Kommissionens forordning (EF) nr. 588/2001 af 26. marts 2001 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår definitionen af variabler
EF-Tidende nr. L 086 af 27/03/2001 s. 0018 - 0028
Kommissionens forordning (EF) nr. 588/2001 af 26. marts 2001 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 om konjunkturstatistik for så vidt angår definitionen af variabler KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 af 19. maj 1998 om konjunkturstatistik(1), særlig artikel 3 og artikel 17, litra c), og ud fra følgende betragtninger: (1) I forordning (EF) nr. 1165/98 blev der etableret fælles rammer for udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker om konjunkturudviklingen. (2) I henhold til artikel 17 i forordning (EF) nr. 1165/98 er det nødvendigt med gennemførelsesforanstaltninger vedrørende definitionen af de variabler, der skal indberettes. (3) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Statistiske Program, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom(2) - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Definition af variabler De variabler, konjunkturstatistikken skal omfatte, er anført i forordning (EF) nr. 1165/98, bilag A, litra c), nr. 1; bilag B, litra c), nr. 1; bilag C, litra c), nr. 1 og bilag D, litra c), nr. 1. Definitionerne af disse variabler samt formål med, karakteristika for og beregning af de relevante indeks er fastsat i bilaget til nærværende forordning. Artikel 2 Gennemførelse af definitionerne Medlemsstaterne anvender de i bilaget fastsatte definitioner i forbindelse med indsamling af de statistiske data, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1165/98, senest et år efter, at nærværende forordning er trådt i kraft. Medlemsstaterne indberetter de statistiske data, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1165/98, i overensstemmelse med de i bilaget fastsatte definitioner senest ved næste ændring af basisår som omhandlet i artikel 11 i forordning (EF) nr. 1165/98. Medlemsstaterne træffer i forbindelse med gennemførelsen af de i bilaget fastsatte definitioner de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at eksisterende statistiske data, som er omfattet af forordning (EF) nr. 1165/98, revideres ved omregning eller estimation for at opfylde disse definitioner. Hvis resultaterne af en variabel ikke afviger mere end 0,2 % fra resultaterne af en variabel, der opfylder den i bilaget fastsatte definition, anses de for at være i overensstemmelse med definitionen. Artikel 3 Oplysninger om opfyldelse af definitionerne Medlemsstaterne fremsender efter anmodning fra Kommissionen alle relevante oplysninger om, hvorvidt deres statistiske data opfylder de i bilaget fastsatte definitioner. Artikel 4 Ikrafttræden Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 26. marts 2001. På Kommissionens vegne Pedro Solbes Mira Medlem af Kommissionen (1) EFT L 162 af 5.6.1998, s. 1. (2) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47. BILAG DEFINITION AF VARIABLERNES FORMÅL OG KARAKTERISTIKA Variabel 110: Produktion Formålet med produktionsindekset er at opgøre mængdeændringer i produktionen med hyppige og regelmæssige mellemrum. Det viser mængdeudviklingen i værditilvækst i faktorpriser i en given referenceperiode(1). Produktionsindekset er en teoretisk størrelse, der skal estimeres ved konkrete opgørelser. Værditilvækst i faktorpriser(2) kan beregnes på grundlag af omsætning (eksklusive moms og andre lignende fradragsberettigede afgifter, som er direkte forbundet med omsætningen), plus kapitaliseret produktion, plus andre driftsindtægter, plus eller minus ændringer i lagre, minus køb af varer og tjenesteydelser, minus andre produktskatter, som er forbundet med omsætningen, men som ikke er fradragsberettigede, minus produktionsafgifter og -skatter. Indtægter og udgifter, der i virksomhedsregnskaber henregnes til finansielle eller ekstraordinære indtægter og udgifter, medregnes ikke i værditilvæksten. Produkt- og produktionssubsidier medregnes i værditilvæksten i faktorpriser, produkt- og produktionsskatter medregnes ikke. Værditilvækst i faktorpriser beregnes "brutto", dvs. uden fratrækning af værdijusteringer (såsom afskrivning). Bemærk: Indirekte skatter kan opdeles i tre kategorier: i) Den første kategori omfatter moms og andre fradragsberettigede afgifter, der er direkte forbundet med omsætningen, og som ikke medregnes i denne. Disse afgifter opkræves successivt af virksomheden og til sidst samlet hos den endelige køber. ii) Den anden kategori omfatter alle andre produktafgifter og -skatter, som enten er 1) omsætningsrelaterede og ikke-fradragsberettigede eller 2) ikke-omsætningsrelaterede. Heri indgår importskatter og told samt skatter, der skal betales i forbindelse med produktion, eksport, salg, overdragelse, leasing eller levering af varer og tjenesteydelser, eller i forbindelse med disses anvendelse til eget forbrug eller egne investeringer. iii) Den tredje kategori vedrører produktionsafgifter og -skatter, der er obligatoriske, ensidige betalinger i kontanter eller naturalier, som opkræves af de offentlige myndigheder eller Den Europæiske Unions institutioner på produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen, uanset mængden eller værdien af de producerede eller solgte varer og tjenesteydelser. Den teoretiske formel for et produktionsindeks (Q) er et mængdeindeks af Laspeyres-typen, dvs.: >PIC FILE= "L_2001086DA.001902.EPS"> De data, der er nødvendige til udarbejdelse af et sådant indeks, findes imidlertid ikke på månedsbasis. I praksis egner følgende erstatningsværdier sig til videreførelse af indeksene: - bruttoproduktionsværdier (deflaterede) - mængder - omsætning (deflateret) - arbejdskraftinput - råmaterialeinput - energiinput. Afhængigt af, hvilken estimationsmetode der anvendes, skal der i forbindelse med produktionsindekset tages højde for: - variationer i varers og inputmaterialers type og kvalitet - ændringer i lagre af færdigvarer og varer og tjenesteydelser under fremstilling/udførelse - ændringer i tekniske input/output-forhold (forarbejdningsteknikker) - tjenesteydelser, der er med til at skabe værditilvækst, f.eks. samling af produktionsenheder, montering, installationsarbejde, reparationer, planlægning, anlægsarbejder og udvikling af software. Variabel 115: Produktion - byggearbejder Variabel 116: Produktion - anlægsarbejder Formål og karakteristika for indeks for variabel 110 (produktion) gælder også for indeks for variablerne vedrørende bygge- og anlægsarbejder. Sondringen mellem produktion - byggearbejder og produktion - anlægsarbejder er baseret på nomenklaturen over konstruktioner. Formålet med disse indeks er at vise udviklingen i værditilvækst for hver af de to hovedafdelinger inden for konstruktioner, nemlig bygninger og anlæg. Indeksene beregnes ved at fordele de grundlæggende oplysninger (deflateret output, præsterede arbejdstimer, byggetilladelser) på produkter i nomenklaturen over konstruktioner og derefter aggregere produktindeksene i overensstemmelse med nomenklaturen på det relevante afdelingsniveau. Variabel 120: Omsætning Formålet med omsætningsindekset er at vise udviklingen på vare- og tjenesteydelsesmarkedet. Ved omsætning(3) forstås det samlede beløb, der er faktureret af observationsenheden i referenceperioden, hvilket svarer til salget af varer og tjenesteydelser til tredjemand. Denne variabel omfatter alle afgifter og skatter på varer og tjenesteydelser, som er faktureret af enheden, med undtagelse af den moms, der er faktureret kunden, og andre lignende fradragsberettigede afgifter, som er direkte forbundet med omsætningen. Endvidere medregnes alle andre udgifter (transport, emballage osv.), der pålægges kunden, selv om disse udgifter er anført separat på fakturaen. Prisnedsættelser, rabatter og værdien af returemballage skal fratrækkes. Prisnedsættelser, rabatter og bonusser, der indrømmes kunden senere, f.eks. ved årets udgang, medregnes ikke. Indtægter, der i virksomhedsregnskaber henregnes til andre driftsindtægter, finansielle indtægter og ekstraordinære indtægter, medregnes ikke i omsætningen. Det samme gælder subsidier fra de offentlige myndigheder eller Den Europæiske Unions institutioner. I henhold til denne definition medregnes normalt følgende: - salg af færdigvarer - salg af varer fremstillet af underleverandører - salg af varer indkøbt med henblik på videresalg i uændret stand - fakturerede tjenesteydelser - salg af biprodukter - fakturerede udgifter til emballage og transport - præsterede arbejdstimer faktureret tredjemand i forbindelse med et underentrepriseforhold, der udelukkende vedrører arbejdskraft - faktureret monterings-, installations- og reparationsarbejde - fakturerede afdrag (ratebetalinger) - faktureret udvikling af software og fakturerede licenser - salg af elkraft, gas, varme, damp og vand - salg af affaldsprodukter. Afhængigt af, hvilke indtægter der i virksomhedsregnskaber henregnes til "andre driftsindtægter, finansielle indtægter og ekstraordinære indtægter"(4), medregnes følgende normalt ikke: - provisioner - leasing og leje - leasing af egne produktionsenheder og maskiner til tredjemand - leasing af boliger, der ejes af virksomheden - indtægter fra licensafgifter - indtægter fra personalefaciliteter (f.eks. kantine) - levering af varer og tjenesteydelser inden for observationsenheden - salg af egne grunde og anlægsaktiver - salg eller leasing af egne faste ejendomme - salg af aktier - renteindtægter og dividender - subsidier - andre ekstraordinære indtægter. Ovennævnte kan medregnes, hvis de bidrager til omsætningen på observationsenhedens hovedaktivitetsområde. Variabel 121: Omsætning på hjemmemarkedet Variabel 122: Omsætning på andre markeder end hjemmemarkedet Formål og karakteristika for indeks for variabel 120 (omsætning) gælder også for indeks for sondringen mellem omsætning på hjemmemarkedet og på andre markeder end hjemmemarkedet. I forbindelse med indeks for omsætning på hjemmemarkedet og omsætning på andre markeder end hjemmemarkedet skal omsætningen opdeles efter produktets første bestemmelsessted baseret på overdragelse af ejendomsretten (uanset om varerne rent fysisk passerer landegrænser). Bestemmelsesstedet er hjemstedet for tredjemand, der har købt varerne og tjenesteydelserne. Ved hjemmemarkedet forstås tredjemand, som har hjemsted inden for det samme nationale område som observationsenheden. Variabel 123: Salgsmængde Salgsmængden er værdien af omsætningen i faste priser og som sådan et mængdeindeks. Den kan beregnes som omsætning i løbende priser, deflateret med salgsdeflatoren, eller som et mængdeindeks direkte udledt af mængden af solgte varer. Oplysninger om salgsmængde (variabel 123) kan anvendes i stedet for salgsdeflatoren (variabel 330) i henhold til forordning (EF) nr. 1165/98, bilag C (Detailhandel og reparation). Variabel 130: Ordreindgang Formålet med ordreindgangsindekset er at vise udviklingen i efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser som indikator for fremtidig produktion. Det er også formålstjenligt at anføre, hvorvidt efterspørgslen stammer fra hjemmemarkedet eller fra andre markeder end hjemmemarkedet. Ved en ordre forstås værdien af den mellem en producent og tredjemand indgåede kontrakt, ifølge hvilken producenten skal levere varer og tjenesteydelser. Ordren accepteres, hvis producenten finder, at der er tilstrækkeligt grundlag for en gyldig kontrakt. Ordreindgang henviser til varer og tjenesteydelser, der skal leveres af observationsenheden, herunder varer og tjenesteydelser, der stammer fra underleverandører. Følgende skal fratrækkes værdien af ordrer: - moms og andre lignende fradragsberettigede afgifter, som er direkte forbundet med omsætningen - prisnedsættelser og rabatter, når de gives ved ordremodtagelsen, og værdien af emballage, der forventes returneret efter levering - subsidier fra de offentlige myndigheder eller Den Europæiske Unions institutioner. Ordrer fra tidligere perioder, som er blevet annulleret i observationsperioden, skal ikke trækkes fra ordreindgangen, og indekset for tidligere perioder skal heller ikke revideres som følge af annulleringer. Ordreindgang omfatter alle afgifter og skatter på varer og tjenesteydelser, som vil blive faktureret af enheden, med undtagelse af moms og andre lignende fradragsberettigede skatter, som er direkte forbundet med omsætningen. Værdien af ordreindgang omfatter også alle andre udgifter (transport, emballage osv.), der pålægges kunden, selv om disse udgifter vil blive anført separat på fakturaen. Variabel 131: Ordreindgang fra hjemmemarkedet Variabel 132: Ordreindgang fra andre markeder end hjemmemarkedet Formål og karakteristika for indeks for variabel 130 (ordreindgang) gælder også for indeks for sondringen mellem ordreindgang fra hjemmemarkedet og fra andre markeder end hjemmemarkedet. I forbindelse med indeksene for ordreindgang fra hjemmemarkedet og ordreindgang fra andre markeder end hjemmemarkedet skal ordreindgangen opdeles efter ordrens oprindelsessted baseret på overdragelse af ejendomsretten. Oprindelsesstedet er hjemstedet for tredjemand, der har afgivet ordren. Ved hjemmemarkedet forstås tredjemand, som har hjemsted inden for det samme økonomiske område (se definitionen af økonomisk område i slutningen af dette bilag) som observationsenheden. Variabel 135: Ordreindgang for byggearbejder Variabel 136: Ordreindgang for anlægsarbejder Formål og karakteristika for indeks for variabel 130 (ordreindgang) gælder også for indeks for variablerne for ordreindgang for bygge- og anlægsarbejder. Sondringen mellem ordreindgang for byggearbejder og ordreindgang for anlægsarbejder er baseret på nomenklaturen over konstruktioner. Formålet med disse indeks er at vise de fremtidige produktionsmuligheder for hver af de to hovedafdelinger inden for konstruktioner, nemlig bygninger og anlæg. Indeksene beregnes ved at fordele de grundlæggende oplysninger om ordrer på produkter i nomenklaturen over konstruktioner og derefter aggregere produktindeksene i overensstemmelse med nomenklaturen på det relevante afdelingsniveau. Variabel 210: Antal beskæftigede Formålet med indekset for antal beskæftigede er at vise udviklingen i beskæftigelsen inden for industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser. Ved antal beskæftigede forstås det samlede antal personer, der arbejder i observationsenheden (herunder aktive virksomhedsejere, partnere, der regelmæssigt arbejder i enheden, og ulønnede medarbejdende familiemedlemmer), samt personer, der arbejder uden for enheden, men er ansat og betalt af denne (f.eks. salgsrepræsentanter, udbringningspersonale, reparations- og vedligeholdelsespersonale). Hertil henregnes også personer, som er fraværende i en kortere periode (f.eks. på grund af sygdom, ferie eller orlov), og arbejdstagere, der strejker, men ikke personer, der er fraværende på ubestemt tid. Denne variabel omfatter også deltidsbeskæftigede, der i det pågældende lands lovgivning har status som deltidsbeskæftigede, og som er opført på lønningslisten, samt sæsonarbejdere, lærlinge og hjemmearbejdende, som er opført på lønningslisten. Antal beskæftigede omfatter ikke arbejdskraft, som stilles til rådighed for enheden af andre virksomheder, og personer, der udfører reparations- og vedligeholdelsesarbejde i observationsenheden for andre virksomheders regning. Personer, der aftjener deres værnepligt, medregnes heller ikke. Ulønnede medarbejdende familiemedlemmer er personer, der bor sammen med ejeren af enheden, og som regelmæssigt arbejder for enheden, men uden at der foreligger en tjenesteydelsesaftale, og uden at de modtager fast betaling for det udførte arbejde. Der må dog ikke være tale om personer, som er opført på lønningslisten i en anden enhed, hvor de udøver deres hovedbeskæftigelse. I henhold til denne definition medregnes følgende grupper: - alt lønnet personale, herunder følgende kategorier, hvis de er opført på lønningslisten: - hjemmearbejdende - lærlinge/praktikanter - lønnede aktive virksomhedsejere og lønnede medarbejdende familiemedlemmer - personer, der er fraværende i en kortere periode (barsel, sygdom, strejke, lockout osv.) - deltidsbeskæftigede - midlertidigt ansatte - sæsonarbejdere - ulønnet personale: - ulønnede aktive virksomhedsejere - ulønnede medarbejdende familiemedlemmer(5). Følgende grupper medregnes ikke: - vikarer (undtagen i forbindelse med den aktivitet, under hvilken vikarbureauer er opført) - personer, der er fraværende på ubestemt tid (f.eks. ved langvarig sygdom, aftjening af værnepligt eller civil tjeneste) - personer, der udfører reparations- og vedligeholdelsesarbejde for andre observationsenheders regning, og andet personale, som stilles til rådighed af andre observationsenheder - medarbejdende familiemedlemmer, der er opført på lønningslisten i en anden enhed, hvor de udøver deres hovedbeskæftigelse. Antallet af beskæftigede skal være et for referenceperioden repræsentativt tal. Variabel 211: Antal ansatte Antal ansatte anvendes til midlertidig estimation af antal beskæftigede. Ved antal ansatte forstås personer, der arbejder for en arbejdsgiver, har en arbejdskontrakt og modtager betaling i form af løn, honorarer, tillæg, akkordløn eller løn i naturalier. Der er tale om et ansættelsesforhold, når der mellem en virksomhed og en person foreligger en formel eller uformel aftale, som normalt indgås frivilligt af begge parter, ifølge hvilken personen arbejder for virksomheden mod betaling i form af penge eller naturalier. En arbejdstager betragtes som lønmodtager i en enhed, hvis han eller hun modtager løn fra enheden, uanset hvor arbejdet udføres (i eller uden for produktionsenheden). En arbejdstager fra et vikarbureau betragtes som ansat i vikarbureauet, ikke i den enhed, hvor han eller hun arbejder. I henhold til denne definition medregnes følgende grupper: - lønnede aktive virksomhedsejere - studerende, som har en formel forpligtelse, ifølge hvilken de bidrager til enhedens produktion til gengæld for betaling og/eller en uddannelse - ansatte, hvis kontrakt specielt har til formål at fremme beskæftigelsen - hjemmearbejdende, hvis der foreligger en eksplicit aftale om, at den hjemmearbejdende modtager betaling for det udførte arbejde, og de er opført på lønningslisten. Antal ansatte omfatter deltidsbeskæftigede, sæsonarbejdere, strejkende eller personer, der er fraværende i en kortere periode, men ikke personer, der er fraværende i en længere periode. Antal ansatte omfatter ikke volontører. Antallet af ansatte skal være et for referenceperioden repræsentativt tal. Variabel 220: Præsterede arbejdstimer Formålet med indekset for præsterede arbejdstimer er at vise udviklingen i udført arbejde (i antal timer). Antallet af præsterede arbejdstimer er det samlede antal arbejdstimer, de ansatte faktisk har udført for observationsenheden i referenceperioden. Denne variabel omfatter ikke arbejdstimer, som betales, men ikke udføres, såsom ferie, helligdage og sygeorlov. Spisepauser og den tid, der går med transport mellem hjem og arbejde, medregnes heller ikke. Variablen omfatter de faktisk præsterede arbejdstimer inden for den normale arbejdstid; yderligere arbejdstimer ud over disse; samt den tid, der går på arbejdspladsen med f.eks. forberedende arbejder og korte hvilepauser på arbejdspladsen. Hvis det nøjagtige antal faktisk præsterede arbejdstimer ikke kendes, kan det vurderes skønsmæssigt på grundlag af det teoretiske antal arbejdstimer og det gennemsnitlige antal fraværstimer (sygdom, barsel osv.). I henhold til denne definition medregnes følgende: - det samlede antal faktisk præsterede arbejdstimer: - inden for den normale arbejdstid - lønnet eller ulønnet overarbejde(6) - natarbejde, søn- og helligdagsarbejde - den tid, der bruges til forberedelse af arbejdet, forberedelse, vedligeholdelse og rengøring af værktøj og maskiner samt udarbejdelse af arbejdssedler og rapporter - den tid, hvor der på arbejdspladsen ikke udføres noget arbejde på grund af f.eks. maskinstop, ulykker eller lejlighedsvis mangel på arbejde, men som der ydes betaling for i henhold til ansættelseskontrakten - korte hvileperioder på arbejdspladsen, herunder kaffepauser. Følgende medregnes ikke: - betalte, men ikke præsterede timer på grund af orlov, sygdom, ulykke, strejke, lockout, stille perioder osv. - tid, der medgår til spisepauser - transport mellem hjem og arbejde. Variabel 230: Bruttolønninger Formålet med indekset for bruttolønninger er at estimere udviklingen i de samlede udbetalte bruttolønninger. Ved bruttolønninger forstås de samlede ydelser i kontanter og naturalier, der betales til alle de personer, der er opført på lønningslisten (herunder hjemmearbejdende), for det arbejde, de har leveret i regnskabsperioden, uanset om ydelserne betales på grundlag af arbejdstid, resultat eller akkordarbejde, eller om de betales regelmæssigt eller ej. Til bruttolønninger henregnes alle bidrag til sociale ordninger, indkomstskat mv., som påhviler de ansatte, selv om de faktisk tilbageholdes af arbejdsgiverne med henblik på direkte indbetaling til sociale forsikringsordninger, skattemyndigheder mv. på de ansattes vegne. Bidrag til sociale ordninger, som betales af arbejdsgiverne, medregnes ikke. Bruttolønninger omfatter alle tillæg, bonusser, kulancebetalinger, "13. månedsløn" (ekstra månedsløn), fratrædelsesgodtgørelse, boligtilskud, godtgørelse af transportudgifter, dyrtidstillæg, børnetilskud, drikkepenge, provisioner, mødehonorarer osv., som de ansatte modtager, tillige med skatter, socialsikringsbidrag og andre beløb, der påhviler de ansatte, og som arbejdsgiverne tilbageholder ved kilden. Udgifter til aflønning af vikarer medregnes ikke i bruttolønningerne. I henhold til denne definition medregnes følgende: - direkte løn, der udbetales regelmæssigt - tillæg for overtid, nat- og weekendarbejde osv. - alle godtgørelser, tillæg og bonusser, der betales af arbejdsgiveren, f.eks.: - dyrtidstillæg, boligtilskud, sted- og udlandstillæg - tilskud til forplejning - godtgørelse for transport til og fra arbejde - bonusser i forbindelse med ferie, 13. månedsløn - godtgørelser for ferie, som ikke er taget - bonusser baseret på resultat, produktion eller produktivitet - godtgørelser for ekstreme arbejdsvilkår, såsom støv, snavs, høje/lave temperaturer, røg, farligt arbejde osv. - fratrædelsesgodtgørelse, der udbetales til afskedigede arbejdstagere - godtgørelser for innovative tiltag og patentafgifter, der udbetales til den ansatte - overskudsandele til ledelse og ansatte - familietillæg, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til en kollektiv overenskomst - provisioner - værdien af friaktier, der udloddes til de ansatte - arbejdsgiverbidrag til opsparingsordninger eller andre ordninger for ansatte - skatter, bidrag til sociale ordninger og andre betalinger, der påhviler de ansatte, men som tilbageholdes af arbejdsgiveren - alle betalinger i naturalier. Følgende medregnes ikke: - lovbefalede bidrag til sociale ordninger, der betales af arbejdsgiveren - overenskomstmæssige, kontraktmæssige og frivillige bidrag til sociale ordninger, der betales af arbejdsgiveren - imputerede bidrag til sociale ordninger (sociale ydelser, der betales direkte af arbejdsgiveren) - godtgørelse til de ansatte for indkøb af værktøj, udstyr og specialbeklædning, som anvendes i deres arbejde, eller den del af deres lønninger, som de ansatte selv i henhold til ansættelsesvilkårene skal bidrage med til sådanne indkøb - skatter, som pålægges arbejdsgiveren af den udbetalte lønsum - godtgørelser af ansattes udlæg til rejseaktivitet, flytning, udstationering, hoteller og repræsentation, telefonudgifter osv. i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner - udgifter til erhvervsuddannelse, ekskl. lønudgifter til lærlinge - lønninger, som arbejdsgiveren fortsætter med at betale i tilfælde af sygdom, arbejdsskade, barsel eller deltidsarbejde - andre lønomkostninger, der betales af arbejdsiveren: - ansættelsesomkostninger - sociale udgifter, såsom godtgørelse af de ansattes løbende udgifter til transport til og fra arbejde, uanset om transporten sker med virksomhedens egne transportmidler eller udføres af tredjemand for virksomhedens regning, og betalinger til fagforeningskasser - aktieoptioner(7). For evalueringen af betalinger i naturalier gælder følgende regel: Betalinger i naturalier produceret af arbejdsgiveren værdiansættes i producentpriser; betalinger i naturalier købt af arbejdsgiveren værdiansættes i markedspriser. Variabel 310: Produktionspriser Formålet med produktionsprisindekset er at opgøre den månedlige udvikling i produktionspriserne for økonomiske aktiviteter. Produktionsprisindekset for en økonomisk aktivitet på hjemmemarkedet viser den gennemsnitlige prisudvikling for alle varer og hertil relaterede tjenesteydelser, der produceres ved denne aktivitet, og som sælges på hjemmemarkedet. Prisindekset for andre markeder end hjemmemarkedet viser den gennemsnitlige prisudvikling (omregnet til lokal valuta) for alle varer og hertil relaterede tjenesteydelser, der produceres ved aktiviteten, og som sælges uden for hjemmemarkedet. Når de kombineres med hinanden, viser disse to indeks den gennemsnitlige prisudvikling for alle varer og hertil relaterede tjenesteydelser, der produceres ved en aktivitet. Det er væsentligt, at alle prisbestemmende produktkarakteristika tages i betragtning, herunder antal solgte enheder, transport, rabatter, servicebetingelser, garantibestemmelser og bestemmelsessted. Et produkt skal beskrives på en sådan måde, at observationsenheden i efterfølgende referenceperioder er i stand til at identificere det entydigt og oplyse den relevante enhedspris. Følgende regler gælder for fastsættelse af priser: - Den relevante pris er prisen ab fabrik(8), der omfatter alle afgifter og skatter på varer og tjenesteydelser, som er faktureret af enheden, med undtagelse af den moms, der er faktureret kunden, og andre lignende fradragsberettigede afgifter, som er direkte forbundet med omsætningen. - Hvis transportomkostninger medregnes, skal de indgå i produktbeskrivelsen. - For at vise den reelle prisudvikling skal den angivne pris være den faktiske salgspris, ikke listeprisen. - I forbindelse med produktionsprisindekset skal der tages hensyn til ændringer i produkternes kvalitet. - Den i periode t indsamlede pris skal henvise til ordrer indgået i periode t, dvs. til ordremodtagelsestidspunktet, ikke til det tidspunkt, hvor varerne forlader fabrikken. - For produktionspriser på andre markeder end hjemmemarkedet skal prisen beregnes ved landegrænsen, fob (frit om bord). De indsamlede prisoplysninger skal fortrinsvis henvise til en bestemt dag midt i referenceperioden. Hvis der ikke foreligger prisoplysninger for den pågældende dag, kan prisen være et gennemsnit for hele perioden. Produktionsprisindeksene for bygge- og anlægsarbejder kan anvendes til estimation af byggeomkostningsvariablerne. De viser prisudviklingen inden for beboelsesbygninger, eksklusive kollektive boliger, ikke-beboelsesbygninger, grundpriser, arkitekthonorarer mv. De svarer til de beløb, kunden betaler til byggefirmaet. De viser derfor ikke blot variationerne i byggeomkostningsfaktorerne, men også produktivitets- og avanceændringer. Der er desuden en tidsmæssig forskel mellem produktionsprisen og de tilsvarende produktionsomkostninger. Variabel 311: Produktionspriser på hjemmemarkedet Variabel 312: Produktionspriser på andre markeder end hjemmemarkedet Formål og karakteristika for indeks for variabel 310 (produktionspriser) gælder også for indeks for sondringen mellem produktionspriser på hjemmemarkedet og på andre markeder end hjemmemarkedet. I forbindelse med indeksene for priser på hjemmemarkedet og priser på andre markeder end hjemmemarkedet skal der indsamles særskilte produktionspriser efter produktets bestemmelsessted. Bestemmelsesstedet er hjemstedet for tredjemand, der har afgivet ordren eller købt produktet. Ved hjemmemarkedet forstås tredjemand, som har hjemsted inden for det samme nationale område som observationsenheden. Variabel 313: Enhedsværdiindeks Enhedsværdiindekset kan anvendes til estimation af produktionspriserne på andre markeder end hjemmemarkedet. Til brug for dette indeks beregnes enhedsværdien som værdien af salget af et produkt divideret med den solgte mængde, baseret på udenrigshandelsdata. Denne enhedsværdi betragtes derefter som produktets gennemsnitspris, og indekset beregnes på samme måde som de traditionelle produktionsprisindeks. Variabel 320: Byggeomkostninger Formålet med byggeomkostningsindekset er at vise udviklingen i entreprenørers omkostninger i forbindelse med udførelsen af bygge- og anlægsarbejder. Indekset for omkostningsfaktorerne (materialeomkostninger og arbejdsomkostninger) viser prisudviklingen i produktionsfaktorerne i bygge- og anlægssektoren. Byggeomkostningsindekset beregnes således: >PIC FILE= "L_2001086DA.002601.EPS"> Udgifter til produktionsanlæg og udstyr, transport, energi mv. indgår også i byggeomkostningerne. Arkitekthonorarer medregnes ikke i byggeomkostningerne. Variabel 321: Materialeomkostninger Materialeomkostningsindekset beregnes almindeligvis ved hjælp af materialepriser. Materialepriserne skal baseres på faktiske salgspriser, ikke på listepriser. De skal bygge på et stikprøveudvalg af produkter og leverandører. Prisansættelsen skal være eksklusive moms. Variabel 322: Arbejdsomkostninger Arbejdsomkostningsindekset skal dække bruttolønninger og socialsikringsudgifter for alle beskæftigede. Udgifterne til sociale sikringsordninger omfatter: i) lovbefalede arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger, ii) overenskomstmæssige, kontraktmæssige og frivillige arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger og iii) imputerede bidrag til sociale ordninger (sociale ydelser, der betales direkte af arbejdsgiveren). Variabel 411: Byggetilladelser: antal boliger Formålet med indekset for byggetilladelser (antal boliger) er at vise den fremtidige udvikling inden for bygge- og anlægsarbejder i antal enheder. En byggetilladelse er en tilladelse til at påbegynde et byggeprojekt. Den er sidste etape inden arbejdets påbegyndelse i rækken af planlægnings- og byggetilladelser fra de offentlige myndigheder. Et indeks baseret på byggetilladelser skulle give et godt fingerpeg om arbejdsmængden i byggesektoren i den nærmeste fremtid, hvilket dog ikke er tilfældet, hvis en stor del af tilladelserne ikke anvendes, eller hvis der går lang tid mellem udstedelsen af tilladelserne og byggeriernes påbegyndelse. Der indsamles indeks for antallet af tilladelser til opførelse af enfamilieboliger og boliger til to eller flere familier. En bolig er et eller flere værelser med tilhørende rum i en permanent bygning eller en separat del heraf, som efter den måde, hvorpå den er bygget, genopbygget, ombygget osv., er beregnet til privat beboelse. Der skal være egen udgang til gaden (direkte eller gennem have eller fællesareal) eller til et fælles sted i bygningen (trappeopgang, gang osv.). Separate rum til beboelse, der klart er beregnet til anvendelse som en del af boligen, skal medregnes som en del af boligen. En bolig kan således bestå af separate bygninger inden for samme område, forudsat at de tydeligvis er beregnet til beboelse for samme private husholdning. Variabel 412: Byggetilladelser: etageareal angivet i m2 eller i en anden tilsvarende enhed Formålet med indekset for byggetilladelser (etageareal) er at vise udviklingen inden for bygge- og anlægsarbejder i etageareal. En byggetilladelse er en tilladelse til at påbegynde et byggeprojekt. Den er sidste etape inden arbejdets påbegyndelse i rækken af planlægnings- og byggetilladelser fra de offentlige myndigheder. Et indeks baseret på byggetilladelser skulle give et godt fingerpeg om arbejdsmængden i byggesektoren i den nærmeste fremtid, hvilket dog ikke er tilfældet, hvis en stor del af tilladelserne ikke anvendes, eller hvis der går lang tid mellem udstedelsen af tilladelserne og byggeriernes påbegyndelse. Dette indeks indsamles som m2 etageareal i de bygninger, for hvilke der er udstedt byggetilladelser. En bygnings etageareal(9) beregnes som det areal, der ligger inden for dens ydervægge, dog uden følgende: - bygningsarealer (f.eks. arealer med komponenter, der afgrænser, understøtninger, søjler, støttepiller, skakter og skorstene) - funktionelle arealer til sekundær brug (f.eks. arealer, der optages af opvarmnings- og klimaanlæg eller af generatorer) - passager (f.eks. arealer til trappeopgange, elevatorer og rulletrapper). Den del af en bygnings samlede brugbare areal, der benyttes til beboelsesformål, omfatter det areal, der anvendes til køkkener, opholdsrum, soveværelser samt opbevaringsrum, kældre og fællesrum, der anvendes af beboelsesenhedens ejere. Medlemsstaterne kan anvende andre beregningsmetoder, for så vidt de anvendes entydigt og konsekvent og opfylder forordning nr. 1165/98, bilag B, litra c), nr. 1. I forordning (EF) nr. 1165/98 henvises der til nomenklaturen over konstruktioner i forbindelse med indsamlingen af oplysninger om byggetilladelser for forskellige kategorier af bygninger. Kategorien "andre bygninger" i forordning (EF) nr. 1165/98 omfatter følgende kategorier i nomenklaturen over konstruktioner: - hoteller og lignende bygninger - bygninger til engros- og detailvirksomhed - bygninger til trafik og kommunikation - industri- og lagerbygninger - bygninger til kulturelt brug, til undervisning eller til sundhedsvæsenet - andre bygninger, der ikke anvendes til beboelse. Variabel 330: Salgsdeflator Formålet med salgsdeflatoren er at tage højde for indvirkningen af prisændringer i forbindelse med omsætning. I detailhandelen vedrører salgsdeflatoren solgte varer, ikke tjenesteydelser. De priser, der anvendes til at beregne deflatoren for en aktivitet, er et vægtet gennemsnit af de relevante vareprisindeks for den pågældende aktivitet. Det er væsentligt, at alle prisbestemmende produktkarakteristika tages i betragtning, herunder antal solgte enheder, transport, rabatter, garantibestemmelser og bestemmelsessted. En vare skal beskrives på en sådan måde, at observationsenheden i efterfølgende referenceperioder er i stand til at identificere den entydigt og at oplyse den relevante enhedspris. For at vise den reelle prisudvikling skal den angivne pris være den faktiske salgspris, ikke listeprisen. De indsamlede prisoplysninger skal fortrinsvis henvise til en bestemt dag i måneden. Definition af økonomisk område Det økonomiske område omfatter: - det geografiske område, der administreres af en national regering, inden for hvilket personer, varer, tjenester og kapital bevæger sig frit - toldfri zoner, herunder toldfri lagre og fabrikker under toldopsyn - det nationale luftrum, territorialfarvand og den del af kontinentalsoklen, der ligger i det internationale farvand, som er under landets overhøjhed - territoriale enklaver, dvs. geografiske områder beliggende i udlandet, og som i henhold til internationale traktater eller aftaler mellem stater anvendes af landets offentlige myndigheder (ambassader, konsulater, militærbaser, videnskabelige baser osv.) - forekomster af olie, naturgas osv. i internationalt farvand uden for landets kontinentalsokkel, som udnyttes af enheder, der er residente på landets område. Det økonomiske område omfatter ikke: - eksterritoriale enklaver (dvs. dele af landets eget geografiske område, som bruges af andre landes offentlige myndigheder, af Den Europæiske Unions institutioner eller af internationale organisationer i henhold til internationale traktater eller aftaler mellem stater). Denne definition svarer til den, der findes i Det Europæiske Nationalregnskabssystem (ENS) 1995, afsnit 2.05-2.06. Forskellen mellem hjemmemarkedet og andre markeder end hjemmemarkedet skal til brug for konjunkturstatistik fortolkes i forhold til medlemsstaternes område. Denne definition kan blive revideret på et senere tidspunkt for at tage særligt hensyn til europæisk og/eller monetær integration på samme måde som andre relevante forordninger. (1) Udtrykket "produktionsindeks" er i sin almindelige betydning, nemlig "udvikling i værditilvækst", i modstrid med definitionen af "produktion" i forbindelse med nationalregnskaber eller statistik over erhvervsstrukturer, men er ikke desto mindre det korrekte og traditionelt anvendte udtryk inden for dette område af virksomhedsstatistikken. Udtrykket "indeks for værditilvækst" anvendes aldrig i praksis. Da indekset følger udviklingen i produktionen i faste priser, anvendes udtrykket "indeks for produktionsmængde" undertiden. I dette bilag anvendes udtrykket "produktionsindeks" altid som et mængdeindeks, dvs. i faste priser. (2) I nationalregnskaberne har man indført begrebet "værditilvækst i basispriser". Set i forhold til værditilvækst i faktorpriser omfatter det produktionsrelaterede skatter, men ikke driftssubsider til produktion. Det kan være en fordel at henvise til nationalregnskaberne, så medlemsstaterne kan anvende værditilvækst i basispriser som erstatning for værditilvækst i faktorpriser. (3) Udtrykkene "omsætning", "salg", "leveringer" og "forsendelser" er ofte synonyme i forbindelse med konjunkturstatistik. (4) De nationale regnskabsregler anvendes til at afgøre, hvad der skal medregnes og ikke medregnes. (5) Ulønnede medarbejdende familiemedlemmer er medtaget for princippets skyld, selv om det kan være vanskeligt at opnå nøjagtige tal. (6) Det er i flere medlemsstater vanskeligt at skaffe oplysninger om ulønnet overarbejde, som dog er medtaget for princippets skyld. (7) At aktieoptioner ikke medregnes, selv om de ofte betragtes som en godtgørelse knyttet til virksomhedens resultat, skyldes hovedsagelig praktiske vanskeligheder med at harmonisere definition og dataindsamling. (8) Eller en tilsvarende pris for andre aktiviteter end fremstillingsvirksomhed. (9) Definitionen af etageareal er den samme som den, der anvendes i nomenklaturen over konstruktioner, der igen henviser til Statistical Standards and Studies, nr. 40, United Nations, New York 1987, og Statistical Standards and Studies, nr. 43, United Nations, New York 1994.