32002D0605

2002/605/EF: Kommissionens beslutning af 17. juli 2002 om spørgeskemaet vedrørende Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (meddelt under nummer K(2002) 2656)

EF-Tidende nr. L 195 af 24/07/2002 s. 0074 - 0080


Kommissionens beslutning

af 17. juli 2002

om spørgeskemaet vedrørende Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer

(meddelt under nummer K(2002) 2656)

(2002/605/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer(1), særlig artikel 19. stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 19, stk. 4, i direktiv 96/82/EF skal medlemsstaterne hvert tredje år sende Kommissionen en rapport om direktivets gennemførelse.

(2) Rapporten udarbejdes på grundlag af et spørgeskema eller en disposition, der er udformet af Kommissionen efter proceduren i artikel 6 i Rådets direktiv 91/692/EØF af 23. december 1991 om standardisering og rationalisering af rapporterne om gennemførelse af en række miljødirektiver(2).

(3) Denne treårsperiode skal dække årene 2003-2005.

(4) Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 6 i direktiv 91/692/EØF -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Spørgeskemaet i bilaget vedtages hermed.

Artikel 2

På grundlag af spørgeskemaet i bilaget udfærdiger medlemsstaterne en rapport, der omfatter treårsperioden 2003-2005.

Artikel 3

Medlemsstaterne fremsender denne rapport til Kommissionen senest den 30. september 2006.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. juli 2002.

På Kommissionens vegne

Margot Wallström

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 10 af 14.1.1997, s. 13.

(2) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 48.

BILAG

Spørgeskema vedrørende den treårsrapport, som er omtalt i artikel 19, stk 4, i Rådets direktiv 96/82/EF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (Seveso II-direktivet)

1. Generelle oplysninger

a) Hvem er de vigtigste myndigheder med kompetence til at håndhæve Seveso II-direktivet, og hvad er deres hovedopgaver?

b) For hvert af de tre år i indberetningsperioden angives(1):

i) Hvor mange virksomheder var undergivet bestemmelserne om gennemførelse af artikel 6 og ikke bestemmelserne om gennemførelse af artikel 9 (såkaldte kolonne 2-virksomheder)?

ii) Hvor mange virksomheder var undergivet bestemmelserne om gennemførelse af artikel 9? (såkaldte kolonne 3-virksomheder)

iii) Hvor mange virksomheder var ikke omfattet af direktivet, men er nu omfattet af "kolonne 2" som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer? (Virksomheder, der ikke var omfattet af direktivet, og som i det pågældende år for første gang er blevet omfattet af kolonne 2 som følge af ændringer af lovgivningen)

iv) Hvor mange "ikke-Seveso"-virksomheder er nu omfattet af "kolonne 3" som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer? (Virksomheder, der ikke var omfattet af direktivet, og som nu er omfattet af kolonne 3)

v) Hvor mange "Seveso- kolonne 2-virksomheder" er blevet omfattet af "kolonne 3" som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer? (Kolonne 2-virksomheder, der er blevet kolonne 3-virksomheder)

vi) Hvor mange "Seveso- kolonne 2-virksomheder" er ikke længere omfattet af direktivet som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer? (Kolonne 2-virksomheder, der ikke længere er undergivet Seveso-bestemmelserne)

vii) Hvor mange "Seveso- kolonne 3-virksomheder" er blevet "kolonne 2-virksomheder" som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer?

viii) Hvor mange "Seveso- kolonne 3-virksomheder" er ikke længere omfattet af direktivet som følge af ændringer af direktivet eller af klassifikationsordningen for farlige stoffer? (Kolonne 3-virksomheder, der ikke længere er undergivet Seveso-bestemmelserne)

2. Sikkerhedsrapporter

a) Hvor mange virksomheder, som er omfattet af artikel 9, havde endnu ikke fremsendt nogen sikkerhedsrapport (efter direktivets ikrafttræden) ved udgangen af hvert af de år, som indberetningsperioden omfatter?

b) Hvor mange kolonne 3-virksomheder var der pr. 31.12.2005:

i) hvis sikkerhedsrapport sidst er blevet opdateret inden den 1.1.2003?

ii) hvis sikkerhedsrapport sidst er blevet opdateret i løbet af 2003?

iii) hvis sikkerhedsrapport sidst er blevet opdateret i løbet af 2004?

iv) hvis sikkerhedsrapport sidst er blevet opdateret i løbet af 2005?

v) hvor datoen for den seneste opdatering er ukendt?

c) Hvad er det gennemsnitlige tidsforbrug fra myndighederne modtager sikkerhedsrapporten til konklusionerne meddeles driftslederen?

d) Besvarelsen af dette spørgsmål er frivillig. I forbindelse med gennemgangen af sikkerhedsrapporten i henhold til artikel 9, stk. 5, kan driftslederen gennemgå sikkerhedsrapporten og derefter beslutte ikke at revidere den. Hvor mange kolonne 3-virksomheder var der pr. 31.12.2005:

i) hvis sikkerhedsrapport sidst blev gennemgået inden den 1.1.2003, og hvor gennemgangen ikke førte til revision af sikkerhedsrapporten?

ii) hvis sikkerhedsrapport sidst blev gennemgået i løbet af 2003, og hvor gennemgangen ikke førte til revision af sikkerhedsrapporten?

iii) hvis sikkerhedsrapport sidst blev gennemgået i løbet af 2004, og hvor gennemgangen ikke førte til revision af sikkerhedsrapporten?

iv) hvis sikkerhedsrapport sidst blev gennemgået i løbet af 2005, og hvor gennemgangen ikke førte til revision af sikkerhedsrapporten?

v) hvor datoen for den seneste gennemgang er ukendt?

3. Beredskabsplaner

1. Hvor mange kolonne 3-virksomheder har ikke(2) nogen intern beredskabsplan, jf. artikel 11, stk. 1, litra a), i direktivet?

2. Hvor mange kolonne 3-virksomheder har en intern beredskabsplan, jf. artikel 11, stk. 1, litra a), i direktivet?

3. I hvor mange kolonne 3-virksomheder er forholdene under evaluering med hensyn til om der findes en intern beredskabsplan?

4. Hvor mange kolonne 3-virksomheder har eksterne beredskabsplaner, der ikke er udarbejdet af de udpegede myndigheder, jf. artikel 11, stk. 1, litra c), i direktivet? (Tilføj en kort forklaring, hvis antallet ikke er nul).

5. Forklar kort, hvordan eksterne beredskabsplaner afprøves (delvis afprøvning, fuldstændig afprøvning, involvering af beredskabstjenesterne, skrivebordsafprøvning osv.) og angiv, hvilke kriterier der er lagt til grund for vurderingen af, om en ekstern beredskabsplan er blevet afprøvet.

6. Hvor mange kolonne 3-virksomheder afprøvede senest deres eksterne beredskabsplan i 2003?

7. Hvor mange kolonne 3-virksomheder afprøvede senest deres eksterne beredskabsplan i 2004?

8. Hvor mange kolonne 3-virksomheder afprøvede senest deres eksterne beredskabsplan i 2005?

9. I hvor mange tilfælde, jf. artikel 11, stk. 6, har de kompetente myndigheder på grundlag af oplysningerne i sikkerhedsrapporten besluttet, at kravene om udarbejdelse af en ekstern beredskabsplan ikke skulle finde anvendelse? Giv en kort forklaring med begrundelse for de pågældende tilfælde.

4. Dominoeffekt

a) Giv en generel baggrundsorientering om, hvilke metoder der benyttes til at identificere de virksomheder eller grupper af virksomheder, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1.

b) Hvor mange grupper af virksomheder er der blevet identificeret, hvor der som beskrevet i direktivets artikel 8, stk. 1, vedrørende dominoeffekten er en sandsynlighed for, at muligheden for eller følgerne af større uheld kan være forøget på grund af disse virksomheders placering og nærhed?

c) Hvor mange virksomheder er der i gennemsnit pr. gruppe? (Frivillig oplysning).

d) Hvor mange virksomheder er der i den mindste gruppe? (gruppen med det mindste antal virksomheder) - (Frivillig oplysning)

e) Hvor mange virksomheder er der i den største gruppe? (gruppen med det største antal virksomheder) - (Frivillig oplysning)

f) Hvilken strategi følger man for at sikre, at virksomheder, der kan blive berørt af en dominoeffekt, udveksler de nødvendige oplysninger på en hensigtsmæssig måde? Giv et eller to konkrete eksempler for at belyse strategien og fremhæv problemer, der er opstået i praksis.

5. Fysisk planlægning

Giv en generel baggrundsorientering om, hvilke konkrete foranstaltninger der er truffet for at opfylde målene i artikel 12 i almindelighed og for at sikre kontrollen både med nyudvikling i nærheden af bestående virksomheder og med placering af nye virksomheder i særdeleshed.

6. Oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger

1. Hvor mange virksomheder har i overensstemmelse med artikel 13 mindst én gang i perioden 2003-2005 underrettet offentligheden?

2. For hvor mange virksomheder har de kompetente myndigheder som krævet i artikel 13, stk. 2, givet andre medlemsstater tilstrækkelige oplysninger til, at disse kan anvende dem til at udforme beredskabsplaner?

3. For hvor mange virksomheder har de kompetente myndigheder som krævet i artikel 13, stk. 2, modtaget tilstrækkelige oplysninger fra andre medlemsstater til at kunne anvende dem til at udforme beredskabsplaner?

4. I hvor mange tilfælde har de kompetente myndigheder som nævnt i artikel 13, stk. 3, givet oplysninger til en anden medlemsstat om virksomheder, der er beliggende tæt på den anden medlemsstats område, og som ikke udgør en risiko for større uheld med grænseoverskridende konsekvenser?

5. Giv en kort beskrivelse af strategien for underretning af offentligheden: Hvem har ansvaret for at underrette offentligheden? Hvordan underrettes offentligheden? Hvem påtager sig omkostningerne herved? Bliver der foretaget en evaluering af omkostningerne ved at underrette offentligheden? Er oplysningerne reelt tilgængelige for offentligheden, og hvordan kontrolleres det løbende? Tjekkes kvaliteten og nøjagtigheden af underretningen til offentligheden regelmæssigt? Hvordan sker det?

7. Driftsforbud

1. Hvilke forskellige tvangsmidler kan der gøres brug af, hvis lovgivningen overtrædes? (administrative foranstaltninger, retsindgreb, bøder, driftsforbud som omhandlet i artikel 17).

2. I hvor mange tilfælde har man gjort brug af hvert af disse midler?

8. Inspektion

a) Giv et resumé af strategien og mulighederne for inspektion, herunder et groft skøn over, hvor mange mandtimer der medgår til inspektion for at opfylde kravene i direktivet, hvilke opgaver inspektørerne udfører, og hvad deres minimumskvalifikationer er.

b) På hvor mange kolonne 3-virksomheder er der mindst én gang gennemført inspektion(3) i hvert af de tre år, som indberetningsperioden dækker?

c) På hvor mange kolonne 2-virksomheder er der mindst én gang gennemført inspektion i hvert af de tre år, som indberetningsperioden dækker?

d) Hvor mange kolonne 3-virksomheder har ikke været genstand for inspektion mindst én gang i løbet af årene 2003, 2004 og 2005?

e) Hvor mange kolonne 2-virksomheder har ikke været genstand for inspektion mindst én gang i løbet af årene 2003, 2004 og 2005?

9. Havne, gods- og rangerbanegårde (frivillig oplysning)

Medlemsstaterne kan inden for traktaten og i overensstemmelse med de relevante fællesskabsbestemmelser opretholde eller vedtage passende foranstaltninger vedrørende transportrelaterede aktiviteter i dokker, samt på kajer og gods- og rangerbanegårde, der er undtaget fra dette direktiv, for at opnå et sikkerhedsniveau svarende til det, der er fastsat i dette direktiv. Dette frivillige spørgsmål tager derfor sigte på informationsudveksling om vedtagne foranstaltninger og større uheld på dette område.

a) Giv et resumé af de forskellige "Seveso-lignende" foranstaltninger (eksterne beredskabsplaner, fysisk planlægning, oplysninger til offentligheden osv.), der helt eller delvis kunne gælde for havne samt gods- og rangerbanegårde.

b) Hvor mange større uheld, der opfylder indberetningskriterierne i bilag VI til direktivet, er der indtruffet i en havn?

c) Hvor mange større uheld, der opfylder indberetningskriterierne i bilag VI til direktivet, er der indtruffet på en gods- eller rangerbanegård?

>PIC FILE= "L_2002195DA.007801.TIF">

>PIC FILE= "L_2002195DA.007901.TIF">

>PIC FILE= "L_2002195DA.008001.TIF">

(1) Spørgsmål i) til viii) i det følgende er kun relevante for de medlemsstater, der ikke har indsendt tilsvarende oplysninger gennem SPIRS-systemet.

(2) Man kan gå ud fra, at en virksomhed har en intern beredskabsplan, når de kompetente myndigheder efter gennemgang af sikkerhedsrapporten har forvisset sig om, at der findes en beredskabsplan. Medmindre andre elementer tyder på det modsatte, kan man gå ud fra, at en virksomhed ikke har en intern beredskabsplan, hvis der ikke er fremsendt nogen sikkerhedsrapport, eller hvis sikkerhedsrapporten er blevet gennemgået og ikke viser, at der findes en intern beredskabsplan. I de tilfælde, hvor man har modtaget sikkerhedsrapporten, men endnu ikke har gennemgået den, betegnes situationen som "under evaluering".

(3) For spørgsmål 8, litra b), spørgsmål 8, litra c), spørgsmål 8, litra d), og spørgsmål 8, litra e), forstås ved "inspektion" inspektioner, der har ført til udarbejdelse af en rapport som krævet i artikel 18, stk. 2, litra b).