32003D0155

2003/155/EF: Rådets afgørelse af 16. december 2002 om undertegnelse og indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tyrkiske Republik om prækursorer og kemiske stoffer, der ofte anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer

EU-Tidende nr. L 064 af 07/03/2003 s. 0028 - 0029


Rådets afgørelse

af 16. december 2002

om undertegnelse og indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tyrkiske Republik om prækursorer og kemiske stoffer, der ofte anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer

(2003/155/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første punktum, og artikel 300, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 5. april 2001 gav Rådet Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Tyrkiet om en aftale om prækursorer og kemiske stoffer, der ofte anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, i det følgende benævnt "aftalen".

(2) Fællesskabet bør øge kontrollen med forsendelser af prækursorer til Tyrkiet, da de genindføres i Fællesskabet i form af heroin eller andre former for psykotrope stoffer eller narkotika.

(3) Rådet bør bemyndige Kommissionen til - i samråd med et særligt af Rådet udpeget udvalg - på Fællesskabets vegne at godkende visse ændringer, i tilfælde hvor det i aftalen er bestemt, at disse skal vedtages af Den Blandede Opfølgningsgruppe. Denne bemyndigelse bør begrænses til ændringer af aftalens bilag, i den udstrækning disse ændringer vedrører stoffer, som allerede er omfattet af Fællesskabets retsforskrifter om prækursorer og kemiske stoffer.

(4) Aftalen bør godkendes -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tyrkiske Republik om prækursorer og kemiske stoffer, der ofte anvendes til ulovlig fremstilling af narkotika eller psykotrope stoffer, godkendes hermed på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

1. Fællesskabet er i den i aftalens artikel 9 omhandlede blandede opfølgningsgruppe repræsenteret af Kommissionen, bistået af repræsentanter for medlemsstaterne.

2. Kommissionen bemyndiges på Fællesskabets vegne til at godkende de ændringer af aftalens bilag, der vedtages af Den Blandede Opfølgningsgruppe i henhold til den i aftalens artikel 10 omhandlede procedure.

Kommissionen bistås ved udførelsen af denne opgave af et særligt udvalg, der udpeges af Rådet, og som har til opgave at fastlægge en fælles holdning.

3. Den i stk. 2 nævnte bemyndigelse begrænses til stoffer, der allerede er omfattet af Fællesskabets relevante retsforskrifter om prækursorer og kemiske stoffer.

Artikel 3

Rådets formand bemyndiges til at udpege de befuldmægtigede, der skal undertegne aftalen.

Artikel 4

Rådets formand foranstalter på Fællesskabets vegne udveksling af de i aftalens artikel 12 omhandlede instrumenter(1).

Artikel 5

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 2002.

På Rådets vegne

M. Fischer Boel

Formand

(1) Datoen for denne aftales ikrafttræden vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af Rådets generalsekretariat.