32000R0475

Rådets forordning (EF) nr. 475/2000 af 28. februar 2000 om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

EF-Tidende nr. L 058 af 03/03/2000 s. 0001 - 0002


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 475/2000

af 28. februar 2000

om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 14, tredje afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Definitionen af ordene "offentlig", "underskud" og "investering" er fastlagt i den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og i forordning (EF) nr. 3605/93(2) med henvisning til det europæiske nationalregnskabssystem (ENS). Ved forordning (EF) nr. 2223/96(3) blev dette system udskiftet med det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt "ENS-95").

(2) Den definition af "offentlig gæld", der er fastlagt i protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og i forordning (EF) nr. 3605/93, bør nyspecificeres ved henvisning til klassifikationskoderne ENS-95. For så vidt angår finansielle derivater, således som de er defineret i ENS-95, eksisterer der ikke en nominel værdi, der er identisk med den værdi, som observeres for de andre gældsinstrumenter. Finansielle derivater skal derfor ikke indgå i de forpligtelser, der udgør den offentlige gæld med henblik på protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. For forpligtelser, der er omfattet af aftaler om fastsættelse af valutakursen, bør der endvidere tages hensyn til denne kurs ved omregningen til national valuta.

(3) ENS-95 giver en detaljeret definition af bruttonationalproduktet i markedspriser, der er hensigtsmæssig med henblik på beregningen af de procentdele, som det offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet og den offentlige gæld af bruttonationalproduktet, og som er nævnt i traktatens artikel 104.

(4) De offentlige konsoliderede renteudgifter er en væsentlig indikator i forbindelse med overvågningen af budgetsituationen i medlemsstaterne. Renteudgifterne hænger nøje sammen med den offentlige gæld. Den offentlige gæld, som medlemsstaterne skal indberette til Kommissionen, skal være konsolideret for den samlede offentlige sektor. Niveauerne for offentlig gæld og renteudgifterne bør indbyrdes gøres sammenhængende. Det fremgår af metodologien i ENS-95 (punkt 1.58), at konsoliderede aggregater for visse analyser er vigtigere end de globale bruttotal. Det er hensigtsmæssigt at afklare de nærmere bestemmelser for, hvordan medlemsstaterne skal indberette tallene for renteudgifter til Kommissionen.

(5) Definitionerne og klassifikationskoderne i ENS-95 kan revideres i forbindelse med den nødvendige harmonisering af de nationale statistikker eller af andre grunde. Revisioner af ENS-95 eller ændringer af metodologien i ENS-95 vedtages af Rådet eller Kommissionen efter traktatens kompetence- og procedureregler og efter forordning (EF) nr. 2223/96.

(6) Efter artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2223/96 skal det tidligere europæiske nationalregnskabssystem fortsat anvendes som led i medlemsstaternes indberetning til Kommissionen under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i en overgangsperiode indtil fremsendelsen af oplysninger den 1. september 1999 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 3605/93 ændres således:

1) Artikel 1 og 2 affattes således:

"Artikel 1

1. Med henblik på protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og denne forordning defineres begreberne i stk. 2-5 i overensstemmelse med det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt 'ENS-95'), der blev indført ved forordning (EF) nr. 2223/96(4). Koderne i parentes henviser til ENS-95.

2. 'Offentlig' betyder 'offentlig forvaltning og service' (S.13) (i det følgende benævnt 'den offentlige sektor', der er underopdelt i undersektorerne 'statslig forvaltning og service' (S.1311), 'offentlig forvaltning og service på delstatsniveau' (S.1312), 'kommunal forvaltning og service' (S.1313) og 'sociale kasser og fonde' (S.1314), med undtagelse af kommercielle transaktioner som defineret i ENS-95.

Udelukkelsen af kommercielle transaktioner indebærer, at den 'offentlige sektor' (S.13) alene omfatter de institutionelle enheder, hvis væsentligste funktion er at frembringe ikke-markedsmæssige tjenester.

3. 'Det offentlige underskud (overskud)' er den 'offentlige sektors' (S.13) nettofordringserhvervelse (B.9) som defineret i ENS-95. Det rentebeløb, der indgår i det offentlige underskud, er renterne (D.41) som defineret i ENS-95.

4. 'Offentlige investeringer' er den 'offentlige sektors' (S.13) faste bruttoinvesteringer (P.51) som defineret i ENS-95.

5. 'Den offentlige gæld' er den samlede nominelle værdi af den 'offentlige sektors' (S.13) udestående forpligtelser pr. 31. december med undtagelse af de forpligtelser, for hvilke de hertil svarende aktiver holdes af den 'offentlige sektor' (S.13).

Den offentlige gæld består af den offentlige sektors forpligtelser af følgende art: sedler og mønt samt indskud (AF.2), værdipapirer undtagen aktier, ekskl. finansielle derivater (AF.33) og lån (AF.4) som defineret i ENS-95.

Den nominelle værdi af en forpligtelse, der er udestående pr. 31. december, er den pålydende værdi.

En indeksreguleret forpligtelses nominelle værdi svarer til den pålydende værdi justeret med den indeksregulerede kapitalændring pr. 31. december.

Forpligtelser i udenlandsk valuta eller forpligtelser, der veksles fra en udenlandsk valuta til en eller flere andre udenlandske valutaer efter kontraktlige aftaler, omregnes til de andre udenlandske valutaer til den kurs, der er fastsat i aftalerne, og omregnes til national valuta til den repræsentative markedskurs på årets sidste arbejdsdag.

Forpligtelser i national valuta, der veksles til en udenlandsk valuta efter kontraktlige aftaler, omregnes til den udenlandske valuta til den kurs, der er fastsat i aftalerne, og omregnes til national valuta til den repræsentative markedskurs på årets sidste arbejdsdag.

Forpligtelser i udenlandsk valuta, som veksles til national valuta efter kontraktlige aftaler, omregnes til national valuta til den kurs, der er fastsat i aftalerne.

Artikel 2

Med henblik på protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og denne forordning er bruttonationalproduktet bruttonationalproduktet i markedspriser (BNP mp) (B.1*g) som defineret i ENS-95."

2) I artikel 4, stk. 2, andet led, ændres koderne for undersektorerne S61, S62 og S63 til koderne S.1311, S.1312, S.1313 og S.1314.

3) I artikel 5 ændres ordene "og renteudgifter" til ordene "og (konsoliderede) renteudgifter".

4) Artikel 7 affattes således: "Artikel 7

I tilfælde af revision af ENS-95 eller ændring af metodologien i ENS-95, som skal vedtages af Rådet eller Kommissionen efter kompetence- og procedurereglerne i traktaten og forordning (EF) nr. 2223/96, indfører Kommissionen de nye henvisninger til ENS-95 i artikel 1, 2 og 4."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2000.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. februar 2000.

På Rådets vegne

J. PINA MOURA

Formand

(1) Udtalelse afgivet 17. februar 2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(2) EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7.

(3) EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1.

(4) Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1).