2002/825/EF: Kommissionens beslutning af 24. april 2002 om Belgiens statsstøtte til fordel for Beaulieu-koncernen (Ter Leembek International) (EØS-relevant tekst.) (meddelt under nummer K(2002) 1341)
EF-Tidende nr. L 296 af 30/10/2002 s. 0060 - 0072
Kommissionens beslutning af 24. april 2002 om Belgiens statsstøtte til fordel for Beaulieu-koncernen (Ter Leembek International) (meddelt under nummer K(2002) 1341) (Kun den franske og den nederlandske udgave er autentiske) (EØS-relevant tekst) (2002/825/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit, under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a), efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler(1), under hensyn til disse bemærkninger, og ud fra følgende betragtninger: I. SAGSFORLØB (1) Ved beslutning af 4. oktober 2000, der blev meddelt Belgien den 16. oktober 2000 (SG(D) 2000/107549), besluttede Kommissionen at afslutte proceduren efter artikel 88, stk. 2, vedrørende visse støtteforanstaltninger, Belgien har indrømmet Verlipack-koncernen(2). Ved denne beslutning tilbagekaldte Kommissionen sin beslutning af 16. september 1998 (SG(D) 98/8769)(3), hvorved Kommissionen havde besluttet ikke at gøre indsigelse over for en del af den ovennævnte støtte. Tilbagekaldelsen var baseret på det forhold, at beslutningen af 16. september 1998 byggede på ufuldstændige oplysninger, som var fremsat under proceduren, og som var af afgørende betydning for beslutningen. (2) I forbindelse med undersøgelsen af denne støtte er Kommissionen blevet bekendt med andre foranstaltninger, som kan indebære statsstøtte til Verlipack- og/eller Beaulieu-koncernen. Da der er tale om en ny intervention i Vallonien, opfordrede Kommissionen den 5. juli 2000 Belgien til at forelægge oplysninger, der gav Kommissionen mulighed for at vurdere foranstaltningerne på grundlag af de gældende regler. (3) Efter flere henvendelser besluttede Kommissionen ved brev af 19. januar 2001 at give Belgien et formelt påbud om at fremlægge oplysninger, der gør det muligt at vurdere, om støtteforanstaltningerne til fordel for Verlipack- og/eller Beaulieu-koncernen er forenelige med traktatens artikel 87. Nogle få dage forud for meddelelsen af dette påbud fremsendte Belgien den 15. januar 2001 sit skriftlige svar på brevet af 5. juli 2000. (4) Den 6. juni 2001 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende den nævnte støtte. Belgien blev underrettet herom ved brev af 8. juni 2001. Efter at have anmodet om yderligere frist til at svare fremsendte Belgien sit svar ved et brev, Kommissionen modtog den 26. juli 2001. (5) Offentliggørelsen af dette brev i De Europæiske Fællesskabers Tidende(4) affødte en reaktion fra Collectif de Défense des Travailleurs Licenciés de Verlipack à Jumet et à Ghlin (støttegruppen for de afskedigede arbejdstagere fra Verlipack-fabrikkerne i Jumet og Ghlin) ved brev af 3. december 2001 og fra Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation ved brev af 7. december 2001. Belgien reagerede på det første brev ved et brev, som Kommissionen modtog den 16. januar 2002. II. BAGGRUND II.1. Verlipack-koncernens udvikling (6) Verlipack-koncernen var - indtil den blev erklæret konkurs den 18. januar 1999 - Belgiens største producent af emballageglas (flasker og krukker i klart eller brunt glas til landbrugsfødevareindustrien) med en markedsandel i Belgien på 20 % og i hele EU på 2 %. Koncernen havde i 1996 735 ansatte på fabrikkerne i henholdsvis Ghlin, Jumet og Mol. (7) I 1985 overtog de belgiske myndigheder en aktiepost på 49 % i Verlipack-koncernen, medens resten ejedes af et privat selskab, Beaulieu-koncernen. Dette aktiekøb - med Société Nationale pour la Restructuration des Secteurs Nationaux (SNRSN) som køber - blev godkendt af Kommissionen (statsstøttesag N 123/85). I overensstemmelse med en særlov af 15. januar 1989 overtog regionen Vallonien aktierne uden stemmeret i fabrikkerne i Ghlin og Jumet, medens aktierne i fabrikken i Mol blev overdraget til regionen Flandern. (8) I 1992 modtog Verlipack-koncernen investeringsstøtte i to omgange på i alt 502122500 BEF i henhold til en regional støtteordning (lov af 30. december 1970), som Kommissionen havde godkendt(5). Desuden havde Kommissionen den 8. december 1992 truffet beslutning om ikke at rejse indsigelse(6) mod, at Société Régionale d'Investissement (som var oprettet ved lov af 2. april 1962) indskød ansvarlig lånekapital på 500 mio. BEF i koncernen. De vallonske myndigheder meddelte senere, at denne ansvarlige lånekapital i sidste ende ikke kom til udbetaling på grund af forskellige interne overvejelser; de har også oplyst, at der den 15. juli 1993 blev vedtaget en bekendtgørelse om ophævelse af den oprindelige beslutning om at yde denne støtte til Verlipack. (9) Belgien oplyste under den procedure, der resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 4. oktober 2000, at Verlipack-koncernen havde problemer, som primært skyldtes dårlig ledelse og især kvaliteten af produktionen (hverken udstyr eller teknologi var tilstrækkeligt tidssvarende): Der var behov for investeringer til modernisering af udstyret, men Beaulieu-koncernen kunne ikke selv klare den fulde finansiering og forvaltning af investeringsprogrammet på 5500 mio. BEF; det var navnlig dette forhold, der lå til grund for regionen Valloniens beslutning om ikke at udbetale den godkendte støtte. (10) Da den private aktionær (SA Imcopack Wallonie, der ejede fabrikkerne i Ghlin og Jumet, og NV Imcopack Vlaanderen, der ejede fabrikken i Mol; begge selskaber tilhørte Beaulieu-koncernen) forøgede aktiekapitalen i flere omgange, blev det offentliges aktiepost gradvist reduceret. Regionen Vallonien havde i 1996 således kun en aktiepost på 6,2 % i SA Verlipack Jumet og 11,1 % i SA Verlipack Ghlin. Efter denne gradvise afvikling af engagementet sad det offentlige nu kun på 20,7 % af kapitalen i Verlipack-koncernen. (11) De to fabrikker, der var beliggende i Vallonien, havde på daværende tidspunkt underskud: Fabrikken i Ghlin havde således et driftsunderskud på 8 % i 1995 og 16 % i 1996; fabrikken i Jumet havde et driftsunderskud på 55 % i 1995 og 60 % i 1996. (12) Verlipack-koncernen havde i slutningen af 1996 tilsyneladende ikke været i stand til at overholde terminerne for tilbagebetaling af en række banklån på over 362,8 mio. BEF, hvorefter bankerne skulle have forlangt lånene indfriet efter deres sædvanlige procedurer. (13) Den 1. september 1996 undertegnede Verlipack-koncernen og den tyske koncern Heye-Glas en aftale om teknisk samarbejde. (14) Aftalen om teknisk samarbejde mellem Verlipack-koncernen og koncernen Heye-Glas blev efterfølgende - den 11. april 1997 - udvidet til at omfatte ledelsesmæssig og finansiel bistand, idet den tyske koncern involverede sig direkte i styringen og ledelsen af Verlipack-koncernen. I henhold til vilkårene for denne transaktion blev regionen Valloniens aktier i SA Verlipack Ghlin og Verlipack Jumet tilbagekøbt af Beaulieu-koncernen(7). Beaulieu-koncernen og Heye-Glas-koncernen dannede et overordnet holdingselskab, Verlipack Holding I, der kontrolleredes af Heye-Glas, som havde stemmemajoriteten. (15) Selskabskapitalen i Verlipack Holding I var på 1,030 mia. BEF, bestående af 515 mio. BEF, der var indskudt af Heye-Glas-koncernen, medens resten bestod af samtlige aktiver i de tre driftsanlæg, som Beaulieu-koncernen havde skudt ind, og hvis værdi var sat til 515 mio. BEF. Under dette overordnede holdingselskab blev der straks oprettet et nyt holdingselskab, Verlipack Holding II, med en kapital på 1,230 mia. BEF, som bl.a. kontrollerede de tre produktionsanlæg. Ledelsesorganerne for hele den nye industrikoncern var koncentreret hos Verlipack Holding II, hvori Heye-koncernen havde aktiemajoriteten, og ledelserne af de forskellige afdelinger (salg og marketing, teknik, regnskab, økonomi og administration) var fælles for hele koncernen. (16) Koncernen Heye-Glas og Verlipack måtte dog i 1997 foretage en markant nedjustering af de forventede resultater. Pr. 30. november 1997 viste det foreløbige ureviderede koncernregnskab et nettounderskud for 1997 på 828592044 BEF. Den 2. april 1998 anslog de vallonske myndigheder underskuddet pr. 31. december 1997 til ca. 825 mio. BEF, medens der i forretningsplanen for Heye-Glas/Verlipack kun opereredes med et underskud på 368 mio. BEF, altså en afvigelse på 457 mio. BEF i forhold til det forventede. (17) Den 8. januar 1999 anmodede Verlipack om akkord for fabrikkerne i Jumet og Ghlin og meddelte, at fabrikken i Mol indstillede sin virksomhed. Ifølge oplysningerne i pressen begrundede selskabet disse foranstaltninger med "til dels den vanskelige situation på markedet for glasemballage" og "akkumulerede tab og prognoser, der ikke er gunstige som følge af overkapacitet på markedet for glasproduktion i Centraleuropa". (18) Den 11. januar 1999 erklærede handelsretten i Turnhout Verlipack-fabrikken i Mol konkurs, medens handelsretten i Mons den 18. januar 1999 erklærede de seks selskaber i Verlipack-glaskoncernen konkurs (det drejer sig om fabrikkerne i Ghlin og Jumet, Verlipack Belgium, Verlipack Engineering, Verlimo og Imcourlease). (19) Verlipack Holding II måtte konstatere, at selskabet ikke længere havde tilstrækkelig likviditet eller aktiver til at opfylde sine gældsforpligtelser, og erklærede sig konkurs den 11. februar 1999 ved handelsretten i Mons. Sowagep (Société de Gestion des Participations de la Région Wallonne dans des Sociétés Commerciales) meddelte handelsretten i Mons, at man ikke ville fortsætte bestræbelserne på at inddrive sin fordring (og indrømmede dermed debitor kredit). Handelsretten i Mons konstaterede derefter den 31. maj 1999, at forudsætningerne for at erklære Verlipack Holding II konkurs ikke var opfyldt, også selv om selskabets fremtidige virksomhed kun bestod i dets likvidation, efter at selskabsformålet var ophørt. II.2. Beaulieu-koncernen (20) Beaulieu-koncernen er den fælles betegnelse for et belgisk holdingselskab, der kontrollerer en række selskaber inden for tæppesektoren og sektoren for kemofibre. (21) Beaulieu-koncernen (verdens næststørste tæppeproducent) er den førende tæppeproducent i Europa. Koncernen fremstiller desuden nylonfibre til eget brug, hvilket betyder, at den også er at finde blandt de tæppeproducenter, som er aktive i de forudgående omsætningsled med fremstilling af nylonfibre. (22) Gruppen kontrolleres af holdingselskabet Ter Lembeek International, som indtil 1994 var kendt under navnet Beaulieu Wielsbeke(8). (23) Beaulieu Wielsbeke NV, som overtog Ter Lembeek Internationals aktiviteter, før dette skiftede navn, havde i 1998 en omsætning på 5182220000 BEF og 4821857000 BEF i 1999 med et underskud på 39035000 BEF i 1998 og 309520000 BEF i 1999. (24) I 1999 havde Beaulieu Wielsbeke 553 ansatte, og 98 % af salget gik til eksport. III. PÅBUDDET TIL BELGIEN OM AT AFGIVE OPLYSNINGER (25) I forbindelse med den procedure, der resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 4. oktober 2000, redegjorde Belgien for Verlipacks udvikling i månederne umiddelbart før og efter Kommissionens beslutning af 16. september 1998. (26) Kommissionen kan på baggrund af forringelsen af Verlipacks situation i slutningen af maj 1998 konstatere, at parterne (banker, Beaulieu-koncernen og Heye-koncernen) må have gjort et nyt forsøg på at redde virksomheden i form af en aftale indgået den 5. juni 1998. I denne forbindelse forpligtede Sowagep sig til - ud over tilsagnet om at konvertere lånet på 150 mio. BEF til kapital - at finde en ny privat investor til at indskyde 100 mio. BEF kontant i virksomheden. Ifølge oplysningerne fra Belgien viste det sig ret hurtigt, at denne nye redningsplan ikke gav de forventede resultater, hvorfor Sowagep måtte opgive at finde en ny privat investor. (27) Den 26. juni 1998 blev det besluttet at foretage en ny kapitalforøgelse i Verlipack med et indskud fra Heye(9) på 200 mio. BEF for 19408 nye aktier og et indskud fra Worldwide Investors Luxembourg, som Beaulieu-koncernen havde fundet frem til, på 100 mio. BEF for 9704 nye aktier. (28) I efteråret 1998 afviklede den private investor, Worldwide Investors, sit engagement ved at sælge sine aktier til Beaulieu-koncernen, som igen afstod dem til regionen Vallonien. Aktierne blev leveret i betalings sted(10) som fuld dækning af Beaulieu-koncernens gæld til regionen Vallonien for dennes Verlipack-aktier, som Beaulieu-koncernen havde købt i december 1996, og som var vurderet til 113712000 BEF, og som skulle betales - uden renter - den 31. december 2001. (29) Kommissionen må konstatere, at denne levering i betalings sted til indfrielse af en gæld, som først forfaldt til betaling den 31. december 2001, skete nogle få uger før Verlipacks konkursbegæring. (30) Belgien oplyste i sit brev af 28. september 1999(11), at leveringen i betalings sted i december 1998, hvorved Beaulieu-koncernens gæld til regionen Vallonien blev indfriet, kunne betragtes som en "ny forøgelse af Verlipacks kapital, finansieret af Beaulieu, som til gengæld herfor fik slettet sin gæld til regionen Vallonien". (31) Belgien havde i sin meddelelse af 10. april 1998(12) oplyst, at man havde til hensigt at betale et beløb på 100 mio. BEF til Verlipack i form af enten et kapitalindskud eller et langfristet lån(13). Desuden ville Belgien gerne "præcisere, at man ikke ville gennemføre planen uden forudgående anmeldelse til Kommissionen eller uden dennes tilladelse". (32) I sit brev af 14. december 1998 til Belgien i forbindelse med den procedure, der resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 4. oktober 2000, forbeholdt Kommissionen sig "sin stilling vedrørende alle eventuelle nye interventioner fra de vallonske myndigheders side til fordel for Verlipack". Dette blev gentaget i Kommissionens brev af 13. januar 1999 i forbindelse med samme sag. Kommissionen skal erindre om, at Belgien den 4. februar 1999 - ligeledes i forbindelse med samme sag - erklærede, at man "aldrig havde haft til hensigt at finansiere akkordperioden, navnlig ikke på baggrund af indholdet i Europa-Kommissionens seneste beslutning [af 16. september 1998]". (33) Eftersom der var tale om en ny støtteforanstaltning fra regionen Valloniens side i forbindelse med opfyldelsen af regionens fordring hos Beaulieu-koncernen for afståelsen i 1996 af dens aktier i fabrikkerne i Ghlin og Jumet, fik Kommissionen kun indirekte oplysning om dette forhold. (34) Kommissionen meddelte Belgien ved brev af 5. juli 2000, at denne nye støtteforanstaltning var registreret som ikke-anmeldt støtte NN 73/2000, og at det skulle undersøges, hvorvidt den var forenelig med fællesmarkedet. (35) I dette brev konstaterede Kommissionen bl.a., at bidraget på 100 mio. BEF fra enten Sowagep eller regionen Vallonien hidrørte fra statsmidler, men at Kommissionen, da der var tale om en ny offentlig foranstaltning, på daværende tidspunkt ikke havde fået alle de nødvendige oplysninger til at kunne vurdere, hvorvidt foranstaltningen var forenelig med traktatens artikel 87. (36) I samme brev gav Kommissionen også udtryk for tvivl om lovligheden af en eventuel støtte fra regionen Vallonien til fordel for Beaulieu-koncernen, eftersom koncernen ved overtagelsen af aktierne i fabrikkerne i Ghlin og Jumet i december 1996 var blevet indrømmet betalingsvilkår, som ikke ville være acceptable for et privat finansieringsinstitut. Desuden var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt leveringen af aktier for 100 mio. BEF i betalings sted i november 1999, nogle uger før Verlipacks konkursbegæring, ikke udgjorde støtte til fordel for Beaulieu-koncernen i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning. (37) I sit brev af 5. juli 2000 anmodede Kommissionen bl.a. om oplysninger om følgende spørgsmål: Worldwide Investors' aktiviteter, Sowageps forsøg på at finde en privat investor, anvendelsen af de 100 mio. BEF, som Worldwide Investors havde købt aktier for i 1998, en forklaring på forskellen i værdi på de 14214 aktier, Beaulieu-koncernen overtog i 1996, en forklaring på, hvorfor den tyske Heye-koncern ikke havde kendskab til disse transaktioner, som også involverede de vallonske myndigheder, en forklaring på den rente- og afdragsfri periode, regionen Vallonien havde indrømmet Beaulieu-koncernen i forbindelse med betalingen af de 14214 aktier, og på de omstændigheder, som foranledigede regionen Vallonien til - nogle uger før konkursbegæringen for Verlipacks fabrikker og dermed fuldt vidende om det store underskud i Verlipack - at acceptere tilbagebetalingen af denne gæld før forfaldstidspunktet. (38) I samme brev satte Kommissionen spørgsmålstegn ved, hvem der var den reelle modtager af det kapitalindskud i Verlipack, som Worldwide Investors foretog i juni 1998. (39) Ved brev af 4. september 2000 anmodede Belgien om en forlængelse af svarfristen, hvilket Kommissionen accepterede ved brev af 6. september 2000. (40) Ved brev af 29. september 2000 fremsendte Kommissionen en ny rykker. (41) Belgien har ikke afgivet de ønskede oplysninger inden for den fastsatte frist. (42) Under disse omstændigheder mener Kommissionen ikke, at Belgien har afgivet alle de oplysninger, der er nødvendige for at undersøge de pågældende foranstaltninger, og Kommissionen gav derfor med henvisning til artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastsættelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93(14) Belgien påbud om at fremlægge alle de dokumenter, oplysninger og data, som er nødvendige for at undersøge, hvorvidt de pågældende foranstaltninger til fordel for Verlipack og/eller Beaulieu-koncernen er i overensstemmelse med fællesmarkedet. Denne beslutning - som gengiver indholdet af brevet af 5. juli 2000, for så vidt angår de krævede oplysninger - blev meddelt Belgien ved brev af 19. januar 2001 (SGD(2001) 285235). IV. BELGIENS SVAR OG INDLEDNING AF PROCEDUREN (43) Belgien svarede ved brev registreret den 15. januar 2001 på Kommissionens brev af 5. juli 2000 med følgende oplysninger: (44) På trods af Verlipack-koncernens dårlige resultater i 1997 kunne der siden marts 1998 registreres en mindskelse af underskuddet takket være en kraftig stigning i produktiviteten. En ny redningsplan blev derfor besluttet af de private og offentlige partnere, som den 5. juni 1998 indgik en aftale ("Heads of Agreement"). Denne plan er gengivet nedenfor i oversigtsform: >TABELPOSITION> (45) Med hensyn til regionen Valloniens engagement skal følgende præciseres: (46) Konverteringen af det lavere prioriterede lån på 150 mio. BEF til kapital indgik i de overvejelser, der lå til grund for den endelige negative beslutning af 4. oktober 2000. (47) Hvad angår kapitalindskuddet på 100 mio. BEF, skulle regionen Vallonien finde en privat investor. Ifølge de vallonske myndigheder tilbød Beaulieu-koncernen med det formål at sikre, at redningsplanen kunne sættes i værk omgående, selv at foretage dette kapitalindskud "på betingelse af, at der kun var tale om et midlertidigt engagement, og at koncernen blev fuldt dækket af den nye investor, regionen Vallonien skulle finde". Ifølge Belgien havde Beaulieu-koncernen (som havde opgivet en fordring på 600 mio. BEF) al mulig interesse i, at redningsplanen gav de forventede resultater. (48) Det er tilsyneladende Worldwide Investors SA, et luxembourgsk finansieringsselskab, som foretog et kapitalindskud på 100 mio. BEF til fordel for Verlipack den 26. juni 1998. Ifølge de belgiske oplysninger blev denne kapitalforøgelse gennemført for Beaulieu-koncernens regning. (49) Men - stadig ifølge de belgiske myndigheder - lykkedes det ikke med den nye redningsplan at vende Verlipacks voksende underskud, og regionen Vallonien kunne ikke finde nogen ny privat investor. (50) Under disse omstændigheder besluttede regionen Vallonien og Beaulieu-koncernen i fællesskab at ændre vilkårene i overenskomsten vedrørende Beaulieu-koncernens tilbagekøb i 1996 af regionen Valloniens aktier i selskaberne Verlipack Ghlin og Verlipack Jumet. I henhold til vilkårene i tillægget af 20. november 1998 til overenskomsten fra 1996 mellem Beaulieu og regionen Vallonien kunne betalingen for de aktier, Beaulieu overtog i 1996 for et beløb på 113712000 BEF, "effektueres enten ved en overførsel til regionen Valloniens konto eller ved levering i betalings sted af 9704 aktier i SA Verlipack Holding II." (51) Den 21. december 1999 afstod Worldwide Investors 9704 aktier i selskabet Verlipack Holding II til Beaulieu-koncernen. Til gengæld herfor afstod Beaulieu-koncernen 9704 aktier i selskabet Verlipack Holding I til Worldwide Investors. Belgien har desuden bekræftet, at Beaulieu-koncernen i december 1998 - på en ikke nærmere angivet dato, som dog ligger mellem den 21. og den 31. december 1998 - afstod 9704 aktier i Verlipack Holding II "til gengæld for opgivelsen af regionens fordring hos Beaulieu-koncernen (bilag 5)"(15). (52) De belgiske myndigheder nævner selv i deres brev, som er registreret hos Kommissionen den 15. januar 2001, at deres svar er ufuldstændigt på grund af manglende samarbejdsvilje fra Beaulieu-koncernen. De har ikke siden rettet henvendelse til Kommissionen, bortset fra for at understrege, at deres brev dækkede de spørgsmål, der var nævnt i påbuddet om at afgive oplysninger. (53) På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderede Kommissionen den 6. juni 2001, at denne opgivelse af fordringen indebar overførsel af offentlige midler hidrørende fra den belgiske stat, og at det umiddelbart måtte opfattes som statsstøtte i den i traktatens artikel 87 fastsatte betydning. Desuden mente Kommissionen, at der var tvivl om, hvorvidt den støtte, Verlipack-koncernen og/eller Beaulieu-koncernen havde modtaget, var forenelig med traktatens artikel 87 og EØS-aftalens artikel 61, og indledte derfor proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2. Denne beslutning blev meddelt Belgien ved brev af 8. juni 2001. V. KOMMENTARER FRA BELGIEN (54) Ved brev, som Kommissionen modtog den 27. juli 2001, gentog Belgien de bemærkninger, man tidligere havde fremsat i forbindelse med påbuddet, og som kort kan gengives som følger: (55) På trods af Verlipack-koncernens dårlige resultater i 1997 kunne der siden marts 1998 registreres en mindskelse af underskuddet takket være en kraftig stigning i produktiviteten. En ny redningsplan blev derfor besluttet af de private og offentlige partnere, som den 5. juni 1998 indgik en aftale ("Heads of Agreement"). I forbindelse med denne plan forpligtede regionen Vallonien sig til i) at konvertere det lavere prioriterede lån 150 mio. BEF til kapital og ii) at finde en privat investor, der ville indskyde 100 mio. BEF i Verlipack i form af kapital. (56) Spørgsmålet om konverteringen af det lavere prioriterede lån indgik i de overvejelser, der lå til grund for den endelige negative beslutning af 4. oktober 2000. Indledningen af den nye procedure vedrører således ikke dette spørgsmål. (57) Med hensyn til søgningen efter en privat investor oplyser de vallonske myndigheder, at denne forpligtelse "ikke kunne opfyldes af Sowagep med kort varsel". De vallonske myndigheder oplyser derefter, at "Beaulieu derfor foreslog Sowagep, at koncernen selv påtog sig dette engagement på betingelse af, at det kun var midlertidigt, og at koncernen blev fuldt dækket af den nye investor, som Sowagep skulle finde. Dette engagement fra Beaulieus side er resultatet af mundtlige forhandlinger og er ikke nedfældet i en formel aftale." (58) Det er tilsyneladende selskabet Worldwide Investors, som den 26. juni 1998 foretog et kapitalindskud på 100 mio. BEF i Verlipack. Ifølge Belgien blev dette kapitalindskud gennemført for Beaulieu-koncernens regning. (59) De belgiske myndigheder anfører desuden, at da det ikke med den nye redningsplan lykkedes at vende Verlipacks voksende underskud, kunne regionen Vallonien ikke finde en ny privat investor. Under disse omstændigheder besluttede regionen Vallonien og Beaulieu-koncernen i fællesskab at ændre vilkårene i overenskomsten om Beaulieu-koncernens tilbagekøb i 1996 af regionen Valloniens aktier i selskaberne Verlipack Ghlin og Verlipack Jumet. Det skete ved et tillæg af 20. november 1998 til nævnte overenskomst, i henhold til hvilket betalingen for de aktier, Beaulieu erhvervede i 1996 for 113712000 BEF, kunne effektueres "enten ved en overførsel til regionen Valloniens konto eller ved levering i betalings sted af 9704 aktier i SA Verlipack Holding II." (60) Ifølge de vallonske myndigheder fremgår det klart af dette tillæg, at Beaulieus engagement til fordel for Verlipack-koncernen var af midlertidig karakter, og at der var tale om et aktiesalg for regionen Valloniens regning (s. 7 i brevet af 26. juli 2001). (61) Endelig afstod selskabet Worldwide Investors den 21. december 1999 9704 aktier i selskabet Verlipack Holding II til Beaulieu-koncernen. Til gengæld herfor afstod Beaulieu-koncernen 9704 aktier i selskabet Verlipack Holding I til Worldwide Investors. (62) Belgien har desuden bekræftet, at Beaulieu-koncernen i december 1998 (på en ikke nærmere angivet dato, som dog ligger mellem den 21. og den 31. december 1998) afstod 9704 aktier i Verlipack Holding II til regionen Vallonien "til gengæld for opgivelsen af regionens fordring hos Beaulieu-koncernen". (63) Hvad angår værdien af disse 9704 aktier, var den reelle værdi nul, eftersom aktiverne i dette selskab - ifølge kendelsen fra handelsretten i Mons - var "reduceret til én franc, således at selskabet ikke var i stand til at opnå den nødvendige bankkredit til at dække sine passiver, hvorfor forudsætningerne for at erklære selskabet konkurs var opfyldt"(16). VI. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER (64) Le Collectif de Défense des Travailleurs Licenciés de Verlipack à Jumet et Ghlin (støttegruppen for de afskedigede arbejdstagere fra Verlipack-fabrikkerne i Jumet og Ghlin) har fremsat bemærkninger til Kommissionens redegørelse og har i disse bemærkninger henvist til de sociale konsekvenser af Verlipack-koncernens krise. Gruppen har desuden fremlagt kopier af referater fra Verlipacks virksomhedsnævn samt kopi af et brev underskrevet af en tillidsmand på Verlipack (fabrikken i Ghlin). (65) Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation har fremsat bemærkninger på vegne af de største tæppeproducenter i Det Forenede Kongerige, Carpet Foundation (tidligere British Carpet Manufacturers Association): a) Briterne er de største forbrugere af væg til væg-tæpper i Europa, idet 97 % af alle husstande i Det Forenede Kongerige anvender denne form for gulvbelægning. Det er klart, at markedet i Det Forenede Kongerige er genstand for konkurrence udefra, og importen er steget i en sådan grad, at importerede væg til væg-tæpper i dag repræsenterer 64 % (i mængde) af de væg til væg-tæpper, der lægges i Det Forenede Kongerige (eller 47 % i værdi). b) Denne voldsomme stigning har truet den britiske tæppeindustris eksistens. I 1970, da importen var ganske ubetydelig, beskæftigede tæppeindustrien 45000. I dag, hvor importen er oppe på 64 %, er kun 8000 direkte beskæftiget i denne industri. c) Carpet Foundation mener, at det er producenter i Belgien, der har størst fordel af denne omfattende import; det er disse producenter, der i dag leverer 55 % af de væg til væg-tæpper, der importeres i Det Forenede Kongerige. Inden for de seneste tyve år er importen fra Belgien mere end tidoblet - fra 8 mio. m2 i 1980 til 85 mio. m2 i 2000. d) Gennemsnitsprisen for importerede væg til væg-tæpper i Det Forenede Kongerige er 3,83 GBP/m2, medens prisen for eksporterede væg til væg-tæpper er 6,43 GBP/m2. De seneste tal fra DTI (Department of Trade & Industry) for 1997 viser et handelsunderskud i forhold til EU på 273 mio. GBP. e) Det er oplyst til Kommissionen, at Beaulieu i de seneste år har været involveret i tvivlsomme finansielle transaktioner. Hvad angår den foreliggende sag, hvor Beaulieu har afviklet en gæld på 113,7 mio. BEF ved at overdrage 9704 aktier i Verlipack Holding II til regionen Vallonien, er det Carpet Foundations opfattelse, at regionen Vallonien i realiteten har opgivet en fordring, som svarede til 1,5 mio. GBP i statsstøtte. Carpet Foundation mener derfor, at opgivelsen af denne fordring udgør driftsstøtte til fordel for Beaulieu-/Verlipack-koncernen, og at denne støtte er uforenelig med fællesmarkedet. (66) Belgien har i sine kommentarer til bemærkningerne fra tredjeparter henstillet, at Kommissionen ikke tager hensyn til disse bemærkninger, eftersom Le Collectif des Travailleurs Licenciés ikke er et repræsentativt organ. (67) Belgien har ikke fremsat kommentarer til bemærkningerne fra Det Forenede Kongerige inden for den fastsatte frist. VII. VURDERING AF STØTTEN VII.1. Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, nævnte betydning (68) I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. (69) Begrebet "støtte" er mere omfattende end "tilskud" og dækker ligeledes over foranstaltninger, som på forskellig måde bidrager til at reducere de omkostninger, der normalt belaster en virksomheds budget, dvs. de har samme virkning som tilskud. Heraf følger, at selv om der ikke er tale om nogen direkte overførsel af statslige midler, indebærer en foranstaltning, hvorved de offentlige myndigheder giver afkald på en fordring, at støttemodtagerne stilles i en gunstigere situation end andre skatteborgere, og der er derfor tale om statsstøtte i den i traktatens artikel 87, stk. 1, nævnte betydning. (70) Nedenstående skema er en statistisk oversigt over import og eksport af gulvtæpper og anden tekstilgulvbelægning og viser, at der foregår samhandel mellem Belgien og resten af medlemsstaterne: >TABELPOSITION> Kilde: Eurostat. >TABELPOSITION> Kilde: Eurostat. (71) I betragtning af støttemodtagerens markedsposition(17) vil enhver form for støtte til denne koncern kunne påvirke samhandelen og fordreje konkurrencen(18). Beaulieu Wielsbeke NV (datterselskab af Ter Lembeek International, som er aktiv på markedet for væg til væg-tæpper og anden tæppebelægning) solgte i 1997, 1998 og 1999 for henholdsvis 4379764000, 5182220000 og 4821857000 BEF. (72) Disse data, som underbygges af oplysninger fra Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation, viser, at der er tale om omfattende samhandel inden for EU. VII.2. Kapitalindskuddet på 100 mio. BEF i Verlipack Holding II (73) Uafhængigt af de komplicerede juridiske og finansielle forhold, der lå bag det luxembourgske finansieringsselskab Worldwide Investors' intervention i juni 1998, da selskabet tilførte Verlipack Holding II en kapitalindsprøjtning på 100 mio. BEF, er der én ting, der står helt klart: Beaulieu-koncernen afviklede i december 1998 en gæld på 113712000 BEF til regionen Vallonien ved levering i betalings sted af 9704 aktier i Verlipack Holding II. Den nominelle værdi af disse aktier var 100 mio. BEF, men den reelle værdi måtte være væsentligt lavere på grund af selskabets finansielle situation. (74) Hvad angår værdien af disse 9704 aktier, skal man være opmærksom på følgende: (75) Den 11. februar 1999 meddelte Verlipack Holding II handelsretten i Mons, at selskabet standsede sine betalinger. Handelsretten konstaterede, at betalingsstandsningen gik tilbage til juni 1998. I den efterfølgende kendelse fra handelsretten i Mons anføres det bl.a.: "Ifølge selskabet Verlipack Holding II, hvis aktiver er reduceret til én franc, kan selskabet ikke opnå den nødvendige bankkredit til at dække sine passiver, hvorfor forudsætningerne for konkurs er opfyldt". (76) Selskabet blev dog tilsyneladende ikke erklæret konkurs. Regionen Vallonien intervenerede således ved at meddele, at man ikke ville fortsætte bestræbelserne på at inddrive sin fordring (og gav dermed sin debitor kredit), og tilbød at dække omkostningerne ved en frivillig likvidation. Handelsretten i Mons konstaterede derfor den 31. maj 1999, at forudsætningerne for konkurs ikke var opfyldt for Verlipack Holding II, selv om selskabets fremtidige aktivitet kun bestod i dets likvidation, efter at selskabsformålet var ophørt. (77) Belgien hævder, at den pris på 113712000 BEF, der blev fastsat i december 1996 for de aktier uden stemmeret og de udbyttebærende aktier, som Sowagep afstod til Beaulieu-koncernen, ikke svarede til den reelle værdi. Ifølge Belgien var der tale om "en pris, der var fastsat ved kongelig anordning af 7. maj 1985"(19). I henhold til artikel 3 i denne kongelige anordning kan tilbagekøbsprisen for præferenceaktierne uden stemmeret "ikke ligge under 80 % af emissionsprisen". Prisen på 113712000 BEF for de præferenceaktier og udbyttebærende aktier, som Beaulieu-koncernen tilbagekøbte i december 1996, repræsenterede ifølge Belgien 80 % af emissionsprisen. (78) Forpligtelsen til at fastsætte en pris svarende til 80 % af emissionsprisen er en lovfæstet forpligtelse, som uden forskel gælder alle, der ønsker at købe denne type præferenceaktier. (79) Uanset det forhold, at købsprisen er fastsat i henhold til nationale lovbestemmelser, der gælder alle, som ønsker at købe denne type præferenceaktier - hvilket Belgien bekræftede i sit brev af 26. juli 2001 - må det konstateres, at Beaulieu-koncernen skulle betale denne pris. Det bekræftes ligeledes af de belgiske myndigheder, da de i deres brev af 15. januar 2001(20) anførte, at "Beaulieu-koncernens gæld på 113712000 BEF til regionen Vallonien var en reel gæld, hvis tilbagebetaling på ingen måde var knyttet sammen med Verlipack-koncernens finansielle situation". (80) Hvis Verlipack Holding II's aktiver var reduceret til 1 franc, efter at selskabet gik i betalingsstandsning den 11. februar 1999, må det ifølge ovennævnte kendelse af 31. maj 1999 fra handelsretten i Mons, hvori det præciseres "at betalingsstandsningen gik tilbage til juni 1998"(21), antages, at de aktier, der var modtaget i betalings sted, var værdiløse. Ved at acceptere dem til indfrielse af en reel gæld på 113712000 BEF gav regionen Vallonien afkald på en fordring på dette beløb hos Beaulieu-koncernen. (81) Kommissionen noterer sig derfor, at denne transaktion udgør en "opgivelse af en fordring", hvilket Belgien også har bekræftet i sit brev af 15. januar 2001(22). De belgiske myndigheder hævder dog, at Beaulieu-koncernen ikke havde nogen økonomisk fordel af denne transaktion, fordi Belgien med opgivelsen af fordringen skulle have kompenseret Beaulieu-koncernen for "det kapitalindskud, koncernen effektuerede i juni 1998". Forskellen mellem de 113712000 BEF (beløbet for fordringen) og de 100 mio. BEF (det nominelle beløb for kapitalindskuddet) skulle være begrundet i "indfrielse af denne gæld før forfald(23) [...] samt vederlag for overdragelsen." (82) I relation til sidstnævnte aspekt skal man være opmærksom på formuleringen i "Heads of Agreement" af 5. juni 1998. Her står der i punkt 2: "Capital increase (cash) of BEF 100000000 promoted by Sowagep in Verlipack Holding II (to be used for corresponding capital increases in the Verlipack group companies). A new shareholder must be accepted by all shareholders of Verlipack Holding II". Belgien anførte i sit brev af 15. januar 2001, at det var på denne baggrund, "Sowagep påtog sig at finde en ny privat investor til at skyde 100 mio. BEF kontant ind i virksomheden" (s. 2). I sit brev af 26. juli 2001 henviser Belgien blandt de øvrige bestemmelser i "Heads of Agreement" til følgende: "et kapitalindskud på 100 mio. BEF fra en privat investor, som Sowagep stiller med (Sowagep er i mellemtiden omdøbt til Sogepa)" (s. 6). (83) Det fremgår af disse oplysninger, at de vallonske myndigheder i henhold til "Heads of Agreement" har forpligtet sig til at stille med en investor, men ikke til at indskyde 100 mio. BEF i Verlipack Holding II. (84) Belgien har ikke på trods af det formelle påbud - heller ikke efter indledningen af proceduren - leveret bevis for, at der eksisterer en aftale mellem Beaulieu-koncernen og regionen Vallonien, hvorefter Beaulieu skulle overtage den forpligtelse, regionen Vallonien havde påtaget sig (i henhold til "Heads of Agreement" af 5. juni 1998), om at finde en investor, der kunne skyde 100 mio. BEF ind i selskabet. (85) Belgien har tilsyneladende ikke engang leveret bevis for, at der foreligger en overdragelsesaftale mellem Beaulieu-koncernen og det luxembourgske selskab Worldwide Investors. (86) Belgien har desuden i sit svar på indledningen af proceduren bekræftet, at der ikke forelå nogen formel aftale, men at der var tale om "mundtlige forhandlinger, som ikke er nedfældet i en formel aftale"(24). (87) Hvis man på baggrund af bemærkningerne fra Belgien skulle tolke det sådan, at Beaulieu-koncernen havde besluttet selv at overtage den forpligtelse, regionen Vallonien indgik i henhold til "Heads of Agreement" af 5. juni 1998, måtte man altså konkludere, at Beaulieu-gruppen havde forpligtet sig til at stille med en investor og ikke til selv at indskyde 100 mio. BEF i Verlipack Holding II. En privat investor blev rent faktisk fundet, Worldwide Investors, som var rede til at løbe risikoen ved at investere i en virksomhed som Verlipack Holding II. (88) I svaret på indledningen af proceduren henvises der - uden at det dog underbygges af nogen konkrete oplysninger - til, at den påståede mundtlige aftale mellem Beaulieu-koncernen og regionen Vallonien, ifølge hvilken førstnævnte skulle overtage den forpligtelse, sidstnævnte havde påtaget sig (i henhold til "Heads of Agreement" af 5. juni 1998), til at finde en investor, der kunne indskyde 100 mio. BEF, skulle dække væsentligt mere end den forpligtelse, regionen Vallonien havde indgået i henhold til "Heads of Agreement" (dvs. at finde en investor, som ville indskyde 100 mio. BEF). (89) Beaulieu-koncernen skulle således ikke blot have overtaget den forpligtelse, regionen Vallonien havde indgået i henhold til "Heads of Agreement" (til at finde en investor, som var villig til at indskyde 100 mio. BEF), men skulle - hvilket er mere vidtrækkende - under alle omstændigheder tilvejebringe 100 mio. BEF til at indskyde i Verlipack Holding II uden selv at finansiere det, hvilket Sowagep skulle have garanteret Beaulieu-koncernen. (90) På grundlag af de af Belgien afgivne oplysninger mener Kommissionen ikke, at Belgien har påvist: i) tilstedeværelsen af en aftale om, at Beaulieu-koncernen skulle have overtaget forpligtelsen til at finde en investor, som ville indskyde 100 mio. BEF, ii) tilstedeværelsen af en anden aftale - forskellig fra og mere vidtrækkende end den første - i henhold til hvilken regionen Vallonien skulle have garanteret Beaulieu-koncernen dækning for de 100 mio. BEF, som en privat investor skulle have indskudt. (91) Det eneste, der står fast, er, at regionen Vallonien den 20. november 1998 gav afkald på en reel fordring på 113712000 BEF hos Beaulieu-koncernen til gengæld for 9704 aktier i et selskab (Verlipack Holding II), hvis finansielle situation var blevet yderligere forringet i en grad, der gav anledning til en ny refinansieringsplan i juni 1998, i forbindelse med hvilken det viste sig umuligt at finde en privat investor, der ville acceptere at indskyde 100 mio. BEF i selskabets kapital. Dette selskabs aktiver blev den 11. februar 1999 vurderet til 1 franc. (92) På baggrund af disse forskellige forhold konkluderer Kommissionen, at denne opgivelse af fordringen udgør en overførsel af offentlige midler hidrørende fra den belgiske stat, hvilket udgør statsstøtte i den i traktatens artikel 87 fastsatte betydning. VII.3. Opgivelse af fordringen til fordel for Verlipack Holding II (93) Den 8. januar 1999 anmodede Verlipack om akkord for fabrikkerne i Jumet og Ghlin og meddelte, at fabrikken i Mol standsede sin virksomhed. Den 11. januar 1999 erklærede handelsretten i Turnhout Verlipack-fabrikken i Mol konkurs, og den 18. januar 1999 erklærede handelsretten i Mons de seks selskaber i Verlipack-glaskoncernen (fabrikkerne i Ghlin og Jumet, Verlipack Belgium, Verlipack Engineering, Verlimo og Imcourlease) konkurs. (94) Verlipack Holding II måtte konstatere, at selskabet hverken havde den fornødne likviditet eller tilstrækkelige aktiver til at dække sin gæld, og indgav den 11. februar 1999 konkursbegæring ved handelsretten i Mons. Ved denne handelsret intervenerede Sowagep "på vegne af regionen Vallonien i dennes egenskab af mindretalsaktionær i selskabet"(25) og meddelte, at man ikke ville fortsætte bestræbelserne på at inddrive sin fordring (og indrømmede dermed debitor kredit), og at man ville dække omkostningerne ved en frivillig likvidation. Handelsretten i Mons konstaterede derefter den 31. maj 1999, at forudsætningerne for at erklære Verlipack Holding II konkurs ikke var opfyldt, idet man dog understregede, at selskabets fremtidige aktivitet kun bestod i dets likvidation, efter at selskabsformålet var ophørt. (95) Adspurgt om dette punkt ved indledningen af proceduren bekræftede regionen Vallonien, at man efter vedtagelsen af den negative beslutning af 4. oktober 2000 havde opfordret Verlipack Holding II til at tilbagebetale støtten. Efter dette påkrav erklærede handelsretten i Mons Verlipack Holding II konkurs den 19. februar 2001. (96) Kommissionen konstaterer, at Verlipack Holding II's formål var at besidde og forvalte kapitalandele i en række selskaber, som var erklæret konkurs, og at denne omstændighed indebar, at selskabsformålet var ophørt. Selskabets aktivitet bestod således udelukkende i dets likvidation. Eftersom selskabets værdi var reduceret til nul, kunne ingen fordringshaver med rimelighed forvente at få indfriet blot en del af sin fordring. Under disse omstændigheder og i betragtning af, at aktiviteten på samtlige produktionsanlæg var indstillet, og holdingselskabet selv var trådt i likvidation, finder Kommissionen, at opgivelsen af fordringen hos Verlipack Holding II ikke i dette tilfælde indebar overførsel af offentlige midler, som gav Verlipack Holding II eller de øvrige fordringshavere en økonomisk fordel, som kunne virke konkurrencefordrejende eller påvirke samhandelen. VII.4. Støttens forenelighed med fællesmarkedet (97) Kommissionen noterer sig, at Belgien ikke har gjort nogle af de i traktaten hjemlede undtagelser gældende, men udelukkende har fastholdt, at der ikke var tale om statsstøtte. (98) Kommissionen finder ikke, at undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, kan anvendes på den foreliggende støtteforanstaltning, eftersom den hverken udgør en støtte af social karakter til enkelte forbrugere eller en støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har forårsaget. (99) Undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), b) og d), kan heller ikke anvendes, eftersom støtten ikke har til formål at opveje de økonomiske ulemper i visse områder eller at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller at fremme kulturen og bevarelsen af kulturarven. (100) Det står derfor tilbage at undersøge, om den pågældende støtte kan være omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), som havende til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene under forudsætning af, at den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider imod den fælles interesse. (101) Produktionsenhederne i visse selskaber i Beaulieu-koncernen er rent faktisk beliggende i en region, som er støtteberettiget i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). De pågældende områder er omfattet af støtteordninger med regionalt formål, som Kommissionen har tilladt inden for det maksimale loft på netto 25 %. Belgien har dog i sit svar på indledningen af proceduren ikke afgivet nogen oplysninger, der giver mulighed for at betragte den pågældende støtte som investeringsstøtte eller at kontrollere, hvorvidt de pågældende investeringer er støtteberettigede, eller i givet fald at beregne støtteintensiteten. (102) Det er derfor Kommissionens opfattelse, at betingelserne for at anvende undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), om støtte til fremme af udviklingen af visse økonomiske regioner ikke er opfyldt i den foreliggende sag. (103) De oplysninger, Kommissionen råder over vedrørende de vallonske myndigheders interventioner, foranlediger den til at konkludere, at de pågældende foranstaltninger har karakter af driftsstøtte til fordel for Beaulieu-koncernen, og en sådan støtte er uforenelig med fællesmarkedet. (104) Formålet med disse foranstaltninger er således at friholde Beaulieu-koncernen for omkostninger, den under normale omstændigheder ville have haft i forbindelse med sin daglige ledelse eller sine aktiviteter. (105) Som Kommissionen har haft lejlighed til at påpege i punkt 4.15, 4.16 og 4.17 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte(26), er regional støtte med det formål at nedbringe virksomhedernes løbende udgifter (driftsstøtte) principielt uforenelig med fællesmarkedet. (106) Der kan dog undtagelsesvist indrømmes støtte af denne art til fordel for virksomheder beliggende i de regioner, som er omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), under forudsætning af at de er berettigede, fordi de bidrager til den regionale udvikling, på grund af deres karakter, og fordi de rent størrelsesmæssigt står i rimeligt forhold til de ulemper, de skal opveje. Kommissionen må konstatere, at Beaulieu-koncernens produktionsanlæg ikke er beliggende i en af de i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), omhandlede regioner. (107) På grundlag af det foranstående konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet. VIII. KONKLUSIONER (108) Belgiens statsstøtte til fordel for Beaulieu-koncernen (Ter Lembeek International) i form af opgivelse af en fordring på 113712000 BEF er uforenelig med fællesmarkedet. (109) Kommissionen konstaterer, at Belgien ulovligt har ydet den omhandlede støtte i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3. (110) I henhold til artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 skal enhver ulovlig støtte, som af Kommissionen er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, kræves tilbagebetalt fra støttemodtageren. (111) For at genskabe de økonomiske vilkår, virksomheden ville have været underlagt, hvis den ikke havde modtaget den ulovlige støtte, skal de belgiske myndigheder træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fjerne de fordele, der følger af støtten, og for at tilbagesøge denne hos modtageren. (112) Støtten skal tilbagesøges i overensstemmelse med national lovgivning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regional støtte i Belgien(27) - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Den statsstøtte, Belgien har ydet til Beaulieu-koncernen (Ter Lembeek International) i form af opgivelse af en fordring på 113712000 BEF, er uforenelig med fællesmarkedet. Artikel 2 1. Belgien træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtageren. 2. Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte. Artikel 3 Belgien underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien. Udfærdiget i Bruxelles, den 24. april 2002. På Kommissionens vegne Mario Monti Medlem af Kommissionen (1) EFT C 313 af 8.11.2001, s. 2. (2) EFT L 320 af 5.12.2001, s. 28. (3) EFT C 29 af 4.2.1999, s. 13. (4) Se fodnote 1. (5) EFT L 312 af 9.11.1982, s. 18. (6) EFT C 83 af 24.3.1993, s. 3. (7) Ved overenskomst af 18. december 1996 købte SA Ter Lembeek International af Société de Gestion des Participations de la Région Wallonne dans des Sociétés Commerciales (Sowagep) følgende aktieposter: Verlipack Ghlin SA: 5087 præferenceaktier uden stemmeret og 3937 udbyttebærende aktier - klasse I; Verlipack Jumet SA: 2923 præferenceaktier uden stemmeret og 2267 udbyttebærende aktier - klasse I. I henhold til overenskomsten fra december 1996 forfaldt beløbet på 113712000 BEF til betaling "den 31. december 2001, netto uden renter". (8) Dette holdingselskab tæller følgende datterselskaber: Beaulieu Wielsbeke NV, Goed Ter Lembeek NV, Cefima NV, Verlico NV, Der Gruene Teppich GmbH, Beja Textil Lda, Beaulieu Service Centre Moskau, Datex NV, Beaulieu Kunstoffen NV, Chemical Finance Company, De Steenhout NV og Verlipack Holding NV. (9) "fuldt vidende om aktieselskabet Verlipack Holding II's status og finansielle situation". (10) Tillæg af 20. november 1998 til den afståelsesoverenskomst af 18. december 1996 mellem regionen Vallonien og Beaulieu-koncernen, som vedrørte købet af 14214 aktier. (11) Svar på meddelelsen om indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, der resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 4. oktober 2000, s. 24. (12) I forbindelse med den procedure, der resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 16. september 1998, som senere blev tilbagekaldt. (13) "I betragtning af virksomhedens vanskeligheder og de private aktionærers og bankernes villighed til at indskyde ny kapital i Verlipack har regionen Vallonien givet sin principielle tilslutning til på visse vilkår at medvirke i en kapitalforøgelse med 100 mio. BEF. [...] Regionen Vallonien vil gerne præcisere, at den ikke vil gennemføre sin plan uden forudgående anmeldelse til Kommissionen eller uden dennes tilladelse. På nuværende tidspunkt overvejes det at yde bidraget i form af et langfristet lån på 100 mio. BEF, som ydes på samme vilkår som dem, bankerne anvender over for Verlipack. Regionen Vallonien vil naturligvis tage kontakt med Kommissionen, når de nødvendige betingelser for den endelige gennemførelse af en sådan plan er opfyldt. [...] Endelig oplyser Verlipacks ledelse, at de første resultater for 1998 viser tegn på en bedring af situationen." (14) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1. (15) Det skal bemærkes, at det pågældende bilag 5 ikke vedrører afståelsen af Beaulieu-koncernens aktier til regionen Vallonien, men derimod en udveksling af aktier mellem Worldwide Investors og Beaulieu-koncernen. (16) Selskabet blev dog tilsyneladende ikke erklæret konkurs, selv om dets fremtidige aktivitet udelukkende bestod i dets likvidation, fordi selskabsformålet var ophørt. Regionen Vallonien intervenerede ved at meddele, at den ikke ville fortsætte bestræbelserne på at inddrive sin fordring (og gav dermed sin debitor kredit). Adspurgt om dette punkt ved indledningen af proceduren bekræftede regionen Vallonien, at den efter vedtagelsen af den negative beslutning af 4. oktober 2000 opfordrede Verlipack Holding II til at tilbagebetale statsstøtten. Efter denne opfordring indstillede Verlipack Holding II sine betalinger den 19. februar 2001, hvorefter handelsretten i Mons ved en kendelse samme dag erklærede virksomheden konkurs. (17) Beaulieu-koncernen er den største europæiske tæppefabrikant og eksporterer 98 % af sin produktion. (18) Som eksempel kan nævnes, at Associated Weavers, en producent med hjemsted i Belgien, i 2000 solgte 48,7 mio. m2 væg til væg-tæpper og anden tæppebelægning og havde en omsætning på 212,89 mio. EUR, hvilket gør det til en af de største europæiske producenter i sektoren. Virksomheden eksporterer sine produkter til hele verden, men primært til Europa, hvilket fremgår af oplysningerne på dens websted: http://www.awe.be/ (14. marts 2002). (19) Jf. "Kongelig anordning om udstedelse af præferenceaktier uden stemmeret af aktieselskaber inden for de nationale sektorer" (den belgisk lovtidende, Moniteur, af 11. maj 1985). Det drejer sig om aktier uden stemmeret, som kan tegnes i selskaber under omstrukturering af 1) La Société Nationale d'Investissement, 2) La Société Nationale pour la Restructuration des Secteurs Nationaux, 3) Fonds voor de Herstructurering van de Nationalen Sectoren in het Vlaamse Gewest, 4) Les Fonds pour la Restructuration des Secteurs Nationaux en Région Wallonne og 5) aktieselskaber, hvori La Société Nationale d'Investissement ejer mindst 50 % af aktiekapitalen, og som har den nødvendige tilladelse i henhold til en bekendtgørelse fra økonomiministeren. (20) Dette brev var et svar på Kommissionens brev af 5. juli 2000 (s. 5). (21) Se første præmis i kendelsen af 31. maj 1999 fra handelsretten i Mons. (22) Se fodnote 20. (23) Ifølge overenskomsten fra december 1996 forfaldt prisen på 113712000 BEF til betaling 'den 31. december 2001, netto uden renter'. (24) De vallonske myndigheder har i øvrigt i forbindelse med påbuddet til Belgien via deres juridiske rådgiver rettet henvendelse til Beaulieu-koncernens juridiske rådgiver for at fremskaffe de fornødne oplysninger til at kunne efterkomme påbuddet. Belgien har ikke videregivet noget svar fra Beaulieu-koncernen eller dennes juridiske rådgiver. I øvrigt har hverken Beaulieu-koncernen eller dennes juridiske rådgiver ytret sig i forbindelse med den foreliggende procedure. (25) Anden præmis i kendelsen af 31. maj 1999 fra handelsretten i Mons. (26) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9. (27) Brev fra Kommissionen til medlemsstaterneSG(91) D/4577 af 4. marts 1991. Se også Domstolens dom af 21. marts 1990 i sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 959.