2002/148/EF: Rådets afgørelse af 18. februar 2002 om afslutning af konsultationerne med Zimbabwe i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen
EF-Tidende nr. L 050 af 21/02/2002 s. 0064 - 0065
Rådets afgørelse af 18. februar 2002 om afslutning af konsultationerne med Zimbabwe i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen (2002/148/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 300, stk. 2, andet afsnit, under henvisning til den interne aftale om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved gennemførelse af AVS-EF-partnerskabsaftalen, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000(1), som er bragt i midlertidig anvendelse ved afgørelse truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer den 18. september 2000, særlig artikel 3, under henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: (1) Zimbabwes regering har overtrådt de væsentlige elementer, der er omhandlet i artikel 9 i AVS-EF-partnerskabsaftalen. (2) Der blev den 11. januar 2002 afholdt konsultationer med Zimbabwe i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen, under hvilke Zimbabwes myndigheder forklarede deres synspunkt og afgav specifikke tilsagn, som stadig er utilstrækkelige, hvad angår ophør med voldshandlinger, afholdelse af et frit og retfærdigt præsidentvalg den 9. og 10. marts 2002, særlig med hensyn til adgang for internationale valgobservatører og for medierne. (3) De seneste begivenheder i den politiske udvikling i Zimbabwe er blevet taget i betragtning tillige med den omstændighed, at visse vigtige foranstaltninger med berøring til de væsentlige elementer i AVS-EF-partnerskabsaftalen endnu ikke er gennemført på passende måde i praksis. Restriktiv lovgivning, som for nylig er vedtaget, og eskalationen af vold og trusler mod politiske modstandere undergraver i høj grad ytringsfriheden, foreningsfriheden og retten til at deltage i fredelige forsamlinger i Zimbabwe - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Konsultationerne med Republikken Zimbabwe i henhold til artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EF-partnerskabsaftalen afsluttes hermed. Artikel 2 De foranstaltninger, der er anført i skrivelsen i bilaget, vedtages som relevante foranstaltninger som omhandlet i artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EF-partnerskabsaftalen. Disse foranstaltninger ophæves, så snart forholdene er sådan, at menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincippet overholdes. Disse foranstaltninger gælder i tolv måneder. De tages op til fornyet behandling efter seks måneder. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2002. På Rådets vegne J. Piqué i Camps Formand (1) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. BILAG Bruxelles, den ... SKRIVELSE TIL ZIMBABWES PRÆSIDENT Den Europæiske Union knytter den allerstørste betydning til bestemmelserne i artikel 9 i AVS-EF-partnerskabsaftalen. Som væsentlige elementer i partnerskabsaftalen danner respekten for menneskerettighederne, de demokratiske institutioner og retsstaten grundlaget for vore indbyrdes forbindelser. Den Europæiske Union gav således den 29. oktober 2001 udtryk for sin dybe bekymring over situationen i Zimbabwe og besluttede at opfordre Zimbabwes myndigheder til at deltage i konsultationer med henblik på at vurdere situationen og rette op på forholdene. Under disse konsultationer, som fandt sted i Bruxelles den 11. januar 2002, erklærede Den Europæiske Union igen, at den var alvorligt bekymret over de politisk motiverede voldshandlinger samt over problemerne med mediefriheden, domstolenes uafhængighed, den ulovlige besættelse af farme og med et frit og retfærdigt valg, og at den fandt, at der endnu skal gøres væsentlige fremskridt på disse områder. Den Europæiske Union havde tillid til, at et frit og retfærdigt præsidentvalg i marts 2002 ville føre landet tilbage på vejen mod demokrati, social ro og økonomisk genrejsning i Zimbabwe. Den noterer sig imidlertid, at disse forventninger ikke er blevet indfriet. De internationalt vedtagne minimumsbetingelser for et frit og retfærdigt valg er ikke opfyldt. I lyset af det ovenfor anførte har Den Europæiske Union besluttet at afslutte konsultationerne i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen. Unionen har besluttet at træffe følgende relevante foranstaltninger som omhandlet i artikel 96, stk. 2, litra c), i nævnte aftale: a) Finansieringen af budgetstøtten i henhold til Zimbabwes nationale vejledende programmer under 7. og 8. EUF suspenderes. b) Finansieringen af alle projekter suspenderes, undtagen sådanne, som direkte kommer befolkningen, særlig de sociale sektorer, til gode. c) Finansieringen omlægges til direkte støtte til befolkningen, særlig til de sociale sektorer, demokratisering, respekt for menneskerettighederne og retsstaten. d) Undertegnelsen af det nationale vejledende program under 9. EUF suspenderes. e) Artikel 12 i bilag 2 til AVS-EF-partnerskabsaftalen suspenderes, i det omfang det er nødvendigt for anvendelsen af restriktive foranstaltninger, som vedtages på basis af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. f) Bidrag til operationer af humanitær art berøres ikke. g) Regionale projekter vurderes fra sag til sag. Disse foranstaltninger ophæves, så snart forholdene er sådan, at menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincippet overholdes. Den Europæiske Union forbeholder sig ret til at træffe yderligere foranstaltninger. Den Europæiske Union vil omhyggeligt følge udviklingen i Zimbabwe og skal endnu en gang fremhæve, at den ønsker at opretholde dialogen med Zimbabwe på grundlag af AVS-EF-partnerskabsaftalen. Med venlig hilsen For Kommissionen For Rådet