32000R2601

Kommissionens forordning (EF) nr. 2601/2000 af 17. november 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår tidspunktet for indførelse af køberpriser i de harmoniserede forbrugerprisindekser (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 300 af 29/11/2000 s. 0014 - 0015


Kommissionens forordning (EF) nr. 2601/2000

af 17. november 2000

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår tidspunktet for indførelse af køberpriser i de harmoniserede forbrugerprisindekser

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser(1), særlig artikel 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 3,

efter høring af Den Europæiske Centralbank(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 2494/95 skal hver medlemsstat udarbejde et harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP) fra og med indekset for januar 1997.

(2) I henhold til artikel 2, litra a, nr. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 af 9. september 1996 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser(3), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1688/98(4), er de priser, der anvendes i HICP, de køberpriser, som husholdningerne betaler for individuelle varer og tjenester i monetære transaktioner.

(3) Der er mulighed for betydelige proceduremæssige forskelle med hensyn til det tidspunkt, hvor køberpriserne indføres i HICP. Det er derfor nødvendigt med en harmoniseret metode med hensyn til dette tidspunkt for at sikre, at de HICP'er, der udarbejdes, opfylder de krav til sammenlignelighed, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 2494/95, især når der er tale om produkter, hvor der kan være forskel mellem købstidspunkt, betaling, levering og forbrug.

(4) Bestemmelserne i denne forordning er i overensstemmelse med de definitioner, der er fastlagt i Det Europæiske Nationalregnskabssystem (ENS 95), der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab(5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 448/98(6), for så vidt som ENS 95 er forenelig med formålene med HICP.

(5) Navnlig anføres det i punkt 3.89 i ENS 95, at varer og tjenester generelt bør registreres, når fordringerne stiftes, dvs. når køberen indgår en forpligtelse over for sælgeren.

(6) HICP bør afspejle prisændringer i basis- eller referenceperioden på grundlag af husholdningernes ændrede udgifter til opretholdelse af samme forbrugsmønster med samme sammensætning af forbrugerpopulationen.

(7) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Statistiske Program, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom(7) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

Denne forordnings formål er at harmonisere tidspunkterne for registrering og indførelse af køberpriser i de harmoniserede forbrugerprisindekser, herefter benævnt "HICP", for at sikre, at HICP'erne er pålidelige og relevante og opfylder de krav til sammenlignelighed, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 2494/95.

Artikel 2

Indførelsestidspunkt

De priser, der anvendes i HICP, er de køberpriser, som husholdningerne betaler for individuelle varer og tjenester i monetære transaktioner. Priser for varer skal indføres i HICP for den måned, hvor de observeres. Priser for tjenester skal registreres i HICP for den måned, hvor forbruget af den pågældende tjeneste til de observerede priser kan påbegyndes.

Artikel 3

Anvendelse

Bestemmelserne i denne forordning anvendes af medlemsstaterne i december 2000 og får virkning fra indekset for januar 2001.

Artikel 4

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 2000.

På Kommissionens vegne

Pedro Solbes Mira

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1.

(2) Udtalelse afgivet den 24. november 2000 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(3) EFT L 229 af 10.9.1996, s. 3.

(4) EFT L 214 af 31.7.1998, s. 23.

(5) EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1.

(6) EFT L 58 af 27.2.1998, s. 1.

(7) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.