Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF

af 7. marts 2002

om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Liberaliseringen af telesektoren, den stigende konkurrence og de øgede valgmuligheder inden for kommunikationstjenester går hånd i hånd med arbejdet for at fastlægge et harmoniseret regelsæt, der kan sikre udbuddet af forsyningspligtydelser. Begrebet forsyningspligt bør tages op til fornyet vurdering for at tage højde for de teknologiske fremskridt, markedsudviklingen og ændringer i brugernes behov. De rammebestemmelser, Fællesskabet fastlagde i 1998 med henblik på at liberalisere hele telemarkedet, indbefattede et mindstekrav for forsyningspligten og regler for beregning af omkostningerne i forbindelse hermed samt for dens finansiering.

(2) Det følger af traktatens artikel 153, at Fællesskabet skal medvirke til beskyttelsen af forbrugerne.

(3) Fællesskabet og medlemsstaterne har påtaget sig en række forpligtelser i forbindelse med rammebestemmelserne for telenet og -tjenester i den aftale om basistelekommunikation, der er indgået i Verdenshandelsorganisationen (WTO). De enkelte medlemmer af WTO har ret til selv at afgøre, hvilke forsyningspligtydelser de ønsker at bevare. Sådanne forpligtelser vil ikke uden videre blive betragtet som konkurrencestridige, forudsat at de forvaltes på en gennemskuelig, ikke-diskriminerende og konkurrencemæssigt neutral måde og ikke udgør en større byrde, end det er nødvendigt for den form for forsyningspligt, der er fastlagt af medlemslandet.

(4) Sikring af forsyningspligtydelser (dvs. ydelse af et bestemt minimum af tjenester til alle slutbrugere til en rimelig pris) kan indebære ydelse af nogle tjenester til nogle slutbrugere til priser, der afviger fra de priser, der fremstår af normale markedsbetingelser. Ydelse af kompensation til virksomheder, der er udpeget til at levere sådanne tjenester under sådanne omstændigheder behøver ikke at medføre nogen konkurrenceforvridning, når blot de udpegede virksomheder får kompensation for de specifikke nettoomkostninger derved, og nettoomkostningsbyrden inddækkes på en konkurrenceneutral måde.

(5) På et marked med fri konkurrence bør alle virksomheder, der udbyder offentligt tilgængelige telefonitjenester over faste net, være underlagt visse forpligtelser, mens andre forpligtelser kun bør gælde for virksomheder, der har en stærk markedsposition eller som er blevet udpeget som forsyningspligtudbydere.

(6) Et nettermineringspunkt (NTP) udgør i reguleringsøjemed en grænse mellem rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og tjenester på den ene side og reguleringen af telekommunikationsterminaludstyr på den anden. Det er de nationale tilsynsmyndigheders ansvar at fastlægge NTP'ernes placering, om nødvendigt på grundlag af et forslag fra de relevante virksomheder.

(7) Medlemsstaterne bør fortsat sikre, at de i kapitel II omhandlede tjenester udbydes i den specificerede kvalitet til alle slutbrugere på deres område uanset geografisk placering, samt til en rimelig pris under hensyn til specifikke nationale forhold. Medlemsstaterne kan i forbindelse med forsyningspligten og på baggrund af de nationale vilkår træffe særlige foranstaltninger for forbrugere i landdistrikter og geografisk afsidesliggende områder for at sikre disses adgang til de i kapitel II omhandlede tjenester til en rimelig pris samt på samme betingelser sikre ældre, handicappede og personer med særlige sociale behov en sådan adgang. Sådanne foranstaltninger kan også omfatte foranstaltninger, der er målrettet mod forbrugere med særlige sociale behov, idet nærmere bestemte forbrugere støttes, f.eks. gennem specifikke foranstaltninger, der træffes efter en individuel behandling af anmodningerne, som f.eks. betaling af gæld.

(8) Det er et fundamentalt krav til forsyningspligt efter anmodning at forsyne brugere med en tilslutning til det offentlige telefonnet på et fast sted til en rimelig pris. Dette krav gælder kun for en enkelt smalbåndstilslutning, hvis tilrådighedsstillelse medlemsstaterne kan begrænse til kun at gælde slutbrugerens hovedopholdssted/bopæl, og som ikke omfatter det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN), der etablerer to eller flere forbindelser, der kan bruges samtidig. Der bør ikke være nogen begrænsninger på de tekniske midler, hvormed forbindelsen etableres, idet der kan anvendes trådbaseret eller trådløs teknologi, og heller ikke nogen begrænsning af, hvilken operatør der må varetage en del af eller hele forsyningspligten. Tilslutninger til det offentlige telefonnet på et fast sted bør understøtte tale- og datakommunikation ved hastigheder, der er tilstrækkelige til at give adgang til onlinetjenester som f.eks. dem der udbydes via det offentlige Internet. Den internet-adgangshastighed, som en given bruger oplever, kan afhænge af en række faktorer som f.eks. internet-udbyder(ens) (nes) tilslutningsmuligheder/-kvalitet samt den applikation, som forbindelsen anvendes til. Hvilken transmissionshastighed en enkelt smalbåndsforbindelse til det offentlige telefonnet kan understøtte, afhænger både af abonnentens terminaludstyrs formåen og af forbindelsen. Af denne årsag er det ikke hensigtsmæssigt at påbyde en specifik data- eller bithastighed på fællesskabsniveau. De talebåndsmodemmer, der kan fås på nuværende tidspunkt, giver mulighed for transmissionshastigheder på 56 kbps og anvender automatisk tilpasning af transmissionshastigheden for at tage højde for variabel linjekvalitet, således at den faktiske transmissionshastighed kan være lavere end 56 kbps. Der er brug for fleksibilitet dels for at give medlemsstaterne mulighed for, om nødvendigt, at træffe foranstaltninger til sikring af, at forbindelser understøtter en sådan transmissionshastighed, og dels for at give dem mulighed for, hvor det er relevant, at tillade transmissionshastigheder under denne øvre grænse på 56 kbps med henblik på f.eks. at udnytte mulighederne i trådløs teknologi (herunder trådløse mobilnet) til at varetage forsyningspligten over for en større del af befolkningen. Dette kan være af særlig betydning i tiltrædelseslande, hvor procenten af traditionelle telefontilslutninger i husholdningerne er relativt beskeden. I særlige tilfælde, hvor det er klart, at tilslutningen til det offentlige telefonnet på et fast sted ikke giver mulighed for tilfredsstillende internet-adgang, bør medlemsstaterne kunne kræve, at tilslutningen ændres, så den bringes op på det niveau, der gælder for størsteparten af abonnenterne, således at den understøtter transmissionshastigheder, der giver mulighed for Internet-adgang. Hvis sådanne specifikke foranstaltninger medfører en nettoomkostning for de pågældende forbrugere, kan nettoeffekten medtages i en eventuel beregning af forsyningspligtens nettoomkostninger.

(9) Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan udpege forskellige virksomheder til at udbyde hhv. net- og tjenesteelementerne i forsyningspligtydelserne. Det kan kræves af udpegede virksomheder, der leverer netelementer, at de sikrer en sådan opbygning og vedligeholdelse, som måtte være nødvendig og passende for at kunne imødekomme alle rimelige anmodninger om tilslutning til det offentlige telefonnet på et fast sted og adgang til offentlig tilgængelige telefontjenester på et fast sted.

(10) Ved rimelig pris forstås en pris, som medlemsstaterne fastlægger på nationalt plan under hensyn til særlige nationale forhold, herunder fastlæggelse af eventuelle ensartede takster uafhængigt af den geografiske placering eller særlige takstvilkår, der tager højde for mindrebemidlede brugeres behov. De enkelte forbrugeres vurdering af, hvorvidt priserne er rimelige, hænger sammen med, om de kan kontrollere deres udgifter.

(11) Nummeroplysning og nummeroplysningstjenester er et vigtigt adgangsgivende middel for offentligt tilgængelige telefonitjenester og indgår i forsyningspligten. Brugerne og forbrugerne ønsker udtømmende abonnentfortegnelser og nummeroplysningstjenester, der dækker alle registrerede telefonabonnenter og deres numre (herunder numre for faste telefoner og mobiltelefoner), og de har brug for, at oplysningerne gives uden forskel. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren(5) sikrer abonnenternes ret til et privatliv, for så vidt angår optagelsen af deres personoplysninger i en offentlig abonnentfortegnelse.

(12) Det er vigtigt for borgerne, at der stilles det fornødne antal offentlige betalingstelefoner til rådighed, og at brugerne kan ringe op til alarmnumre, herunder navnlig det fælleseuropæiske alarmnummer ("112"), uden at skulle betale for det fra en hvilken som helst telefon, dvs. også fra de offentlige betalingstelefoner, uden at skulle bruge nogen form for betaling. Hvis borgerne ikke har tilstrækkeligt kendskab til alarmnummer "112", mangler de den yderligere sikkerhed, der ligger i, at nummeret kan bruges over hele Europa, navnlig når de rejser i andre medlemsstater.

(13) Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at handicappede brugere og brugere med særlige sociale behov har adgang til alle offentligt tilgængelige telefonitjenester på faste steder til rimelige priser. Konkrete foranstaltninger for handicappede kunne f.eks. bestå i at stille faciliteter til rådighed, der giver dem adgang til offentlige telefoner, og offentlige teksttelefoner eller tilsvarende foranstaltninger for døve eller talehæmmede, at tilbyde blinde og svagtseende gratis nummeroplysning og lignende eller på anmodning levere specificerede regninger i alternativ udformning til blinde og svagtseende. Der kan også være behov for særlige foranstaltninger med henblik på at give handicappede og brugere med særlige sociale behov adgang til alarmtjenesterne ("112") og for at give dem de samme muligheder for at vælge mellem forskellige operatører eller tjenesteudbydere, som andre forbrugere har. Der er udviklet tjenestekvalitetsstandarder for en række parametre, med henblik på at kunne vurdere kvaliteten af de tjenester abonnenterne modtager og fastslå, i hvilket omfang de virksomheder, der er udpeget til at varetage forsyningspligten, formår at leve op til disse standarder. Sådanne kvalitetsstandarder findes ikke for de tjenester, der tilbydes handicappede brugere. Der bør derfor udvikles tilsvarende kvalitetsstandarder og relevante parametre for handicappede brugere som fastsat i direktivets artikel 11. Desuden bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne kræve, at oplysninger om kvaliteten af de ydede tjenester offentliggøres, hvis og når sådanne standarder og parametre er udviklet. Forsyningspligtudbyderen bør ikke træffe foranstaltninger, der hindrer brugerne i at drage fuld fordel af tjenester, der udbydes af andre operatører eller tjenesteudbydere, samtidig med at de benytter tjenester, der tilbydes som led i forsyningspligten.

(14) Adgangen til og brugen af det offentlige telefonnet på et fast sted har så stor betydning, at alle, der med rimelighed anmoder herom, bør have adgang hertil. Det er i overensstemmelse med nærhedsprincippet op til medlemsstaterne at bestemme ud fra objektive kriterier, hvilke virksomheder der skal levere forsyningspligtydelserne som defineret i dette direktiv, i givet fald under hensyntagen til disse virksomheders evne og vilje til at levere alle eller en del af disse ydelser. Det er vigtigt, at forsyningspligtydelserne leveres på den mest effektive måde, således at de priser, brugerne betaler, som helhed er baseret på de faktiske omkostninger. Det er også vigtigt, at operatørerne af forsyningspligten opretholder nettets integritet og sikrer driftssikkerheden og tjenesternes kvalitet. Den stigende konkurrence og de øgede valgmuligheder gør det muligt for virksomheder, der ikke har en stærk markedsposition, at levere samtlige eller enkelte forsyningspligtydelser. Forsyningspligten kan derfor i visse tilfælde overdrages til operatører, der kan udbyde netadgang og tjenester til de laveste omkostninger, f.eks. ved hjælp af konkurrencebaserede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer. Tilsvarende forpligtelser kan indgå i vilkårene, når der udstedes tilladelser til at udbyde offentligt tilgængelige tjenester.

(15) Medlemsstaterne bør følge med i forbrugernes forhold, hvad angår deres anvendelse af offentligt tilgængelige telefonitjenester, og navnlig kontrollere, om priserne er rimelige. Hvorvidt prisen for telefonitjenesten er rimelig hænger sammen med, hvor detaljerede oplysninger brugerne får om udgifterne til deres telefonforbrug, samt med de relative omkostninger ved anvendelse af telefon i forhold til andre ydelser, og det afhænger også af, om de kan kontrollere udgifterne. Kravet om rimelige priser indebærer derfor, at forbrugerne gives øget indflydelse, og at de virksomheder, der er anmeldt som forsyningspligtudbydere, pålægges visse forpligtelser. Blandt disse forpligtelser kan nævnes specifikke krav om specificeret fakturering samt muligheden for, at forbrugeren selektivt blokerer for visse opkald (f.eks. dyre opkald til særtjenester med overtaksering), kontrollerer udgifterne gennem forudbetaling og modregner oprettelsesgebyrer. Sådanne foranstaltninger vil eventuelt skulle revurderes og ændres på baggrund af markedsudviklingen. De gældende regler giver ikke de forsyningspligtige operatører mulighed for at underrette abonnenter, såfremt forbruget overskrider et vist beløb, eller der optræder usædvanlige opkaldsmønstre. Det bør overvejes i forbindelse med en fremtidig revurdering af lovgivningen, om der er behov for at henlede abonnenternes opmærksomhed på sådanne forhold.

(16) Medmindre forbrugerne konsekvent betaler for sent eller undlader at betale, bør de beskyttes mod, at deres telefonforbindelse afbrydes øjeblikkeligt som følge af manglende betaling, og de bør, især i tilfælde af uenighed om store regninger for opkald til særtjenester med overtaksering, fortsat have adgang til absolut nødvendige telefonitjenester, så længe tvisten ikke er afgjort. Medlemsstaterne kan beslutte, at adgangen kun opretholdes, hvis abonnenten fortsætter med at betale abonnementsafgiften.

(17) Kvalitet og pris er nøglefaktorer på et marked med fri konkurrence, og de nationale tilsynsmyndigheder bør være i stand til at overvåge kvaliteten af de tjenester, der udbydes af virksomheder, der er udpeget til at varetage forsyningspligten. De nationale tilsynsmyndigheder bør, når de anser det for nødvendigt, kunne træffe passende foranstaltninger til at afhjælpe problemer i forbindelse med kvaliteten af disse virksomheders ydelser. De nationale tilsynsmyndigheder skal også kunne overvåge kvaliteten af tjenester, der udbydes af andre virksomheder, der stiller offentlige telefonnet og/eller offentligt tilgængelige telefonitjenester til rådighed for brugerne på faste steder.

(18) Medlemsstaterne skal om nødvendigt fastlægge ordninger til finansiering af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, såfremt det godtgøres, at forpligtelserne kun kan opfyldes med tab til følge eller er forbundet med netto-omkostninger, der ligger uden for normal forretningsstandard. Det er vigtigt at sikre, at nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligten beregnes korrekt, og at eventuel finansiering så vidt muligt sker uden at påvirke konkurrencen og virksomhederne samt i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 87 og 88.

(19) Når nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes, skal både omkostninger og indtægter samt immaterielle goder, der resulterer af forsyningspligten, tages i betragtning, men der skal også tages højde for den generelle målsætning om at fastlægge prisstrukturer, der afspejler omkostningerne. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten bør beregnes efter gennemskuelige procedurer.

(20) Hensyntagen til immaterielle fordele betyder, at en skønnet pengeværdi af de indirekte fordele, som en virksomhed opnår som følge af sin stilling som forsyningspligtleverandør, bør fratrækkes den direkte nettoomkostning ved forsyningspligten for at kunne bestemme den samlede omkostningsbyrde.

(21) Hvis forsyningspligten udgør en urimelig byrde for en virksomhed, vil det være hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne lov til at indføre ordninger, der gør det muligt at få dækket nettoomkostningerne effektivt. Godtgørelse over de almindelige offentlige budgetter er én måde at dække nettoomkostningerne ved forsyningspligten på. Det vil også være rimeligt, at de beregnede nettoomkostninger godtgøres i fuld åbenhed af alle brugere gennem gebyrer, der pålægges virksomhederne. Medlemsstaterne bør kunne finansiere nettoomkostningerne ved forsyningspligtens forskellige elementer gennem forskellige ordninger og/eller finansiere nettoomkostningerne ved nogle eller alle elementer gennem én af ordningerne eller en kombination heraf. Når omkostningerne dækkes gennem gebyrer, der pålægges markedsaktørerne, bør medlemsstaterne sikre, at gebyrerne fordeles ud fra objektive og ikke-diskriminerende kriterier og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Dette princip hindrer ikke medlemsstaterne i at undtage nye markedsaktører, der endnu ikke har vundet tilstrækkelig fodfæste på markedet. Det skal ved fastlæggelsen af eventuelle finansieringsordninger sikres, at markedsdeltagerne kun bidrager til finansieringen af forsyningspligtydelser og ikke til andre aktiviteter, som ikke er direkte knyttet til varetagelsen af forsyningspligten. Kompensationsordninger skal under alle omstændigheder overholde fællesskabsrettens principper, og navnlig fondsbaserede ordninger skal baseres på principperne om ikke-diskriminering og proportionalitet. Det skal ved alle finansieringsordninger sikres, at brugere i én medlemsstat ikke bidrager til omkostninger ved forsyningspligten i en anden medlemsstat, f.eks. i forbindelse med opkald fra en medlemsstat til en anden.

(22) Hvis medlemsstater beslutter at finansiere forsyningspligtens nettoomkostninger med offentlige midler, forstås hermed også finansiering over statens almindelige budgetter samt andre offentlige finansieringskilder som f.eks. statslotterier.

(23) Nettoomkostningerne ved forsyningspligten kan deles mellem alle eller nærmere bestemte kategorier af virksomheder. Medlemsstaterne bør tilse, at fordelingsordningen iagttager princippet om transparens, mindst mulig konkurrenceforvridning, ikke-diskrimination og proportionalitet. Mindst mulig konkurrenceforvridning betyder, at bidrag bør opkræves på en måde, der i videst muligt omfang minimerer virkningerne af den økonomiske byrde, der ender hos slutbrugerne, f.eks. ved at sprede indhentning af bidrag mest muligt.

(24) De nationale tilsynsmyndigheder bør sikre sig, at virksomheder, der modtager økonomisk støtte til forsyningspligtydelser, fremlægger oplysninger om de enkelte støtteberettigede elementer, der er tilstrækkelig detaljerede til at begrunde deres anmodning. Medlemsstaternes ordninger for omkostningsberegning og finansiering af forsyningspligten bør meddeles Kommissionen, så den kan undersøge, om de er forenelige med traktaten. De udpegede virksomheder har en interesse i at fastlægge nettoomkostningerne ved forsyningspligten så højt som muligt. Medlemsstaterne bør derfor skabe reel åbenhed om og mulighed for at kontrollere de beløb, der opkræves til finansiering af forsyningspligten.

(25) Kommunikationsmarkederne er inde i en stadig udvikling, som både omfatter tjenesterne og de tekniske midler, der tages i brug for at udbyde dem til brugerne. Forsyningspligtydelserne, som er defineret på EF-plan, bør revurderes løbende for at foreslå ændringer eller omdefinere omfanget. Der bør ved disse revurderinger tages hensyn til ændringer i de samfundsmæssige, erhvervsmæssige og teknologiske forhold, og til den kendsgerning, at eventuelle ændringer af forsyningspligtens omfang bør underkastes en dobbelt kontrol, hvad angår de tjenester, der stilles til rådighed for langt størsteparten af befolkningen og samtidig risikerer at føre til social udstødelse for de borgere, der ikke har råd til dem. Det vil ved enhver ændring af forsyningspligtens omfang være vigtigt at sikre, at visse teknologiske valg ikke fremhæves kunstigt frem for andre, at sektorspecifikke virksomheder ikke pålægges en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde (til skade for markedsudviklingen og innovationen), og at den økonomiske byrde ikke rammer forbrugere med lavere indkomster særlig hårdt. Ændringer i omfanget betyder automatisk, at eventuelle nettoomkostninger kan finansieres ved hjælp af de metoder, der er tilladt ifølge direktivet. Medlemsstaterne kan ikke kræve, at markedsaktørerne bidrager til foranstaltninger, der ikke indgår i forsyningspligten. De enkelte medlemsstater har ret til at indføre særforanstaltninger (som ikke er omfattet af forsyningspligten) og finansiere dem i overensstemmelse med EF-lovgivningen, men de må ikke finansiere dem via bidrag fra markedsaktørerne.

(26) En øget reel konkurrence på alle netadgangs- og nettjenestemarkeder vil give brugerne flere valgmuligheder. Både det reelle konkurrenceniveau og valgmulighederne varierer i Fællesskabet som helhed og mellem forskellige geografiske områder og forskellige netadgangs og tjenestemarkeder inden for de enkelte medlemsstater. Nogle brugere kan være fuldstændig afhængige af den netadgang og de tjenester, der udbydes af en virksomhed med en stærk markedsposition. Som helhed er det af effektivitetshensyn og for at fremme fri konkurrence vigtigt, at taksterne for de tjenester, der udbydes af en virksomhed med en stærk markedsposition, er omkostningsbaserede. Af effektivitetshensyn og sociale årsager bør de takster, slutbrugerne skal betale, afspejle såvel efterspørgsels- som omkostningsforhold, forudsat at det ikke fører til konkurrenceforvridning. Der er risiko for, at en virksomhed med en stærk markedsposition på forskellig vis vil forsøge at blokere for andre aktører eller forvride konkurrencen, f.eks. ved at forlange unaturligt høje priser eller underpriser, foretage obligatorisk bundtning af bestemte detailledstjenester eller favorisere visse forbrugere uretmæssigt. De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor have beføjelse til, som en sidste udvej og efter en rimelig afvejning at regulere detailpriserne for virksomheder med en stærk markedsposition. Prislofter, geografisk prisudligning eller lignende metoder samt ikke-regulerende foranstaltninger som f.eks. offentlig tilgængelige sammenligninger af detailledspriser kan tages i brug for at fremme den frie konkurrence og samtidig varetage samfundsinteresser som f.eks., at sørge for, at adgang til offentlig tilgængelige telefonitjenester stadig er økonomisk overkommelig for nogle forbrugere. For at de nationale tilsynsmyndigheder kan opfylde deres lovbestemte forpligtigelser på området, herunder eventuelt pålæg af takstrestriktioner, må de have adgang til de relevante omkostningsregnskabsoplysninger. De nationale tilsynsmyndigheder bør dog kun regulere tjenester i detailleddet, hvis de mener, at målsætningen om sikring af reel konkurrence og samfundsinteresser ikke ville kunne nås gennem relevante foranstaltninger i engrosleddet eller vedrørende operatørforvalg eller fast operatørvalg.

(27) Hvis en national tilsynsmyndighed pålægger anvendelse af et kalkulationssystem til understøttelse af en priskontrol, kan den selv foretage en årlig undersøgelse for at sikre, at dette kalkulationssystem anvendes efter reglerne, såfremt den råder over det nødvendige kvalificerede personale, eller den kan kræve, at undersøgelsen foretages af et andet kvalificeret organ, der er uafhængigt af den pågældende operatør.

(28) Det anses for nødvendigt at sikre fortsat anvendelse af gældende bestemmelser om minimumssættet af faste kredsløbstjenester i Fællesskabets telekommunikationslovgivning, navnlig i Rådets direktiv 92/44/EØF af 5. juni 1992 om etablering af ONP-vilkår for faste kredsløb(6), indtil de nationale tilsynsmyndigheder i henhold til de i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet)(7) omhandlede markedsanalyseprocedurer konstaterer, at sådanne bestemmelser ikke længere er nødvendige, fordi et tilstrækkelig konkurrencepræget marked har udviklet sig på deres område. Der vil sandsynligvis være variationer i konkurrencegraden på de forskellige markeder for faste kredsløb inden for minimumssættet og i forskellige dele af området. Når de nationale tilsynsmyndigheder foretager markedsanalysen, bør de foretage separate vurderinger af hvert enkelt marked for faste kredsløb inden for minimumssættet, idet de tager hensyn til disses geografiske udstrækning. Faste kredsløb hører til de obligatoriske tjenester, der skal ydes, uden at der kan blive tale om kompensationsordninger. Udbud af faste kredsløb uden for minimumssættet af faste kredsløb bør være omfattet af de generelle bestemmelser om detailleddet og ikke af de specifikke krav til minimumssættet.

(29) De nationale tilsynsmyndigheder kan også på baggrund af en analyse af det relevante marked kræve, at mobiludbydere med en stærk markedsposition sætter deres abonnenter i stand til at få adgang til alle samtrafiktilsluttede udbydere af offentlig tilgængelige telefontjenester ved operatørforvalg eller ved fast operatørvalg.

(30) Kontrakter er et vigtigt værktøj for brugerne og forbrugerne, når det drejer sig om at sikre tilstrækkelig gennemskuelige oplysninger og den fornødne retssikkerhed. De fleste tjenesteudbydere på et konkurrencebaseret marked indgår kontrakter med deres kunder, fordi det rent kommercielt er det mest hensigtsmæssige. Forbrugertransaktioner i forbindelse med elektroniske net og tjenester er ud over bestemmelserne i nærværende direktiv underlagt kravene i gældende EF-lovgivning til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med kontrakter, herunder navnlig Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg(9). Forbrugerne skal nærmere betegnet garanteres en vis retssikkerhed i kontraktforholdet med den direkte telefonitjenesteudbyder, ved at de pågældende kontrakter indeholder de kontraktmæssige betingelser og vilkår, regler om tjenestekvalitet, bestemmelser om ophævelse af kontrakten og tjenesten, erstatningsforanstaltninger og regler om bilæggelse af tvister. Hvis tjeneste-udbydere, der ikke er direkte udbydere af telefonitjenester, indgår kontrakter med forbrugerne, skal disse kontrakter også indeholde sådanne oplysninger. Kravene til åbenhed om priser, takster, betingelser og vilkår vil gøre det muligt for forbrugerne at vælge mellem en bredere vifte af muligheder og dermed få det optimale udbytte af konkurrencen.

(31) Slutbrugerne bør have adgang til offentligt tilgængelige oplysninger om kommunikationstjenester. Medlemsstaterne skal kunne overvåge kvaliteten af de tjenester, der udbydes inden for landets grænser. De nationale tilsynsmyndigheder skal systematisk kunne indsamle oplysninger om kvaliteten af de tjenester, der udbydes på deres område, baseret på kriterier, der gør det muligt at sammenligne oplysningerne mellem tjenesteudbydere og mellem medlemsstater. Virksomheder, der udbyder kommunikationstjenester og driver virksomhed på et marked med fri konkurrence, må forventes at gøre passende og ajourførte oplysninger om deres tjenester offentligt tilgængelige, eftersom de har en forretningsmæssig interesse heri. De nationale tilsynsmyndigheder skal dog alligevel kunne kræve, at sådanne oplysninger offentliggøres, såfremt de ikke tilstrækkeligt effektivt er bragt til offentlighedens kendskab.

(32) Slutbrugerne og forbrugerne skal kunne stole på, at alt udstyr, der sælges i EF til modtagelse af digital-tv, er indbyrdes kompatibelt. Medlemsstaterne skal kunne sikre, at sådant udstyr overholder et minimum af harmoniserede standarder. Disse standarder kan tilpasses løbende i takt med den teknologiske og markedsmæssige udvikling.

(33) Det er ønskeligt, at forbrugerne opnår den højeste grad af tilslutningsmuligheder til digitale fjernsynsapparater. Interoperabilitet er et koncept, der udvikler sig på dynamiske markeder. Standardiseringsorganer bør gøre deres yderste for at sikre, at relevante standarder udvikler sig i takt med den pågældende teknologi. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at der er stik på fjernsynsapparater, der kan overføre alle nødvendige elementer i et digitalt signal, herunder audio- og videosignaler, adgangsstyringsinformation, serviceoplysninger, oplysninger om programmeringsgrænseflader for applikationer (API) og kopibeskyttelsesinformation. Direktivet sikrer derfor, at digitale fjernsynsapparaters åbne grænseflades funktionalitet ikke begrænses af netoperatører, tjenesteudbydere eller udstyrsfabrikanter, og at den fortsætter med at udvikle sig i takt med den teknologiske udvikling. Med hensyn til visning og udformning af digitale interaktive tv-tjenester må det anses for at være til gavn for forbrugerne, at der etableres en fælles standard baseret på markedskræfterne. Til at fremme en sådan udvikling kan medlemsstaterne og Kommissionen tage politiske initiativer i overensstemmelse med traktaten.

(34) Alle slutbrugere skal fortsat have adgang til telefonistassistance, uafhængigt af hvilken organisation der udbyder adgang til det offentlige telefonnet.

(35) Nummeroplysningstjenester og abonnementsfortegnelser er allerede underlagt fri konkurrence. Bestemmelserne i dette direktiv supplerer bestemmelserne i direktiv 97/66/EF ved at give abonnenterne ret til at få deres personlige oplysninger optaget i en trykt eller elektronisk abonnentfortegnelse. Alle tjenesteudbydere, der tildeler deres abonnenter telefonnumre, har pligt til at stille alle relevante oplysninger til rådighed på en hensigtsmæssig, omkostningsbaseret og ikke-diskriminerende måde.

(36) Det er vigtigt, at brugerne kan benytte det fælleseuropæiske alarmnummer "112" samt eventuelle andre nationale alarmnumre gratis fra en hvilken som helst telefon, herunder også offentlige betalingstelefoner, uden at skulle bruge nogen form for betaling. Medlemsstaterne er tidligere blevet pålagt at træffe de nødvendige organisatoriske foranstaltninger, som af hensyn til den nationale tilrettelæggelse af alarmtjenesterne er bedst egnet til at sikre, at opkald til dette nummer besvares og håndteres på tilfredsstillende vis. Hvis alarmtjenesterne, i det omfang det er teknisk muligt, får mulighed for nummervisning, vil de kunne beskytte brugerne af "112"-tjenesterne bedre, og det vil øge sikkerheden og hjælpe alarmtjenesterne med at udføre deres opgaver, forudsat at det sikres, at opkald og tilhørende oplysninger fremføres til alarmtjenesterne. Modtagelsen og brugen af sådanne oplysninger bør ske i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning om behandling af personoplysninger. De stadige informationsteknologiske forbedringer vil efterhånden gøre det muligt at håndtere flere sprog over nettet til en rimelig pris. Det vil også medvirke til at øge sikkerheden for europæiske borgere, der benytter sig af alarmnummer "112".

(37) Let adgang til det internationale telefonnet er af største betydning både for de europæiske borgere og for europæisk erhvervsliv. "00" anvendes allerede som det normale udlandspræfiks ved telefonopkald i EF. Det er muligt at indføre eller opretholde særordninger for lokale telefonopkald mellem to medlemsstater, der støder op til hinanden. ITU har i overensstemmelse med ITU's anbefaling E.164 tildelt det europæiske telefonnummereringsområde (ETNS) præfikset "3883". For at kunne sikre, at opkald til ETNS får forbindelse, bør virksomheder, der driver offentlige telefonnet, sikre, at opkald, der anvender "3883", bliver direkte eller indirekte sammenkoblet med netværk, der betjener ETNS-tjenester, som specificeret i relevante ETSI-standarder. Sådan opkoblings-/samtrafikordninger bør være omfattet af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet)(10).

(38) Slutbrugeres adgang til alle nummerressourcer i Fællesskabet er en afgørende forudsætning for et indre marked. Det bør omfatte frikalds- og overtakseringsnumre samt andre ikke geografiske numre bortset fra de tilfælde, hvor den opkaldte abonnent af kommercielle grunde har valgt at begrænse adgangen fra bestemte geografiske områder. Taksten, der pålignes abonnenter, som foretager opkald fra steder uden for den pågældende medlemsstat, skal ikke nødvendigvis være den samme som for abonnenter, der foretager opkald fra medlemsstaten.

(39) Faciliteter som tonesignalering og nummervisning er normalt til rådighed på moderne telefoncentraler og kan derfor i stigende grad udbydes uden eller med ganske få omkostninger. Tonesignalering anvendes i stadig højere grad til interaktiv kommunikation med særtjenester og -faciliteter, herunder tillægstjenester, og manglende adgang til denne facilitet kan forhindre, at brugerne får adgang til disse tjenester. Medlemsstaterne behøver ikke at stille krav om, at disse faciliteter udbydes, såfremt det allerede er tilfældet. Direktiv 97/66/EF sikrer brugernes privatliv i forbindelse med specificeret fakturering ved at give dem mulighed for at beskytte deres privatliv i forbindelse med nummervisning. Udviklingen af disse tjenester på et paneuropæisk grundlag vil gavne forbrugerne og fremmes ved dette direktiv.

(40) Nummerportabilitet spiller en nøglerolle med hensyn til at øge forbrugernes valgmuligheder og skabe reel konkurrence på det liberaliserede telemarked ved at give brugere, der anmoder herom, mulighed for at beholde deres nummer eller numre i det offentlige telefonnet, uanset hvilken organisation, der udbyder tjenesten til brugerne. Nummerportabilitet mellem det offentlige fastnet og mobilnettet er ikke omfattet af direktivet. Medlemsstaterne kan dog anvende bestemmelser om nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på faste steder, og mobilnet.

(41) Nummerportabilitet styrkes i betydelig grad, når såvel slutbrugerne, der tager deres numre med sig, og slutbrugere, der ringer til disse, har adgang til transparente takstoplysninger. De nationale tilsynsmyndigheder bør, som led i implementeringen af nummerportabilitet, hvor det er muligt, fremme relevant taksttransparens.

(42) De nationale tilsynsmyndigheder kan, når de sikrer, at prissætningen af samtrafik i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, også tage hensyn til tilgængelige priser på sammenlignelige markeder.

(43) Medlemsstaterne har på nuværende tidspunkt overdraget visse fordelingspligter ("must carry") til net, der er etableret med henblik på fremføring af radio- og tv-programmer til offentligheden. Medlemsstaterne bør kunne pålægge virksomheder i deres område en rimelig sendepligt for at tilgodese velbegrundede politiske hensyn, men en sådan pligt bør kun pålægges i den udstrækning, det er nødvendigt for at virkeliggøre almennyttige målsætninger, som medlemsstaterne nøje har fastlagt i overensstemmelse med Fællesskabets lovgivning, og den bør være rimelig, transparent og revideres med regelmæssige mellemrum. En af medlemsstaterne pålagt fordelingspligt skal være rimelig; dvs., at den skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent på baggrund af klart definerede målsætninger i almenhedens interesse, og den kan eventuelt indeholde en bestemmelse om en afpasset godtgørelse. Sådanne "must carry"-forpligtelser kan omfatte transmission af tjenester, der er specielt beregnet på at sikre handicappede brugere behørig adgang.

(44) Net, der bruges til fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser til offentligheden omfatter kabel-tv-, satellit- og jordbaserede sendernet. De kan også omfatte andre net, hvis et betydeligt antal slutbrugere anvender sådanne net som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-udsendelser.

(45) Ydelse af indholdstjenester som f.eks. tilbud om salg af en pakke med radio- og tv-kanaler er ikke omfattet af de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Udbydere af sådanne tjenester bør ikke pålægges forsyningspligt for så vidt angår sådanne tjenester. Dette direktiv er med forbehold af foranstaltninger, der i overensstemmelse med fællesskabsretten er truffet på nationalt niveau vedrørende sådanne tjenester.

(46) Såfremt en medlemsstat ønsker at sikre udbuddet af andre specifikke tjenester på sit område, bør sådanne forpligtelser implementeres på en omkostningseffektiv måde og ikke være omfattet af forsyningspligten. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse hermed og under iagttagelse af fællesskabsretten træffe supplerende foranstaltninger (som f.eks. at lette udvikling af infrastruktur og tjenester under omstændigheder, hvor markedet ikke i tilstrækkeligt omfang imødekommer slutbrugere eller forbrugeres krav). Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 som reaktion på Kommissionens eEurope-initiativ medlemsstaterne til at sikre, at alle skoler har adgang til internettet og til multimedieressourcer inden udgangen af 2002.

(47) Det er i et konkurrencebaseret miljø vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder tager hensyn til de berørte parters, herunder brugernes og forbrugernes, synspunkter i forbindelse med spørgsmål, der berører slutbrugerrettigheder. Der bør være effektive procedurer til afgørelse af tvister mellem på den ene side forbrugerne og på den anden side de virksomheder, der udbyder offentligt tilgængelige kommunikationstjenester. Medlemsstaterne bør henholde sig fuldt ud til Kommissionens henstilling 98/257/EF af 30. marts 1998 om udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet(11).

(48) Samregulering kan være et hensigtsmæssigt redskab til fremme af bedre kvalitetsstandarder og højnelse af serviceniveauet. Samregulering bør bygge på de samme principper som formel regulering, dvs. at den bør være objektiv, begrundet, rimelig, ikke-diskriminerende og transparent.

(49) Direktivet indeholder en vis forbrugerbeskyttelse, f.eks. bestemmelser om klare kontraktvilkår, bilæggelse af tvister og taksttransparens for forbrugerne. Endvidere tilskynder det til at lade også andre kategorier af slutbrugere, navnlig små og mellemstore virksomheder, nyde godt af disse fordele.

(50) Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at en medlemsstat træffer forholdsregler, som er begrundet i traktatens artikel 30 og 46, navnlig i hensynet til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden og den offentlige sædelighed.

(51) I overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet som defineret i traktatens artikel 5 kan de overordnede målsætninger om at fastlægge fælles retningslinjer for forsyningspligten på teleområdet for alle europæiske brugere samt harmoniserede betingelserne for adgang til og anvendelse af offentlige telefonnet på et fast sted og tilhørende offentligt tilgængelige telefonitjenester ikke virkeliggøres i tilstrækkelig grad af de enkelte medlemsstater. Målet om at fastlægge et harmoniseret regelsæt for elektroniske kommunikationstjenester, elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter kan ikke realiseres af medlemsstaterne alene og bør derfor realiseres af Fællesskabet. Bestemmelserne i dette direktiv begrænses til, hvad der er nødvendigt for at opfylde disse målsætninger, og går ikke ud over, hvad der kræves til dette formål.

(52) Da de for gennemførelsen af nærværende direktiv nødvendige foranstaltninger er generelle foranstaltninger efter artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen(12), bør de vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i nævnte afgørelse -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE, FORMÅL OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde og formål

1. Inden for rammerne af direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) vedrører nærværende direktiv udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til slutbrugere. Formålet er, gennem reel konkurrence og reelle valgmuligheder, at sikre, at tjenester af høj kvalitet er offentlig tilgængelige i hele Fællesskabet, samt at tage højde for de tilfælde, hvor slutbrugernes behov ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet.

2. Dette direktiv fastlægger slutbrugeres rettigheder og de tilsvarende forpligtelser for virksomheder, som udbyder offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. For at sikre, at der stilles forsyningspligtydelser til rådighed på markeder med fri og åben konkurrence, fastlægger dette direktiv det minimum af tjenester af en bestemt kvalitet, som alle slutbrugere under hensyn til særlige nationale forhold har adgang til til rimelige priser, uden at det medfører konkurrenceforvridning. Dette direktiv fastsætter også forpligtelser for så vidt angår ydelse af visse obligatoriske tjenester som f.eks. udbud af faste kredsløb.

Artikel 2

Definitioner

Definitionerne i artikel 2 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) finder anvendelse i dette direktiv.

I dette direktiv forstås endvidere ved:

a) "offentlig betalingstelefon": en telefon, der er offentlig tilgængelig, og for hvis brug der kan betales med mønter og/eller betalingskort og/eller forudbetalte kort, herunder kort, der benyttes sammen med en kode, der indtastes

b) "offentligt telefonnet": et elektronisk kommunikationsnet, som anvendes til ydelse af offentligt tilgængelige telefonitjenester. Det understøtter fremføring mellem nettermineringspunkter af taletelefoni samt andre former for kommunikation, herunder telefax og data

c) "offentligt tilgængelig telefonitjeneste": en tjeneste, der er tilgængelig for offentligheden med henblik på etablering og modtagelse af nationale og internationale opkald, samt adgang til alarmtjenester via et eller flere numre i en national eller international nummerplan, og som i relevante tilfælde endvidere kan omfatte følgende tjenester: telefonistekspedition, nummeroplysningstjenester, nummerfortegnelser, offentlige betalingstelefoner, udbud af tjenester på særlige vilkår, udbud af særlige faciliteter for handicappede eller abonnenter med særlige sociale behov og/eller ydelse af ikke-geografiske tjenester

d) "geografisk nummer": et nummer fra den nationale nummerplan, hvor en del af talstrukturen indeholder en geografisk information, der anvendes til at dirigere opkald til nettermineringspunktets (NTP) fysiske placering

e) "nettermineringspunkt" (NTP): et fysiske punkt, hvor en abonnent får adgang til et offentligt kommunikationsnet. For net, hvor der anvendes kobling eller rutning, identificeres nettermineringspunktet ved hjælp af en specifik netadresse, der kan være knyttet til abonnentens nummer eller navn

f) "ikke-geografisk nummer": et nummer fra den nationale nummerplan, som ikke er et geografisk nummer. Det omfatter bl.a. mobil-, frikalds- og overtakseringsnumre.

KAPITEL II

FORSYNINGSPLIGT, HERUNDER SOCIALE FORPLIGTELSER

Artikel 3

Adgang til forsyningspligtydelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle slutbrugere på deres område, uanset hvor de geografisk befinder sig, har mulighed for at få adgang til de i dette kapitel nævnte tjenester, i den krævede kvalitet og, under hensyn til de særlige nationale forhold, til en rimelig pris.

2. Medlemsstaterne fastlægger den mest effektive og hensigtsmæssige strategi til sikring af forsyningspligtens varetagelse under iagttagelse af principperne om objektivitet, transparens, ikke-diskriminering og proportionalitet. De skal minimere konkurrenceforvridning, navnlig udbud af tjenester til priser eller på betingelser eller vilkår, der afviger fra almindelige forretningsmæssige betingelser, idet de samtidig tilgodeser samfundsinteresser.

Artikel 4

Udbud af fastnetadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle rimelige anmodninger om tilslutning til det offentlige telefonnet på et fast sted og om adgang til offentligt tilgængelige telefonitjenester på et fast sted efterkommes af mindst én virksomhed.

2. Tilslutningen skal give slutbrugerne mulighed for at foretage og modtage lokale, nationale og internationale telefonopkald, telefaxopkald og dataoverførsler ved transmissionshastigheder, der er tilstrækkelige til at give funktionel adgang til internettet, under hensyn til den fremherskende teknologi, der bruges af de fleste abonnenter, samt hvad der er teknologisk muligt.

Artikel 5

Nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser

1. Medlemsstaterne sikrer:

a) at mindst én udtømmende nummerfortegnelse er tilgængelig for slutbrugerne i en form, der er godkendt af den relevante myndighed, enten i trykt eller elektronisk form eller begge dele, og at den ajourføres regelmæssigt, dog mindst én gang årligt

b) at mindst én udtømmende nummeroplysningstjeneste er tilgængelig for alle slutbrugere, herunder brugere af offentlige betalingstelefoner.

2. Nummerfortegnelsen/-oplysningstjenesten i stk. 1 skal med forbehold af bestemmelserne i artikel 11 i direktiv 97/66/EF omfatte alle abonnenter på offentligt tilgængelige telefontjenester.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de(n) virksomhed(er), der udbyder de i stk. 1 nævnte tjenester, anvender princippet om ikke-diskriminering under behandlingen af oplysninger, de har modtaget fra andre virksomheder.

Artikel 6

Offentlige betalingstelefoner

1. Medlemsstaterne sørger for, at de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge virksomheder forpligtelser, således at det sikres, at der stilles offentlige betalingstelefoner til rådighed i et sådant omfang, at slutbrugernes rimelige behov opfyldes, for så vidt angår geografisk dækning, antal, adgangsfaciliteter til disse telefoner for handicappede brugere og tjenestekvalitet.

2. En medlemsstat skal sørge for, at den nationale tilsynsmyndighed kan beslutte ikke at pålægge forpligtelserne i stk. 1 på hele sit område eller en del heraf, hvis den på grundlag af en høring af de berørte parter i henhold til artikel 33 har forvisset sig om, at disse faciliteter eller tilsvarende tjenester er bredt tilgængelige.

3. Medlemsstaterne sikrer, at det fra offentlige betalingstelefoner er muligt at foretage gratis alarmopkald på det fælleseuropæiske alarmnummer "112", og på andre nationale alarmnumre, uden brug af betalingsmidler.

Artikel 7

Særlige foranstaltninger for handicappede brugere

1. Medlemsstaterne træffer i fornødent omfang særlige foranstaltninger for handicappede slutbrugere for at sikre en tilsvarende adgang til offentligt tilgængelige telefonitjenester, herunder alarmtjenester, nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, som andre slutbrugere har, og det til en rimelig pris.

2. Medlemsstaterne kan under hensyn til de nationale forhold træffe særlige foranstaltninger til sikring af, at handicappede slutbrugere kan udnytte de valgmuligheder mellem virksomheder og tjenesteudbydere, som står til rådighed for flertallet af slutbrugerne.

Artikel 8

Udpegning af virksomheder

1. Medlemsstaterne kan udpege en eller flere virksomheder til at varetage de i artikel 4, 5, 6 og 7 og, hvor det er muligt, artikel 9, stk. 2, omhandlede forsyningspligttjenester, således at hele det nationale område dækkes. Medlemsstaterne kan udpege forskellige virksomheder eller grupper af virksomheder til at varetage forskellige af forsyningspligtens elementer og/eller til at dække forskellige dele af deres område.

2. Når medlemsstaterne udpeger virksomheder til at varetage forsyningspligten på hele deres område eller en del heraf, skal de anvende en effektiv, objektiv, transparent og ikke-diskriminerende udpegningsmetode, der sikrer, at ingen virksomhed på forhånd er udelukket fra at blive udpeget. Sådanne udvælgelsesmetoder skal sikre, at forsyningspligten varetages på en omkostningseffektiv måde og kan anvendes som et middel til at bestemme nettoomkostningerne ved forsyningspligten, jf. artikel 12.

Artikel 9

Rimelige takster

1. De nationale tilsynsmyndigheder overvåger detailtaksternes udvikling og niveau for så vidt angår de tjenester, der i artikel 4, 5, 6 og 7 angives som værende omfattet af forsyningspligten og ydes af de udpegede virksomheder, navnlig i forhold til nationale forbrugerpriser og indkomster.

2. Medlemsstaterne kan under hensyn til de nationale forhold kræve, at udpegede virksomheder tilbyder forbrugerne takstvalgmuligheder eller -ordninger, der afviger fra dem, der tilbydes under almindelige forretningsmæssige vilkår, navnlig for at sikre, at personer med lave indkomster eller personer med særlige sociale behov ikke hindres i at få adgang til eller anvende den offentlig tilgængelige telefonitjeneste.

3. Medlemsstaterne kan ud over eventuelle bestemmelser om, at de udpegede virksomheder skal tilbyde særlige takstvalgmuligheder, overholde prislofter, anvende en geografisk udligning eller lignende ordninger, sikre, at der ydes støtte til forbrugere, der findes at have lav indtægt eller særlige sociale behov.

4. Medlemsstaterne kan kræve, at virksomheder med forpligtelser i medfør af artikel 4, 5, 6 og 7, under hensyntagen til de nationale forhold, anvender ensartede takster, herunder geografisk udligning, i hele landet, eller overholder prislofter.

5. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, såfremt en udpeget virksomhed har pligt til at tilbyde forbrugerne særlige takstvalgmuligheder, ensartede takster, herunder geografisk udligning, eller overholde prislofter, at betingelserne er fuldt transparente og offentliggøres og anvendes i overensstemmelse med ikke-diskrimineringsprincippet. De nationale tilsynsmyndigheder kan kræve, at bestemte ordninger ændres eller trækkes tilbage.

Artikel 10

Kontrol med udgifter

1. Medlemsstaterne sikrer, at de udpegede virksomheder i forbindelse med udbud af faciliteter og tjenester ud over de i artikel 4, 5, 6 og 7 og artikel 9, stk. 2, omhandlede, fastsætter vilkårene på en sådan måde, at abonnenten ikke er tvunget til at betale for faciliteter eller tjenester, der ikke er nødvendige for eller kræves til den tjeneste, der er anmodet om.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de udpegede virksomheder med forpligtelser i henhold til artikel 4, 5, 6 og 7 og artikel 9, stk. 2, udbyder de særlige faciliteter og tjenester i bilag I, del A, således at abonnenterne kan overvåge og kontrollere deres udgifter og hindre uberettiget afbrydelse af tjenesten.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den relevante myndighed kan sætte kravene i stk. 2 ud af kraft i hele eller dele af landet, hvis den har forvisset sig om, at faciliteten er alment tilgængelig.

Artikel 11

Kvalitetskrav til tjenester, der leveres af udpegede virksomheder

1. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at alle udpegede virksomheder med forpligtelser i henhold til artikel 4, 5, 6 og 7 og artikel 9, stk. 2, offentliggør fyldestgørende og ajourførte oplysninger om kvalitetsmålinger på forsyningspligtområdet på grundlag af de i bilag III omhandlede tjenestekvalitetsparametre, definitioner og målemetoder. De offentliggjorte oplysninger meddeles også den nationale tilsynsmyndighed.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan bl.a. specificere yderligere tjenestekvalitetsstandarder i de tilfælde, hvor der er udviklet relevante parametre for at vurdere forsyningspligtvirksomhedernes tjenester for handicappede slutbrugere og forbrugere. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at oplysninger om virksomhedernes tjenester vurderet på baggrund af disse parametre også offentliggøres og gøres tilgængelige for den nationale tilsynsmyndighed.

3. De nationale tilsynsmyndigheder kan desuden specificere oplysningernes indhold, form og offentliggørelsesmåde, således at det sikres, at slutbrugerne og forbrugerne har adgang til fyldestgørende, sammenlignelige og brugervenlige oplysninger.

4. De nationale tilsynsmyndigheder kan fastsætte kvalitetsmål for virksomheder med forsyningspligt, som minimum for forsyningspligt i henhold til artikel 4. De nationale tilsynsmyndigheder tager i den forbindelse hensyn til de berørte parters synspunkter, navnlig som omhandlet i artikel 33.

5. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder er i stand til at kontrollere, om de udpegede virksomheder opfylder de anførte kvalitetsmål.

6. Hvis en virksomhed vedvarende ikke opfylder kvalitetsmålene, kan der træffes særlige foranstaltninger i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet)(13). De nationale tilsynsmyndigheder kan på den pågældende virksomheds regning anmode om en uafhængig kvalitetskontrol eller tilsvarende gennemgang af kvalitetsmålingerne for at sikre, at de oplysninger, der stilles til rådighed af virksomheder med forsyningspligt, er nøjagtige og sammenlignelige.

Artikel 12

Beregning af omkostninger ved forsyningspligt

1. Hvis de nationale tilsynsmyndigheder finder, at varetagelsen af forsyningspligten, som den er fastlagt i artikel 3-10, kan udgøre en urimelig byrde for virksomheder med forsyningspligt, beregner de nettoomkostningerne herved.

De nationale tilsynsmyndigheder skal med henblik herpå:

a) beregne nettoomkostningerne ved den pågældende forsyningspligt, idet der tages hensyn til eventuelle markedsfordele, som en virksomhed, der udpeges til varetage forsyningspligt, nyder godt af, jf. bilag IV, del A, eller

b) anvende de nettoomkostninger ved varetagelse af forsyningspligt, der bestemmes ved den i artikel 8, stk. 2, omhandlede udpegningsmetode.

2. De regnskaber og/eller oplysninger, der ligger til grund for beregningen af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, jf. stk. 1, litra a), kvalitetskontrolleres eller verificeres af den nationale tilsynsmyndighed eller en af de berørte parter uafhængig instans, der er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed. Omkostningsberegningen og kvalitetskontrollens konklusioner er offentlig tilgængelig.

Artikel 13

Finansiering af forsyningspligten

1. Såfremt de nationale tilsynsmyndigheder på grundlag af den i artikel 12 omhandlede nettoomkostningsberegning mener, at en virksomhed pålægges en urimelig byrde, skal medlemsstaterne efter anmodning fra en udpeget virksomhed beslutte at:

a) indføre en ordning, der på transparente vilkår giver den pågældende virksomhed kompensation fra offentlige midler for de beregnede nettoomkostninger, og/eller

b) dele nettoomkostningerne ved forsyningspligten mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

2. Såfremt nettoomkostningerne deles i henhold til stk. 1, litra b), fastsætter medlemsstaterne en deleordning, som forvaltes af den nationale tilsynsmyndighed eller af en af de begunstigede uafhængig instans under de nationale tilsynsmyndigheders tilsyn. Kun de i henhold til artikel 12 fastlagte nettoomkostninger ved de i artikel 3-10 omhandlede forpligtelser kan finansieres.

3. En deleordning skal overholde principperne om transparens, mindst mulig konkurrenceforvridning, ikke-diskriminering og proportionalitet, jf. principperne i bilag IV, del B. Medlemsstaterne kan vælge ikke at kræve bidrag fra virksomheder, hvis nationale omsætning ikke overstiger en fastsat grænse.

4. Eventuelle udgifter i forbindelse med deling af omkostningerne ved forsyningspligten skal udskilles fra de øvrige udgifter og anføres særskilt for hver enkelt virksomheds vedkommende. Sådanne udgifter kan ikke pålægges eller afkræves virksomheder, der ikke udbyder tjenester i den medlemsstat, der har indført den pågældende deleordning.

Artikel 14

Transparens

1. Såfremt der indføres en deleordning for finansieringen af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, som omhandlet i artikel 13, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at principperne for omkostningsdelingen og en nærmere beskrivelse af den anvendte ordning er offentlig tilgængelig.

2. Med forbehold af fællesskabsregler og nationale regler om forretningshemmelighed sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at der udgives en årlig rapport med angivelse af de beregnede omkostninger ved forsyningspligten, alle involverede virksomheders bidrag og eventuelle markedsmæssige fordele, der kan være tilflydt den eller de virksomheder, der er er udpeget til at varetage forsyningspligten, såfremt en fond rent faktisk er oprettet og taget i anvendelse.

Artikel 15

Nyvurdering af forsyningspligtens omfang

1. Kommissionen tager med jævne mellemrum forsyningspligtens omfang op til nyvurdering navnlig med henblik på at foreslå Europa-Parlamentet og Rådet, at omfanget ændres eller omdefineres. Der foretages en nyvurdering første gang senest to år efter den i dette direktivs artikel 38, stk. 1, andet afsnit, omhandlede iværksættelsesdato og herefter hvert tredje år.

2. Nyvurderingen foretages på grundlag af den samfundsmæssige, økonomiske og teknologiske udvikling, idet der bl.a. tages hensyn til mobilitet og transmissionshastighed under hensyn til den fremherskende teknologi, der anvendes af flertallet af abonnenterne. Nyvurderingen iværksættes i henhold til bilag V. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om resultatet af denne nyvurdering.

KAPITEL III

TILSYN MED VIRKSOMHEDER MED EN STÆRK MARKEDSPOSITION PÅ SPECIFIKKE MARKEDER

Artikel 16

Revurdering af forpligtelser

1. Medlemsstaterne opretholder samtlige forpligtelser vedrørende:

a) detailtakster for udbud af adgang til og anvendelse af det offentlige telefonnet, jf. artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold(14)

b) operatørforvalg eller fast operatørvalg, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne(15)

c) faste kredsløb, jf. artikel 3, 4, 6, 7, 8 og 10 i direktiv 92/44/EØF

indtil disse forpligtelser er blevet revurderet, og der er truffet afgørelse herom i henhold til proceduren i stk. 3.

2. Kommissionen angiver relevante markeder for forpligtelserne for så vidt angår detailmarkeder i den første henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder og den beslutning om afgrænsning af transnationale markeder, der skal vedtages efter artikel 15 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet).

3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder hurtigst muligt efter dette direktivs ikrafttræden og derefter regelmæssigt, foretager en markedsanalyse efter proceduren i artikel 16 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) for at afgøre, om forpligtelserne vedrørende detailmarkeder skal opretholdes, ændres eller trækkes tilbage. Foranstaltningerne underkastes proceduren i artikel 7 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet).

Artikel 17

Tilsyn med tjenester i detailleddet

1. Medlemsstaterne sikrer følgende:

a) hvis en national tilsynsmyndighed som følge af en markedsanalyse udført i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, konstaterer, at der på et bestemt detailmarked, der er afgrænset i overensstemmelse med artikel 15 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) ikke er reel konkurrence, og

b) den konkluderer, at forpligtelserne i henhold til direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) eller artikel 19 i nærværende direktiv ikke vil resultere i, at de mål, der er fastsat i artikel 8 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) nås,

skal den i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) pålægge virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition på et bestemt detailmarked, passende regulerende forpligtelser.

2. De forpligtelser, der pålægges i medfør af stk. 1, skal tage udgangspunkt i det konstaterede problems art og være forholdsmæssige og begrundede under hensyn til de i artikel 8 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) omhandlede målsætninger. De pålagte forpligtelser kan omfatte krav om, at de udpegede virksomheder ikke forlanger urimeligt høje priser, bremser markedsadgang eller begrænser konkurrencen ved at tage underpriser, favorisere bestemte slutbrugere urimeligt eller foretage urimelig bundtning af tjenester. De nationale tilsynsmyndigheder kan over for sådanne virksomheder lægge et passende loft over detailpriserne eller træffe foranstaltninger til at kontrollere bestemte takster, gøre disse omkostningsbaserede eller basere dem på priserne på sammenlignelige markeder for at beskytte slutbrugernes interesser og fremme reel konkurrence.

3. De nationale tilsynsmyndigheder fremsender på anmodning oplysninger til Kommissionen om den iværksatte kontrol med detailleddet og eventuelt om de omkostningssystemer, de pågældende virksomheder benytter.

4. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der, når en virksomhed er underlagt detailprisregulering eller anden relevant detailpriskontrol, anvendes de fornødne og relevante omkostningssystemer. De nationale tilsynsmyndigheder kan specificere den opstilling og kalkulationsmetode, der skal anvendes. Et uafhængigt kvalificeret organ verificerer, at kalkulationsmetoden følges. De nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at der årligt offentliggøres en erklæring om overholdelse af metoden.

5. Uden at det berører artikel 9, stk. 2, og artikel 10 anvender de nationale tilsynsmyndigheder ikke de i stk. 1 omhandlede ordninger til kontrol med detailleddet på geografiske områder eller brugermarkeder, hvis de har forvisset sig om, at der er reel konkurrence.

Artikel 18

Tilsyn med minimumssættet af faste kredsløb

1. Hvis en national tilsynsmyndighed som følge af en markedsanalyse udført i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, konstaterer, at der på markedet for udbud af en del af eller hele minimumssættet af faste kredsløb, ikke er reel konkurrence, skal den i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) identificere virksomheder med en stærk markedsposition inden for udbud af disse specifikke elementer af minimumssættet af faste kredsløbstjenester på hele eller en del af dens område. Den nationale tilsynsmyndighed pålægger i forbindelse med disse specifikke markeder for faste kredsløb og under anvendelse af artikel 17 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) sådanne virksomheder forpligtelser vedrørende udbud af minimumssættet af faste kredsløb, som anført i den liste over standarder, der offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, samt vedrørende vilkår som anført i bilag VII i dette direktiv for sådant udbud.

2. Hvis en national tilsynsmyndighed som følge af en markedsanalyse, der er udført i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, konstaterer, at der på et relevant marked for udbud af faste kredsløb inden for minimumssættet er reel konkurrence, trækker den de i stk. 1 omhandlede krav i forbindelse med dette specifikke marked for faste kredsløb tilbage.

3. Minimumssættet af faste kredsløb med harmoniserede specifikationer og tilhørende standarder offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende som led i den i artikel 17 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) omhandlede liste over standarder. Kommissionen kan vedtage ændringer, der måtte være nødvendige for at tilpasse minimumssættet af faste kredsløb til nye tekniske fremskridt og ændringer i efterspørgslen på markedet, herunder eventuelt fjerne visse typer af faste kredsløb fra minimumssættet under anvendelse af proceduren i artikel 37, stk. 2, i nærværende direktiv.

Artikel 19

Operatørforvalg og fast operatørvalg

1. De nationale tilsynsmyndigheder forlanger, at virksomheder, der er notificeret som havende en stærk markedsposition, for så vidt angår udbud af tilslutning til og anvendelse af det offentlige telefonnet på et fast sted, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, sætter deres abonnenter i stand til at få adgang til de tjenester, der udbydes af enhver samtrafiktilsluttet udbyder af offentlig tilgængelige telefonitjenester:

a) gennem operatørforvalg ved indtastning af operatørforvalgskode, og

b) gennem fast operatørvalg, der kan tilsidesættes ved hjælp af en operatørforvalgskode.

2. Brugerkrav om, at disse faciliteter skal implementeres på andre net eller på andre måder, vurderes efter den i artikel 16 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) omhandlede markedsanalyseprocedure og implementeres i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet).

3. De nationale tilsynsmyndigheder sørger for at prissætningen for adgang og samtrafik i forbindelse med de i stk. 1 omhandlede faciliteter er omkostningsbaserede, og at eventuelle direkte gebyrer, der pålægges abonnenterne, ikke virker prohibitivt for anvendelsen af disse faciliteter.

KAPITEL IV

SLUTBRUGERES INTERESSER OG RETTIGHEDER

Artikel 20

Kontrakter

1. Stk. 2, 3 og 4 finder anvendelse medmindre andet er fastsat i fællesskabsreglerne om forbrugerbeskyttelse, navnlig direktiv 97/7/EF og 93/13/EØF, samt nationale regler, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

2. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugere, når de abonnerer på tjenester, som giver tilslutning og/eller adgang til det offentlige telefonnet, har ret til en kontrakt med en virksomhed eller virksomheder, der leverer sådanne tjenester. Kontrakten skal mindst specificere følgende:

a) leverandørens navn og adresse

b) leverede tjenester, tilbudt tjenestekvalitet samt tidspunkt for etablering af den nye tilslutning

c) tilbudte vedligeholdelsesniveauer

d) nærmere oplysninger om priser og takster og om, hvordan der kan indhentes ajourførte oplysninger om samtlige gældende takster og vedligeholdelsesgebyrer

e) kontraktens varighed samt vilkår for forlængelse og afbrydelse af tjenester og kontrakt

f) eventuelle kompensations- og tilbagebetalingsregler, såfremt tjenesternes kontraktfæstede kvalitetsniveau ikke opfyldes, og

g) hvordan en procedure til bilæggelse af tvister, jf. artikel 34, indledes.

Medlemsstaterne kan udvide disse forpligtelser til også at gælde for andre slutbrugere.

3. Kontrakter, der indgås mellem forbrugere og andre udbydere af elektroniske kommunikationstjenester end sådanne, som udbyder tilslutning og/eller adgang til det offentlige telefonnet, skal også indeholde oplysningerne i stk. 2. Medlemsstaterne kan udvide disse forpligtelser til også at gælde for andre slutbrugere.

4. Abonnenter skal have ret til at opsige deres kontrakt uden strafgebyr, når de får meddelelse om forslag til ændringer i kontraktbetingelserne. Abonnenter skal med passende frist og mindst en måned i forvejen underrettes om sådanne ændringer og skal samtidig underrettes om deres ret til at opsige kontrakten, hvis de ikke kan godkende de nye betingelser.

Artikel 21

Transparens og offentliggørelse af oplysninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at transparente og ajourførte oplysninger om gældende priser og takster samt om standardbetingelser og -vilkår for så vidt angår adgang til og anvendelse af offentligt tilgængelige telefonitjenester er tilgængelige for slutbrugere og forbrugere, jf. bestemmelserne i bilag II.

2. De nationale tilsynsmyndigheder fremmer formidlingen af oplysninger, der sætter slutbrugerne, hvis det er relevant, og forbrugerne i stand til, f.eks. ved hjælp af en interaktiv guide, at foretage en selvstændig evaluering af omkostningerne ved alternative forbrugsmønstre.

Artikel 22

Tjenestekvalitet

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder efter at have taget hensyn til de berørte parters synspunkter har mulighed for at kræve af virksomheder, der udbyder offentlig tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, at de offentliggør sammenlignelige, fyldestgørende og ajourførte oplysninger for slutbrugerne om deres tjenesters kvalitet. På anmodning meddeles oplysningerne også den nationale tilsynsmyndighed inden offentliggørelse.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan bl.a. specificere hvilke kvalitetsparametre, der skal måles, hvilke oplysninger der skal offentliggøres, samt i hvilken form og på hvilken måde det skal ske, for at sikre, at slutbrugerne har adgang til fyldestgørende, sammenlignelige og brugervenlige oplysninger. De i bilag III omhandlede parametre, definitioner og målemetoder vil i givet fald kunne anvendes.

Artikel 23

Netintegritet

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre det faste offentlige telefonnets integritet, og at det faste offentlige telefonnet og offentligt tilgængelige telefonitjenester i tilfælde af netsvigt som følge af katastrofesituationer eller i force majeure-situationer stadig står til rådighed. Medlemsstaterne sikrer, at de virksomheder, som udbyder faste offentlig tilgængelige telefonitjenester, træffer alle rimelige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til alarmtjenester.

Artikel 24

Interoperabilitet mellem forbrugerudstyr til digital-tv

Medlemsstaterne sikrer i henhold til bestemmelserne i bilag VI, at der er interoperabilitet mellem det deri omhandlede forbrugerudstyr til digitalt tv.

Artikel 25

Telefonistekspedition og nummeroplysningstjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at abonnenter på offentligt tilgængelige telefonitjenester har ret til at blive optaget i de i artikel 5, stk. 1, litra a), omhandlede offentlig tilgængelige abonnentfortegnelser.

2. Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre, som led i udbuddet af offentlig tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på rimelige, objektive, omkostningsbaserede og ikke-diskriminerende vilkår.

3. Medlemsstaterne sikrer, at alle slutbrugere, der er tilsluttet det offentlige telefonnet, har adgang til telefonistekspederede tjenester og nummeroplysningstjenester, jf. artikel 5, stk. 1, litra b).

4. Medlemsstaterne må ikke opretholde nogen reguleringsbegrænsninger, der forhindrer slutbrugerne i én medlemsstat i at få direkte adgang til nummeroplysningen i en anden medlemsstat.

5. Bestemmelserne i stk. 1, 2, 3 og 4 gælder med forbehold af fællesskabsrettens krav om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred og navnlig artikel 11 i direktiv 97/66/EF.

Artikel 26

Det fælles europæiske alarmnummer

1. Medlemsstaterne sørger for, at alle slutbrugere af offentligt tilgængelige telefonitjenester, herunder brugere af offentlige betalingstelefoner, ud over eventuelle nationale alarmnumre, der er fastlagt af de nationale tilsynsmyndigheder, kan ringe gratis til alarmtjenester på det fælleseuropæiske alarmnummer "112".

2. Medlemsstaterne sikrer, at opkald til det fælleseuropæiske alarmnummer "112" besvares hensigtsmæssigt og håndteres bedst muligt i forhold til den måde, de nationale alarmsystemer er tilrettelagt på, og inden for nettenes tekniske muligheder.

3. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder, der driver offentlige telefonnet, i det omfang det er teknisk muligt, for samtlige opkald til det fælles europæiske alarmnummer "112" stiller en lokaliseringsfacilitet til rådighed for de instanser, der varetager nødsituationer.

4. Medlemsstaterne sikrer, at borgerne informeres fyldestgørende om eksistens og brug af det fælles europæiske alarmnummer "112".

Artikel 27

Europæiske adgangskoder

1. Medlemsstaterne sikrer, at "00" er standardpræfiks for udlandsopkald. Der kan indføres eller opretholdes særordninger for lokale telefonopkald på tværs af grænsen mellem to medlemsstater. Slutbrugere af offentligt tilgængelige telefonitjenester i de pågældende områder informeres fyldestgørende om sådanne ordninger.

2. Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder, der driver offentlige telefonnet, ekspederer samtlige opkald til det europæiske telefonnummerområde, uden at det berører det behov, som virksomheder, der driver offentlige telefonnet, har til at få dækning for omkostningen ved at overføre opkald via deres net.

Artikel 28

Ikke-geografiske numre

Medlemsstaterne sikrer, at slutbrugere fra andre medlemsstater, hvor det er teknisk og økonomisk muligt kan kalde ikke-geografiske numre på deres område, medmindre den opkaldte abonnent af forretningsmæssige grunde har valgt at begrænse adgangen for opkald fra bestemte geografiske områder.

Artikel 29

Udbud af supplerende faciliteter

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge alle virksomheder, der driver offentlige telefonnet, at stille faciliteterne i bilag I, del B, til rådighed for slutbrugerne i den udstrækning, det er teknisk muligt og økonomisk bæredygtigt.

2. En medlemsstat kan, hvis den efter at have taget hensyn til alle berørte parters synspunkter finder, at der er tilstrækkelig adgang til disse faciliteter, vælge ikke at anvende kravene i stk. 1 på hele sit område eller en del heraf.

3. Medlemsstaterne kan med forbehold af artikel 10, stk. 2, pålægge de i bilag I, del A, punkt e), omhandlede forpligtelser vedrørende afbrydelse som et generelt krav til alle virksomheder.

Artikel 30

Nummerportabilitet

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle abonnenter på offentligt tilgængelige telefonitjenester, herunder mobiltjenester, efter anmodning herom kan bevare deres nummer eller numre, uanset hvilken virksomhed der udbyder tjenesten til abonnenterne:

a) for så vidt angår geografiske numre på et bestemt sted, og

b) for så vidt angår ikke-geografiske numre på et hvilket som helst sted.

Dette stykke finder ikke anvendelse på nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på et fast sted, og mobilnet.

2. De nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, og at eventuelle direkte gebyrer, der skal betales af abonnenterne, ikke virker prohibitivt for anvendelsen af disse faciliteter.

3. De nationale tilsynsmyndigheder må ikke fastsætte detailledstakster for overførsel af numre på en måde, som kan medføre konkurrenceforvridning, som f.eks. indførsel af specifikke eller fælles detailledstakster.

Artikel 31

Must carry-forpligtelse

1. Medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-udsendelser til offentligheden, en rimelig must carry-forpligtelse for så vidt angår bestemte radio- og tv-kanaler og -tjenester, hvis et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net anvender dem som deres primære adgang til radio- og tv-modtagelse. En sådan forpligtelse pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde klart definerede målsætninger i almenhedens interesse, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent. Forpligtelserne revurderes med jævne mellemrum.

2. Hverken stk. 1 i denne artikel eller artikel 3, stk. 2, i direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) indskrænker medlemsstaternes ret til eventuelt at fastsætte en passende godtgørelse for så vidt angår foranstaltninger, der træffes i medfør af denne artikel, idet det sikres, at der under lignende omstændigheder ikke finder diskrimination sted i behandlingen af virksomheder, der udbyder elektroniske net. I tilfælde hvor der er fastsat godtgørelse skal medlemsstaten sikre, at ordningen anvendes på en forholdsmæssig og transparent måde.

KAPITEL V

GENERELLE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 32

Supplerende obligatoriske tjenester

Medlemsstaterne kan vælge at stille supplerende tjenester, der ikke er omfattet af forsyningspligten som defineret i kapitel II, til rådighed for offentligheden på deres område, men de kan i så tilfælde ikke pålægge en kompensationsordning, der omfatter bestemte virksomheder.

Artikel 33

Høring af berørte parter

1. Medlemsstaterne sikrer i fornødent omfang, at de nationale tilsynsmyndigheder for så vidt angår spørgsmål vedrørende slutbruger- og forbrugerrettigheder i forbindelse med offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, tager hensyn til synspunkter fra slutbrugere og forbrugere (herunder navnlig handicappede brugere), producenter og virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, navnlig når disse har stor indvirkning på markedet.

2. Om nødvendigt udvikler de berørte parter under de nationale tilsynsmyndigheders vejledning mekanismer, som inddrager forbrugere, brugergrupper og tjenesteudbydere, med det formål at fremme tjenesternes generelle kvalitet ved bl.a. at udvikle og overvåge adfærdskodekser og driftsstandarder.

Artikel 34

Udenretslig bilæggelse af tvister

1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes transparente, enkle og prisbillige udenretslige procedurer til behandling af uløste tvister, der involverer forbrugere, om spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til sikring af, at sådanne procedurer muliggør en retfærdig og hurtig tvistbilæggelse, og kan, hvor det er berettiget, vedtage en tilbagebetalings- og/eller kompensationsordning. Medlemsstaterne kan udvide disse forpligtelser til også at gælde for tvister, der involverer andre slutbrugere.

2. Medlemsstaterne sørger for, at deres lovgivning ikke er til hinder for oprettelsen af klagekontorer og on-line tjenester på det relevante territoriale plan for at give forbrugere og slutbrugere lettere adgang til tvistbilæggelse.

3. Vedrører en tvist parter i forskellige medlemsstater, koordinerer disse deres indsats med henblik på at bilægge tvisten.

4. Denne artikel berører ikke de nationale retsprocedurer.

Artikel 35

Teknisk tilpasning

Den nødvendige tilpasning af bilag I, II, III, VI og VII til den tekniske udvikling eller til ændringer i efterspørgslen vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 37, stk. 2.

Artikel 36

Underretning, overvågning og procedurer for revurdering

1. De nationale tilsynsmyndigheder meddeler senest på den i artikel 38, stk. 1, andet afsnit, omhandlede seneste dato for anvendelse af direktivet samt umiddelbart efter eventuelle ændringer Kommissionen navnene på de virksomheder, der er udpeget til at varetage forsyningspligten i henhold til artikel 8, stk. 1.

Kommissionen stiller oplysningerne til rådighed i lettilgængelig form og videregiver dem efter behov til det i artikel 37 omhandlede Kommunikationsudvalg.

2. De nationale tilsynsmyndigheder notificerer Kommissionen om de operatører, der anses for at have en stærk markedsposition i dette direktivs forstand, samt om de forpligtelser, disse har fået pålagt i henhold til dette direktiv. Kommissionen notificeres straks om eventuelle ændringer med virkning for de forpligtelser, der er pålagt virksomheder, eller af de virksomheder, der er berørt af bestemmelserne i dette direktiv.

3. Kommissionen undersøger regelmæssigt, hvorledes dette direktiv fungerer, og aflægger beretning herom til Europa-Parlamentet og Rådet, første gang senest tre år efter iværksættelsesdatoen i artikel 38, stk. 1, andet afsnit. Medlemsstaterne og de nationale tilsynsmyndigheder stiller til det formål de fornødne oplysninger til rådighed for Kommissionen.

Artikel 37

Udvalg

1. Kommissionen bistås af det ved artikel 22 i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) nedsatte kommunikationsudvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 38

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 24. juli 2003 de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 25. juli 2003.

2. Disse love og administrative bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv, samt senere ændringer af disse forskrifter.

Artikel 39

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 40

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2002.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

J. C. Aparicio

Formand

(1) EFT C 365 E af 19.12.2000, s. 238 og EFT C 332 E af 27.11.2001, s. 292.

(2) EFT C 139 af 11.5.2001, s. 15.

(3) EFT C 144 af 16.5.2001, s. 60.

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 13.6.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT), Rådets fælles holdning af 17.9.2001 (EFT C 337 af 30.11.2001, s. 55) og Europa-Parlamentets afgørelse af 12.12.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 14.2.2002.

(5) EFT L 24 af 30.1.1998, s. 1.

(6) EFT L 165 af 19.6.1992, s. 27. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens beslutning 98/80/EF af 7. januar 1998 (EFT L 14 af 20.1.1998, s. 27)

(7) Se side 33 i dette EFT.

(8) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

(9) EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19.

(10) Se side 7 i dette EFT.

(11) EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

(12) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(13) Se side 21 i dette EFT.

(14) EFT L 101 af 1.4.1998, s. 24.

(15) EFT L 199 af 26.7.1997, s. 32. Direktivet er ændret ved direktiv 98/61/EF (EFT L 268 af 3.10.1998, s. 37).

BILAG I

BESKRIVELSE AF DE I ARTIKEL 10 NÆVNTE FACILITETER OG TJENESTER (KONTROL MED UDGIFTER) OG ARTIKEL 29 (SUPPLERENDE FACILITETER)

Del A: I artikel 10 omhandlede faciliteter og tjenester

a) Specificerede regninger

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder med forbehold af bestemmelserne i den relevante lovgivning om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred kan fastlægge et mindsteniveau for de specificerede regninger, som de udpegede virksomheder (jf. artikel 8) sender til forbrugerne uden beregning, for at disse kan

i) kontrollere og styre, hvilke beløb der er debiteret for anvendelse af det offentlige telefonnet på et fast sted og/eller tilhørende offentlig tilgængelige telefonitjenester, og

ii) følge tilstrækkelig med i deres forbrug og udgifter og på den måde til en vis grad styre regningernes størrelse.

Der kan eventuelt for en rimelig pris eller gratis tilbydes abonnenterne et højere detaljeringsniveau.

Opkald, der er gratis for den opkaldende abonnent, herunder opkald til hjælpetjenester, skal ikke figurere på den opkaldende abonnents specificerede regning.

b) Selektiv spærring af udgående opkald uden beregning

Herved forstås en facilitet, hvor abonnenten efter anmodning til udbyderen af telefonitjenesten kan få spærret nærmere bestemte typer udgående opkald eller nærmere bestemte typer numre uden beregning.

c) Forudbetalingssystemer

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan forlange, at de udpegede virksomheder giver forbrugerne mulighed for forudbetaling af tilslutning til det offentlige telefonnet og af brug af de offentligt tilgængelige telefonitjenester.

d) Ratevis betaling af oprettelsesgebyrer

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan forlange, at de udpegede virksomheder giver forbrugerne mulighed for at betale for tilslutning til det offentlige telefonnet i flere rater.

e) Manglende betaling

Medlemsstaterne fastsætter specifikke foranstaltninger, som skal være rimeligt afpassede, ikke-diskriminerende, og som skal offentliggøres vedrørende manglende betaling af telefonregninger for brug af det offentlige telefonnet på et fast sted. Disse foranstaltninger skal omfatte bestemmelser om, at abonnenten på forhånd varsles om eventuelle følger i form af tjenestens afbrydelse eller ophør. Bortset fra tilfælde af svig, gentagne tilfælde af for sen betaling eller manglende betaling sikres det ved disse foranstaltninger, at det, så vidt det er teknisk muligt, kun er den berørte tjeneste, der afbrydes. Linjen bør kun afbrydes ved manglende betaling, såfremt abonnenten er blevet underrettet herom i passende tid i forvejen. Medlemsstaterne kan tillade en periode med begrænset service inden fuldstændig frakobling, hvorunder der kun kan foretages visse opkald, som er gratis for abonnenten (f.eks. opkald til alarmnummer "112").

Del B: Liste over de i artikel 29 omhandlede faciliteter

a) Tonesignalering eller DTMF (dual-tone multi-frequency operation)

Herved forstås, at det offentlige telefonnet understøtter brugen af DTMF-toner som defineret i ETSI ETR 207 til end-to-end-signalering gennem nettet, både inden for den enkelte medlemsstat og mellem medlemsstaterne indbyrdes.

b) Nummervisning

Herved forstås, at den kaldte part kan se den kaldende parts nummer, inden samtalen etableres.

Denne facilitet skal udbydes i overensstemmelse med den relevante lovgivning om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, navnlig direktiv 97/66/EF.

I det omfang, det er teknisk muligt, stiller operatørerne data og signaler til rådighed for at gøre det lettere at tilbyde nummervisning og tonesignalering på tværs af medlemsstaternes grænser.

BILAG II

INFORMATION, DER SKAL OFFENTLIGGØRES I HENHOLD TIL ARTIKEL 21 (TRANSPARENS OG OFFENTLIGGØRELSE AF OPLYSNINGER)

Den nationale tilsynsmyndighed er ansvarlig for, at oplysningerne i dette bilag offentliggøres som foreskrevet i artikel 21. Det er op til den nationale tilsynsmyndighed at afgøre, hvilke oplysninger der skal offentliggøres af de virksomheder, der udbyder telenet og/eller offentligt tilgængelige telefonitjenester, og hvilke oplysninger der skal offentliggøres af den nationale tilsynsmyndighed selv for at sikre, at forbrugerne har mulighed for at træffe et informeret valg.

1. Virksomhede(ns) (rnes) navn(e) og adresse(r)

Dette vil sige navn og adresse (hovedsæde) på den eller de virksomheder, der udbyder offentlige telefonnet og/eller offentlig tilgængelige telefonitjenester

2. Udbuddet af offentligt tilgængelige telefonitjenester

2.1. Den offentligt tilgængelige telefonis omfang

Beskrivelse af de offentligt tilgængelige telefonitjenester, der udbydes, med angivelse af, hvad der er inkluderet i abonnements- og lejeafgiften (f.eks. telefonistekspederede tjenester, nummerfortegnelser, nummeroplysning, selektiv spærring af opkald, specificerede regninger, vedligeholdelse osv.)

2.2. Standardtakster for tilslutning, alle former for trafiktakster og vedligeholdelse samt nærmere oplysninger om standardrabatter samt særlige og målrettede takstordninger

2.3. Kompensations-/tilbagebetalingspolitik, herunder nærmere oplysninger om eventuelle kompensations- eller tilbagebetalingsordninger

2.4. Tilbudte vedligeholdelsesniveauer

2.5. Standardkontraktvilkår, herunder oplysning om en eventuel minimumskontraktperiode

3. Tvistbilæggelsesordninger, herunder ordninger, der er fastlagt af den pågældende virksomhed

4. Oplysninger om rettigheder i forbindelse med forsyningspligtydelser, herunder de faciliteter og tjenester, der er nævnt i bilag I.

BILAG III

TJENESTEKVALITETSPARAMETRE

Parametre, definitioner og målemetoder for leveringstid og tjenestekvalitet, jf. artikel 11 og 22

>TABELPOSITION>

Bestemmelse:

Der er tale om version 1.1.1 af ETSI EG 201 769-1 (april 2000).

BILAG IV

BEREGNING AF EVENTUELLE NETTOOMKOSTNINGER VED FORSYNINGSPLIGTEN OG FASTSÆTTELSE AF KOMPENSATIONS- ELLER DELEORDNINGER I HENHOLD TIL ARTIKEL 12 OG 13

Del A: Beregning af nettoomkostninger

Ved forsyningspligt forstås den pligt, som en medlemsstat pålægger en virksomhed til at udbyde net og tjenester overalt inden for et givet geografisk område samt - om nødvendigt - til at udbyde tjenesten til den samme pris inden for hele det pågældende område eller at tilbyde forbrugere med lave indkomster eller særlige sociale behov særlige takstvilkår.

De nationale tilsynsmyndigheder tager alle midler under overvejelse med henblik på at give virksomhederne (udpegede eller ikke-udpegede) det fornødne incitament til at udbyde forsyningspligtydelser på en omkostningseffektiv måde. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes som forskellen mellem de nettodriftsomkostninger, en udpeget virksomhed har med denne pligt, og de nettodriftsomkostninger, den ville have uden denne pligt. Dette gælder, uanset om den pågældende medlemsstats net er fuldt udbygget eller stadig under etablering eller udbygning. Der lægges vægt på, at omkostninger, som den udpegede virksomhed ville have valgt at undgå, hvis der ikke havde været nogen forsyningspligt, vurderes så korrekt som muligt. Der tages ved beregningen af nettoomkostningerne højde for de fordele, herunder immaterielle fordele, der kommer forsyningspligtudbydere til gode.

Beregningen baseres på de omkostninger, der kan henføres til:

i) elementer af de pågældende tjenester, som kun kan udbydes med tab eller på omkostningsbetingelser, der falder uden for almindelige forretningsmæssige standarder. Dette kan f.eks. omfatte adgang til alarmtjenester, visse offentlige betalingstelefoner, bestemte tjenester eller udstyr til handicappede mv.

ii) bestemte slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som, under hensyntagen til omkostninger og indtægter ved bestemte net- og tjenesteudbud samt eventuelle af medlemsstaten foreskrevne, geografisk bestemte gennemsnitstakster, kun kan betjenes med tab eller på omkostningsbetingelser, der falder uden for almindelige forretningsmæssige standarder.

Dette omfatter f.eks. slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som ikke ville blive betjent af en kommerciel operatør uden forsyningspligt.

Nettoomkostningerne ved bestemte aspekter af forsyningspligten beregnes særskilt for at undgå at medregne eventuelle direkte eller indirekte fordele og omkostninger to gange. Forsyningspligtens samlede nettoomkostninger beregnes for alle virksomheders vedkommende som summen af nettoomkostningerne ved forsyningspligtens enkelte komponenter iberegnet eventuelle immaterielle fordele. Den nationale tilsynsmyndighed har ansvar for at kontrollere, at nettoomkostningerne er korrekt beregnet.

Del B: Godtgørelse af eventuelle nettoomkostninger ved forsyningspligten

Godtgørelse eller finansiering af eventuelle nettoomkostninger ved forsyningspligten betyder, at de udpegede forsyningspligtige virksomheder har krav på kompensation for de tjenester, de udbyder på ikke-kommercielle vilkår. Da en sådan kompensation indebærer pengeoverførsler, sikrer medlemsstaterne, at disse sker på en transparent, objektiv, ikke-diskriminerende og rimelig måde. Det betyder, at overførslerne skal forårsage mindst mulig konkurrence- og brugerefterspørgselsforvridning.

I henhold til artikel 13, stk. 3, skal en fondsbaseret deleordning anvende et transparent og neutralt middel til opkrævning af bidrag, hvorved faren for dobbelt opkrævning af bidrag på både virksomhedernes in- og output undgås.

Den uafhængige instans, der forvalter fonden, skal sørge for opkrævning af bidrag fra de virksomheder, som er blevet vurderet til at skulle bidrage til dækningen af forsyningspligtens nettoomkostninger i den pågældende medlemsstat, og overvåge overførslen af skyldige beløb og/eller de administrative udbetalinger til virksomheder, der har krav på at modtage betalinger fra fonden.

BILAG V

PROCEDURE FOR NYVURDERING AF FORSYNINGSPLIGTENS OMFANG I HENHOLD TIL ARTIKEL 15

Kommissionen tager hensyn til følgende aspekter, når den afgør, hvorvidt forsyningspligtens omfang bør tages op til fornyet vurdering:

- den samfunds- og markedsmæssige udvikling set i forhold til de tjenester, forbrugerne benytter sig af

- den samfunds- og markedsmæssige udvikling set i forhold til udbuddet af tjenester og de valgmuligheder, forbrugerne har

- den teknologiske udvikling set i forhold til den måde, hvorpå tjenesterne udbydes til forbrugerne.

Kommissionen tager hensyn til følgende aspekter, når den skal afgøre, om forsyningspligtens omfang bør ændres eller omdefineres:

- har størsteparten af forbrugerne adgang til og anvender de specifikke tjenester, og fører det til social udstødelse, at et mindre antal forbrugere ikke har adgang til eller ikke anvender disse tjenester, og

- medfører adgangen til og brugen af specifikke tjenester som helhed en nettofordel for samtlige forbrugere, sådan at myndighederne bør gribe ind, hvis disse tjenester ikke udbydes til offentligheden på normale forretningsmæssige betingelser?

BILAG VI

INTEROPERABILITET MELLEM DIGITALT FORBRUGERUDSTYR OMHANDLET I ARTIKEL 24

1. Den fælles krypteringsalgoritme og modtagelse af ukrypterede signaler

Alt forbrugerudstyr til modtagelse af digitale fjernsynssignaler, som i Fællesskabet sælges, udlejes eller på anden vis stilles til rådighed og anvendes til dekryptering af digitale tv-signaler, skal kunne:

- dekryptere signaler baseret på den fælles europæiske krypteringsalgoritme, der administreres af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation, p.t. ETSI

- gengive signaler, der transmitteres ukrypteret, forudsat at lejeren overholder den gældende lejeaftale, hvis der er tale om lejet udstyr.

2. Interoperabilitet mellem analoge og digitale tv-apparater

Alle analoge tv-apparater med indbygget skærm, der markedsføres med henblik på salg eller leje i Fællesskabet, og hvis skærmbillede målt diagonalt er større end 42 cm, skal være udstyret med mindst ét stik baseret på en åben grænseflade i overensstemmelse med standarder udarbejdet af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation, f.eks. angivet i Cenelec EN 50 049-1:1997-standarden, der muliggør en enkel tilslutning af periferiudstyr, navnlig supplerende dekoderudstyr og digitale modtagere.

Alle digital-tv-apparater med indbygget skærm, der markedsføres med henblik på salg eller leje i Fællesskabet, og hvis synlige skærmbillede målt diagonalt er større end 30 cm, skal være udstyret med mindst ét stik baseret på en åben grænseflade (som enten er standardiseret af, eller som overholder en standard, der er overtaget af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation eller er i overensstemmelse med en udbredt industrispecifikation), f.eks. det fælles DVB- projektets fælles grænsefladestik, der muliggør en enkel tilslutning af periferiudstyr, og som skal kunne overføre alle elementer i et digitalt tv-signal, herunder information i forbindelse med interaktive og adgangsstyrede tjenester.

BILAG VII

VILKÅR FOR DET I ARTIKEL 18 OMHANDLEDE MINIMUMSSÆT AF FASTE KREDSLØB

Note:

I henhold til den i artikel 18 omhandlede procedure bør udbud af et minimumssæt af faste kredsløb bibeholdes på de i direktiv 92/44/EF fastsatte vilkår, indtil den nationale tilsynsmyndighed konstaterer, at der er reel konkurrence på det relevante marked for faste kredsløb.

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at udbuddet af det i artikel 18 omhandlede minimumssæt af faste kredsløb sker under iagttagelse af de grundlæggende principper om ikke-diskriminering, omkostningsbasering og transparens.

1. Ikke-diskriminering

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at virksomheder, der er identificeret som havende en stærk markedsposition i henhold til artikel 18, stk. 1, overholder ikke-diskrimineringsprincippet, når de udbyder de i artikel 18 omhandlede faste kredsløb. Sådanne virksomheder skal under tilsvarende forhold anvende tilsvarende vilkår over for virksomheder, der udbyder tilsvarende tjenester, og de skal tilbyde faste kredsløb til andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som de leverer til egne, datterselskabers eller partneres afdelinger, når det er relevant.

2. Omkostningsbasering

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, når det er relevant, at de i artikel 18 omhandlede takster for faste kredsløb overholder de grundlæggende principper for omkostningsbasering.

Med henblik herpå sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at virksomheder, der i henhold til artikel 18, stk. 1, er identificeret som havende en stærk markedsposition, opstiller og anvender et hensigtsmæssigt omkostningsregnskabssystem.

De nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at der er adgang til oplysninger med en rimelig detaljeringsgrad om de regnskabssystemer, der anvendes af sådanne virksomheder. De forelægger efter anmodning Kommissionen sådanne oplysninger.

3. Transparens

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at følgende oplysninger vedrørende det i artikel 18 omhandlede minimumssæt af faste kredsløb offentliggøres i en let tilgængelig form.

3.1. Tekniske specifikationer, herunder fysiske og elektriske specifikationer, samt de tekniske specifikationer og ydeevnespecifikationer, der gælder for nettermineringspunkterne.

3.2. Takster, herunder oprettelsesafgift, den periodiske lejeafgift og andre afgifter. Når taksterne er differentierede, anføres dette.

Hvis en virksomhed, der i henhold til artikel 18, stk. 1, er identificeret som havende en stærk markedsposition, i forbindelse med en specifik anmodning finder det urimeligt at skulle levere et fast kredsløb på minimumssætvilkårene, skal den have den nationale tilsynsmyndigheds samtykke for at kunne fravige disse vilkår i dette specifikke tilfælde.

3.3. Leveringsbetingelser, inklusive mindst følgende elementer:

- Oplysninger om bestillingsprocedure

- typisk leveringstid, som den tid, der går fra den dato, hvor brugeren har afgivet endelig ordre på et fast kredsløb, og indtil 95 % af alle faste kredsløb af tilsvarende type er etableret hos kunderne.

Dette tidsrum beregnes på grundlag af de faktiske leveringstider for faste kredsløb inden for et aktuelt tidsinterval af en rimelig varighed. I beregningen må ikke medtages tilfælde, hvor leveringen er sket sent efter brugerens eget ønske.

- kontraktperioden, hvilket omfatter kontraktens normale løbetid og den minimumsbindingsperiode, som brugeren skal acceptere

- den typiske reparationstid, dvs. den tid, der går fra det tidspunkt, hvor der er indgivet meddelelse om fejlen til den kompetente afdeling i en virksomhed, der i henhold til artikel 18, stk. 1, er identificeret som havende en stærk markedsposition, til det tidspunkt, hvor 80 % af alle faste kredsløb af tilsvarende type er blevet retableret og, når brugeren i givet fald har fået meddelelse herom. Når der tilbydes forskellige kvalitetskategorier for reparation af samme type faste kredsløb, offentliggøres de forskellige typiske reparationstider

- eventuel tilbagebetalingsprocedure.

En medlemsstat kan endvidere, hvis den finder, at udbuddet af minimumssættet af faste kredsløb ikke har et kvalitetsniveau, der opfylder brugernes behov, opstille hensigtsmæssige mål for ovennævnte leveringsbetingelser.