32002A0509(01)

Kommissionens udtalelse af 3. maj 2002 inden for rammerne af Rådets direktiv 73/23/EØF om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser — Transportable armaturer, som virker tiltrækkende på børn (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. C 112 af 09/05/2002 s. 0002 - 0003


Kommissionens udtalelse

af 3. maj 2002

inden for rammerne af Rådets direktiv 73/23/EØF om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser

Transportable armaturer, som virker tiltrækkende på børn

(2002/C 112/02)

(EØS-relevant tekst)

I. Indledning

1. Denne udtalelse er baseret på Rådets direktiv 73/23/EØF(1) om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser ("lavspændingsdirektivet"). Den bygger på anvendelsen af artikel 1, 2, 5 og 9 i ovennævnte direktiv.

2. Denne udtalelse vedrører problemer, der er konstateret med hensyn til transportable belysningsarmaturer, der virker tiltrækkende på børn(2).

3. Kommissionen er formelt blevet uderrettet af medlemsstaterne om mere end 20 foranstaltninger, der siden 1999 er gennemført med hensyn til at indskrænke markedsføringen af transportable belysningsarmaturer, som virker tiltrækkende på børn, i medfør af den sikkerhedsprocedure, der er fastlagt i lavspændingsdirektivet. Generelt kan det anføres, at de armaturer, som foranstaltningerne vedrørte, havde en mærkespænding på over 24 V. Med denne udtalelse er det hensigten af afklære anvendelsen af lavspændingsdirektivet på disse produkter for så vidt angår risikoen for elektrisk stød.

4. Spørgsmålet om hvorvidt et armatur skal anses for at "virke tiltrækkende på børn", skal afgøres i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til det pågældende produkts særlige kendetegn.

II. Vurdering af sikkerheden af transportable belysningsarmaturer, der virker tiltrækkende på børn, set i relation til lavspændingsdirektivet

5. Der er to grundlæggende former for strømforsyning til transportable armaturer, der virker tiltrækkende på børn, som der her skal tages stilling til:

a) via et kabel med elektrisk strømforsyning direkte fra stikkontakten (den nominele spænding fra stikkontakter i hjemmet er 230 V vekselstrøm i henhold til de europæiske standarder HD 472 S1:1989 og HD 472 S1:1989/A1:1995), eller

b) via et kabel med en strømforsyning på under 24 V, der normalt leveres af en transformator, og som normalt er en integreret enhed, således at den via transformatoren direkte kan tilsluttes stikkontakten på 230 V. Både transformator og kabel leveres med armaturet.

I artikel 1 i lavspændingsdirektivet 73/23/EØF præciseres det, at direktivet dækker elektrisk materiel konstrueret til brug ved en mærkespænding på mellem 50 V og 1000 V for så vidt angår vekselstrøm.

6. Lavspændingsdirektivet dækker altså:

a) armaturer, der falder ind under den første konfiguration (se 5.a)),

b) alene transformatoren i den anden konfiguration (se 5.b)), hvis armaturet og transformeren ikke permanent er forbundet med hinanden, og

c) både transformatoren og armaturet i den anden konfiguration (se 5.b)), hvis transformatoren og armaturet er permanent forbundet med hinanden.

7. Denne udtalelse vedrører udelukkende armaturer, der virker tiltrækkende på børn, som omhandlet i 6.a) og 6.c).

8. I artikel 2, stk. 2, i lavspændingsdirektivet henvises til en liste over sikkerhedskrav i samme direktivs bilag I. I bilag I, stk. 3, litra c), beskrives et af de vigtigste elementer i sikkerhedskravene som følger: "Der er fastsat tekniske forholdsregler i overensstemmelse med punkt 1, således at det elektriske materiel ikke udsætter personer, husdyr og ting for fare under de forudseelige forhold".

9. Ved normal anvendelse kan transportable armaturer let flyttes fra et sted til et andet, mens de stadig er tilsluttet strømforsyningen. Som følge af at armaturerne virker tiltrækkende på børn, anses det, at børn måske vil berøre og flytte sådanne produkter, selv om de ikke er konstrueret til eller udtrykkeligt beregnet til at blive behandlet som legetøj. Hvis disse produkter ikker præsenteres som genstande, som klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år, anses de ikke for at være legetøj og falder derfor ikke ind under bestemmelserne i Rådets direktiv 88/378/EØF(3) om sikkerhedskrav til legetøj(4). En forudsigelig mekanisk overbelastning af armaturet vil kunne finde sted, hvis sådanne armaturer håndteres af børn. Dette kan igen medføre direkte adgang til strømførende dele.

10. For at opfylde kravene i lavspændingsdirektivet (se 8) skal fabrikanten foretage en risikovurdering for at sikre sig, at risikoen for elektrisk stød i forbindelse med den forventede anvendelse af armaturet er acceptabel.

11. Det er vigtigt at bemærke, at for genstande, der er beregnet til, at børn leger med dem legetøj), er der blevet indført en spændingsgrænse på 24 V i direktiv 88/378/EØF (legetøjsdirektivet) for at mindske risikoen for elektrisk stød.

I henhold til den europæiske standard EN 60598-2-10 "Belysningsarmaturer. Del 2: Særlige bestemmelser - Transportable armaturer, som virker tiltrækkende på børn" kræves der også en spænding på ikke mere end 24 V.

12. På baggrund af ovennævnte risikovurdering træffer fabrikanten foranstaltninger for at sikre, at der på passende måde gøres noget ved risikoen for elektrisk stød i forbindelse med den forventede anvendelse af et belysningsarmatur, der virker tiltrækkende på børn.

a) Fabrikanten kan anvende et stik med integreret transformator eller lignende til at sikre, at spændingen i nævnte armatur forbliver under 24 V.

Et transportabelt belysingsarmatur, der virker tiltrækkende på børn, kan, hvis det gennem et kabel forsynes med under 24 V, som frembringes af en transformator, der er opbygget sammen med en stikprop til en stikkontakt på 230 V, således opfylde de væsentlige krav i svagstrømsdirektivet (jf. 8). Dette kan opnås ved anvendelse af den relevante europæiske standard EN 60598-2-10 på belysningsarmaturet og den relevante europæiske standard (EN 61558-serien) på transformatoren.

b) Der kan måske også være anden teknologi, der kan bruges på belysningsarmaturer med en spænding på over 24 V, der virker tiltrækkende på børn, for at sikre, at de væsentlige sikkerhedskrav i lavspændingsdirektivet opfyldes (direktiv 73/23/EØF). I sådanne tilfælde skal der udvises særlig omhu med passende sikkerhedskoncept og prøvningsmetoder, så direkte adgang til strømførende dele forhindres i forudsigelige tilfælde af overbelastning. Dette skal være beskrevet i den tekniske dokumentation.

13. Medlemsstaternes myndigheder tager hensyn til denne udtalelse i forbindelse med markedsovervågningen.

(1) EFT L 77 af 26.3.1973, som ændret ved direktiv 93/68/EØF (EFT L 220 af 30.8.1993, s. 1).

(2) I den europæiske standard EN 60598-10 "Belysningsarmaturer. Del 2: Særlige bestemmelser - Transportable armaturer, som virker tiltrækkende på børn" defineres et sådan armatur som et armatur, der ved normal anvendelse kan flyttes fra et sted til et andet, mens det er tilsluttet strømforsyningen, og er udformet, så det forestiller en model, person eller dyr, således at det som følge af udformning og anvendte materialer af et barn vil kunne opfattes som et stykke legetøj. Eksempler på sådanne armaturer er natlys med glødelamper, modeller af personer, dyr, bygninger, biler eller tog med indvendige eller udvendige glødelamper. Denne definition er i øjebikket ved at blive revideret inden for rammerne af den europæiske standardiseringsproces.

(3) Direktiv 88/378/EØF af 3. maj 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om sikkerhedskrav til legetøj (legetøjsdirektivet).

(4) I artikel 1 i direktiv 88/378/EØF (legetøjsdirektivet) defineres legetøj som "ethvert produkt, som klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år".