Kommissionens forordning (EF) nr. 531/2000 af 10. marts 2000 om ændring af forordning (EF) nr. 2848/98 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2075/92 for så vidt angår præmieordningen, produktionskvoterne og den særstøtte, der ydes til producentsammenslutningerne i tobakssektoren
EF-Tidende nr. L 064 af 11/03/2000 s. 0013 - 0014
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 531/2000 af 10. marts 2000 om ændring af forordning (EF) nr. 2848/98 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2075/92 for så vidt angår præmieordningen, produktionskvoterne og den særstøtte, der ydes til producentsammenslutningerne i tobakssektoren KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2075/92 af 30. juni 1992 om den fælles markedsordning for råtobak(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 660/1999(2), særlig artikel 7, artikel 9, stk. 5, og artikel 11, og ud fra følgende betragtninger: (1) I Kommissionens forordning (EF) nr. 2848/98(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2637/1999(4), er det i artikel 18, stk. 4, og artikel 20, stk. 4, fastsat, at udbetalingerne til producenterne og producentsammenslutningerne af de præmier, der udbetales af medlemsstaten eller af den virksomhed, som foretager første forarbejdning, bør ske ved bank- eller girooverførsel via en bestemt konto. Anvendelsen af denne bestemmelse medfører problemer for producentsammenslutningerne, fordi ordningen ikke gør det muligt at sikre en jævn fordeling af finansielle midler på hele det nationale område og at opnå driftslån hos banker, der ikke forvalter præmierne. Præmierne bør derfor overføres til kontoer, der er bestemt for udbetaling af præmierne, og deres numre opgives til kontrolorganet. (2) I henhold til artikel 20 i nævnte forordning har visse medlemsstater i en toårig periode kunnet udbetale præmierne til producenterne via de virksomheder, som foretager første forarbejdning, men det har ikke været muligt at udbetale forskud. Det har givet likviditetsproblemer for producenterne, da de først modtager betaling efter levering af hele deres produktion. Producenterne bør derfor have mulighed for at få udbetalt forskud fra de virksomheder, der foretager den første forarbejdning, på samme vilkår som dem, der er fastsat i artikel 19 for producenter, som får udbetalt deres præmier direkte fra medlemsstaterne. (3) I henhold til artikel 29 i samme forordning kan den nationale reserve bl.a. tilføres kvoter ved en lineær reduktion, som dog højst kan være på 2 % af de mængder, der er endeligt afstået. Denne nationale reserve fordeles ifølge artikel 22, stk. 3, i slutningen af februar, og denne frist gør det ikke muligt at anvende de endeligt afståede kvoter for det samme produktionsår. Det bør fastsættes, at endeligt afståede mængder kan anvendes inden for den igangværende høst, og at de pågældende mængder i den forbindelse kan fordeles frem til fristen for indgåelse af dyrkningskontrakterne. (4) I henhold til artikel 33, stk. 3, kan afståelsen af produktionskvoter ikke vedrøre mængder på under 100 kg. Denne bestemmelse bør lempes, således at tobaksproducenter, hvis kvote for den pågældende sortsgruppe er på under 100 kg, kan afstå hele kvoten. (5) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Tobak - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 I forordning (EF) nr. 2848/98 foretages følgende ændringer: 1) Artikel 18, stk. 4, affattes således: "4. Udbetalingen til producentsammenslutningerne af de beløb, der er omhandlet i stk. 1 og 2, og til producenterne af opkøbsprisen fra en virksomhed, som foretager første forarbejdning, må kun ske ved bank- eller girooverførsel til kontoer, som er bestemt for disse udbetalinger, og hvis numre opgives til kontrolorganet, og som for producentsammenslutningernes vedkommende er forbeholdt udbetalinger til enkelte medlemmer af producentsammenslutningen." 2) Artikel 19 affattes således: "Artikel 19 1. Medlemsstaterne anvender en ordning med præmieforskud til producenterne, jf. stk. 2-8. 2. Det forskud, der er nævnt i stk. 1, udbetales på anmodning af producenten eller, for 2000-høsten, af den virksomhed, der foretager den første forarbejdning, på grundlag af et bevis for ret til forskud, der udstedes af kontrolorganet. 3. Ansøgningen om præmieforskud skal vedlægges nedennævnte dokumenter, medmindre medlemsstaten fastsætter andet, fordi den allerede ligger inde med nogle af oplysningerne: a) en kopi af den dyrkningskontrakt, som producenten har indgået, og som er udstedt i hans navn b) en kopi af det kvotebevis, der er udstedt til producenten, og som er omfattet af dyrkningskontrakten c) en skriftlig erklæring fra den pågældende producent om, hvilke tobaksmængder han kan levere i forbindelse med den igangværende høst. 4. Det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes af kontrolorganerne efter kontrol af de i stk. 3 omhandlede dokumenter og af rigtigheden af producenternes skriftlige erklæring. For den virksomhed, der foretager den første forarbejdning, udstedes beviset på grundlag af dyrkningskontrakter, der er indgået af denne, og leverancer, som har fundet eller forventes at finde sted. 5. Forskuddet, der højst må svare til den faste del af præmien, udbetales til producenten på betingelse af, at der stilles en sikkerhed svarende til forskubsbeløbet forhøjet med 15 %. Forskuddet udbetales fra den 16. oktober i høståret og skal udbetales senest 30 dage efter forelæggelsen af den i stk. 2 omhandlede ansøgning og af bevis for, at sikkerheden er stillet, undtagen hvis ansøgningen indgives inden den 16. september idet fristen i så fald er på 77 dage. 6. Hvis forskuddet udbetales til en producentsammenslutning eller en virksomhed, der foretager den første forarbejdning, og det ikke senest 30 dage efter modtagelsen er udbetalt til præmieberettigede medlemmer eller producenter eller tilbagebetalt til medlemsstaten, opkræves der rente af det ikke-udbetalte beløb med en sats, der fastsættes af medlemsstaten. Renten beregnes fra datoen for modtagelsen af forskuddet og opføres som indtægt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL). 7. Det udbetalte forskud fratrækkes i det præmiebeløb, der skal udbetales, ifølge artikel 18, stk. 1, og artikel 20, stk. 1, fra og med den første leverance. Den stillede sikkerhed frigives mod forelæggelse af kontrolattesten for den pågældende mængde tobak og af bevis for udbetaling til de præmieberettigede producenter af et beløb svarende til præmien. Medlemsstaterne fastlægger de øvrige betingelser, herunder bl.a. perioderne for levering af tobak eller de minimumsmængder, der kræves for udstedelse af kontrolattest. 50 % af den stillede sikkerhed frigives, når man er nået op på 50 % af den præmie, der skal udbetales. Producentens sikkerhed frigives, når hele forskuddet er fratrukket det præmiebeløb, der skal udbetales. 8. Er der ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, foretaget leveringer, der gør det muligt at fradrage hele det udbetalte forskud i det præmiebeløb, der skal udbetales, inddrages sikkerheden for det forskudsbeløb, der ikke er tilbagebetalt, medmindre der foreligger force majeure. 9. Medlemsstaterne fastlægger yderligere betingelser for ydelse af forskud, herunder fristen for indgivelse af ansøgninger. Producenter kan ikke indgive forskudsansøgninger, når leveringerne er påbegyndt." 3) Artikel 20, stk. 4, affattes således: "4. Udbetaling af de beløb, der er omhandlet i stk. 1, må kun ske ved bank- eller girooverførsel til kontoer, der er bestemt for disse betalinger, og hvis numre opgives til kontrolorganet, og som for producentsammenslutningernes vedkommende skal være forbeholdt betalinger til de enkelte medlemmer af sammenslutningen." 4) I artikel 29, stk. 3, indsættes følgende afsnit: "De produktionskvoter, der fastsættes i henhold til stk. 2, andet afsnit, første led, kan tildeles frem til fristen for indgåelse af dyrkningskontrakter." 5) Artikel 33, stk. 3, affattes således: "3. De produktionskvoteafståelser, der er omhandlet i stk. 1, kan ikke vedrøre mængder på under 100 kg, medmindre der er tale om produktionskvoter på under 100 kg, som skal afstås fuldt ud. Kommissionen skal imidlertid underrettes om de mængder på under 100 kg, der er afstået." Artikel 2 Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den anvendes fra 2000-høsten. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 10. marts 2000. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT L 215 af 30.7.1992, s. 70. (2) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 10. (3) EFT L 358 af 31.12.1998, s. 17. (4) EFT L 323 af 15.12.1999, s. 8.