2003/8/EF: Kommissionens beslutning af 23. december 2002 om gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 med hensyn til formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 5236)
EF-Tidende nr. L 005 af 10/01/2003 s. 0016 - 0019
Kommissionens beslutning af 23. december 2002 om gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 med hensyn til formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse (meddelt under nummer K(2002) 5236) (EØS-relevant tekst) (2003/8/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet(1), senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2434/92(2), særlig artikel 44, og ud fra følgende betragtninger: (1) Der er sket store fremskridt siden lanceringen af Eures-nettet (European Employment Services - "Eures") nedsat ved Kommissionens beslutning 93/569/EØF(3) med henblik på gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68. (2) På baggrund af de erfaringer, der er indhøstet siden 1993, og under hensyntagen til og som konsolidering af den seneste udvikling inden for Eures-miljøet bør nettet forstærkes og integreres fuldt ud i medlemsstaternes arbejdsmarkedsmyndigheder. Den nuværende ansvarsfordeling og beslutningsprocedure bør ændres. (3) Med henblik på den forestående udvidelse af Den Europæiske Union bør Eures indføres fuldt ud i tiltrædelseslandene, samtidig med at det skal sikres, at systemet forbliver effektivt og kan administreres. (4) De muligheder, som nye informations- og kommunikationsteknologiværktøjer giver for yderligere at forbedre og rationalisere de leverede tjenester, bør også tages i betragtning. (5) Med henblik herpå bør Eures konsolideres og styrkes som et vigtigt redskab til at overvåge mobiliteten, at støtte arbejdstagernes frie bevægelighed og integrationen af de europæiske arbejdsmarkeder og at oplyse borgerne om gældende EU-lovgivning. (6) Der er behov for at fremme den erhvervsmæssige og geografiske mobilitet i tråd med den europæiske beskæftigelsesstrategi og med henblik på gennemførelsen af aktionsplanen vedrørende kvalifikationer og mobilitet(4) og Rådets resolution af 3. juni 2002 om samme emne(5). (7) Af klarhedshensyn bør Eures-nettet genetableres med en mere præcis definition af dets sammensætning, struktur og funktioner. Dette medfører, at beslutning 93/569/EØF skal udskiftes. (8) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Arbejdstagernes Frie Bevægelighed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Eures-nettet Kommissionen, medlemsstaternes arbejdsmarkedsmyndigheder og evt. yderligere nationale partnere opretter et europæisk netværk for tjenesteydelser, der benævnes Eures (European Employment Services), og som skal udvikle den informationsudveksling og det samarbejde, som er fastsat i anden del af forordning (EØF) nr. 1612/68. Artikel 2 Mål Eures bidrager til en samordnet gennemførelse af bestemmelserne i anden del af forordning (EØF) nr. 1612/68. Det støtter den europæiske beskæftigelsesstrategi og bidrager til en styrkelse af det indre marked i EU. Til gavn for især arbejdssøgende, arbejdstagere og arbejdsgivere søger Eures at fremme: a) udviklingen af europæiske arbejdsmarkeder, som er åbne og tilgængelige for alle b) den tværnationale, tværregionale og grænseoverskridende udveksling af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse c) gennemskueligheden og udvekslingen af oplysninger om de europæiske arbejdsmarkeder, herunder om levevilkår og uddannelsesmuligheder d) udviklingen af metoder og indikatorer til dette formål. Artikel 3 Sammensætning Eures omfatter følgende kategorier: a) Eures-medlemmerne, som er de særlige kontorer nedsat af medlemsstaterne i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68, og Det Europæiske Koordineringsbureau nedsat i henhold til artikel 21, 22 og 23 i nævnte forordning, og b) Eures-partnerne i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1612/68, nemlig: i) de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder i medlemsstaterne ii) arbejdsmarkedsmyndighederne med ansvar for grænseområderne iii) særlige arbejdsmarkedsmyndigheder meddelt Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68. Disse kategorier omfatter de fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, der er udpeget af Eures-medlemmerne. Artikel 4 Det Europæiske Koordineringsbureaus rolle Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold er ansvarlig for ledelsen af Det Europæiske Koordineringsbureau. Det Europæiske Koordineringsbureau (herefter benævnt "Eures-koordineringsbureauet") tilser, at bestemmelserne i anden del af forordning (EØF) nr. 1612/68 overholdes, og bistår Eures-nettet i udførelsen af dets aktiviteter. Eures-koordineringsbureauets opgaver omfatter: a) analyse af den geografiske og erhvervsmæssige mobilitet og udvikling af en generel tilgang til mobilitet i overensstemmelse med den europæiske beskæftigelsesstrategi b) formulering af en sammenhængende helhedsstrategi og passende ordninger til fremme af samarbejdet og koordineringen mellem medlemsstaterne c) generel overvågning og evaluering af alle Eures-aktiviteter og tiltag til kontrol af, at de udføres i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1612/68 og denne beslutning. Artikel 5 Eures-logoet Akronymet Eures anvendes udelukkende i forbindelse med aktiviteter under Eures. Det illustreres ved hjælp af et logo med en standardiseret grafisk udformning. Logoet registreres som et EF-varemærke i Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM). Det må anvendes af Eures-medlemmer og -partnere. Artikel 6 Strategigruppe på Højt Niveau Hermed oprettes en Strategigruppe på Højt Niveau bestående af Eures-medlemmernes ledere og med Kommissionens repræsentant som formand. Den bistår Kommissionen i arbejdet med at fremme og overvåge udviklingen af Eures. Kommissionen hører Strategigruppen på Højt Niveau om spørgsmål vedrørende den strategiske planlægning, udvikling, gennemførelse, overvågning og evaluering af de tjenester og aktiviteter, der er omhandlet af denne beslutning, herunder: a) Eures-chartret, jf. artikel 8, stk. 2 b) Eures-retningslinjerne, jf. artikel 9, stk. 1 c) Kommissionens udkast til årsberetning, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1612/68 d) Kommissionens beretning, som udarbejdes hvert andet år og forelægges Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, jf. artikel 19, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1612/68. Lederne af de europæiske arbejdsmarkedsorganisationer inviteres til at deltage i gruppens møder. Strategigruppen på Højt Niveau fastlægger selv sine arbejdsmetoder og sin forretningsorden. Som hovedregel indkalder formanden til møde to gange om året. Gruppen træffer sine afgørelser med simpelt flertal. Eures-koordineringsbureauet fungerer som sekretariat. Artikel 7 Arbejdsgruppe For at fremme udviklingen, gennemførelsen og overvågningen af Eures-aktiviteter nedsætter Eures-koordineringsbureauet en arbejdsgruppe bestående af Eures Managers, som hver repræsenterer et Eures-medlem. Eures-koordineringsbureauet indbyder repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i Europa og efter behov repræsentanter for andre Eures-partnere og eksperter til at deltage i arbejdsgruppens møder. Artikel 8 Eures-charter 1. Efter høring af Eures-strategigruppen på Højt Niveau, jf. artikel 6 i denne beslutning, vedtager Eures-koordineringsbureauet Eures-chartret i overensstemmelse med procedurerne i artikel 14, stk. 2, artikel 15, stk. 2, artikel 22, stk. 1, litra a), b) og c), og artikel 23 i forordning (EØF) nr. 1612/68. 2. Ud fra princippet om, at alle tilbud og ansøgninger om beskæftigelse, der offentliggøres af et Eures-medlem eller en Eures-partner, skal være tilgængelige i hele EU, fastlægger Eures-chartret navnlig: a) de aktiviteter, Eures-medlemmerne og -partnerne forpligter sig til at gennemføre, herunder: i) arbejdsformidlingstjenester, herunder personlig rådgivning og vejledning til klienterne, uanset om de er arbejdssøgende, arbejdstagere eller arbejdsgivere ii) udvikling af tværnationalt og grænseoverskridende samarbejde, der omfatter arbejdsformidlinger, sociale instanser, arbejdsmarkedets parter og andre berørte institutioner, med henblik på at forbedre effektiviteten af arbejdsmarkederne, deres integration og mobiliteten iii) fremme af koordineret overvågning og vurdering af hindringer for mobilitet, overskud af og mangel på kvalifikationer samt migrationsstrømme b) de operationelle målsætninger for Eures-systemet, de kvalitetsstandarder, der skal benyttes, samt de forpligtelser, der påhviler Eures-medlemmerne og -partnerne, herunder: i) integrering af medlemmernes relevante jobdatabaser med Eures-systemet til udveksling af beskæftigelsestilbud inden en endnu ikke fastsat dato ii) den type oplysninger, såsom arbejdsmarkedsoplysninger, oplysninger om leve- og arbejdsvilkår, information om beskæftigelsestilbud og -forespørgsler, hindringer for mobilitet, de skal tilbyde deres klienter og resten af nettet iii) den uddannelse og de kvalifikationer, der kræves for Eures-personale, og betingelserne og procedurerne for tilrettelæggelse af besøg og opgaver for de ansvarlige iv) udarbejdelse, indgivelse til Eures-koordineringsbureauet og gennemførelse af aktivitetsplaner, herunder særlige regler for grænseoverskridende Eures-aktiviteter v) betingelserne for Eures-medlemmernes og -partnernes anvendelse af Eures-logoet vi) principperne for overvågning og evaluering af Eures-aktiviteter c) procedurerne til etablering af et ensartet system og fælles modeller for udveksling af oplysninger om arbejdsmarkedet og mobilitet inden for Eures-nettet i henhold til artikel 14, 15 og 16 i forordning (EØF) nr. 1612/68, herunder oplysninger om beskæftigelsesmuligheder og om uddannelsesmuligheder i EU, der skal integreres i et websted om mobilitet. Artikel 9 Retningslinjer og aktivitetsplaner 1. I overensstemmelse med Eures-chartret, jf. artikel 8, og efter høring af Eures-strategigruppen på Højt Niveau, jf. artikel 6, fastlægger Eures-koordineringsbureauet retningslinjer for Eures-aktiviteter for en periode på tre år. Disse retningslinjer indeholder betingelserne for finansiel støtte, der kan ydes af Fællesskabet i henhold til stk. 4. 2. På grundlag af retningslinjerne fremlægger de enkelte Eures-medlemmer deres aktivitetsplaner for den periode, der er omfattet af retningslinjerne, for Eures-koordineringsbureauet. I aktivitetsplanen beskrives: a) de vigtigste arbejdsområder for Eures-medlemmet inden for nettet, herunder de tværnationale, grænseoverskridende og sektorbestemte aktiviteter, der er omhandlet af artikel 17 i forordning (EØF) nr. 1612/68 b) de menneskelige og finansielle ressourcer, der tildeles gennemførelsen af anden del af forordning (EØF) nr. 1612/68 c) ordningerne for overvågning og evaluering af de planlagte aktiviteter, herunder de oplysninger, der hvert år skal tilsendes Kommissionen. Aktivitetsplanen skal desuden indeholde en vurdering af de gennemførte aktiviteter og det opnåede fremskridt i den forgangne periode. 3. Eures-koordineringsbureauet gennemgår aktivitetsplanerne og de modtagne informationer og vurderer, hvorvidt de stemmer overens med retningslinjerne og bestemmelserne i anden del af forordning (EØF) nr. 1612/68. Resultaterne af denne vurdering analyseres i samarbejde med Eures-medlemmerne en gang om året i henhold til nævnte forordnings artikel 19, stk. 1, og medtages i Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordningen. 4. Kommissionen kan yde finansiel støtte til gennemførelsen af aktivitetsplanerne i henhold til reglerne for de pågældende budgetressourcer. Artikel 10 Ophævelse Beslutning 93/569/EØF ophæves hermed. Den finder dog fortsat anvendelse på aktiviteter, der er omfattet af en ansøgning, som blev indgivet inden nærværende beslutnings ikrafttrædelse. Artikel 11 Anvendelsesdato Denne beslutning anvendes fra den 1. marts 2003. Artikel 12 Adressater Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 23. december 2002. På Kommissionens vegne Anna Diamantopoulou Medlem af Kommissionen (1) EFT L 257 af 19.10.1968, s. 2. (2) EFT L 245 af 26.8.1992, s. 1. (3) EFT L 274 af 22.10.1993, s. 32. (4) KOM(2002) 72 endelig af 13.2.2002. (5) EFT C 162 af 6.7.2002, s. 1.