32002E0457

Rådets fælles holdning af 13. juni 2002 om ændring og forlængelse af fælles holdning 2001/357/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Liberia

EF-Tidende nr. L 155 af 14/06/2002 s. 0062 - 0062


Rådets fælles holdning

af 13. juni 2002

om ændring og forlængelse af fælles holdning 2001/357/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Liberia

(2002/457/FUSP)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 7. maj 2001 vedtog Rådet fælles holdning 2001/357/FUSP(1) om restriktive foranstaltninger over for Liberia for at gennemføre resolution 1343 (2001) om de foranstaltninger, der skal træffes over for Liberia, vedtaget af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd den 7. marts 2001, i det følgende benævnt UNSCR 1343 (2001).

(2) FN's Sikkerhedsråd vedtog den 7. maj 2002 UNSCR 1408 (2002), hvorved foranstaltningerne over for Liberia i UNSCR 1343 (2001) ændres og forlænges til den 7. maj 2003.

(3) I UNSCR 1408 (2002) opfordres Liberias regering til at indføre en effektiv oprindelsescertifikatordning for uslebne diamanter fra Liberia, en ordning der skal være gennemsigtig og kunne gøres til genstand for international kontrol, og det slås fast, at uslebne diamanter, der kontrolleres af Liberias regering under oprindelsescertifikatordningen, undtages fra importforbuddet i UNSCR 1343 (2001), når en sådan effektiv og internationalt kontrollerbar ordning er klar til at blive fuldt operationel.

(4) Der er behov for handling fra Fællesskabets side for at gennemføre en række foranstaltninger -

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

Artikel 1

Fælles holdning 2001/357/FUSP forlænges hermed til den 7. maj 2003, medmindre Rådet i overensstemmelse med eventuelle fremtidige resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd træffer anden afgørelse.

Artikel 2

Denne fælles holdning har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 7. maj 2002.

Artikel 3

Denne fælles holdning offentliggøres i EF-Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. juni 2002.

På Rådets vegne

M. Rajoy Brey

Formand

(1) EFT L 126 af 8.5.2001, s. 1.