32000R0764

Rådets forordning (EF) nr. 764/2000 af 10. april 2000 om iværksættelse af foranstaltninger til udbygning af toldunionen EF-Tyrkiet

EF-Tidende nr. L 094 af 14/04/2000 s. 0006 - 0009


Rådets forordning (EF) nr. 764/2000

af 10. april 2000

om iværksættelse af foranstaltninger til udbygning af toldunionen EF-Tyrkiet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde den 12.-13. december 1997 i Luxembourg, at Republikken Tyrkiet kan ansøge om optagelse i Den Europæiske Union.

(2) Den 4. marts 1998 forelagde Kommissionen Rådet en meddelelse ("Europæisk strategi over for Tyrkiet - de første operationelle forslag fra Kommissionen") med henblik på forberedelse af Tyrkiets optagelse.

(3) Det blev på Det Europæiske Råds møde den 15.-16. juni 1998 i Cardiff fastslået, at nævnte meddelelse er et passende grundlag for de videre bestræbelser på at udvide forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet.

(4) Det Europæiske Råd anmodede på sit møde i Cardiff Kommissionen om at fremsætte forslag til en fællesskabsstrategi over for Tyrkiet.

(5) Det Europæiske Råd fastslog på sit møde i Cardiff, at en sådan fællesskabsstrategi forudsætter finansiel bistand.

(6) I Rådets konklusioner af 13. september 1999 henvises til den finansielle bistand til Tyrkiet.

(7) Toldunionen EF-Tyrkiet trådte i kraft den 31. december 1995. Tyrkiet fortsætter med at gennemføre sin økonomiske reform.

(8) Det Europæiske Råd erklærede på mødet den 10.-11. december 1999 i Helsingfors, at Tyrkiet er et kandidatland, der ønsker at tiltræde Unionen på grundlag af de samme kriterier som dem, der gælder for de øvrige kandidatlande.

(9) Bestemmelserne i denne forordning bygger på overholdelse af demokratiets principper, retsstaten, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt folkeretten, dvs. de principper, der er fundamentet for Det Europæiske Fællesskabs og medlemsstaternes politikker.

(10) Fællesskabet lægger stor vægt på at Tyrkiet forbedrer og fremmer demokratiet og overholder de grundlæggende menneskerettigheder samt i højere grad inddrager civilsamfundet i denne proces.

(11) Europa-Parlamentet har vedtaget følgende beslutninger: den 13. december 1995 om menneskerettighedssituationen i Tyrkiet(3), den 17. september 1998 om Kommissionens rapport om udviklingen i forbindelserne med Tyrkiet siden toldunionens ikrafttrædelse(4), den 3. december 1998 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om den videre udvikling i forbindelserne til Tyrkiet og Kommissionens meddelelse til Rådet om "en europæisk strategi over for Tyrkiet - de første operationelle forslag fra Kommissionen"(5) og den 6. oktober 1999 om forbindelserne mellem Tyrkiet og Den Europæiske Union, især hvad angår betydningen af respekten for menneskerettighederne i Tyrkiet for udviklingen af snævre forbindelser mellem dette land og Den Europæiske Union.

(12) Der anføres i denne forordning et finansielt referencegrundlag som omhandlet i punkt 34 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(6) for hele programmets varighed som led i Middelhavstildelingens flerårige finansielle ramme, uden at dette berører budgetmyndighedens beføjelser i henhold til traktaten.

(13) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(7).

(14) Traktaten indeholder ikke anden hjemmel end artikel 308 til vedtagelse af denne forordning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet bidrager til Tyrkiets bestræbelser på at forberede sig på tiltrædelse ved at støtte landets tilnærmelse til Den Europæiske Union på alle felter med tilknytning til toldunionens udbygning.

Artikel 2

Det finansielle referencegrundlag til gennemførelsen af denne forordning er for perioden 2000-2002 på 15 mio. EUR.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af det finansielle overslag.

Artikel 3

1. I forbindelse med samarbejdsprojekter og -foranstaltninger kan der ydes bistand ikke blot til den tyrkiske stat og dennes regioner, men også til lokale myndigheder, regionale organisationer, offentlige instanser, lokalsamfund og traditionelle samfund, erhvervsfremmende organisationer, kooperativer og civilsamfundet, herunder sammenslutninger, stiftelser og ikke-statslige organisationer.

2. I tilfælde, hvor en grundlæggende forudsætning for støtten til Tyrkiet ikke længere opfyldes, bl.a. i tilfælde, hvor demokratiets og retsstatens principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder eller folkeretten krænkes, kan Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen vedtage passende foranstaltninger.

3. Kommissionen underretter det i artikel 7 omhandlede udvalg ("Med-Udvalget") såvel som Det Blandede Parlamentariske Udvalg og Det Blandede Økonomiske og Sociale Udvalg EU-Tyrkiet om sin vejledende programmering.

Artikel 4

Der kan finansieres samarbejdsprojekter og -foranstaltninger på især følgende områder:

a) støtte til tilpasning af Tyrkiets lovgivning til EF-lovgivningen samt støtte til udvikling af institutioner med henblik på denne tilpasning

b) adgang til det indre marked, bl.a. ved indførelse af passende certificerings- og kvalitetssikringsordninger

c) bistand til liberalisering af kapitalbevægelserne mellem Fællesskabet og Tyrkiet

d) samarbejde med henblik på udbygning af toldunionen mellem Fællesskabet og Tyrkiet, bl.a. ved integrering af Tyrkiet i de fælleseuropæiske oprindelsesregler, og ved støtte til Tyrkiets deltagelse i konventionerne om forsendelse og det administrative enhedsdokument

e) støtte til tilpasning af Tyrkiets landbrugspolitik med henblik på indførelse af de foranstaltninger i Fællesskabets fælles landbrugspolitik, der er nødvendige for fri omsætning af landbrugsvarer

f) samarbejde på plante- og dyresundhedsområdet

g) deltagelse i visse af Fællesskabets programmer og agenturer, bl.a. inden for miljø, forskning, uddannelse, herunder erhvervsuddannelse, og ungdomsanliggender

h) samarbejde om konkurrencepolitik, forbrugerpolitik, ny teknologi og informationssamfundet

i) samarbejde om retlige og indre anliggender

j) samarbejde til fremme og beskyttelse af demokratiets og retsstatens principper, menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder.

Artikel 5

1. Finansiel bistand, der ydes i henhold til denne forordning, tager form af gavebistand.

2. Bistand, der ydes som led i de i denne forordning omhandlede foranstaltninger, omfatter inden for de begrænsninger, der fastsættes af budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure, bl.a. faglig bistand, uddannelse og andre serviceydelser, leverancer og arbejder samt revision og evaluerings- og kontrolbesøg.

3. Fællesskabets finansiering kan bl.a. dække udgifter til investering, herunder dog ikke køb af fast ejendom eller faste udgifter (bl.a. til administration, vedligeholdelse og drift), idet det i projektet skal tilstræbes, at faste udgifter afholdes af støttemodtageren selv.

4. Partnerne, jf. artikel 3, yder selv et finansielt bidrag til de enkelte samarbejdsforanstaltninger. Bidragets størrelse fastlægges ud fra partnernes betalingsmuligheder og under hensyn til foranstaltningens art. I særlige tilfælde, bl.a. hvis partneren er en ikke-statslig organisation eller en lokalsamfundsorganisation, kan bidraget ydes i form af naturalier.

5. Foranstaltningerne kan eventuelt finansieres sammen med andre bidragsydere, bl.a. i medlemsstaterne.

6. Det skal sikres, at det tilstrækkeligt klart fremgår, at den bistand, der udbetales på grundlag af denne forordning, ydes af Fællesskabet.

7. Kommissionen kan sammen med medlemsstaterne træffe foranstaltninger til sikring af et godt samarbejde med andre bidragsydere.

Artikel 6

1. Kommissionen forestår, vurderer, godkender og forvalter de i denne forordning omhandlede foranstaltninger på grundlag af gældende budgetprocedurer, især dem der gælder efter finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(8).

2. Ved udvælgelsen af projekter og programmer tages der hensyn til:

a) foranstaltningernes gennemslagskraft og bæredygtighed

b) kulturelle og sociale aspekter, ligestilling af kønnene samt miljøaspektet

c) bevarelse og beskyttelse af miljøet på grundlag af principperne om bæredygtig udvikling

d) hvorvidt institutionerne er tilstrækkeligt udviklede til, at foranstaltningens sigte kan realiseres

e) erfaringerne fra andre tilsvarende foranstaltninger.

3. For så vidt angår foranstaltninger, der indebærer udbetaling af mere end 2 mio. EUR pr. foranstaltning i henhold til denne forordning, træffes der afgørelse på grundlag af proceduren i artikel 7, stk. 2.

Kommissionen meddeler Med-Udvalget, hvilke finansieringsafgørelser den agter at træffe vedrørende projekter og programmer af en størrelse på 2 mio. EUR eller derunder. Dette sker senest en uge, inden afgørelsen træffes.

Kommissionen træffer alle fornødne foranstaltninger til at fremme små almennyttige ikke-statslige organisationers absorption af støtte.

4. Kommissionen kan, uden at der skal indhentes udtalelse fra Med-Udvalget, indgå de ekstra forpligtelser, der er nødvendige for at dække overskridelser, der kan forudses, eller som faktisk er forekommet i forbindelse med disse foranstaltninger, når overskridelsen eller det ekstra behov udgør 20 % eller derunder af den forpligtelse, der oprindeligt blev indgået ved finansieringsafgørelsen.

Hvis den i første afsnit omhandlede ekstra forpligtelse er mindre end 4 mio. EUR, skal Med-Udvalget underrettes om Kommissionens beslutning. Der skal indhentes udtalelse fra udvalget, hvis den ekstra forpligtelse er større end 4 millioner EUR, men under 20 % af den oprindelige forpligtelse.

5. Det skal fremgå af alle finansieringsaftaler og -kontrakter, der indgås i henhold til denne forordning, at Kommissionen og Revisionsretten kan gennemføre kontrol på stedet ifølge de sædvanlige metoder, som er fastlagt i Kommissionens gældende bestemmelser, herunder bestemmelserne i finansforordningen.

6. Hvor der som led i foranstaltningerne indgås finansieringsaftaler mellem Fællesskabet og Tyrkiet, skal det fremgå af disse, at Fællesskabet ikke afholder udgifter til betaling af skatter, afgifter og gebyrer.

7. Alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og Tyrkiet kan deltage i udbud og kontrakter på lige vilkår.

8. Alle leverancer skal have oprindelse i medlemsstaterne eller Tyrkiet.

Artikel 7

1. Kommissionen bistås af det udvalg, benævnt "Med-Udvalget", som er nedsat ved forordning (EF) nr. 1488/96(9).

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

Fristen i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 8

Hvert år afholdes der møde i Med-Udvalget, hvor den vejledende programmering af foranstaltningerne i det kommende år drøftes på grundlag af en redegørelse, der forelægges af en repræsentant for Kommissionen.

Europa-Parlamentet underrettes om forslagene og resultaterne af disse drøftelser.

Artikel 9

Kommissionen forelægger i løbet af første kvartal hvert år en årsrapport for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten skal mindst indeholde følgende elementer:

a) en detaljeret oversigt over de foranstaltninger, der er ydet finansiel støtte til i det foregående regnskabsår

b) den påtænkte vejledende programmering for det indeværende regnskabsår og det stade, som de pågældende foranstaltninger befinder sig på

c) overslagene for det program og de foranstaltninger, som skal gennemføres i det følgende regnskabsår

d) en sammenfattende oversigt over de evalueringer, der eventuelt er gennemført af specifikke foranstaltninger

e) oplysninger om de organer, der er indgået aftaler eller kontrakter med.

Artikel 10

Kommissionen foretager med regelmæssige mellemrum undersøgelser af de foranstaltninger, der finansieres af Fællesskabet, både for at fastslå, om målsætninger i disse er blevet realiseret, og for at opstille retningslinjer for, hvordan fremtidige foranstaltninger kan gøres mere effektive.

Kommissionen forelægger Med-Udvalget en oversigt over, hvilke undersøgelser der er foretaget, således at udvalget i givet fald kan behandle disse nærmere.

Undersøgelsesrapporterne står til rådighed for medlemsstaterne efter anmodning.

Artikel 11

Senest den 30. juni 2002 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en helhedsvurdering af de foranstaltninger, som Fællesskabet har finansieret på grundlag af denne forordning, samt et forslag til, hvordan denne forordning bør udformes for fremtiden, og i givet fald et forslag til, hvilke ændringer der bør gennemføres heri.

Artikel 12

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 10. april 2000.

På Rådets vegne

J. Gama

Formand

(1) EFT C 408 af 29.12.1998, s. 14.

(2) Udtalelse af 4. december 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT C 17 af 22.1.1996, s. 46.

(4) EFT C 313 af 12.10.1998, s. 176.

(5) EFT C 398 af 21.12.1998, s. 57.

(6) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

(7) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8) EFT L 356 af 31.12.1977, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2673/1999 (EFT L 326 af 18.12.1999, s. 1).

(9) Rådets forordning (EF) nr. 1488/96 af 23. juli 1996 om finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger (Meda) i forbindelse med reformen af de økonomiske og sociale strukturer inden for rammerne af Euro-Middelhavs-partnerskabet (EFT L 189 af 30.7.1996, s. 1). Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 780/98 (EFT L 113 af 15.4.1998, s. 3).