32002D0545

2002/545/EF: Kommissionens beslutning af 5. juli 2002 om gennemførelse af et bluetongue-vaccinationsprogram i Italien og indkøb af vaccine hertil (meddelt under nummer K(2002) 2525)

EF-Tidende nr. L 177 af 06/07/2002 s. 0023 - 0024


Kommissionens beslutning

af 5. juli 2002

om gennemførelse af et bluetongue-vaccinationsprogram i Italien og indkøb af vaccine hertil

(meddelt under nummer K(2002) 2525)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(2002/545/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får [1], særlig artikel 9, stk. 2,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet [2], senest ændret ved beslutning 2001/572/EF [3], særlig artikel 3, stk. 3 og 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I 2000 blev der anmeldt udbrud af bluetongue i flere italienske regioner, nærmere betegnet på Sardinien og Sicilien og i Calabrien.

(2) I 2001 brød sygdommen ud igen i disse regioner og bredte sig nordpå til nye områder i Toscana og Lazio.

(3) Tabet som følge af sidstnævnte to udbrud kan anslås til ca. 300000 får.

(4) De italienske myndigheder udskød den vaccinationskampagne, som skulle have været gennemført i 2001.

(5) Italien agter at indlede en vaccinationskampagne i alle berørte regioner og disses naboregioner i 2002.

(6) Formålet med denne kampagne er at forhindre, at der dør yderligere får, og at sygdommen spreder sig til det øvrige EF, ved at standse det virus, der er i omløb i beskyttelseszonen omkring udbruddene.

(7) Ud over den vaccine, der allerede er tilvejebragt af Kommissionen eller indkøbt direkte af Italien, er der til 2002-kampagnen brug for yderligere 4200000 doser monovalent serotype 2-bluetonguevaccine og 2300000 doser monovalent serotype 9-bluetonguevaccine.

(8) Den farmaceutiske industri i medlemsstaterne har aldrig fremstillet bluetonguevaccine, og Onderstepoort-laboratoriet i Sydafrika er det eneste laboratorium, der kan fremstille denne vaccine.

(9) Teramo-instituttet (IZS) i Italien forventes inden længe for første gang i Europa at kunne fremstille en monovalent serotype 9-vaccine, der vil kunne anvendes i stedet for vaccinen fra Sydafrika.

(10) Ifølge artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 [4] skal veterinær- og plantesundhedsforanstaltninger, som gennemføres efter EF-reglerne, finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen. Hvad den finansielle kontrol angår, anvendes artikel 8 og 9 i forordning (EF) nr. 1258/1999.

(11) Der ydes kun EF-støtte, hvis de planlagte foranstaltninger gennemføres effektivt, og myndighederne sender alle nødvendige oplysninger inden for de fastsatte tidsfrister.

(12) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Italien iværksætter og fuldfører i 2002 et bluetongue-vaccinationsprogram i følgende områder:

- hele Sardinien, Calabrien, Sicilien og Basilicata

- Campanien, hele Salerno-provinsen og et 20 km bredt kystbælte i provinserne Caserta og Napoli

- Puglia og overalt i provinserne Lecce, Brindisi og Taranto

- Lazio i et område med en radius på 20 km omkring steder, hvor der er konstateret virus i omløb i provinserne Roma og Viterbo, og et 20 km bredt kystbælte i provinserne Latina og Frosinone

- Toscana i et område med en radius på 20 km omkring steder, hvor der er konstateret virus i omløb i provinserne Grosseto og Siena, og et 20 km bredt kystbælte i provinserne Massa Carrara, Lucca, Pisa og Livorno.

Artikel 2

Med henblik på gennemførelsen af programmet i artikel 1 dækker EF Italiens udgifter til indkøb af 4200000 doser monovalent serotype 2-vaccine og 2300000 doser monovalent serotype 9-vaccine.

Artikel 3

Maksimumsudgifterne til foranstaltningen i artikel 2 fastsættes til 700000 EUR.

Artikel 4

Kommissionen kan i samarbejde med de nationale myndigheder foretage kontrol på stedet for at sikre, at programmet er blevet gennemført.

Kommissionen underretter medlemsstaterne om resultatet af kontrollen.

Artikel 5

EF-tilskuddet til programmet i artikel 1 ydes under forudsætning af:

a) at den berørte medlemsstat sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser til programmets gennemførelse i kraft

b) at der til Kommissionen senest den 31. juli 2002 indsendes en endelig rapport om den tekniske gennemførelse af programmet sammen med dokumentation for de afholdte udgifter og de opnåede resultater

c) at programmet gennemføres på en effektiv måde, og EF-bestemmelserne på veterinærområdet er blevet overholdt.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juli 2002.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

[1] EFT L 327 af 22.12.2000, s. 74.

[2] EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19.

[3] EFT L 203 af 28.7.2001, s. 16.

[4] EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.

--------------------------------------------------