32002R1287

Kommissionens forordning (EF) nr. 1287/2002 af 15. juli 2002 om ændring af bilag 3 til forordning (EF) nr. 560/2002 om indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter

EF-Tidende nr. L 187 af 16/07/2002 s. 0025 - 0025


Kommissionens forordning (EF) nr. 1287/2002

af 15. juli 2002

om ændring af bilag 3 til forordning (EF) nr. 560/2002 om indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3285/94 af 22. december 1994 om den fælles importordning og om ophævelse af forordning (EF) nr. 518/94(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2474/2000(2),

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 519/94 af 7. marts 1994 om den fælles ordning for indførsel fra visse tredjelande og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1765/82, (EØF) nr. 1766/82 og (EØF) nr. 3420/83(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1138/98(4),

efter konsultationer i det rådgivende udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 4 i henholdsvis forordning (EF) nr. 3285/94 og forordning (EF) nr. 519/94, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 560/2002(5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 950/2002(6), fastsætter toldkontingenter for visse stålprodukter, ud over hvilke der skal betales en tillægstold. Kommissionen minder om, at størrelsen af hvert toldkontingent er anført i bilag 3 til forordningen, og at størrelsen af hvert enkelt toldkontingent skulle have været beregnet i overensstemmelse med betragtning 66 og 73 i forordningen.

(2) Kommissionen er blevet opmærksom på, at der har været en fejl i beregningen af størrelsen af toldkontingenterne for varenumrene 5 (koldvalsede flade plader), 6 (elektroplader undtagen kornorienterede elektroplader) og 10 (kvartoplader). I hvert tilfælde skulle toldkontingentet have været større end det, som var blevet angivet.

(3) Størrelsen for toldkontingentet for varenummer 5 skulle have været 1114158 tons i stedet for 935630 tons, for varenummer 6 skulle det have været 74678 tons i stedet for 41444 tons, og for varenummer 10 skulle det have været 706964 tons i stedet for 700446 tons. Som følge heraf er det nødvendigt at ændre bilag 3 til forordningen -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Den fjerde kolonne i bilag 3 til forordning (EF) nr. 560/2002, som angiver størrelsen (i tons) for hver enkelt toldkontingent, er ændret som følger:

- for varenummer 5 ved at erstatte tallet "935630" med "1114158"

- for varenummer 6 ved at erstatte tallet "41444" med "74678"

- for varenummer 10 ved at erstatte tallet "700446" med "706964".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentligørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 29. marts 2002.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 2002.

På Kommissionens vegne

Pascal Lamy

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 349 af 31.12.1994, s. 53.

(2) EFT L 286 af 11.11.2000, s. 1.

(3) EFT L 67 af 10.3.1994, s. 89.

(4) EFT L 159 af 3.6.1998, s. 1.

(5) EFT L 85 af 28.3.2002, s. 1.

(6) EFT L 145 af 4.6.2002, s. 12.