32002D0023

2002/23/EF: Rådets beslutning af 4. december 2001 om bemyndigelse af Irland til i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret punktafgiftssats for svovlfattig dieselolie og blyfri benzin

EF-Tidende nr. L 011 af 15/01/2002 s. 0018 - 0019


Rådets beslutning

af 4. december 2001

om bemyndigelse af Irland til i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF at anvende en differentieret punktafgiftssats for svovlfattig dieselolie og blyfri benzin

(2002/23/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier(1), særlig artikel 8, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen tillade enhver medlemsstat at fritage mineralolier for punktafgifter eller lempe disse, hvis særlige hensyn taler herfor.

(2) Irland har anmodet om tilladelse til at anvende en differentieret punktafgiftssats for svovlfattig dieselolie (maks. 50 ppm). Den gældende punktafgiftssats for dieselolie anvendt som drivstof er på 249 EUR (196,1 IEP) pr. 1000 liter. Denne differentiering, der er indeholdt i afsnit 155 i finansloven for 2001, andrager 0,076 EUR (0,06 IEP) pr. liter. Efter foranstaltningens ikrafttræden vil den differentierede punktafgiftssats for dieselolie i Irland således ligge på 325,2 EUR (256,1 IEP) pr. 1000 liter for almindelig dieselolie og 249,0 EUR (196,1 IEP) pr. 1000 liter for dieselolie med et maksimalt svovlindhold på 50 ppm.

(3) Den irske foranstaltning vil således være i overensstemmelse med Fællesskabets mindstesats på 245 EUR pr. 1000 liter som fastsat i artikel 5, i Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier(2).

(4) Den pågældende differentiering vil komme alle forbrugere af dieselolie med en maksimalværdi på 50 ppm til gode.

(5) Den svovlfattige dieselolie opfylder de miljømæssige tekniske specifikationer (maks. 50 ppm), som er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie(3). I overensstemmelse med artikel 4 i nævnte direktiv vil anvendelsen af dieselolie med en maksimalværdi på 50 ppm i princippet blive gjort obligatorisk fra og med den 1. januar 2005.

(6) Undtagelsesbestemmelsen har et miljømæssigt sigte, og der er ingen tvivl om, at foranstaltningen vil medvirke til at forbedre luftkvaliteten.

(7) De øvrige medlemsstater er blevet informeret om den irske anmodning.

(8) Ud fra de foreliggende oplysninger mener hverken Kommissionen eller medlemsstaterne, at anvendelsen af en differentieret punktafgiftssats for svovlfattige brændstoffer vil medføre konkurrenceforvridning, der strider mod den fælles interesse, eller virke hæmmende for det indre marked.

(9) Denne beslutning foregriber på ingen måde udfaldet af statsstøtteprocedurer, der kan indledes i henhold til artikel 87 og 88 i traktaten, eller fritager medlemsstaterne for i henhold til artikel 88 i traktaten at anmelde påtænkt anvendelse af statsstøtte.

(10) Kommissionen gennemgår med mellemrum fritagelser og nedsættelser med henblik på at sikre, at de ikke virker konkurrenceforvridende, at de ikke virker hæmmende på det indre marked, og at de ikke er i modstrid med Fællesskabets miljøpolitik.

(11) Inden denne beslutning udløber den 31. december 2004 kan Rådet på baggrund af forslag fra Kommissionen tage beslutningen op til fornyet overvejelse -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF bemyndiges Irland hermed til at anvende en differentieret punktafgiftssats for svovlfattig dieselolie (maks. 50 ppm), der anvendes som brændstof, fra og med den 1. oktober 2001.

2. I forbindelse med denne punktafgiftsnedsættelse på maksimalt 0,076 EUR (0,06 IEP) pr. liter brændstof skal det påses, at direktiv 92/82/EØF, navnlig minimumssatserne i artikel 5, overholdes.

Artikel 2

Den differentierede punktafgiftssats skal på lige vilkår være gældende for alle forbrugere, der i Irland indkøber dieselolie med en maksimalværdi på 50 ppm.

Artikel 3

Medmindre Rådet på baggrund af forslag fra Kommissionen tager situationen op til fornyet overvejelse, udløber denne beslutning den 31. december 2004.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Irland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2001.

På Rådets vegne

D. Reynders

Formand

(1) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12. Senest ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

(2) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19. Senest ændret ved direktiv 94/74/EF.

(3) EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58. Ændret ved Kommissionens direktiv 2000/71/EF (EFT L 287 af 14.11.2000, s. 46).