32002R2181

Kommissionens forordning (EF) nr. 2181/2002 af 6. december 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 1239/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse

EF-Tidende nr. L 331 af 07/12/2002 s. 0014 - 0015


Kommissionens forordning (EF) nr. 2181/2002

af 6. december 2002

om ændring af forordning (EF) nr. 1239/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2506/95(2), særlig artikel 114, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) EF-Sortsmyndigheden ("Sortsmyndigheden"), der blev oprettet ved forordning (EF) nr. 2100/94, gennemfører og anvender ordningen for sortsbeskyttelse.

(2) Bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved Sortsmyndigheden er fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 1239/95(3), ændret ved forordning (EF) nr. 448/96(4). I artikel 27 i førstnævnte forordning er det fastsat, at afprøvningsrapporter, der er udarbejdet på vegne af myndighederne i en medlemsstat eller i et tredjeland, som er medlem af Den Internationale Union for Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV), af Sortsmyndigheden kan anses for at være tilstrækkeligt grundlag for en afgørelse. Artikel 27 var dog blot en midlertidig bestemmelse, hvis gyldighedsperiode udløb den 30. juni 1998.

(3) Formålet med den midlertidige anvendelse af artikel 27 i forordning (EF) nr. 1239/95 var, at der skulle etableres en uafhængig EF-ordning, hvor Sortsmyndigheden kunne tilrettelægge den tekniske afprøvning af de sorter, der forelagdes i forbindelse med ansøgninger om sortsbeskyttelse. Sortsmyndighedens erfaringer viser imidlertid, at der er behov for at tage hensyn til andre afprøvningsrapporter som omhandlet i artikel 27.

(4) Den EF-sortsbeskyttelse, der er meddelt efter den 30. juni 1998, har i de fleste tilfælde været baseret på afgørelser, ved hvilke der er taget hensyn til tekniske afprøvninger foretaget på vegne af andre myndigheder end Sortsmyndigheden, som meddeler sortsbeskyttelse på et stærkt konkurrencepræget marked.

(5) Det er derfor nødvendigt at lovliggøre Sortsmyndighedens praksis siden den 1. juli 1998. Samtidigt bør der åbnes mulighed for også i fremtiden at anvende artikel 27. Forordning (EF) nr. 1239/95 bør derfor ændres med virkning fra den 1. juli 1998.

(6) EF-Sortsmyndighedens administrationsråd er blevet hørt.

(7) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Sortsbeskyttelse -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1239/95 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 27 affattes således:

"Artikel 27

Andre afprøvningsrapporter

1. En afprøvningsrapport om resultaterne af en teknisk afprøvning, der er foretaget eller som er ved at blive foretaget, i officielt øjemed i en medlemsstat, af en af de prøvningsmyndigheder, som er ansvarlig for den pågældende art i henhold til basisforordningens artikel 55, stk. 1, kan af Sortsmyndigheden anses for at være tilstrækkeligt grundlag for afgørelse, på betingelse af:

- at det materiale, der er forelagt med henblik på den tekniske afprøvning, mængdemæssigt og kvalitativt har været i overensstemmelse med de standarder, der måtte være fastlagt i henhold til basisforordningens artikel 55, stk. 4

- at den tekniske afprøvning er udført på en måde, der er forenelig med administrationsrådets udpegning i henhold til basisforordningens artikel 55, stk. 1, og at afprøvningen er gennemført i overensstemmelse med de vejledende principper for afprøvning eller de generelle instrukser, der er fastsat eller givet i henhold til basisforordningens artikel 56, stk. 2, og artikel 22 og 23 i nærværende forordning

- at Sortsmyndigheden har haft lejlighed til at overvåge den pågældende tekniske afprøvning, og

- at de foreløbige rapporter om de enkelte dyrkningsperioder er fremsendt til Sortsmyndigheden inden afprøvningsrapporten, såfremt den endelige rapport ikke er umiddelbart tilgængelig.

2. Hvis Sortsmyndigheden ikke finder, at den i stk. 1 omhandlede afprøvningsrapport udgør et tilstrækkeligt grundlag for en afgørelse, kan den gå videre i henhold til basisforordningens artikel 55 efter at have konsulteret ansøgeren og prøvningsmyndigheden.

3. Sortsmyndigheden og enhver kompetent national sortsmyndighed i en medlemsstat yder hinanden administrativ bistand ved efter anmodning at stille allerede foreliggende afprøvningsrapporter vedrørende en sort til rådighed med henblik på vurdering af samme sorts selvstændighed, ensartethed og stabilitet. Sortsmyndigheden eller den kompetente nationale myndighed opkræver et særligt beløb for fremsendelse af en sådan rapport til en anden myndighed, idet beløbet aftales mellem de pågældende myndigheder.

4. En afprøvningsrapport om resultaterne af en teknisk afprøvning, der er foretaget, eller som er ved at blive foretaget i officielt øjemed i et tredjeland, som er medlem af Den Internationale Union for Beskyttelse af Plantenyheder, kan af Sortsmyndigheden anses for at være tilstrækkeligt grundlag for afgørelse, på betingelse af at den tekniske afprøvning er i overensstemmelse med betingelserne i en skriftlig aftale mellem Sortsmyndigheden og den kompetente myndighed i det pågældende tredjeland. Disse betingelser skal mindst omfatte følgende:

- de for materialet gældende betingelser, jf. stk. 1, første led

- den tekniske afprøvning er foretaget i overensstemmelse med de vejledende principper for afprøvning eller de generelle instrukser, der er fastsat eller givet i henhold til basisforordningens artikel 56, stk. 2

- Sortsmyndigheden har haft lejlighed til at vurdere hensigtsmæssigheden af faciliteterne til gennemførelse af en teknisk afprøvning for den pågældende art i det pågældende tredjeland og til at overvåge den pågældende tekniske afprøvning, og

- betingelserne vedrørende tilgængeligheden af rapporter, jf. stk. 1, fjerde led."

2) Artikel 95, stk. 2, udgår.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 1998.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. december 2002.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 227 af 1.9.1994, s. 1.

(2) EFT L 258 af 28.10.1995, s. 3.

(3) EFT L 121 af 1.6.1995, s. 37.

(4) EFT L 62 af 13.3.1996, s. 3.