Kommissionens udtalelse af 20. februar 2001 om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald, der fremkommer ved demonteringen af kernekraftværket Würgassen i Nordrhein-Westfalen i Forbundsrepublikken Tyskland
EF-Tidende nr. C 072 af 06/03/2001 s. 0002 - 0002
Kommissionens udtalelse af 20. februar 2001 om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald, der fremkommer ved demonteringen af kernekraftværket Würgassen i Nordrhein-Westfalen i Forbundsrepublikken Tyskland (2001/C 72/02) (Kun den tyske udgave er autentisk) Den 13. juli 2000 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 37 fra den tyske regering de almindelige oplysninger om en plan for bortskaffelse af radioaktivt affald, der fremkommer ved demonteringen af kernekraftværket Würgassen. På grundlag af disse oplysninger og den tyske regerings efterfølgende forklaringer af visse aspekter og efter høring af ekspertgruppen har Kommissionen udfærdiget følgende udtalelse. a) Afstanden mellem anlægget og det nærmeste punkt i en anden medlemsstat (i dette tilfælde Nederlandene) er ca. 220 km. b) Under normale driftsforhold vil de væske- og gasformige udslip ikke give anledning til en sundhedsskadelig eksponering af betydning af befolkningen i en anden medlemsstat. c) Radioaktivt affald, der fremkommer ved demonteringen, vil blive oplagret eller bortskaffet på godkendte deponeringssteder i Tyskland; ikke-radioaktivt fast affald eller restaffald samt stoffer, der er undtaget fra lovpligtig kontrol, frigives til bortskaffelse som konventionelt affald eller til genbrug eller genvinding, således at de i de grundlæggende sikkerhedsnormer fastsatte kriterier (direktiv 96/29/Euratom) altid er opfyldt. d) I tilfælde af uforudsete udslip af radioaktive stoffer forårsaget af en ulykke af samme art og omfang som den, der beskrives i de almindelige oplysninger, vil de doser, som befolkningen i en anden medlemsstat vil kunne blive udsat for, ikke være af betydning ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Kommissionen konkluderer, at iværksættelsen af planen for bortskaffelse af radioaktivt affald, der fremkommer ved demonteringen af kernekraftværket Würgassen, ikke - hverken under normal drift eller i tillfælde af en ulykke af den art og det omfang, der er beskrevet i de almindelige oplysninger - kan antages at ville forårsage nogen sundhedsskadelig radioaktiv kontaminering af betydning af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum.