32002D0395

2002/395/EF: Kommissionens beslutning af 25. juli 2001 om godkendelse af enhedsprogrammeringsdokumentet for EF-strukturinterventioner i de dele af Schleswig-Holstein, der er omfattet af mål 2, i Forbundsrepublikken Tyskland (meddelt under nummer K(2001) 2008)

EF-Tidende nr. L 141 af 30/05/2002 s. 0025 - 0027


Kommissionens beslutning

af 25. juli 2001

om godkendelse af enhedsprogrammeringsdokumentet for EF-strukturinterventioner i de dele af Schleswig-Holstein, der er omfattet af mål 2, i Forbundsrepublikken Tyskland

(meddelt under nummer K(2001) 2008)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(2002/395/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(1), særlig artikel 15, stk. 5,

efter høring af Komitéen for Udvikling og Omstilling i Regionerne og udvalget i traktatens artikel 147, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 13 og følgende artikler i afsnit II i forordning (EF) nr. 1260/1999 fastlægges der betingelser for udarbejdelse og gennemførelse af enhedsprogrammeringsdokumenter.

(2) Ifølge artikel 15, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 kan medlemsstaten efter at have hørt partnerne som omhandlet i samme forordnings artikel 8 forelægge Kommissionen en udviklingsplan, der behandles som udkast til enhedsprogrammeringsdokument, hvis indhold beskrives i forordningens artikel 16.

(3) I medfør af artikel 15, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1260/1999 træffer Kommissionen på grundlag af medlemsstatens regionale udviklingsplan som led i det partnerskab, der defineres i nævnte forordnings artikel 8, efter procedurerne i artikel 48 til 51 afgørelse om enhedsprogrammeringsdokumentet efter aftale med den pågældende medlemsstat.

(4) Den tyske regering har den 26. april 2000 forelagt Kommissionen et fyldestgørende udkast til enhedsprogrammeringsdokument for de dele af Schleswig-Holstein, der er omfattet af mål 2 som defineret i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1260/1999 og de dele af Schleswig-Holstein, som er berettiget til overgangsstøtte under mål 2 som defineret i artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999. Dette udkast til enhedsprogrammeringsdokument indeholder de elementer, der omhandles i nævnte forordnings artikel 16, herunder en beskrivelse af de prioriterede felter samt oplysninger om støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF).

(5) Datoen for forelæggelsen af udkastet, som Kommissionen finder fyldestgørende, er den dato, fra hvilken udgifterne er støtteberettigede. Da det fyldestgørende udkast blev forelagt for Kommissionen den 26. april 2000, er datoen, fra hvilken udgifterne er støtteberettigede, den 1. januar 2000, jf. artikel 52, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1260/1999. I henhold til forordningens artikel 30, stk. 2, andet afsnit, bør der fastsættes en dato for, hvornår udgifterne ophører med at være støtteberettigede.

(6) Enhedsprogrammeringsdokumentet er blevet udarbejdet i samråd med den pågældende medlemsstat som led i partnerskabet.

(7) Kommissionen har sikret sig, at enhedsprogrammeringsdokumentet er blevet udarbejdet i overensstemmelse med additionalitetsprincippet.

(8) I henhold til artikel 10 i forordning (EF) nr. 1260/1999 sikrer Kommissionen og medlemsstaten under overholdelse af partnerskabet samordningen af de forskellige fondes interventioner, dels indbyrdes, dels med interventionerne fra EIB og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter.

(9) EF's støtte for hele perioden og den årlige fordeling af den fastsættes i euro. Den årlige fordeling skal stemme overens med de finansielle overslag. I henhold til artikel 7, stk. 7, i forordning (EF) nr. 1260/1999 er EF's støtte blevet indekseret med 2 % om året. I henhold til artikel 7, stk. 7, og artikel 44, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 kan støtten revideres midtvejs, dog senest den 31. marts 2004, med henblik på at tage højde for den reelle prisudvikling og fordelingen af resultatreserven.

(10) Under hensyntagen til den rytme, hvormed enhedsprogrammeringsdokumentets prioriterede felter udmøntes konkret, skal fordelingen af beløbene mellem de prioriterede felter inden for forudbestemte begrænsninger kunne justeres i samråd med den pågældende medlemsstat i det omfang, der er behov for det -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Enhedsprogrammeringsdokumentet for EF-strukturinterventioner i de dele af Schleswig-Holstein, der er omfattet af mål 2, og de dele af Schleswig-Holstein, som er berettiget til overgangsstøtte i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999, i Forbundsrepublikken Tyskland for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2006 godkendes.

Artikel 2

1. I henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 1260/1999 omfatter enhedsprogrammeringsdokumentet følgende elementer:

a) Den strategi og de prioriterede felter, der er udvalgt med henblik på EF-strukturfondenes og medlemsstatens fælles initiativer, deres særlige mål, udtrykt i tal, en forhåndsevaluering af den forventede virkning, herunder på miljøsituationen, og en angivelse af, at de prioriterede felter hænger sammen med den økonomiske, sociale og regionale politik samt beskæftigelsesstrategien i Forbundsrepublikken Tyskland.

Der er følgende prioriterede felter:

1) Modernisering af produktionsgrundlaget: teknologi og innovation

2) Forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne, herunder navnlig SMV: etablering og udvikling af SMV

3) Fremme af den lokale udvikling: byudvikling, uddannelsesmuligheder, miljøbeskyttelse, turisme og kultur

4) Forbedring af konkurrenceevnen på regionalt plan: logistisk virksomhedsnær infrastruktur

5) Teknisk bistand.

b) En kortfattet beskrivelse af de påtænkte foranstaltninger med henblik på gennemførelse af de prioriterede felter, herunder de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere støtteordningerne ud fra traktatens artikel 87.

c) En vejledende finansieringsplan, der for hvert prioriteret felt angiver det påtænkte rammebeløb for hvert år for medfinansieringen fra de forskellige fonde, og som præciserer, hvilke bevillinger der er afsat til regioner, der modtager overgangsstøtte under mål 2, og også angiver medlemsstatens egne støtteberettigede offentlige og tilsvarende midler og skønnede private midler. Fondenes samlede årlige støtte til enhedsprogrammeringsdokumentet er forenelig med de gældende finansielle overslag.

d) Bestemmelser om enhedsprogrammeringsdokumentets iværksættelse, som omfatter udpegning af forvaltningsmyndigheden, beskrivelse af reglerne for forvaltning af enhedsprogrammeringsdokumentet samt anvendelse af globaltilskud, beskrivelse af overvågnings- og evalueringssystemerne, herunder overvågningsudvalgets rolle, og bestemmelser om partnernes involvering i overvågningsudvalgene.

e) Forhåndskontrol og information om gennemsigtigheden af de finansielle strømme.

f) Oplysninger om de midler, der er nødvendige for at forberede, overvåge og evaluere interventionen.

2. Den vejledende finansieringsplan angiver de samlede udgifter til de prioriterede felter, der er udvalgt med henblik på EF's og den pågældende medlemsstats fælles initiativer, dvs. 831107257 EUR for hele perioden, samt de påtænkte rammebeløb for medfinansieringen fra strukturfondene, dvs. 258319000 EUR.

Det nationale finansieringsbehov, der følger deraf, dvs. 245361055 EUR for den offentlige sektor og 327427202 EUR for den private sektor, kan delvis dækkes af EF-lån fra EIB og de øvrige låneinstrumenter.

Artikel 3

1. Støtten fra alle strukturfondene til dette enhedsprogrammeringsdokument er på 258319000 EUR.

De nærmere regler for ydelsen af støtten, herunder støtten fra fondene til de forskellige prioriterede felter, som indgår i enhedsprogrammeringsdokumentet, fremgår af finansieringsplanen i bilaget til denne beslutning.

2. Til orientering ser den foreløbige fordeling af den samlede EF-støtte mellem strukturfondene ud som følger:

- EFRU: 221747092 EUR

- ESF: 36571908 EUR.

3. Under gennemførelsen af finansieringsplanen kan de samlede udgifter eller fondsstøtten til et prioriteret felt efter aftale med medlemsstaten i hele programmeringsperioden justeres med op til 25 % af den samlede fondsstøtte til enhedsprogrammeringsdokumentet eller en højere procentdel, når blot beløbet ikke overstiger 30 mio. EUR, og den samlede fondsstøtte, der er nævnt i stk. 1, ikke ændres.

Artikel 4

Denne beslutning foregriber ikke Kommissionens holdning over for statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, som er omfattet af denne intervention og endnu ikke godkendt af Kommissionen. Det forhold, at medlemsstaten forelægger en ansøgning om intervention, et programtillæg eller en betalingsanmodning, træder ikke i stedet for den underretning, som omhandles i traktatens artikel 88, stk. 3.

EF's medfinansiering af statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1, kræver, hvad enten det drejer sig om støtteordninger eller individuel støtte, at de på forhånd skal godkendes af Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, undtagen de tilfælde, som er i overensstemmelse med de minimis-reglen, og undtagen den støtte, der er fritaget i henhold til fritagelsesforordninger udstedt af Kommissionen efter Rådets forordning (EF) nr. 994/98 af 7. maj 1998 om anvendelse af artikel 92 og 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på visse former for horisontal statsstøtte(2). Foreligger der ikke en sådan fritagelse eller godkendelse, er støtten ulovlig (konsekvenserne heraf er fastlagt i procedurereglerne for statsstøtte), og hvis de medfinansieres, vil det blive behandlet som en uregelmæssighed efter artikel 38 og 39 i forordning (EF) nr. 1260/1999.

Anmodninger om mellemliggende eller endelige betalinger som beskrevet i forordningens artikel 32 betragtes derfor ikke som gyldige af Kommissionen i forbindelse med foranstaltninger, der omfatter medfinansiering af ny eller ændret støtte som defineret i procedurereglerne for statsstøtte, hvad enten det drejer sig om støtteordninger eller individuel støtte, før Kommissionen har fået meddelelse om dem og formelt har godkendt dem.

Artikel 5

Udgifterne er støtteberettigede fra den 1. januar 2000. Udgifterne ophører med at være støtteberettigede den 31. december 2008. Denne frist kan forlænges til den 30. april 2009 for udgifter afholdt af de organer, der yder støtte efter artikel 9, litra l), i forordning (EF) nr. 1260/1999. Udgifterne i de regioner, der modtager overgangsstøtte, ophører med at være støtteberettigede den 31. december 2007.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 2001.

På Kommissionens vegne

Michel Barnier

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(2) EFT L 142 af 14.5.1998, s. 1.