2000/708/EF: Kommissionens beslutning af 6. november 2000 om tredje ændring af beslutning 1999/507/EF om beskyttelsesforanstaltninger over for visse flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien (meddelt under nummer K(2000) 3178) (EØS-relevant tekst)
EF-Tidende nr. L 289 af 16/11/2000 s. 0041 - 0041
Kommissionens beslutning af 6. november 2000 om tredje ændring af beslutning 1999/507/EF om beskyttelsesforanstaltninger over for visse flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien (meddelt under nummer K(2000) 3178) (EØS-relevant tekst) (2000/708/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF(1), senest ændret ved direktiv 96/43/EF(2), særlig artikel 18, stk. 7, og ud fra følgende betragtninger: (1) Ved beslutning 1999/507/EF(3), senest ændret ved beslutning 2000/6/EF(4), vedtog Kommissionen beskyttelsesforanstaltninger over for visse flyvende hunde, hunde og katte fra halvøen Malaysia og Australien med hensyn til henholdsvis Nipah disease og Hendra disease, herunder laboratorieprøver for hunde og katte bestemt til indførsel til EF. (2) I Australien er der ikke rapporteret tilfælde af Hendra disease, som er en anmeldelsespligtig sygdom i henhold til australsk lov, siden vedtagelsen af beslutning 1999/507/EF. Bestemmelserne vedrørende Australien i denne beslutning bør derfor tilpasses til sygdomssituationen i det pågældende land, og navnlig bør kravet om laboratorieprøver for katte, der indføres fra Australien, frafaldes. (3) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 I artikel 3 i beslutning 1999/507/EF foretages følgende ændringer: 1) Stk. 2, andet led, udgår. 2) Som stk. 3 indsættes: "3. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for katte i transit, hvis de forbliver på en international lufthavns område." Artikel 2 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 6. november 2000. På Kommissionens vegne David Byrne Medlem af Kommissionen (1) EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. (2) EFT L 162 af 1.7.1996, s. 1. (3) EFT L 194 af 27.7.1999, s. 66. (4) EFT L 3 af 6.1.2000, s. 29.