32001R1654

Kommissionens forordning (EF) nr. 1654/2001 af 14. august 2001 om ændring af forordning (EF) nr. 649/2001 om undtagelse fra forordning (EF) nr. 1750/1999 for så vidt angår miljøvenlige landbrugsforanstaltninger

EF-Tidende nr. L 220 af 15/08/2001 s. 0015 - 0016


Kommissionens forordning (EF) nr. 1654/2001

af 14. august 2001

om ændring af forordning (EF) nr. 649/2001 om undtagelse fra forordning (EF) nr. 1750/1999 for så vidt angår miljøvenlige landbrugsforanstaltninger

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2078/92 af 30. juni 1992 om miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget samt naturpleje(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2772/95(2), særlig artikel 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger(3), særlig artikel 34, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Artikel 12 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL)(4), senest ændret ved forordning (EF) nr. 672/2001(5), fastsætter de betingelser, som skal være opfyldt i forbindelse med en forpligtelse til at ekstensivere eller på anden vis drive husdyrbrug som miljøvenligt landbrug. I henhold til denne artikel fastsættes belægningsgraden under hensyntagen til alle græssende husdyr på bedriften.

(2) Som følge af den vanskelige situation på oksekødsmarkedet med en stærkt faldende efterspørgsel, navnlig fordi forbrugerne vender sig bort fra dette marked i foruroligelse over det stigende antal konstaterede tilfælde af bovin spongiform encephalopati, forbliver et større antal dyr på bedriften. De indgår i beregningen af bedriftens belægningsgrad, og landbrugeren kan derfor blive udelukket fra at modtage den fastsatte støtte og blive pålagt sanktioner for manglende overholdelse af sin forpligtelse.

(3) Kommissionens forordning (EF) nr. 649/2001(6) foreskriver dels anvendelse indtil den 16. april 2001 af en korrektionskoefficient for antallet af storkreaturenheder på bedriften, dels mulighed for, at de berørte landbrugere frasiger sig deres miljøforpligtelse, uden at de sanktioner, der er gældende i sådanne situationer, bliver anvendt. En sådan frasigelse var mulig fra den 1. april til den 15. juni 2001.

(4) Da situationen på oksekødsmarkedet stadig er vanskelig, bør den periode, inden for hvilken landbrugeren kan frasige sig sin forpligtelse, forlænges med fire måneder.

(5) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Landbrugsstrukturerne og Udvikling af Landdistrikterne -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 649/2001 affattes således: "I perioden mellem datoen for denne forordnings ikrafttrædelse og den 15. oktober 2001 kan landbrugeren frasige sig den forpligtelse til at drive miljøvenligt landbrug, han har indgået i henhold til forordning (EØF) nr. 2078/92 eller forordning (EF) nr. 1257/1999, eller den del af forpligtelsen, som vedrører ekstensivering af kvægopdræt, uden at de sanktioner, der er gældende for sådanne situationer, finder anvendelse."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. august 2001.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 215 af 30.7.1992, s. 85.

(2) EFT L 288 af 1.12.1995, s. 35.

(3) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(4) EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31.

(5) EFT L 93 af 3.4.2001, s. 28.

(6) EFT L 91 af 31.3.2001, s. 49.