32001R2382

Rådets forordning (EF) nr. 2382/2001 af 4. december 2001 om ændring af forordning (EF) nr. 1267/1999 om oprettelse af et strukturpolitisk førtiltrædelsesinstrument

EF-Tidende nr. L 323 af 07/12/2001 s. 0001 - 0002


Rådets forordning (EF) nr. 2382/2001

af 4. december 2001

om ændring af forordning (EF) nr. 1267/1999 om oprettelse af et strukturpolitisk førtiltrædelsesinstrument

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

efter høring af Regionsudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De første foranstaltninger, som fællesskabet yder støtte til i forbindelse med det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA) indført ved forordning (EF) nr. 1267/1999(4), blev vurderet og godkendt af Kommissionen i 2000.

(2) På grundlag af de hidtidige erfaringer med vurderingen og godkendelsen af foranstaltninger, der skal finansieres i henhold til ISPA, bør nogle bestemmelser i forordning (EF) nr. 1267/1999 ændres.

(3) Medfinansiering af foranstaltningerne, herunder fra internationale finansielle institutioner, og anvendelse af privat finansiering er vigtige forudsætninger for, at ISPA kan fungere. I nogle tilfælde må modtagerlandene have adgang til andre finansieringskilder end fællesskabsstøtte, hvis foranstaltninger, der fuldt ud opfylder betingelserne for at være støtteberettigede og målene for ISPA, skal kunne medfinansieres.

(4) For at kunne muliggøre eller lette medfinansiering sammen med internationale finansielle institutioner og/eller private kilder, bør det være muligt efter gennemgang af hver enkelt sag at fravige de generelle bestemmelser for deltagelse i udbud, licitationer, tilbudsafgivelse og kontrakter, som medfinansieres under ISPA.

(5) Efter artikel 114, stk. 2, i finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(5) kan statsborgere i tredjelande i behørigt begrundede undtagelsestilfælde få adgang til at deltage i udbuddene i henhold til de særlige bestemmelser, der er indeholdt i de grundlæggende retsakter om samarbejde med tredjelande, og i overensstemmelse med de relevante godkendelsesprocedurer. Forordning (EF) nr. 1267/1999 er en sådan retsakt.

(6) Visse bestemmelser, der anvendes i forbindelse med det Phare-program, som blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 3906/89 af 18. december 1989 om økonomisk bistand til visse lande i Central- og Østeuropa(6), bør kunne lægges til grund for de ændrede bestemmelser.

(7) Det er nødvendigt at præcisere begrebet støtteberettigede udgifter, for at ISPA-foranstaltninger kan medfinansieres gennem andre, eksterne støttekilder.

(8) Forordning (EF) nr. 1267/1999 skal tilpasses under hensyn til Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelse af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(7).

(9) Traktaten indeholder ikke anden hjemmel til vedtagelsen af denne forordning end artikel 308 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1267/1999 foretages følgende ændringer:

1) Følgende artikel indsættes: "Artikel 6a

Indgåelse af aftaler

1. Alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og de i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, omhandlede lande kan på lige vilkår deltage i udbud, licitationer, tilbudsafgivelse og kontrakter i forbindelse med foranstaltninger, for hvilke Fællesskabet er den eneste eksterne støttekilde.

2. Stk. 1 gælder også for medfinansiering.

I tilfælde af medfinansiering kan Kommissionen, efter gennemgang af hver enkelt sag, dog tillade, at tredjelande deltager i udbud, licitationer, tilbudsafgivelse og kontrakter."

2) I artikel 7 indsættes følgende stykke: "8. Hvis en foranstaltning medfinansieres af internationale finansielle institutioner, kan udgifter, der opfylder de i stk. 7 omhandlede støtteberettigelseskriterier, og som afholdes af de finansielle institutioner efter de procedurer, der gælder for eksterne finansieringskilder, bortset fra fællesskabsstøtte, indgå i beregningen af de samlede støtteberettigede udgifter til foranstaltningen."

3) Artikel 14, stk. 1, 2 og 3, affattes således: "1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand (i det følgende benævnt 'udvalget'). Den Europæiske Investeringsbank udpeger en repræsentant, der ikke deltager i afstemningen.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse.

3. Det tidsrum, der nævnes i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til en måned."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2001.

På Rådets vegne

D. Reynders

Formand

(1) EFT C 180 E af 26.6.2001, s. 197.

(2) Udtalelse afgivet den 29.9.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT C 221 af 7.8.2001, s. 166.

(4) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 73.

(5) EFT L 356 af 31.12.1977, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 2673/1999 (EFT L 326 af 18.12.1999, s. 1).

(6) EFT L 375 af 23.12.1989, s. 11. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2666/2000 (EFT L 306 af 7.12.2000, s. 1).

(7) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.