Kommissionens beslutning

af 21. december 2001

om en arbejdsplan for EF-miljømærket

(meddelt under nummer K(2001) 4395)

(EØS-relevant tekst)

(2002/18/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke(1), særlig artikel 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Forordning (EF) nr. 1980/2000 bestemmer, at Kommissionen skal udarbejde en arbejdsplan for EF-miljømærket.

(2) Arbejdsplanen bør omfatte en strategi for udviklingen af ordningen, mål for miljøforbedring og markedsindtrængning, en ikke-udtømmende liste over produktgrupper, der skal prioriteres i forbindelse med Fællesskabets indsats, og planer for koordinering og samarbejde mellem fællesskabsordningen og andre miljømærkeordninger i medlemsstaterne.

(3) Arbejdsplanen bør ligeledes indeholde foranstaltninger til gennemførelse af strategien, herunder den planlagte finansiering af ordningen.

(4) Endelig bør arbejdsplanen angive, hvilke tjenesteydelser ordningen ikke gælder for, under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS)(2).

(5) Arbejdsplanen bør regelmæssigt tages op til revision.

(6) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 17 i forordning (EF) nr. 1980/2000 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Hermed vedtages den i bilaget anførte arbejdsplan for EF-miljømærket for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004.

Artikel 2

En revurdering af arbejdsplanen påbegyndes inden 31. december 2004.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2001.

På Kommissionens vegne

Margot Wallström

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 237 af 21.9.2000, s. 1.

(2) EFT L 114 af 24.4.2001, s. 1.

BILAG

ARBEJDSPLAN FOR EF-MILJØMÆRKET

INDLEDNING

EF-miljømærket blev indført i 1992 for at opmuntre erhvervsvirksomheder til at udvikle produkter, som belaster miljøet mindre gennem hele deres livscyklus, og for at give forbrugerne bedre oplysninger om belastningerne.

Siden da er der udviklet nye politikker for miljørigtige varer og tjenesteydelser. Denne indsats på alle politiske niveauer mundede ud i grønbogen om en integreret produktpolitik(1) (IPP). Den indeholder forslag til en ny strategi, som skal styrke og sætte nyt fokus på produktorienterede miljøstrategier og fremme udviklingen af et marked for mere miljøvenlige produkter, hvilket er et af de nyskabende nøgleelementer i det sjette miljøhandlingsprogram: "Miljø 2010: Vores fremtid, vores ansvar"(2).

Den strategi, som Kommissionen præsenterede i grønbogen om integreret produktpolitik, drøftes i øjeblikket i andre europæiske institutioner og interessentgrupper. Resultaterne af denne brede debat vil give et overblik over, hvordan strategien for integreret produktpolitik kan integreres i miljøpolitikken med succes. Debatten skal også danne grundlag for en kommende hvidbog, som præsenterer Kommissionens konklusioner vedrørende gennemførelsen af en integreret produktpolitik. Den strategi, der foreslås i grønbogen, omfatter tre vigtige elementer, nemlig prismekanismer, grøn efterspørgsel og foranstaltninger, som tilgodeser en mere miljøvenlig produktudformning og -anvendelse. Forbrugerne skal bl.a. have let adgang til forståelig, relevant og troværdig information ved at styrke og sætte nyt fokus på miljømærkestrategien.

Det giver nye muligheder for EF-miljømærket, som hidtil har fungeret med ringe eller ingen støtte fra andre politiske foranstaltninger, og som endnu ikke er blevet tilstrækkelig synlig på markedet. Inden for EF-miljømærkeordningen findes en betydelig mængde oplysninger og ekspertise vedrørende produktpolitik, som bygger på livscyklustænkning, og som bør gøres tilgængelig for interessenter, der er med til at udvikle IPP-konceptet yderligere.

Arbejdsplanen skal derfor ses i sammenhæng med de igangværende drøftelser om en integreret produktpolitik på fællesskabsplan og udviklingen af sjette miljøhandlingsplan og Fællesskabets strategi for en bæredygtig udvikling. Fællesskabets strategi for en bæredygtig udvikling er et led i forberedelserne til det globale topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002. Ved dette topmøde vil Den Europæiske Union, efter Rio-processen i 1992, søge at nå frem til en global aftale om bæredygtig udvikling. Ved Det Europæiske Råds møde i juni 2001 i Göteborg(3) blev man enig om en strategi for bæredygtig udvikling og tilføjede en miljødimension i Lissabon-processen for beskæftigelse, økonomisk reform og social samhørighed. Det Europæiske Råd understregede selv vigtigheden af at ophæve sammenkoblingen af økonomisk vækst og ressourceanvendelse ved udtrykkeligt at nævne den integrerede produktpolitik som en fælles opgave og ved at opfordre industrien til at deltage i udvikling og bredere anvendelse af miljøvenlig teknologi.

Miljømærkning bliver et vigtigt element i alle disse nye tiltag, og ISO type I-mærker (miljømærker, som er livscyklusbaserede, certificeret af tredjeparter og følger ISO 14024), som EF-miljømærket, kommer til at yde et væsentligt bidrag. Det må erkendes, at miljømærket, som er en frivillig og selektiv ordning, ikke har den styrke og almengyldighed, som f.eks. reguleringstiltag har. Men en god miljømærkeordning vil fortsat være attraktiv for forbrugerne, fordi den er lettilgængelig og letforståelig. Miljømærkning er også positiv for erhvervslivet, fordi den giver produktet profil og giver markedsføringsfordele på salgsstedet. Miljømærket er desuden en målestok for miljøpræstationer på europæisk plan, f.eks. i forbindelse med mere miljøvenlige offentlige indkøb og udpegelse af miljøvenlige produkter, hvis afgifter kunne nedsættes. I udkastet til direktiv om miljøpåvirkningen fra elektrisk og elektronisk udstyr foreslås desuden, at et miljømærke tages som udtryk for opfyldelse af direktivets krav.

Selv om det er tydeligt, at EF-miljømærket endnu ikke er trængt tilstrækkeligt ind på markedet, er situationen nu bedre end nogensinde før, med et stadig større antal produktgrupper, miljømærkede produkter i næsten alle medlemsstater og en konstant strøm af nye ansøgninger. Der åbnes desuden nye markedsmuligheder med de nye perspektiver i form af integreret produktpolitik i al almindelighed og mere miljøvenlige offentlige indkøb. Der skal dog stadig gøres meget for at gøre miljømærket mere attraktivt for fabrikanter, distributører, forbrugere og andre interessenter.

Der skal navnlig ske en bredere erkendelse af, at miljømærket garanterer miljøpræstationer og har flere enestående kvaliteter. Det er det eneste ægte europæiske miljømærke, idet det er gyldigt i de 15 EU-medlemsstater og de 3 EØS-medlemsstater. Det er ikke et privat miljømærke, men et offentligt, som er udviklet under de europæiske institutioners kontrol. Kriterierne fastlægges efter meget omfattende drøftelser mellem alle interesserede parter, herunder offentlige myndigheder, repræsentanter fra ikke-statslige forbruger- og miljøorganisationer, erhvervslivet, små og mellemstore virksomheder, distributører og andre. Der er tale om et miljømærke, ikke et sundheds- eller kvalitetsmærke, skønt disse aspekter også indgår. Miljømærket tager hensyn til alle et produkts livscyklusfaser, dvs. miljømærket er ikke begrænset til ét produktaspekt eller selve produktets egenskaber. Det samme logo anvendes til en lang række produktgrupper og kan derfor let genkendes af forbrugeren, som kan være sikker på, at det miljømærkede produkt er et af det bedste hvad angår miljøpræstationer. Der er ikke tale om selvdeklarering fra fabrikantens side, idet overholdelsen af kriterierne kontrolleres, bekræftes og overvåges af en uafhængig tredjepart (et af de kompetente miljømærkeorganer).

Det vigtigste mål med arbejdsplanen er derfor at bygge videre på dette solide grundlag og fastlægge et arbejdsprogram for de næste tre år:

- som gør miljømærket til et mere udbredt og effektivt instrument til forbedring af produkters og tjenesters miljøkvalitet

- som bidrager til et mere bæredygtigt forbrug og til de politiske målsætninger, der er fastsat i Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling, det sjette miljøhandlingsprogram og den kommende hvidbog om en strategi for integreret produktpolitik

- som gør bedst mulig brug af de ressourcer, der er tildelt ordningen af Kommissionen, medlemsstaterne og medlemmerne af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn (EUMN)(4).

STRATEGI FOR ORDNINGENS UDVIKLING 2002-2004

1. Politik og strategi

Der foregår hele tiden en udvikling og tilpasning af den langsigtede politik og strategi for EF-miljømærket, som kræver nøje integration med bl.a. de igangværende drøftelser om en integreret produktpolitik for Fællesskabet, udviklingen af det sjette miljøhandlingsprogram og Fællesskabets strategi for en bæredygtig udvikling. Miljømærket må også nøje tilpasses den bredere udvikling inden for produktmærkning, herunder ISO type II- og type III-mærker samt etisk mærkning, kvalitetsmærkning og sundhedsmærkning.

Der bør nedsættes en permanent og aktiv styregruppe med henblik på en mere effektiv styring af de forskellige indbyrdes forbundne debatter og informationsstrømme, både inden for ordningen og i forbindelse med eksterne fora, samt for at forberede og styre debatten om ordningens fremtid.

Mål

Fortsat udvikling og tilpasning af den langsigtede politik og strategi for ordningen samt integration af miljømærket i de forskellige politikker, som er under udvikling for bæredygtigt forbrug (f.eks. IPP, mere miljøvenlige offentlige indkøb, mere mærkning, nedsatte afgifter på miljøvenlige produkter osv.).

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør nedsætte en permanent strategisk styregruppe, som skal udvikle og tilpasse den langsigtede politik og strategi, samt koordinere og bidrage til den nævnte videreudvikling af politikker. Drøftelser af politikken bør også finde sted under de møder(5), som formanden indkalder til.

2. Mål for miljøforbedring og markedsindtrængning

Målene for miljøforbedring og markedsindtrængning er hovedsageligt:

a) at øge antallet af markeder, som potentielt er åbne for miljømærkede produkter, ved gradvist at introducere flere miljømærkede produktgrupper

b) at øge synligheden af miljømærket væsentligt inden for hvert af markederne/hver produktgruppe (dvs. antallet af miljømærkede produkter på markedet)

c) og derved hele tiden forstærke ordningens overordnede miljøforbedrende virkning og dens bidrag til udviklingen af et mere bæredygtigt forbrug.

a) Udvikling af produktgrupper

Der er i øjeblikket vedtaget kriterier for 17 produktgrupper (tissue-papirprodukter, opvaskemaskiner, jordforbedringsmidler og vækstmedier, madrasser, malinger og lakker, fodtøj, tekstilprodukter, personlige computere (pc'er), vaskemidler, opvaskemidler til opvaskemaskiner, kopipapir, elektriske pærer, bærbare computere, kølemøbler, vaskemaskiner, universal- og sanitetsrengøringsmidler samt håndopvaskemidler).

Der arbejdes i øjeblikket med mindst fem nye produktgrupper (gulvbelægning, TV-apparater, møbler, støvsugere og turistindkvartering), og arbejdet forventes færdiggjort i 2002.

Det langsigtede mål er at oprette et sæt produktgrupper, som udgør en tilstrækkelig bred vifte af produkter til at appellere til detailhandlere, fabrikanter og forbrugere, og som er overskuelig for så vidt angår det arbejde, der kræves for at fastsætte og jævnligt gennemgå kriterierne. På kort sigt vil det være mellem 25 og 35 produktgrupper (se afsnit 4, litra a), samt afsnit 3, litra a), og tillæg 2 for en ikke-udtømmende liste over prioriterede produktgrupper). Omfanget af hver produktgruppe bør, hvor der er basis herfor, gradvist udvides, så der f.eks. også medtages visse produkter til erhvervsmæssig brug.

Ordningen, dens procedurer og ressourcer er i øjeblikket således, at der kan vedtages mellem fire og otte kommissionsbeslutninger om produktgruppekriterier årligt. Der bør normalt ske en gennemgang af eksisterende produktgrupper hver fjerde til femte år (dog bør perioden tilpasses fra sag til sag), hvilket indebærer gennemsnitlig fire til seks gennemgange årligt, og det giver plads til at oprette ca. to nye produktgrupper årligt.

Mål

Oprettelse af et sæt produktgrupper, som omfatter en tilstrækkelig fuldstændig og forvaltbar vifte af produkter, der appellerer til detailhandlere, fabrikanter og forbrugere.

Inden for fem år bør antallet af oprettede produktgrupper øges til mellem 25 og 35.

Gennemførelsesforanstaltninger

Under hensyntagen til den prioriterede liste over produktgrupper bør Kommissionen, EUMN og medlemsstaterne, foruden at gennemføre de nødvendige revisioner, oprette en eller to nye produktgrupper årligt i arbejdsplanens løbetid.

Produktgruppekriterier bør normalt gælde fire til fem år (dog bør denne vejledende periode tilpasses fra sag til sag).

For at gøre det lettere at fastlægge kriterier bør EUMN nedsætte en arbejdsgruppe, der tager sig af horisontale spørgsmål, som er fælles for mange produktgrupper (f.eks. brandhæmmere, emballage osv.).

b) Markedsindtrængning, synlighed og forbrugerkendskab

Der er fire parametre, som kan bruges til at måle miljømærkets synlighed:

- virksomheder: antal virksomheder, som har fået tildelt miljømærket

- produkter: antal produkter, som virksomhederne har fået tildelt miljømærket til

- artikler: antal artikler af disse produkter, som markedsføres med miljømærket på

- værdi: artiklernes salgsværdi ab fabrik.

I øjeblikket (august 2001) anvender 83 virksomheder miljømærket (sammenlignet med 37 i marts 2000) på flere hundrede af deres produkter. Tekstiler og maling og lak er langt de mest succesrige produktgrupper, når man ser på antallet af ansøgninger. Tissue-papir udgør en betydelig del af den samlede salgsværdi for miljømærkede produkter. Fordelingen af miljømærkevirksomheder og deres produkter i Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er stadig ret ujævn, men sammenlignet med situationen for et år siden er der en meget bedre og mere jævn produktdækning inden for 12 af de 17 produktgrupper med miljømærkeindehavere i 13 ud af de deltagende 18 lande. For 2000 angiver de foreløbige oplysninger et salg på ca. 17 mio. miljømærkede artikler med en værdi ab fabrik på ca. 38 mio. EUR.

For så vidt angår faktisk markedsindtrængning, er produkter med EF-miljømærket dog stadig ret ubetydelige, idet de på nuværende tidspunkt udgør mindre end 1 % af det samlede marked for de forskellige produktgrupper. For eksempel var ab fabrik-salgsværdien af miljømærkede malinger og lakker til indendørs brug ca. 8 mio. EUR i EU i 1999, sammenlignet med en samlet salgsværdi for al dekorationsmaling på ca. 7,2 mia. EUR.

På kort sigt er målet derfor at øge antallet af miljømærkede produkter betydeligt, så miljømærket bliver synligt på markedet, og dets virkning på miljøet øges. På længere sigt er målet hele tiden at forstærke synligheden, så man nærmer sig det fulde teoretiske markedsindtrængningspotentiale for miljømærket, som generelt ligger mellem 1 % og 30 % af det samlede marked (alt efter produktgruppe og selektiviteten af gruppens kriterier for miljømærket).

Det skal understreges, at den generelle erfaring med type I-miljømærker er, at der sjældent nås en markedsindtrængning i den størrelsesorden, og det er kun realiseret for én eller to produktgrupper i geografisk begrænsede markeder. Miljømærket bør derfor satse på realistiske, men samtidig ambitiøse mål. På kort sigt skal der, for at nå et mindsteniveau for synligheden, ske en årlig vækst på mindst 25 % i værdien og/eller antallet af miljømærkede artikler.

Synlighed kan ikke defineres præcist, men for miljømærket kunne man gå ud fra, at et mindsteniveau er nået, hvis forbrugere i hele EU og EØS har mulighed for at vælge miljømærkede produkter af forskellig art, når de køber ind, uden at de er nødt til at lede vidt og bredt. En grov vejledende definition kunne f.eks. være, at miljømærkede produkter fra mindst tre eller fire forskellige produktgrupper markedsføres i hver medlemsstat, og at mængden udgør mindst 1 % af det samlede marked for disse produktgrupper.

De kompetente organer i medlemsstaterne har i denne forbindelse udpeget visse eksisterende produktgrupper til deres markedsførings- og oplysningskampagner, herunder navnlig tekstiler, fodtøj, maling og lakker, jordforbedringsmidler og tissue-papir.

Selv om det i sidste ende er helt op til den enkelte virksomhed, om den vil anvende miljømærket eller ej (beslutning tages ud fra økonomiske og markedsføringshensyn), kan EUMN, medlemsstaterne og Kommissionen ikke desto mindre øve indflydelse på miljømærkets markedsindtrængning. Foruden aktivt at fremme miljømærket hos alle interessenter (se også afsnittet om fælles kampagner) sigter den omfattende konsultation og debat, når kriterierne fastlægges, også mod at sikre den bedst mulige afvejning af miljøambitioner og teknisk gennemførlighed, så både fabrikanter, distributører og forbrugere kan gå ind for dem.

Skønt mange berørte fabrikanter og detailhandlere nu kender miljømærket og mulighederne, som den nye ordning byder på i forhold til deres produkter, bør de som nøgleinteressenter hurtigst muligt informeres korrekt.

De forskellige undersøgelser, som Europa-Kommissionen har gennemført i løbet af de seneste år, har påvist nogen af de almindeligste hindringer i kommunikationsprocessen, bl.a. i større eller mindre grad manglende oplysninger om ordningen og dens muligheder samt en opfattelse af miljømærket som et forholdsvis svagt markedsføringsværktøj. Andre faktorer er modstand mod at deltage i miljømærkeordninger som sådan og ansøgeres vanskeligheder, navnlig inden for visse produktgrupper, med at opfylde de selektive kriterier, fordi de ikke altid har fuld kontrol over hele deres forsyningskæde (f.eks. tekstiler). De fleste af disse hindringer skyldes problemer med kommunikation og samarbejde mellem aktører, som er involveret i fremme og udbredelse af ordningen, og tages op i denne arbejdsplan.

Et andet aspekt, som har betydning for miljømærkets synlighed og markedsindtrængning og derfor for den direkte miljøforbedring, blev understreget i forbindelse med den nylige kontrakt om markedsføring af miljømærket i Grækenland, hvor undersøgelsen søgte at øge kendskabet til miljømærkets blomsterlogo i den brede offentlighed. For at logoet kan influere på forbrugernes valg, bør de være i stand til at forstå (ved at vide eller have hørt eller læst på miljømærket eller i ledsagende informationsmateriale...), at et miljømærket produkt belaster miljøet mindre. En tidligere undersøgelse i Finland (1999) viste f.eks., at ca. 39 % af forbrugerne vidste eller kunne gætte, hvad EF-miljømærket stod for, selv om færre personer (22 %) direkte genkendte det som EF-miljømærket.

Så længe der kun er et lille antal produkter, der er forsynet med miljømærket, bør oplysningskampagner for at være omkostningseffektive sigte mere mod fabrikanterne og distributørerne end mod forbrugerne. Efterhånden som flere fabrikanter og distributører begynder at anvende miljømærket, og der gennemføres flere kampagner, kan man forvente at bekendthedsgraden stiger, og at oplysningskampagner, der målrettes mod forbrugerne, vil være lønsomme.

I mellemtiden har Kommissionen udarbejdet en række brochurer, der forklarer miljømærkets sigte og mening for de forskellige produktgrupper, og som ledsager miljømærkede produkter, når de sælges til forbrugeren. Brochurerne bør nu distribueres mere systematisk af EUMN-medlemmerne.

Selv med enorme markedsføringsressoucer tager det mange år for mærkevarer at etablere sig og blive alment kendte. Det langsigtede mål bør være, at mindst halvdelen af de europæiske forbrugere genkender EF-miljømærket som en garant for gode miljøpræstationer, men det må erkendes, at det kun kan nås gradvist. På kort sigt og med de begrænsede ressourcer, der er til rådighed, bør der gennemføres rundspørger for at overvåge bekendthedsgraden og følge udviklingen i forbrugernes informationsniveau. Man bør undersøge, hvilke tiltag der er nødvendige for at forbedre situationen, og iværksætte dem.

Navnlig den danske forbrugeroplysningskampagne i 2000-2001 viste, at det er muligt at højne bekendthedsgraden betydeligt (i dette tilfælde en firdobling til 20 %) ved at samarbejde og koordinere indsatsen nøje med fabrikanter og distributører inden for en bestemt sektor. Nøglefaktoren for denne succes var, at miljømærkede produkter (tekstiler og vaskemidler) blev markedsført af et stort antal fabrikanter, samtidig med at reklamekampagnen blev startet (via tv, brochurer på salgsstedet osv.).

Mål

En årlig stigning på mindst 25 % i værdien og/eller antallet af miljømærkede artikler.

Nå et mindsteniveau for synlighed i to tredjedele af medlemsstaterne inden arbejdsplanens udløb.

Alle berørte fabrikanter og detailhandlere bør være bekendte med miljømærket.

På langt sigt bør mere end halvdelen af de europæiske forbrugere kunne genkende EF-miljømærkets logo som en garanti for miljøpræstationer.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør inden udløbet af arbejdsplanens første år etablere de rapporteringsmekanismer, som skal tilvejebringe årlige statistikker for markedsindtrængningens udvikling for de forskellige produktgrupper.

EUMN bør inden udløbet af arbejdsplanens første år udvikle det nævnte kriterium for et mindsteniveau for miljømærkets synlighed og evaluere, i hvilke lande dette mål er nået.

EUMN, medlemsstaterne og Kommissionen bør i hele arbejdsplanens løbetid, hver især og/eller i fællesskab, iværksætte aktiviteter, der skal fremme EF-miljømærket. Der bør navnlig fokuseres på detailhandlere og offentlige indkøbere (se nedenfor). Der bør rapporteres om aktiviteterne (og udveksles informationer om dem) under EUMN-formandskabsmøderne, der afholdes to gange om året. Det bør angives, hvor mange ressourcer, der anvendes til fremmende foranstaltninger, og de bør så vidt muligt mindst udgøre 50 % af de ressourcer, der anvendes til udvikling og gennemgang af produktgrupper. Parallelt hermed bør man systematisk bede om tilbagemeldinger fra interessenter og medtage dem i betragtningerne.

I hver medlemsstat bør de kompetente organer for miljømærket, interessentgrupper og offentlige myndigheder udpege visse etablerede produktgrupper som prioriteter og om nødvendigt fokusere en væsentlig del af deres markedsføringsindsats på dem.

EUMN bør udvikle en omkostningseffektiv metode til at overvåge kendskabet til EF-miljømærket blandt forbrugerne og udvikle omkostningseffektive foranstaltninger til en gradvis øgning heraf.

Se også afsnittet om fælles kampagner (afsnit 4, litra b) og afsnit 5)

c) Miljøforbedringer

Det overordnede mål for EF-miljømærket er at fremme produkter, der vil kunne mindske negative miljøpåvirkninger sammenlignet med andre produkter i samme produktgruppe, og derved bidrage til en effektiv ressourceanvendelse og et højt miljøbeskyttelsesniveau. Herved bidrager det til et mere bæredygtigt forbrug og til de politiske målsætninger, der er fastsat i Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling (f.eks. inden for områderne klimaændringer, effektiv ressourceudnyttelse og økotoksicitet), det sjette miljøhandlingsprogram og den kommende hvidbog om en strategi for integreret produktpolitik.

Tidligere undersøgelser og rapporter har vist, at de specifikke miljøforbedringer ved miljømærker er vanskelige at beregne, fordi det er svært at adskille dem fra og måle dem i forhold til miljøforbedringer, der skyldes andre miljøforanstaltninger. Det er dog muligt at give et skøn over den maksimale potentielle miljøforbedring, der kunne realiseres, hvis alle produkter i en produktgruppe overholdt miljømærkekriterierne. Når der foreslås nye kriterier for en produktgruppe, bør de tekniske undersøgelser så vidt muligt søge at fastslå, hvad det maksimale potentiale er.

Generelt set er der er stærk sammenhæng mellem miljømærkets direkte miljøforbedringer og dets markedsindtrængning. Miljøforbedringen opstår for det første via en konsolidering og stigning i salget af miljømærkede produkter, som belaster miljøet mindre, og for det andet via de forbedringer, som fabrikanterne må foretage for at kunne overholde miljømærkekriterierne. En positiv udvikling i miljømærkets miljøforbedringer afhænger helt klart af de forskellige fremmende foranstaltninger og markedsføringsaktiviteter, som allerede gennemføres eller er planlagt i henhold til arbejdsplanen.

I praksis har miljømærket nogle meget vigtige indirekte fordele, som ikke afspejles i antallet af miljømærkede produkter eller licenser. De indirekte fordele er meget positive og bør evalueres og fremmes.

En af miljømærkets vigtige indirekte miljøforbedringer er den øgede anvendelse af miljømærket eller andre miljøkriterier inden for private og offentlige indkøb. I artikel 10 i forordning (EF) nr. 1980/2000 hedder det: "For at tilskynde til anvendelsen af miljømærkede produkter bør Kommissionen og Fællesskabets øvrige institutioner samt andre offentlige myndigheder på nationalt plan, under overholdelse af fællesskabsretten, tjene som eksempel, når de specificerer deres krav til produkter."

Offentlige indkøb tegner sig for omkring 14 %(6) af efterspørgslen på det europæiske marked, og indkøbere i virksomheder og statslige og ikke-statslige organisationer bør opmuntres til systematisk at anvende miljømærkekriterier i deres udbud. I Kommissionens fortolkningsmeddelelse om offentlige kontrakter og miljøhensyn(7) afklares, hvordan det kan gøres.

Indkøberne er dog endnu ikke så bevidste om problemstillingen, at det har nogen væsentlig indflydelse på markedet. Ét specifikt mål bør derfor være at øge efterspørgslen efter miljørigtige produkter blandt offentlige og private indkøbere i de kommende år. Der bør iværksættes rundspørger, og det bør undersøges, hvilke foranstaltninger der skal til for at øge efterspørgslen.

Det må også understreges, at dette er et område, hvor virkningen af miljømærket ikke nødvendigvis hænger sammen med antallet af miljømærkede produkter. Et produkt kan opfylde miljømærkekriterierne og derfor være en indkøbers foretrukne, uden at det nødvendigvis er miljømærket.

En lignende indirekte forbedring, som heller ikke altid afspejles i antallet af miljømærkede produkter, er den øgede anvendelse af miljømærkekriterierne som målestok for miljøpræstationer ved virksomhedernes udvikling og markedsføring af deres produkter. Nogle virksomheder sikrer f.eks., at deres produkter opfylder nogle eller alle miljømærkekriterier, uden at de derfor ansøger om miljømærket.

Mål

Bidrage til et mere bæredygtigt forbrug og til de politiske målsætninger, der er fastsat i Fællesskabets strategi for bæredygtig udvikling, det sjette miljøhandlingsprogram og den kommende hvidbog om en strategi for integreret produktpolitik.

Gradvis udvikling af kvalitative og kvantitative evalueringer af miljømærkets direkte og indirekte forbedringer.

På mellemlang sigt bør indkøbere for det offentlige informeres om mulighederne for at anvende miljømærkekriterierne i deres udbud.

På mellemlang sigt bør man gøre en ekstra indsats for at udvikle miljømærkekriterierne som målestokken for miljøpræstationer.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN, medlemsstaterne og Kommissionen bør i hele arbejdsplanens løbetid, hver især og/eller i fællesskab, iværksætte foranstaltninger med henblik på at informere private og offentlige indkøbere om mulighederne for at anvende miljømærkekriterierne i deres udbud.

EUMN bør i løbet af planens tre første år videreudvikle og forbedre metoder og parametre til vurdering af de direkte og indirekte miljøforbedringer i forbindelse med miljømærket. De maksimale potentielle forbedringer bør systematisk vurderes for hver produktgruppe, når der fastsættes nye eller reviderede kriterier. Der bør fastlægges en strategi for overvågning, evaluering og øgning af miljømærkekriteriernes indirekte miljøforbedringer.

3. Ikke-udtømmende liste over prioriterede produktgrupper

a) Prioriterede produktgrupper

Forskellige betingelser skal være opfyldt, før en produktgruppe kan komme i betragtning som en prioritet for EF-miljømærket. Navnlig i artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1980/2000 anføres nogle vigtige betingelser for, om den er egnet til miljømærkning. Produktet skal repræsentere et betydeligt salgsvolumen i det indre marked og sælges til slutforbrug. Det skal indeholde et betydeligt potentiale for at udvirke miljøforbedringer gennem forbrugernes valg, og fabrikanter og detailhandlere skal være villige til at forsyne deres produkt med et miljømærke.

Med andre ord, produktgrupperne bør vurderes med hensyn til deres relevans, potentiale og styrbarhed. Relevans henviser til arten og størrelsen af de tilhørende miljøpåvirkninger, potentiale henviser til de potentielle miljøforbedringer, og styrbarhed henviser til, i hvilket omfang produktgruppen kan påvirkes med miljømærkning.

I tillæg 1 sammenfattes de vigtigste punkter for vurdering af en "kandidatproduktgruppe". På grundlag af afkrydsningslisten med spørgsmål bør hver kandidatproduktgruppe indplaceres i "høj prioritet", "mellem prioritet" og "lav prioritet" eller "ikke vigtig" og bør tildeles ressourcer i overensstemmelse hermed. Der bør ikke udføres mere arbejde på "ikke vigtige" produkter.

I øjeblikket er den relative vægtning for hvert af spørgsmålene ikke fastlagt, og det er logisk, at den kan variere fra sag til sag. Desuden er det nødvendigt at tage hensyn til udviklingen inden for integreret produktpolitik (f.eks. muligheden for at udvikle ISO type II- eller III-mærkning for den pågældende produktgruppe). Den overordnede prioritering for hver produktgruppe bør fastlægges efter drøftelser og koncensus i EUMN. Metoderne (og dermed tillæg 1) bør videreudvikles og ajourføres og bør anvendes på de prioriterede produktgrupper, der er anført i tillæg 2, som omfatter etablerede produktgrupper og produktgrupper under forberedelse samt forslag til eventuelle nye produktgrupper (kandidatproduktgrupper).

Tillæg 2 bør derefter ajourføres, idet navnene på kandidatproduktgrupperne om nødvendigt tilpasses for at tage bedre hensyn til deres fremtidige omfang. Det bør bemærkes, at man ved gennemgangen af etablerede produktgrupper eventuelt bør udvide deres omfang gradvist, så de f.eks. omfatter visse produkter til erhvervsmæssig brug.

Det understreges, at listerne i tillæg 2 er ikke-udtømmende, som fastsat i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1980/2000. På et hvilket som helst tidspunkt kan Kommissionen give EUMN mandat til at udvikle og jævnligt gennemgå miljøkriterierne samt vurderings- og verifikationskravene for en produktgruppe, som ikke er anført i listerne. Listerne kan også ajourføres i arbejdsplanens løbetid (i overensstemmelse med proceduren i artikel 17 i forordning (EF) nr. 1980/2000), og nye produktgrupper kan tilføjes.

Mål

Udnytte ressourcerne til produktgruppeudvikling bedst muligt ved at fokusere på de produktgrupper, som er bedst egnede til at få tildelt EF-miljømærket.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør udvikle og forbedre prioriteringsmetoden og navnlig søge at udvikle miljørangordningen og fastlægge en passende vægtning af spørgsmålene. Der bør bl.a. tages hensyn til de etablerede produktgruppers succes eller fejlslag, som bør analyseres nøje. Tillæg 1 ajourføres i overensstemmelse hermed.

Oversigten over prioriterede produktgrupper og prioriteten for dem i tillæg 2 bør ajourføres jævnligt efter samråd med EUMN og under anvendelse af den ovennævnte metode. For de produktgrupper, der er anført i tillæg 2, men endnu ikke har fået tildelt en prioritet, bør vurderingen gennemføres hurtigst muligt. EUMN bør ved gennemgangen af en produktgruppe genvurdere dens prioritering.

b) Oversigt over tjenesteydelser, som ordningen ikke gælder for

Artikel 2 i forordning (EF) nr. 1980/2000 udelukker ikke udtrykkeligt nogen tjeneste fra miljømærkeordningens anvendelsesområde. Alle produktgrupper, uanset om det er varer eller tjenester, skal dog opfylde kravene i artikel 2, stk. 2, og være genstand for en kommissionsbeslutning, som fastsætter miljøkriterierne for tildeling af miljømærket til den pågældende produktgruppe.

På samme måde udelukker artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) ikke udtrykkeligt nogen tjeneste fra at blive omfattet af EMAS. Normalt kan enhver tjenesteyder, som ønsker at forbedre sin overordnede miljøindsats, på eget initiativ ansøge om at blive EMAS-registreret, uanset hvilken type tjeneste der tilbydes.

Der er ikke nogen grund til, at miljømærket på forhånd skulle afvise at omfatte en tjeneste på lang sigt. Begrænsningerne i artikel 2, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1980/2000 vil allerede udelukke mange flere tjenester end varer, idet de ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet eller et betydeligt potentiale for at udvirke miljøforbedringer gennem forbrugernes valg.

EF-miljømærket bør i hvert fald i starten satse på tjenester med et stærkt varerelateret aspekt som f.eks. bilvask (forbrug af vand, energi og vaskemidler) eller tekstilvaskerier (vaskemaskiner, transport, energi, affald, vaskemidler osv.).

Én grund til det er, at der er meget ringere erfaringsgrundlag hos EF-miljømærket og nationale miljømærker med tjenester end med varer og anvendelsen af livscyklusmetoder på tjenester. I denne forbindelse vil der kunne høstes værdifulde indledende erfaringer ved oprettelsen af den første tjenesterelaterede produktgruppe "turistindkvartering". Det kan dog være tilrådeligt at iværksatte feasibility-studier for en eller to andre tjenesterelaterede produktgrupper i arbejdsplanens løbetid, bl.a. for at opnå yderligere erfaring med og forståelse af tjenester.

Der er klare markedsføringsargumenter, som taler for først at færdiggøre de "familier" af varer, som er mest attraktive for fabrikanter, detailhandlere og forbrugere, og senere eventuelle nært beslægtede tjenester, før man begynder på nye tjenestebaserede familier som miljørigtig finansiering eller miljørigtig offentlig forvaltning.

EF-miljømærkets rolle set i en bredere sammenhæng med integreret produktpolitik og andre politikområder kræver, i hvert fald i starten, at viften af miljømærkede varer bør gøres bredere, før viften af miljømærkede tjenester gøres bredere.

Ikke desto mindre kan visse tjenester, som endnu ikke er udpeget, meget vel tænkes at blive legitime prioriteter for en miljømærkning, efterhånden som vi får en bedre forståelse af varer og tjenester, og efterhånden som miljømærkeordningen udvikles.

Konklusionen er, at det ikke er hensigtsmæssigt at udelukke nogen tjeneste. Anvendelse af den nævnte afkrydsningsliste i hver enkelt sag burde give en objektiv fordeling af produktgrupper på varer og tjenester. Det bør også tages med i betragtning, om en given tjeneste har en forbindelse med eksisterende produktgrupper.

Afsluttende må miljømærkets og EMAS' (og andre miljøledelsessystemer som ISO 14001) gensidigt supplerende rolle og støtte understreges. Kort sagt er en virksomhed med EMAS helt klart en virksomhed med en systematisk miljøledelse, der hele tiden forbedrer sine miljøpræstationer til et niveau, som ligger over det, som loven kræver. Et produkt med miljømærket er helt klart et af de bedste produkter ud fra miljøhensyn. En virksomhed med EMAS ville have fordel af at anvende miljømærkekriterierne i sin miljøstrategi som et klart og positivt miljømål for virksomhedens produkter. En virksomhed, som har eller gerne vil have miljømærkede produkter, ville have fordel af at anvende EMAS til at forvalte og bibeholde overensstemmelsen med alle dertil hørende kriterier. Under den nye miljømærkeordning er der mulighed for forskellige gebyrnedsættelser, f.eks. for EMAS- og ISO-certificerede virksomheder, SMV og pionervirksomheder.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør i løbet af arbejdsplanens tre første år udvikle en metode for fastsættelse af miljøkriterier for tjenester og bør undersøge en række tjenester med henblik på at vurdere deres prioritering.

EUMN bør i løbet af arbejdsplanens to første år analysere potentielle synergieffekter mellem miljømærket og EMAS såvel som andre miljøledelsessystemer som ISO 14001.

4. Samarbejde og koordinering mellem fællesskabsordningen og andre miljømærkeordninger i medlemsstaterne

Samarbejde og koordinering mellem EF-miljømærket og andre miljømærker i medlemsstaterne bør gradvis blive mere systematisk og omfattende. Det kan væsentligt styrke europæiske miljømærkers bidrag til medlemsstaternes foranstaltninger inden for fremme og udvikling af et bæredygtigt forbrug.

Der er flere områder, hvor samarbejde og koordinering kan finde sted, herunder informationsudveksling, fælles kampagner og udvikling af produktgrupper.

Der vil navnlig kunne opnås betydelige ressourcebesparelser ved en bedre koordinering af produktgruppeudviklingen.

Mål

Gradvist og systematisk at udvide samarbejdet og koordineringen mellem EF-miljømærket og andre miljømærker i medlemsstaterne.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør nedsætte en permanent styregruppe for samarbejde og koordinering.

a) Koordinering af udviklingen af produktgrupper

EF-miljømærket og de andre miljømærker bør systematisk udveksle informationer om deres eksisterende produktgrupper og om deres programmer for produktgruppeudvikling, og de bør, hvor det er hensigtsmæssigt, koordinere deres indsats ved at udnytte ressourcer, ekspertise og resultater i fællesskab. Det medfører besparelser for parterne og afklarer de forskellige ordningers respektive roller samt letter harmonisering (hvor miljømærker, som ligner hinanden, har lignende mål).

Der er flere forskellige fremgangsmåder, som hver især har deres fordele, og som bør udvikles parallelt med hinanden. For hver produktgruppe under hvert miljømærke bør der træffes en fælles afgørelse om følgende forskellige forhold og muligheder:

EU ja, national eller regional nej: Hvor der findes EU-kriterier for en given produktgruppe, og det nationale eller regionale miljømærke ikke har dem, bør det nationale (eller regionale) miljømærke afgøre (og underrette EUMN), hvorvidt man:

i) ikke vil udvikle kriterier for den pågældende produktgruppe (dvs. der findes kun et EF-miljømærke). Det vil gøre det lettere for fabrikanterne at vælge miljømærke, styrke EF-miljømærket og kræve en mere aktiv markedsføring af EF-miljømærket for den pågældende produktgruppe

ii) vil vedtage EF-kriterier som nationale kriterier (det har Østrig f.eks. gjort for el-pærer). Det vil give nationale fabrikanter mulighed for at vælge mellem at bruge det nationale miljømærke og/eller EF-miljømærket til deres lokale markedsføring og EF-miljømærket til markedsføring i andre medlemsstater. Det vil styrke begge miljømærker.

iii) vil vedtage andre kriterier end EF-miljømærkets. Dette bør begrundes med andre miljø- og markedsføringsmål og bør forklares tydeligt til alle interessenter på nationalt og EU-niveau. I sager, hvor EU-kriterierne f.eks. er meget strenge, kan det være berettiget, at det nationale miljømærke prøver på at dække et større markedssegment ved at vedtage mindre strenge kriterier. Der kan også være tale om det modsatte tilfælde (dvs. EU-kriterierne er mindre strenge end de nationale). Et nationalt miljømærke kan også have særlige miljømål, der ønskes fremhævet i kriterierne, og som måske ikke er så relevante eller hensigtsmæssige på europæisk plan. I de fleste tilfælde bør der dog gøres en indsats fra begge sider for at nå til enighed om kriterier, hvor det er hensigtsmæssigt.

EU nej, national ja: Hvor der findes nationale (eller regionale) kriterier, bør EF-miljømærket tage det med i betragtningerne, når det vurderes, om der skal gives prioritet til en eventuel oprettelse af produktgruppen på EU-plan. Hvis EF-miljømærket vælger at oprette den, bør EUMN tage eksisterende nationale kriterier i betragtning ved udarbejdelsen af EU-kriterier. Enhver forskel mellem nationale kriterier og de endelige kriterier bør konstateres, beskrives og forklares, og meddeles til de forskellige interessenter.

EU nej, national nej: Hvis der hverken findes nationale eller EU-kriterier, bør EF-miljømærket og de nationale miljømærker drøfte i hvert enkelt tilfælde, om det er mest hensigtsmæssigt at udarbejde kriterier på EU-niveau eller på nationalt niveau eller begge dele (i så tilfælde afklares, hvordan og hvorfor fremgangsmåderne supplerer hinanden), samt hvordan det gøres mest effektivt.

EU ja, national ja: Hvis der både findes et nationalt og et EF-miljømærke for en given produktgruppe, bør det besluttes enten gradvist at harmonisere kriterierne (f.eks. ved at den ene part overtager den anden parts kriterier) eller at vedtage supplerende tiltag (se det foregående afsnit), eller at en part (eller begge parter) trækker produktgruppen tilbage.

Mål

Gradvis koordinering af produktgruppeudviklingen under de forskellige miljømærkeordninger i EU.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør gennemgå og opstille et katalog over alle produktgrupper, der er omfattet af miljømærker i EU og kandidatlandene (og senere i andre lande), og indføre en mekanisme for etablering og ajourføring af et centralt register over disse produktgrupper og deres kriterier.

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør indrette en mekanisme til gradvis koordinering af deres arbejdsprogrammer og til udveksling af informationer.

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør for hver produktgruppe under hvert miljømærke fastlægge, hvilke af de i afsnit 4, litra a), nævnte situationer og fremgangsmåder der er aktuelle.

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør så vidt muligt harmonisere deres Detergent Ingredient Databases (DID-lister - lister over stoffer i vaskemidler) og andre beslægtede områder.

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør som led i den igangværende produktgruppeudvikling undersøge mulighederne for gensidig anerkendelse, på passende vis, af mellemprodukter og produkter til slutbrugere, som er indehavere af et af de andre miljømærker i medlemsstaterne, f.eks. i forbindelse med produktgrupper, hvor det anbefales at anvende miljømærkede produkter.

EUMN bør tage relevant arbejde, som udføres af Global Eco-labelling Network (GEN), i betragtning.

b) Fælles tiltag for at fremme EF-ordningen, andre miljømærkeordninger i medlemsstaterne og deres miljømærkede produkter, bl.a. for at øge forbrugernes kendskab til og forståelse af ordningernes fælles og komplementerende rolle

Der bør stilles oplysninger til rådighed for de forskellige interessentgrupper, som forklarer miljøfordelene ved de forskellige miljømærker i Europa, og som fremstiller de forskellige ordninger som komplementerende frem for konkurrerende, for selv om de dækker forskellige produkt- og målgrupper, er hensigten altid at bidrage til det fælles endemål om bæredygtig udvikling og fornuftige forbrugsmønstre.

Det forudsætter drøftelser mellem EF-miljømærket og de andre miljømærker i medlemsstaterne, så man når til enighed om en fælles opfattelse og præsentation af ordningerne og deres fælles og komplementerende mål og roller.

Et særligt aspekt bør være fælles oplysningskampagner for sammenfaldende produktgrupper, som gør det klart for forbrugeren, hvilke forskellige miljøaspekter (om nogen) og forbedringer der nås med de sammenfaldende ordninger.

Det er også vigtigt at udvikle et fælles netsted/en database, som giver de europæiske forbrugere samt offentlige og private indkøbere mulighed for lettere at finde frem til miljømærkede produkter (dvs. oplysninger om, hvor de kan købes, hvem fabrikanten er og kontaktoplysninger).

I tilfælde, hvor der både findes nationale (eller regionale) og EU-kriterier for en given produktgruppe, vil det klart være bedst (for så vidt angår oplysninger til forbrugeren og styrkelse af miljømærket som et værktøj til fremme af et bæredygtigt forbrug), at ansøgerne søger om at få tildelt og får tildelt begge miljømærker. Nationalt nyder fabrikanten godt af det kendte nationale miljømærke og har også fordel af EF-miljømærkets europæiske dimension. Ligeledes vil EF-miljømærket være fordelagtigt, hvis han sælger sine produkter i andre EU-lande (hvor det nationale miljømærke normalt er mindre kendt). Hvis begge miljømærker optræder side om side, styrker det forbrugernes kendskab til begge miljømærker, og dermed styrkes begge ordninger.

For at fremme brugen af begge miljømærker bør gebyrstrukturen tilpasses, således at der bliver tale om et passende nedslag, hvis man ansøger om begge miljømærker. Ansøgeren kunne f.eks. får lov til at trække prisen for det ene miljømærke fra i prisen for det andet miljømærke. De finansielle virkninger af sådan en ordning (både positive, negative, kortsigtede og langsigtede) bør undersøges nøje. Det samme bør ske for en række procedurer til at løse eventuelle problemer.

Mål

Gradvis øgning af kendskabet til de fælles og komplementerende mål og roller for EF-miljømærket og de andre miljømærker i medlemsstaterne.

Gennemførelsesforanstaltninger

Kommissionen, medlemsstaterne, EUMN og de andre miljømærkeordninger i medlemsstaterne bør i arbejdsplanens første år i fællesskab udarbejde informationsmateriale til interessentgrupperne (fabrikanter, forbrugere, distributører, offentlige indkøbere, ...) om EF-miljømærkets og nationale miljømærkers eksistens, og hvad deres fælles og komplementerende mål og roller er. Der bør iværksættes foranstaltninger med sigte på at formidle informationerne i arbejdsplanens andet år.

EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør udveksle og formidle oplysninger om, hvor de forskellige miljømærkede produkter sælges.

Kommissionen, EUMN og de andre miljømærkeorganisationer i medlemsstaterne bør undersøge mulighederne for at etablere en "grøn butik" med miljømærkede produkter på Internet (og/eller lignende foranstaltninger). Hvis undersøgelserne giver et positivt resultat, bør der samtidig forelægges en tidsplan og et budget for gennemførelsen af projektet.

EUMN og de nationale miljømærkeorganisationer bør udarbejde fælles foranstaltninger med sigte på at fremme anvendelsen af miljømærkekriterier i forbindelse med offentlige og private indkøb.

Kommissionen bør i samråd med EUMN undersøge muligheder og lejligheder til at tilpasse fællesskabets gebyrstruktur for miljømærket, så der kan tilbydes et passende nedslag til ansøgere, som ønsker at få EF-miljømærket og et eller flere andre miljømærker i medlemsstaterne, idet der tages hensyn til de finansielle virkninger (både positive, negative, kortsigtede og langsigtede). Kommissionen bør om nødvendigt forelægge et forslag om ændret beslutning. De andre miljømærkeordninger i medlemsstaterne bør gøre det samme.

5. Fælles kampagner

(Bemærk:

Disse fælles kampagner for at fremme EF-miljømærket sker oven i de fælles foranstaltninger sammen med de nationale miljømærkeorganisationer, der er beskrevet i det foregående, og oven i de igangværende opmærksomhedsskabende kampagner, som gennemføres af de enkelte medlemsstater, EUMN-medlemmerne og af Kommissionen.)

En frivillig ordning kan kun lykkes og få en væsentlig virkning på markedet, hvis den støttes af en betydelig mængde markedsføringsaktiviteter og opmærksomhedsskabende foranstaltninger. I den reviderede forordnings artikel 10 opfordres medlemsstaterne og Kommissionen til, i samarbejde med EUMN, at fremme anvendelsen af EF-miljømærket ved hjælp af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og oplysningskampagner til forbrugere, fabrikanter, forhandlere, detailhandlere og offentligheden. Det er meget vigtigt at sikre sig de forskellige interessentgruppers medvirken, navnlig de interessentgrupper, der kan fungere som multiplikatorer (f.eks. detailsektoren og forbruger- og miljøorganisationer). De bør nøje kortlægges, og der bør udarbejdes en strategi for, hvordan hver enkelt bedst informeres.

EUMN bør fortsætte med at organisere møder to gange årligt, som hovedsageligt behandler markedsføring, opmærksomhedsskabende foranstaltninger og strategiudvikling. EUMN bør også nedsætte en permanent arbejdsgruppe til styring af markedsføringen, der skal udarbejde og koordinere fælles opmærksomhedsskabende foranstaltninger af enhver art, herunder Kommissionens og medlemsstaternes.

Som nævnt (jf. afsnittet om markedsindtrængning) bør der afsættes betydelige ressourcer til opmærksomhedsskabende foranstaltninger og markedsføring (uanset om det er fælles eller separate aktiviteter), som bør være mindst 50 % af de ressourcer, der afsættes til produktgruppernes tekniske udvikling.

Mål

EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør i passende omfang koordinere deres markedsføringsindsats og udarbejde og gennemføre fælles foranstaltninger.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør nedsætte en permanent styregruppe for markedsføring.

Ressourcerne til opmærksomhedsskabende foranstaltninger og markedsføring (uanset om det er fælles eller separate aktiviteter) bør i videst muligt omfang øges til 50 % af de ressourcer, der er afsat til udvikling og gennemgang af produktgrupper.

EUMN bør mødes to gange årligt for hovedsageligt at drøfte markedsføring og opmærksomhedsskabende foranstaltninger samt den strategiske udvikling af ordningen (formandsmøderne).

EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør i fællesskab udpege de vigtigste målgrupper samt fastlægge og implementere en strategi for hver af dem.

a) Fælles kampagner for at forbedre interessenternes kendskabsgrad

Hovedmålet er løbende at informere alle interessentgrupper, herunder fabrikanter, forbrugere og multiplikatorer (detailhandlere og ikke-statslige organisationer) om miljømærket og dets udvikling. Trykt materiale (brochurer, og nyhedsbreve, artikler) og netstedet er passende midler til at nå dette mål. Parallelt hermed bør man systematisk bede om tilbagemeldinger fra interessenter og tage dem med i betragtningerne.

For så vidt angår brochurer, fås allerede alt det materiale (miljømærke-infopakken), der er udarbejdet af Kommissionen og forskellige kompetente organer, og det bør systematisk stilles til rådighed for berørte interessenter og jævnligt ajourføres og forbedres. Materialet kunne anvendes på en bedre måde, og EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør koordinere deres indsats, så de begrænsede ressourcer udnyttes bedre med henblik på at udarbejde brochurer og nyhedsbreve samt udvikle netstedet, og således at det formidles til vigtige målgrupper på en mere systematisk måde.

Fællesskabets miljømærkenetsted (http://europa.eu.int/ecolabel) er allerede en central kilde til alle relevante oplysninger, og der er behov for en aktiv fælles forvaltning og jævnlig ajourføring af netstedet. For at styrke dets troværdighed og gennemskuelighed, bør interessenter, herunder forbruger- og miljøorganisationer, opmuntres til at komme med bidrag til netstedet.

Foruden at stille passende informationsværktøjer til rådighed, er det også vigtigt at tænke på begivenheder som udstillinger og messer, hvor EF-miljømærket kan præsenteres for et bredere publikum. Foreløbig er der ikke gennemført nogen systematisk undersøgelse af, hvilke udstillinger og messer der er bedst egnede til miljømærkekampagner. Et andet vigtigt aspekt, som bør undersøges nøjere, er muligheden for at anvende miljømærket ved "megabegivenheder" som verdensmesterskaber, olympiske lege, festivaler osv.

Endelig er det stadig en udbredt misforståelse, at det er besværligt, langsommeligt og dyrt at ansøge om et miljømærke, medens det faktisk er blevet lettere og billigere efter revisionen af forordningen og gebyrstrukturen. Desuden tages der ved fastsættelsen af kriterier for hvert produkt særligt hensyn til at holde afprøvningsomkostningerne på et minimum og angive nøjagtigt, hvilken dokumentation og hvilke prøverapporter en ansøger skal forelægge. Der er behov for, at interessenterne udtrykkeligt modtager bedre oplysninger om disse punkter.

Mål

Løbende information til alle interessenter om miljømærket og dets udvikling. Parallelt hermed bør man systematisk bede om tilbagemeldinger fra interessenter og tage dem med i betragtningerne.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN og Kommissionen bør organisere ajourføring og løbende forbedring af miljømærkenetstedet.

EUMN bør organisere og koordinere udarbejdelsen og distributionen af brochurer og andet trykt materiale.

EUMN bør udarbejde en liste over begivenheder, hvor miljømærket bør præsenteres og et forslag om brug af miljømærket ved udvalgte megabegivenheder.

EUMN bør sikre, at informationsmateriale til interessenter tydeliggør procedurer, tidsforbrug og omkostninger i forbindelse med en ansøgning om et miljømærke.

b) Fælles kampagner for at forbedre offentlige og private indkøberes kendskabsgrad

Afsnittet om markedsindtrængning understreger offentlige og private indkøberes potentiale. Fælles opmærksomhedsskabende kampagner bør målrettes mod denne vigtige målgruppe. Der er brug for oplysninger om både de retlige rammer (hvordan en indkøber kan inddrage miljømærkekriterierne i sine udbud, hvilket nu er forklaret i Kommissionens fortolkningsmeddelelse om offentlige indkøb og miljøet) og kriterierne for de forskellige produktgrupper. Her bør miljømærkenetstedet også spille en vigtig rolle. Der bør finde møder sted mellem EUMN og offentlige indkøbere, og nationale og/eller regionale kampagner bør også overvejes.

Mål

På mellemlang sigt bør indkøbere for det offentlige informeres om mulighederne for at anvende miljømærkekriterierne i deres udbud.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør inden udgangen af arbejdsplanens andet år udarbejde en fælles strategi og en række fælles aktioner, som skal fremme anvendelsen af miljømærkekriterier inden for offentlige og private indkøb.

Kommissionen bør udarbejde en håndbog om miljørigtige offentlige indkøb, som bl.a. bør handle om, hvordan kriterierne kan anvendes i udbudssammenhæng. EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør sikre den bredest mulige formidling af håndbogen til offentlige indkøbere og bør organisere uddannelses- og informationsarrangementer og andre relevante foranstaltninger. Relevante oplysninger bør placeres på miljømærkets netsted.

c) Fælles kampagner for og støtte til SMV og distributører

Foruden de forskellige fremstød, som er omtalt i det foregående, bør der etableres netværk, som understøtter SMV's ansøgninger om miljømærket. SMV har ikke altid passende midler eller oplysninger til at få overblik over miljømærkets muligheder eller til at udarbejde en vellykket ansøgning. De bør bistås af netværk bestående af andre ansøgere, interessentgrupper, kompetente organer og andre relevante organisationer som f.eks. brancheorganisationer eller regionale myndigheder.

Detailhandlere, som er forbindelsesleddet mellem fabrikanter og forbrugere, har også en vigtig rolle. De kunne f.eks. anvende miljømærket til at forbedre deres egne produkters kvalitetsimage foruden at tilbyde deres kunder andre miljømærkede produkter. Etableringen af strategiske partnerskaber med detailhandlere bør derfor være en prioriteret opgave.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN bør udvikle en strategi og foranstaltninger, så der kan etableres miljømærkenetværk til støtte for SMV.

EUMN bør etablere strategiske partnerskaber med detailhandlere.

6. Planlagt finansiering af ordningen

Der kan ikke udarbejdes nøjagtige budgetter for de kommende år, da der er mange forskellige organisationer involveret, herunder offentlige myndigheder (Kommissionen opererer f.eks. med årlige budgetter).

Ikke desto mindre er der to hovedkomponenter i miljømærkeordningen, nemlig ressourcerne til udvikling af produktgrupper og ressourcerne til markedsføring og opmærksomhedsskabende foranstaltninger.

Ressourcerne, som var afsat til miljømærket i 2000, herunder ressourcer afsat af EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne, udgjorde ca. 45 personer og 4 mio. EUR (eksklusive løn). Heraf var ca. 2,8 mio. EUR afsat til markedsføring og opmærksomhedsskabende foranstaltninger.

Disse ressourcer er tilstrækkelige til udvikling og gennemgang af produktgrupperne og kunne fortsat afsættes hvert år, hvis budgetterne for EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne tillader det. Ressourcerne bør anvendes så effektivt som muligt.

De samlede gebyrindtægter, som var til rådighed for de kompetente organer i 2000, var på ca. 280000 EUR. Dette beløb kan forventes at stige, efterhånden som ordningen udvikles. Det burde gøre det muligt jævnligt at øge de ressourcer, der bruges til markedsføring og opmærksomhedsskabende foranstaltninger (eksklusive aktiviteter gennemført af virksomheder, der har fået tildelt miljømærket), så de når op på mindst 50 % af de ressourcer, der anvendes til udvikling og gennemgang af produktgrupper.

Mål

At planlægge den langsigtede finansiering af ordningen og udnytte de tildelte ressourcer så effektivt som muligt.

Gennemførelsesforanstaltninger

EUMN, Kommissionen og medlemsstaterne bør sigte mod at nå til enighed om den langsigtede finansiering af ordningen.

(1) KOM(2001) 68 endelig.

(2) KOM(2001) 31 endelig.

(3) Formandskabets konklusioner 15. og 16. juni 2001, SN 200/01, s. 4, Kommissionens meddelelse: En bæredygtig udvikling i Europa for en bedre verden: En EU-strategi for bæredygtig udvikling (9175/01).

(4) Bemærk:

Kommissionen fungerer som sekretariat for EUMN og deltager i alle dets aktiviteter.

(5) Der indkaldes til EUMN-møder to gange årligt af formanden for EUMN i dennes hjemland med henblik på at drøfte politik og markedsføring.

(6) Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter, KOM(2001) 274 endelig.

(7) Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter, KOM(2001) 274 endelig.

Tillæg 1

PRIORITERINGSMETODE

Følgende ikke-udtømmende liste sammenfatter de vigtigste spørgsmål, der bør stilles for hver "kandidatproduktgruppe" (et bekræftende svar på alle spørgsmål taler for at gå i gang med at etablere miljøkriterier for den pågældende produktgruppe):

Miljøspørgsmål:

Har produktgruppen ...

1. en betydelig negativ virkning på miljøet globalt, regionalt eller generelt?

2. et betydeligt potentiale for at udvirke miljøforbedringer gennem forbrugernes valg?

3. indflydelse på prioriterede miljøpolitiske områder, instrumenter og lovgivning (f.eks. integreret produktpolitik, affald, klimaændringer, energimærkning)?

Markedsrelaterede spørgsmål

vedrørende produktgruppen

4. repræsenterer den et betydeligt salgs- og handelsvolumen i det indre marked?

5. giver den fabrikanter og/eller forhandlere mulighed for og incitamenter til at forsøge at opnå konkurrencefordele ved at tilbyde miljømærkede produkter?

6. anvendes der allerede miljørelaterede argumenter i forbindelse med dens markedsføring?

7. imødekommer den interessenters udtrykkelige ønske om et miljømærke for denne produktgruppe?

8. går en betydelig del af salget til slutforbrug eller -anvendelse?

9. er der tale om et offentligt indkøbsmarked af en væsentlig størrelse?

10. er der tale om et privat indkøbsmarked af en væsentlig størrelse?

11. fremstilles den af mindre virksomheder?

12. er der tale om en høj indkøbsrate (indkøbes f.eks. hver dag eller hver uge)?

13. understøtter den en eksisterende "produktgruppefamilie"?

14. udgør den en særlig mulighed for at gøre ordningen mere synlig i det hele taget?

Andre spørgsmål

vedrørende produktgruppen

15. er der nogen påvirkning af forbrugernes sundhed og sikkerhed?

16. findes den inden for andre miljømærkeordninger i Europa eller andetsteds, og er produktgruppen i bekræftende fald en succes inden for ordningen?

17. findes der brugsegnethedsstandarder for produktgruppen?

Tillæg 2

IKKE-UDTØMMENDE LISTE OVER PRIORITEREDE PRODUKTGRUPPER

Produktgrupper, som findes eller er under forberedelse

Tissue-papirprodukter

Kopipapir

Jordforbedringsmidler og vækstmedier

Malinger og lakker

Tekstilprodukter

Fodtøj

Opvaskemidler til opvaskemaskiner

Vaskemidler

Universalrengøringsmidler og sanitetsrengøringsmidler

Håndopvaskemidler

Madrasser

Elektriske pærer

Personlige computere (pc'er)

Bærbare computere

Vaskemaskiner

Kølemøbler

Opvaskemaskiner

Turistindkvartering

Møbler

Gulvbelægning

Tv

Støvsugere

Dæk

Potentielle nye produktgrupper

(Bemærk:

EUMN og Kommissionen er ved at gennemføre en nøjagtig vurdering af prioritetsrækkefølgen af de potentielle nye produktgrupper for at fastlægge den bedste rækkefølge og det rette tidspunkt for produktgruppernes udvikling.)

Trykpapir

Tryksager

Bearbejdede papirprodukter, kontormateriel

Tapet

Affaldssække/plastikposer

Indkøbs- og bæreposer

Skriveredskaber

Telefoner

Kopimaskiner

Små elektriske husholdningsmaskiner

Modetilbehør

Handsker

Læderprodukter

Sportsudstyr

Legetøj og spil

Emballage

Gør det selv-produkter

Klimaanlæg

Opvarmningsanlæg

Varmtvandsanlæg

Isolering

Byggevarer

Byggeydelser

Detailhandelstjenester

Renserier

Finansielle tjenester

Transporttjenester

Udbringningstjenester

Bilreparationstjenester

Personbiler

Køkkenudstyr, husholdningsartikler

Hygiejneartikler (bind og bleer osv.)

Shampoo og sæbe

Tillæg 3

SAMMENFATNING AF MÅL OG GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

>TABELPOSITION>