgaver af databasen for vaskemiddelingredienser, efterhånden som disse bliver tilgængelige.

Ansøgeren skal på eget ansvar finde passende værdier af de relevante parametre for de ingredienser, som ikke findes i DID-listen, ved at anvende fremgangsmåden i tillæg I.B.

Ansøgeren kan bruge en fremgangsmåde, der er beskrevet i tillæg I.C, til at tilvejebringe den nødvendige dokumentation for nedbrydelighed under anaerobe forhold for de ingredienser, som ikke er opført på DID-listen.

De ansvarlige organer kan om nødvendigt kræve underbyggende dokumentation og foretage uafhængig verifikation.

Det anbefales, at de ansvarlige organer ved deres bedømmelse af ansøgninger og tilsyn med opfyldelsen af kriterierne i dette bilag tager hensyn til, om der er implementeret en anerkendt miljøstyringsordning som f.eks. EMAS eller ISO 14001 (NB: Der stilles ikke krav om anvendelse af sådanne styringsordninger).

Funktionel enhed og referencemængde

Den funktionelle enhed udtrykkes i g/vask (gram pr. vask). For storvaskemidler gælder dette doseringen til 4,5 kg tøj (tørre tekstiler) og for finvaskemidler doseringen til 2,5 kg tøj (tørre tekstiler) i vaskemaskinen. Den af fabrikanten anbefalede dosering for en vandhårdhed på 2,5 mmol CaCO3/l og "normalt tilsmudsede" tekstiler anvendes som referencedosering med henblik på beregningen af miljøkriterier og testen af vaskeevne. Hvis en vandhårdhed på 2,5 mmol CaCO3/1 ikke er relevant i de medlemsstater, hvor vaskemidlet markedsføres, skal ansøgeren specificere, hvilken dosering der skal anvendes som reference.

KRITERIER

1. Det samlede indhold af kemikalier

Det samlede indhold af kemikalier er den anbefalede dosering, udtrykt i g/vask, minus vandindholdet.

Vægten af det samlede indhold af kemikalier må højst være 100 g/vask.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ sammen med de detaljerede beregninger, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes.

2. Uopløselige, uorganiske ingredienser

Det samlede indhold af uopløselige, uorganiske ingredienser i den anbefalede dosering skal være mindre end 30 g/vask.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ sammen med de detaljerede beregninger, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes.

3. Toksicitet for organismer, der lever i vand

Det kritiske fortyndingsvolumen for toksicitet (CDVtox) beregnes for hver enkelt ingrediens (i) ved følgende formel:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

hvor mængde (i) er vægten af ingrediensen pr. anbefalet dosering, LF er belastningsfaktoren og LTE er den koncentration, hvor ingrediensen medfører en toksisk langtidseffekt.

Værdierne for LF- og LTE-parametrene skal tages fra listen i "databasen over vaskemiddelingredienser" (DID-listen) i tillæg I.A. Hvis den pågældende ingrediens ikke er optaget på DID-listen, skal ansøgeren skønne værdierne ifølge fremgangsmåden i tillæg I.B. - CDVtox summeres for alle ingredienser, hvorved produktets CDVtox fremkommer:

CDVtox = Σ CDVtox (ingrediens)

CDVtox af den anbefalede dosering må højst være 4500 l/vask.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ sammen med de detaljerede beregninger af CDVtox, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes.

4. Phosphater

Det samlede indhold af phosphater (i form af natriumtripolyphosphat - STPP) ved den anbefalede dosering må ikke overstige 25 g/vask.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ sammen med de detaljerede beregninger, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes.

5. Overfladeaktive stoffers bionedbrydelighed

a) Let aerobt bionedbrydelig

Alle overfladeaktive stoffer, som anvendes i produktet, skal være let bionedbrydelige.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ. I DID-listen (se tillæg I.A) er det anført, om et givet overfladeaktivt stof er aerobt bionedbrydeligt eller ej (dvs. de stoffer, der er markeret med "J" i kolonnen vedrørende ikke aerobt bionedbrydelige stoffer, må ikke anvendes). For overfladeaktive stoffer, som ikke er optaget på DID-listen, opgives relevante oplysninger fra litteratur, andre kilder eller egnede testresultater til dokumentation for, at stofferne er aerobt bionedbrydelige. Prøvningen af let nedbrydelighed skal udføres ifølge Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivningen om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer(1) med senere ændringer, herunder især metoderne i bilag V.C4, de ækvivalente OECD 301 A-F-prøvningsmetoder eller de ækvivalente ISO-prøvninger. Princippet om tidagesvinduet finder ikke anvendelse. Kravet er en nedbrydelighed på 70 % eller derover ved prøvningerne i bilag V.C4-A og C.4-B i direktiv 67/548/EØF (og de ækvivalente OECD 301 A- og E-prøvninger samt de ækvivalente ISO-prøvninger) og 60 % eller derover ved C4-C-, D-, E- og F-prøvningerne (og de ækvivalente OECD 301 B-, C-, D- og F-prøvninger samt de ækvivalente ISO-prøvninger).

b) Anaerobt bionedbrydelig

Alle overfladeaktive stoffer, som anvendes i produktet, skal være anaerobt bionedbrydelige.

Vurdering og verifikation:

Den nøjagtige formulering af produktet skal oplyses. I DID-listen (se tillæg I.A) er det anført, om et givet overfladeaktivt stof er anaerobt bionedbrydeligt eller ej (dvs. de stoffer, der er markeret med "J" i kolonnen vedrørende ikke anaerobt bionedbrydelige stoffer, må ikke anvendes). For overfladeaktive stoffer, som ikke er opført på DID-listen, opgives relevante oplysninger fra litteratur, andre kilder eller egnede testresultater til dokumentation for, at stofferne er anaerobt bionedbrydelige. Referencetesten for anaerob bionedbrydelighed er ISO 11734, ECETOC nr. 28 (juni 1988) eller ækvivalente prøvningsmetoder, og der kræves 60 % fuldstændig nedbrydelighed under anaerobe forhold. Prøvningsmetoder, der simulerer forholdene i et relevant anaerobt miljø, kan også bruges til at dokumentere, at der er opnået 60 % endelig nedbrydelighed under anaerobe forhold (se tillæg I.C).

6. Farlige og giftige stoffer eller præparater

a) De følgende ingredienser må ikke indgå i produktet hverken som en del af formuleringen eller som bestanddel af noget præparat, der anvendes i formuleringen:

- alkylfenolethoxylater (APEO) og derivater heraf

- nitromoskus og polycyklisk moskus som f.eks.:

- moskusxylen: 5-tert-butyl-2,4,6-trimtro-m-xylen

- moskusambrette: 4-tert-butyl-3-methoxy-2,6-dinitrotoluen

- mosken: 1,1,3,3,5-pentamethyl-4,6-dinitroindan

- moskustibetin: 1-tert-butyl-3,4,5-trimethyl-2,6-dinitrobenzen

- muskusketon: 4'-tert-butyl-2',6'-dimethyl-3',5'-dinitroacetaphenon

- HHCB: 1,3,4,6,7,8-hexahydro-4,6,6,7,8,8-hexamethylcyclopenta(g)-2-benzopyran

- AHTN: 6-acetyl-1,1,2,4,4,7-hexamethyltetralin

- EDTA (ethylendiamintetraacetat)

- NTA (nitrilotriacetat).

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge en erklæring om, at de ovennævnte stoffer ikke indgår i produktet.

b) Kvaternære ammoniumsalte, der ikke er let bionedbrydelige, må ikke anvendes.

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge produktets nøjagtige formulering sammen med dokumentation for bionedbrydeligheden af kvaternære ammoniumsalte, hvis disse indgår, og en erklæring om, at dette krav opfyldes.

c) Den samlede mængde phosphonater, der ikke er let bionedbrydelige (aerobt), må ikke overskride 0,5 g/vask ved den anbefalede dosering.

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge produktets nøjagtige formulering sammen med dokumentation for bionedbrydeligheden af phosphonater, hvis disse indgår, og en erklæring om, at dette krav opfyldes.

d) Produktet må ikke indeholde ingredienser, der er klassificeret eller kan klassificeres som:

- R40 (mulighed for kræftfremkaldende effekt)

- R45 (kan fremkalde kræft)

- R46 (kan forårsage arvelige genetiske skader)

- R49 (kan fremkalde kræft ved indånding)

- R50-53 (meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet)

- R51-53 (giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet)

- R59 (farlig for ozonlaget)

- R60 (kan skade forplantningsevnen)

- R61 (kan skade barnet under graviditeten)

- R62 (mulighed for skade på forplantningsevnen)

- R63 (mulighed for skade på barnet under graviditeten)

- R64 (kan skade børn i ammeperioden)

- R68 (mulighed for varig skade på helbredet)

eller enhver kombination af disse i henhold til direktiv 67/548/EØF med senere ændringer eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater(2) med senere ændringer.

Alle stoffer eller ingredienser af de præparater, der anvendes i formuleringen, som udgør mere end 0,01 procent af det endelige produkt, skal også opfylde dette krav.

Der må ikke anvendes konserveringsmidler, der er eller kan blive klassificeret som R50-53, uanset mængde.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ. Der forelægges kopier af sikkerhedsdatablade for alle ingredienser (både stoffer og præparater). Ansøgeren skal forelægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

e) Produktet må ikke være klassificeret som R43 (kan give overfølsomhed ved kontakt med huden) i henhold til direktiv 1999/45/EF.

Vurdering og verifikation:

Produktets nøjagtige formulering skal forelægges det ansvarlige organ sammen med kopier af sikkerhedsdatablade for hver ingrediens med angivelse af den relevante klassificering eller manglende klassificering for hver ingrediens og endvidere en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

f) Enhver ingrediens, der indgår som duftstof i produktet, skal være fremstillet og/eller håndteret i henhold til International Fragrance Associations retningslinjer.

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

7. Enzymers renhed

Der må ikke være mikroorganismer fra enzymproduktionen i det færdige enzympræparat.

Vurdering og verifikation:

Der skal forelægges en testrapport eller en attest fra enzymproducenten for det ansvarlige organ.

8. Krav til emballage

a) Hvis der ikke udbydes emballager til genfyldning, må vægten af den samlede primæremballage ikke overstige 3,7 g/vask for tabletter og 1,7 g/vask for alle andre produkter.

b) Hvis der udbydes emballager til genfyldning, må vægten af den samlede primæremballage ikke overstige 7 g/vask, og producenten skal udbyde genfyldningsemballager. Vægten af genfyldningsemballagen må højst være 1,7 g/vask.

c) Papemballage skal bestå af mindst 80 % genvundne materialer.

d) Primæremballage af plast skal mærkes i henhold til ISO 1043.

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge en prøve af emballagen samt en erklæring om, at hver del af dette kriterium overholdes. Det ansvarlige organ skal desuden forelægges en beregning af vægten af primæremballage og en erklæring om procentdelen af genvundet materiale. Primæremballage er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald(3).

9. Vaskeevne

Produktet skal med hensyn til vaskeevne sammenlignes med referencevaskemidler af samme type i henhold til EU's vaskeevnetest for miljøvaskemidler "Tildeling af Fællesskabets miljømærke til tekstilvaskemidler: vaskeevnetest af husholdningsvaskemidler" (udgave af 4. december 2002 med senere ændringer).

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal forelægge en testrapport med angivelse af, at produktet opfylder mindstekravene i denne test.

10. Forbrugeroplysninger

a) Information på emballagen

Følgende (eller tilsvarende) oplysninger skal være anført på eller vedlagt alle miljømærkede produkter inden for produktgruppen:

"ANVISNING PÅ MILJØSKÅNSOM VASK:

- Sorter vasketøjet før vask (f.eks. efter farve, tilsmudsningsgrad og fibertype).

- Fyld maskinen helt.

- Undlad at bruge for meget vaskemiddel, dvs. følg doseringsvejledningen.

- Vask fortrinsvis ved lav temperatur.

Ved at anvende dette produkt, der har fået tildelt Fællesskabets miljømærke, og ved at følge ovenstående anvisninger bidrager De til at begrænse vandforurening, affaldsproduktion og energiforbrug. Der findes yderligere oplysninger om EU's miljømærke på følgende netsted: http://europa.eu.int/ecolabel."

Der skal kunne rekvireres yderligere oplysninger om vaskemidlet. Derfor skal der på emballagen være en påskrift om, at forbrugere, der ønsker at vide mere om vaskemidlet, kan henvende sig til firmaets eller forhandlerens forbrugerafdeling.

b) Doseringsanvisninger

Hvis antallet af CPU i vaskeevnetesten er højere end 24, påføres følgende (eller tilsvarende) tekst: "Vanskelige pletter forbehandles inden vask".

Produktemballager skal være forsynet med doseringsvejledning, og forbrugeren skal rådes til at få ledningsvandets hårdhed oplyst hos vandværket eller de lokale myndigheder.

Den anbefalede dosering skal specificeres for "normalt" og "stærkt" tilsmudsede tekstiler og for de forskellige vandhårdheder, der er relevante for de pågældende lande; i forhold til mængden af vasketøj (vægt). Hvis doseringsvejledningen er vist med et målebæger, skal målebægerets volumen (i ml) også være tydeligt angivet på emballagen.

For at få forbrugerne til at undgå overforbrug af vaskemiddel og følge doseringsvejledningen skal man kunne rekvirere et målebæger med inddelinger på højst 10 ml, hvis et sådant ikke findes i emballagen.

Vaskeevnen skal angives for "normalt tilsmudset" tøj for de forskellige vandhårdhedsgrader.

Den anbefalede dosering for vandhårdhedsgrad 1 (blødt) - "normalt tilsmudset" - og højeste vandhårdhedsgrad (3 eller 4) - "stærkt tilsmudset" må ikke afvige indbyrdes med en faktor på mere end 2.

Den referencedosering, der er anvendt ved test af vaskeevne og vurdering af opfyldelsen af miljøkriterierne for ingredienser, skal være den samme som den anbefalede dosering for "normalt tilsmudsede" tekstiler og en vandhårdhed på 2,5 mmol CaCO3/l i den medlemsstat, hvor testen er udført.

Hvis der kun er anført en vandhårdhed på mindre end 2,5 mmol CaCO3/l i vejledningen, skal den maksimale dosering, der anbefales for "normalt tilsmudset" tøj, være lavere end førnævnte referencedosering.

c) Oplysning om og mærkning af ingredienser

Kommissionens henstilling 89/542/EØF af 13. september 1989 om mærkning af vaske- og rengøringsmidler(4) skal anvendes.

Følgende grupper af ingredienser skal deklareres uanset indholdet:

- enzymer: enzymtyper (f.eks. protease, lipase)

- konserveringsmidler: karakterisering og etikettering efter IUPAC-nomenklaturen.

- desinfektionsmidler: karakterisering og mærkning efter IUPAC-nomenklaturen.

Hvis produktet indeholder parfume, skal dette angives på emballagen.

Vurdering og verifikation:

Et eksemplar af produktemballagen skal forelægges det ansvarlige organ sammen med en erklæring om, at hver del af dette kriterium overholdes.

11. Oplysninger på miljømærket

Miljømærkets kasse 2 skal indeholde følgende tekst:

"- Bidrager til mindsket vandforurening

- Bidrager til mindsket ressourceforbrug".

Vurdering og verifikation:

Ansøgeren skal indlevere en prøve af produktemballagen, hvor mærket er vist, samt en erklæring om, at dette kriterium overholdes.

(1) EFT L 196 af 16.8.1967, s. 1.

(2) EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1.

(3) EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10.

(4) EFT L 291 af 10.10.1989, s. 55.

Tillæg I.A

DID-LISTE

Database for vaskemiddelingredienser og anvendt fremgangsmåde for ingredienser, som ikke er med i databasen

A. De nedenfor anførte data for de mest almindeligt anvendte vaskemiddelingredienser skal anvendes ved beregningen af miljøkriterierene

(NB: Parametrene aNBO, SI, II, THOD samt KF-faktorerne i forbindelse med anNBO anvendes ikke inden for denne produkktgruppe)

Database for vaskemiddelingredienser (DID-liste; version 29.9.1998)

>TABELPOSITION>

Bemærk:

J= ja, kriteriet finder anvendelse.

O= nej, kriteriet finder ikke anvendelse.

LTE= Langtidseffekt.

NOEC= Nuleffektkoncentration.

KF= Korrektionsfaktor for anaerobt ikke-bionedbrydelige organiske stoffer.

THOD= Teoretisk iltforbrug.

Tillæg I.B

Følgende fremgangsmåde anvendes, hvor den er relevant, for ingredienser, som ikke er opført på DID-listen.

Toksicitet i vand

De laveste validerede langtidseffektdata (LTE) fra fisk, daphnia magna eller alger bør tages i betragtning ved beregning af den kritiske fortyndingsvolumen (toksicitet).

I tilfælde, hvor data om homologe og/eller QSAR (kvantitative strukturaktivitetsrelationer) anvendes, bør der overvejes en korrektion for de endeligt udvalgte LTE-data.

I tilfælde af manglende LTE-data skal følgende procedure anvendes til at anslå LTE-dataene ved anvendelse af de specificerede usikkerhedsfaktorer (UF) på dataene for de mest følsomme arter:

Ikke-overfladeaktive stoffer

>TABELPOSITION>

Afvigelser fra denne regel kan tillades, hvis det kan påvises, at lavere faktorer eller data er videnskabeligt begrundede. NOEC: nuleffekt-koncentration (i en test af kronisk toksicitet).

Overfladeaktive stoffer

>TABELPOSITION>

I det sidste af de ovenfor anførte tilfælde kan der kun anvendes en usikkerhedsfaktor på 20 i stedet for 50, hvis der foreligger 1-2 L(E)C50-data (LC50 i tilfælde af toksicitet hos fisk, EC50 i tilfælde af toksicitet hos daphnia eller alger), og hvis det fra oplysninger om andre forbindelser kan konkluderes, at de mest følsomme arter er blevet testet. En sådan regel kan kun anvendes inden for en gruppe af homologe. Det understreges, at de anvendte LTE-værdier (langtidseffekt) skal være konsistente inden for en gruppe af homologe med hensyn til indflydelsen fra f.eks. længden af alkylkæden for LAS (lineær alkylbenzensulfonat) og antallet af ethoxy-grupper, hvis sådanne QSAR kan fastslås.

Enhver afvigelse fra den ovenfor beskrevne metode skal være velbegrundet for det specifikke kemiske stofs vedkommende.

Belastningsfaktorer (LF)

Belastningsfaktorer opstilles i overensstemmelse med Kommissionens direktiv 93/67/EØF af 20. juli 1993 om fastsættelse af principperne for vurderingen af risikoen for mennesker og miljøet ved stoffer(1), der anmeldes i overensstemmelse med Rådets direktiv 67/548/EØF og Rådets forordning (EØF) nr. 793/93(2).

Ikke anaerobt bionedbrydelige organiske stoffer: rutediagram til definering af korrektionsfaktorer (KF)(3)

>PIC FILE= "L_2003076DA.003801.TIF">

LB: Let aerobt bionedbrydelig.

LTE: Langtidseffekt.

KF: Korrektionsfaktor.

(1) EFT L 227 af 8.9.1993, s. 9.

(2) EFT L 84 af 5.4.1993, s. 1.

(3) Korrektionsfaktorerne skal fastsættes på grundlag af ingrediensernes egenskaber og anvendes på doseringen udtrykt i g/vask.

Tillæg I.C

Dokumentation for bionedbrydelighed under anaerobe forhold

Følgende fremgangsmåde kan anvendes til at tilvejebringe den nødvendige dokumentation for nedbrydelighed under anaerobe forhold for ingredienser, der ikke er optaget på DID-listen.

1) Anvend rimelig ekstrapolation. Anvend prøvningsresultater, der er opnået for ét råmateriale til at ekstrapolere den endelige nedbrydelighed under anaerobe forhold for andre overfladeaktive stoffer, der er strukturelt beslægtede hermed. Hvis et overfladeaktivt stof (eller en gruppe homologe) ifølge DID-listen er anaerobt bionedbrydeligt, kan det antages, at et lignende overfladeaktivt stof også er anaerobt bionedbrydeligt (f.eks. er C12-15 A 1-3 EO sulfat (DID nr. 8) anaerobt bionedbrydeligt, og der kan således antages en tilsvarende bionedbrydelighed for C12-15 A 6 EO sulfat). Hvis det er fastslået ved hjælp af en passende prøvningsmetode, at et overfladeaktivt stof er anaerobt bionedbrydeligt, kan det antages, at et lignende overfladeaktivt stof også er anaerobt bionedbrydeligt (f.eks. kan litteratur, der bekræfter, at overfladeaktive stoffer, som tilhører gruppen alkylesterammoniumsalte, bruges som dokumentation for en tilsvarende bionedbrydelighed for kvaternære ammoniumsalte, der indeholder esterbindinger i alkylkæden/kæderne).

2) Udfør screeningtest for nedbrydelighed under anaerobe forhold. Hvis det er nødvendigt at udføre ny prøvning, udføres en screeningtest efter ISO 11734, ECETOC nr. 28 (juni 1988) eller en tilsvarende metode.

3) Udfør prøvning af nedbrydeligheden med lav dosis. Hvis det er nødvendigt at udføre ny prøvning, og der opstår problemer med udførelsen af screeningtesten (f.eks. inhibering pga. prøvestoffets toksicitet), gentages prøvningen med en lav dosis af det overfladeaktive stof, og nedbrydningen overvåges ved hjælp af C14-målinger eller kemisk analyse. Prøvning med lav dosis kan udføres ved hjælp af OECD 308 (august 2000) eller en tilsvarende metode.