32002D0885

2002/885/EF: Kommissionens beslutning af 7. november 2002 om ændring af Rådets direktiv 96/49/EF for så vidt angår tidsfristerne for, hvornår trykbærende fade, flaskebatterier og tanke til transport af farligt gods skal opfylde dets regler (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 4343)

EF-Tidende nr. L 308 af 09/11/2002 s. 0044 - 0044


Kommissionens beslutning

af 7. november 2002

om ændring af Rådets direktiv 96/49/EF for så vidt angår tidsfristerne for, hvornår trykbærende fade, flaskebatterier og tanke til transport af farligt gods skal opfylde dets regler

(meddelt under nummer K(2002) 4343)

(EØS-relevant tekst)

(2002/885/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber,

under henvisning til Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2001/6/EF(2), navnlig artikel 6, stk. 4, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De europæiske standarder med tekniske detailspecifikationer for fremstilling og brug af samt trafik med trykbærende fade, flaskebatterier og tanke til transport af farligt gods er endnu ikke indsat i bilaget til direktiv 96/49/EF, da CEN endnu ikke har afsluttet standardiseringsarbejdet for deres vedkommende.

(2) Derfor er det nødvendigt at udsætte fristerne i direktiv 96/49/EF, artikel 6, stk. 4, for, hvornår sådanne trykbærende fade, flaskebatterier og tanke skal være i overensstemmelse med direktiv 96/49/EF.

(3) Direktiv 96/49/EF bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4) For at undgå tvivl om retstilstanden bør denne beslutning finde anvendelse fra 1. juli 2001 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I direktiv 96/49/EF affattes artikel 6, stk. 4, første og andet afsnit, således: "Medlemsstaterne kan opretholde de pr. 31. december 1996 gældende nationale bestemmelser om fremstilling og brug af samt trafik med fabriksnye trykbærende fade, flaskebatterier og tanke, jf. klasse 2 i bilaget, selv om de pågældende bestemmelser afviger fra bestemmelserne i bilaget, indtil der i bilaget er indsat henvisninger til standarder for fremstilling og brug af tanke, trykbærende fade og cylinderbatterier med samme bindende virkning som de deri indeholdte bestemmelser, dog ikke længere end til 30. juni 2003. Trykbærende fade, flaskebatterier og tanke, der er fremstillet før 1. juli 2003, og andre beholdere, der er fremstillet før 1. juli 2001, kan fortsat benyttes på de oprindelige betingelser, hvis de er vedligeholdt på det krævede sikkerhedsniveau.

Fristerne 30. juni 2003 og 1. juli 2003 forlænges for trykbærende fade, flaskebatterier og tanke, for hvilke der ikke findes detaljerede tekniske forskrifter, eller for hvilke der ikke er indsat tilstrækkelige henvisninger til relevante europæiske standarder i bilaget."

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den 1. juli 2001.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2002.

På Kommissionens vegne

Loyola De Palacio

Næstformand

(1) EFT L 235 af 17.9.1996, s. 25.

(2) EFT L 30 af 1.2.2001, s. 42.