32001R0892

Kommissionens forordning (EF) nr. 892/2001 af 4. maj 2001 om fastsættelse af maksimumsopkøbsprisen og de oksekødsmængder, der opkøbes ved intervention som følge af den 266. dellicitation i forbindelse med de generelle interventionsforanstaltninger, der foretages i henhold til forordning (EØF) nr. 1627/89

EF-Tidende nr. L 125 af 05/05/2001 s. 0012 - 0013


Kommissionens forordning (EF) nr. 892/2001

af 4. maj 2001

om fastsættelse af maksimumsopkøbsprisen og de oksekødsmængder, der opkøbes ved intervention som følge af den 266. dellicitation i forbindelse med de generelle interventionsforanstaltninger, der foretages i henhold til forordning (EØF) nr. 1627/89

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød(1), særlig artikel 47, stk. 8, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 562/2000 af 15. marts 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 for så vidt angår ordningerne for offentligt interventionsopkøb af oksekød(2), ændret ved forordning (EF) nr. 590/2001(3), blev der fastsat normer for offentligt interventionsopkøb af oksekød. I henhold til forordningens bestemmelser blev der åbnet en licitation ved artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1627/89 af 9. juni 1989 om opkøb af oksekød ved licitation(4), senest ændret ved forordning (EF) nr. 840/2001(5).

(2) Efter artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 562/2000 fastsættes der i givet fald en maksimal opkøbspris for kvalitet R3 for hver dellicitation på grundlag af de indgivne bud. Efter forordningens artikel 36 tages der kun hensyn til bud, der er lig med eller lavere end den maksimale pris, men som dog ikke overstiger den gennemsnitlige pris på det nationale eller regionale marked, forhøjet med det beløb, som er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 590/2001.

(3) Efter gennemgang af de bud, der i henhold til artikel 47, stk. 8, i forordning (EF) nr. 1254/1999 er indgivet til den 266. dellicitation, og under hensyn til kravet om rimelig markedsstøtte og den sæsonmæssige udvikling i slagtningerne og priserne bør den maksimale opkøbspris og de mængder, der kan overtages til intervention, fastsættes for kategori A, mens der ikke bør gives tilslag for kategori C.

(4) Ved artikel 7 i forordning (EF) nr. 590/2001 blev der også åbnet for offentligt interventionsopkøb af hele og halve slagtekroppe af magert kvæg, idet der blev fastsat særlige bestemmelser, som supplerer bestemmelserne for intervention af andre produkter.

(5) De veterinærkrav, der er fastlagt i henhold til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked(6), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF(7), og/eller ved Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked(8), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF, omfatter i øjeblikket flytningsrestriktioner for animalske produkter i visse områder med henblik på beskyttelse mod mund- og klovesyge. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at henvise til artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 562/2000 og at udelukke sådanne produkter fra disse områder ved denne licitation.

(6) I betragtning af begivenhedernes udvikling bør denne forordning straks træde i kraft.

(7) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

For den 266. dellicitation, der blev åbnet ved forordning (EØF) nr. 1627/89, gælder følgende:

a) For kategori A

- fastsættes den maksimale opkøbspris til 226,00 EUR/100 kg hele eller halve slagtekroppe af kvalitet R3

- fastsættes den maksimale mængde hele og halve slagtekroppe og forfjerdinger, der overtages, til 11922,0 t.

b) For kategori C gives der ikke tilslag.

c) For hele og halve slagtekroppe af magert kvæg, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 590/2001,

- fastsættes den maksimale opkøbspris til 376,00 EUR/100 kg hele eller halve slagtekroppe

- fastsættes den maksimale mængde hele og halve slagtekroppe til 110 t.

Artikel 2

I henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 562/2000 kan der i forbindelse med den i nærværende forordning omhandlede licitation ikke foretages interventionsopkøb af hele eller halve slagtekroppe, der er omfattet af flytningsrestriktioner som led i beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge, der er vedtaget i henhold til direktiv 90/425/EØF og/eller 89/662/EØF.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft den 5. maj 2001.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. maj 2001.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21.

(2) EFT L 68 af 16.3.2000, s. 22.

(3) EFT L 86 af 27.3.2001, s. 30. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 826/2001 (EFT L 120 af 28.4.2001, s. 7).

(4) EFT L 159 af 10.6.1989, s. 36.

(5) EFT L 120 af 28.4.2001, s. 28.

(6) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(7) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 49.

(8) EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.