2002/1002/EF: Kommissionens beslutning af 17. december 2002 om offentliggørelse af referencen på standard EN 848-3 "Træbearbejdningsmaskiner — Sikkerhed — Fræsemaskiner — Del 3: NC bore- og overfræsemaskiner" i De Europæiske Fællesskabers Tidende som led i gennemførelsen af direktiv 98/37/EF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 5065)
EF-Tidende nr. L 349 af 24/12/2002 s. 0103 - 0104
Kommissionens beslutning af 17. december 2002 om offentliggørelse af referencen på standard EN 848-3 "Træbearbejdningsmaskiner - Sikkerhed - Fræsemaskiner - Del 3: NC bore- og overfræsemaskiner" i De Europæiske Fællesskabers Tidende som led i gennemførelsen af direktiv 98/37/EF (meddelt under nummer K(2002) 5065) (EØS-relevant tekst) (2002/1002/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner(1), ændret ved direktiv 98/79/EF(2), særlig artikel 6, under henvisning til udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter(3), ændret ved direktiv 98/48/EF(4), og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til artikel 2 i direktiv 98/37/EF kan maskiner kun markedsføres og ibrugtages, hvis de ikke bringer personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare, når de installeres og vedligeholdes på passende vis og anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse. (2) Når en national standard, der gennemfører en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, omfatter et eller flere væsentlige sikkerhedskrav, formodes en maskine, der er fremstillet i overensstemmelse med denne standard, at være i overensstemmelse med de pågældende væsentlige krav. (3) Medlemsstaterne skal offentliggøre referencerne på de nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder. (4) Sverige har i medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 98/37/EF, meddelt en beskyttelsesklausul over for standard EN 848-3 med den begrundelse, at beskyttelsesniveauet for de maskiner, der er omfattet af denne standard, er utilstrækkeligt. (5) Kommissionen har efter at have undersøgt standard EN 848-3 ikke kunnet konstatere, at den ikke opfylder de væsentlige krav i direktiv 98/37/EF. Dette bekræftes af en supplerende undersøgelse, som CEN's eksperter har foretaget. Arbejdsgruppen vedrørende maskiner har behandlet dette emne på et møde den 4. december 2000, og den har bekræftet, at principperne i EN 848-3 afspejler det nuværende teknologiske stade. Denne gennemgang har ligeledes påvist, at det er nødvendigt at forske yderligere i udviklingen af afskærmninger, og at der derfor i forbindelse med revisionen af EN 848-3 bør tages højde for de svenske bemærkninger til punkt 5.2.7.1.2 i denne standard. VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Referencen på standard EN 848-3 "Træbearbejdningsmaskiner - Sikkerhed - Fræsemaskiner - Del 3: NC bore- og overfræsemaskiner", som blev vedtaget af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) i juli 1999, vil ikke blive slettet af listen over standarder offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Standarden vil således fortsat give formodning om overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 98/37/EF. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2002. På Kommissionens vegne Erkki Liikanen Medlem af Kommissionen (1) EFT L 207 af 23.7.1998, s. 1. (2) EFT L 331 af 7.12.1998, s. 1. (3) EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. (4) EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18.