EF-RAMMEBESTEMMELSER FOR STATSSTØTTE I LANDBRUGSSEKTOREN

(2000/C 28/02)

1. INDLEDNING

1.1. Bevarelsen af et system med fri konkurrence uden konkurrencefordrejning er et af grundprincipperne i Det Europæiske Fællesskab. EF-politikken for statsstøtte tager sigte på at sikre fri konkurrence, effektiv fordeling af ressourcerne og bevarelse af fællesmarkedets enhed samt opfyldelse af Fællesskabets internationale forpligtelser. Kommissionen har derfor altid udvist særlig påpasselighed på dette område.

1.2. Den fælles landbrugspolitiks formål er fastlagt i traktatens artikel 3.3 Ved formuleringen af den fælles landbrugspolitik og de særlige metoder til gennemførelse af denne politik er der taget hensyn til landbrugsproduktionens særlige art, som skyldes landbrugets særlige struktur og strukturelle og naturbetingede uligheder mellem de forskellige landbrugsregioner, nødvendigheden af gradvis at gennemføre de relevante tilpasninger og det forhold, at landbruget er en sektor, som er snævert forbundet med økonomien som helhed.

1.3. Derfor kan statsstøtte kun retfærdiggøres, hvis den er i overensstemmelse med denne politiks målsætning. Den skal desuden være i overensstemmelse med Fællesskabets internationale forpligtelser, der for landbrugets vedkommende navnlig er fastlagt i WTO-aftalen om landbrug. Ifølge denne aftale er statsstøtten omfattet af en meddelelsespligt, og den skal klassificeres efter, hvilke handelsfordrejninger den kan medføre.

1.4. Hidtil er kontrollen med statsstøtte til landbrugssektoren blevet gennemført på grundlag af en række forskellige instrumenter, herunder råds- og kommissionsforordninger, -direktiver eller -beslutninger, særlige rammebestemmelser for bestemte former for statsstøtte og en omfattende af Kommissionen fastlagt praksis, der fra tid til anden er blevet beskrevet i arbejdsdokumenter fra Kommissionen, men som ikke er blevet offentliggjort officielt.

1.5. Efter vedtagelsen af "Agenda 2000-pakken" har Rådet formuleret en ny politik for udvikling af landdistrikterne, som har til formål at etablere et sammenhængende og bæredygtigt grundlag for EU's landdistrikter(1). Den skal supplere de reformer, der gradvis gennemføres i markedssektorerne, ved at fremme en konkurrencedygtig, multifunktionel landbrugssektor som led i en overordnet integreret strategi for udvikling af landdistrikterne. Udvikling af landdistrikterne bliver den anden grundpille i den fælles landbrugspolitik. I forbindelse med den nye politik fastslås det udtrykkeligt, at landbruget har en lang række opgaver, herunder bevarelse af miljøet, de traditionelle landskaber og de øvrige kulturværdier i landdistrikterne. Det understreges samtidig, at der skal skabes alternative indtægtskilder som en integrerende del af politikken for udvikling af landdistrikterne. Som følge af denne reformproces har Rådet udskiftet en række eksisterende instrumenter, som regulerer ydelsen af støtte i landbrugssektoren, det være sig fra EF eller fra medlemsstaterne alene, med en enkelt forordning om udvikling af landdistrikterne. Forordningens artikel 51 og 52 indeholder særlige bestemmelser om statsstøtte, mens det i artikel 37 er fastsat, at der skal være sammenhæng mellem foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og andre EF-politikker og dertil hørende tiltag.

1.6. Da en støttes økonomiske virkninger ikke afhænger af, om den delvis finansieres af EF eller finansieres af en medlemsstat alene, finder Kommissionen det nødvendigt at sikre, at der er overensstemmelse og sammenhæng mellem dens politik for kontrol af statsstøtte og den støtte, der ydes i henhold til EF's egen fælles landbrugspolitik og politik for udvikling af landdistrikterne. Kommissionen finder det derfor nødvendigt at revidere sin generelle politik for statsstøtte til landbrugssektoren for at tage hensyn til bestemmelser, der er fastsat inden for den seneste tid. Denne revision skulle også medføre en forenkling af de gældende regler og større gennemsigtighed og dermed gøre det lettere for myndighederne at anmelde statsstøtteordninger til Kommissionen og sætte Kommissionen i stand til at godkende disse ordninger hurtigere og mere effektivt.

1.7. For at skabe et stabilt regelsæt for udarbejdelse og gennemførelse af programmer for udvikling af landdistrikterne vil Kommissionen anvende nedenstående rammebestemmelser i hele den næste programmeringsperiode, der omfatter 2000-2006. Den vil derfor ikke foreslå ændringer af rammebestemmelserne, medmindre de er klart nødvendige for at tage hensyn til uforudsete udviklingsforløb eller ændringer i de økonomiske forhold.

1.8. Arbejdsgruppen vedrørende konkurrencevilkår i landbruget blev hørt om nærværende rammebestemmelser på mødet den 7. og 8. september 1999 og den 26. og 27. oktober 1999.

2. RÆKKEVIDDE

2.1. Rammebestemmelserne gælder for al statsstøtte, herunder støtteforanstaltninger finansieret med skattelignende afgifter, som ydes i forbindelse med aktiviteter inden for produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter henhørende under traktatens bilag I. Rammebestemmelserne gælder ikke for:

- statsstøtte i fiskeri- og akvakultursektoren(2)

- støtte til skovbrugssektoren, herunder støtte til skovrejsning på landbrugsjord, som vil blive omfattet af særskilte rammebestemmelser.

2.2. Ved anvendelsen af nærværende rammebestemmelser forstås ved "landbrugsprodukt" de produkter, der er nævnt i traktatens bilag I, produkter henhørende under KN-kode 4502, 4503 og 4504 (varer af naturkork) og produkter, der imiterer eller erstatter mælk og mejeriprodukter(3), bortset fra produkter omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(4).

2.3. Ved anvendelsen af rammebestemmelserne forstås ved "forarbejdning af et landbrugsprodukt" en proces, som et landbrugsprodukt undergår, uden at det produkt, der fremkommer ved processen, ændrer karakter af landbrugsprodukt, f.eks. udvinding af frugtsaft eller slagtning af dyr med henblik på kødproduktion. Forarbejdning af produkter i bilag I til varer uden for bilag I er derfor ikke omfattet af dem.

3. GENERELLE PRINCIPPER

3.1. Ifølge EF-traktatens artikel 36 finder traktatens konkurrenceregler kun anvendelse på produktionen af og handelen med landbrugsvarer i det omfang, hvor Rådet beslutter det. Modsat hvad der gælder for andre sektorer, er Kommissionens beføjelse til at kontrollere og føre tilsyn med statsstøtte i landbrugssektoren derfor ikke direkte afledt af traktaten, men af retsforskrifter, som Rådet har vedtaget efter traktatens artikel 37, og er undergivet eventuelle restriktioner, som Rådet har fastsat. I praksis indeholder alle forordningerne om de fælles markedsordninger dog bestemmelser om anvendelse af statsstøttereglerne i EF-traktatens artikel 87-89 på de pågældende produkter. Endvidere er det i artikel 51 i forordningen om udvikling af landdistrikterne udtrykkelig fastsat, at artikel 87-89 anvendes på støtte, som medlemsstaterne yder til udvikling af landdistrikterne. Det følger heraf, at traktatens bestemmelser, medmindre der er fastsat særlige begrænsninger eller fravigelser i de pågældende forordninger, gælder fuldt ud for statsstøtte i landbrugssektoren, bortset fra støtte, der særligt tager sigte på det begrænsede antal produkter, som ikke er omfattet af fælles markedsordninger (se punkt 3.8).

3.2. Selv om artikel 87-89 finder fuld anvendelse på de sektorer, der er omfattet af de fælles markedsordninger, er anvendelsen imidlertid underordnet de ved de pågældende forordninger fastsatte bestemmelser. Med andre ord kan en medlemsstats påberåbelse af artikel 87-89 ikke have forrang i forhold til bestemmelserne i forordningen om markedsordningen for den pågældende sektor(5). Det følger heraf, at Kommissionen under ingen omstændigheder kan godkende en støtte, som er uforenelig med de bestemmelser, der regulerer en fælles markedsordning, eller som ville hindre den fælles markedsordning i at fungere tilfredsstillende.

3.3. Disse rammebestemmelser gælder for støtteforanstaltninger i enhver form, som falder ind under definitionen af statsstøtte i artikel 87, stk. 1, i EF-traktaten. I denne sammenhæng skal det understreges, at Kommissionen altid har ment, at enhver støtte i landbrugssektoren, uanset hvor lille den måtte være, til fordel for visse virksomheder eller for produktionen af visse varer, på grund af den fælles landbrugspolitik må anses for at kunne true med at fordreje konkurrencevilkårene mellem medlemsstaterne og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Derfor gælder den såkaldte "de minimis-regel"(6) ikke for udgifter i forbindelse med landbrug.

3.4. Nærværende rammebestemmelser gælder med forbehold af eventuelle specifikke undtagelsesbestemmelser i traktaterne eller EF-lovgivningen.

Kommissionen vil vurdere alle støtteforanstaltninger, som ikke er omfattet af nærværende rammebestemmelser, i de konkrete tilfælde på grundlag af principperne i traktatens artikel 87-89 og EF's fælles landbrugspolitik og politik for udvikling af landdistrikterne.

3.5. For at blive betragtet som forenelig med fællesmarkedet skal en støtteforanstaltning indeholde et vist incitament eller kræve en vis modydelse fra støttemodtageren. Medmindre der udtrykkelig er fastsat undtagelser i EF-lovgivningen eller i nærværende rammebestemmelser, anses unilaterale statsstøtteforanstaltninger, som blot har til formål at forbedre producenternes økonomiske situation, men som på ingen måde bidrager til sektorens udvikling, og navnlig støtte, som udelukkende ydes på grundlag af pris, mængde, produktionsenhed eller produktionsmiddelenhed, som driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Desuden kan en sådan støtte ifølge sin natur også true med at påvirke de fælles markedsordningers mekanismer.

3.6. Af samme grund kan støtte, der ydes med tilbagevirkende kraft til aktiviteter, som støttemodtageren allerede har iværksat, ikke anses for at indeholde det nødvendige incitament og må derfor anses for at udgøre driftsstøtte, som blot har til formål at fritage støttemodtageren for en finansiel byrde. Med undtagelse af kompenserende støtteørdninger bør alle støtteordninger derfor omfatte en bestemmelse om, at der ikke må ydes støtte til allerede igangsat arbejde eller til aktiviteter, der var iværksat, inden en ansøgning om støtte blev behørigt indsendt til den pågældende kompetente myndighed.

3.7. Da der må tages hensyn til de ganske særlige forhold, der gør sig gældende for landbrugsproduktionen, ved vurderingen af støtte til fordel for ugunstigt stillede områder, finder Kommissionens retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte(7) ikke anvendelse på landbrugssektoren. Regionalpolitiske aspekter er taget med i nærværende rammebestemmelser i de tilfælde, hvor de er relevante for landbrugssektoren. Tilsvarende finder Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder(8) ikke anvendelse i landbrugssektoren på grund af landbrugsvirksomhedernes særlige struktur.

3.8. Som anført i punkt 3.1 er visse typer landbrugsprodukter i bilag I endnu ikke omfattet af en fælles markedsordning, navnlig kartofler, bortset fra kartofler til stivelsesfremstilling, hestekød, honning, kaffe, landbrugsalkohol, eddike fremstillet af alkohol og kork. Når der ikke foreligger en fælles markedsordning, er artikel 4 i Rådets forordning nr. 26(9) fortsat gældende for statsstøtte, som specifikt tager sigte på disse produkter. Ifølge artikel 4 er det kun artikel 88, stk. 1 og stk. 3, første punktum, der finder anvendelse på denne støtte. Medlemsstaterne skal derfor underrette Kommissionen i tilstrækkeligt god tid til, at den kan fremsætte sine bemærkninger til eventuelle planer om ydelse eller ændring af støtte. Kommissionen kan på sin side ikke modsætte sig, at en sådan støtte ydes, selv om den kan fremsætte sine bemærkninger. Ved vurderingen af en sådan støtte vil Kommissionen tage hensyn til, at der ikke foreligger fælles markedsordninger på EF-plan. Hvis de nationale støtteordninger har tilsvarende virkninger som foranstaltninger, der anvendes på EF-plan for at støtte producentindkomsterne i andre sektorer, og hvis deres målsætninger svarer til målsætningerne i de fælles markedsordninger, vil Kommissionen således ikke fremsætte bemærkninger, selv om de pågældende foranstaltninger udgør driftsstøtte, som normalt ville være forbudt.

3.9. Ifølge traktatens artikel 6 skal "miljøbeskyttelseskrav integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner som nævnt i artikel 3, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling". De i artikel 3 omhandlede aktiviteter omfatter både landbrugs- og konkurrencepolitik. Det er derfor nødvendigt at lægge særlig vægt på miljøspørgsmål i fremtidige anmeldelser af statsstøtte, selv i tilfælde, hvor støtteordningerne ikke særlig vedrører miljøspørgsmål. F.eks. bliver det for en støtteordning for investeringer, der skal øge produktionen, og som indebærer øget forbrug af knappe ressourcer eller større forurening, nødvendigt at påvise, at ordningen ikke indebærer en overtrædelse af EF-lovgivningen om miljøbeskyttelse eller i øvrigt forårsager miljøskader. Alle anmeldelser af statsstøtte bør for fremtiden indeholde en vurdering af den støttede aktivitets forventede virkninger for miljøet. I mange tilfælde vil det blot betyde en bekræftelse af, at der ikke forventes nogen virkninger for miljøet.

3.10. Medmindre andet er anført, udtrykkes alle støttesatser i nærværende rammebestemmelser som den samlede støtte, udtrykt i procent af de samlede støtteberettigede omkostninger (bruttostøtteækvivalenter).

4. INVESTERINGSSTØTTE

4.1. STØTTE TIL INVESTERINGER I LANDBRUGSBEDRIFTER

4.1.1. GENERELLE PRINCIPPER

4.1.1.1. For at lette den generelle udvikling af landbrugssektoren bør støtte til investeringer i landbrugsbedrifter bidrage til at forbedre landbrugets indkomster og leve-, arbejds- og produktionsvilkårene. Investeringerne bør tage sigte på et eller flere af følgende mål: reduktion af produktionsomkostningerne, forbedring og omstilling af produktionen, forbedring af kvaliteten bevarelse og forbedring af det naturlige miljø, hygiejneforholdene og dyrevelfærdsnormerne eller fremme af diversificeringen af aktiviteterne inden for landbruget. Støtte til investeringer, som ikke har nogen af disse formål, navnlig støtte til simple genanskaffelsesinvesteringer, som ikke på nogen måde forbedrer vilkårene for landbrugsproduktion, kan ikke anses for at lette udviklingen af sektoren og kan derfor ikke omfattes af undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

4.1.1.2. Med forbehold af undtagelserne i punkt 4.1.2 er maksimumssatsen for offentlig støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, begrænset til 40 % og til 50 % i ugunstigt stillede områder som defineret i artikel 17 i forordningen om udvikling af landdistrikterne(10). Foretages investeringerne af unge landbrugere senest fem år efter etableringen, forhøjes maksimumsstøttesatsen dog til 45 % og til 55 % i ugunstigt stillede områder.

4.1.1.3. Der må kun ydes investeringsstøtte til landbrugsbedrifter, hvis økonomiske levedygtighed kan påvises ved en vurdering af bedriftens udsigter(11), og hvor landbrugeren har tilstrækkelige faglige kvalifikationer. Endvidere skal bedriften opfylde Fællesskabets mindstekrav for miljø, hygiejne og dyrevelfærd. Hvis der investeres for at opfylde nyindførte mindstekrav for miljø, hygiejne og dyrevelfærd, kan der dog ydes støtte for at opfylde disse nye krav(12).

4.1.1.4. Der ydes ikke støtte til investeringer, der tager sigte på at øge en produktion, som der ikke findes normale afsætningsmuligheder for. Forekomsten af normale afsætningsmuligheder bør vurderes på passende niveau med hensyn til produkter, investeringstyper og nuværende og forventet kapacitet. Der skal tages hensyn til eventuelle restriktioner på produktionen eller begrænsninger af EF-støtten under de fælles markedsordninger. Hvis der under en fælles markedsordning er indført restriktioner på produktionen eller begrænsninger af EF-støtten for individuelle landbrugere, bedrifter eller forarbejdningsvirksomheder, må der ikke ydes støtte til investeringer, som vil øge produktionen ud over disse restriktioner eller begrænsninger.

4.1.1.5. De støtteberettigede udgifter kan omfatte:

- bygning, erhvervelse eller forbedring af fast ejendom

- nye maskiner og nyt udstyr(13), herunder edb-programmel

- generalomkostninger, såsom honorarer til arkitekter, ingeniører og konsulenter, gennemførlighedsundersøgelser, erhvervelse af patenter og licenser, op til 12 % af de ovenfor nævnte udgifter

- køb af jord, herunder advokatomkostninger, skatter og tinglysningsomkostninger.

4.1.1.6. Der kan ikke ydes støtte til køb af produktionsrettigheder, medmindre støtten er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser i den pågældende fælles markedsordning og principperne i traktatens artikel 87-89.

4.1.1.7. Når det gælder køb af dyr, kan der efter dette afsnit kun ydes støtte til det første køb af husdyr og investeringer, der skal forbedre besætningens genetiske kvalitet gennem køb af avlsdyr af høj kvalitet (handyr eller hundyr) med stamtavle eller tilsvarende(14).

4.1.1.8. De maksimale støtteberettigede udgifter må ikke overstige den grænse for de samlede støtteberettigede investeringer, som er fastsat af medlemsstaten i henhold til artikel 7 i forordningen om udvikling af landdistrikterne.

4.1.1.9. Kommissionen vil tilsvarende anvende reglerne i dette afsnit på investeringer i primær landbrugsproduktion, som ikke foretages af landbrugere, f.eks. hvis producentsammenslutninger køber materiel til fælles brug.

4.1.2. SÆRLIGE TILFÆLDE

4.1.2.1. I henhold til artikel 51, stk. 2, i forordningen om udvikling af landdistrikterne gælder maksimumsstøttesatserne i punkt 4.1.1.2. ikke for støtte til investeringer af følgende art:

- investeringer, der overvejende foretages i offentlighedens interesse, og som er knyttet til bevarelsen af traditionelle landskaber, der er formet gennem landbrugs- og skovbrugsvirksomhed, eller flytning af avlsbygninger

- investeringer med henblik på beskyttelse og forbedring af miljøet

- investeringer med henblik på forbedring af hygiejneforholdene inden for husdyrbrug samt dyrevelfærd.

Ved vurderingen af en sådan støttes forenelighed med traktatens artikel 87-89 vil Kommissionen anvende de nedenfor nævnte principper.

4.1.2.2. Bevarelse af traditionelle landskaber

Støtte til bevarelse af kulturarven er udtrykkelig nævnt i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra d). Kommissionen ser derfor positivt på sådan støtte.

Hvad angår investeringer eller anlægsarbejder med henblik på bevarelse af uproduktive kulturværdier på landbrugsbedrifter, såsom arkæologiske eller historiske kulturværdier, vil Kommissionen tillade, at der ydes støtte op til 100 % af de faktisk afholdte omkostninger. Disse omkostninger kan indbefatte en rimelig kompensation for det arbejde, som er udført af landbrugeren selv eller af hans folk.

Hvad angår investeringer eller anlægsarbejder med henblik på bevarelse af kulturværdier i form af produktionsmidler på bedrifter, såsom landbrugsbygninger, vil Kommissionen, hvis investeringen ikke indebærer nogen forøgelse af bedriftens produktionskapacitet, tillade støtte på op til 60 % af de støtteberettigede udgifter eller 75 % i ugunstigt stillede områder.

I tilfælde, hvor produktionskapaciteten forøges, og efter anmodning fra den pågældende medlemsstat i andre tilfælde, vil Kommissionen anvende de normale støttesatser i punkt 4.1.1.2. på støtteberettigede udgifter til udførelse af det relevante arbejde ved hjælp af normale, moderne materialer. Derudover vil Kommissionen dog tillade ydelse af supplerende støtte på op til 100 % til dækning af meromkostningerne ved anvendelse af traditionelle materialer, som er nødvendige for at bevare bygningens kulturværdi.

4.1.2.3. Flytning af landbrugsbygninger i offentlighedens interesse

Det kan af mange grunde blive nødvendigt at flytte landbrugsbygninger i offentlighedens interesse.

Hvis flytningen skyldes ekspropriation, der efter medlemsstatens lovgivning giver ret til erstatning, vil betaling af sådan erstatning normalt ikke blive betragtet som statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1.

Hvis flytningen i andre tilfælde blot er forbundet med at skille eksisterende faciliteter ad og flytte og genopbygge dem, har landbrugeren kun ringe direkte fordel af den, og Kommissionen mener derfor, at støtte op til 100 % af de faktisk afholdte omkostninger kan accepteres uden nogen risiko for fordrejning af konkurrencevilkårene.

I nogle tilfælde kan en flytning dog resultere i, at landbrugeren får mere moderne faciliteter. I sådanne tilfælde bør støttesatsen tilpasses, således at landbrugerens bidrag mindst svarer til 60 % (50 % i ugunstigt stillede områder) af stigningen i de pågældende faciliteters værdi efter flytningen eller 55 % henholdsvis 45 %, når støttemodtagerne er unge landbrugere.

Hvis flytningen medfører større produktionskapacitet, skal modtagerens bidrag mindst svare til 60 % af den tilsvarende andel af udgifterne (50 % i ugunstigt stillede områder) eller 55 % henholdsvis 45 %, når støttemodtagerne er unge landbrugere.

4.1.2.4. Investeringer med henblik på beskyttelse og forbedring af miljøet, forbedring af hygiejneforholdene inden for husdyrbrug og forbedring af dyrevelfærden

Når investeringer medfører ekstraomkostninger i forbindelse med beskyttelse og forbedring af miljøet, forbedring af hygiejneforholdene inden for husdyrbrug eller forbedring af dyrevelfærden, kan maksimumsstøttesatserne på 40 % og 50 % i punkt 4.1.1.2. forhøjes med henholdsvis 20 og 25 procentpoint.

Denne forhøjelse må kun indrømmes for investeringer, som er mere vidtrækkende end EF's gældende mindstekrav. Den kan også indrømmes for investeringer, der foretages for at efterkomme nyindførte mindstekrav, jf. betingelserne i artikel 2 i forordning (EF) nr. 1750/1999. Forhøjelsen skal være strengt begrænset til de støtteberettigede ekstraomkostninger, der er nødvendige for at opfylde målet, og kan ikke komme på tale i forbindelse med investeringer, som medfører en forøgelse af produktionskapaciteten.

4.2. STØTTE TIL INVESTERINGER I SEKTOREN FOR FORARBEJDNING OG AFSÆTNING AF LANDBRUGSPRODUKTER

4.2.1. Når det gælder støtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, har det altid været Kommissionens politik at sikre sammenhæng mellem anvendelsen af den fælles landbrugspolitik og anvendelsen af konkurrencepolitikken ved at sørge for parallelitet, både med hensyn til de for investeringer gældende støttesatser og de investeringer, som der kan ydes støtte til. Samtidig har Kommissionen for at tage hensyn til regionalpolitiske aspekter tilladt en vis fleksibilitet, hvad angår satserne for den støtte, som måtte blive ydet til investeringer, der gennemføres som led i regionale støtteordninger(15).

4.2.2. For at opretholde denne parallelitet er det nødvendigt at ændre rammebestemmelserne for denne type statsstøtte for at tage hensyn til ændringerne af EF-bestemmelserne som følge af vedtagelsen af Agenda 2000-forslagene.

4.2.3. Som en almindelig regel må støtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter kun ydes til virksomheder, hvis økonomiske levedygtighed kan påvises ved en vurdering af udsigterne for virksomheden(16), og som opfylder mindstekrav med hensyn til miljø, hygiejne og dyrevelfærd. Hvis investeringer foretages for at efterkomme nyindførte mindstekrav for miljø, hygiejne og dyrevelfærd, kan der dog ydes støtte for at opfylde de nye krav. Støttesatsen må ikke overstige 50 % af de støtteberettigede investeringer i mål 1-regioner og 40 % i de øvrige regioner. De støtteberettigede udgifter kan omfatte:

- udgifter til bygning, erhvervelse eller forbedring af fast ejendom

- udgifter til nye maskiner og nyt udstyr, herunder edb-programmel

- generalomkostninger, såsom honorarer til arkitekter, ingeniører og konsulenter, gennemførlighedsundersøgelser, erhvervelse af patenter og licenser, op til 12 % af de ovenfor nævnte udgifter.

4.2.4. Når det gælder statsstøtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, der ydes som led i en regional støtteordning, som tidligere er godkendt af Kommissionen i henhold til EF's retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte(17), kan der ydes støtte op til den statsstøtteintensitet, som er godkendt efter nævnte ordning. I sådanne tilfælde er de støtteberettigede udgifter de udgifter, der er anført i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, og kan omfatte støtte til immaterielle investeringer og støtte til jobskabelse forbundet med gennemførelsen af en initialinvestering i overensstemmelse med nævnte retningslinjer.

4.2.5. Der må ikke ydes støtte efter punkt 4.2.3 eller 4.2.4, medmindre der fremlægges tilstrækkeligt bevis for, at der kan findes normale afsætningsmuligheder for de pågældende produkter. Dette vurderes på det relevante niveau for de pågældende produkter, investeringsformerne og den eksisterende og forventede kapacitet. I den forbindelse skal der tages hensyn til eventuelle restriktioner på produktionen eller begrænsninger af EF-støtten under de fælles markedsordninger. Navnlig må der ikke ydes støtte i strid med forbud eller restriktioner, som er fastsat i de fælles markedsordninger(18)

Der må ikke ydes støtte i forbindelse med produktion og afsætning af produkter, der imiterer eller erstatter mælk og mejeriprodukter.

4.2.6. Støtte til investeringer med støtteberettigede udgifter på over 25 mio. EUR og tilfælde, hvor den faktiske støtte overstiger 12 mio. EUR, skal specielt anmeldes til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

4.3. STØTTE TIL INVESTERINGER, DER SKAL FREMME DIVERSIFICERING AF AKTIVITETERNE INDEN FOR LANDBRUGET

4.3.1. Fremme af diversificeringen af aktiviteterne inden for landbruget er et vigtigt led i EF's politik for udvikling af landdistrikterne. Kommissionen ser derfor positivt på sådan støtte, som efter dens mening kan fremme udviklingen af landdistrikternes økonomi som helhed.

4.3.2. Selv om støtte, der ydes for at fremme diversificering til aktiviteter, som ikke er forbundet med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter i bilag I, såsom landboturisme eller udvikling af håndværksindustrier, henhører under forordningen om udvikling af landdistrikterne, er sådan støtte ikke omfattet af nærværende rammebestemmelser. Den vil derfor blive vurderet i overensstemmelse med Kommissionens normale principper for vurdering af støtte uden for landbrugssektoren, navnlig de minimis-reglen, rammebestemmelserne for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte og i relevante tilfælde retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren.

4.3.3. Når det gælder støtte til fremme af diversificering til andre aktiviteter i forbindelse med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter i bilag I, er der tidligere opstået nogle spørgsmål om det korrekte grundlag for vurderingen af sådan støtte. Det har f.eks. ikke været klart, om støtte til forarbejdnings- og afsætningsaktiviteter på bedrifterne bør evalueres som støtte til investeringer i landbrugsbedrifter eller som støtte til investeringer i forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter. Fremtidig vil Kommissionen anvende den nedenfor nævnte fremgangsmåde ved vurderingen af sådan støtte.

Hvad angår støtte til mindre investeringer, hvor de samlede støtteberettigede udgifter ikke overstiger den grænse for den samlede investering, hvortil der kan ydes støtte, som medlemsstaten har fastsat i henhold til artikel 7 i forordningen om udvikling af landdistrikterne, vil Kommissionen betragte disse foranstaltninger som støtte til investeringer i landbrugsbedrifter og derfor vurdere dem i henhold til punkt 4.1. Støtte til større investeringer vil blive vurderet som støtte til forarbejdnings- og afsætningsaktiviteter i henhold til punkt 4.2.

5. MILJØSTØTTE

5.1. GENERELLE PRINCIPPER

5.1.1. I henhold til EF-traktatens artikel 174 tager EU's miljøpolitik sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i EF. Den bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princeppet om, at forureneren betaler.

5.1.2. I forordningen om udvikling af landdistrikterne erkendes det, at landbrug og miljø er snævert forbundet, og den indeholder særlige bestemmelser om, at modtagere af støtte, som finansieres af EF, skal overholde mindstekrav med hensyn til miljøet. Kommissionen vil anvende disse bestemmelser analogt, når den vurderer statsstøtteordninger.

5.1.3. Alle miljøstøtteordninger i landbruget bør være forenelige med den generelle målsætning i EF's miljøpolitik. Navnlig kan støtteordninger, som ikke i tilstrækkelig grad prioriterer eliminering af forurening ved kilden eller korrekt anvendelse af princippet om, at forureneren betaler, ikke anses for at være forenelige med den fælles interesse og kan derfor ikke godkendes af Kommissionen.

5.2. STØTTE TIL MILJØINVESTERINGER

Da rammebestemmelserne for ovennævnte investeringsstøtte fuldt ud tager højde for støtten til miljøinvesteringer, er det ikke mere nødvendigt at opretholde undtagelsesbestemmelser for denne kategori af støtte. Støtten vil derfor blive evalueret efter de generelle bestemmelser i punkt 4.

5.3. STØTTE TIL FORPLIGTELSER TIL AT DRIVE MILJØVENLIGT LANDBRUG

5.3.1. Afsnit II, kapitel VI, i forordningen om udvikling af landdistrikterne indeholder et regelsæt for EF-støtte til landbrugsproduktionsmetoder, som tager sigte på at beskytte miljøet og bevare landskabet. EF-støtten ydes til landbrugere, som forpligter sig til i mindst fem år at drive miljøvenligt landbrug, og der kan højst udbetales 600 EUR pr. ha med etårige afgrøder, 900 EUR pr. ha med flerårige specialafgrøder og 450 EUR pr. ha med anden jordudnyttelse. Betingelserne for betaling af EF-støtte er fastsat i forordningens artikel 22-24 og i artikel 12-20 i gennemførelsesforordningen(19). I henhold til artikel 51, stk. 4, i forordningen om udvikling af landdistrikterne er statsstøtte til landbrugere, der indgår forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug, som ikke opfylder betingelserne, forbudt.

5.3.2. I henhold til artikel 51, stk. 4, kan der dog ydes supplerende statsstøtte ud over de maksimumsbeløb, der er fastsat i henhold til artikel 24, stk. 2, i samme forordning, hvis det er berettiget ifølge samme artikels stk. 1. Desuden kan mindsteperioden for sådanne forpligtelser fraviges i begrundede undtagelsestilfælde.

5.3.3. Efter artikel 24, stk. 1, i forordningen om udvikling af landdistrikterne ydes støtten for forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug en gang om året og beregnes på grundlag af indkomsttabet, ekstraomkostningerne som følge af forpligtelsen og behovet for at skabe et incitament. Hvis en medlemsstat ønsker at yde supplerende støtte ud over de maksimumsbeløb, der er fastsat i henhold til artikel 24, stk. 2, skal den derfor forelægge dokumentation for, at foranstaltningen opfylder alle betingelserne i forordningen om udvikling af landdistrikterne og gennemførelsesforordningen samt en begrundelse for de supplerende støttebetalinger, herunder en detaljeret oversigt over omkostningskomponenterne på grundlag af indkomsttab, yderligere omkostninger som følge af forpligtelsen og behovet for incitament.

Når den årlige støtte skal fastlægges, kan der også tages hensyn til omkostninger ved anlægsarbejder, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne, og som ikke skaber indtægter. Anlægsarbejder anses ikke for at skabe indtægter, hvis de normalt ikke medfører en betydelig nettoforhøjelse af bedriftens værdi eller fortjeneste.

5.3.4. Ved vurderingen af de supplerende statsstøttebetalingers forenelighed vil Kommissionen anvende principperne i forordningen om udvikling af landdistrikterne og gennemførelsesforordningen. Dette betyder navnlig, at referenceniveauet for beregningen af indkomsttabet og ekstraomkostningerne som følge af forpligtelsen er normal god landbrugspraksis i det område, som foranstaltningen gælder for. Når de agronomiske eller miljømæssige forhold gør det berettiget, kan der tages hensyn til de økonomiske følger af, at udnyttelse af jord ophører, eller visse driftsmetoder indstilles.

5.3.5. Behovet for incitamentskabende støtte afgøres af medlemsstaten på grundlag af objektive kriterier. Den incitamentskabende støtte må ikke overstige 20 % af indkomsttabet og ekstraomkostningerne som følge af forpligtelsen, medmindre det kan godtgøres, at en højere sats er absolut nødvendig for, at foranstaltningen kan gennemføres effektivt.

5.3.6 Når en medlemsstat i undtagelsestilfælde foreslår at yde statsstøtte for forpligtelser, som er af kortere varighed end den, der er fastsat i henhold til forordningen om udvikling af landdistrikterne, bør den give en detaljeret begrundelse, herunder godtgøre, at de fulde miljømæssige virkninger af foranstaltningen kan opnås i denne kortere periode. Det foreslående støttebeløb bør afspejle forpligtelsernes kortere varighed.

5.4. STØTTE TIL LANDBRUGERE I OMRÅDER MED MILJØRESTRIKTIONER IFØLGE EF-BESTEMMELSERNE

5.4.1. I artikel 16 i forordningen om udvikling af landdistrikterne indføres der en ny form for EF-støtte til landbrugere til udligning af omkostninger og indkomsttab, der opstår i områder med miljørestriktioner, fordi den landbrugsmæssige udnyttelse er begrænset som følge af EF's miljøbestemmelser, hvis og i det omfang denne støtte er nødvendig for at løse de specifikke problemer, som skyldes disse bestemmelser. Betalingernes størrelse skal fastsættes således, at overkompensation undgås. Dette er især nødvendigt, når der er tale om betalinger i ugunstigt stillede områder. EF-støttens maksimumsbeløb fastsættes til 200 EUR/ha. I henhold til artikel 21 i forordningen om udvikling af landdistrikterne må det samlede areal af disse områder kombineret med andre områder, som kan henregnes under ugunstigt stillede områder i medfør af forordningens artikel 20, ikke overstige 10 % af medlemsstatens samlede areal.

5.4.2. Kommissionen vil undersøge forslag om ydelse af statsstøtte til fordel for sådanne områder i de konkrete tilfælde under hensyntagen til de ovennævnte principper og de principper, der er fastsat for ydelse af EF-støtte som led i programmeringen af udviklingen af landdistrikterne. Under vurderingen vil Kommissionen tage hensyn til arten af de restriktioner, der er pålagt landbrugere. Der vil normalt kun blive tilladt støtte til forpligtelser, der er mere vidtgående end god landbrugspraksis. Støtte, der ikke overholder princippet om, at forureneren betaler, bør være undtagelsesvis, midlertidig og degressiv.

5.5. DRIFTSSTØTTE

5.5.1. Kommissionen har i overensstemmelse med sin mangeårige politik som regel ikke tilladt driftsstøtte, hvormed udgifterne som følge af virksomheders, herunder landbrugsproducenters, miljøbelastende eller forurenende aktiviteter godtgøres. Kommissionen vil kun i velbegrundede tilfælde fravige dette princip.

5.5.2. Midlertidig støtte for at kompensere for omkostningerne ved nye obligatoriske nationale miljøkrav, som er mere vidtrækkende end eksisterende EF-regler, kan være berettiget, når den er nødvendig for at kompensere for forringelse af konkurrenceevnen på internationalt plan. Støtten bør være både midlertidig og degressiv og principielt højst ydes i fem år, og startbeløbet bør ikke overstige det beløb, der er nødvendigt for at kompensere producenten for ekstraomkostningerne ved at overholde de relevante nationale bestemmelser sammenlignet med omkostningerne ved at overholde de relevante EF-bestemmelser. Desuden vil Kommissionen tage hensyn til, hvad modtagerne skal gøre for at mindske den forurening, som de forårsager.

5.5.3. I behørigt begrundede tilfælde, såsom støtte til udvikling af biobrændsel, vil Kommissionen også kunne godkende driftsstøtte, hvis det klart kan påvises, at den er nødvendig for at opveje yderligere omkostninger, der skyldes anvendelsen af miljøvenlige input sammenlignet med konventionelle produktionsprocesser. Støtteelementet bør kun neutralisere virkningerne af de yderligere omkostninger, og det bør med regelmæssige mellemrum og i det mindste hvert femte år revideres for at tage hensyn til ændringer i priserne for disse inputs og de kommercielle fordele, der kan blive resultatet af, at der anvendes mere miljøvenlige input.

5.5.4. For at internalisere miljøomkostningerne gør medlemsstaterne i stadigt højere grad brug af miljøskatter eller -afgifter, såsom energiskatter eller -afgifter på miljømæssigt følsom landbrugsinput, såsom pesticider eller herbicider. For at sikre, at landbrugssektorens samlede skattebyrde ikke forøges, er disse skatter undertiden helt eller delvis blevet opvejet af nedsættelser af andre skatter, såsom skatter på arbejdskraft, ejendomsskatter eller indkomstskatter. Under forudsætning af, at disse skattenedsættelser anvendes objektivt på hele landbrugssektoren, vil Kommissionen generelt se positivt på disse foranstaltninger, hvis de udgør statsstøtte efter traktatens artikel 87, stk. 1. I visse tilfælde kan det dog forekomme, at der helt eller delvis indrømmes særlige undtagelser fra disse skatter til fordel for særlige sektorer inden for landbrugsproduktionen eller til fordel for visse typer producenter. Kommissionen har visse forbehold over for disse typer undtagelser, der ifølge deres natur normalt vil blive indrømmet til fordel for mere intensive produktionssystemer, som giver de største miljømæssige, hygiejnemæssige og velfærdsmæssige problemer. Den kan derfor kun acceptere støtte, der skal kompensere producenterne for denne type støtte på et midlertidigt og degressivt grundlag over højst fem år, når det kan godtgøres, at støtten er nødvendig for at opveje en forringelse af konkurrenceevnen på internationalt plan, og når støtteordningen er et reelt incitament til at mindske anvendelsen af det pågældende input.

5.6. ANDRE FORMER FOR MILJØSTØTTE

5.6.1. Støtte til informationsaktiviteter, videreuddannelse og konsulenttjenester for at bistå landbrugsproducenter og virksomheder i miljøspørgsmål vil blive godkendt i henhold til punkt 13 og 14.

5.6.2. Andre former for miljøstøtte i landbrugssektoren vil blive vurderet i de konkrete tilfælde under hensyntagen til principperne i traktaten og de relevante EF-rammebestemmelser for statsstøtte til miljøformål(20).

6. STØTTE TIL UDLIGNING AF ULEMPER I UGUNSTIGT STILLEDE OMRÅDER

6.1. Ifølge artikel 51, stk. 3, i forordningen om udvikling af landdistrikterne må der ikke ydes statsstøtte til landbrugere til udligning af naturbetingede ulemper i ugunstigt stillede områder, medmindre støtten opfylder betingelserne i artikel 14 og 15 i forordningen.

6.2. Når statsstøtteforanstaltninger er kombineret med støtte efter forordningen om udvikling af landdistrikterne, må den samlede støtte til landbrugeren ikke overstige de beløb, der fastsættes efter forordningens artikel 15.

7. STØTTE TIL UNGE LANDBRUGERES ETABLERING

7.1. Støtte til unge landbrugeres etablering vil normalt fremme udviklingen af sektoren som helhed og forhindre affolkning af landdistrikterne. I artikel 7 og 8 i forordningen om udvikling af landdistrikterne er der derfor fastsat en EF-ordning for støtte til unge landbrugeres etablering.

7.2. Statsstøtte til unge landbrugeres etablering kan ydes på de samme betingelser. Støtten, der ydes efter forordningen om udvikling af landdistrikterne, og støtten, der ydes i form af statsstøtte, bør tilsammen normalt ikke overstige maksimumsgrænserne i artikel 8, stk. 2, i forordningen om udvikling af landdistrikterne. Kommissionen vil tillade, at der ydes supplerende statsstøtte over disse grænser op til højst 25000 EUR, navnlig hvis meget høje etableringsomkostninger i den pågældende region gør dette berettiget.

8. STØTTE TIL FØRTIDSPENSIONERING OG OPHØR MED LANDBRUGSVIRKSOMHED

8.1. Kommissionen ser positivt på støtteordninger, der har til formål at tilskynde ældre landbrugere til at lade sig førtidspensionere. Hvis der for sådanne støtteordninger gælder betingelser, som kræver permanent og definitivt ophør med erhvervsmæssig landbrugsvirksomhed, har de normalt kun begrænset indvirkning på konkurrencevilkårene samtidig med, at de bidrager til udviklingen af sektoren som helhed på lang sigt. Ud over den EF-støtte, der er fastsat i artikel 10-12 i forordningen om udvikling af landdistrikterne, vil Kommissionen derfor tillade statsstøtte for denne type foranstaltning.

8.2. I de senere år har mange medlemsstater anmeldt støtteordninger, der skal gøre det lettere for landbrugere, som af økonomiske grunde er nødsaget til at opgive deres bedrifter, at lade sig førtidspensionere. Kommissionen mener, at støtteordninger, der skal hjælpe landburgere på bedrifter, som ikke er levedygtige, til at indstille deres landbrugsvirksomhed, indebærer en langsigtet fordel for sektoren som helhed. Sådanne støtteordninger kan også have en vigtig social dimension, da de skal lette de pågældende landbrugeres overgang til anden erhvervsaktivitet. For så vidt ordningerne er underlagt betingelser, der indebærer et vedvarende og endeligt ophør med erhvervslandbrug, vil Kommissionen tillade stasstøtte til denne type foranstaltninger.

9. STØTTE TIL NEDSKÆRING AF PRODUKTIONS-, FORARBEJDNINGS- OG AFSÆTNINGSKAPACITET

9.1. I de senere år er en række støtteordninger vedrørende statsstøtte til nedskæring af kapacitet blevet anmeldt til Kommissionen. Kommissionen har hidtil set positivt på sådanne støtteordninger, hvis de er i overensstemmelse med EF-bestemmelserne om nedskæring af produktionskapacitet, og hvis visse betingelser er opfyldt:

- støtten skal være i sektorens almene interesse

- modtageren skal erlægge en modydelse

- der må ikke kunne ydes støtte til redning og omstrukturering

- der må ikke overkompenseres for tab af kapital og fremtidig indkomst.

9.2. Hvis den ikke skal betragtes som ren driftsstøtte til de pågældende virksomheder, forudsætter betaling af den pågældende støtte, at det godtgøres, at den er i hele sektorens interesse. Findes der ikke overkapacitet, og er det klart, at kapaciteten nedskæres af sundheds- eller miljømæssige grunde, så vil dette være tilstrækkeligt til at vise, at denne betingelse er opfyldt.

I andre tilfælde bør der kun ydes støtte til nedskæring af produktionskapaciteten i sektorer, hvor der er en klar overkapacitet på regionalt elle nationalt plan. I sådanne tilfælde kan det med rimelighed forventes, at markedskræfterne i sidste ende vil medføre de fornødne strukturtilpasninger. Støtte til nedskæring af produktionskapacitet kan derfor kun godkendes, hvis den indgår i et program for omstrukturering af sektoren med faste mål og en særskilt tidsplan. I sådanne tilfælde vil Kommissionen ikke mere godkende støtteordninger af ubegrænset varighed, da erfaringerne viser, at de kan medføre, at de nødvendige ændringer udskydes. Kommissionen forbeholder sig ret til at behæfte godkendelsen af støtten med betingelser, og den vil normalt forvente at modtage en årlig rapport om gennemførelsen af ordningen.

9.3. Der må ikke betales støtte, som vil kunne gribe ind i de fælles markedsordningers mekanismer. Støtteordninger for sektorer, for hvilke der gælder produktionsbegrænsninger eller -kvoter, vil blive vurderet i de konkrete tilfælde.

9.4. Støttemodtagerens modydelse skal være af tilfredsstillende omfang. Modydelsen vil normalt bestå i en definitiv og uigenkaldelig beslutning om at fjerne eller uigenkaldeligt nedlægge den pågældende produktionskapacitet. Dette indebærer enten fuldstændig nedlæggelse af kapaciteten fra den pågældende virksomheds side eller lukning af et specifikt anlæg. Der skal indhentes retligt bindende tilsagn fra støttemodtageren om, at nedlæggelsen/lukningen er definitiv og uigenkaldelig. Disse tilsagn skal også være bindende for en eventuel fremtidig køber af den pågældende facilitet. Hvis produktionskapaciteten allerede er lukket definitivt, eller hvis en sådan lukning forekommer uundgåelig, kan modtageren ikke erlægge nogen modydelse, og der kan ikke ydes støtte.

9.5. Det skal være muligt at udelukke muligheden for, at støtte udbetales til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Hvis støttemodtageren er i en finansieringskrise, vil støtten blive vurderet i overensstemmelse med EF-rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

9.6. Alle erhvervsdrivende i den pågældende sektor bør have adgang til ordningen på samme vilkår. Støttebeløbet bør være strengt begrænset til kompensation for tabet af aktiver plus et incitamentskabende beløb, som ikke må overstige 20 % af aktivernes værdi. Der kan dog også ydes støtte, som opvejer de obligatoriske sociale udgifter som følge af gennemførelsen af ordningen.

9.7. Da disse støtteforanstaltninger har til formål at opnå en omstrukturering af den pågældende sektor, der i sidste ende er til fordel for erhvervsdrivende, der forbliver aktive i den pågældende sektor, og for at mindske en potentiel risiko for konkurrencefordrejning og faren for overkompensation mener Kommissionen, at mindst halvdelen af omkostningerne ved sådan støtte bør dækkes ved hjælp af et bidrag fra sektoren, enten gennem frivillige bidrag eller obligatoriske afgifter. Dette krav gælder dog ikke, hvis kapaciteten lukkes af sundheds- eller miljømæssige grunde.

10. STØTTE TIL PRODUCENTSAMMENSLUTNINGER

10.1. På grund af landbrugsproduktionens uensartethed har Kommissionen traditionelt stillet sig positivt til betaling af igangsætningsstøtte, der skal skabe incitament til oprettelse af producentsammenslutninger for at tilskynde landbrugerne til at slutte sig sammen med henblik på at koncentrere udbuddet og tilpasse produktionen til markedsbehovene. Tidligere blev der ydet støtte fra EF til oprettelse af producentsammenslutninger i visse regioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 952/97 af 20. maj 1997 om producentsammenslutninger og foreninger af sådanne(21). Ved vedtagelsen af forordningen om udvikling af landdistrikterne mente Rådet dog, at det, eftersom der allerede ydes støtte til producentsammenslutninger og foreninger af sådanne som led i en række fælles markedsordninger, ikke længere synes at være nødvendigt at yde særskilt støtte til producentsammenslutninger i forbindelse med udvikling af landdistrikterne. Kommissionen mener ikke, at denne ændring bør udelukke statsstøtte til oprettelse af producentsammenslutninger, som hjælper landbrugere med at tilpasse produktionen til efterspørgslen navnlig i sektorer, hvor der ikke kan ydes støtte som led i de fælles markedsordninger. Det er dog ikke desto mindre nødvendigt at revidere Kommissionens politik for denne type støtte på baggrund af den seneste udvikling.

10.2. Dette punkt vedrører kun igangsætningsstøtte til producentsammenslutninger eller foreninger af sådanne, der er støtteberettigede efter den pågældende medlemsstats lovgivning. En producentsammenslutning er en sammenslutning, der oprettes for i fællesskab at afpasse medlemmernes produktion efter markedets behov, navnlig ved at koncentrere udbuddet. Foreninger er sammensat af anerkendte producentsammenslutninger og har på et bredere plan den samme målsætning som producentsammenslutningerne.

10.3. Producentsammenlutningens vedtægter skal være udformet således, at medlemmerne har pligt til at markedsføre produktionen i henhold til de leverings- og markedsføringsregler, som er fastlagt af producentsammenslutningen. Efter disse regler kan producenten afsætte en del af sin produktion direkte. Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at producenter, der tilslutter sig, skal forblive medlemmer i mindst tre år og mindst 12 måneder inden deres udtræden skriftligt skal underrette producentsammenslutningen herom. Der skal være fælles regler for produktion, navnlig vedrørende produkternes kvalitet eller anvendelse af økologiske metoder, fælles regler for markedsføring og regler for information om produktionen, især om høsten og de disponible mængder. Med forbehold af disse krav bør producenterne dog fortsat være ansvarlige for forvaltningen af deres bedrift. Der kan ikke ydes støtte efter nærværende afsnit til produktionsorganisationer, såsom virksomheder eller kooperativer, der har til formål at forvalte en eller flere landbrugsbedrifter, og som derfor i realiteten er individuelle producenter. Under alle omstændigheder vil der blive søgt opnået garantier for, at producentsammenslutningerne overholder konkurrencereglerne.

10.4. Når de fælles markedsordninger indeholder bestemmelser om støtte til producentsammenslutninger eller foreninger af sådanne i den pågældende sektor, vil Kommissionen undersøge forslag om statsstøtte i de konkrete tilfælde under hensyntagen til støtteforanstaltningernes forenelighed med den fælles markedsordnings mål.

10.5. I andre tilfælde vil Kommissionen fortsat vurdere forslag om statsstøtte i overensstemmelse med de principper, den hidtil har anvendt. Det betyder, at der midlertidigt og degressivt kan ydes støtte til dækning af administrationsomkostningerne ved igangsætningen af sammenslutningen eller foreningen. I den forbindelse omfatter de støtteberettigede udgifter også husleje(22), erhvervelse af kontorudstyr, herunder edb-maskinel og -programmel, omkostninger ved administrativt personale, generalomkostninger, advokatsalærer og administrationsgebyrer. I princippet må støttebeløbet ikke overstige 100 % af omkostningerne det første år og nedsættes med 20 procentpoint for hvert driftsår, således at støttebeløbet det femte år er begrænset til 20 % af de faktiske omkostninger det nævnte år. Der kan ikke betales støtte for omkostninger, som påløber efter det femte år, og der kan ikke betales støtte efter det syvende år efter anerkendelsen af producentsammenslutningen.

10.6. Uanset punkt 10.5 vil Kommissionen tillade, at der ydes ny igangsætningsstøtte, hvis den pågældende producentsammenslutnings eller forenings aktiviteter udvides væsentligt, f.eks. hivs en sammenslutning udvider sine aktiviteter til at omfatte nye produkter eller sektoren(23). De støtteberettigede udgifter i forbindelse med den nye støtte bør være begrænset til udgifter, der er forbundet med producentsammenslutningens eller foreningens supplerende opgaver, og de øvrige betingelser i nærværende afsnit finder anvendelse.

10.7. Støtte til andre landbrugssammenslutninger, der varetager opgaver på produktionsniveau, såsom gensidig støtte og vikar- og driftskonsulentbistand på medlemmernes bedrifter, uden at være involveret i den fælles tilpasning af udbuddet til markedet, er ikke omfattet af nærværende afsnit. Kommissionen vil dog anvende dette afsnits principper på støtte, der ydes for at dække igangsætningsomkostningerne for sammenslutninger af producenter, der er ansvarlige for tilsynet med anvendelsen af oprindelsesbetegnelser eller kvalitetsmærker.

10.8. Støtte, der ydes til producentsammenslutninger eller foreninger af sådanne til dækning af udgifter, som ikke er knyttet til igangsætningsomkostninger, såsom investeringer eller salgsfremmende aktiviteter, vil blive vurderet efter de herfor gældende regler. Hvad angår støtte til investeringer i primærproduktion, vil den i punkt 4.1.1.8 nævnte grænse for støtteberettigede udgifter blive fastlagt ved henvisning til de enkelte medlemmer af sammenslutningen.

10.9. Til støtteordninger, der godkendes efter nærværende afsnit, knyttes som betingelse, at de tilpasses for at tage hensyn til eventuelle ændringer i forordningerne om de fælles markedsordninger.

10.10. Som et alternativ til støtte til producentsammenslutninger eller foreninger af sådanne kan der ydes støtte direkte til producenterne som kompensation for deres bidrag til omkostningerne ved sammenslutningernes drift i de første fem år efter oprettelsen. De principper for beregning af støtten, der er anført i punkt 10.5, anvendes.

11. STØTTE TIL KOMPENSATION FOR SKADER PÅ LANDBRUGSPRODUKTIONEN ELLER PRODUKTIONSMIDLERNE I LANDBRUGET

11.1. GENERELT

11.1.1. I statsstøtten til landbruget indgår en række foranstaltninger, der skal beskytte landbrugerne mod skader på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne, herunder bygninger og beplantninger, som følge af ufordsete begivenheder, såsom naturkatastrofer, ugunstige vejrforhold eller udbrud af dyre- eller plantesygdomme(24). I traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), er det fastsat, at støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, er forenelige med fællesmarkedet. Kommissionen har dog også med udgangspunkt i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), accepteret to andre grupper støtte af denne art, nemlig:

- støtte med henblik på gennemførelse af beskyttelsesforanstaltninger mod udbrud af plante- og dyresygdomme, herunder kompensation for skader som følge af visse sygdomme, og

- støtte med henblik på indgåelse af kontrakter om forsikring mod risiciene for tab af produktion eller produktionsmidler i landbruget.

11.1.2. For at undgå risiko for fordrejning af konkurrencevilkårene finder Kommissionen det vigtigt at sikre, at støtten, der skal kompensere landbrugere for skader på landbrugsproduktionen, med forbehold af administrative og budgetmæssige begrænsninger ydes snarest muligt efter, at den skadevoldende begivenhed har fundet sted. Når støtten først betales flere år efter, at den pågældende begivenhed har fundet sted, er der en reel fare for, at betalingen af støtten fremkalder de samme økonomiske virkninger som driftsstøtte. Det er navnlig tilfældet, når der betales støtte med tilbagevirkende kraft for skader, som er blevet anmeldt uden ordentlig dokumentation. Uden speciel begrundelse, f.eks. begivenhedens art og omfang eller det forhold, at skaden først manifesterer sig senere eller fortsat manifesterer sig, vil Kommissionen derfor ikke godkende forslag om støtte, der fremsættes mere end tre år efter, at begivenheden fandt sted.

11.2. STØTTE, HVIS FORMÅL ER AT RÅDE BOD PÅ SKADER, DER ER FORÅRSAGET AF NATURKATASTROFER ELLER AF ANDRE USÆDVANLIGE BEGIVENHEDER

11.2.1. Fordi der er tale om undtagelser fra det generelle princip i traktatens artikel 87, stk. 1, om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet, har Kommissionen altid ment, at begreberne "naturkatastrofe" og "usædvanlig begivenhed" i artikel 87, stk. 2, litra b), må fortolkes snævert. Hidtil har Kommissionen accepteret, at jordskælv, laviner, jordskred og oversvømmelser kan betegnes som naturkatastrofer. Usædvanlige begivenheder, som hidtil er blevet accepteret af Kommissionen, er krige, interne uroligheder eller strejker eller, med visse forbehold og afhængig af deres omfang, større nukleare eller industrielle uheld og brande, der resulterer i omfattende tab. På den anden side accepterede Kommissionen ikke, at en brand på et enkelt forarbejdningsanlæg, som var dækket af en normal erhvervsmæssig forsikring, kunne betragtes som en usædvanlig begivenhed. Generelt accepterer Kommissionen ikke, at udbrud af dyre- eller plantesygdomme kan anses for at udgøre naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder. I et enkelt tilfælde anerkendte Kommissionen dog et meget omfattende udbrud af en helt ny dyresygdom som en usædvanlig begivenhed. På grund af de iboende vanskeligheder ved at forudse sådanne begivenheder vil Kommissionen fortsætte med at vurdere forslag om ydelse af støtte i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b), i de konkrete tilfælde under hensyntagen til sin hidtidige praksis på dette område.

11.2.2. Når forekomsten af en naturkatastrofe eller en usædvanlig begivenhed er blevet godtgjort, vil Kommissionen tillade støtte på op til 100 % som kompensation for materielle skader. Kompensationen bør normalt beregnes for den enkelte støttemodtager, og for at undgå overkompensation bør eventuelle beløb, der kommer til udbetaling, f.eks. i henhold til forsikringspolicer, fratrækkes støttebeløbet. Kommissionen vil også acceptere støtte, der skal kompensere landbrugere for indkomsttab som følge af, at produktionsmidlerne er blevet ødelagt, hvis der ikke er tale om overkompensation.

11.3. STØTTE, DER SKAL KOMPENSERE LANDBRUGERE FOR TAB FORÅRSAGET AF UGUNSTIGE VEJRFORHOLD

11.3.1. Det har altid været Kommissionens opfattelse, at ugunstige vejrforhold, såsom frost, haglbyger, is, regn eller tørke, ikke i sig selv kan betragtes som naturkatastrofer i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b). På grund af den skade, som sådanne begivenheder kan forårsage på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne i landbruget, har Kommissionen dog accepteret, at sådanne begivenheder kan henregnes under naturkatastrofer, når skadeniveauet når op på en vis tærskel, som er blevet fastsat til 20 % af normal produktion i ugunstigt stillede områder og 30 % i andre områder. På grund af landbrugsproduktionens uensartethed er det også nødvendigt at opretholde en sådan tærskel for at sikre, at vejrforholdene ikke kan benyttes som et påskud til betaling af driftsstøtte. For at sætte Kommissionen i stand til at vurdere sådanne støtteordninger, bør anmeldelser af støtteforanstaltninger, der skal kompensere for skade forårsaget af ugunstige vejrforhold, også omfatte relevant meteorologisk information.

11.3.2. Når der sker skade på etårige afgrøder, bør den relevante tabstærskel på 20 eller 30 % bestemmes på grundlag af bruttoproduktionen af den relevante afgrøde det pågældende år sammenlignet med den årlige bruttoproduktion i et normalt år. Principielt bør bruttoproduktionen i et normalt år beregnes på grundlag af den gennemsnitlige bruttoproduktion i de foregående tre år, eksklusive ethvert år, hvor der skulle betales kompensation som følge af andre ugunstige vejrforhold. Kommissionen vil dog acceptere alternative metoder til beregning af normal produktion, herunder regionale referenceværdier, hvis den finder det godtgjort, at de er repræsentative og ikke baseret på unormalt høje udbytter. Når produktionstabets størrelse er fastlagt, beregnes det støttebeløb, der skal betales. For at undgå overkompensation bør det støttebeløb, der skal betales, ikke overstige det gennemsnitlige produktionsniveau i den normale periode multipliceret med den gennemsnitlige pris i samme periode minus den faktiske produktion i det år, hvor begivenheden fandt sted, multipliceret med den gennemsnitlige pris for det pågældende år. Støtten bør også nedsættes med enhver direkte støtte, der er udbetalt.

11.3.3. Generelt bør tabet beregnes for den individuelle bedrift. Dette er navnlig tilfældet, når der betales støtte for at kompensere for skade forårsaget af begivenheder, som optræder lokalt. Hvis de ugunstige vejrforhold har påvirket et vidtstrakt område på samme måde, vil Kommissionen dog acceptere, at støttebeløbene baseres på gennemsnitstab, hvis de er repræsentative og ikke resulterer i en væsentlig overkompensation af nogen støttemodtager.

11.3.4. I tilfælde af skade på produktionsmidlerne, hvis virkninger gør sig gældende i flere år (f.eks. delvis ødelæggelse af træers produktionspotentiale som følge af frost), skal det procentvise reelle tab ved den første høst efter, at begivenheden har fundet sted, sammenlignet med et normalt år og bestemt efter principperne i de foregående punkter være på over 10 %, og det procentvise reelle tab multipliceret med det antal år, hvor der forekommer produktionstab, skal være på over 20 % i ugunstigt stillede områder og 30 % i andre områder.

11.3.5. Kommissionen vil anvende de ovenfor nævnte principper analogt, når der er tale om støtte, der skal kompensere for tab af husdyr forårsaget af ugunstige vejrforhold.

11.3.6. For at undgå overkompensation bør støttebeløbet nedsættes med eventuelle beløb, der modtages under forsikringsordninger. Desuden bør normale omkostninger, som landbrugeren ikke får, f.eks. fordi afgrøden ikke høstes, også tages i betragtning. Hvis sådanne omkostninger stiger på grund af ugunstige vejrforhold, kan der dog ydes supplerende støtte til at dække disse omkostninger.

11.3.7. Støtte, der skal kompensere landbrugere for skade på bygninger og udstyr forårsaget af ugunstige vejforhold (f.eks. skade på væksthuse forårsaget af haglbyger), vil blive accepteret op til 100 % af de faktiske omkostninger, uden nogen minimumstærskel.

11.3.8. Støtte efter nærværende punkt må principielt kun betales til landbrugere eller eventuelt til en producentorganisation, som landbrugeren er medlem af, og den må i så fald ikke overstige landbrugerens faktiske tab.

11.4. STØTTE TIL BEKÆMPELSE AF DYRE- OG PLANTESYGDOMME

11.4.1. Hvis en landbruger mister husdyr som følge af en dyresygdom, eller hvis hans afgrøder bliver angrebet af en plantesygdom, er dette normalt ikke en naturkatastrofe eller en usædvanlig begivenhed i traktatens forstand. I sådanne tilfælde kan støtte til kompensation for de opståede tab og støtte til at forhindre fremtidige tab kun tillades af Kommissionen på grundlag af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvori det er fastsat, at støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

11.4.2. Ud fra disse principper mener Kommissionen, at betaling af støtte til landbrugere for at kompensere for tab, der skyldes dyre- eller plantesygdomme, kun kan accepteres som led i et program på EF-, nationalt eller regionalt plan for forebyggelse, bekæmpelse eller udryddelse af den pågældende sygdom. Støtte, som blot giver landbrugere kompensation for tab, uden at der tages skridt til at afhjælpe problemet ved kilden, må betragtes som ren driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen vil derfor kræve, at der på EF-plan eller nationalt plan foreligger love eller administrative bestemmelser om, at de kompetente nationale myndigheder skal gribe ind over for den pågældende sygdom, enten ved at indføre foranstaltninger til at udrydde den, især gennem bindende foranstaltninger, som giver anledning til kompensation, eller ved at have et varslingssystem, der, hvor det er relevant, er kombineret med støtte for at tilskynde enkeltpersoner til frivilligt at deltage i forebyggende foranstaltninger(25). Deraf følger, at kun sygdomme, der berører de offentlige myndigheder, og ikke foranstaltninger, som det med rimelighed kan kræves, at landbrugerne selv tager ansvaret for, kan omfattes af støtteforanstaltninger.

11.4.3. Formålet med støtteforanstaltningerne bør være:

- forebyggende, idet de omfatter screening eller analyser, undersøgelse af skadegørere, som kan overføre sygdommen, forebyggende vaccinationer af dyr eller behandling af afgrøder og forebyggende slagtning af husdyr eller destruktion af afgrøder

- kompenserende, idet de sygdomsramte husdyr slagtes eller de angrebne afgrøder destrueres efter ordre eller anbefaling fra myndighederne, eller dyrene dør som følge af vaccinationer eller andre foranstaltninger, som myndighederne har anbefalet eller beordret, eller

- kombineret, idet der til støtteordningen, som skal kompensere for de tab, der opstår som følge af sygdommen, er knyttet en forpligtelse for støttemodtageren til fremtidig at træffe passende forebyggende foranstaltninger som fastsat af myndighederne.

11.4.4. I anmeldelsen bør medlemsstaten godtgøre, at støtten til bekæmpelse af dyre- og plantesygdomme både er forenelig med målene og de enkelte bestemmelser i EF's veterinær- og plantesundhedslovgivning. Den pågældende dyre- eller plantesygdom bør være klart identificeret, og der bør gives en beskrivelse af de pågældende foranstaltninger.

11.4.5. Hvis de ovenfor nævnte principper er overholdt, kan der ydes støtte på op til 100 % af de faktiske omkostninger ved foranstaltninger som f.eks. sundhedskontrol, prøver og andre undersøgelser, indkøb og indgivelse af vacciner, medicin og plantebeskyttelsesmidler, slagtning og destruktion af afgrøder. Der må dog ikke betales støtte til forebyggende foranstaltninger, hvis der i EF-forskrifterne er fastsat særlige afgifter i forbindelse med bestemte typer sygdomsforebyggende foranstaltninger. Tilsvarende må der ikke ydes støtte, hvis omkostningerne ved foranstaltningerne ifølge EF-forskrifterne skal afholdes af landbrugsbedriften, medmindre omkostningerne ved sådanne støtteforanstaltninger helt og fuldt udlignes af obligatoriske bidrag fra producenterne.

Der kan ydes kompensation for op til den normale værdi af ødelagte afgrøder eller slagtede dyr. Der kan også ydes rimelig kompensation for tab af fortjeneste, idet der tages hensyn til vanskelighederne ved at genoprette en besætning eller så eller plante marker om og til den karantæne eller venteperiode, som myndighederne foreskriver eller anbefaler med henblik på at fjerne sygdommen, inden besætningen genoprettes, eller markerne sås eller plantes om.

Hvis der ydes støtte i henhold til Fællesskabets og/eller nationale og/eller regionale støtteordninger, vil Kommissionen kræve bevis for, at der ikke gennem kumulation af forskellige ordninger kan ydes overkompensation. Hvis EF-støtte er blevet godkendt, bør dato og henvisning til den relevante kommissionsbeslutning oplyses.

11.5. STØTTE TIL BETALING AF FORSIKRINGSPRÆMIER

11.5.1. Som et alternativ til betaling af efterfølgende kompensation for tab forårsaget af naturkatastrofer har flere medlemsstater indført støtteordninger for at tilskynde landbrugerne til at få sådanne begivenheder dækket af en forsikring. Det er Kommissionens faste politik at tillade støtte på op til 80 % af udgifterne til præmier for forsikringer, der skal dække tab som følge af naturkatastrofer og andre usædvanlige begivenheder, som er omfattet af punkt 11.2, og af ugunstige vejrforhold, som kan henregnes under naturkatastrofer efter punkt 11.3. Når forsikringen også dækker tab forårsaget af ugunstige vejrforhold eller tab som følge af dyre- eller plantesygdomme, nedsættes støttesatsen til 50 % af udgifterne til præmien.

11.5.2. Kommissionen vil undersøge andre støtteforanstaltninger i forbindelse med forsikring mod naturkatastrofer og andre usædvanlige begivenheder i de konkrete tilfælde, navnlig genforsikringsordninger og andre støtteforanstaltninger for producenter i områder med særligt høj risiko.

11.5.3. Støtte til betaling af forsikringspræmier må ikke hindre det indre marked for forsikringsydelser i at fungere. Det ville f.eks. være tilfældet, hvis muligheden for at yde forsikringsdækning begrænsedes til et enkelt selskab eller en gruppe selskaber, eller hvis det var en betingelse for støtten, at forsikringen tegnedes hos et selskab etableret i den pågældende medlemsstat.

12. STØTTE TIL JORDFORDELING

Udveksling af parceller som led i jordfordelingsforanstaltninger, der gennmføres efter de procedurer, som er fastsat ved den pågældende medlemsstats lovgivning, gør det lettere at opnå økonomisk levedygtige bedrifter og bidrager derfor til udviklingen af landbrugssektoren som helhed samtidig med, at de kun har begrænset indvirkning på konkurrencevilkårene. Kommissionen tillader derfor, at der ydes støtte til dækning af advokat-, opmålings- og administrationsomkostninger ved jordfordeling på op til 100 % af de faktiske omkostninger. Når der ydes investeringsstøtte som led i en jordfordelingsordning (inkl. støtte til jordkøb), gælder maksimumsstøttesatserne i punkt 4.1 dog for sådanne investeringer.

13. STØTTE TIL FREMME AF PRODUKTION OG AFSÆTNING AF KVALITETSLANDBRUGSPRODUKTER

13.1. Støtteforanstaltninger, der har til formål at skabe incitament til at forbedre landbrugsprodukters kvalitet, vil normalt bidrage til at øge landbrugsproduktionens værditilvækst og hjælpe sektoren som helhed med at tilpasse sig til efterspørgslen, som bliver mere og mere kvalitetsorienteret. Kommissionen har generelt stillet sig positivt til en sådan støtte. Erfaringerne har dog vist, at sådanne støtteforanstaltninger kan true med at fordreje konkurrencevilkårene og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne på en måde, der er i modstrid med den fælles interesse. Dette er navnlig tilfældet, når der er tale om store støttebeløb, eller når udbetalingen af støtte fortsætter, efter at støttens incitamentskabende virkning er ophørt, og den derfor antager form af driftsstøtte. Af denne grund har Kommissionen besluttet at tage sin politik for denne støtte op til revision.

13.2. Kommissionen vil også tillade støtte til konsulentbistand og lignende bistand, herunder tekniske undersøgelser, gennemførlighedsundersøgelser, designundersøgelser og markedsforskning i forbindelse med aktiviteter vedrørende udvikling af kvalitetslandbrugsprodukter, herunder:

- markedsforskning, produktudformning(26), inklusive støtte til udarbejdelse af ansøgninger om anerkendelse af oprindelsesbetegnelser eller specificitetsattester i overensstemmelse med de relevante EF-forordninger

- indførelse af kvalitetssikringsordninger, såsom ISO's serie 9000 eller 14000, systemer på basis af risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter (HACCP) eller miljørevisionssystemer

- omkostningerne ved uddannelse af personale i anvendelsen af kvalitetssikrings- og HACCP-systemer.

Der kan også ydes støtte til betaling af de afgifter, som opkræves af anerkendte certificeringsorganer for den første certificering af kvalitetssikringssystemer og lignende systemer.

For at forhindre, at en stor del af støtten ydes til store virksomheder, bør den samlede støtte, der kan ydes efter dette afsnit, ikke overstige 100000 EUR pr. modtager over en treårig periode eller, for så vidt angår støtte til virksomheder, der opfylder Kommissionens definition af små og mellemstore virksomheder(27), 50 % af de støtteberettigede omkostninger afhængigt af, hvilket beløb der er størst. Ved beregning af støtten betragtes støttemodtageren som modtager af ydelserne.

Støtte til investeringer, der er nødvendige for at modernisere produktionsfaciliteter, herunder investeringer, der er nødvendige for at forvalte dokumentationssystemet og udføre proces- og produktkontrol, kan kun ydes i henhold til reglerne i punkt 4.1 eller 4.2.

13.3. Tidligere stillede Kommissionen sig positivt til støtte til dækning af omkostningerne ved kvalitetskontrolforanstaltninger og tillod støtte på op til 100 % af omkostningerne ved obligatorisk kontrol og 70 % af omkostningerne ved ikke-obligatorisk kontrol. I betragtning af den stigende vægt, der lægges på landbrugsprodukters sikkerhed og kvalitet, navnlig forpligtelsen til at anvende systemer af HACCP-typen til at sikre levnedsmiddelhygiejnen, er den rutinemæssige kontrol under produktionsprocessen dog blevet udvidet betydeligt, og omkostningerne ved kontrollen er blevet en normal del af produktionsomkostningerne. På grund af den umiddelbare indvirkning, som omkostningerne ved kvalitetskontrol har på produktionsomkostningerne, truer en sådan støtte reelt med at fordreje konkurrencevilkårene, navnlig når den betales selektivt. Kommissionen mener derfor ikke, at der bør ydes støtte til rutinemæssig kvalitetskontrol under produktionsprocessen og rutinemæssig produktkontrol, som gennemføres af fabrikanten, uanset om den udføres frivilligt eller er obligatorisk som led i HACCP-systemet eller lignende systemer. Der bør kun ydes støtte til kontrol, som gennmføres af eller på vegne af tredjemand, såsom myndighederne eller organer, der optræder på deres vegne, eller uafhængige instanser, som er ansvarlige for kontrollen og overvågningen af anvendelsen af oprindelsesbetegnelser, Ø-mærker eller kvalitetsmærker.

13.4. På grund af forskellene i medlemsstaternes politik for overvæltning af omkostningerne ved obligatoriske kontrolforanstaltninger, som gennemføres i henhold til EF-forskrifterne eller national lovgivning af eller på vegne af myndighederne, vil Kommissionen fortsat tillade støtte på op til 100 % af omkostningerne ved en sådan kontrol, medmindre de beløb, der skal betales til producenterne for kontrolforanstaltninger, er fastsat i EF-forskrifterne. Hvis omkostningerne ved kontrollen ifølge EF-forskrifterne skal afholdes af producenterne, uden at de faktiske afgifter er angivet nærmere, vil Kommissionen kun tillade støtte som led i en støtteordning, der finansieres med skattelignende afgifter, som sikrer, at alle omkostningerne ved kontrollen afholdes af producenterne. Kommissionen vil undersøge forslag om midlertidig eller degressiv støtte, som skal give producenterne tid til at tilpasse sig til en sådan kontrol, i de konkrete tilfælde under hensyntagen til de pågældende retsforskrifter.

I det særlige tilfælde, hvor der ydes støtte til dækning af omkostningerne ved kontrolforanstaltninger, som gennemføres for at sikre oprindelsesbetegnelsers eller specificitetsattesters ægthed som led i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92(28) og (EØF) nr. 2082/92(29), vil Kommissionen tillade midlertidig og degressiv støtte til at dække omkostningerne ved kontrollen i de første seks år efter oprettelsen af kontrolsystemet. Eksisterende støtte til dækning af omkostningerne ved en sådan kontrol skal gradvis nedsættes, så den bortfalder senest seks år efter nærværende rammebestemmelsers ikrafttrædelse.

I betragtning af den særlige interesse for EF i at sikre udviklingen af økologiske produktionsmetoder(30) vil Kommissionen fortsat tillade støtte til kontrol af økologiske produktionsmetoder som led i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91(31) på op til 100 % af de faktisk påløbne omkostninger.

13.5. Kommissionen vil tillade støtte til en sats på indledningsvis op til 100 % af omkostningerne ved kontrol, der gennemføres af andre organer, som er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af kvalitetsmærker under anerkendte kvalitetssikringsordninger. Denne støtte skal nedsættes gradvis, således at den bortfalder senest syv år efter indførelsen. Eksisterende støtte til dækning af omkostningerne ved sådanne organers kontrol skal gradvis nedsættes, så den bortfalder senest seks år efter nærværende rammebestemmelsers ikrafttrædelse.

14. TEKNISK BISTAND I LANDBRUGSSEKTOREN

14.1. Kommissionen stiller sig positivt til støtteordninger, som har til formål at yde teknisk bistand i landbrugssektoren. En sådan blød støtte forbedrer EF-landbrugssektorens effektivitet og professionalisme og bidrager således til dens levedygtighed på lang sigt samtidig med, at den kun har meget begrænset indvirkning på konkurrencevilkårene. Der kan derfor ydes støtte på op til 100 % af omkostningerne i forbindelse med f.eks.:

- uddannelse og undervisning; de støtteberettigede omkostninger kan omfatte de faktiske omkostninger ved tilrettelæggelsen af uddannelsesprogrammet, rejseudgifter og diæter og udgifterne til afløsere under landbrugerens eller medhjælperens fravær

- driftskonsulentordninger og vikarordninger

- konsulenthonorarer

- tilrettelæggelse af konkurrencer, udstillinger og messer, herunder støtte til omkostninger ved deltagelsen heri

- andre aktiviteter, der tager sigte på at udbrede nye metoder, såsom relevante mindre pilotprojekter eller demonstrationsprojekter.

14.2. For at undgå fordrejning af konkurrencevilkårene bør denne type støtteforanstaltning principielt kunne udnyttes af de støtteberettigede i det pågældende område baseret på objektivt fastsatte betingelser. Støtte, som er begrænset til bestemte grupper og kun er beregnet for deres medlemmer, kan ikke anses for at lette udviklingen af sektoren som helhed og må betragtes som driftsstøtte. Når producentsammenslutninger eller andre landbrugsorganisationer for gensidig bistand leverer sådanne ydelser, vil Kommissionen således skaffe sig sikkerhed for, at de pågældende ydelser står til rådighed for alle dertil berettigede landbrugere. I sådanne tilfælde bør eventuelle bidrag til den pågældende sammenslutnings eller organisations administrationsomkostninger begrænses til omkostningerne ved levering af ydelsen.

14.3. Det samlede støttebeløb, der betales efter dette afsnit bør ikke overstige 100000 EUR pr. støttemodtager i løbet af en treårig periode eller, når der er tale om støtte til virksomheder, som er omfattet af Kommissionens definition af små og mellemstore virksomheder(32), 50 % af de støtteberettigede omkostninger, hvis dette beløb er større. Ved beregning af støtten anses modtageren at være den person, der modtager ydelserne.

15. STØTTE TIL HUSDYRSEKTOREN

15.1. Ud over de støtteforanstaltninger, der er beskrevet ovenfor, vil Kommissionen tillade følgende yderligere støtteforanstaltninger i husdyrsektoren for at støtte bevarelsen og forbedringen af EF-husdyrenes genetiske kvalitet:

- støtte på op til 100 % til dækning af administrationsomkostningerne ved oprettelse og føring af stambøger

- støtte på op til 70 % til undersøgelser til bestemmelse af husdyrs genetiske kvalitet og ydelse

- støtte på op til 40 % af de støtteberettigede omkostninger ved investeringer i avlscentre og ved indførelse på bedriftsplan af nyskabende avlsteknikker eller -praksis

- støtte på op til 30 % af de omkostninger, der er forbundet med at holde individuelle avlshandyr af høj genetisk kvalitet, som er registreret i stambøger.

Støtte til bevarelse af truede arter eller racer vil blive vurderet efter bestemmelserne i kapitel VI i afsnit II i forordningen om udvikling af landdistrikterne.

16. STATSSTØTTE TIL RANDOMRÅDERNE OG DE ÆGÆISKE ØER

16.1. Med vedtagelsen af forordningen om udvikling af landdistrikterne er de forskellige undtagelser, der er fastsat i de nugældende regler for randområderne og øerne i Det Ægæiske Hav, og hvorefter der under visse omstændigheder kan ydes supplerende statsstøtte, blevet ophævet. Forordningen bygger dog på princippet om, at nye bestemmelser, der giver den fleksibilitet til tilpasninger og undtagelser, som er nødvendig for at opfylde disse regioners særlige behov, skal fastsættes under programmeringen af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne til fordel for disse regioner. Kommissionen vil derfor i hvert enkelt tilfælde undersøge forslag om statsstøtte, der skal imødekomme disse regioners behov under hensyntagen til de pågældende foranstaltningers forenelighed med programmerne for udvikling af landdistrikterne for de pågældende regioner og deres indvirkning på konkurrencevilkårene.

16.2. Hvad angår randområderne, vil Kommissionen uanset det generelle forbud mod statsstøtte i nærværende rammebestemmelser undersøge forslag om driftsstøtte i randområderne i de konkrete tilfælde under hensyntagen til de i traktaten fastsatte principper og navnlig til foranstaltningernes potentielle indvirkning på konkurrencevilkårene i de pågældende regioner og i andre dele af EF.

17. STØTTE TIL FORSKNING OG UDVIKLING

Støtte til forskning og udvikling vil blive undersøgt efter kriterierne i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling(33). Forhøjelsen på 10 % af støtten til små og mellemstore virksomheder i henhold til punkt 4.2.6 i Fællesskabet rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder gælder også i landbrugssektoren(34).

18. STØTTE TIL SALGSFREMMENDE FORANSTALTNINGER OG REKLAME FOR LANDBRUGSPRODUKTER

Støtte til salgsfremmende foranstaltninger og reklame for landbrugsprodukter vil blive vurderet efter rammeordningen for statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og visse varer, der ikke henhører under traktatens bilag I, men ikke fiskerivarer(35).

19. STØTTE I FORM AF SUBSIDIEREDE KORTFRISTEDE LÅN

Subsidierede kortfristede lån (driftslån) til landbrugssektoren vil blive vurderet efter rammebestemmelserne for statsstøtte: subsidierede kortfristede landbrugslån(36).

20. STØTTE TIL REDNING OG OMSTRUKTURERING AF KRISERAMTE VIRKSOMHEDER

Støtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder vil blive vurderet efter Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder(37).

21. STØTTE TIL FREMME AF BESKÆFTIGELSEN

Støtte til fremme af beskæftigelsen vil blive vurderet efter EF-rammebestemmelserne for støtte til fremme af beskæftigelsen(38).

22. OPHÆVELSE AF EKSISTERENDE TEKSTER

Følgende tekster ophæves og afløses af nærværende rammebestemmelser og passende foranstaltninger:

- forslag om passende foranstaltninger i forbindelse med støtte, som medlemsstaterne yder til husdyrbrug og produkter fra husdyrbrug(39)

- regler for ydelse af statsstøtte i tilfælde af skade på landbrugsproduktionen eller produktionsmidlerne i landbruget og statsstøtte til dækning af en andel af præmierne for forsikring mod sådanne risici(40)

- rammebestemmelser for statsstøtte til producentorganisationer(41)

- rammebestemmelser for statsstøtte i forbindelse med investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter(42).

Efter nærværende rammebestemmelsers ikrafttræden vil fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse(43) ikke længere gælde for landbrugssektoren, jf. dog punkt 5.6.2.

23. PROCEDURER

23.1. ANMELDELSE

23.1.1. Med forbehold af punkt 23.1.2 skal alle nye støtteordninger og alle nye individuelle støtteforanstaltninger anmeldes til Kommissionen, inden de indføres, i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3 og Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-raktatens artikel 88(44).

23.1.2. I henhold til artikel 52 i forordningen om udvikling af landdistrikterne kræves der ikke særskilt anmeldelse efter traktatens artikel 88, stk. 3, af statsstøtte, som har til formål yderligere at bidrage til finansiering af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, som medfinansieres af EF, hvis denne støtte er blevet anmeldt til og godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med forordningen som led i den i forordningens artikel 40 nævnte programmering.

For at kunne henføres under undtagelsen skal de pågældende foranstaltninger og den supplerende statsstøtte, der er afsat til hver af dem, være klart identificeret i planen for udvikling af landdistrikterne i overensstemmelse med gennemførelsesforordningen. Kommissionens godkendelse af planen vil kun omfatte foranstaltninger, som er blevet identificeret på denne måde. Statsstøtte til andre foranstaltninger, uanset om de indgår i planen eller ej, eller foranstaltninger, for hvilke der er fastsat andre betingelser end dem, der er anført i planen, skal anmeldes særskilt til Kommissionen i henhold til artikel 88, stk. 3.

Endvidere omfatter Kommissionens godkendelse af planen kun det støttebeløb, som medlemsstaten har angivet. Forhøjelser på over 25 % af det støttebeløb, der er afsat til en bestemt foranstaltning i det pågældende år, eller forhøjelser på over 5 % i forhold til det samlede afsatte beløb skal godkendes af Kommissionen(45).

De samme regler gælder analogt for ændringer af planer for udvikling af landdistrikterne.

23.2. ÅRLIGE RAPPORTER

23.2.1. På Rådets møde den 2. oktober 1974 besluttede medlemsstaternes regeringer at forelægge Kommissionen en fuldstændig opgørelse over al statsstøtte til landbruget i 1974. Kommissionen fandt, at disse opgørelser var et vigtigt middel til at sikre større gennemsigtighed, når det gælder statsstøtteforanstaltninger, til at vurdere dem efter fælles kriterier og til at sikre, at det fælles landbrugsmarked fungerer efter hensigten. Derfor anmodede Kommissionen ved brev af 24. juni 1976(46) alle medlemsstaterne om at forelægge en ajourført opgørelse over statsstøtteordninger senest ved udgangen af maj hvert år.

23.2.2. Denne ordning er nu blevet ophævet ved artikel 21 i forordning (EF) nr. 659/1999, hvori det er fastsat, at medlemsstaterne indsender årlige rapporter til Kommissionen om alle eksisterende støtteordninger, for hvilke der ikke gælder nogen særlig indberetningspligt i henhold til en betinget beslutning.

23.2.3. I landbrugssektoren må der i ordningerne for fremlæggelse af årsrapporter tages hensyn til de procedurer for overvågning og evaluering af planerne for udvikling af landdistrikterne, der er fastlagt i kapitel V i forordning (EF) nr. 1257/1999, og ligeledes til de forskellige rapporteringssystemer, der er fastlagt ifølge WTO-aftalerne og af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Rapporteringsordningerne skal så vidt muligt forebygge dobbeltarbejde og fremlæggelse af de samme basisoplysninger flere gange i forskelligt format.

23.2.4. Disse rapporter bør indtil videre forelægges efter nedenstående retningslinjer. Kommissionen forbeholder sig dog ret til efter samråd med medlemsstaterne at foreslå ændringer af retningslinjerne, særlig for at tage hensyn til erfaringerne fra gennemførelsen af overvågnings- og evalueringsprocedurerne i henhold til forordning (EF) nr. 1257/1999.

a) En enkelt rapport bør forelægges for Kommissionen for første gang inden den 1. juli 2001 og derefter senest den 30. juni hvert år og omfatte alle støtteordninger for landbrugssektoren i den pågældende medlemsstat. Rapporten bør udarbejdes i to dele, nemlig en almindelig del og individuelle rapporter om alle eksisterende støtteordninger.

b) Den almindelige del, på 5-10 sider, bør give en oversigt over udviklingen i den pågældende medlemsstats politik for støtte til landbrugssektoren. Den bør give et resumé af vigtige ændringer i løbet af det pågældende år, herunder en kort beskrivelse af grundene til, at der er indført større, nye støtteordninger, eller til, at eksisterende ordninger er bragt til ophør, og bør give en beskrivelse af væsentlige ændringer i den støtte, der ydes til eksisterende støtteordninger.

Hvis ansvaret for gennemførelsen af statsstøttepolitikken i landbrugssektoren er lagt ud på regionerne, kan en meldemsstat, hvis den finder det hensigtsmæssigt, forelægge særskilte generelle rapporter om aktiviteterne på nationalt og regionalt plan.

Den almindelige del bør vedlægges globale finansielle data for den samlede offentlige finansielle støtte til landbrugssektoren. I disse data bør der skelnes mellem:

- nationale bidrag til finansieringen af foranstaltninger, som EF yder støtte til i henhold til forordningen om udviklingen af landdistrikterne eller andre EF-forordninger

- støtte til statsstøtteforanstaltninger, der er blevet godkendt af Kommissionen som led i programmeringen af udviklingen af landdistrikterne i henhold til artikel 52 i forordning (EF) nr. 1257/1999 (se punkt 23.1.2)

- andre statsstøtteforanstaltninger.

Disse globale finansielle data skal så vidt muligt fremlægges i form af en samlet vejledende oversigt(47).

c) Der bør forelægges individuelle rapporter om de enkelte eksisterende støtteordninger(48), der ikke er godkendt af Kommissionen som led i programmeringen af udviklingen af landdistrikterne i henhold til artikel 52 i forordning (EF) nr. 1257/1999(49).

For så vidt angår støtteordninger for investeringer i forbindelse med forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter bør rapporterne fremlægges i det format, der er anført i del I i bilaget. De oplysninger, der er nødvendige for, at Kommissionen kan vurdere, om ordningen overholder restriktionerne i punkt 4.2.4 i nærværende rammebestemmelser, bør også fremsendes på de betingelser, der er fastsat i godkendelsen af den pågældende støtteordning.

I andre tilfælde bør rapporterne fremsendes i det forenklede format, der er anført i del II i bilaget. For så vidt angår støtteordninger for investeringer i den primære landbrugsproduktion bør de oplysninger, der er nødvendige for, at Kommissionen kan vurdere, om ordningen overholder restriktionerne i punkt 4.1.1.3 og 4.1.1.4 i nærværende rammebestemmelser, også fremsendes på de betingelser, der er fastsat i godkendelsen af den pågældende støtteordning.

For støtteordninger, som helt eller delvis finansieres med skattelignende afgifter, bør afgiftsprovenuet og de offentlige udgifter til ordningen med fradrag af bidraget fra sektoren også oplyses.

23.2.5. Kommissionen forbeholder sig ret til at indhente supplerende oplysninger om eksisterende støtteordninger i de konkrete tilfælde, hvis det er nødvendigt for, at den kan udføre sine opgaver i henhold til traktatens artikel 88, stk. 1.

23.2.6. Hvis der ikke forelægges årlige rapporter i henhold til nærværende rammebestemmelser, kan Kommissionen træffe dispositioner efter artikel 18 i forordning (EF) nr. 659/1999.

23.2.7. Under hensyntagen til de af medlemsstaterne forelagte årlige rapporter vil Kommissionen tage passende skridt til at sikre en mere gennemsigtig information om statsstøtten i landbrugssektoren.

23.3. ANVENDELSE PÅ NY STØTTE

Kommissionen vil anvende nærværende rammebestemmelser på ny statsstøtte, herunder anmeldelser fra medlemsstaterne, som der endnu ikke er truffet afgørelse om, med virkning fra den 1. januar 2000.

23.4. FORSLAG OM PASSENDE FORANSTALTNINGER

I henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 1, foreslår Kommissionen medlemsstaterne at ændre deres eksisterende støtteordninger for støtte til investeringer i produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter omfattet af bilag I, for at bringe dem i overensstemmelse med nærværende rammebestemmelser senest den 30. juni 2000, og at ændre eksisterende støtteordninger, der er omfattet af nærværende rammebestemmelser, senest den 31. december 2000.

Medlemsstaterne opfordres til skriftligt at bekræfte, at de accepterer nærværende forslag om passende foranstaltninger senest den 1. marts 2000.

Hvis en medlemsstat undlader at bekræfte sin accept skriftligt inden denne dato, vil Kommissionen gå ud fra, at den pågældende medlemsstat har accepteret forslagene, medmindre den udtrykkelig giver skriftlig meddelelse om, at den ikke er indforstået.

Hvis en medlemsstat ikke accepterer forslagene helt eller delvis senest på denne dato, vil Kommissionen træffe dispositioner i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 659/1999.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80), i det følgende benævnt "forordningen om udvikling af landdistrikterne".

(2) Statsstøtte i fiskeri- og akvakultursektoren undersøges inden for rammerne af retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren (EFT C 100 af 27.3.1997, s. 12) og Rådets forordning (EF) nr. 2468/98 af 3. november 1998 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (EFT L 312 af 20.11.1998, s. 19).

(3) Ved anvendelsen af disse bestemmelser forstås ved "produkter, der imiterer eller erstatter mælk og/eller mejeriprodukter" produkter, der kan forveksles med mælk og/eller mejeriprodukter, men hvis sammensætning afviger fra sådanne produkter derved, at de indeholder fedt og/eller protein, som ikke stammer fra mælk, evt. med indhold af mælkeprotein ("andre produkter end mejeriprodukter", jf. artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1898/87 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og mejeriprodukter i forbindelse med afsætning (EFT L 182 af 3.7.1987, s. 36)).

(4) EFT L 388 af 31.12.1992, s. 1.

(5) Domstolens dom i sag 177/78, Pigs and Bacon Commission mod McCarren, Sml. 1979, s. 2161.

(6) Meddelelse fra Kommissionen om de minimis-støtteordninger (EFT C 68 af 6.3.1996, s. 6).

(7) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9.

(8) EFT C 213 af 23.7.1996, s. 4.

(9) EFT 30 af 20.4.1962, s. 993/62.

(10) Forordningen om udvikling af landdistrikterne, artikel 51, stk. 2.

(11) Der kan ikke ydes støtte til kriseramte landbrugsbedrifter, medmindre støtten opfylder betingelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT C 283 af 19.9.1997, s. 2).

(12) I dette tilfælde bør der tages hensyn til enhver periode, der er fastsat i henhold til artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31), i det følgende benævnt "gennemførelsesforordningen".

(13) Køb af brugt materiel kan anses som en støtteberettiget udgift i velbegrundede tilfælde, hvis følgende fire betingelser alle er opfyldt: der skal foreligge en erklæring fra sælgeren, hvori denne attesterer materiellets nøjagtige oprindelse og bekræfter, at der ikke allerede er ydet national støtte eller EF-støtte til det pågældende materiel; købet af det pågældende materiel skal indebære en særlig fordel for programmet eller projektet eller være nødvendigt som følge af usædvanlige omstændigheder (f.eks. at anskaffelse af nyt materiel vil indebære en forsinkelse, der kan bringe projektets vellykkede gennemførelse i fare); købet skal medføre en reduktion af omkostningerne (og dermed af EF-støtten) i forhold til omkostningerne ved køb af tilsvarende nyt materiel, samtidig med at der fortsat skal være et godt costbenefitforhold; de tekniske og/eller teknologiske specifikationer for det brugte materiel skal være hensigtsmæssige i forhold til, hvad der er behov for under projektet.

(14) Støtte til køb af ny besætning efter udbrud af dyresygdomme er omfattet af punkt 11.4.

(15) Rammebestemmelser for statsstøtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (EFT C 29 af 2.2.1996, s. 4), som afløses af nærværende rammebestemmelser.

(16) Der må ikke ydes støtte til kriseramte virksomheder, medmindre støtten opfylder betingelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT C 283 af 19.9.1997, s. 2).

(17) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9.

(18) Kommissionen mener navnlig, at med de undtagelser, der udtrykkeligt er fastsat i de relevante retsakter, er støtte til investeringer i forarbejdnings- og afsætningsaktiviteter i sukkersektoren implicit forbudt efter bestemmelserne i den fælles markedsordning.

(19) Se fodnote 12.

(20) For øjeblikket EFT C 72 af 10.3.1994, s. 3.

(21) EFT L 142 af 2.6.1997, s. 30.

(22) Ved køb er de støtteberettigede udgifter begrænset til udgifterne til leje på almindelige markedsvilkår.

(23) Nye medlemmers indtræden i en sammenslutning betragtes ikke i sig selv som en betydelig udvidelse af sammenslutningens aktiviteter, medmindre den resulterer i, at disse kvantitativt udvides med mindst 30 %.

(24) Ved anvendelse af dette afsnit omfatter plantesygdomme også skadegørere på planter.

(25) Hvis det viser sig, at dyre- eller plantesygdomme skyldes ugunstige vejrforhold, vil Kommissionen evaluere støtteforanstaltningen efter punkt 11.3, og disse krav vil ikke gælde.

(26) Der må kun ydes støtte til salgsfremmende foranstaltninger i overensstemmelse med de relevante rammebestemmelser.

(27) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.

(28) EFT L 208 af 24.7.1992, s. 1.

(29) EFT L 208 af 24.7.1992, s. 9.

(30) Jf. betragtning 41 i forordningen om udvikling af landdistrikterne.

(31) EFT L 198 af 22.7.1991, s. 1.

(32) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.

(33) EFT C 45 af 17.2.1996, s. 5, som ændret for så vidt angår deres anvendelse i landbrugssektoren (EFT C 48 af 13.2.1998, s. 2).

(34) For øjeblikket EFT C 213 af 23.7.1996, s. 4.

(35) For øjeblikket EFT C 302 af 12.11.1987, s. 6.

(36) For øjeblikket EFT C 44 af 16.2.1996, s. 2.

(37) For øjeblikket EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2.

(38) For øjeblikket EFT C 334 af 12.12.1995, s. 4.

(39) Kommissionens brev til medlemsstaterne SG(75) D/29416 af 19.9.1975.

(40) Arbejdsdokument VI/5934/86-rev. 2.

(41) Arbejdsdokument VI/503/88.

(42) EFT C 29 af 2.2.1996, s. 4.

(43) EFT C 72 af 10.3.1994, s. 3.

(44) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

(45) Gennemførelsesforordningens artikel 35.

(46) SG(76) D/6717.

(47) Jf. punkt 8 og 16 i bilaget til forordning (EF) nr. 1750/1999.

(48) Rapporter om individuel støtte, der ikke ydes som led i en støtteordning, skal kun forelægges, hvis dette er en betingelse for Kommissionens godkendelse af støtten.

(49) Rapporter om støtteordninger, der er godkendt i henhold til artikel 52 i forordning (EF) nr. 1257/1999, bør fremlægges inden for rammerne af rapporterne om gennemførelsen af programmerne for udvikling af landdistrikterne.

BILAG

Oplysninger i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 1, om støtteordningen, individuel støtte ydet inden for en ordning eller individuel støtte ydet uden for en godkendt støtteordning

I. MODEL TIL DETALJERET ÅRSRAPPORT

1. Ordningens eller den individuelle støttes navn på originalsproget

1a. Primært og sekundært formål

2. Tidspunkt for Kommissionens seneste godkendelse og støttenummer

3. Udgifter under ordningen

Der anføres særskilte tal for hvert støtteinstrument under ordningen (f.eks. tilskud, rentelettede lån, garantier). Der anføres tal for udgifter eller forpligtelser, indtægtstab og andre finansielle faktorer i forbindelse med støtten (f.eks. lånets løbetid, rentegodtgørelser, morarenter på restlån, restancer på garantier minus præmieindtægter og inddrevne beløb).

Disse udgiftstal fremlægges på følgende grundlag:

3.1. For år "n"(1) anføres udgiftsoverslag eller anslåede indtægtstab, hvis der er tale om skatteudgifter.

3.2. For år "n-1" anføres:

3.2.1. Udgiftsforpligtelser eller anslåede indtægtstab, hvis der er tale om skatteudgifter, for nye støttede projekter og faktiske betalinger for nye og igangværende projekter(2).

3.2.2. Antallet af nye støttemodtagere og antallet af nye støttede projekter.

3.2.3. Regional fordeling af beløbene i punkt 3.2.1 efter mål 1, 2, ugunstigt stillede områder, andet.

3.2.4.1. Fordeling på undersektorer i punkt 3.2.1 efter støttemodtagernes aktivitetsområde (efter den trecifrede NACE-klassifikation(3) eller en tilsvarende national nomenklatur, der præciseres nærmere).

3.2.4.2. Besvares kun for ordninger, der falder ind under rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling:

- fordeling af de samlede udgifter efter F& U-stadium (grundforskning, industriel forskning, anvendt forskning osv.)

- antal projekter, der indgår i et EF-samarbejde eller et internationalt samarbejde

- fordeling af udgifter på virksomheder, forskningscentre og højere læreanstalter.

3.2.5. Besvares kun for ordninger, der ikke udelukkende er forbeholdt SMV og ikke indebærer automatisk ydelse af støtte. Støtte ydes automatisk, når det for at modtage støtte er tilstrækkeligt at opfylde alle støtteberettigelsesbetingelserne, eller når det påvises, at en offentlig myndighed ikke udøver sine lovfæstede skønsmæssige beføjelser til at udvælge støttemodtagerne.

For hver af de støttemodtagere, der - opført efter aftagende beløbsstørrelse - tegner sig for 30 % af de samlede forpligtelser i år "n-1" (undtagen budgetmidler, der er afsat til grundforskning gennemført af universiteter eller andre videnskabelige institutter, der ikke er omfattet af EF-traktatens artikel 87, når denne forskning ikke sker på grundlag af en kontrakt eller i samarbejde med den private sektor), angives følgende:

- navn

- adresse

- aktivitetsområde (efter klassifikationen under punkt 3.2.4.1)

- støttebeløb, der er indgået forpligtelser for (eller godkendt, når det drejer sig om skattelettelser)

- projektets støtteberettigede omkostninger

- projektets samlede omkostninger.

Listen skal omfatte mindst 10 og højst 50 støttemodtagere. Denne regel går forud for 30 %-reglen. Når der er under 10 støttemodtagere i det år, som rapporten vedrører, skal de alle anføres på listen. Når der ydes støtte til flere projekter pr. modtager, skal oplysningerne gives for hvert projekt. Oplysningerne er ikke påkrævet for støtte med en maksimumsgrænse, hvis over 50 støttemodtagere når denne grænse. I så fald er det tilstrækkeligt at angive maksimumsgrænsen og antallet af modtagere, der har nået den.

4. Ændringer (administrative eller andre) indført i årets løb

II. MODEL TIL FORENKLET ÅRSRAPPORT, DER SKAL INDGIVES FOR ALLE STØTTEORDNINGER, SOM IKKE ER OMFATTET AF DEL I

For nye støtteordninger omfattet af den hurtige godkendelsesprocedure eller ordninger med et årsbudget, der ikke overstiger 5 mio. EUR, besvares kun punkt 1, 1a, 2.1, 2.2.1 og 2.2.2 (meget forenklet rapport).

1. Ordningens navn på originalsproget og støttenummer

1a. Primært og sekundært formål

2. Udgifter under ordningen

Der anføres særskilte tal for hvert støtteinstrument under ordningen (f.eks. tilskud, rentelettede lån, garantier). Der anføres tal for udgifter eller forpligtelser, indtægtstab og andre finansielle faktorer i forbindelse med støtten (f.eks. lånets løbetid, rentegodtgørelser, morarenter på restlån, restancer på garantier minus præmieindtægter og inddrevne beløb).

Disse udgiftstal fremlægges på følgende grundlag:

2.1. For år "n" anføres udgiftsoverslag eller anslåede indtægtstab, hvis der er tale om skatteudgifter.

2.2. For år "n-1" anføres:

2.2.1. Udgiftsforpligtelser eller anslåede indtægtstab, hvis der er tale om skatteudgifter, for nye støttede projekter og faktiske betalinger for nye og igangværende projekter(4).

2.2.2. Antallet af nye støttemodtagere og antallet af nye støttede projekter samt det anslåede antal nyoprettede eller bevarede job.

2.2.3. Regional fordeling af beløbene under 2.2.1 efter mål 1, 2, ugunstigt stillede områder, andet.

2.2.4. Fordeling på undersektorer af 2.2.1 efter støttemodtagernes aktivitetsområde (efter den trecifrede NACE-klassifikation eller en tilsvarende national nomenklatur, der præciseres nærmere).

3. Ændringer (administrative eller andre) indført i årets løb

(1) År "n" er det år, hvor rapporten modtages.

(2) Hvis der endnu ikke foreligger tal for de faktiske skatteudgifter, anføres der overslag, og de endelige tal fremsendes sammen med den næste rapport.

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 af 9. oktober 1990 om den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber (EFT L 293 af 24.10.1990, s. 1), ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 761/93 (EFT L 83 af 3.4.1993, s. 1), berigtiget (EFT L 159 af 11.7.1995, s. 31).

(4) Hvis der endnu ikke foreligger tal for de faktiske skatteudgifter, anføres der overslag, og de endelige tal fremsendes sammen med den næste rapport.