Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2174/2002 af 21. november 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/2001/13) om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (ECB/2002/8)
EF-Tidende nr. L 330 af 06/12/2002 s. 0029 - 0032
Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2174/2002 af 21. november 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/2001/13) om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (ECB/2002/8) STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR - under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information(1), særlig artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 4, og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/2001/13) af 22. november 2001 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner)(2), berigtiget ved forordning (EF) nr. 993/2002 (ECB/2002/4)(3), skal statistiske data vedrørende MFI'ernes balance indberettes, opdelt efter modpartens hjemsted, for at gøre det muligt at beregne monetære aggregater og andre mål for likviditet og kredit, der kan udelukke de af MFI'ernes aktiver og passiver, som vedrører ikke-residenter i de deltagende medlemsstater. (2) Efter forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/2001/13) skal data vedrørende passivposten "andele i pengemarkedsforeninger" (MMF) kun indberettes som et samlet beløb og ikke opdelt efter modpartens hjemsted. (3) For at beregne de monetære aggregater har Den Europæiske Centralbank imidlertid behov for data vedrørende andele i pengemarkedsforeninger, opdelt efter indehaverens hjemsted. Det er derfor nødvendigt at indføre en ordning, hvorefter rapporteringsenhederne forsyner de nationale centralbanker med de pågældende statistiske oplysninger. Der er ikke behov for at indsamle data om værdiændringer af andele i pengemarkedsforeninger, idet ændringer i værdien af disse instrumenter i henseende til penge- og bankstatistik betragtes som geninvesteret rente i det samme instrument. (4) For at få fuldstændig information om MFI'ernes balance er det nødvendigt at pålægge andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (i det følgende benævnt "OFI'er") (S.123), visse rapporteringsforpligtelser, når de deltager i finansielle aktiviteter, der angår andele i pengemarkedsforeninger. Med henblik på indførelse af statistiske indberetningsforpligtelser for disse enheder i henhold til denne forordning kan der være behov for at opstille en liste over rapporterende OFI'er - VEDTAGET FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/2001/13) ændres således: 1) Artikel 2 ændres således: Som nyt stk. 3 indsættes: "3. For så vidt angår bilag I, del 1, afsnit III, nr. vi), omfatter den faktiske rapporteringspopulation også andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (i det følgende benævnt 'OFI'er'), som fastsat i artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 2533/98. NCB'erne kan undtage sådanne enheder, såfremt den krævede statistiske information tilvejebringes fra andre foreliggende kilder i overensstemmelse med bilag I, del 1, afsnit III, nr. vi). NCB'erne undersøger i god tid, om denne betingelse er overholdt, således at de, efter aftale med ECB, om nødvendigt kan give eller ophæve en undtagelse med virkning fra begyndelsen af hvert år. Med henblik på denne forordning kan NCB'erne oprette og vedligeholde en liste over rapporterende OFI'er i overensstemmelse med principperne i bilag I, del 1, afsnit III, nr. vi)." 2) Bilag I, del 1 - Indledning, ændres således: a) Følgende afsnit indsættes før sidste afsnit:"For at få fuldstændig information om MFI'ernes balance er det nødvendigt at pålægge andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser (i det følgende benævnt 'OFI'er'), visse rapporteringsforpligtelser, når de deltager i finansielle aktiviteter, der angår andele i pengemarkedsforeninger." b) Sidste afsnit erstattes af følgende:"Denne statistiske information indsamles af de nationale centralbanker (NCB'er) fra MFI'erne og OFI'erne, inden for rammerne i afsnit I, nr. 6, i henhold til nationale ordninger, der er baseret på de i dette bilag fastlagte harmoniserede definitioner og klassifikationer." 3) Bilag I, del 1, afsnit I, ændres således: a) Følgende sætning indsættes i slutningen af nr. 6:"Pengemarkedsforeningen eller dens retlige repræsentant sørger for, at der tilvejebringes den nødvendige information til opfyldelse af de statistiske rapporteringsforpligtelser, som påhviler pengemarkedsforeninger. Hvis praktiske grunde gør det påkrævet, kan dataene stilles til rådighed af enhver af de enheder, som deltager i finansielle aktiviteter, der angår andele i pengemarkedsforeninger, bl.a. depotforvaltere." b) Som nyt nr. 9 indsættes: "9. I denne forordning forstås ved: - 'registrerede andele i pengemarkedsforeninger': andele i pengemarkedsforeninger, som i henhold til national lovgivning optages i et register med oplysning om indehaverens identitet og dennes hjemsted - 'ihændehaverandele i pengemarkedsforeninger': andele i pengemarkedsforeninger, som i henhold til national lovgivning ikke optages i et register med oplysning om indehaverens identitet, eller som registreres uden oplysning om indehaverens hjemsted." 4) Bilag I, del 1, afsnit III, ændres således: Der indsættes følgende nr. vi): "vi) Hjemsted for indehavere af andele i pengemarkedsforeninger 13a Rapporteringsenhederne indberetter månedligt data om hjemsted for indehavere af andele i pengemarkedsforeninger udstedt af MFI'er i en deltagende medlemsstat, som minimum opdelt efter indehaverens hjemsted på henholdsvis indenlandsk, andre deltagende medlemsstater og resten af verden. Dette vil gøre det muligt for NCB'erne at forsyne ECB med data vedrørende hjemsted for indehavere af dette instrument og ved beregningen af monetære aggregater at undtage beholdninger, som tilhører ikke-residenter i de deltagende medlemsstater. 13b I henhold til artikel 4, stk. 4, kan NCB'erne kræve data med yderligere opdelinger, som ikke er omfattet af kravene i denne forordning, herunder opdelinger efter modpartens sektor, valuta og løbetid. 13c For registrerede andele indberetter de udstedende pengemarkedsforeninger eller deres retlige repræsentanter eller de enheder, der er nævnt i bilag I, del 1, afsnit I, nr. 6, i den månedlige balance data med opdeling efter indehaverens hjemsted vedrørende de andele, de har udstedt. 13d For ihændehaverandele indberetter rapporteringsenhederne data med opdeling efter indehaverens hjemsted i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som er fastlagt af den pågældende NCB efter aftale med ECB. Dette krav er begrænset til ét eller en kombination af de nedenfor angivne alternativer, som vælges under hensyntagen til de pågældende markeders struktur og de lovmæssige nationale ordninger i vedkommende medlemsstat(er). NCB'en og ECB foretager jævnligt overvågning heraf. a) Udstedende pengemarkedsforeninger De udstedende pengemarkedsforeninger eller deres retlige repræsentanter eller de enheder, der er nævnt i bilag I, del 1, afsnit I, nr. 6, indberetter data opdelt efter indehaverens hjemsted vedrørende de andele, de har udstedt. Såfremt den udstedende pengemarkedsforening ikke umiddelbart kan fastslå indehaverens hjemsted, indberetter den de pågældende data på grundlag af foreliggende oplysninger. Sådanne oplysninger kan hidrøre fra formidleren af andelene eller fra en anden enhed, som har medvirket ved udstedelse, tilbagekøb eller overdragelse af andelene. b) MFI'er og OFI'er som depositarer for andele i pengemarkedsforeninger Som rapporteringsenheder indberetter MFI'er og OFI'er, der optræder som depositarer for andele i pengemarkedsforeninger, data opdelt efter indehaverens hjemsted vedrørende andele udstedt af residente pengemarkedsforeninger, som de forvalter på vegne af indehaveren eller en anden formidler, der også fungerer som depositar. Dette alternativ kan vælges under følgende betingelser. For det første at depositaren foretager en adskillelse mellem andele i pengemarkedsforeninger, som er forvaltet på vegne af indehaveren, og andele opbevaret for andre depositarer. For det andet at hovedparten af andelene i pengemarkedsforeningerne forvaltes af indenlandsk residente institutioner, som klassificeres som finansielle formidlere (MFI'ere eller OFI'ere). c) MFI'ere og OFI'ere som indberettere af transaktioner mellem residenter og ikke-residenter vedrørende andele i en resident pengemarkedsforening Som rapporteringsenheder indberetter MFI'er og OFI'er, der optræder som indberettere af transaktioner mellem residenter og ikke-residenter, data om andele udstedt af residente pengemarkedsforeninger, opdelt efter indehaverens hjemsted, som de handler på vegne af indehaveren eller en anden formidler, der også deltager i transaktionen. Dette alternativ kan vælges under følgende betingelser. For det første at omfanget af rapporteringen er dækkende, dvs. at den omfatter i det væsentligste alle transaktioner udført af rapporteringsenhederne. For det andet at der tilvejebringes præcise data om køb og salg, der angår ikke-residenter i medlemsstaterne. For det tredje at der er kun ubetydelig forskel mellem udstedelsesværdien og indløsningsværdien for samme andele, bortset fra gebyrer. For det fjerde at andele udstedt af residente pengemarkedsforeninger, som indehaves af ikke-residenter i medlemsstaterne, kun udgør et lille beløb. Såfremt rapporteringsenheden ikke umiddelbart kan fastslå indehaverens hjemsted, indberetter den de pågældende data på grundlag af foreliggende oplysninger. 13e NCB'erne kan give undtagelse i et år for kravene i nr. 13c og 13d, såfremt registrerede andele eller ihændehaverandele udstedes for første gang, eller såfremt markedsudviklingen nødvendiggør et andet alternativ eller en anden kombination." 5) Bilag I, del 2, tabel 1 (Beholdninger), ændres således: a) Række 10 (Andele i pengemarkedsforeninger) erstattes med rækken, som er angivet i bilaget. b) Der tilføjes som fodnote 6 til række 10 (Andele i pengemarkedsforeninger): "Data under denne post kan være genstand for forskellige statistiske indsamlingsmetoder fastsat af NCB'erne i henhold til reglerne i del 1, afsnit III." 6) Bilag V ændres således: Som nyt nr. 7 indsættes: "7. I perioden fra 1. maj til 31. december 2003 kan månedlige data om andele i pengemarkedsforeninger udstedt af MFI'ere i deltagende medlemsstater, opdelt efter indehaverens hjemsted i henholdsvis indenlandsk, andre medlemsstater og resten af verden, indberettes til ECB med en forlænget frist på yderligere en måned fra lukketid den 15. arbejdsdag efter udgangen af den måned, som dataene vedrører. NCB'erne afgør, hvornår de skal modtage data fra rapporteringsenhederne for at kunne overholde denne frist." Artikel 2 Denne forordning træder i kraft den 1. maj 2003. Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 21. november 2002. På vegne af Styrelsesrådet for ECB Willem F. Duisenberg Formand (1) EFT L 318 af 27.11.1998, s. 8. (2) EFT L 333 af 17.12.2001, s. 1. (3) EFT L 151 af 11.6.2002, s. 11. BILAG >PIC FILE= "L_2002330DA.003202.TIF">