Rådets fælles aktion af 10. december 2002 om ændring og forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten
EF-Tidende nr. L 334 af 11/12/2002 s. 0011 - 0013
Rådets fælles aktion af 10. december 2002 om ændring og forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten (2002/965/FUSP) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14 og artikel 18, stk. 5, og ud fra følgende betragtninger: (1) Rådets fælles aktion 2000/794/FUSP af 14. december 2000 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten(1) udløber den 31. december 2002. (2) På grundlag af en fornyet gennemgang af denne fælles aktion forekommer det hensigtsmæssigt at ændre og forlænge mandatet for den særlige repræsentant. (3) Der bør sikres klare ansvarsforhold samt koordinering og sammenhæng i Den Europæiske Unions eksterne aktion i Mellemøsten. (4) Rådet vedtog den 30. marts 2000 retningslinjer vedrørende fremgangsmåde for udnævnelse og administrative ordninger for Den Europæiske Unions særlige repræsentanter - VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION: Artikel 1 Mandatet for Miguel MORATINOS som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten forlænges. Artikel 2 Mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant bygger på Den Europæiske Unions politiske mål for fredsprocessen i Mellemøsten, som disse er fastlagt og ajourført af Rådet. Disse mål omfatter: a) en to-statsløsning, hvor Israel og en demokratisk, levedygtig, fredelig og uafhængig palæstinensisk stat lever side om side inden for sikre og anerkendte grænser med normale forbindelser med deres naboer i overensstemmelse med FN's sikkerhedsråds resolutioner 242, 338, 1397 og 1402 og ud fra Madridkonferencens principper b) en løsning med inddragelse af det israelsk-syriske og israelsk-libanesiske aspekt c) en retfærdig løsning på det komplekse spørgsmål om Jerusalem samt en løsning, der er retfærdig, holdbar og fastlagt i fællesskab, med hensyn til spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge d) en snarlig indkaldelse af en fredskonference, som skal behandle såvel politiske og økonomiske aspekter som sikkerhedsmæssige spørgsmål, bekræfte parametrene for en politisk løsning og opstille en realistisk og veldefineret tidsplan. Disse mål tager udgangspunkt i Den Europæiske Unions tilsagn om at: a) arbejde sammen med parterne og med partnere i det internationale samfund, navnlig inden for rammerne af Mellemøstkvartetten, for at udnytte alle muligheder for at opnå fred og sikre alle befolkninger i regionen en værdig fremtid b) fortsat at støtte palæstinensernes sikkerhedsreformer, snarlige afholdelse af valg og indførelse af politiske og administrative reformer c) bidrage til fredsopbygningen og genoprettelsen af den palæstinensiske økonomi som en integrerende del af den regionale udvikling. Den Europæiske Unions særlige repræsentant skal støtte den højtstående repræsentant i dennes arbejde i regionen, herunder inden for rammerne af Mellemøstkvartetten. Artikel 3 For at nå disse mål fastsættes der for Den Europæiske Unions særlige repræsentant følgende mandat: a) at bidrage aktivt og effektivt på Den Europæiske Unions vegne til aktioner og initiativer, der fører til en endelig løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, samt konflikten mellem henholdsvis Israel og Syrien og Israel og Libanon b) at fremme og holde nære kontakter med alle parterne i fredsprocessen i Mellemøsten, andre lande i området, medlemmerne af Mellemøstkvartetten og andre relevante lande samt FN og andre relevante internationale organisationer for sammen med dem at arbejde på at styrke fredsprocessen c) at sikre, at Den Europæiske Union fortsat er til stede i området og i de relevante internationale fora og bidrager til krisestyring- og forebyggelse d) at overvåge og støtte fredsforhandlingerne mellem parterne og tilbyde Den Europæiske Unions råd og mægling, hvis det er relevant e) på anmodning at bidrage til gennemførelsen af internationale aftaler mellem parterne og at tage diplomatiske kontakter med dem, såfremt vilkårene i sådanne aftaler ikke overholdes f) at være særlig opmærksom på faktorer, der påvirker den regionale dimension af fredsprocessen i Mellemøsten g) at gå ind i en konstruktiv drøftelse med stater, der har undertegnet aftaler inden for rammerne af fredsprocessen, for derved at fremme overholdelsen af de grundlæggende regler for demokrati, herunder respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincipper h) at aflægge rapport om mulighederne for Den Europæiske Unions mellemkomst i fredsprocessen og om den bedste måde, hvorpå man kan videreføre Den Europæiske Unions initiativer og igangværende indsats i relation til fredsprocessen i Mellemøsten, så som Den Europæiske Unions bidrag til palæstinensiske reformer, herunder de politiske aspekter af Den Europæiske Unions relevante udviklingsprojekter i området i) at være opmærksom på handlinger fra parternes side, som vil kunne skade resultaterne af forhandlingerne om en endelig status j) at lette sikkerhedssamarbejdet i Det Stående Sikkerhedsudvalg EU-Den Palæstinensiske Myndighed, der blev nedsat den 9. april 1998, samt på andre måder k) at bidrage til at skabe bedre forståelse for Den Europæiske Unions rolle blandt indflydelsesrige personer i området. Artikel 4 1. Den særlige repræsentant har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til den højtstående repræsentant og under dennes operationelle ledelse. Den særlige repræsentant er over for den højtstående repræsentant ansvarlig for administrationsudgifter og over for Kommissionen for eventuelle aktionsudgifter i forbindelse med aktiviteterne. 2. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal være den særlige repræsentants privilegerede samtalepartner og udgøre det primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver den særlige repræsentant strategisk vejledning og politisk input i forbindelse med mandatet. Artikel 5 1. Den særlige repræsentant indgår en kontrakt med Rådet. 2. Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen. Artikel 6 1. Den særlige repræsentant udpeger selv sine medarbejdere og underretter Rådet og Kommissionen herom gennem den højtstående repræsentant. 2. Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med den særlige repræsentant. Udgifter til vederlag til medarbejdere, der måtte blive udstationeret af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå den særlige repræsentant, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution. 3. Alle ledige A-stillinger offentliggøres i medlemsstaterne og EU-institutionerne og besættes af de bedst kvalificerede ansøgere. 4. De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at den særlige repræsentant og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle mandatet uhindret, fastlægges i samarbejde med parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen skal yde den fornødne støtte med henblik herpå. Artikel 7 Den særlige repræsentant aflægger som hovedregel selv rapport til den højtstående repræsentant og til PSC og kan også aflægge rapport til den relevante arbejdsgruppe. Den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen modtager regelmæssigt skriftlige rapporter. Den særlige repræsentant kan aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) efter henstilling fra den højtstående repræsentant og PSC. Artikel 8 For at sikre sammenhæng i Den Europæiske Unions optræden udadtil koordineres den særlige repræsentants aktiviteter med den højtstående repræsentants, formandskabets og Kommissionens aktiviteter. Den særlige repræsentant skal ligeledes arbejde nøje koordineret sammen med den EU-rådgiver, der er udpeget i henhold til Rådets fælles aktion 2000/298/FUSP(2), om EU's bistandsprogram til støtte for Den Palæstinensiske Myndighed i dens indsats for at bekæmpe den terrorisme, der udgår fra de områder, den kontrollerer, skal ligeledes koordineres nøje med den højtstående repræsentant, der giver politisk vejledning. Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og missionscheferne, der skal gøre deres bedste for at bistå den særlige repræsentant i gennemførelsen af dennes mandat. Den særlige repræsentant skal ligeledes være forbindelsesled til andre internationale aktører på stedet. Artikel 9 Gennemførelsen af den fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. Den særlige repræsentant forelægger en samlet skriftlig rapport om gennemførelsen af mandatet for den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen to måneder, inden mandatet udløber, og denne rapport danner grundlag for evalueringen af den fælles aktion i de relevante arbejdsgrupper og i PSC. Den højtstående repræsentant fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelsen henstillinger til PSC med henblik på, at Rådet træffer afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet. Artikel 10 Denne fælles aktion har virkning fra den 1. januar 2003. Den anvendes indtil den 30. juni 2003. Artikel 11 Denne fælles aktion offentliggøres i EF-Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2002. På Rådets vegne P. S. Møller Formand (1) EFT L 318 af 16.12.2000, s. 5. Ændret ved fælles aktion 2001/800/FUSP (EFT L 303 af 20.11.2001, s. 5). (2) EFT L 97 af 19.4.2000, s. 4.